Language of document : ECLI:EU:T:2013:322

Sag T-406/08

Industries chimiques du fluor (ICF)

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – verdensmarkedet for aluminiumfluorid – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53 – prisfastsættelse og markedsopdeling – bevis for overtrædelse – ret til forsvar – manglende overensstemmelse mellem klagepunktsmeddelelsen og den anfægtede beslutning – bøder – retningslinjerne af 2006 for beregning af bøder – Euro-Middelhavsaftalen«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 18. juni 2013

1.      Retslig procedure – stævning – formkrav – advokats håndskrevne underskrift – væsentlig forskrift, der må anvendes strengt – original stævning påført en ikke håndskreven underskrift ledsaget af en skrivelse med samme repræsentants håndskrevne underskrift – ingen tvivl om identiteten af ophavsmanden til stævningen – formaliteten

(Statutten for Domstolen, art. 21; Rettens procesreglement, art. 43, stk. 1, og art. 6)

2.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – anvendelse af en række indicier – den krævede beviskraft

(Art. 81 EF)

3.      Karteller – samordnet praksis – begreb – konkurrencebegrænsende formål – tilstrækkelig konstatering – nødvendigheden af en undersøgelse af, hvorvidt de kriterier, der regulerer begrebet samordnet praksis, konkret foreligger – foreligger ikke

(Art. 81, stk. 1, EF)

4.      Karteller – aftaler og samordnet praksis, der udgør en enkelt overtrædelse – begreb – selvstændigt ansvar for den samlede overtrædelse, som påhviler virksomheder, der har deltaget heri – betingelser – bevisbyrde – fælles mål – begreb

(Art. 81, stk. 1, EF)

5.      Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelse – nødvendigt indhold – overholdelse af retten til forsvar

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 1)

6.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse – ikke overensstemmelse mellem afgørelsen og klagepunktsmeddelelsen – overholdelse af retten til forsvar – nedsættelse af antallet af deltagere i overtrædelsen og af dennes varighed – yderligere klagepunkter, der krænker den berørte virksomheds interesser, foreligger ikke – delvist og tilladeligt frafald af et klagepunkt – mulighed for at fremsætte bemærkninger til forhold, der er taget i betragtning i klagepunktsmeddelelsen

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 1)

7.      Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – retten til aktindsigt – krænkelse heraf – afslag på aktindsigt i visse dokumenter, der kan anvendes til virksomhedens forsvar

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 2)

8.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed og varighed – bindende eller udtømmende liste over kriterier foreligger ikke

(Art. 81, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

9.      Konkurrence – bøder – retningslinjer for beregning af bøder – retlig karakter – vejledende regel, der indebærer, at Kommissionen har pålagt sig selv en begrænsning af sin skønsbeføjelse – forpligtelse til at iagttage ligebehandlingsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

10.    Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – foreligger ikke – afvisning

(Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

11.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – retningslinjer vedtaget af Kommissionen – bødens grundbeløb – beregnes på basis af værdien af de i overtrædelsen deltagende virksomheders afsætning i det relevante geografiske område – verdensomspændende aftaler om markedsopdeling – hensyntagen til de berørte virksomheders samlede afsætning på verdensmarkedet og de bedste, tilgængelige oplysninger

(Art. 81, stk. 1, EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 12, 13, 15 og 18)

12.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – retningslinjer vedtaget af Kommissionen – bødens grundbeløb – beregning på grundlag af nettoomsætningen uden fradrag for transportomkostninger og kommissioner

(Art. 81, stk. 1, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 15, 16 og 18)

13.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – pligt for Kommissionen til at holde sig til sin tidligere afgørelsespraksis – foreligger ikke

(Art. 81 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03 og 2006/C 210/02)

14.    Konkurrence – Unionens regler – territorialt anvendelsesområde – kartel mellem virksomheder etableret uden for Unionen, men som har virkning på det indre marked – anvendelse af EU-konkurrencereglerne – lovlighed under hensyn til folkeretten

(Art. 81 EF; Associeringsudvalget for Euro-Middelhavsaftalen mellem Den Europæiske Union og Tunesien, art. 36)

1.      Kravet om en håndskreven underskrift i artikel 43, stk. 1, i Rettens procesreglement har ud fra retssikkerhedsmæssige betragtninger til formål at sikre stævningens autenticitet og at udelukke risikoen for, at underskriften i virkeligheden ikke hidrører fra den person, der har beføjelse til at skrive under. Dette krav må herefter anses for at udgøre en væsentlig formforskrift, der må anvendes strengt, med den virkning, at manglende overholdelse medfører, at sagen må afvises. Dog skal et søgsmål antages til realitetsbehandling, når en stævning, der ikke er forsynet med en original underskrift fra den repræsenterende advokat, er vedlagt et følgebrev med en original håndskreven underskrift fra samme repræsenterende advokat, som ligeledes svarer til underskriften på følgebrevet vedlagt fremsendelsen pr. telefax. Under sådanne omstændigheder er der ikke nogen tvivl om identiteten af ophavsmanden til den stævning, der er angivet som værende den originale. Desuden må et brev eller en følgeskrivelse, der er underskrevet af sagsøgerens repræsentant, og et indlæg, der ikke er underskrevet, anses for at udgøre et enkelt behørigt underskrevet processkrift, når de er en del af en og samme postforsendelse som i den foreliggende sag.

(jf. præmis 52 og 55)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 66-69)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 88-91)

4.      Begrebet en samlet overtrædelse vedrører således en situation, hvor flere virksomheder har deltaget i en overtrædelse bestående af en vedvarende adfærd, hvor der forfølges et enkelt økonomisk formål med henblik på at fordreje konkurrencen, eller individuelle overtrædelser, som er indbyrdes forbundet af et fælles mål og de samme aktører. Denne fortolkning kan ikke anfægtes under henvisning til, at et eller flere elementer i rækken af handlinger eller i den sammenhængende adfærd også i sig selv og isoleret betragtet kan udgøre en tilsidesættelse af artikel 81 EF. Desuden kan begrebet en samlet overtrædelse vedrøre den retlige kvalificering af en konkurrencebegrænsende adfærd som aftaler, en samordnet praksis eller vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder.

Når de forskellige handlinger indgår i en samlet plan, fordi de har det samme formål, nemlig at fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, kan Kommissionen med rette pålægge ansvaret for disse handlinger på grundlag af deltagelsen i overtrædelsen betragtet i sin helhed. De forskellige udtryk for overtrædelsen skal således forstås i en overordnet sammenhæng, som forklarer baggrunden for disse. Inden for rammerne af en bevisførelse øges eller understøttes de forskellige faktiske omstændigheders bevismæssige værdi i den henseende af de øvrige faktiske omstændigheder, som sammen giver et logisk og fuldstændigt billede af en samlet overtrædelse.

Endelig kan begrebet et fælles mål ikke fastsættes under en generel henvisning til en konkurrenceforvridning på det af overtrædelsen berørte marked. Med henblik på at kvalificere forskellige former for udvist adfærd som en samlet og vedvarende overtrædelse skal det således kontrolleres, om de fremstod som et supplement til hinanden i den forstand, at hver af disse handlinger skulle bidrage til at imødegå en eller flere konsekvenser af den normale konkurrence, og gennem et samspil bidrog til virkeliggørelsen af de af overtræderne tilstræbte samlede konkurrencebegrænsende virkninger i forbindelse med en overordnet plan med et fælles mål.

(jf. præmis 101-104)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 117)

6.      Formuleringen af de væsentlige elementer, som Kommissionen støtter sig på i klagepunktsmeddelelsen, kan være kortfattet, og den endelige afgørelse skal ikke nødvendigvis være en kopi af klagepunktsmeddelelsen, da en sådan meddelelse er et forberedende dokument, hvis faktiske og retlige bedømmelser alene er af foreløbig karakter. Kommissionen kan følgelig, især i lyset af parternes skriftlige og mundtlige indlæg, frafalde nogle af eller endog samtlige de klagepunkter, som i begyndelsen vedrørte dem, og således ændre sit standpunkt i deres favør, indtil den endelige afgørelse er taget, eller derimod beslutte at tilføje nye klagepunkter, forudsat at den giver de berørte virksomheder lejlighed til at udtale sig om disse.

For så vidt nærmere bestemt angår iagttagelsen af retten til forsvar, når overtrædelsens varighed i den endelige afgørelse i betragtning af bevisværdien af bevismidlerne nedsættes i forhold til den varighed, der var angivet i klagepunktsmeddelelsen, udgør denne indskrænkning ikke et supplerende klagepunkt og krænker på ingen måde interesserne for den virksomhed, der er adressat for nævnte afgørelse. Tværtimod er en sådan indskrænkning i virksomhedens favør. Den må anses for et delvist og tilladeligt frafald fra Kommissionen side af et klagepunkt til fordel for nævnte virksomhed. Desuden skal det konstateres, at når virksomheden har haft lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger til klagepunktsmeddelelsen, herunder til det anførte om overtrædelsens varighed, kan virksomhedens ret til forsvar ikke anses for tilsidesat.

(jf. præmis 118 og 123-125)

7.      Retten til forsvar er blevet tilsidesat, såfremt det er muligt, at den administrative procedure vedrørende anvendelse af konkurrencereglerne, som Kommissionen gennemførte, kunne have fået et andet resultat, fordi Kommissionen har begået en fejl. En sagsøgende virksomhed beviser, at der er begået en sådan ulovlighed, såfremt den i tilstrækkeligt omfang påviser, ikke at Kommissionens afgørelse ville have fået et andet indhold, hvis det ulovlige forhold ikke havde foreligget, men at virksomheden bedre ville have været i stand til at varetage sit forsvar, f.eks. fordi den til sit forsvar kunne have anvendt dokumenter, som den blev nægtet aktindsigt i under den administrative procedure.

Hvad nærmere bestemt angår retten til aktindsigt i sagen er det tilstrækkeligt, at virksomheden påviser, at den kunne have anvendt det pågældende dokument til sit forsvar. Det påhviler ikke denne virksomhed at bevise, at denne fejl har påvirket den administrative procedures forløb og indholdet af Kommissionens afgørelse til skade for virksomheden, men alene, at den har kunnet påvirke procedurens forløb og indholdet af Kommissionens afgørelse. Såfremt dokumenterne ikke er blevet fremlagt, skal den berørte virksomhed således ikke bevise, at den administrative procedure ville have fået et andet udfald, hvis de omtvistede dokumenter var blevet fremlagt, men det er tilstrækkeligt at den berørte virksomhed godtgør, at der var en, om end blot ubetydelig, mulighed for, at den kunne have anvendt de dokumenter, som den ikke fik indsigt i under den administrative procedure, til sit forsvar.

Når sagsøgeren i et givent tilfælde for det første har fået aktindsigt i dokumenter vedrørende kontakter, uden at have udledt noget diskulperende forhold heraf, hverken i den administrative procedure eller i sagen for Retten, og endda for det andet under den administrative procedure har givet afkald på at tage stilling til senere kontakter, og for det tredje under sagen for Retten hverken har forklaret eller underbygget, hvorledes den omstændighed, at de pågældende dokumenter ikke blev nævnt udtrykkeligt i klagepunktsmeddelelsen, har skadet effektiviteten af sagsøgerens forsvar under den administrative procedure, og hvordan virksomheden ville have kunnet forsvare sig mere effektivt, hvis den ved denne lejlighed var blevet informeret udtrykkeligt, fordi Kommissionen havde til hensigt at bruge disse dokumenter som inkriminerende beviser, har denne sagsøger derfor ikke været i stand til at bevise, at den omstændighed, at den ikke i klagepunktsmeddelelsen blev informeret om Kommissionens intention om at bruge de omhandlede dokumenter som inkriminerende beviser, kunne påvirke effektiviteten af virksomhedens forsvar og følgelig det resultat, som Kommissionen kom frem til i sin afgørelse.

(jf. præmis 119, 120, 137 og 141)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 148-152)

9.      De af Kommissionen vedtagne retningslinjer for beregningen af bøder for tilsidesættelse af konkurrencereglerne fastsætter de vejledende regler for den praksis, der skal følges, og som myndighederne ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive grunde, som er i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet. De begrænser sig til at beskrive den metode, som Kommissionen benytter ved undersøgelsen af en overtrædelse, og de kriterier, denne forpligter sig til at tage i betragtning ved fastsættelsen af en bøde. Retningslinjerne er et instrument, der – under overholdelse af trinhøjere retsregler – har til formål at præcisere de kriterier, som Kommissionen anvender i forbindelse med udøvelsen af den skønsbeføjelse ved bødefastsættelsen, som artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 indrømmer den. Disse retningslinjer udgør ikke den retlige hjemmel for en afgørelse, der fastsætter bøder, og som har hjemmel i forordning nr. 1/2003, men fastlægger generelt og abstrakt den metode, som Kommissionen har pålagt sig selv at anvende med henblik på udmålingen af de bøder, der pålægges ved denne afgørelse, og de garanterer dermed retssikkerheden for virksomhederne. Selv om retningslinjerne således ikke kan anses for at være retsregler, fastsætter de dog vejledende regler for den praksis, der skal følges af myndigheden, som denne ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive en begrundelse, idet der er risiko for, at retssikkerhedsprincippet og ligebehandlingsprincippet tilsidesættes.

(jf. præmis 153-156)

10.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 163-165, 218 og 219)

11.    Ved pålæggelse af en bøde for overtrædelse af EU-konkurrencereglerne, hvis en overtrædelse geografisk set strækker sig ud over Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), kan Kommissionen i overensstemmelse med punkt 18 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 med henblik på at fastsætte bødens grundbeløb foretage et skøn over den samlede værdi af den afsætning, som overtrædelsen omfatter, inden for det relevante geografiske område, større end EØS, og fastlægge den del af afsætningen, som den enkelte virksomhed, der deltager i overtrædelsen, tegner sig for på dette marked, og sammenligne denne del med de samme virksomheders samlede afsætning inden for EØS. I den henseende fremgår det af systematikken i og ordlyden af retningslinjernes punkt 18, at udtrykket »den samlede værdi af de afsatte varer og tjenester, som overtrædelsen omfatter« skal forstås således, at det betegner den samlede afsætningsværdi for de virksomheder, der har deltaget i overtrædelsen, og ikke den samlede afsætningsværdi for samtlige virksomheder, der er aktive på det marked, hvor virksomhederne har begået overtrædelsen. Afsætningen for de virksomheder, der ikke har deltaget i overtrædelsen, er således ikke afsætning, »som overtrædelsen omfatter«. Denne ordlydsfortolkning er desuden i overensstemmelse med systematikken i nævnte punkt 18, som har til formål både at fastlægge den samlede relevante afsætning og de enkelte virksomheders relative betydning i forbindelse med overtrædelsen. Sidstnævnte formål indebærer, at der alene skal tages hensyn til afsætningsværdien for de virksomheder, der har deltaget i overtrædelsen.

(jf. præmis 171, 172 og 182-184)

12.    Med henblik på fastsættelsen af grundbeløbet for bøden for overtrædelse af EU-konkurrencereglerne er det den omsætning, der giver det mest fuldstændige billede af det transaktionsbeløb, som er interessant ved fastsættelsen af afsætningsværdien. Det er således omsætningen, som den fremgår af virksomhedens regnskab, der skal tages i betragtning. Afsætningsværdien afspejler i øvrigt prisen, således som den er faktureret til kunden, uden fradrag for transportomkostninger eller andre omkostninger. Når en producent på kundens anmodning leverer de solgte mængder til bestemmelsesstedet, udgør transportydelsen en integreret del af salget af produktet. Den pris, som opkræves for en sådan ydelse, udgør således, uanset om den svarer til tilbagebetalingen af det beløb, som sælgeren skylder den uafhængige transportør, som har udført denne ydelse for sælgeren, en del af den samlede salgspris.

(jf. præmis 175 og 176)

13.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 189-191)

14.    EU-konkurrenceretten finder anvendelse på et kartel, som får virkning inden for det indre markeds område, uanset om en af de virksomheder, der deltager i en aftale, har sæde i et tredjeland.

For så vidt angår Euro-Middelhavsaftalen er det, uafhængigt at dennes retlige karakter og indvirkning på Unionens retsorden, tilstrækkeligt at fastslå, at aftalen ikke har forrang for den anvendelige EU-ret, herunder for artikel 81 EF, og ikke udelukker anvendelsen deraf. Når en afgørelse fra Kommissionen, der konstaterer en overtrædelse af EU-konkurrencereglerne, ikke angår en praksis, der specifikt vedrører handelen mellem Den Europæiske Union og en stat, der har tiltrådt denne aftale, men en praksis med en global dimension, der påvirker det europæiske marked, er den ikke omfattet af anvendelsesområdet for Euro-Middelhavsaftalen og er så meget desto mindre i strid med denne aftale. I en sådan afgørelse udøver Kommissionen sin kompetence og anvender artikel 81 EF for så vidt angår påvirkningen af konkurrencen inden for det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Der er således intet grundlag for at anvende Euro-Middelhavsaftalen og procedurerne deri.

(jf. præmis 210, 212, 213 og 216)