Language of document :

Rettens dom af 19. januar 2022 – Deutsche Telekom mod Kommissionen

(Sag T-610/19) 1

[Annullations- og erstatningssøgsmål – konkurrence – misbrug af dominerende stilling – det slovakiske marked for højhastighedstelekommunikationstjenester – afgørelse, hvorved fastslås en overtrædelse af artikel 102 TEUF og EØS-aftalens artikel 54 – dom, hvorved afgørelsen annulleres delvis, og den pålagte bøde nedsættes – Kommissionens afslag på betaling af morarenter – artikel 266 TEUF – artikel 90, stk. 4, litra a), i delegeret forordning (EU) nr. 1268/2012 – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – fratagelse af rådigheden over den med urette betalte bøde – tab af indtægter – morarenter – satser – skade]

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Deutsche Telekom AG (Bonn, Tyskland) (ved advokaterne P. Linsmeier, U. Soltész, C. von Köckritz og P. Lohs)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved P. Rossi og L. Wildpanner, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Søgsmål anlagt i henhold til dels artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 28. juni 2019 om afslag på betaling af morarenter af hovedbeløbet af den del af den bøde, som blev tilbagebetalt efter dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), dels i henhold til artikel 268 TEUF med påstand om erstatning for indtægtstabet forårsaget af fratagelsen af rådigheden over dette hovedbeløb og, subsidiært, om erstatning for skaden som følge af Kommissionens afslag på betaling af morarenter af dette beløb.

Konklusion

1)    Europa-Kommissionen tilpligtes at betale Deutsche Telekom AG 1 750 522,83 EUR i erstatning for den lidte skade.

2)    Den i punkt 1 nævnte erstatning forhøjes med morarenter fra datoen for afsigelsen af nærværende dom, og indtil fuld betaling sker, til den sats, som Den Europæiske Centralbank (ECB) anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med tre og et halvt procentpoint.

3)    Kommissionens afgørelse af 28. juni 2019 om afslag på betaling af morarenter til Deutsche Telekom fra den 16. januar 2015 til den 19. februar 2019 af hovedbeløbet af den bøde, som blev tilbagebetalt efter dom af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen (T-827/14, EU:T:2018:930), annulleres.

4)    I øvrigt frifindes Kommissionen.

5)    Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de af Deutsche Telekom afholdte omkostninger.

6)    Deutsche Telekom bærer halvdelen af sine egne omkostninger.

____________

1 EUT C 363 af 28.10.2019.