RETTENS DOM (Ottende Udvidede Afdeling)
10. april 2024 (*)
»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunion – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – Afviklingsinstansens afgørelse om beregning af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2022 – artikel 70, stk. 2, i forordning (EF) nr. 806/2014 – retlig fejl – tidsmæssig begrænsning af dommens retsvirkninger«
I sag T-411/22,
Dexia, tidligere Dexia Crédit Local, Paris (Frankrig), ved advokaterne H. Gilliams og J.-M. Gollier,
sagsøger,
mod
Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) ved K.-P. Wojcik, J. Kerlin og C. De Falco, som befuldmægtigede, bistået af advokaterne H.-G. Kamann, F. Louis og P. Gey,
sagsøgt,
støttet af
Europa-Parlamentet ved J. Etienne, M. Menegatti og G. Bartram, som befuldmægtigede,
og af
Rådet for Den Europæiske Union ved E. d’Ursel, J. Haunold og A. Westerhof Löfflerová, som befuldmægtigede,
intervenienter,
har
RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Kornezov, og dommerne G. De Baere, D. Petrlík (refererende dommer), K. Kecsmár og S. Kingston,
justitssekretær: fuldmægtig S. Jund,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter retsmødet den 8. februar 2024,
afsagt følgende
Dom
1 Med søgsmålet anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, Dexia, tidligere Dexia Crédit Local, nedlagt påstand om annullation af afgørelse SRB/ES/2022/18 truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) den 11. april 2022 om beregning af ex ante-bidrag for 2022 til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) (herefter »den anfægtede afgørelse«), for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
Sagens baggrund
2 Sagsøgeren er et fransk kreditinstitut.
3 Ved den anfægtede afgørelse fastsatte Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1) ex ante-bidrag til Afviklingsfonden (herefter »ex ante-bidrag«) for 2022 (herefter »bidragsperioden 2022«) fra de institutter, der er omfattet af denne forordnings artikel 2, sammenholdt med dens artikel 67, stk. 4 (herefter »institutterne«), herunder sagsøgeren.
4 Ved opkrævningsmeddelelse af 25. april 2022 pålagde myndigheden for tilsyn og afvikling (ACPR, Frankrig) i sin egenskab af national afviklingsmyndighed som omhandlet i artikel 3, stk. 1, nr. 3), i forordning nr. 806/2014 sagsøgeren at betale sine ex ante-bidrag for bidragsperioden 2022 som fastsat af Afviklingsinstansen.
Den anfægtede afgørelse
5 Den anfægtede afgørelse består af et dokument ledsaget af tre bilag.
6 I dokumentet med den anfægtede afgørelse beskrives processen for fastsættelse af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2022, som finder anvendelse på alle kreditinstitutter.
7 Med henblik herpå anførte Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelses afsnit 5, at ved udgangen af den indledende periode på otte år fra den 1. januar 2016 (herefter »den indledende periode«) skulle de finansielle midler, der var til rådighed i Afviklingsfonden, nå et målniveau (herefter »det endelige målniveau«) på mindst 1% af de dækkede indskud (herefter »dækkede indskud«) for alle de institutter, der er meddelt tilladelse i alle de medlemsstater, der deltager i den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) (herefter »de deltagende medlemsstater«).
8 I denne afgørelses afsnit 5 fastsatte Afviklingsinstansen nærmere bestemt det årlige målniveau, der er omhandlet i artikel 4 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 af 19. december 2014 om ensartede betingelser for anvendelse af forordning nr. 806/2014 for så vidt angår ex ante-bidrag til Afviklingsfonden (EUT 2015, L 15, s. 1), for bidragsperioden 2022 (herefter »det årlige målniveau«). I denne henseende præciserede Afviklingsinstansen, at den havde taget hensyn til de elementer, der er fastsat i artikel 3 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/747 af 17. december 2015 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 for så vidt angår kriterierne vedrørende beregning af ex ante-bidrag og om de omstændigheder og betingelser, under hvilke betalingen af ekstraordinære ex post-bidrag kan udsættes helt eller delvist (EUT 2017, L 113, s. 2).
9 Afviklingsinstansen forklarede endvidere, at den havde fastsat det årlige målniveau til en ottendedel af 1,6% af de dækkede indskud i alle institutter i 2021, således som det var opnået på grundlag af de data, som indskudsgarantiordningerne havde indberettet i henhold til artikel 16 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).
10 I den anfægtede afgørelses afsnit 6 beskrev Afviklingsinstansen metoden til beregning af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2022.
11 I den anfægtede afgørelses afsnit 6 forklarede Afviklingsinstansen ligeledes, at andre institutter end dem, der betalte et fast bidrag, henset til deres særlige karakteristika, skulle betale et ex ante-bidrag tilpasset deres risikoprofil, som Afviklingsinstansen havde fastsat i henhold til de følgende trin.
12 På det første trin beregnede Afviklingsinstansen i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 806/2014 det årlige basisbidrag for hvert institut, der baseres pro rata i forhold til det omhandlede instituts passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud (herefter »nettopassiver«) i forhold til de samlede nettopassiver for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på de deltagende medlemsstaters område. I overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 fratrak Afviklingsinstansen visse typer passiver fra instituttets nettopassiver, som skulle tages i betragtning ved fastsættelsen af dette bidrag.
13 På det andet trin af beregningen af ex ante-bidraget justerede Afviklingsinstansen det årlige basisbidrag baseret på det pågældende instituts risikoprofil i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, litra b), i forordning (EU) nr. 806/2014.
14 Afviklingsinstansen har beregnet hvert instituts ex ante-bidrag ved at fordele det årlige målniveau mellem alle institutter på grundlag af forholdet baseret på det årlige basisbidrag justeret efter risikoprofilen.
Parternes påstande
15 Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den vedrører instituttet.
– Afviklingsinstansen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
16 Afviklingsinstansen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Subsidiært, såfremt den anfægtede afgørelse annulleres, opretholdes dennes virkninger, indtil den erstattes, eller i det mindste i en periode på seks måneder fra den dato, hvor dommen bliver endelig.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
17 Europa-Parlamentet har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse, for så vidt som søgsmålet er støttet på den ulovlighedsindsigelse mod forordning nr. 806/2014, der er rejst med det fjerde og det femte anbringende.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
18 Rådet for Den Europæiske Union har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
19 Til støtte for sit søgsmål har sagsøgeren gjort fem anbringender gældende:
– Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 69, stk. 2, og artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014.
– Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet ved delegeret forordning 2015/63.
– Det tredje anbringende, der er fremsat subsidiært, vedrører den anfægtede afgørelses tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet.
– Det fjerde anbringende vedrører en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 5, 69 og 70 i forordning nr. 806/2014, for så vidt som artikel 114 TEUF udgør et utilstrækkeligt retsgrundlag for disse bestemmelser.
– Det femte anbringende vedrører en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014 på grund af den angivelige skattemæssige karakter af ex ante-bidragene, som rejser tvivl om artikel 114 TEUF som retsgrundlag for disse bestemmelser.
Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 69, stk. 2, og artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014
20 Det første anbringende vedrører i det væsentlige to klagepunkter, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014, og det andet vedrører en tilsidesættelse af denne forordnings artikel 70, stk. 2.
21 Det andet anbringende skal behandles først.
22 Med dette anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Afviklingsinstansen ved at fastsætte det årlige målniveau til 14 253 573 821,46 EUR, som svarer til en ottendedel af 1,6% af de dækkede indskud i 2021, omgik og dermed tilsidesatte artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014, som pålægger Afviklingsinstansen at beregne de individuelle ex ante-bidrag, således at de ex ante-bidrag, der skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, ikke overstiger 12,5% af det endelige målniveau (herefter »loftet på 12,5%«).
23 Afviklingsinstansen har principalt gjort gældende, at reglen i artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 om, at loftet på 12,5% ikke må overskrides, ikke finder anvendelse i den indledende periode. Ifølge Afviklingsinstansen har reglen i denne forordnings artikel 69, stk. 2, hvorefter ex ante-bidrag skal fordeles så jævnt som muligt, indtil målniveauet er nået, forrang for det krav, der følger af den nævnte forordnings artikel 70, stk. 2, eftersom den første regel udgør lex specialis ratione temporis i forhold til det andet krav, der derimod kun er en lex generalis.
24 Subsidiært har Afviklingsinstansen, således som den bl.a. har præciseret i retsmødet, gjort gældende, at reglen i artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 om, at loftet på 12,5% ikke må overskrides, ikke er absolut. Ifølge Afviklingsinstansen er det umuligt at anvende denne regel samtidig med det krav, der følger af denne forordnings artikel 69, stk. 1, som forpligter den til at sikre, at Afviklingsfonden når sit endelige målniveau, svarende til mindst 1% af de dækkede indskud, ved udgangen af den indledende periode. Denne umulighed skyldes hovedsageligt den dynamiske karakter af det endelige målniveau i den forstand, at det kan stige i løbet af den indledende periode. I tilfælde af en stigning i de dækkede indskud, som ville resultere i en forhøjelse af det endelige målniveau, og Afviklingsinstansens for lave vurdering af dette målniveau i begyndelsen af den indledende periode ville en bogstavelig anvendelse af artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 således forhindre Afviklingsinstansen i at foretage enhver senere justering af de finansielle midler, der skulle samles i Afviklingsfonden for at afhjælpe denne for lavt satte vurdering. Det er imidlertid vanskeligt, for ikke at sige umuligt, for Afviklingsinstansen nøjagtigt at forudsige, hvilket målniveau der vil være det endelige målniveau, på grund af de usikkerhedsmomenter, der kan opstå i den indledende periode, og som påvirker udviklingen i størrelsen af de dækkede indskud. Henset til disse omstændigheder og under hensyntagen til det mål af almen interesse, som Afviklingsfonden forfølger – nemlig at bidrage til Den Europæiske Unions finansielle stabilitet – skulle Afviklingsinstansen prioritere målet om at nå det endelige målniveau ved udgangen af den indledende periode, således at kravet i artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 skal tilsidesættes eller fortolkes fleksibelt.
25 I denne henseende har Afviklingsinstansen desuden gjort gældende, at hvis reglen om, at loftet på 12,5% ikke overskrides, som er fastsat i artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014, fandt anvendelse i den indledende periode, og hvis den blev anvendt strengt, ville det være umuligt for Afviklingsinstansen at overholde den nævnte forordnings artikel 69, stk. 2, som dels kræver, at ex ante-bidragene fordeles så jævnt som muligt over perioden, dels at den tager hensyn til konjunkturudviklingen og til den indvirkning, som procykliske bidrag kan have på de institutters finansielle stilling. For at løse spændingen mellem de to omhandlede bestemmelser skal loftet på 12,5% bl.a. fortolkes således, at det kun har til formål på ikke-bindende vis at konkretisere kravet om, at ex ante-bidragene skal fordeles så jævnt som muligt over perioden.
26 Parlamentet og Rådet er i modsætning til, hvad Afviklingsinstansen principalt har gjort gældende, af den opfattelse, at kravet i artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 om, at loftet på 12,5% ikke skal overskrides, finder anvendelse i den indledende periode. De tilslutter sig imidlertid Afviklingsinstansens subsidiære synspunkt om, at dette krav ikke er absolut, og at det skal læses og anvendes fleksibelt i lyset af hovedformålet om, at Afviklingsfonden skal nå det endelige målniveau ved udgangen af den indledende periode.
27 I denne henseende bemærkes, at artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 bestemmer, at de finansielle midler, der er til rådighed i Afviklingsfonden, ved udgangen af den indledende periode skal nå det endelige målniveau, der svarer til mindst 1% af de dækkede indskud fra alle de kreditinstitutter, som er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område.
28 I henhold til artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 skal ex ante-bidragene i den indledende periode fordeles så jævnt som muligt over perioden, indtil det endelige målniveau, der er nævnt i præmis 27 ovenfor, er nået, men under behørig hensyntagen til konjunkturudviklingen og den indvirkning, som procykliske bidrag kan have på institutternes finansielle stilling.
29 Dernæst bestemmer artikel 70, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 806/2014, at »[h]vert år beregner Afviklingsinstansen […] de individuelle bidrag for at sikre, at de bidrag, der skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, ikke overstiger 12,5% af målniveauet«. Denne forordnings artikel 70, stk. 2, fjerde afsnit, tilføjer, at »[u]nder alle omstændigheder må de samlede individuelle bidrag […] fra alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, årligt ikke overstige 12,5% af målniveauet«.
30 Hvad for det første angår den tidsmæssige anvendelse af kravet om det loft på 12,5%, der er fastsat i artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014, skal det bemærkes, at Retten allerede har fastslået, at dette krav skulle finde anvendelse i den indledende periode (jf. i denne retning dom af 20.1.2021, ABLV Bank mod SRB, T-758/18, EU:T:2021:28, præmis 68, 69 og 100).
31 Dette følger først og fremmest af den klare ordlyd af artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014, som bestemmer, at »[i] den […] indledende periode« beregnes ex ante-bidragene »i overensstemmelse med artikel 70« i denne forordning, idet en sådan henvisning utvetydigt angiver, at alle de krav, der er fastsat i sidstnævnte bestemmelse, herunder kravet i stk. 2, første og fjerde afsnit, finder anvendelse i den indledende periode.
32 Dernæst præciserer artikel 70, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 806/2014, at Afviklingsinstansen skal overholde kravet om et loft på 12,5% »[h]vert år«, uden på nogen måde at begrænse dens tidsmæssige anvendelse til perioden efter den indledende periode.
33 Der er heller ingen anden bestemmelse i forordning nr. 806/2014, der indikerer, at kravet om et loft på 12,5% ikke finder anvendelse i den indledende periode, eller at Afviklingsinstansen kan fravige det i denne periode.
34 Endelig bekræftes den fortolkning, hvorefter det nævnte krav finder anvendelse i den indledende periode, af tilblivelseshistorien for forordning nr. 806/2014.
35 Det fremgår således af punkt 4.3.2 i begrundelsen og af artikel 65, stk. 1, i Europa-Kommissionens forslag COM(2013) 520 final af 10. juli 2013, der førte til vedtagelsen af forordning nr. 806/2014, at Kommissionen i sit lovgivningsforslag havde foreslået, at den indledende periode for oprettelsen af Afviklingsfonden strækker sig over ti år.
36 I de efterfølgende faser af lovgivningsproceduren foreslog Rådet, som det fremgår af det interinstitutionelle dokument af 27. marts 2014 (8078/1/14 REV 1), der blev drøftet i retsmødet, at de ex ante-bidrag, der skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, hvert år begrænses til 10% af det endelige målniveau. Da Parlamentet og Rådet under lovgivningsproceduren blev enige om, at den indledende periode skulle afkortes til otte år, besluttede de samtidig at forhøje det loft, der er fastsat i artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014, til 12,5%.
37 Det følger heraf, som Rådet i øvrigt har bekræftet i forbindelse med den foreliggende sag, at EU-lovgiver har fastlagt en forbindelse mellem antallet af år i den indledende periode og den procentdel af loftet, der er fastsat i artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014.
38 Det fremgår af det ovenstående, at loftet på 12,5% i artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014 finder anvendelse i den indledende periode.
39 Det er i øvrigt dette, som Afviklingsinstansen selv har anerkendt i punkt 106 i bilag III til den anfægtede afgørelse, som indeholder dens vurdering af bemærkningerne fra de institutter, der deltog i høringen om ex ante-bidrag for 2022 til Afviklingsfonden, idet den præciserede, at »[m]ed anvendelsen af [en] koefficient på [otte] af de pågældende indskuds samlede beløb [overholdt den] loftet på 12,5%«.
40 Hvad for det andet angår indholdet af kravet om loftet på 12,5% skal det bemærkes, at Afviklingsinstansen i henhold til artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014 er forpligtet til at sikre, at de bidrag, der skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, ikke overstiger 12,5% af det endelige målniveau som fastsat i artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014.
41 I denne henseende bemærkes, således som det bekræftes af forarbejderne til forordning nr. 806/2014, at denne forordnings artikel 69, stk. 1, er baseret på en dynamisk tilgang til det endelige målniveau, for så vidt som sidstnævnte skal fastlægges i forhold til størrelsen af de dækkede indskud ved udgangen af den indledende periode. I punkt 4.3.2 i begrundelsen til Kommissionens forslag COM(2013) 520 final af 10. juli 2013, der førte til vedtagelsen af den nævnte forordning, forklarede Kommissionen nemlig, at det endelige målniveau ville forblive dynamisk og automatisk øges, når banksektoren vokser.
42 Nødvendigheden af at tage hensyn til udviklingen i størrelsen af de dækkede indskud forklares desuden med formålet om opkrævning af ex ante-bidrag, der bl.a. ud fra en forsikringsmæssig logik er at sikre, at den finansielle sektor tilvejebringer tilstrækkelige finansielle ressourcer til SRM, for at denne kan opfylde sine funktioner, således som det fremgår af 41. betragtning til forordning nr. 806/2014 (jf. dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 113). SRM’s formål er i overensstemmelse med 12. betragtning til denne forordning bl.a. at øge stabiliteten af bankerne i de deltagende medlemsstater og forebygge, at kriser har afsmittende virkninger i ikkedeltagende medlemsstater.
43 I denne henseende fremgår det af punkt 4.3.2 i begrundelsen til forslag COM(2013) 520 final, at jo mere banksektoren med tiden vokser, jo mere bør de finansielle ressourcer, der skal stilles til rådighed for Afviklingsfonden, øges. Et skøn over denne størrelse gør det således muligt at fastsætte størrelsen af de finansielle midler, der skal tilvejebringes til Afviklingsfonden, således at sidstnævnte i tilfælde af en krise, der påvirker banksektoren, kan anvendes til at finansiere afviklingsværktøjerne og således sikre deres effektive anvendelse i overensstemmelse med artikel 76, stk. 1, i forordning nr. 806/2014, sammenholdt med 101. betragtning til samme forordning.
44 Inden for rammerne af artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 har EU-lovgiver således valgt en tilgang, hvorefter størrelsen af de dækkede indskud har til formål at anslå banksektorens størrelse og således beregne de finansielle midler, der skal stilles til rådighed for Afviklingsfonden. Set i et sådant perspektiv afspejler en eventuel forhøjelse af de dækkede indskud mellem begyndelsen og slutningen af den indledende periode en øgning af banksektorens størrelse, hvilket indebærer en forøgelse af de finansielle midler, som Afviklingsfonden har krævet ved udgangen af denne periode.
45 Det følger af det ovenstående, at størrelsen af det endelige målniveau, i forhold til hvilket loftet på 12,5% finder anvendelse, skal fastsættes i forhold til størrelsen af de dækkede indskud, således som det fremstår ved udgangen af den indledende periode, idet dette beløb først med sikkerhed kan kendes ved udløbet af denne periode.
46 For så vidt som beregningen af ex ante-bidrag i henhold til artikel 69 og 70 i forordning nr. 806/2014 er en årlig øvelse, der er baseret på fastsættelsen af et endeligt målniveau, der skal nås ved udgangen af den indledende periode, og derefter på et årligt målniveau, der skal fordeles mellem kreditinstitutterne (jf. i denne retning dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen, C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 113), påhviler det Afviklingsinstansen for hver bidragsperiode at foretage et så præcist skøn som muligt af det endelige målniveau på grundlag af de oplysninger, der er tilgængelige på tidspunktet for dette skøn (herefter »det forventede endelige målniveau«).
47 Det følger heraf, at det er det forventede endelige målniveau, der er afgørende for anvendelsen af loftet på 12,5%.
48 Når Afviklingsinstansen beregner ex ante-bidragene i en given bidragsperiode, skal den derfor i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014 sikre sig, at størrelsen af de ex ante-bidrag, der skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, ikke overstiger 12,5% af det forventede endelige målniveau.
49 Denne konklusion drages ikke i tvivl af Afviklingsinstansens, Parlamentets og Rådets argumentation om, at kravet om et loft på 12,5% enten skal forkastes eller fortolkes »fleksibelt«. I denne henseende har Afviklingsinstansen i det væsentlige gjort gældende, at det ville være umuligt for den at overholde både det nævnte loft og de krav, der følger af artikel 69, stk. 1 og 2, i forordning nr. 806/2014, hvorefter Afviklingsinstansen for det første skal sikre, at Afviklingsfonden når sit endelige målniveau på mindst 1% af de dækkede indskud ved udgangen af den indledende periode, og for det andet at ex ante-bidragene skal fordeles så jævnt som muligt over perioden, indtil det endelige målniveau er nået, men under behørig hensyntagen til konjunkturudviklingen og den indvirkning, som procykliske bidrag kan have på institutternes finansielle stilling. Afviklingsinstansen har bl.a. heraf udledt, støttet af Parlamentet og Rådet, at artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014 skal fortolkes i lyset af denne forordnings artikel 69, stk. 2, hvorefter ex ante-bidragene skal fordeles »så jævnt som muligt over perioden«, hvilket ifølge Afviklingsinstansen giver mulighed for en fleksibel fortolkning af kravet om loftet på 12,5%.
50 Det skal i denne forbindelse fastslås, at betydningen af artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014 utvetydigt fremgår af selve ordlyden af denne bestemmelse.
51 Det fremgår således af fast retspraksis, at en fortolkning af en EU-retlig bestemmelse i lyset af dens sammenhæng og formål ikke kan føre til, at bestemmelsens klare og præcise ordlyd fratages enhver effektiv virkning, idet den ellers ville være contra legem og derfor uforenelig med retssikkerhedsprincippet. Når betydningen af en bestemmelse i EU-retten således er utvetydig i henhold til selve bestemmelsens ordlyd, kan Domstolen ikke fravige denne fortolkning (jf. i denne retning dom af 13.7.2023, Mensing, C-180/22, EU:C:2023:565, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.6.2021, Lucaccioni mod Kommissionen, T-316/19, EU:T:2021:367, præmis 118 og den deri nævnte retspraksis).
52 Dette gælder så meget desto mere for artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014, eftersom denne bestemmelse er formuleret i bindende vendinger, hvilket fremgår af anvendelsen af udtrykkene »ikke overstiger 12,5% af målniveauet« (første afsnit) og »[u]nder alle omstændigheder må de samlede individuelle bidrag […] årligt ikke overstige 12,5% af målniveauet« (fjerde afsnit). Den nævnte bestemmelse fastsætter desuden et loft på nøjagtigt 12,5%, idet den gentager det to gange og uden nogen undtagelse, således at dette ikke kan tilpasses eller justeres af den myndighed, der er ansvarlig for beregningen af ex ante-bidrag.
53 Under disse omstændigheder kan det ikke gøres gældende, at artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014 i lyset af det krav, der er fastsat i den nævnte forordnings artikel 69, stk. 1, kan fortolkes således, at loftet på 12,5% kunne udelukkes eller kun var vejledende, således at det stod Afviklingsinstansen frit for at fravige det med henblik på at nå det endelige målniveau.
54 Artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014, som bl.a. bestemmer, at ex ante-bidrag skal fordeles så jævnt som muligt over perioden, indtil det endelige målniveau er nået, gør det heller ikke muligt at fortolke det loft på 12,5%, der er fastsat i denne forordnings artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, således, at det ikke er bindende eller er rent vejledende. Ud over den omstændighed, at en sådan fortolkning ville være i strid med den klare og præcise ordlyd af nævnte forordnings artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, skal det nemlig for det første fremhæves, at EU-lovgiver ved i samme forordnings artikel 69, stk. 2, udtrykkeligt at fastsætte, at ex ante-bidragene skal »beregnes i overensstemmelse med artikel 70«, selv har tilsigtet en samtidig anvendelse af såvel loftet på 12,5% som kravet om fordeling af de nævnte ex ante-bidrag så jævnt som muligt over perioden. For det andet tilsigter artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 at fordele den finansielle byrde for institutterne så jævnt som muligt over perioden med henblik på at undgå væsentlige ændringer i denne fra år til år og således tage hensyn til konjunkturcyklussens fase og til den indvirkning, som procykliske bidrag kan have på institutternes finansielle stilling. Derimod har denne forordnings artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, til formål for hvert individuelt år at fastsætte et loft for de bidrag, der skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område. Det følger heraf, at artikel 69, stk. 2, og artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014 forfølger forskellige formål, om end de supplerer hinanden. Argumentet om, at denne forordnings artikel 69, stk. 2, kræver en »fleksibel« fortolkning af kravet om det loft på 12,5%, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, skal derfor forkastes.
55 Denne konklusion gælder så meget desto mere, som det i modsætning til, hvad Afviklingsinstansen har gjort gældende, ikke er umuligt at forene de krav, der er nævnt i præmis 49 ovenfor.
56 På grund af varigheden af den indledende periode og risikoen for, at der opstår uforudseelige begivenheder i løbet af denne periode, er skønnet over det endelige målniveau ganske vist baseret på en fremadrettet analyse af udviklingen i størrelsen af de dækkede indskud, som er præget af usikkerhed med hensyn til denne vurdering.
57 Hensyntagen til sådanne usikkerheder er imidlertid uløseligt forbundet med de opgaver, der er overdraget Afviklingsinstansen. Det skal i denne henseende bemærkes, at denne i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 har til opgave at sikre, at SRM fungerer effektivt og konsekvent. Med henblik herpå påhviler det Afviklingsinstansen at sikre, at det endelige målniveau nås ved udgangen af den indledende periode, samtidig med at loftet på 12,5% overholdes. Den fremadrettede karakter af dens vurdering af det endelige målniveau indebærer, at Afviklingsinstansen med tilstrækkelig forsigtighed skal vurdere udviklingen i størrelsen af de dækkede indskud i hele den indledende periode for at råde over tilstrækkelige midler til at forene overholdelsen af loftet på 12,5% med de krav, der er nævnt i præmis 49 ovenfor.
58 Dette gælder så meget desto mere, som det endelige målniveau i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 skal udgøre »mindst« 1% af de dækkede indskud ved udgangen af den indledende periode. Denne bestemmelse forpligter således ikke Afviklingsinstansen til at sikre sig, at dette målniveau svarer til nøjagtig 1% af de dækkede indskud, men giver den mulighed for på grundlag af konservative fremskrivninger at vurdere udviklingen i størrelsen af de dækkede indskud på en sådan måde, at målniveauet nås, samtidig med at loftet på 12,5% overholdes.
59 Det skal i øvrigt bemærkes, at Kommissionen i forbindelse med udarbejdelsen af delegeret forordning 2017/747 ligeledes overvejede en samtidig anvendelse af loftet på 12,5% og de krav, der følger af artikel 69, stk. 1 og 2, i forordning nr. 806/2014, som er nævnt i præmis 49 ovenfor. Delegeret forordning 2017/747, der ifølge sin artikel 1, nr. 1), bl.a. har til formål at fastlægge kriterierne for fordeling over perioden af bidrag til Afviklingsfonden i henhold til artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 806/2014, bestemmer nemlig i artikel 3, stk. 4, at de årlige bidrag i en given bidragsperiode ikke kan være lavere end gennemsnittet af de årlige bidrag »beregnet i overensstemmelse med artikel 69, stk. 1, og 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014«, medmindre Afviklingsinstansen på grundlag af konservative fremskrivninger fastslår, at det endelige målniveau kan nås ved udgangen af den indledende periode.
60 For det tredje skal det derfor undersøges, om Afviklingsinstansen i den anfægtede afgørelse har overholdt kravet om et loft på 12,5% som fastsat i artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014.
61 I denne henseende fremgår det for det første af 45. og 60. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Afviklingsinstansen har anslået det forventede endelige målniveau til 79 987 450 580 EUR.
62 Da Afviklingsinstansen beregnede ex ante-bidragene for bidragsperioden 2022, var den således forpligtet til i overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014 og på grundlag af dens eget skøn over det endelige målniveau at sikre, at størrelsen af de ex ante-bidrag, som skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, ikke oversteg beløbet på 9 998 431 322,50 EUR.
63 Som det fremgår af 62. betragtning til den anfægtede afgørelse, sammenholdt med punkt 124 i bilag III til denne afgørelse og med kolonnen »Endelig beløbsstørrelse meddelt for 2022 (iii)« i tabellen på første side i bilag II til den nævnte afgørelse, fastsatte Afviklingsinstansen det årlige målniveau for bidragsperioden 2022 til 14 253 573 821,46 EUR, idet dette beløb blev nedsat til 13 675 366 302,18 EUR efter bl.a. nedsættelser foretaget i henhold til artikel 8, stk. 2, i gennemførelsesforordning 2015/81.
64 Det skal følgelig fastslås, således som Afviklingsinstansen i øvrigt har anerkendt i retsmødet, at den anfægtede afgørelse fastsatte størrelsen af de ex ante-bidrag, der skulle betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, til et beløb, der oversteg loftet på 12,5% af det forventede endelige målniveau.
65 Det følger heraf, at Afviklingsinstansen har tilsidesat artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014, og at det første anbringendes andet klagepunkt således skal tages til følge.
66 Denne retlige fejl kan i sig selv begrunde en annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
67 Den anfægtede afgørelse skal derfor annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, uden at det er fornødent at undersøge det første klagepunkt til støtte for det første anbringende eller de øvrige anbringender.
Om begrænsningen af dommens tidsmæssige virkninger
68 Afviklingsinstansen har nedlagt påstand om, at virkningerne af den anfægtede afgørelse i tilfælde af annullation af den anfægtede afgørelse opretholdes, indtil den erstattes, eller i det mindste i en periode på seks måneder fra den dato, hvor dommen er blevet endelig, eftersom en sådan annullation vil få alvorlige konsekvenser for den finansielle stabilitet i bankunionen.
69 Sagsøgeren har gjort gældende, at instituttet henholder sig til Rettens skøn for så vidt angår en eventuel tidsmæssig tilpasning af virkningerne af en annullation.
70 I henhold til artikel 264, stk. 2, TEUF kan Unionens retsinstanser, dersom de skønner det nødvendigt, angive, hvilke af den annullerede retsakts virkninger der skal betragtes som bestående. Ved udøvelsen af den beføjelse, som Unionens retsinstanser er blevet tillagt ved denne artikel, skal de tage hensyn til, om retssikkerhedsprincippet er blevet overholdt, og om andre offentlige eller private interesser er blevet respekteret (jf. dom af 25.2.2021, Kommissionen mod Sverige, C-389/19 P, EU:C:2021:131, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning, dom af 22.12.2008, Régie Networks, C-333/07, EU:C:2008:764, præmis 122).
71 Artikel 264, stk. 2, TEUF er således navnlig blevet fortolket således, at den af retssikkerhedsmæssige grunde, men også af hensyn til at undgå afbrydelse eller tilbagegang i gennemførelsen af politikker, der føres eller støttes af Unionen, tillader, at virkningerne af en annulleret retsakt opretholdes i et rimeligt tidsrum (jf. dom af 27.1.2021, Polen mod Kommissionen, T-699/17, EU:T:2021:44, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).
72 Selv om den anfægtede afgørelse i det foreliggende tilfælde blev truffet i strid med artikel 70, stk. 2, første og fjerde afsnit, i forordning nr. 806/2014, således at den kunne fastsætte sagsøgerens ex ante-bidrag til et for højt beløb, har Retten i den foreliggende sag derimod ikke været foranlediget til at konstatere en fejl, der påvirker selve sagsøgerens forpligtelse til at betale et ex ante-bidrag for bidragsperioden 2022.
73 Under disse omstændigheder og i lighed med, hvad Domstolen fastslog i dom af 15. juli 2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen (C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601, præmis 177), kan en annullation af den anfægtede afgørelse uden at opretholde dens virkninger være til skade for gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190), forordning nr. 806/2014 og delegeret forordning 2015/63, som udgør en væsentlig del af bankunionen, der bidrager til stabiliteten i euroområdet og til den finansielle stabilitet i Unionen som helhed. Hvis Afviklingsinstansen var forpligtet til med øjeblikkelig virkning at tilbagebetale beløbet for sagsøgerens ex ante-bidrag og ex ante-bidragene fra andre institutter, såsom dem, der har anlagt et lignende søgsmål ved at fremsætte det samme anbringende som det, der gives medhold i nærværende søgsmål, selv om disse institutter i princippet fortsat er underlagt forpligtelsen til at betale ex ante-bidrag, ville en sådan tilbagebetaling nemlig risikere at fratage Afviklingsfonden de finansielle midler, der kan vise sig nødvendige for at sikre stabiliteten i euroområdet og den finansielle stabilitet i Unionen.
74 Følgelig ville et afslag på anmodningen om opretholdelse af virkningerne af den anfægtede afgørelse risikere at skade målet om finansiel stabilitet og formålet om oprettelse af en økonomisk og monetær union, der har euroen som valuta, som fastsat i artikel 3, stk. 4, TEU.
75 Under disse omstændigheder skal virkningerne af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrører sagsøgeren, opretholdes, indtil Afviklingsinstansen har truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af nærværende dom, og dette inden for en rimelig frist, som ikke kan overstige seks måneder regnet fra den dag, hvor nærværende dom bliver endelig.
Sagsomkostninger
76 Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Afviklingsinstansen ikke har fået medhold, skal den bære sine egne omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger i overensstemmelse med sidstnævntes påstande.
77 I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer Parlamentet og Rådet deres egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):
1) Afgørelse SRB/ES/2022/18 truffet af Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) den 11. april 2022 om beregning af ex ante-bidrag for 2022 til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) annulleres, for så vidt som den vedrører Dexia.
2) Virkningerne af afgørelse SRB/ES/2022/18, for så vidt som den vedrører Dexia, opretholdes, indtil Afviklingsinstansen har truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af nærværende dom, og dette inden for en rimelig frist, som ikke kan overstige seks måneder regnet fra den dag, hvor nærværende dom bliver endelig.
3) Afviklingsinstansen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Dexia afholdte omkostninger.
4) Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union bærer hver deres egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 10. april 2024.
Underskrifter
Indhold
Sagens baggrund
Den anfægtede afgørelse
Parternes påstande
Retlige bemærkninger
Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 69, stk. 2, og artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014
Om begrænsningen af dommens tidsmæssige virkninger
Sagsomkostninger