Language of document :

Sag anlagt den 10. februar 2014 – British Aggregates mod Kommissionen

(Sag T-101/14)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: British Aggregates Association (Lanark, Det Forenede Kongerige) (ved advokat L. Van den Hende og solicitor L. Geary)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse af 31. juli 2013 K(2013) 4901 endelig, offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 28. november 2013, i sag SA.34775 (ex N863/2001) – Aggregates Levy annulleres i henhold til artikel 263 TEUF.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

Første anbringende, hvorefter Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at tre fritagelser i henhold til Finance Act 2001 (finansloven for 2001) ikke indebærer selektivitet og derfor ikke indebærer statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF.

Andet anbringende, hvorefter Kommissionen ikke har givet nogen begrundelse for den anfægtede afgørelse som krævet i henhold til artikel 296 TEUF, idet Kommissionen ikke har forklaret, hvorfor den forskellige behandling af sammenlignelige situationer ikke udgør statsstøtte. Endvidere er den begrundelse, som Kommissionen har givet, selvmodsigende, når henses til den anfægtede afgørelse.

Tredje anbringende, hvorefter Kommissionen har tilsidesat sin pligt til at indlede en formel undersøgelsesprocedure i overensstemmelse med artikel 108, stk. 3, TEUF, eftersom der her ikke er tale om en sag, hvor Kommissionen med sikkerhed kan afgøre, at en foranstaltning ikke indebærer støtte, uden at der er behov for en detaljeret undersøgelse af spørgsmålet.