RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

21. januar 1999 (1)

»Konkurrence - EF-traktatens artikel 85 - standardkontrakt for eneforhandlingaf motorkøretøjer - gruppefritagelse - afslag på klager indgivet af tidligereeneforhandlere - retlig fejl - åbenbart fejlskøn - annullationssøgsmål -erstatningssøgsmål«

I de forenede sager T-185/96, T-189/96 og T-190/96,

Riviera Auto Service Établissements Dalmasso SA, i likvidation, Nice (Frankrig),ved likvidator advokat Hélène Cauzette-Rey, som under denne sag errepræsenteret ved advokat Christian Bourgeon, Paris, og med valgt adresse iLuxembourg hos advokat François Brouxel, 6, rue Zithe,

Garage des quatre vallées SA, Albertville (Frankrig),

Pierre Joseph Tosi, Albertville,

ved advokat Rémi Saint Pierre,

Palma SA (CIA - Groupe Palma), Salon-de-Provence (Frankrig),

Christophe og Gérard Palma, Salon-de-Provence,

i likvidation, ved advokat Dominique Rafoni, som likvidator,

under denne sag repræsenteret ved advokaterne Jean-Louis og Gisèle Portolano,Aix-en-Provence (Frankrig), og med valgt adresse i Luxembourg hos advokatNathan Roy, 18, rue des Glacis,

sagsøgere,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved ledende juridisk konsulentGiuliano Marenco, samt Guy Charrier og Loïc Guérin, nationale tjenestemænd,som midlertidigt er udstationerede ved Kommissionen, som befuldmægtigede, ogmed valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Goméz de la Cruz, KommissionensJuridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsøgte,

støttet af

Groupe Volkswagen France SA, Villers-Cotterets (France), ved advokat JosephVogel, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Arendt ogMedernach, 8-10, rue Mathias Hardt,

intervenient,

hvori der er nedlagt påstand, dels om annullation af de beslutninger, hvorvedKommissionen afviste klagerne over, at der var sket en tilsidesættelse af EF-traktatens artikel 85, stk. 1 (sagerne T-185/95, T-189/96 og T-190/96), dels omerstatning af det tab, som sagsøgerne hævder at have lidt på grund af disseafvisninger (sagerne T-189/96 og T-190/96),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Tredje Afdeling)

sammensat afdelingsformanden, V. Tiili, og dommerne A. Potocki og J.D. Cooke,

justitssekretær: ekspeditionssekretær B. Pastor,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 13.oktober 1998,

afsagt følgende

Dom

Baggrunden for tvisterne

1.

    Sagsøgerne er tidligere forhandlere for selskabet VAG France, der siden harændret navn til Groupe Volkswagen France SA (herefter »Volkswagen«), og somer datterselskab af den tyske bilfabrikant Volkswagen og eneimportør i Frankrigaf motorkøretøjer af mærkerne Volkswagen og Audi.

2.

    Efter at Volkswagen havde opsagt sagsøgernes eneforhandlingsaftale mellem 1986og 1991 indgav disse i medfør af artikel 3 i Rådets forordning nr. 17. af 6. februar1962, den første forordning om anvendelse af traktatens artikel 85 og 86 (EFT1959-1962, s. 81) en række klager til Kommissionen over, at de, efter at væreblevet udelukket fra forhandlernettet, havde fået afslag på forsyning underhenvisning til Volkswagen's standardforhandlingskontrakt (herefter»standardkontrakten«).

3.

    I klagerne anmodede sagsøgerne Kommissionen om at fastslå, atstandardkontrakten var i strid med EF-traktatens artikel 85, stk. 1, og ikkeberettigede koncessionsgiveren til, alene med den begrundelse, at sagsøgerne ikkelængere var tilsluttet dennes forhandlernet, at nægte at sælge til dem eller forbydekoncessionsgiverens autoriserede forhandlere at videresælge nye motorkøretøjer tildem af mærkerne Audi og Volkswagen og/eller videresælge reservedele.

4.

    Volkswagen tog på Kommissionens opfordring stilling til klagerne og besvarede deanmodninger om oplysninger, som Kommissionen tilsendte den i henhold til artikel11 i forordning nr. 17. af 6. februar 1962. Endvidere foretog Kommissionen enundersøgelse hos 260 eneforhandlere ved tilsendelse af et detaljeret spørgeskema,hvoraf den modtog ca. 200 brugbare svar.

5.

    Undersøgelsen gav anledning til, at Kommissionen iværksatte en procedure omkonstatering af en tilsidesættelse af Fællesskabets konkurrenceregler, og til at dentilsendte Volkswagen en meddelelse af klagepunkter, hvorefter 17 af debestemmelser, som var indeholdt i den standardkontrakt, der var i kraft den 1.januar 1990 - eller som udgjorde en konkret anvendelse heraf - fandtes at værekonkurrencebegrænsende.

6.

    Efter Kommissionens opfattelse medførte disse konkurrencebegrænsninger, atstandardkontrakten som helhed ikke kunne omfattes af en gruppefritagelse ihenhold til Kommissionens forordning (EØF) nr. 123/85 af 12. december 1984 omanvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af salgs- og serviceaftalervedrørende motorkøretøjer (EFT L 15, s. 16, herefter »den tidligere forordning«).

7.

    Kommissionen tilføjede, at standardkontrakten ikke kunne nyde godt af enindividuel fritagelse efter traktatens artikel 85, stk. 3, så længe den ikke varanmeldt. Under alle omstændigheder opfyldte den ikke betingelserne i dennebestemmelse.

8.

    Som følge heraf meddelte Kommissionen Volkswagen, at den påtænkte at fastslå,at denne havde gjort sig skyldig i en overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1, ogat forpligte denne til ved pålæggelse af tvangsbøder at bringe disse overtrædelsertil ophør samt at pålægge den en bøde i medfør af artikel 15 og 16 i forordning nr.17 af 6. februar 1962.

9.

    Efter at have modtaget bemærkninger fra de implicerede parter foretogKommissionen den 8. november 1994 en høring, hvorunder Volkswagen ogklagerne var repræsenteret.

10.

    Kommissionen besluttede dog til sidst ikke at imødekomme klagerne. Vedmeddelelse af 24. juni 1996 tilkendegav den således, at den ikke ville fortsætteundersøgelsen af sagerne og opfordrede klagerne til at fremsætte deresbemærkninger.

11.

    Kommissionen fandt dog ikke, at disse bemærkninger frembragte forhold ellerargumenter, som kunne modificere dens ændrede synspunkt. Ved afgørelser af 23.september 1993 (herefter »afvisningerne«) afviste Kommissionen klagerne endeligt.

12.

    Herved antog Kommissionen først, at visse klagepunkter under undersøgelsenhavde vist sig at vedrøre kontraktbestemmelser eller en kontraktlig praksis, somikke udgjorde nogen konkurrencebegrænsning i henhold til traktatens artikel 85,stk. 1.

13.

    Dernæst afviste Kommissionen de øvrige klagepunkter, som oprindelig var rejst,idet den antog, at der ikke fandtes den fornødne fællesskabsinteresse i at fortsætteproceduren. Kommissionen bemærkede, at det bevismateriale, som det ville havekrævet for at godtgøre, at der eventuelt var begået overtrædelser i fortiden, stodi misforhold til Kommissionens opgave og dens arbejdsstyrke henset til fordelingenaf beføjelserne mellem fællesskabsmyndighederne og de nationale domstole. Iøvrigt fandt Kommissionen, at den måtte intervenere for fremtiden pålovgivningsplan ved udfærdigelsen af sin forordning (EF) nr. 1475/95 af 28. juni1995 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af salgs- ogserviceaftaler vedrørende motorkøretøjer (EFT L 145, s. 25, herefter »den nyeforordning«).

Retsforhandlinger ved Retten

14.

    Under disse omstændigheder har sagsøgerne anlagt de foreliggende sager vedstævninger indgivet den 22. og 26. november 1996.

15.

    Ved kendelser af 16. september 1997 er der givet Volkswagen tilladelse til atintervenere i de tre sager til støtte for Kommissionens påstande. Volkswagen harafgivet sit interventionsindlæg den 18. december 1997.

16.

    På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling)besluttet af indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse.Ved skrivelse af 1. juli 1998 har Retten dog anmodet parterne om at besvare vissespørgsmål.

17.

    Ved kendelse af 3. september 1998 er de tre sager blevet forenet med henblik påden mundtlige forhandling og dommen.

18.

    Parterne har afgivet indlæg og besvaret Rettens spørgsmål under det offentligeretsmøde den 13. oktober 1998.

Parternes påstande

Sag T-185/96

19.

    Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

1)    Afvisningen annulleres.

2)    Kommissionen tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

20.

    Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

1)    Frifindelse.

2)    Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

21.

    Intervenienten har nedlagt følgende påstande:

1)    Afvisning.

2)    Frifindelse.

3)    Sagsøgeren tilpligtes at afholde samtlige omkostningerne i forbindelse medinterventionen.

Sagerne T-189/96 og T-190/96

22.

    Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

1)    Afvisningerne annulleres.

2)    Sagen realitetsbehandles og det fastslås, at standardkontrakten falder indunder traktatens artikel 85, stk. 1, og hverken opfylder betingelserne for en

gruppefritagelse i henhold til den tidligere forordning eller for en individuelfritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3.

3)    Det fastslås, at Kommissionen er erstatningsansvarlig efter almindeligeansvarsregler og skal erstatte det tab på 540 000 ECU, som sagsøgerne harlidt, og som svarer til 10% af den forventede omsætning, sagsøgerne harmistet på grund af Kommissionens passivitet.

4)    Kommissionen tilpligtes at afholde sagens omkostninger på 100 000 FRF.

23.

    Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

1)    Frifindelse for påstanden om annullation.

2)    Afvisning af den anden og tredje påstand.

3)    Sagsøgerne tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

24.

    Intervenienten har nedlagt følgende påstande:

1)    Afvisning af påstanden om erstatning.

2)    Frifindelse for påstanden om annullation.

3)    Subsidiært frifindelse for den anden påstand.

4)    Sagsøgerne tilpligtes at afholde samtlige omkostninger i forbindelse medinterventionen.

Påstandene om annullation (sagerne T-185/96, T-189/96 og T-190/96)

Formaliteten med hensyn til påstandene om annullation

25.

    Ifølge fast domspraksis kan intervenienten ikke nedlægge en afvisningspåstand, nåren sådan påstand ikke er nedlagt i forvejen, hvilket ikke er tilfældet i denne sag(Rettens dom af 27.11.1997, sag T-290/94, Kaysersberg mod Kommissionen, Sml.II, s. 2137, præmis 76).

26.

    Intervenientens afvisningspåstand må derfor afvises.

Formaliteten med hensyn til den anden påstand i sagerne T-189/96 og T-190/96

27.

    Det må fastslås, at i det omfang den anden påstand i sagerne T-189/96 og T-190/96tilsigter, at Retten realitetsbehandler sagen og klagerne, overskrider denne påstandgrænserne for den legalitetskontrol med afgørelser om afvisning af en klage, som

Fællesskabets retsinstanser har kompetence til at udøve i medfør af traktatensartikel 173.

28.

    Følgelig må den anden påstand i sagerne T-189/96 og T-190/96 afvises.

Realiteten

Første anbringende: Det gøres gældende, at traktatens artikel 85 er tilsidesat, fordiKommissionen med urette har antaget, at visse bestemmelser i standardkontraktenikke er konkurrencebegrænsende

29.

    Sagsøgernes kritik af afvisningen går i det væsentlige ud på, at Kommissionensantagelse af, at fire bestemmelser i standardkontrakten ikke erkonkurrencebegrænsende, udgør en tilsidesættelse dels af princippet om enindskrænkende fortolkning af gruppefritagelsesklausulen, der er omhandlet i denanden betragtning til den tidligere forordning, dels har forøget den økonomiskeafhængighed for forhandlerne, som de nævnte omtvistede bestemmelser harmedført, og som det er nødvendigt at begrænse for at kunne indrømmegruppefritagelse.

30.

    Det bemærkes, at den tidligere forordning ikke indeholder bindende forskrifter, derdirekte påvirker gyldigheden eller indholdet af vilkårene i en aftale eller forpligteraftaleparterne til at tilpasse aftalen til forordningen og indebærer heller ikke, ataftalen bliver ugyldig, hvis de betingelser, som er indeholdt i den tidligereforordning, ikke er opfyldt (Domstolens domme af 18.12.1986, sag 10/86, VAGFrance, Sml. s. 4071, præmis 16, og af 30.4.1998, sag C-230/96, Cabour, Sml. I, s.2055, præmis 47).

31.

    I så tilfælde falder den pågældende aftale kun ind under forbuddet i traktatensartikel 85, stk. 1, hvis den har til formål eller til følge at begrænse konkurrenceninden for fællesmarkedet, og hvis den kan påvirke handelen mellemmedlemsstaterne mærkbart (Cabour-dommen, præmis 48).

32.

    For at bedømme berettigelsen af det første anbringende må Retten derfor aleneefterprøve, om Kommissionen har begået en retlig fejl ved endeligt at have antaget,at de omhandlede bestemmelser ikke var konkurrencebegrænsende i traktatensartikel 85, stk. 1's forstand.

- Koncessionsgiverens kontrol med videresalg af kontraktlige produkter til deendelige forbrugere via mellemmænd

33.

    Sagsøgerne har kritiseret Kommissionen for, at den har opgivet sit tidligeresynspunkt om, at klausulen i standardkontrakten om fastsættelse af betingelser forkoncessionsgiverens kontrol med de bestillinger, som mellemhandlere foretager hoseneforhandlerne for de endelige forbrugeres regning, var konkurrencebegrænsende.

34.

    Herom bemærkes, at Kommissionen nåede frem til den konstatering, somsagsøgeren ikke har tilbagevist, og hvorefter de nævnte bestillinger, når de en gangvar accepteret af eneforhandlerne, ikke kunne annulleres og følgelig varuopsigelige.

35.

    Under disse forhold finder Retten det ikke godtgjort, at Kommissionen har begåeten retlig fejl ved at antage, at disse betingelser for kontrollen medeneforhandlingsnettets tæthed ikke i sig selv udgjorde en konkurrencebegrænsningi traktatens artikel 85, stk. 1's forstand.

- Koncessionsgiverens direkte salg til visse endelige forbrugere

36.

    Sagsøgerne har kritiseret Kommissionen for at have indtaget det endeligestandpunkt, at Fællesskabets konkurrenceregler ikke omfattede de direkte salg tilvisse endelige forbrugere, som koncessionsgiveren ifølge standardkontrakten havdeeneret på at foretage til lavere priser end dennes eneforhandlere. Herved harKommissionen efter sagsøgerens opfattelse ikke i tilstrækkelig grad taget hensyntil det indgreb, som disse salg i kraft af deres omfang og nærmere vilkår kunnemedføre for den økonomiske balance i forholdet mellem koncessionsgiveren ogeneforhandleren.

37.

    Retten skal herom fastslå, at dette anbringende ikke vedrører selve lovligheden afden bedømte klausul, men udelukkende den omstændighed, at koncessionsgiverensmisbrug af denne klausul - som der ikke er ført bevis for - kunne forstyrreeneforhandlingsaftalens økonomiske balance.

- Forhandlerens vederlag

38.

    Sagsøgerne har bebrejdet Kommissionen, at den som konklusion har antaget, atden handlefrihed, som tilkom koncessionsgiveren ved beregningen af vederlaget tilforhandlerne under fastsættelse af prisnedsættelser og rabatter, ikke var et område,som henhørte under Fællesskabets konkurrenceregler. Ifølge sagsøgerne havdekoncessionsgiveren imidlertid gennemtrumfet en første nedsættelse affortjenstmarginen uden nogen modydelse og dernæst en midlertidig suspension affortjenstmarginen, som hovedsagelig var begrundet i de »anarkistiskeprisnedsættelser i forhandlernettene«. Herved blev eneforhandlerne i en visperiode af regnskabsåret 1993 afskåret fra at udnytte hele deres fortjenstmargin.

39.

    Det bemærkes, at den pågældende bestemmelse i standardkontrakten medførte enretlig ændring af vederlaget til sælgerne på baggrund af de økonomiske vilkår påmarkedet.

40.

    Endvidere bemærkes, at de to indgreb, koncessionsgiveren kritiseres for at haveforetaget, vedrørte forholdet mellem fabrikanten og forhandlerne, somKommissionen med rette har fremhævet. Endelig er det ikke godtgjort, at disseinterventioner udgjorde et direkte indgreb fra koncessionsgiveren i fastsættelsen af

priserne for eneforhandlernes videresalg til de endelige forbrugere, da det ikkefremgår, at de »skalapriser«, som koncessionsgiveren anbefalede eneforhandlernerent faktisk havde karakter af påbudte videresalgspriser.

- Aftale om fælles kontokurant

41.

    Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen med urette har afvist, atbetingelserne i aftalen om kontokuranten var konkurrencebegrænsende, selv omdenne aftale medførte, at koncessionsgiveren kunne begrænse eneforhandlerenskassebeholdning og leveringsfrihed på grund af de beføjelser, somkoncessionsgiveren havde forbeholdt sig til at forsinke godskrivningen på den forsælgeren disponible kreditkonto.

42.

    Det bemærkes, at sagsøgernes kritik ikke vedrører selve den omtvistede klausul,men det eventuelle misbrug heraf, som dog ikke kan udledes af sagens akter.

43.

    Det er således ikke bevist, at Kommissionen har begået en retlig fejl ved at antage,at de ovenfor gennemgåede bestemmelser i standardkontrakten ikke i sig selvmedførte en konkurrencebegrænsning i traktatens artikel 85, stk. 1's forstand.

44.

    Det første anbringende kan derfor ikke lægges til grund.

Andet anbringende: Det gøres gældende, at traktatens artikel 85 er tilsidesat vedKommissionens afvisning af at fastslå, at andre af de omtvistede klausuler istandardkontrakten var konkurrencebegrænsende

45.

    Med det andet anbringende kritiserer sagsøgeren i det væsentlige Kommissionenfor dens afvisning af at konkludere, at otte andre omtvistede bestemmelser istandardkontrakten var konkurrencebegrænsende, idet Kommissionen henviste tilden urigtige begrundelse, at der manglede den fornødne fællesskabsinteresse i atfortsætte undersøgelsen af klagerne. Kommissionen kunne efter sagsøgernesopfattelse ikke med rette hævde, at indsamlingen af det bevismateriale, som varnødvendig for at godtgøre, at traktatens artikel 85, stk. 1, var tilsidesat, stod imisforhold til Kommissionens midler, når sagens akter tværtimod indeholdtgrundlag for at fastholde de oprindelige klagepunkter, som var meddeltkoncessionsgiveren. I modsætning til det af Kommissionen hævdede er det ikkemuligt for de nationale domstole at træffe en effektiv afgørelse vedrørende deomtvistede konkurrencebegrænsninger. Endelig kunne heller ikke denomstændighed, at den tidligere forordning var ophævet, og at den nye forordningvar trådt i kraft, begrunde Kommissionens argument om, at der ikke var denfornødne fællesskabsinteresse.

46.

    Herom bemærkes, at det er en betingelse for, at Kommissionen kan afvise en klagesom i denne sag med den begrundelse, at der mangler den fornødnefællesskabsinteresse, at Kommissionen ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse foretager

en afvejning på den ene side af den påståede overtrædelses betydning forfællesmarkedets funktion, og på den anden side af sandsynligheden for, at det kangodtgøres, at der er sket en overtrædelse, og omfanget af de hertil nødvendigeundersøgelser (Rettens domme af 18.9.1992, sag T-24/90, Automec modKommissionen, Sml. II, s. 2223, præmis 86, og af 24.1.1995, sag T-5/93, Tremblaym.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 185, præmis 62).

47.

    Det påhviler således Kommissionen at indsamle et tilstrækkeligt præcist ogsamstemmende bevismateriale til, at den kan danne sig af en fast overbevisning om,at de påståede overtrædelser udgør mærkbare konkurrencebegrænsninger itraktatens artikel 85, stk. 1's forstand. Dette krav er bl.a. ikke opfyldt, når det ermuligt at give en anden plausibel forklaring på de pågældende omstændigheder,som udelukker, at der foreligger en tilsidesættelse af Fællesskabetskonkurrenceregler (Domstolens dom af 28.3.1984, forenede sager 29/83 og 30/83,CRAM og Rheinzink mod Kommissionen, Sml. s. 1679, præmis 16 ff.).

48.

    I øvrigt har en klager ikke ret til at opnå en afgørelse fra Kommissionen itraktatens artikel 189's forstand vedrørende eksistensen af de påståedeovertrædelser, når Kommissionen ikke, som tilfældet er i denne sag, harenekompetence til at fastslå kontraktbestemmelsers uoverensstemmelse medtraktatens artikel 85, stk. 1, men når også de nationale domstole som følge afdenne traktatbestemmelses direkte virkning har kompetence til at træffe afgørelseherom,(Rettens dom af 27.6.1995, sag T-186/94, Guérin mod Kommissionen, Sml.II, s. 1753, præmis 23).

49.

    Selv om Kommissionen således på de pågældende private erhvervsdrivendesbegæring kan iværksætte en procedure om konstatering af tilsidesættelser aftraktatens artikel 85, falder klagernes private interesse i tilsvarende mindre gradsammen med Fællesskabets interesse i at fortsætte undersøgelsen af de påståedeovertrædelser, når Kommissionen allerede er nået frem til den konklusion, at visseaf de oprindelige klagepunkter må frafaldes.

50.

    Kommissionen kan med desto større ret henvise klagerne til at anlægge sag ved denationale domstole, som det tilkommer disse at træffe afgørelse vedrørende dekonkrete betingelser for parternes gennemførelse af standardkontrakten (dette børsammenholdes med Rettens dom af 12.12.1996, sag T-88/92, Leclerc modKommissionen, Sml. II, s. 1961, præmis 122 og 123) og på grundlag af gældendenational ret tage stilling til, hvilken rækkevidde og hvilken retsvirkninger det navnlighar for de øvrige elementer i aftalen, at visse af kontraktbestemmelserne erugyldige i medfør af traktatens artikel 85, stk. 2 (Domstolens dom af 14.12.1983,sag319/82, Société de vente de ciments et bétons de l'est, Sml. s. 4173, præmis 11 og12, og ovennævnte dom i Cabour-sagen, præmis 51).

51.

    Det henhører altså under de nationale domstoles kompetence at træffe enafgørelse på grundlag af deres eget retssystem vedrørende det ansvar, som

kontraktparterne kan pådrage sig ved at nægte at sælge til forhandlere uden fornettet i medfør af en eneforhandlingsaftale, hvoraf visse bestemmelser er ugyldige.

52.

    Endelig bemærkes, at selvom Kommissionen skal være opmærksom påbegrænsninger i retsbeskyttelsen, som de nationale domstole har mulighed for atindrømme klagerne efter traktatens bestemmelser (jf. ovennævnte dom i sagenAutomec mod Kommissionen, præmis 89), kan den tidligere og den nye forordningyde de nationale domstole bistand ved bedømmelsen af, om dekontraktbestemmelser, som de får forelagt til vurdering, er lovlige.

53.

    Det er på grundlag af disse principper, at det må efterprøves, om Kommissionenhar begået et åbenbart fejlskøn ved at afvise klagerne under henvisning til, at derikke var den fornødne fællesskabsinteresse i at fortsætte undersøgelsen heraf (jf.ovennævnte dom i sagen Tremblay m.fl. mod Kommissionen, præmis 64).

- Hindringer for transnationale transaktioner på tværs af nettet

54.

    Sagsøgerne har gjort gældende, at standardkontrakten indeholdt bestemmelser, somklart havde til formål at hindre transnationale videresalg af kontraktlige produktermellem sælgere inden for nettet. Navnlig var eneforhandleren bundet af enforpligtelse til månedlige indkøb af kontraktlige produkter, en forpligtelse til ataftage bestillinger af de af koncessionsgiveren videregivne ordrer og at tilsendedenne et vist antal ordrer, som gav ham mulighed for at råde over etminimumslager. Desuden havde undersøgelsen vist, at der ikke fandt nogentransnationale videresalg sted mellem nettets forhandlere, og der var tilvejebragtoplysninger, hvoraf fremgik, at koncessionsgiveren havde bekæmpet sådannetransaktioner f.eks. ved cirkulærer, der var tilsendt eneforhandlerne, og somindeholdt trusler.

55.

    Retten finder modsat denne opfattelse, at Kommissionen med føje har kunnetantage, at selve ordlyden af de pågældende bestemmelser i standardkontrakten,som kun forbyder eneforhandlerne at videresælge kontraktlige produkter til sælgereuden for nettet, ikke i sig selv ydede fornøden støtte for sagsøgerens anbringende,og at de nærmere betingelser for eneforhandlernes forpligtelse til indkøb hoskoncessionsgiveren ikke uden videre udelukkede muligheden for at erhvervekontraktlige produkter hos andre af nettets forhandlere.

56.

    I øvrigt er det ikke godtgjort, at det er åbenbart urigtigt, når Kommissionenkonkluderede, at de oprindelige klagepunkter mod koncessionsgiveren sluttelig vistesig ikke at være tilstrækkelig præcise og samstemmende til, at den kunne danne sigen overbevisning om, at der var sket en overtrædelse, for hvilken beviset var såstærkt, at det kunne bære en eventuel legalitetskontrol.

57.

    Navnlig indeholdt de rundskrivelser, for hvilke der oprindelig var rejst klagepunktmod Volkswagen, en kritik af de franske eneforhandlere for at have foretaget

reeksport til ikke-godkendte mellemhandlere og advarsler mod at foretage »nogensom helst form for eksport, som strider mod eneforhandlerkontrakten [...]«. Detfremgår således ikke ved en gennemgang af disse rundskrivelser, at de har haft tilformål at forbyde transnationale videresalg mellem nettets sælgere.

58.

    Desuden kan den omstændighed, at der ikke fandt nogen transnationaletransaktioner sted på tværs at nettet - som intervenienten bemærkede under denmundtlige forhandling uden at blive modsagt af sagsøgerne - forklares medVolkswagen's beføjelse til at tilbyde sine eneforhandlere samtlige modeller medkorte leveringsfrister og mod indrømmelse af en leveringskredit.

59.

    Det er således ikke godtgjort, at Kommissionen har begået en åbenbar fejl ved atindstille undersøgelsen af klagerne om de hævdede konkurrencebegrænsninger påtrods af disses objektive grovhed i forhold til gennemførelsen af et fællesmarkedmellem medlemsstaterne (Domstolens dom af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og58/64, Consten og Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 245).

- Begrænsning af eneforhandlernes adgang til indkøb af reservedele uden for nettet

60.

    Sagsøgerne har gjort gældende, at standardkontrakten begrænsedeeneforhandlernes adgang til at aftage reservedele fra tredjemand, fordiforhandlerne var forpligtet til at indkøbe bestemte mængder hos koncessionsgiverenog at opnå en kontraktlig garanti fra tredjemandsfabrikanter af mindst sammevarighed som Volkswagen.

61.

    De angiver, at en eneforhandler, som var tilsluttet den ordning for automatisklagerstyring (herefter »GAS-ordningen«), der var indført af koncessionsgiveren, pågrund af det ensartede mindstekrav om aftagelse af Volkswagen-reservedele, somgjaldt efter denne ordning, var nødt til at bestille en stor procentdel afreservedelene hos koncessionsgiveren, selv om disse var disponible hos tredjemand,hvormed eneforhandleren ville få et overskudslager af artikler, som der var ringeafsætning af.

62.

    Det bemærkes, som det fremgår ved en gennemgang af de omhandledebestemmelser, at nettets sælgere efter standardkontrakten udtrykkelig havdemulighed for at indkøbe forsyninger hos de tredjemænd, de ønskede, af reservedeleaf en tilsvarende kvalitet, som dem der blev leveret af koncessionsgiveren, bortsetfra reparationer, som var omfattet af garantien, og tilbagetagelser af kontraktligeprodukter.

63.

    Det fremgår ikke af omstændighederne i sagen, at lagerforpligtelsernes omfangikke var fastsat på grundlag af forhåndsberegninger, og at sælgerne ikke frit kunnevælge mellem koncessionsgiverens bonus og de lavere priser, som andreleverandører måtte tilbyde, hvorved den omstændighed, at indkøbene varkoncentreret hos koncessionsgiveren, kunne forklares med eneforhandlerensobjektive interesse heri (jf. ovenfor, præmis 58).

64.

    Endelig finder Retten ikke grundlag for at anse det for åbenbart urigtigt, nårKommissionen antog, at Volkswagen's ønske om at tilvejebringe ensartedebetingelser for de forskellige originale reservedeles kvalitet var i overensstemmelsemed den endelige forbrugers interesse i at opnå den videst mulige garanti, i hvertfald svarende til den, som fabrikanten ydede.

65.

    Endelig er det ikke godtgjort, at GAS-ordningen var obligatorisk foreneforhandlerne uanset antallet af de brugere heraf, som var tilknyttet nettet, ellerat denne ordning påtvang de sælgere, som havde besluttet sig til at benytteordningen, en automatisk nyforsyning, idet ordningen tværtimod måtte antages atmedføre en forenkling og dermed en forbedring af eneforhandlingernes rentabilitet.

66.

    Det fremgår derfor ikke, at det var åbenbart fejlagtigt, at Kommissionen indstilledeundersøgelsen af klagerne vedrørende betingelserne for eneforhandlernes aftagelseaf forsyninger med reservedele.

- Forpligtelse til ikke at udøve konkurrence uden for det kontraktlige salgsområde

67.

    Sagsøgerne har kritiseret Kommissionen for, at den har undladt at fastslåulovligheden af forbuddet for eneforhandleren mod at sælge nye køretøjer, somkonkurrerer med de kontraktlige køretøjer, selv om eneforhandlerens adgang hertilikke i sig selv ville nedsætte hans salgsmæssige effektivitet i salgsområdet.

68.

    Det bemærkes, som Kommissionen selv har erkendt, at det fremgår af sagensakter, at en eneforhandler blev udelukket fra nettet med den begrundelse, at hanindvilgede i at sælge køretøjer af andre mærker uden for det kontraktlige område.Det fremgår ikke, at kontrakter systematisk er blevet ophævet af denne grund.

69.

    Under disse forhold havde Kommissionen grund til at antage, at de nationaledomstole med føje kunne træffe afgørelse vedrørende den omtvistede bestemmelseslovlighed efter traktatens artikel 85, stk. 1, ved bedømmelsen efter national ret afrækkevidden og de følger, navnlig i erstatningsretlig henseende, den omtvistedebestemmelses eventuelle ugyldighed har for de salgsnægtelser, som i medfør afstandardkontrakten måtte være givet sælgere uden for nettet.

70.

    Det fremgår således ikke, at Kommissionen på dette punkt har begået en åbenbarfejl, som kan medføre, at afvisningerne må annulleres.

- Udvidelse af standardkontrakten til brugte køretøjer

71.

    Sagsøgerne har kritiseret Kommissionen for, at den har afvist at kvalificere debestemmelser i standardkontrakten som konkurrencebegrænsende, derindskrænkede eneforhandlerens frihed til at indkøbe reservedele hos tredjemandsom led i sin handel med brugte køretøjer, som ikke længere er kontraktligeprodukter, og at henvende sig til andre erhvervsdrivende, der tilbyder

garantiformuleringer af samme type som koncessionsgiveren. Desuden kunne denomtvistede klausul medføre bortfald af fritagelsesmuligheden efter den nyeforordning.

72.

    Retten finder tværtimod det fremgår, at Kommissionen, uden at den behøvede atforetage mere indgående undersøgelser, kunne antage, at betingelserne forforsyningen med reservedele til brugte køretøjer ikke begrænsede eneforhandlerneshandlefrihed i videre omfang, end det var nødvendigt for at bevare det image, dervar knyttet til varemærket såvel for fabrikantens som for det samlede netsvedkommende. Det fremgår således af sagens akter, at Volkswagen uden at væreblevet modsagt af sagsøgerne har gjort gældende, at udviklingen af salget for nyekøretøjer kræver mere og mere kontrol med salget af brugte køretøjer.

73.

    Retten finder derfor ikke, at Kommissionen har anvendt sin skønsbeføjelseåbenbart urigtigt.

- Aftaler om tilslutning til ordningen for finansiering til private

74.

    Sagsøgerne i sag T-189/96 har gjort gældende, at den forpligtelse, som påhviledeeneforhandlerne om tilslutning til ordningen for finansiering til private, til at foreslåderes kunder de finansieringsmuligheder, som koncessionsgiverens datterselskabrådede over, gjorde omfanget af den kundekredit, som eneforhandleren kunneudnytte, afhængig af den kredit eller de kreditvilkår, som eneforhandleren kunneopnå til de kontraktlige produkter. Denne afhængighed, som var direkte i strid medtraktatens artikel 85, stk. 1, litra c), var egnet til at begrænse de uafhængigekreditselskabers konkurrence til skade for forbrugerne.

75.

    Retten konstaterer, at det ikke fremgår, at eneforhandlerne var juridisk forpligtettil at underskrive de omtvistede aftaler om tilslutning til ordningen forkreditfinansiering. Desuden bemærkes, at koncessionsgiveren ganske vist harerkendt tidligere at have gjort støttebeløbet til investeringen afhængig af, at deeneforhandlere, som havde underskrevet disse aftaler, fremlagdefinansieringsdokumenter, men at det ikke fremgår af omstændighederne i denneforbindelse, at dette stadig er tilfældet.

76.

    Under disse forhold er det ikke godtgjort, at Kommissionen har taget åbenbart fejlved at antage, at det ikke af hensyn til Fællesskabets interesse var nødvendigt atbehandle klagerne yderligere på dette punkt.

- Koncessionsgiverens adgang til eneforhandlerens dokumenter og anvendelse afedb-system

77.

    Sagsøgerne i sag T-185/96 mener - i modsætning til den analyse, som er lagt tilgrund i afvisningerne - at have modbevist koncessionsgiverens påstand om, at detikke var obligatorisk at anvende Volkswagen's edb-system, at det var umuligt forkoncessionsgiveren at indhente oplysninger hos eneforhandlerne uden deres viden,

og at kundekartoteket ikke var blandt de dokumenter, som blev videresendt tilkoncessionsgiveren.

78.

    Det fremgår ikke af sagens akter, at der bestod en kontraktlig forpligtelse til atanvende edb-systemet. Endvidere har Retten ikke, i mangel af bevis for, atkoncessionsgiveren har misbrugt dette system, grundlag for at betegne det som enåbenbar fejlagtig antagelse, når Kommissionen konkluderede, at den ikke efter sinbehandling af klagerne kunne holde den rationalisering af den administrativeordning for eneforhandlerne, som var det objektive formål med det omtvistedesystem, ude fra de konkurrencebegrænsende virkninger, som dette system måttehave.

79.

    Kommissionen kan derfor ikke på dette punkt antages at have begået et åbenbartfejlskøn.

- Ensidig opsigelse af kontrakten og ændring af det tildelte salgsområde

80.

    Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ikke behøvede foretage nogenundersøgelse for at kunne vurdere den konkurrencebegrænsende virkning afkoncessionsgiverens ensidige ret til at ændre det tildelte salgsområde og at opsigekontrakten af ekstraordinære grunde. Kommissionen drog ingen følger afVolkswagen's erklæring om, at der ikke var foretaget en ekstraordinær opsigelsei tilfælde, hvor der ikke var solgt det mindstemål af produkter, som man havde satsig, selv om denne erklæring var blevet modbevist i hvert fald i ét tilfælde, hvilketikke udelukker, at der er foretaget andre opsigelser.

81.

    Det fremgår af selve dette anbringendets formulering, at koncessionsgiveren ikkehar gjort sig skyldig i en systematisk udnyttelse af de anfægtede bestemmelser, somi øvrigt ikke efter selve deres ordlyd fremgår at være konkurrencebegrænsende.

82.

    Det fremgår således ikke, at det var klart urigtigt, at Kommissionen gav afkald påat foretage yderligere undersøgelser til vurdering af den omtvistede klausulsrækkevidde.

83.

    Det er hermed ikke godtgjort, at Kommissionen har gjort sig skyldig i et åbenbartfejlskøn ved at beslutte at indstille undersøgelsen af de oprindelige klagepunktermod de ovenfor gennemgåede bestemmelser, når tillige henses til, at intervenientenhar erklæret under den mundtlige forhandling, uden at blive modsagt på dettepunkt af sagsøgerne, at standardkontrakten i mellemtiden er blevet afløst af enrække nye kontraktbestemmelser, som er i overensstemmelse med den nyeforordning.

84.

    Det andet anbringende kan derfor ikke lægges til grund.

Tredje anbringende: utilstrækkelig begrundelse af afvisningerne

85.

    Endelig har sagsøgerne gjort gældende, at afvisningerne savner begrundelse på enrække punkter.

86.

    I det omfang, disse forskellige kritikpunkter kan betegnes som egentligeannullationsanbringender, er det tilstrækkeligt at bemærke, som det fremgår afgennemgangen af de to første anbringender, at afvisningerne ikke er behæftet meden begrundelsesmangel, som har hindret sagsøgerne i at bestride deres berettigelseog hindret Retten i at foretage legalitetskontrol dermed.

87.

    Det tredje anbringende kan derfor ikke lægges til grund.

88.

    Følgelig kan påstandene om annullation i sagerne T-185/95, T-189/95 og T-190/96ikke tages til følge.

Påstandene om erstatning (sagerne T-189/96 og T-190/96)

89.

    Til støtte for deres påstand om erstatning har sagsøgerne i sag T-189/96 og T-190/96 i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen har begået en grov fejli forhold til dem ved at foretage et faktisk og retligt fejlskøn og ved at afvise deresklage.

90.

    Da der ikke er ført bevis for afvisningernes ulovlighed, og da sagsøgerne ikke harfremført et særskilt anbringende om ulovligheden, har Retten ikke grundlag for atantage, at Kommissionen har begået en fejl, som medfører erstatningspligt forFællesskabet.

91.

    Følgelig kan påstandene om erstatning i sagerne T-189/96 og T-190/96 ikke tagestil følge.

92.

    Det fremgår af samtlige de foregående betragtninger, at der i de tre søgsmål i dethele må ske frifindelse.

Sagens omkostninger

93.

    Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, første afsnit, pålægges det den tabendepart at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henholdtil artikel 87, stk. 3, første afsnit, kan Retten dog bestemme, at hver part skal bæresine egne omkostninger, hvor der foreligger ganske særlige grunde. Endelig kanRetten ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 4, træffe afgørelse om, at andreintervenienter end en medlemsstat eller en institution skal bære deres egneomkostninger.

94.

    Det fremgår af tvisternes forhistorie, at Kommissionen foretog en så radikalændring i sit standpunkt, at sagsøgerne kunne se sig foranlediget til at anlægge sag

ved Retten og kræve, at Kommissionen forklarede sine grunde til at opgive denførste analyse, som den foretog af bestemmelserne i standardkontrakten.

95.

    Under disse omstændigheder bør sagsøgerne kun afholde deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling)

1)    Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes i sag T-185/96.

2)    Den anden påstand i sagerne T-189/96 og T-190/96 afvises.

3)    I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i sagerneT-189/96 og T-190/96.

4)    Hver part, såvel sagernes hovedparter som intervenienten, betaler sineomkostninger.

Tiili Potocki Cooke

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 21. januar 1999.

H. Jung

V.Tiili

Justitssekretær

Afdelingsformand

1: Processprog: fransk.