Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Raad van State (Nederlandene) den 25. april 2024 – AI, ZY og BG mod Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

(Sag C-290/24, Abkez 1 )

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

Raad van State

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: AI, ZY og BG

Sagsøgt: Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 4 i Rådets direktiv 2001/55/EF 1 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf fortolkes således, at såfremt en medlemsstat har anvendt den mulighed, der er fastsat i dette direktivs artikel 7, stk. 1, for også at tildele yderligere kategorier af fordrevne personer (herefter »den fakultative kategori«) midlertidig beskyttelse i henhold til dette direktiv, opretholdes den midlertidige beskyttelse af denne fakultative kategori ikke kun ved en automatisk forlængelse som omhandlet i artikel 4, stk. 1, for den periode, der nævnes i denne bestemmelse, men også ved en afgørelse om forlængelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, for den periode, der nævnes i denne bestemmelse?

Gør det en forskel for besvarelsen af det spørgsmål, om den midlertidige beskyttelse af den fakultative kategori opretholdes ved en afgørelse om forlængelse som omhandlet i artikel 4, stk. 2, at en medlemsstat besluttede at bringe den midlertidige beskyttelse af den fakultative kategori til ophør før det tidspunkt, hvor Rådet besluttede at forlænge den midlertidige beskyttelse i henhold til artikel 4, stk. 2, med et år?

____________

1     Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.

1     EFT 2001, L 212, s. 12.