RETTENS DOM (Første Udvidede Afdeling)

31. januar 2024 (*)

»Ansvar uden for kontraktforhold – miljø – direktiv (EU) 2019/904 – forbud mod markedsføring af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der tillægger borgerne rettigheder – manglende sondring mellem produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast og produkter fremstillet af oxobionedbrydelig plast – konsekvensanalyse – ligebehandling – proportionalitet«

I sag T-745/20,

Symphony Environmental Technologies plc, Borehamwood (Det Forenede Kongerige),

Symphony Environmental Ltd, Borehamwood,

ved solicitor P. Selley, og barrister-at-law J. Holmes, KC, og J. Williams,

sagsøgere,

mod

Europa-Parlamentet ved L. Visaggio, C. Ionescu Dima og W. Kuzmienko, som befuldmægtigede,

Rådet for Den Europæiske Union ved A. Maceroni og M. Moore, som befuldmægtigede,

og

Europa-Kommissionen ved R. Lindenthal og L. Haasbeek, som befuldmægtigede,

sagsøgte,

har

RETTEN (Første Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, Van der Woude, og dommerne D. Spielmann, V. Valančius, I. Gâlea (refererende dommer) og T. Tóth,

justitssekretær: fuldmægtig I. Kurme,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter retsmødet den 20. marts 2023,

og efter at dommer V. Valančius er fratrådt embedet den 26. september 2023, under henvisning til artikel 22 og artikel 24, stk. 1, i Rettens procesreglement,

afsagt følgende

Dom

1        Sagsøgerne, Symphony Environmental Technologies plc og Symphony Environmental Ltd, har med deres søgsmål anlagt i henhold til artikel 268 TEUF nedlagt påstand om erstatning for de tab, som de har lidt som følge af vedtagelsen af artikel 5 i og 15. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/904 af 5. juni 2019 om reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning (EUT 2019, L 155, s. 1), for så vidt som forbuddet mod markedsføring af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast, der er fastsat i nævnte artikel 5 og i nævnte 15. betragtning, finder anvendelse på oxobionedbrydelig plast.

I.      Tvistens baggrund

2        Sagsøgerne, som er selskaber med hjemsted i Det Forenede Kongerige, beskæftiger sig med udvikling, produktion og markedsføring af visse specialiserede plastprodukter samt tilsætningsstoffer og masterbatches, der anvendes ved fremstillingen af disse produkter.

3        Et masterbatch er en forbindelse af flere kemiske stoffer, der er inkorporeret i en polymerbærer, som leveres i granuleret form til producenter af plastprodukter, der inkorporerer det i de polymerer, som de bruger til at fremstille deres produkter.

4        Et af de masterbatches, som sagsøgerne fremstiller, og som de markedsfører under varemærket d2w (herefter »masterbatchet d2w«), indeholder et tilsætningsstof, som de hævder fremmer den abiotiske nedbrydning af den plast, som det er inkorporeret i, og derefter plastens bionedbrydning, når den ikke længere gør nytte.

5        Oxonedbrydelig plast er ifølge definitionen i artikel 3, nr. 3), i direktiv 2019/904 plastmaterialer, der indeholder tilsætningsstoffer, som gennem tilførsel af ilt fører til fragmentering af plastmaterialet til mikrofragmenter eller til kemisk nedbrydning.

6        Bionedbrydelig plast er ifølge nævnte direktivs artikel 3, nr. 16), et plastmateriale, der kan undergå en fysisk, biologisk nedbrydning, således at det i sidste ende nedbrydes til kuldioxid, biomasse og vand.

7        Ifølge sagsøgerne medfører tilsætningsstoffet i masterbatchet d2w, at den plast, som det er blevet inkorporeret i, ved oxidation nedbrydes til fragmenter (oxonedbrydning), hvis molekylvægt er tilstrækkeligt reduceret til, at det kan assimileres af mikroorganismer (bionedbrydning). Efter sagsøgernes opfattelse medfører dette tilsætningsstof således, at den plast, som det er inkorporeret i, omdannes til bionedbrydelige materialer.

8        Direktiv 2019/904 blev vedtaget den 5. juni 2019.

9        Følgende fremgår af 15. betragtning til dette direktiv:

»[…] De restriktioner for markedsføring, der indføres ved dette direktiv, bør også omfatte produkter, der er fremstillet af oxonedbrydelig plast, da denne form for plast ikke er fuldstændigt biologisk nedbrydelig og dermed bidrager til forurening af miljøet med mikroplast, ikke er komposterbar, har en negativ indvirkning på genanvendelsen af konventionel plast og ikke giver nogen dokumenteret miljømæssig gevinst. […]«

10      Artikel 5 i direktiv 2019/904 med overskriften »Restriktioner for markedsføring« bestemmer:

»Medlemsstaterne forbyder markedsføringen af engangsplastprodukter opført i del B i bilaget og produkter fremstillet af oxonedbrydeligt plast.«

II.    Parternes påstande

11      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Det fastslås, at Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF og/eller artikel 41, stk. 3, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) for vedtagelsen af artikel 5 i og 15. betragtning til direktiv 2019/904, for så vidt som disse bestemmelser finder anvendelse på oxobionedbrydelig plast.

–        Parlamentet, Rådet og Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerne erstatning for den lidte skade, herunder enhver yderligere skade, som disse har lidt under sagen, og/eller sandsynlig forudsigelig skade, og at betale de skyldige renter, hvis beløb og sats fastlægges under nærværende sag.

–        Subsidiært tilpligtes Parlamentet, Rådet og Kommissionen inden for en rimelig frist fra datoen for dommens afsigelse at meddele Retten størrelsen af den erstatning, som er aftalt mellem parterne, opgjort i tal, eller – i mangel af aftale mellem de nævnte parter – inden for samme periode at meddele Retten deres forslag opgjort i tal.

–        Under alle omstændigheder tilpligtes Parlamentet, Rådet og Kommissionen at betale sagsomkostningerne.

12      Parlamentet og Rådet har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

13      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Sagen afvises for så vidt som den vedrører Kommissionen, og under alle omstændigheder frifindes Kommissionen.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

III. Retlige bemærkninger

14      Med søgsmålet har sagsøgerne krævet erstatning for det tab, som de mener at have lidt som følge af forbuddet i artikel 5 i direktiv 2019/904 mod markedsføring af oxonedbrydelige plastprodukter, for så vidt som det nævnte forbud finder anvendelse på produkter fremstillet af plast, som sagsøgerne betegner som oxobionedbrydelig. Oxobionedbrydelig plast er en type plast, hvor tilsætningen af et pro-oxiderende tilsætningsstof som det, der er indeholdt i sagsøgernes masterbatch d2w, gør, at plasten bionedbrydes meget hurtigere end oxonedbrydelig plast. Ved ikke at sondre mellem oxonedbrydelig plast og oxobionedbrydelig plast og ved i givet fald at udstrække forbuddet mod produkter fremstillet på af førstnævnte til at omfatte produkter fremstillet på af sidstnævnte, har de tre omhandlede institutioner begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af flere retsregler, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Herved har de forvoldt sagsøgerne skade. Efter sagsøgernes opfattelse er der en tilstrækkelig direkte årsagsforbindelse mellem denne skade og de nævnte institutioners ulovlige adfærd.

15      De tre berørte institutioner har gjort gældende, at ingen af de tre betingelser for, at Den Europæiske Union ifalder ansvar uden for kontraktforhold, er opfyldt, og har nedlagt påstand om frifindelse. De har bl.a. gjort gældende, at der ikke er grund til at sondre mellem oxonedbrydelig plast og oxobionedbrydelig plast. Ifølge sagsøgerne betegner disse to udtryk én og samme type plast, nemlig konventionel plast, som indeholder et tilsætningsstof, der under oxidering fremskynder fragmentering eller kemisk nedbrydning til meget små fragmenter. Denne type plast bionedbrydes ikke fuldstændigt inden for en rimelig tidsramme.

A.      Anmodning om udeladelse af visse oplysninger i forhold til offentligheden

16      Ved et særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 21. december 2020 har sagsøgerne anmodet om udeladelse af visse oplysninger i forhold til offentligheden i henhold til artikel 66 i Rettens procesreglement med henblik på at sikre beskyttelsen af forretningshemmeligheden for så vidt angår sagsøgernes egne oplysninger og oplysninger, der tilhører tredjemand.

17      Ved et særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 23. juni 2021 har sagsøgerne indgivet en yderligere anmodning om udeladelse af visse oplysninger i forhold til offentligheden i henhold til procesreglementets artikel 66. Denne anmodning vedrører oplysninger, der er nævnt i sagsøgernes replikker, og har ligeledes til formål at sikre beskyttelsen af forretningshemmeligheden for så vidt angår sagsøgernes egne oplysninger og oplysninger, der tilhører tredjemand.

18      Med disse anmodninger ønsker sagsøgerne i det væsentlige udeladelse af følgende typer oplysninger:

–        Konsekvenserne for sagsøgernes kunder af forbuddet mod markedsføring af oxonedbrydelige plastprodukter, som bl.a. fremgår af udtalelser fra sagsøgernes medarbejdere.

–        Opgørelsen af det tab, der angiveligt er lidt som følge af det nævnte forbud, samt de oplysninger, der ligger til grund for denne opgørelse, dvs. bl.a. udviklingen i sagsøgernes tab og overskud, deres markedsandele og værdien af deres aktier.

–        Formuleringen af europæiske, amerikanske, britiske og internationale standarder for bionedbrydning, oxonedbrydning og plastkompostering samt en ordliste vedrørende nedbrydning og bionedbrydning af plast.

19      I modsætning til anmodningen om udeladelse af oplysninger i de to første kategorier, der er nævnt i præmis 18 ovenfor, som ifølge sagsøgerne har til formål at beskytte deres egne oplysninger, tilsigter anmodningen om udeladelse af den tredje kategori af oplysninger at beskytte oplysninger, som tilhører tredjemand.

20      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den påkendende ret ved afvejningen mellem offentliggørelsen af retsafgørelser og retten til beskyttelse af personoplysninger og forretningshemmeligheder skal tilstræbe en rimelig balance ud fra den enkelte sags omstændigheder, idet der ligeledes skal tages hensyn til offentlighedens ret til at få adgang til domstolsafgørelser i henhold til principperne i artikel 15 TEUF (dom af 27.4.2022, Sieć Badawcza Łukasiewicz – Port Polski Ośrodek Rozwoju Technologii mod Kommissionen, T-4/20, EU:T:2022:242, præmis 29).

21      I det foreliggende tilfælde fremgår de oplysninger, der er omfattet af de to første kategorier, der er nævnt i præmis 18 ovenfor, ikke af nærværende dom.

22      Hvad angår de oplysninger, der henhører under den tredje kategori, fremgår af nærværende dom kun de oplysninger, der er nævnt i en undersøgelse offentliggjort på Kommissionens hjemmeside, nemlig en undersøgelse, som Eunomia Research & Consulting Ltd har foretaget for Kommissionens Generaldirektorat for Miljø, med overskriften »The Impact of the Use of »Oxo-degradable« Plastic on the Environment« fra april 2017 (herefter »Eunomia-undersøgelsen«). Da de oplysninger, der er nævnt i denne undersøgelse, allerede er offentligt tilgængelige, er det i modsætning til, hvad sagsøgerne har hævdet, ikke nødvendigt at udelade dem for at beskytte forretningshemmeligheden.

23      Der er derfor ikke noget retligt grundlag for at efterkomme sagsøgerens anmodninger.

B.      Indledende bemærkning

24      Før undersøgelse af, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling og før behandling af realiteten, skal en terminologisk bemærkning fremsættes.

25      Plast med en pro-oxidant som tilsætningsstof som det, der er indeholdt i masterbatchet d2w, betegnes forskelligt af sagens parter. Sagsøgerne har betegnet det som »oxobionedbrydelig plast«, som ifølge sagsøgerne skal adskilles fra oxonedbrydelig plast, der bionedbrydes meget langsommere. Parlamentet har også i sine skriftlige indlæg anvendt udtrykket »oxobionedbrydelig plast«, men har sørget for at præcisere, at dette udtryk betegner den plast, som sagsøgerne hævder kan bionedbrydes, hvilket Parlamentet ikke er enig i. Rådet har anvendt udtrykket »CAP-plast« til at betegne plast »indeholdende pro-oxiderende tilsætningsstoffer«. Kommissionen har henvist til »oxo(bio)nedbrydelig« plast, og har ved brug af parentesen antydet, at den er i tvivl om, hvorvidt denne type plast er bionedbrydelig.

26      Valget af det udtryk, der anvendes til at betegne den omhandlede type plast, er ikke neutralt, da det kan indebære en stillingtagen til, om denne plasttype er bionedbrydelig. Det er derfor hensigtsmæssigt at bruge det mest neutrale udtryk i denne dom. Med undtagelse af de passager, der gengiver parternes argumenter, hvor den af parterne valgte terminologi bevares, og henvisningerne til artikel 5 i direktiv 2019/904, hvor udtrykket »oxonedbrydelig plast« anvendes, vil det anvendte udtryk følgelig være »plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof«.

C.      Formaliteten

27      Uden formelt at fremsætte en formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1, har Kommissionen gjort gældende, at sagen skal afvises, for så vidt som den er rettet mod Kommissionen.

28      Kommissionen har, støttet af Rådet, gjort gældende, at den ikke er ansvarlig for ulovligheden af forbuddet i artikel 5 i direktiv 2019/904 mod markedsføring af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast. Den har gjort gældende dels, at direktiv 2019/904 i overensstemmelse med artikel 192, stk. 1, TEUF ikke blev vedtaget af Kommissionen, men af Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure, dels at det nævnte forbud ikke fremgik af det forslag, som Kommissionen forelagde Parlamentet og Rådet den 28. maj 2018 (COM(2018) 340 final – 2018/0172 (COD), herefter »direktivforslaget«), men blev indført ved en ændring fra Parlamentet, som Rådet godkendte. Kommissionen har ligeledes fremhævet, at den ikke kunne trække sit forslag tilbage, idet betingelserne for en sådan tilbagetrækning ikke var opfyldt i det foreliggende tilfælde.

29      Endelig er Kommissionen af den opfattelse, at hverken den omstændighed, at den indledte og derefter afsluttede begrænsningsproceduren i henhold til artikel 68-73 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT 2006, L 396, s. 1, herefter »REACH-forordningen«), eller, såfremt det anses for godtgjort, den omstændighed, at konsekvensanalysen var mangelfuld, og at Kommissionen tilsidesatte sine forpligtelser med hensyn til undersøgelse og bevisbedømmelse, medfører, at forbuddet mod markedsføring, der er fastsat i artikel 5 i direktiv 2019/904, kan tilregnes Kommissionen.

30      Sagsøgerne har bestridt, at søgsmålet skal afvises.

31      Det følger af retspraksis, at mens formålet med et annullations- og et passivitetssøgsmål er henholdsvis at få kendt en bindende retsakt retsstridig eller at få fastslået, at det er retsstridigt, at en sådan retsakt ikke er vedtaget, er genstanden for et erstatningssøgsmål erstatning for en skade, der er en følge af en retsakt eller en ulovlig adfærd, som kan tilregnes en EU-institution eller et EU-organ (dom af 20.11.2016, Ledra Advertising m.fl. mod Kommissionen og ECB, C-8/15 P – C-10/15 P, EU:C:2016:701, præmis 55, og af 23.5.2019, Steinhoff m.fl. mod ECB, T-107/17, EU:T:2019:353, præmis 51).

32      Derfor er det uden betydning, at direktiv 2019/904 i overensstemmelse med artikel 294 TEUF blev vedtaget af Parlamentet og Rådet, og at Kommissionen ikke har vedtaget en retligt bindende retsakt. For at Kommissionen kan anses for at have pådraget Unionen ansvar eller at have bidraget til, at den ifalder ansvar, er det tilstrækkeligt, at den er ansvarlig for en ulovlig handling, selv om denne ikke er retligt bindende, eller en ulovlig adfærd.

33      En sådan handling eller adfærd kan ganske vist ikke identificeres i direktivforslaget. Det nævnte forslag fastsatte nemlig i artikel 5 alene, at »[m]edlemsstaterne forbyder markedsføringen af engangsplastprodukter opført i del B i bilaget«, og del B i bilaget henviser ikke til oxonedbrydelig plast.

34      Ikke desto mindre har sagsøgerne kritiseret Kommissionen for den adfærd, hvorved den som led i det interinstitutionelle kompromis af 19. december 2018 anførte, at den »accepterede alle de ændringer«, der blev foretaget til dens direktivforslag. I denne henseende præciseres det, at det var ved Parlamentets ændringsforslag nr. 83 til direktivforslaget, fremsat den 24. oktober 2018 (COM(2018)0340 – C8-0218/2018 – 2018/0172(COD), herefter »Parlamentets ændringsforslag«), at forbuddet mod oxonedbrydelige plastprodukter blev indføjet i direktivforslaget. De tre berørte institutioner blev derefter som led i det nævnte kompromis enige om at indarbejde ændringsforslaget i teksten til det kommende direktiv. Det var på dette tidspunkt, at Kommissionen erklærede, at den accepterede alle ændringsforslag.

35      Sagsøgerne har ligeledes kritiseret Kommissionen for, at den ved en skrivelse af 30. april 2019 (herefter »skrivelsen af 30. april 2019«) anmodede Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) om at afslutte en begrænsningsprocedure, der verserede for agenturet, vedrørende plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof. Det er sagsøgernes opfattelse, at hvis ECHA havde afsluttet denne procedure, og navnlig hvis det havde oprettet et dossier, som fastsat i REACH-forordningens artikel 69, stk. 1, ville de supplerende oplysninger, som de tre berørte institutioner således ville have fået kendskab til, have fået institutionerne til at vedtage andre foranstaltninger for så vidt angår plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, end et forbud mod markedsføring, eller endog til ikke at vedtage nogen foranstaltninger.

36      Endelig har sagsøgerne kritiseret Kommissionen for, at den undlod at foretage en konsekvensanalyse, der specifikt vedrørte plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, og produkter fremstillet af denne type plast, samt at den ikke søgte efter eller ikke tog hensyn til relevante beviser vedrørende denne plast og den risiko, som den udgjorde for miljøet og menneskers sundhed. Efter sagsøgernes opfattelse ville de tre berørte institutioner have ændret deres vurdering, hvis de havde været i besiddelse af yderligere beviser.

37      Spørgsmålet om, hvorvidt den adfærd, der er nævnt i præmis 34-36 ovenfor, er ulovlig, og om Parlamentet og Rådet uden at have udvist en sådan adfærd alligevel ville have forbudt markedsføring af produkter fremstillet af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, vedrører fastlæggelsen af den ansvarspådragende begivenhed og årsagsforbindelsen mellem denne begivenhed og den hævdede skade. Spørgsmål, der vedrører undersøgelsen af de nødvendige betingelser for, at Unionen kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, såsom fastlæggelsen af den ansvarspådragende begivenhed og årsagsforbindelsen, henhører imidlertid under behandlingen af sagens realitet og er derfor uden betydning for vurderingen af, om søgsmålet kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning og analogt dom af 23.5.2019, Steinhoff m.fl. mod ECB, T-107/17, EU:T:2019:353, præmis 42-47).

38      Dermed skal Kommissionens argumentation om, at søgsmålet skal afvises, for så vidt som det er rettet mod Kommissionen, forkastes.

D.      Realiteten

39      Indledningsvis bemærkes, at i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF skal Unionen for så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, erstatte skader forvoldt af dens institutioner eller af dens ansatte under udøvelsen af deres hverv.

40      Ifølge fast retspraksis forudsætter Unionens ansvar uden for kontraktforhold, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en EU-retlig regel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er en årsagsforbindelse mellem tilsidesættelsen af den forpligtelse, der påhviler den, som har udstedt retsakten, og de skadelidtes tab (jf. dom af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

41      Så snart en af betingelserne for at pålægge Den Europæiske Union ansvar uden for kontraktforhold ikke er opfyldt, må sagsøgte i overensstemmelse med Domstoles praksis frifindes i det hele, uden at det er nødvendigt at undersøge de øvrige betingelser for et sådant ansvar. I øvrigt er Unionens retsinstanser ikke forpligtet til at undersøge disse betingelser i en bestemt rækkefølge (jf. i denne retning dom af 9.9.1999, Lucaccioni mod Kommissionen, C-257/98 P, EU:C:1999:402, præmis 13, 63 og 64, og af 5.9.2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union, C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 148).

42      Hvad angår den første af disse betingelser har Domstolen fastslået, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, når tilsidesættelsen indebærer, at den omhandlede institution åbenbart og alvorligt har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser, idet de forhold, som i denne forbindelse kan tages i betragtning, bl.a. er kompleksiteten af de forhold, der skal reguleres, hvor klar og præcis den tilsidesatte bestemmelse er, samt hvor vidt et skøn den tilsidesatte bestemmelse overlader EU-institutionen (dom af 30.5.2017, Safa Nicu Sepahan mod Rådet, C-45/15 P, EU:C:2017:402, præmis 30, og af 10.9.2019, HTTS mod Rådet, C-123/18 P, EU:C:2019:694, præmis 33).

43      I denne henseende skal det i den foreliggende sags sammenhæng præciseres, at en eventuel tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af de pågældende retsregler skal være baseret på en åbenbar og grov tilsidesættelse af grænserne for den vide skønsmæssige beføjelse, som EU-lovgiver råder over ved udøvelsen af sine kompetencer på miljøområdet i henhold til artikel 191 TEUF og 192 TEUF. Udførelsen af denne skønsbeføjelse medfører nemlig dels, at det er nødvendigt for EU-lovgiver at forudse og vurdere den økologiske, videnskabelige, tekniske og økonomiske udviklings komplekse og usikre karakter, dels denne lovgivers afvejning og mægling mellem de forskellige mål, principper og interesser, der er omfattet af artikel 191 TEUF (dom af 2.3.2010, Arcelor mod Parlamentet og Rådet, T-16/04, EU:T:2010:54, præmis 143).

44      Det skal først vurderes, om den første betingelse for, at Unionen ifalder ansvar, er opfyldt.

45      Sagsøgerne har i denne henseende fremsat fem ulovlighedsanbringender om tilstrækkeligt kvalificerede tilsidesættelser af for det første REACH-forordningens artikel 68-73, for det andet punkt 12 og 14-16 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen om bedre lovgivning (EUT 2016, L 123, s. 1, herefter »den interinstitutionelle aftale«), for det tredje det almindelige proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU, og artikel 191 TEUF samt åbenbart urigtige skøn, for det fjerde det almindelige ligebehandlingsprincip og for det femte chartrets artikel 16, artikel 17 og artikel 41, stk. 1, samt artikel 49 TEUF.

1.      Det første ulovlighedsanbringende om tilsidesættelse af REACH-forordningens artikel 68-73

46      Sagsøgerne har med deres første ulovlighedsanbringende gjort gældende, at forbuddet mod markedsføring af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast, som er fastsat i artikel 5 i direktiv 2019/904, blev vedtaget ved at omgå den begrænsningsprocedure, der er fastsat i artikel 68-73 i REACH-forordningen. Sagsøgerne har i denne forbindelse fremhævet, at der verserede en begrænsningsprocedure for ECHA, da Parlamentet uden at tage noget som helst hensyn til begrænsningsproceduren vedtog ændringsforslaget, der tilføjede produkter i oxonedbrydelig plast til dem, som direktivforslaget forbød at markedsføre. Den nævnte procedure var stadig i gang, da Parlamentet og Rådet nåede til enighed om denne ændring, og da Parlamentet vedtog en lovgivningsmæssig beslutning, hvori det omhandlede ændringsforslag blev gentaget.

47      Efter sagsøgernes opfattelse blev forbuddet i artikel 5 i direktiv 2019/904 følgelig vedtaget, uden at de tre berørte institutioner på passende vis havde vurderet, om oxonedbrydelig plast udgjorde en »uacceptabel risiko for menneskers sundhed eller miljøet, som det var nødvendigt at imødegå på [EU-]plan«, uden at de tog »hensyn til de socioøkonomiske konsekvenser af begrænsningen, herunder eventuelle disponible alternativer«, således som det kræves i henhold til REACH-forordningens artikel 68, stk. 1, og uden at sagsøgerne selv var blevet opfordret til at fremsætte deres bemærkninger over for ECHA i henhold til den nævnte forordnings artikel 69, stk. 6. Det nævnte forbud blev derfor vedtaget for tidligt og i strid med reglerne.

48      Ved at omgå begrænsningsproceduren, der er fastsat i artikel 68-73 i REACH-forordningen, selv om det alene er ECHA, der er teknisk kompetent til at undersøge og afgøre, om oxonedbrydelig plast og oxobionedbrydelig plast er eller ikke er tilladelige ud fra et miljømæssigt synspunkt, begik de tre berørte institutioner efter sagsøgernes opfattelse en tilstrækkeligt alvorlig overtrædelse af artikel 68-73 i REACH-forordningen. Endelig har sagsøgerne fremhævet, at den nævnte forordning tillægger borgerne rettigheder, eftersom dens artikel 69, stk. 1, bestemmer, at ECHA skal opfordre alle berørte parter til at fremsætte bemærkninger til dossierer og de foreslåede begrænsninger og til at indsende en socioøkonomisk analyse til ECHA.

49      Parlamentet, Rådet og Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumentation.

50      Det skal i denne henseende præciseres, at det følger af REACH-forordningens artikel 68, stk. 1, at når der som følge af fremstilling, anvendelse eller markedsføring af stoffer er en uacceptabel risiko for menneskers sundhed eller miljøet, som det er nødvendigt at imødegå på EU-plan, kan denne fremstilling, anvendelse eller markedsføring begrænses. Disse begrænsninger fremgår af bilag XVII til nævnte forordning.

51      Med henblik herpå giver REACH-forordningens artikel 69 Kommissionen mulighed for at anmode ECHA om at udarbejde et dossier. Hvis det fremgår af dette dossier, at det er nødvendigt med tiltag på EU-plan, skal ECHA foreslå begrænsninger inden for 12 måneder efter modtagelsen af anmodningen fra Kommissionen. Dossieret offentliggøres derefter på ECHA’s hjemmeside sammen med de forslag til begrænsninger, som ECHA har fremsat, og interesserede parter opfordres til at fremsende deres kommentarer til ECHA.

52      Inden ni måneder efter offentliggørelsen af dossieret skal ECHA’s Udvalg for Risikovurdering derefter udarbejde en udtalelse om dossieret, og inden tolv måneder efter offentliggørelsen af dossieret skal ECHA’s Udvalg for Socioøkonomisk Analyse udarbejde en udtalelse i henhold til REACH-forordningens artikel 70 og 71. Disse to udtalelser fremsendes til Kommissionen og offentliggøres på ECHA’s hjemmeside i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 72.

53      Hvis betingelserne i REACH-forordningens artikel 68, stk. 1, er opfyldt, skal Kommissionen udarbejde et udkast til ændring af bilag XVII til denne forordning i henhold til artikel 73, stk. 1. Den endelige afgørelse træffes efter forskriftsproceduren med kontrol i henhold til samme forordnings artikel 73, stk. 2, og artikel 133, stk. 4.

54      I den foreliggende sag blev en sådan procedure indledt, men den blev ikke afsluttet.

55      Ved skrivelse af 22. december 2017 opfordrede Kommissionen således ECHA til at udarbejde et dossier vedrørende oxonedbrydelig plast i henhold til REACH-forordningens artikel 69, stk. 1. Kommissionen og ECHA besluttede derefter at udsætte fremlæggelsen af det nævnte dossier til udgangen af juli 2019 med henblik på at gøre det muligt for de berørte parter at fremsende supplerende oplysninger til ECHA, således som det fremgår af en e-mail, som en ansat i ECHA sendte til sagsøgerne den 30. oktober 2018. Som nævnt i præmis 35 ovenfor anmodede Kommissionen imidlertid efterfølgende ved skrivelse af 30. april 2019 ECHA om at indstille forberedelsen af det omhandlede dossier med den begrundelse, at der ikke længere var behov for et indgreb i henhold til REACH-forordningen, fordi der den 19. december 2018 var blevet indgået et interinstitutionelt kompromis i forbindelse med udarbejdelsen af direktivet om reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning med henblik på at forbyde markedsføringen af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast.

56      Som det fremgår af præamblen til direktiv 2019/904 blev forbuddet mod markedsføring af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast således vedtaget i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure i artikel 294 TEUF.

57      Sagsøgerne har gjort gældende, at de tre berørte institutioner ved at vedtage forbuddet i artikel 5 i direktiv 2019/904 uden at afvente resultatet af den igangværende begrænsningsprocedure har omgået artikel 68-73 i REACH-forordningen. Det nævnte forbud blev vedtaget for tidligt og i strid med reglerne, uden at ECHA, der i modsætning til de nævnte institutioner rådede over videnskabelig ekspertise på området, kunne gøre dem bekendt med de oplysninger, som agenturet havde indsamlet, og uden at agenturet havde hørt sagsøgerne. En sådan adfærd udgør en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af REACH-forordningens artikel 68-73, hvis formål er at tillægge borgerne rettigheder.

58      Denne argumentation kan ikke tiltrædes, dels fordi der ikke er sket en tilsidesættelse af REACH-forordningens artikel 68-73, dels fordi de nævnte artikler ikke udgør retsregler, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

59      For det første kan det ikke fastslås, at forbuddet mod markedsføring af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast skulle vedtages i overensstemmelse med den begrænsningsprocedure, der er fastsat i REACH-forordningens artikel 68-73.

60      Direktiv 2019/904 blev nemlig vedtaget efter den almindelige lovgivningsprocedure i artikel 294 TEUF. Det fremgår endvidere af præamblen til dette direktiv, at dets retsgrundlag er artikel 192, stk. 1, TEUF. Denne artikel bestemmer imidlertid, at Parlamentet og Rådet træffer afgørelse efter den almindelige lovgivningsprocedure.

61      REACH-forordningens artikel 2, stk. 4, bestemmer endvidere, at denne forordning »finder anvendelse med forbehold af [EU-]retten på miljøområdet, herunder« flere direktiver, der opregnes heri. Nævnte forordning tager således udtrykkeligt forbehold for anvendelsen af EU-retsakter vedrørende miljøbeskyttelse. Direktiv 2019/904 er ganske vist ikke nævnt blandt de bestemmelser, der er opregnet i REACH-forordningens artikel 2, stk. 4. Dette direktiv blev imidlertid vedtaget, efter at denne forordning blev vedtaget. Desuden indikerer anvendelsen af udtrykket »herunder«, at opregningen i denne artikel ikke er udtømmende.

62      For det andet kan det heller ikke fastslås, at de tre berørte institutioner var forpligtede til, om ikke at følge begrænsningsproceduren i henhold til artikel 68-73 i REACH-forordningen, så i det mindste at afvente resultatet af den igangværende begrænsningsprocedure, før de vedtog det forbud, der er fastsat i artikel 5 i direktiv 2019/904.

63      Den lovgivningsmæssige initiativret, som Kommissionen er tillagt ved artikel 17, stk. 2, TEU og artikel 289 TEUF, indebærer nemlig, at det tilkommer Kommissionen at afgøre, om den skal fremsætte et forslag til en lovgivningsmæssig retsakt eller ej, og at fastlægge genstanden for, formålet med og indholdet af dette forslag (dom af 6.9.2017, Slovakiet og Ungarn mod Rådet, C-643/15 og C-647/15, EU:C:2017:631, præmis 146).

64      Desuden indebærer den lovgivningskompetence, som er forbeholdt Parlamentet og Rådet i artikel 14, stk. 1, TEU og artikel 16, stk. 1, TEU, at det udelukkende tilkommer disse institutioner at fastlægge indholdet af en lovgivningsmæssig retsakt (dom af 21.6.2018, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-5/16, EU:C:2018:483, præmis 84).

65      Hvis Kommissionen, Parlamentet og Rådet var tvunget til at afvente udfaldet af den begrænsningsprocedure, der er fastsat i artikel 68-73 i REACH-forordningen, med henblik på at vedtage henholdsvis direktivforslaget og den ændring, hvorved der i dette forslag blev indføjet et forbud mod markedsføring af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast, ville det være ensbetydende med at begrænse førstnævntes lovgivningsmæssige initiativret og de sidstnævntes lovgivningsbeføjelser.

66      For det tredje kan lovligheden af direktiv 2019/904 ikke undersøges på grundlag af REACH-forordningen.

67      Ifølge retspraksis kan en EU-retsakts materielle lovlighed nemlig ikke efterprøves på grundlag af en anden EU-retsakt på samme retlige niveau, medmindre den er vedtaget på grundlag af sidstnævnte retsakt, eller det i en af disse to retsakter er udtrykkeligt fastsat, at den ene har forrang for den anden (dom af 22.2.2022, Stichting Rookpreventie Jeugd m.fl., C-160/20, EU:C:2022:101, præmis 38).

68      Det fremgår imidlertid af artikel 289, stk. 1 og 3, TEUF, at retsakter, der vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure, udgør lovgivningsmæssige retsakter. Dette er, som anført i præmis 56 ovenfor, tilfældet med direktiv 2019/904. Retsgrundlaget for REACH-forordningen er artikel 95 EF, som foreskrev anvendelse af den fælles beslutningsprocedure, der var beskrevet i artikel 251 EF. Den almindelige lovgivningsprocedure, der er fastsat i artikel 294 TEUF, svarer i det væsentlige til den fælles beslutningsprocedure (kendelse af 6.9.2011, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-18/10, EU:T:2011:419, præmis 61), således at også REACH-forordningen skal anses for en lovgivningsmæssig retsakt. Direktiv 2019/904 og REACH-forordningen skal derfor betragtes som værende på samme retlige niveau (jf. analogt dom af 22.2.2022, Stichting Rookpreventie Jeugd m.fl., C-160/20, EU:C:2022:101, præmis 38).

69      Desuden blev direktiv 2019/904 ikke vedtaget i henhold til REACH-forordningen.

70      For så vidt som det som anført i præmis 61 ovenfor fremgår af artikel 2, stk. 4, i REACH-forordningen, at den finder anvendelse med forbehold af de EU-retlige miljøbestemmelser, er det desuden klart, at nævnte forordning ikke fastsætter, at den har forrang for de nævnte bestemmelser, såsom direktiv 2019/904. Det nævnte direktiv fastsætter i øvrigt heller ikke, at REACH-forordningen går forud for dets bestemmelser.

71      Det følger af præmis 59-70 ovenfor, at de tre berørte institutioner ikke tilsidesatte artikel 68-73 i REACH-forordningen.

72      Da der ikke foreligger en tilsidesættelse af disse bestemmelser, er det ufornødent at undersøge, om der er tale om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, således som det kræves i henhold til den retspraksis vedrørende den første betingelse for, at Unionen ifalder ansvar, der er nævnt i præmis 42 ovenfor.

73      Under alle omstændigheder kan artikel 68-73 i REACH-forordningen ikke anses for retsregler, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

74      Sagsøgerne har i denne forbindelse støttet sig på REACH-forordningens artikel 69, stk. 6, som bestemmer, at ECHA skal opfordre alle interesserede parter til inden seks måneder efter offentliggørelsen af dossieret at fremsende deres kommentarer hertil og til de foreslåede begrænsninger samt en socioøkonomisk analyse eller oplysninger, der kan bidrage til en sådan analyse. Efter sagsøgernes opfattelse giver denne bestemmelse borgerne en ret til at få deres synspunkter taget i betragtning, inden der vedtages en begrænsning.

75      Det fremgår endvidere af artikel 71, stk. 1, i REACH-forordningen, at ECHA skal opfordre de berørte parter til at fremsætte bemærkninger til udkast til udtalelse fra Udvalget for Socioøkonomisk Analyse.

76      Det er korrekt, at retten til at blive hørt udgør en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder (dom af 28.10.2021, Vialto Consulting mod Kommissionen, C-650/19 P, EU:C:2021:879, præmis 140).

77      Der er imidlertid ingen bestemmelse i REACH-forordningens artikel 68-73, der i snæver forstand sikrer de berørte parter en ret til at blive hørt. Navnlig rejser den omstændighed, at den nævnte forordnings artikel 69, stk. 6, litra a), og artikel 71, stk. 1, fastsætter en offentlig høring, ikke tvivl om den omstændighed, at hverken ECHA eller Kommissionen er forpligtet til at høre en person, der kunne være berørt af ændringen af bilag XVII til REACH-forordningen, ud over den nævnte offentlige høring (jf. i denne retning og analogt dom af 25.9.2015, VECCO m.fl. mod Kommissionen, T-360/13, EU:T:2015:695, præmis 81 og 82).

78      Det første ulovlighedsanbringende skal derfor forkastes.

2.      Det andet ulovlighedsanbringende vedrørende en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af punkt 12 og 14-16 i den interinstitutionelle aftale

79      Med det andet ulovlighedsanbringende har sagsøgerne gjort gældende, at de tre berørte institutioner tilsidesatte punkt 12 og 14-16 i den interinstitutionelle aftale ved at undlade at foretage en konsekvensanalyse vedrørende forbuddet mod markedsføring af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast som fastsat i artikel 5 i direktiv 2019/904. Den konsekvensanalyse, der ledsagede direktivforslaget, vedrørte nemlig kun fiskeredskaber og engangsplastprodukter, der er opført i del B i bilaget til forslaget, og som ikke omfatter oxonedbrydelig plast. Parlamentet og Rådet tilsidesatte punkt 15 i den interinstitutionelle aftale og Kommissionen, punkt 16, ved at undlade henholdsvis at foretage en konsekvensanalyse af Parlamentets ændringsforslag til direktivforslaget og at supplere den oprindelige konsekvensanalyse.

80      Sagsøgerne har anerkendt, at Parlamentet og Rådet ikke var bundet af Kommissionens konsekvensanalyse, og at de tre berørte institutioner rådede over en vis skønsmargen med henblik på at afgøre, om der i tilfælde af ændringer til det direktivforslag, som Kommissionen havde fremlagt, var behov for en supplerende konsekvensanalyse. Sagsøgerne har imidlertid fremhævet, at undladelse af at gennemføre en konsekvensanalyse er undtagelsen, mens det at foretage den er hovedreglen. I det foreliggende tilfælde burde de tre berørte institutioner have foretaget en konsekvensanalyse vedrørende oxonedbrydelig plast, eftersom de ikke rådede over tilstrækkelige videnskabelige beviser. Følgelig har de nævnte institutioner begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af den interinstitutionelle aftale, som tillægger borgerne rettigheder.

81      Parlamentet, Rådet og Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumentation.

82      Sagsøgernes argumentation kan ikke tiltrædes. Dels blev den interinstitutionelle aftale ikke tilsidesat, dels kan aftalens bestemmelser ikke anses for at have til formål at tillægge borgerne rettigheder.

83      I denne forbindelse bemærker Retten for det første, at Kommissionen foretog en konsekvensanalyse af sit direktivforslag. Denne konsekvensanalyse omfattede dog ikke oxonedbrydelig plast.

84      Det er ubestridt, at vedtagelsen af Parlamentets ændringsforslag ikke blev ledsaget af en konsekvensanalyse vedrørende denne type plast.

85      Det skal derfor undersøges, om punkt 12 og 14-16 i den interinstitutionelle aftale pålagde de tre berørte institutioner eller en eller flere af dem at foretage en konsekvensanalyse, der specifikt vedrørte Parlamentets ændringsforslag.

86      Det fremgår klart af ordlyden af disse punkter, at dette ikke var tilfældet.

87      Det fremgår nemlig af punkt 12 i den interinstitutionelle aftale bl.a., at konsekvensanalyser er et værktøj, der skal hjælpe de tre institutioner med at nå frem til velfunderede beslutninger, og ikke en erstatning for politiske beslutninger i den demokratiske beslutningsproces.

88      Ifølge aftalens punkt 13 vil Kommissionen foretage konsekvensanalyser af bl.a. lovgivningsinitiativer, som forventes at få betydelige økonomiske, miljømæssige eller sociale indvirkninger.

89      Det fremgår af samme aftales punkt 14, at Parlamentet og Rådet vil tage fuldt hensyn til Kommissionens konsekvensanalyser.

90      Ifølge retspraksis er en konsekvensanalyse imidlertid ikke bindende for hverken Parlamentet eller Rådet, således at det står EU-lovgiver frit at vedtage andre foranstaltninger end dem, der har været genstand for en konsekvensanalyse (dom af 4.5.2016, Pillbox 38, C-477/14, EU:C:2016:324, præmis 65).

91      I henhold til punkt 15 i den interinstitutionelle aftale vil Parlamentet og Rådet, foretage konsekvensanalyser i forbindelse med deres væsentlige ændringer af Kommissionens forslag, når de mener, at dette er hensigtsmæssigt og nødvendigt for lovgivningsprocessen. Ifølge samme punkt 15 er det op til den respektive institution at afgøre, hvad der er definitionen på en »væsentlig« ændring.

92      Ifølge retspraksis indeholder den interinstitutionelle aftales punkt 15 imidlertid ikke nogen konkret forpligtelse for Parlamentet og Rådet. Dette punkt fastsætter alene muligheden for at foretage en ajourføring af konsekvensanalysen, hvis Parlamentet og Rådet »mener, at dette er hensigtsmæssigt og nødvendigt for lovgivningsprocessen« (dom af 13.3.2019, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-128/17, EU:C:2019:194, præmis 43).

93      I det foreliggende tilfælde har såvel Parlamentet som Rådet gjort gældende, at de rådede over tilstrækkelige videnskabelige oplysninger, og at en sådan ajourføring derfor ikke var nødvendig. De kan derfor ikke kritiseres for ikke at have foretaget en konsekvensanalyse af Parlamentets ændringsforslag.

94      Hvad angår Kommissionens angiveligt culpøse passivitet skal det bemærkes, at det fremgår af punkt 16 i den interinstitutionelle aftale, at Kommissionen på eget initiativ eller efter anmodning fra Parlamentet eller Rådet »kan« supplere sin egen konsekvensanalyse eller udføre et andet analytisk arbejde, som den anser for nødvendigt. Det fremgår klart af ordlyden af nævnte punkt 16, at det ikke indeholder nogen forpligtelse for Kommissionen til at foretage en ajourføring af konsekvensanalysen. Følgelig kan Kommissionen ikke kritiseres for, at den undlod dette, da den forholdt sig til Parlamentets ændringsforslag.

95      Det følger af det foregående, at de tre berørte institutioner ikke tilsidesatte punkt 12 og 14-16 i den interinstitutionelle aftale.

96      Da der ikke foreligger en sådan tilsidesættelse, er det ufornødent at undersøge, om der er tale om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, således som det kræves i henhold til retspraksis vedrørende den første betingelse for, at Unionen ifalder ansvar, der er nævnt i præmis 42 ovenfor.

97      For det andet og under alle omstændigheder kan punkt 12 og 14-16 i den interinstitutionelle aftale ikke anses for at have til formål at tillægge borgerne rettigheder, eftersom konsekvensanalyserne, som det præciseres i det nævnte punkt 12, udgør et værktøj, der skal hjælpe de tre berørte institutioner med at træffe velfunderede beslutninger.

98      Det andet ulovlighedsanbringende skal derfor forkastes.

3.      Det tredje ulovlighedsanbringende vedrørende en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af det almindelige proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU, og af artikel 191 TEUF samt om åbenbart urigtige skøn

99      Med det tredje ulovlighedsanbringende har sagsøgerne gjort gældende, at forbuddet i artikel 5 i direktiv 2019/904, for så vidt som det finder anvendelse på oxobionedbrydelig plast, er i strid med det almindelige proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU, og med artikel 191 TEUF, og at det hviler på åbenbart urigtige skøn. Med vedtagelsen af det nævnte forbud har de tre berørte institutioner således begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af retsregler, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

100    Dette anbringende består af tre led.

101    Med det første led har sagsøgerne gjort gældende, at de tre berørte institutioner ikke rådede over en udtømmende videnskabelig vurdering af risiciene ved oxonedbrydelig plast, og at forbuddet i artikel 5 i direktiv 2019/904 derfor i sig selv er i strid med det almindelige proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU, og med artikel 191 TEUF, og at det er baseret på åbenbart urigtige skøn.

102    De nævnte institutioner kunne ifølge sagsøgerne ikke vedtage en så indgribende foranstaltning uden at være i besiddelse af de beviser, der ville være blevet indsamlet under den begrænsningsprocedure, der er fastsat i artikel 68-73 i REACH-forordningen. De tre berørte institutioner burde ligeledes have været i besiddelse af en konsekvensanalyse, der specifikt vedrørte oxonedbrydelig plast, og enhver anden videnskabelig vurdering af fordele og ulemper ved denne type plast. Ved at forbyde markedsføringen heraf uden at være i besiddelse af sådanne oplysninger har de nævnte institutioner fulgt en rent hypotetisk tilgang til de risici, som denne type plast indebærer.

103    Sagsøgerne har fremhævet, at den omstændighed, at de tre berørte institutioner råder over en vid skønsbeføjelse på miljøområdet, ikke fritager dem for forpligtelsen til at tage hensyn til alle relevante forhold. De videnskabelige undersøgelser, som de nævnte institutioner i deres svarskrifter har hævdet at have lagt til grund for vedtagelsen af forbuddet mod markedsføring af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast, sondrer ikke mellem oxonedbrydelig plast og oxobionedbrydelig plast og anbefaler ikke, at der nedlægges et totalt forbud mod den sidstnævnte type plast. Desuden tog disse institutioner navnlig ikke hensyn til de økonomiske og sociale virkninger af det nævnte forbud. Endelig foreligger der tilstrækkelige beviser til at rejse tvivl om forholdsmæssigheden af dette forbud.

104    Med dette anbringendes andet led har sagsøgerne gjort gældende, at de tre berørte institutioner ikke eller ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at der er en rationel forbindelse mellem forbuddet mod markedsføring af produkter af oxonedbrydelig plast og formålet med direktiv 2019/904, nemlig beskyttelse af miljøet og menneskers sundhed. Forbuddet er derfor i strid med det almindelige proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU.

105    Efter sagsøgernes opfattelse er ingen af de fire synspunkter i 15. betragtning til dette direktiv underbyggede.

106    For det første er synspunktet om, at oxonedbrydelig plast ikke bionedbrydes fuldstændigt, ikke baseret på noget bevis, eftersom sådanne beviser burde have været fremført i forbindelse med begrænsningsproceduren i henhold til artikel 68-73 i REACH-forordningen. De videnskabelige undersøgelser, som de tre berørte institutioner lagde til grund, konkluderede ikke, at oxonedbrydelig plast ikke bionedbrydes fuldstændigt, men blot, at der ikke foreligger afgørende beviser for dens bionedbrydelighed. Dette synspunkt modsiges desuden af andre videnskabelige undersøgelser samt af laboratorieforsøg, som godtgør, at oxobionedbrydelig plast bionedbrydes fuldstændigt.

107    For det andet er synspunktet om, at oxonedbrydelig plast ikke er komposterbar, ifølge sagsøgerne ukorrekt. Desuden har de tre berørte institutioner ikke oplyst, hvorledes den omstændighed, at oxonedbrydelig plast ikke er komposterbar, udgør en risiko for miljøet eller menneskers sundhed, eller hvorfor denne omstændighed begrunder forbuddet mod oxobionedbrydelig plast, mens konventionel plast, som heller ikke er komposterbar, ikke er forbudt.

108    Hvad for det tredje angår synspunktet om, at oxonedbrydelig plast har en negativ indvirkning på genanvendelsen af konventionel plast, afviser de videnskabelige undersøgelser, som de tre berørte institutioner har hævdet at have støttet sig på, ikke, at det er muligt at genanvende oxonedbrydelig plast, og undersøgelserne indikerer, at anvendelsen af stabiliserende forbindelser kan gøre det muligt at undgå, at denne type plast har en negativ indvirkning på genanvendelsen af konventionel plast. Ifølge sagsøgerne fremgår det af andre undersøgelser, at oxobionedbrydelig plast kan genanvendes på samme måde som konventionel plast.

109    For det fjerde er synspunktet om, at oxonedbrydelig plast ikke frembyder nogen dokumenteret miljømæssig gevinst, ikke baseret på nogen videnskabelig undersøgelse.

110    Med dette anbringendes tredje led har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at et totalt forbud mod markedsføring overskrider grænserne for, hvad der er nødvendigt for at nå dette direktivs formål, og at der findes andre, mindre indgribende foranstaltninger. Det nævnte forbud er derfor i strid med det almindelige proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU.

111    Til støtte for dette tredje led har sagsøgerne gjort gældende, at det ville have været muligt enten at udelukke denne plasttype fra det omhandlede forbud, at kræve forsøg udført i overensstemmelse med en anerkendt standard med henblik på at vurdere bionedbrydeligheden af denne plasttype, at kræve, at den indeholder en markør, der gør det muligt at foretage en automatisk sortering forud for genanvendelse, at fastsætte en af de ikkeforbudsmæssige foranstaltninger i artikel 4, 7, 8 og/eller 10 i direktiv 2019/904 eller at påbyde en mærkning, der forebygger enhver risiko for forveksling hos forbrugerne. Sagsøgerne har ligeledes gjort gældende, at de tre berørte institutioner i stedet for blot at forbyde markedsføringen burde have fastsat en overgangsperiode.

112    Parlamentet, Rådet og Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumentation.

113    Retten bemærker, at mens tilsidesættelsen af artikel 191 TEUF alene er blevet gjort gældende i det tredje ulovlighedsanbringendes første led, er tilsidesættelsen af det almindelige proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU, gjort gældende i alle dette anbringendes tre led. Det er derfor hensigtsmæssigt at gruppere disse tre led og undersøge for det første tilsidesættelsen af artikel 191 TEUF og for det andet tilsidesættelsen af artikel 5, stk. 4, TEU.

a)      Det første led, for så vidt som det vedrører en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 191 TEUF

114    Det skal indledningsvis bemærkes, at EU-lovgiver, som anført i præmis 43 ovenfor, har en vid skønsbeføjelse ved udøvelsen af sine kompetencer på miljøområdet i henhold til artikel 191 TEUF og 192 TEUF.

115    Unionens retsinstanser bør derfor begrænse sig til at undersøge, om udøvelsen af dette skøn er behæftet med en åbenbar fejl, om der foreligger magtfordrejning, eller om lovgiver åbenbart har overskredet grænserne for sit skøn (dom af 8.7.2010, Afton Chemical, C-343/09, EU:C:2010:419, præmis 28).

116    Ifølge artikel 191, stk. 2, TEUF bygger Unionens politik på miljøområdet desuden bl.a. på forsigtighedsprincippet. Ifølge artikel 191, stk. 3, TEUF tager Unionen ved udarbejdelsen af denne politik bl.a. hensyn til eksisterende videnskabelige og tekniske data.

117    Forsigtighedsprincippet indebærer imidlertid, at når der er usikkerhed om, hvorvidt der foreligger risici, eller om omfanget af disse, navnlig for miljøet, kan der træffes beskyttelsesforanstaltninger, uden at det skal afventes, at disse risici og alvoren af dem fuldt ud påvises. Hvis det viser sig ikke at være muligt med sikkerhed at fastslå, om og i givet fald i hvilket omfang den hævdede risiko foreligger, som følge af, at resultaterne af de foretagne undersøgelser ikke er overbevisende, men at sandsynligheden for en reel skade på miljøet varer ved, dersom risikoen indtræder, begrunder forsigtighedsprincippet restriktive foranstaltninger (dom af 6.5.2021, Bayer CropScience og Bayer mod Kommissionen, C-499/18 P, EU:C:2021:367, præmis 80). Institutionerne må imidlertid ikke i denne henseende anvende en rent hypotetisk risikobetragtning eller rette deres afgørelser mod et »nulrisikoniveau« (jf. analogt dom af 9.9.2003, Monsanto Agricoltura Italia m.fl., C-236/01, EU:C:2003:431, præmis 106, af 12.12.2014, Xeda International mod Kommissionen, T-269/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1069, præmis 55 og 56, og af 17.3.2021, FMC mod Kommissionen, T-719/17, EU:T:2021:143, præmis 69).

118    Kommissionen skal følgelig, for ikke at risikere at træffe vilkårlige foranstaltninger, der ikke under nogen omstændigheder kan støttes på forsigtighedsprincippet, påse, at de foranstaltninger, som den træffer, også hvor der er tale om præventive foranstaltninger, har grundlag i en videnskabelig risikoevaluering, der er så udtømmende som muligt under hensyn til den konkrete sags særlige omstændigheder (jf. i denne retning dom af 8.7.2010, Afton Chemical, C-343/09, EU:C:2010:419, præmis 60; jf. også analogt dom af 12.12.2014, Xeda International mod Kommissionen, T-269/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1069, præmis 57).

119    Den videnskabelige vurdering af risiciene skal baseres på de bedste foreliggende videnskabelige data og skal foretages på uafhængig, objektiv og gennemsigtig vis (jf. analogt dom af 17.3.2021, FMC mod Kommissionen, T-719/17, EU:T:2021:143, præmis 70). Den skal give den kompetente offentlige myndighed tilstrækkeligt pålidelige og sikre oplysninger til, at den kan bedømme den fulde rækkevidde af det rejste videnskabelige spørgsmål og fastlægge sin politik på grundlag af en indsigt i sagsområdet (jf. analogt dom af 14.11.2013, ICdA m.fl. mod Kommissionen, T-456/11, EU:T:2013:594, præmis 52, og af 17.3.2021, FMC mod Kommissionen, T-719/17, EU:T:2021:143, præmis 71).

120    Følgelig forudsatte vedtagelsen af det forbud mod markedsføring, der er fastsat i artikel 5 i direktiv 2019/904, at de tre berørte institutioner på grundlag af en så udtømmende videnskabelig vurdering som muligt af de risici, der er forbundet med produkter fremstillet af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne fastslå, at der forelå en risiko for miljøet eller menneskers sundhed. Det skal ligeledes bemærkes, at Unionen i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 42 ovenfor, kun ifalder ansvar uden for kontraktforhold, når tilsidesættelsen af den pågældende retsregel er tilstrækkeligt kvalificeret.

121    I denne henseende finder Retten, i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, at hverken den omstændighed, at der ikke blev foretaget en konsekvensanalyse af produkter fremstillet af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, eller den omstændighed, at Kommissionen afsluttede den begrænsningsprocedure, der er fastsat i artikel 68-73 i REACH-forordningen, og at de tre berørte institutioner følgelig hverken var i besiddelse af et dossier udarbejdet af ECHA, et forslag til en begrænsning eller udtalelser fra Udvalget for Risikovurdering og Udvalget for Socioøkonomisk Analyse som fastsat i REACH-forordningen eller et dossier udarbejdet af ECHA, kan godtgøre, at forbuddet mod disse produkter, som er fastsat i artikel 5 i direktiv 2019/904, blev vedtaget uden en videnskabelig vurdering, der var så udtømmende som muligt, af de risici, som produkterne udgør. Det fremgår nemlig af præmis 78 og 98 ovenfor, at de nævnte institutioner hverken var forpligtede til at foretage en sådan konsekvensanalyse eller til at følge den procedure, der er fastsat i REACH-forordningens artikel 68-73, for at vedtage det nævnte forbud. For at opfylde kravene i den retspraksis, der er nævnt i præmis 118 og 119 ovenfor, er det tilstrækkeligt, at de tre berørte institutioner under lovgivningsproceduren rådede over tilstrækkeligt pålidelige og sikre oplysninger til, at de kunne forstå hele rækkevidden af det forelagte videnskabelige spørgsmål og fastlægge deres politik på et informeret grundlag, uanset oplysningernes oprindelse og form.

122    I 15. betragtning til direktiv 2019/904 begrundes udvidelsen af forbuddet i dets artikel 5 til at omfatte produkter, der er fremstillet af oxonedbrydelig plast, med for det første at denne form for plast ikke er fuldstændigt biologisk nedbrydelig og dermed bidrager til forurening af miljøet med mikroplast, for det andet, at den ikke er komposterbar, for det tredje, at den har en negativ indvirkning på genanvendelsen af konventionel plast, og for det fjerde, at den ikke giver nogen dokumenteret miljømæssig gevinst.

123    Det skal derfor undersøges, om hvert af disse fire synspunkter, selv om der ikke er gennemført en konsekvensanalyse, og selv om begrænsningsproceduren i artikel 68-73 i REACH-forordningen ikke er blevet gennemført, ikke desto mindre hviler på en videnskabelig vurdering, der er så udtømmende som muligt, af de risici, som plastprodukter, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, udgør, og om de tre berørte institutioner på grundlag af en sådan vurdering uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne konkludere, at der forelå en risiko for miljøet og menneskers sundhed.

1)      Synspunktet om, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke bionedbrydes fuldstændigt

124    Hvad angår synspunktet om, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke bionedbrydes fuldstændigt, skal det indledningsvis præciseres, at ifølge en definition, som parterne ikke har bestridt, og som fremgår af en rapport af 16. januar 2018 fra Kommissionen til Parlamentet og Rådet om miljøbelastningen fra brugen af oxo-nedbrydelig plast, herunder oxonedbrydelige plastbæreposer (COM(2018) 35 final) (herefter »rapporten af 16. januar 2018«), er bionedbrydning en proces, hvorved et materiale opløses og nedbrydes af mikroorganismer til elementer, der findes i naturen, dvs. kuldioxid, biomasse og vand. Dette kan forekomme i et iltrigt miljø (aerob bionedbrydning) eller i et iltfattigt miljø (anaerob bionedbrydning).

125    I svarskriftet har de tre berørte institutioner oplyst, at de støttede sig på følgende beviser for at konkludere, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke bionedbrydes fuldstændigt: Eunomia-undersøgelsen, nævnt i præmis 22 ovenfor, rapporten af 16. januar 2018, nævnt i præmis 124 ovenfor, en rapport af 6. november 2017 fra Ellen MacArthur Foundation med titlen »Oxo Statement« (herefter »Oxo-erklæringen«), en undersøgelse af 9. august 2013 udført af S. Deconinck og B. De Wilde for PlasticsEurope. De Wilde for PlasticsEurope AISBL, en europæisk sammenslutning af plastproducenter, med titlen »Benefits and challenges of bio- and oxo-degradable plastics« (herefter »De Wilde-undersøgelsen«), og en undersøgelse fra januar 2010 udført af universitetet i Loughborogh (UK) for det Forenede Kongeriges regerings ministerium for miljø, fødevarer og landdistrikter med titlen »Assessing the Environmental Impacts of Oxo-degradable Plastics Across Their Life Cycle« (herefter »undersøgelsen fra universitetet i Loughborough«.

126    For det første præciseres det i Eunomia-undersøgelsen, at Eunomia ikke vil anvende udtrykket »oxobionedbrydelig« plast, idet plastindustrien anvender dette udtryk til at markedsføre deres produkter som bionedbrydelige, men udtrykket »plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof«, idet dette udtryk blot beskriver en fysisk særegenhed ved den omhandlede plast uden at angive, om den er bionedbrydelig.

127    Det fremgår af Eunomia-undersøgelsen, at bionedbrydning af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke er mulig uden en forudgående fase, hvor plasten udsættes for ultraviolet stråling og varme. Denne forudgående fase har til formål at reducere plastens molekylvægt ved oxidering, således at plasten nedbrydes til fragmenter. Undersøgelsen viser, at uden denne forudgående fase finder bionedbrydning ikke sted, eller den finder sted inden for en meget længere tidsramme, fordi plasten ikke har opnået en tilstrækkelig fragmenteringsgrad til, at den er assimilerbar for mikroorganismer. Da lys og varme varierer afhængig af de lokale forhold, er det meget vanskeligt at vurdere den tid og grad af fragmentering, der er nødvendig for, at bionedbrydningen kan finde sted. Det pro-oxiderende tilsætningsstof fremskynder imidlertid fragmenteringen af plast i denne indledende fase, således at plast, der indeholder et sådant tilsætningsstof, fragmenteres hurtigere end konventionel plast, når det udsættes for ultraviolet stråling og for varme.

128    Hvad angår den efterfølgende fase, dvs. selve bionedbrydningen (assimilering af mikroorganismer), fremgår det af Eunomia-undersøgelsen, at bionedbrydning udendørs af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, kun er delvist påvist. Selv om det ser ud til, at den nævnte plast kan nedbrydes udendørs, er det ikke sikkert, at den nedbrydes fuldstændigt og inden for en rimelig tidsramme. Det var nemlig kun i forbindelse med laboratorieforsøg, at der blev opnået en tilfredsstillende bionedbrydning (næsten fuldstændig inden for to år, det kortest observerede). En sådan bionedbrydning er aldrig blevet observeret i en virkelig situation. Hvis plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, desuden kan antages at blive bionedbrudt meget hurtigere udendørs end konventionel plast, kan den negative miljøpåvirkning være endnu større i denne fase af bionedbrydningen.

129    Med hensyn til bionedbrydning af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, konkluderer Eunomia-undersøgelsen, at antagelsen om, at bionedbrydning ikke finder sted, når plasten deponeres, er underbygget. Det fremgår af denne undersøgelse, at selv om der kan være tale om bionedbrydning i deponeringsanlæggets ydre lag, hvor plasten eksponeres for ilt (aerobe bionedbrydning), er bionedbrydningen derimod ringe eller endog ikkeeksisterende i deponeringsanlæggets dybe lag, hvor der kun er lidt ilt. I disse dybe lag er anaerob bionedbrydning dog mulig. Den anaerobe bionedbrydning producerer imidlertid metan, som er en drivhusgas, der er 25 gange mere skadelig end den kuldioxid, der frembringes ved bionedbrydning. Plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, er derfor lidt mere problematisk end konventionel plast, fordi det i modsætning til sidstnævnte kan generere emissioner af drivhusgas.

130    Endelig fremgår det af Eunomia-undersøgelsen, at de foreliggende videnskabelige data ikke er tilstrækkelige til at afgøre, om der i havmiljøet sker bionedbrydning af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof. Det fremgår imidlertid af undersøgelsen, at resultaterne af visse forsøg tyder på, at denne form for plast i et sådant miljø fragmenteres hurtigere end konventionel plast, men at bionedbrydningen heraf sker i et meget langsommere tempo end på landjorden udendørs, hvilket betyder, at affald kan forblive i miljøet på ubestemt tid eller i en tilstrækkelig lang periode til at forårsage alvorlig skade på miljøet.

131    For det andet fremgår det af rapporten af 16. januar 2018, som gengiver konklusionerne fra Eunomia-undersøgelsen, at en forudgående eksponering af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, for varme og/eller ultraviolet stråling er en nødvendig betingelse for, at bionedbrydning kan finde sted i den næste fase. Det fremgår ligeledes af denne rapport for det første, at det ikke er muligt med sikkerhed at konkludere, at bionedbrydning udendørs af denne plasttype faktisk finder sted i virkelige situationer. Endvidere fremgår det af denne rapport, at bionedbrydning af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, på deponeringsanlæg, er mulig i deponeringsanlæggets ydre lag, men er ringe eller endog ikkeeksisterende i dybe lag, hvor denne form for plast er mere problematisk end konventionel plast med hensyn til drivhusgasser. Endelig anføres det i samme rapport, at de foreliggende oplysninger ikke gør det muligt med sikkerhed at fastslå, at der i havmiljøet sker bionedbrydning inden for en rimelig tidsramme, og at det under alle omstændigheder sandsynligvis vil ske meget langsommere end på landjorden udendørs og vil forårsage betydelige miljøskader.

132    Både Eunomia-undersøgelsen og rapporten af 16. januar 2018 var til rådighed for de tre berørte institutioner i forbindelse med udarbejdelsen og vedtagelsen af direktiv 2019/904. Det var nemlig den 16. januar 2018, dvs. inden vedtagelsen af dette direktiv den 5. juni 2019, at den nævnte rapport blev forelagt Parlamentet og Rådet af Kommissionen i henhold til artikel 20a, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald (EFT 1994, L 365, s. 10), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/720 af 29. april 2015 (EUT 2015, L 115, s. 11). Eunomia-undersøgelsen dannede grundlag for rapporten af 16. januar 2018, hvori der gentagne gange henvises til den. Det følger heraf, at undersøgelsen også var til rådighed for de tre berørte institutioner inden den 5. juni 2019.

133    For det tredje bekræfter Oxo-erklæringen, at det ikke er godtgjort, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, bionedbrydes fuldstændigt inden for en rimelig tidsramme. Denne erklæring, der er underskrevet af en lang række virksomheder og erhvervsorganisationer, ikkestatslige organisationer, institutioner, forskningsorganisationer, videnskabsmænd og medlemmer af Europa-Parlamentet, findes på Ellen MacArthur-fondens websted, hvis formål er at fremme den cirkulære økonomi. Det følger heraf, at det er med urette, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, markedsføres som løsningen på plastforurening og præsenteres som bionedbrydelig inden for en rimelig tidsramme. Efter nedbrydning af den nævnte plast i små fragmenter afhænger bionedbrydningen nemlig af de miljømæssige forhold, der varierer, og den varer ofte længere eller meget længere end nogle måneder eller endog flere år. I denne periode forbliver der brudstykker i miljøet, hvilket kan have en negativ påvirkning på miljøet og menneskers sundhed.

134    Det er uden betydning, at den oprindelige version af Oxo-erklæringen, der blev offentliggjort den 6. november 2017 og er sammenfattet i den foregående præmis, i juni 2018 blev trukket tilbage fra Ellen MacArthur-fondens websted for at gøre det muligt for denne fond at undersøge en tredjemands klage, eller at den nævnte erklæring blev ændret, inden den på ny blev fremlagt online i maj 2019. De ændringer, der blev foretaget i 2019, klarlægger nemlig indholdet af denne erklæring, men ændrer ikke dens mening.

135    Dels blev Oxo-erklæringen offentliggjort på Ellen MacArthur-fondens websted, hvilket vil sige, at den er offentligt tilgængelig. Dels fandt denne offentliggørelse sted, uanset om der er tale om den oprindelige eller den ændrede version af den nævnte erklæring, forud for vedtagelsen af direktiv 2019/904 den 5. juni 2019.

136    Endvidere henvises der i rapporten af 16. januar 2018, der som fastslået i præmis 132 ovenfor var tilgængelig for de tre berørte institutioner, til Oxo-erklæringen.

137    Oxo-erklæringen skal derfor anses for at have været offentligt tilgængelig og dermed tilgængelig for de tre berørte institutioner i forbindelse med udarbejdelsen og vedtagelsen af direktiv 2019/904 (jf. i denne retning dom af 8.7.2010, Afton Chemical, C-343/09, EU:C:2010:419, præmis 39).

138    For det fjerde bekræfter De Wilde-undersøgelsen også konklusionerne fra Eunomia-undersøgelsen og rapporten af 16. januar 2018 om bionedbrydning af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof.

139    Som Kommissionen har anført, fremgår det nemlig af De Wilde-undersøgelsen, at selv om der i to artikler, nemlig en af I. Jakubowicz, N. Yarahmadi og V. Arthurson med titlen »Kinetics of abiotic and biotic degradability of low-density polyethylene containing prodegradant additives and its effect on the growth of microbial communities« offentliggjort i maj 2011 (herefter »Jakubowicz-undersøgelsen fra 2011«) og en af E. Chiellini, A. Corti og G. Swift med titlen »Biodegradation of Thermally-oxidised, Fragmented Low-density Polyethylenes« fra 2003 (herefter »Chiellini og Corti-undersøgelsen«), henvises til en betydelig grad af bionedbrydning af denne type plast, peger alle andre tilgængelige artikler på et ikkeeksisterende eller (meget) ringe niveau af bionedbrydning. Undersøgelsen konkluderer, at det er omdiskuteret, hvilket niveau af bionedbrydning der kan opnås for plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof.

140    I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, er den blotte omstændighed, at De Wilde-undersøgelsen stammer fra august 2013, ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at denne undersøgelse er forældet. Sagsøgerne har nemlig i denne henseende begrænset sig til et generelt, udokumenteret synspunkt uden at henvise til præcise passager i den nævnte undersøgelse.

141    Desuden kan konklusionen i De Wilde-undersøgelsen om det ringe eller ikkeeksisterende niveau af bionedbrydning, der kan opnås for plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke ugyldiggøres af den omstændighed, at de tests, som den er baseret på, blev udført i et laboratorium og ikke i et virkeligt miljø. Denne omstændighed er nemlig blevet taget i betragtning i den nævnte undersøgelse. Det fremgår desuden bl.a. af præmis 127 og 133 ovenfor, at de miljømæssige betingelser er varierende og dermed vanskelige at reproducere i laboratorier.

142    Endelig er De Wilde-undersøgelsen dels blevet offentliggjort på internettet, som det fremgår af hyperlinket i fodnoten til Kommissionens svarskrift, hvilket betyder, at den er offentligt tilgængelig. Dels henvises der til De Wilde-undersøgelsen i Eunomia-undersøgelsen, der som det er fastslået i præmis 132 ovenfor var tilgængelig for de tre berørte institutioner før vedtagelsen af direktiv 2019/904. Det følger heraf, at De Wilde-undersøgelsen i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 137 ovenfor, ligeledes var tilgængelig for disse institutioner i forbindelse med udarbejdelsen og vedtagelsen af det nævnte direktiv.

143    For det femte støtter undersøgelsen fra universitetet i Loughborough også konklusionerne i Eunomia-undersøgelsen og i rapporten af 16. januar 2018 om bionedbrydning af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof.

144    Som Parlamentet har anført, fremgår det nemlig af den nævnte undersøgelse, at fragmenteringen af affald af denne type plast afhænger af de miljømæssige forhold, og at det derfor er umuligt at vurdere den tid, der er nødvendig hertil, men at det ikke desto mindre udendørs og under forholdene i Det Forenede Kongerige synes at vare fra to til fem år. Ifølge samme undersøgelse sker bionedbrydningen af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, som kun kan finde sted efter fragmentering, meget langsomt, således at udtrykket »bionedbrydelig« er næsten meningsløst, medmindre det ledsages af en henvisning til den biologiske nedbrydningshastighed og de betingelser, hvorunder den finder sted, helst i forhold til en bredt anerkendt standard. Undersøgelsen fra universitetet i Loughborough anbefaler, at der gennemføres yderligere studier for at fastslå, om der er tale om fuldstændig bionedbrydning, og, hvis dette er tilfældet, inden for hvilken tidsramme.

145    I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, kan det ikke udledes af den blotte omstændighed, at undersøgelsen fra universitetet i Loughborough stammer fra januar 2010, at den er forældet. Sagsøgerne har nemlig i denne henseende blot fremsat et generelt synspunkt uden at præcisere, hvilke aspekter af denne undersøgelse, der skulle være forældede, eller fremlægge oplysninger til støtte for deres synspunkt. Den omstændighed, at undersøgelsen fra universitetet i Loughborough nævnes mange gange i Eunomia-undersøgelsen fra april 2017, tyder derimod på, at den stadig er aktuel.

146    Desuden kan konklusionen i undersøgelsen fra universitetet i Loughborough om usikkerheden ved bionedbrydning af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke drages i tvivl af det dokument med titlen »OPA Response to Loughborough Report«, som sagsøgerne har fremlagt som bilag til deres replik til Parlamentet og Rådet. Ifølge dette dokument forvekslede den nævnte undersøgelse oxobionedbrydelig plast med hydro-bionedbrydelig plast.

147    Det skal bemærkes, at det princip, der finder anvendelse i EU-retten, er princippet om den frie bevisbedømmelse, og det er alene de forelagte bevisers troværdighed, der er afgørende for bedømmelsen heraf. Ved vurderingen af et dokuments bevisværdi skal der desuden tages hensyn til sandsynligheden af de oplysninger, dokumentet indeholder, og der må herved navnlig tages hensyn til, hvem dokumentet hidrører fra, under hvilke omstændigheder det er blevet til, dets adressat, og om dokumentet efter sit indhold virker fornuftigt og troværdigt (dom af 16.5.2019, GMPO mod Kommissionen, T-733/17, EU:T:2019:334, præmis 60).

148    Som Parlamentet har gjort gældende, uden at dette er blevet bestridt, er ophavsmanden til det i præmis 146 ovenfor nævnte dokument Oxo-Biodegradable Plastics Association (OPA), hvis eneste aktive medarbejdere er finansdirektøren og direktøren for Symphony Environmental. Desuden er det nævnte dokument ikke ledsaget af noget bevis, der underbygger de synspunkter, der fremgår af dokumentet.

149    Det pågældende dokument har derfor kun en ringe bevisværdi (jf. analogt dom af 14.3.2017, Bank Tejarat mod Rådet, T-346/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:164, præmis 85 og 86).

150    Endelig bemærkes dels, at undersøgelsen fra universitetet i Loughborough er tilgængelig på webstedet for Det Forenede Kongeriges ministerium for miljø, fødevarer og landdistrikter. Dels citeres undersøgelsen adskillige gange i Eunomia-undersøgelsen, der som fastslået i præmis 132 ovenfor var til rådighed for de tre berørte institutioner inden vedtagelsen af direktiv 2019/904. Det følger heraf, at også undersøgelsen fra universitetet i Loughborough i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 137 ovenfor, var tilgængelig for disse institutioner.

151    Det fremgår af præmis 124-150 ovenfor, at de tre berørte institutioner ved udarbejdelsen og vedtagelsen af direktiv 2019/904 rådede over en udtømmende videnskabelig vurdering af risikoen for, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke bionedbrydes fuldstændigt, og at de uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne anse en sådan risiko for godtgjort.

152    Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af sagsøgernes argument om, at Eunomia-undersøgelsen, rapporten af 16. januar 2018 og Oxo-erklæringen ikke tager hensyn til sondringen mellem oxonedbrydelig plast og oxobionedbrydelig plast. Som anført i præmis 14 ovenfor, er den langt hurtigere bionedbrydning af den sidstnævnte plast og dermed sondringen mellem oxonedbrydelig og oxobionedbrydelig plast ifølge sagsøgerne godtgjort ved forskellige beviser, som de har kritiseret de tre berørte institutioner for ikke at have taget hensyn til. Det drejer sig om følgende beviser: for det første punkt 23 og 24 i et vidneudsagn af 16. december 2020 fra sagsøgernes administrerende direktør (herefter »sagsøgernes administrerende direktørs vidneudsagn«), for det andet en udtalelse af 2. november 2018 om teknologien vedrørende oxobionedbrydelig plast (herefter »udtalelsen af 2. november 2018«), for det tredje en undersøgelse fra Queen Mary University of London med titlen »Microbial Degradation of Plastic in Aqueous Solutions Demonstrated by CO2 Evolution and Quantification« offentliggjort i 2020 (herefter »Queen Mary University-undersøgelsen«), for det fjerde en rapport af 4. september 2020 fra Laboratoire d’Océanographie Microbienne de Banyuls-sur-Mer (Frankrig), for det femte et svar af 21. august 2017 fra Ignacy Jakubowicz på et dokument fra Ellen MacArthur Foundation om oxonedbrydelige og fotonedbrydelige tilsætningsstoffer i plast (herefter »svaret fra Jakubowicz til Ellen MacArthur-fonden«), for det sjette et vidneudsagn af 23. juni 2021 fra Symphony Environments seniorforsker (herefter »vidneudsagnet fra Symphony Environments’ seniorforsker«) og for det syvende en undersøgelse af 10. marts 2021 udført af Laboratoire d’Océanographie Microbienne de Banyuls-sur-Mer med titlen »Degradation, Biodegradation and toxicity of Oxo-biodegradable Plastics in the oceans« (herefter »Oxomar-undersøgelsen«).

153    Hvad for det første angår punkt 23 og 24 i sagsøgernes administrerende direktørs vidneudsagn har denne med hensyn til bionedbrydningen af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, anført, at de tre berørte institutioner ikke har godtgjort, at denne type plast ikke bionedbrydes fuldstændigt, hvorfor et totalt forbud mod markedsføring ikke er berettiget, at de nævnte institutioner ikke har foretaget en tilstrækkelig vurdering af de økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser af deres indgreb, og at de ikke har godtgjort, at produkter af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, er blandt det affald, der hyppigst findes på strandene. Sagsøgernes administrerende direktør har ligeledes fremhævet, at de tre berørte institutioner ikke tog hensyn til ECHA’s udtalelse, som ikke var overbevist om, at den nævnte plast ville fragmentere til mikroplast.

154    Lovligheden af en EU-retsakt skal imidlertid bedømmes efter de faktiske og retlige omstændigheder på det tidspunkt, da retsakten blev udstedt. Navnlig komplekse vurderinger, som ophavsmanden til retsakten har foretaget, skal udelukkende undersøges på grundlag af de oplysninger, ophavsmanden havde til rådighed på tidspunktet for vurderingerne (jf. analogt dom af 11.9.2018, Apimab Laboratoires m.fl. mod Kommissionen, T-14/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:524, præmis 124 og 137).

155    De tre berørte institutioner kan derfor ikke kritiseres for, at de ikke tog hensyn til sagsøgernes administrerende direktørs vidneudsagn, idet dette blev afgivet specifikt med henblik på nærværende søgsmål og således ligger efter vedtagelsen af direktiv 2019/904.

156    I øvrigt hidrører det pågældende vidneudsagn fra sagsøgernes administrerende direktør. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 147 og 149 ovenfor, kan vidnet derfor ikke anses for at være uafhængig af sagsøgerne, og dette vidneudsagn har således kun ringe bevisværdi.

157    Sagsøgernes administrerende direktør har ganske vist til støtte for sine synspunkter påberåbt sig tre dokumenter, der er vedlagt hans vidneudsagn som bilag, nemlig for det første en undersøgelse af 9. maj 2019 foretaget af Eunomia Research & Consulting med titlen »Analysis of Branded Items found on UK beaches«, for det andet en e-mail af 30. oktober 2018 fra en medarbejder ved ECHA til sagsøgerne og for det tredje skrivelsen af 30. april 2019, der er nævnt i præmis 35 og 55 ovenfor.

158    Hvad angår den undersøgelse, der er nævnt i præmis 157 ovenfor, har sagsøgernes administrerende direktør anført, at denne undersøgelse ikke identificerede noget produkt af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, blandt det affald, der blev fundet på strande i Det Forenede Kongerige. Det skal imidlertid bemærkes, at denne undersøgelse alene havde til formål at identificere varemærkerne for de forskellige genstande, der blev fundet på disse strande, med henblik på at afgøre, hvilke virksomheder der havde markedsført disse genstande. Det fremgår således ikke af denne undersøgelse, hvilke typer plast de fundne genstande i givet fald bestod af.

159    Hvad angår den e-mail, der er nævnt i præmis 157 ovenfor, er det tilstrækkeligt at bemærke, at dette agentur heri anførte, at det »på nuværende tidspunkt ikke er overbevist om, at mikroplast dannes« på grundlag af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof – idet det præciseres, at ordet »mikroplast« generelt betegner fragmenter på under 5 mm, som har tendens til at akkumulere sig i miljøet i stedet for at blive bionedbrudt inden for en rimelig tidsramme. Denne e-mail kan derfor ikke betragtes som en fast stillingtagen fra ECHA’s side. Tværtimod fremhæver den nævnte e-mail ECHA’s tvivl på dette punkt, for så vidt som ECHA anførte, at det havde behov for en yderligere frist for at afgøre, om de modtagne oplysninger godtgjorde dannelsen af mikroplast, og at det havde til hensigt at anmode sagsøgerne om yderligere oplysninger.

160    Hvad angår skrivelsen af 30. april 2019 bemærkes, at Kommissionen heri anmodede ECHA om at bringe den begrænsningsprocedure, der blev indledt i henhold til REACH-forordningens artikel 68-73, til ophør. Den nævnte skrivelse kan imidlertid ikke anses for at være udtryk for en manglende interesse fra Kommissionen i at fremskaffe videnskabelige data, eftersom den, som det fremgår af præmis 121 ovenfor, kan indsamle videnskabelige data fra andre kilder.

161    De tre berørte institutioner kan derfor ikke kritiseres for, at de ikke tog hensyn til punkt 23 og 24 i sagsøgernes administrerende direktørs vidneudsagn.

162    Hvad for det andet angår udtalelsen af 2. november 2018 har sagsøgerne anført, at de støttede sig på de beviser, der er nævnt i denne udtalelse. Det drejer sig dels om en undersøgelse af 23. maj 2017 foretaget af B. Eyheraguibel m.fl. med titlen »Characterisation of oxidised oligomers from polyethylene films by mass spectometry and NMR spectroscopy before and after biodegradation by a Rhodococcus rhodochrous strain«, hvori der konstateres en bionedbrydningsgrad på 95% for en prøve af polyethylen med høj densitet, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, efter prøven i 240 dage havde været udsat for en specifik jordbaseret bakterie. Dels fremgår det af udtalelsen af 2. november 2018, at det i en undersøgelse af 18. juli 2018 foretaget af C. Dussud m.fl. med titlen »Colonisation of Non-biodegradable and Biodegradable Plastics by Marine Organisms« konkluderes, at koloniseringen af prøver af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, efter seks ugers eksponering for visse marine bakterier er 30 gange højere end koloniseringen af prøver af konventionel plast.

163    Selv om en stævnings indhold på visse punkter kan støttes og udbygges ved henvisninger til bestemte afsnit i dokumenter, der vedlægges som bilag til den, kan der ikke ved en generel henvisning til andre dokumenter, herunder dokumenter, der figurerer som bilag til stævningen, rådes bod på en undladelse af at anføre afgørende dele af den retlige argumentation, der i medfør af artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og procesreglementets artikel 76, litra d), skal være indeholdt i stævningen. Det tilkommer således ikke Retten at forsøge ved hjælp af bilagene at klarlægge, hvilke anbringender der kan antages at udgøre grundlaget for søgsmålet, idet bilagene alene skal fungere som bevismateriale og et middel til sagens oplysning (dom af 11.9.2014, MasterCard m.fl. mod Kommissionen, C-382/12 P, EU:C:2014:2201, præmis 40 og 41, og af 15.10.2020, Zhejiang Jiuli Hi-Tech Metals mod Kommissionen, T-307/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:487, præmis 239).

164    I det foreliggende tilfælde er den eneste angivelse i stævningen af udtalelsen af 2. november 2018 en henvisning i en fodnote til et bilag på 14 sider, der indeholder denne udtalelse. I denne fodnote har sagsøgerne blot anført følgende: »jf. f.eks. de beviser, der er nævnt i [udtalelsen af 2. november 2018]«. Sagsøgerne har endvidere begrænset sig til i samme fodnote at anføre, at denne udtalelse bestyrker deres konklusion om, at »forbuddet i artikel 5 hviler på et fejlagtigt og/eller utilstrækkeligt begrundet grundlag, for så vidt som det finder anvendelse på oxobionedbrydelig plast«, og at udtalelsen klarlægger, hvilke »spørgsmål, der burde have været taget i betragtning«. I deres replikker til Parlamentet, Rådet og Kommissionen har sagsøgerne begrænset sig til enten en generel henvisning til det bilag, der indeholder udtalelsen af 2. november 2018, eller til en henvisning til 6 sider i denne udtalelse uden at specificere, hvilket argument på disse 6 sider, der er det relevante.

165    Eftersom den nævnte udtalelse er udarbejdet af en advokat uden nogen videnskabelig uddannelse, kan den i øvrigt ikke medregnes blandt de bedste tilgængelige videnskabelige data som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 119 ovenfor. Selv om advokaten oplyser, at han er blevet opfordret til at handle som uafhængig dommer og til at give udtryk for sine forbehold, når han afgiver sin udtalelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at han er engageret og aflønnet af Symphony Environmental Technologies til at udarbejde udtalelsen. Ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 147 og 149 ovenfor, kan den pågældende udtalelse derfor kun tillægges en ringe bevisværdi.

166    Dette gælder så meget desto mere, som de beviser, der er nævnt i udtalelsen af 2. november 2018, ikke er fremlagt som bilag til denne udtalelse. Den anden undersøgelse, nemlig den af C. Dussud m.fl., findes ikke i sagsakterne, mens den første, dvs. den af B. Eyheraguibel m.fl. kun indgår i sagsakterne, fordi den er blevet fremlagt af sagsøgerne med replikken. Det er derfor ikke muligt nøjagtigt at kontrollere denne udtalelses pålidelighed.

167    De tre berørte institutioner kan derfor ikke kritiseres for ikke at have taget hensyn til udtalelsen af 2. november 2018.

168    Hvad for det tredje angår Queen Mary University-undersøgelsen har sagsøgerne støttet sig på en passage heri, hvoraf det fremgår, at denne type plast nedbrydes 90 gange hurtigere i en vandig opløsning end konventionel plast.

169    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det anføres i Queen Mary University-undersøgelsen, at der blev anvendt en ny metode til at teste bionedbrydeligheden af en prøve af plast, der indeholdt et pro-oxiderende tilsætningsstof. Denne nye metode består ikke i at anbringe den nævnte prøve i jorden, dvs. i et miljø, hvor man hverken kender koncentrationen af bakterier eller den type bakterier, som jorden indeholder, men i at anbringe en specifik bakterie på prøven. Queen Mary University angiver, at de ved anvendelsen af denne metode har konstateret, at en sådan prøve, der har været udsat for ultraviolet stråling i 450 timer, og derefter for en specifik jordbakterie, efter 35 dage fremviser en bionedbrydning, der er 90 gange større end en prøve af konventionel plast, som er blevet behandlet på samme måde.

170    De tre berørte institutioner tog imidlertid ikke hensyn til Queen Mary University-undersøgelsen, som endnu ikke var tilgængelig, men tog dog i det mindste hensyn til dens indhold. Eunomia-undersøgelsen henviser nemlig til oplysninger fra dr. R. Rose, en af forfatterne til Queen Mary University-undersøgelsen. I denne forbindelse fremhæves det i Eunomia-undersøgelsen, at der langt fra er enighed om den af Queen Mary University anvendte metode, og at det ikke er sikkert, at de resultater, som universitetet har observeret i laboratoriet, kan opnås i en virkelig situation.

171    Queen Mary University-undersøgelsen ligger desuden efter vedtagelsen af direktiv 2019/904, da undersøgelsen er dateret i august 2019, og da den blev offentliggjort i 2020. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 154 ovenfor, kan de tre berørte institutioner derfor ikke kritiseres for, at de ikke har taget hensyn til den nævnte undersøgelse.

172    Hvad for det fjerde angår rapporten fra laboratoriet i Banyuls-sur-Mer har sagsøgerne fremhævet, at den angiver, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, navnlig den af sagsøgerne fremstillede, bionedbrydes i havmiljøet på en langt mere effektiv måde end konventionel plast.

173    Rapporten fra laboratoriet i Banyuls-sur-Mer, som er dateret den 4. september 2020, ligger imidlertid efter vedtagelsen af direktiv 2019/904. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 154 ovenfor, kunne de tre berørte institutioner derfor ikke tage hensyn hertil. Under alle omstændigheder er den nævnte rapport ikke en videnskabelig undersøgelse, der viser resultaterne af gennemførte forsøg, men et dokument på halvanden side, der indeholder et projekt benævnt Oxomar.

174    For det femte har sagsøgerne støttet sig på svaret fra professor Jakubowicz, der er tilknyttet Research Institutes of Sweden (RISE), til Ellen MacArthur-fonden. Han anfører heri, at »[n]edbrydningsprocessen [af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof], ikke er begrænset til en fragmentering, men består af en fuldstændig ændring af materialet[:] polymere med en høj molekylær masse nedbrydes til monomere og oligomere fragmenter, og kulbrintemolekylerne bliver til molekyler indeholdende ilt, som kan assimileres biologisk«.

175    I denne henseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at svaret fra Jakubowicz til Ellen MacArthur-fonden blot er en erklæring på halvanden side, som ikke henviser til nogen videnskabelig undersøgelse. Selv om det antages, således som Kommissionen har anført, at det nævnte svar bygger på to tidligere artikler, nemlig Jakubowicz-undersøgelsen fra 2011 og Chiellini og Corti-undersøgelsen, er det i præmis 139 ovenfor anført, at den opfattelse, der kommer til udtryk i disse to artikler, ifølge De Wilde-undersøgelsen er særegen. Desuden er de nævnte artikler behørigt nævnt i Eunomia-undersøgelsen.

176    De tre berørte institutioner kan derfor ikke kritiseres for, at de ikke tog hensyn til svaret fra Jakubowicz til Ellen MacArthur-fonden.

177    Hvad for det sjette angår Symphony Environmentals seniorforskers vidneudsagn har sagsøgerne støttet sig herpå for at imødegå de beviser, som de tre berørte institutioner har fremlagt med deres svarskrifter, dvs. med henblik på at godtgøre, at der er forskel på oxonedbrydelig plast og oxobionedbrydelig plast. Symphony Environmentals seniorforsker har for det første anført, at standard TR 15351, der er udarbejdet af Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) og nævnt i Eunomia-undersøgelsen, sondrer mellem oxonedbrydning, der defineres som »nedbrydning som følge af oxidativ spaltning af makromolekyler«, og oxobionedbrydning, der defineres som »nedbrydning som følge af oxidative og cellemedierede fænomener, samtidigt eller successivt«. Endvidere er den kemiske sammensætning af oxonedbrydelig plast forskellig fra den kemiske sammensætning af oxobionedbrydelig plast, idet den sidstnævntes indhold af det pro-oxiderende tilsætningsstof gør, at den opfylder definitionen af oxobioonedbrydning i standard TR 15351. Dernæst sondrer forskellige nationale standarder og metoder mellem oxonedbrydelig plast og oxobionedbrydelig plast, selv om der ikke findes nogen europæisk standard for oxobionedbrydning. Endelig støttes en sådan sondring af forskellige videnskabsfolk.

178    Endvidere har sagsøgerne støttet sig på det nævnte vidneudsagn for at godtgøre, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, er bionedbrydelig. Symphony Environmentals seniorforsker har for det første anført, at Eunomia-undersøgelsen anerkender, at det afgørende spørgsmål ikke er, om denne type plast undergår en fuldstændig bionedbrydning, men at afgøre, om den tid, der er nødvendig for bionedbrydningen, kan anses for acceptabel. For det andet godtgøres bionedbrydeligheden af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, af adskillige beviser. For det tredje er det umuligt at afprøve bionedbrydning i et virkeligt miljø, og laboratorieforholdene er generelt mindre gunstige for bionedbrydning end de virkelige forhold. For det fjerde viser forskellige undersøgelser, at denne type plast er bionedbrydelig i havmiljøet.

179     Det skal bemærkes, at Symphony Environmentals seniorforskers vidneudsagn hidrører fra en medarbejder hos en af sagsøgerne med ansvar for produktet d2w, og det er afgivet på sagsøgernes anmodning og specifikt med henblik på nærværende søgsmål og med det formål at forsvare deres interesser. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 147 og 149 ovenfor, har det derfor kun en ringe bevisværdi. Da det nævnte vidneudsagn endvidere blev afgivet efter vedtagelsen af direktiv 2019/904, kan de tre berørte institutioner i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 154 ovenfor, ikke kritiseres for, at de ikke har taget hensyn hertil.

180    Det er korrekt, at Symphony Environmentals seniorforskers synspunkter støttes af bilag til hans vidneudsagn, og at sagsøgerne i replikken har støttet sig på tre af disse bilag, nemlig for det første en rapport af 24. maj 2018 udarbejdet af Intertek-laboratoriet for ECHA med titlen »Oxo-biodegradable plastics and the microplastics: towards a logical approach« (herefter »Intertek-laboratoriets rapport«, for det andet et bidrag af 7. oktober 2019, redigeret af en forsker, med titlen »Evidence in Response to the UK Government’s July 2019 Call for Evidence on Standards for Bio-Based, Biodegradable, and Compostable Plastics« (herefter »bidraget af 7. oktober 2019«), og for det tredje resultatet af en test gennemført af Eurofins-laboratoriet den 25. juli 2017 (herefter Eurofins-laboratoriets test af 25. juli 2017).

181    Under alle omstændigheder er ingen af disse tre bilag til Symphony Environmentals seniorforskers vidneudsagn egnede til at underbygge sagsøgernes argumentation.

182    Hvad angår Intertek-laboratoriets rapport, hvoraf det bl.a. fremgår, at »uanset nedbrydningshastigheden [af oxobionedbrydelig plast] er hastigheden højere end for konventionel plast«, og at »forskellene mellem resultaterne af de få undersøgelser, der hidtil er blevet gennemført, er et spørgsmål om grad«, skal det fremhæves, at denne rapport blev udarbejdet på Symphony Environmentals anmodning. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 147 og 149 ovenfor, kan den nævnte rapport derfor kun tillægges ringe bevisværdi.

183    Hvad angår bidraget af 7. oktober 2019, hvori det konkluderes, at »[d]et er meget usandsynligt, at der for oxobionedbrydelig plast vil ske dannelse af mikroplast«, skal det præciseres, at bidraget ligger efter vedtagelsen af direktiv 2019/904. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 154 ovenfor, kan institutionerne ikke kritiseres for ikke at have taget hensyn hertil. Under alle omstændigheder er bidraget af 7. oktober 2019 ikke en videnskabelig undersøgelse, der præsenterer resultaterne af forsøg, men en simpel erklæring på seks sider, der er udarbejdet som svar på en opfordring fra Det Forenede Kongeriges regering til bidrag vedrørende standarder for biologisk baseret, bionedbrydelig og komposterbar plast.

184    Hvad angår Eurofins-laboratoriets test af 25. juli 2017, der blev udført på en prøve af plast, der indeholdt sagsøgernes masterbatch d2w, viser denne en bionedbrydningsgrad på 88,86% opnået i løbet af 121 dage. Det skal dog fremhæves, at fragmenteringen og mikroorganismers assimilering af plast afhænger af miljømæssige forhold. Som det bl.a. fremgår af præmis 127 og 133 ovenfor, er de miljømæssige forhold imidlertid varierende og ikke svarende til forholdene under en laboratorietest. Den omstændighed, at der er opnået en bionedbrydningsgrad på 88,86% i et laboratorium, godtgør derfor ikke, at den samme grad vil blive opnået inden for samme tidsramme i en virkelig situation.

185    De tre berørte institutioner kan derfor ikke kritiseres for, at de ikke har taget hensyn til Symphony Environmentals seniorforskers vidneudsagn, Intertek-laboratoriets rapport, bidraget af 7. oktober 2019 og Eurofins-laboratoriets test af 25. juli 2017.

186    Hvad for det syvende angår Oxomar-undersøgelsen, der er fremlagt som bilag til Symphony Environmentals seniorforskers vidneudsagn, konkluderede forfatterne, at visse forhold tyder på, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, bionedbrydes i havmiljøet. De ved imidlertid ikke, om en sådan bionedbrydning er fuldstændig.

187    Oxomar-undersøgelsen, der er dateret den 10. marts 2021, ligger imidlertid efter vedtagelsen af direktiv 2019/904. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 154 ovenfor, kan de tre berørte institutioner ikke kritiseres for ikke at have taget hensyn hertil.

188    Endvidere viser undersøgelsen ikke, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, undergår en fuldstændig bionedbrydning i havmiljøet inden for en tidsramme på to år. Det kan således ikke antages, at den afkræfter bl.a. Eunomia-undersøgelsens konklusioner på dette punkt.

189    Det skal endelig bemærkes, at sagsøgerne til støtte for det argument, der er nævnt i præmis 152 ovenfor, endvidere har gjort gældende, at den standard, der oftest anvendes i Europa for at teste bionedbrydelighed af plast, nemlig standard EN 13432, ikke er relevant for så vidt angår plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof.

190    I den forbindelse hævder sagsøgerne ikke, at plast, der indeholder deres masterbatch d2w, overholder standard EN 13432, for hvilken Eunomia-undersøgelsen præciserer, at den angående aerob nedbrydning kræver en grad af omdannelse til kuldioxid og biomasse på mindst 90% i løbet af højst seks måneder.

191    Sagsøgerne har gjort gældende, at standard EN 13432 vurderer bionedbrydning af en prøve af plast under særlige forhold, nemlig forholdene i forbindelse med industriel kompostering. De har heraf udledt, at for så vidt som plast, der indeholder masterbatchet d2w, ikke er designet til at blive komposteret og ikke markedsføres som komposterbar, er standard EN 13432 ikke relevant for en vurdering af dens biologiske nedbrydelighed. Det er den amerikanske standard ASTM D 6954, der skal anvendes til at måle den biologiske nedbrydning af denne plasttype, idet denne er designet til bionedbrydning udendørs og ikke under de særlige forhold, der gør sig gældende for industriel kompostering.

192    Det fremgår ganske vist af Eunomia-undersøgelsen, at der på EU-plan ikke findes én, men flere standarder for vurdering af biologisk nedbrydelighed af plast, at nogle af disse er simple metoder, at visse er nationale, og at de fortsat udvikler sig.

193    Det er ligeledes korrekt, at eftersom hvert miljø (industrielt kompostering, ferskvand, havmiljø, jord og affaldsdepot) har sine egne betingelser, kan de standarder, der bruges til at måle den biologiske nedbrydning i et bestemt miljø, ikke bruges til at måle den i de andre miljøer. Det fremgår således af Eunomia-undersøgelsen, at de standarder, der finder anvendelse på bionedbrydning ved kompostering, herunder standard EN 13432, adskiller sig fra de standarder, der gør det muligt at måle bionedbrydningen i ferskvand, i havmiljøet eller i jorden, og fra de standarder, der er udformet til at måle nedbrydningen af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof. Sidstnævnte er for nylig blevet udviklet. Blandt disse findes den amerikanske standard ASTM D 6954, den britiske standard BS 8472:2011 og den franske standard AC T 51-808. Samme undersøgelse præciserer, at udviklingen af standarder, der specifikt måler nedbrydningen af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, skyldes det forhold, at ingen af de øvrige standarder kræver forudgående eksponering af prøven for ultraviolet stråling og/eller varme, mens det i mangel af en sådan forudgående eksponering er næsten sikkert, at prøven ikke vil blive nedbrudt biologisk.

194    Eunomia-undersøgelsen præciserer endvidere, at producenter af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke markedsfører plasten som komposterbar i overensstemmelse med EN 13432, men derimod hævder, at den ikke egner sig til kompostering.

195    Endelig var de tre berørte institutioner, da de blev spurgt i forbindelse med en foranstaltning til tilrettelæggelse af proceduren, enige om, at standard EN 13432 var relevant ved vurderingen af den biologiske nedbrydelighed af plast ved industriel kompostering, mens andre standarder, afhængigt af den påtænkte anvendelse, kunne være relevante for vurderingen af den biologiske nedbrydelighed.

196    Som det fremgår af Eunomia-undersøgelsen, er kompostering imidlertid det eneste miljø, hvis betingelser kan reproduceres på tilfredsstillende vis i et laboratorium, fordi der er tale om en industriel proces, der som sådan kan kontrolleres. Hvad angår de øvrige miljøer er resultaterne af laboratorietests derfor ikke nødvendigvis reproducerbare i en virkelig situation. Hvis det antages, at en prøve af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, blev testet i henhold til en anden standard end EN 13432, f.eks. ASTM D 6954 for at vurdere dens bionedbrydning under andre forhold end dem, der gælder for industriel kompostering, ville resultatet af denne test, der udføres i et laboratorium, ikke nødvendigvis kunne reproduceres i en virkelig situation. Som anført i præmis 184 ovenfor viser rapporten om den test, der blev udført den 25. juli 2017 af Eurofins-laboratoriet, at plastprøven, der indeholdt masterbatchet d2w, overholdt ASTM D 6954-standarden, idet den opnåede en bionedbrydningsgrad på 88,86%, men dette godtgør ikke, at den samme sats vil blive opnået i en virkelig situation.

197    Det skal endvidere fastslås, således som Parlamentet har anført som svar på den foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er nævnt i præmis 195 ovenfor, at der ikke findes en ensartet standard på EU-plan, som gør det muligt at vurdere bionedbrydningen af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, men alene nationale standarder, hvis kriterier og tærskelværdier er forskellige. Det fremgår f.eks. af Eunomia-undersøgelsen, at mens den amerikanske standard ASTM D 6954 anvender en tærskel på 60% for nedbrydning, fastsætter den britiske standard BS 8472 en tærskel på 50% for omdannelse af kulstofmassen.

198    Endelig fremgår det af Eunomia-undersøgelsen, at industriel kompostering er det mest aggressive af alle miljøerne, dvs. det mest gunstige for bionedbrydning. Det er derfor lidet sandsynligt, at en plastprøve indeholdende pro-oxiderende tilsætningsstof, der ikke bionedbrydes fuldstændigt under forhold, der gælder for industriel kompostering, og som ikke opfylder standard EN 13432, vil blive bionedbrudt fuldstændigt i andre miljøer, f.eks. i jorden eller i havmiljøet. Det kan derfor ikke antages, at standard EN 13432 er uden relevans for vurderingen af den biologiske nedbrydning af denne type plast under andre forhold end dem, der gælder for industriel kompostering.

199    Det må derfor fastslås, at de tre berørte institutioner ikke har overskredet grænserne for den vide skønsbeføjelse, som de har på miljøområdet ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 115 ovenfor, ved på grundlag af undersøgelser foretaget i henhold til EN 13432 at vurdere, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke bionedbrydes fuldstændigt.

200    Sagsøgernes argumentation, der er sammenfattet i præmis 152 ovenfor, kan derfor ikke tiltrædes.

201    Det følger således af præmis 124-200 ovenfor, at de tre berørte institutioner rådede over en så udtømmende videnskabelig vurdering som muligt af risikoen for, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke bionedbrydes fuldstændigt, og at de ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da de vurderede, at der forelå en sådan risiko.

2)      Synspunktet om, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke er komposterbar

202    Hvad angår synspunktet i 15. betragtning til direktiv 2019/904, hvorefter oxonedbrydelig plast ikke er komposterbar, skal det præciseres, at det fremgår af rapporten af 16. januar 2018, at kompostering er en forbedret bionedbrydning, der sker under kontrollerede forhold, og som i det væsentlige er kendetegnet ved tvungen lufttilførsel og ved naturlig varmeproduktion fra biologisk aktivitet inde i materialet.

203    Kommissionen og Parlamentet har i deres svarskrifter anført, at de støttede sig på Eunomia-undersøgelsen, rapporten af 16. januar 2018, Oxo-erklæringen og De Wildes undersøgelse for at konkludere, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke er komposterbar.

204    Som anført ovenfor i præmis 132, 135 og 142 var disse dokumenter tilgængelige for de tre berørte institutioner i forbindelse med udarbejdelsen og vedtagelsen af direktiv 2019/904.

205    Det fremgår nemlig af Eunomia-undersøgelsen, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke egner sig til nogen form for kompostering, og at det ikke opfylder standard EN 13432, der, som anført i præmis 190 ovenfor, stiller krav om en bionedbrydning på 90% inden for en tidsramme på seks måneder. Det anføres i denne henseende i Eunomia-undersøgelsen, at den højeste andel af bionedbrydning, der er opnået i forbindelse med en videnskabelig undersøgelse, er meget mindre end 90%, og at den er opnået inden for en tidsramme, der er meget længere end den, der gælder i komposteringsindustrien, hvilket således medfører en risiko for spredning af fragmenter af plast. Som anført i præmis 194 ovenfor, viser undersøgelsen endvidere, at størstedelen af producenterne af denne type plast ikke hævder, at plasten er komposterbar.

206    Rapporten af 16. januar 2018 bekræfter, at oxonedbrydelig plast ifølge de foreliggende oplysninger ikke synes egnet til nogen form for anaerob kompostering eller nedbrydning og ikke opfylder de standarder for emballage, der kan nyttiggøres ved kompostering, som aktuelt er gældende i EU. Det anføres også i rapporten, at de plastfragmenter, der genereres i processen, kan forringe kvaliteten af komposten.

207    Også af Oxo-erklæringen fremgår det, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke opfylder nogen gældende standard for plastemballage eller genindvinding af plast, fordi dens biologiske nedbrydning varer for lang tid, og fordi plastfragmenter kan forblive i komposten og dermed påvirke dens kvalitet eller endog spredes i miljøet.

208    På samme måde konkluderes det i De Wilde-undersøgelsen, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke opfylder de forskellige standarder for industri- eller husholdningskompostering.

209    Det fremgår af præmis 202-208 ovenfor, at de tre berørte institutioner ved udarbejdelsen og vedtagelsen af direktiv 2019/904 rådede over en udtømmende videnskabelig vurdering af risikoen for, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke er komposterbar, og at de uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne anse det for godtgjort, at der forelå en sådan risiko.

210    Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af sagsøgernes argument om, at de tre berørte institutioner ikke har taget hensyn til beviser, som ifølge sagsøgerne godtgør, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, er komposterbar og ikke udgør en risiko, nemlig for det første punkt 23 og 24 i sagsøgernes administrerende direktørs vidneudsagn, for det andet punkt 56 og 58 i Symphony Environmentals seniorforskers vidneudsagn, for det tredje Eurofins-laboratoriets test af 25. juli 2017 og for det fjerde et forslag fra Det Europæiske Regionsudvalg om at ændre artikel 3 i direktiv 2019/904.

211    Det bemærkes, at sagsøgernes administrerende direktør i punkt 23 og 24 i sit vidneudsagn blot har anført dels, at de tre berørte institutioner ikke har forklaret, hvorfor kompostering af oxonedbrydelig plast er ønskelig, dels at de nævnte institutioner ikke har angivet grundene til, at den omstændighed, at denne type plast ikke er komposterbar, udgør en risiko for miljøet eller menneskers sundhed, der kan begrunde et forbud.

212    På samme måde har Symphony Environmentals seniorforsker i punkt 56 og 58 i sit vidneudsagn anført, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke er designet til at opfylde standard EN 13432, at det af mange grunde ikke er nødvendigt, at denne type plast er komposterbar, og at den omstændighed, at den ikke er det, ikke kan begrunde et forbud.

213    Af de grunde, der er anført i henholdsvis præmis 155 og 156 og i præmis 179 ovenfor kan de tre berørte institutioner imidlertid ikke kritiseres for, at de ikke har taget hensyn til punkt 23 og 24 i sagsøgernes administrerende direktørs vidneudsagn og punkt 56 og 58 i Symphony Environmentals seniorforskers vidneudsagn.

214    Sagsøgerne kan endvidere ikke med henblik på at godtgøre, at den plast, der indeholder deres masterbatch d2w, er komposterbar, gøre gældende, at den med succes er blevet underkastet tests udført i overensstemmelse med standarden ISO 14855, dvs. navnlig Eurofins-laboratoriets test af 25. juli 2017. Det fremgår nemlig af præmis 184 ovenfor, at den omstændighed, at der er opnået en vis grad af bionedbrydning i et laboratorium, ikke godtgør, at den samme grad vil blive opnået inden for den samme tidsramme i en virkelig situation.

215    Endvidere kan de tre berørte institutioner ikke kritiseres for ikke at have taget hensyn til Det Europæiske Regionsudvalgs forslag under det forberedende arbejde med direktiv 2019/904 om at ændre dets artikel 3, således at visse syntetiske polymerer, nemlig dem, der anses for bionedbrydelige i henhold til standarden ASTM D 6002, ikke anses for at være »plast«. Der er tale om syntetiske polymerer, som »kan nedbrydes biologisk i et komposteringsanlæg i et omfang, der kan sammenlignes med komposterbare materialer«. Det følger nemlig ikke af det nævnte ændringsforslag, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, er blandt de syntetiske polymerer, der kan nedbrydes på denne måde.

216    Endelig finder Retten, at sagsøgerne har modsagt sig selv med hensyn til, om plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, er komposterbar. De har nemlig i stævningen anført, at »oxonedbrydelig plast i realiteten er komposterbar«. De anerkender imidlertid ikke desto mindre i deres replikker efter at have sammenlignet denne type plast med konventionel plast, at sidstnævnte »heller ikke« er komposterbar, og i deres svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, »ikke er bestemt til at blive behandlet på kontrollerede affaldsbehandlingsanlæg«.

217    Hvad angår sagsøgernes argument om, at den ikkekomposterbare karakter af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke udgør en risiko for miljøet eller menneskers sundhed, skal det fremhæves, at den omstændighed, at denne plasttype ikke kan komposteres, sammenholdt med den omstændighed, at den ikke bionedbrydes fuldstændigt, at den ikke er egnet til genanvendelse, og at den ikke frembyder en dokumenteret miljømæssig fordel, har til følge, at plasten, hvis den efterlades udendørs, vil opsplitte sig i mikroplast, der forbliver i miljøet, inden den eventuelt udsættes for bionedbrydning. Det må i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 115 ovenfor, fastslås, at spørgsmålet om, hvorvidt den ikkekomposterbare karakter af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, udgør en risiko for miljøet eller menneskers sundhed, navnlig henset til den omstændighed, at plasten ikke bionedbrydes fuldstændigt, henhører under de tre berørte institutioners skønsbeføjelse.

218    Det følger af præmis 202-217 ovenfor, at de tre berørte institutioner rådede over en så udtømmende videnskabelig vurdering som muligt af risikoen for, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke er komposterbar, og at de ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da de vurderede, at der forelå en sådan risiko.

3)      Synspunktet om, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, har en negativ indvirkning på genanvendelsen af konventionel plast

219    Hvad angår synspunktet i 15. betragtning til direktiv 2019/904, hvorefter oxonedbrydelig plast har en negativ indvirkning på genanvendelsen af konventionel plast, skal det bemærkes, at de tre berørte institutioner i deres svarskrifter og duplikker har anført, at de har støttet sig på Eunomia-undersøgelsen, på rapporten af 16. januar 2018, på Oxo-erklæringen og på undersøgelsen fra universitetet i Loughborough til støtte for dette synspunkt.

220    Som anført ovenfor i præmis 132, 135 og 150, var disse dokumenter til rådighed for de nævnte institutioner i forbindelse med udarbejdelsen og vedtagelsen af direktiv 2019/904.

221    Ifølge Eunomia-undersøgelsen tyder den indsamlede dokumentation på, at de nuværende teknologier ikke gør det muligt at identificere plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, således, at den kan adskilles fra anden plast. Den vil derfor blive genanvendt sammen med konventionel plast. Det vil imidlertid påvirke kvaliteten af genvundet plast. Selv om anvendelsen af stabiliserende forbindelser i visse tilfælde ville gøre det muligt at undgå en sådan forringelse af kvaliteten af genvundet plast, vil det ikke desto mindre være vanskeligt at fastslå, hvor stor en mængde stabilisatorer, der er nødvendig, idet mængden afhænger af koncentrationen og typen af det anvendte pro-oxiderende tilsætningsstof.

222    Eunomia-undersøgelsen viser desuden, at nedbrydningen før genanvendelse af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, synes at have en indvirkning på de fysiske egenskaber og levetiden for den genvundne plast. Undersøgelsen udleder heraf, at genvundet plast ikke egner sig til alle slutanvendelser, og at det navnlig ikke bør anvendes til produkter med lang levetid. Det er imidlertid muligt at fremstille genvundet plast, som kan anvendes til produkter med kortere levetid. I Eunomia-undersøgelsen konkluderes det, at hvis der i genvundet plast indgår plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, har dette en negativ indvirkning på muligheden for at markedsføre den genvundne plast og på dens kvalitet og pris.

223    I rapporten af 16. januar 2018, der gengiver konklusionerne fra Eunomia-undersøgelsen, anføres det, at de teknologier, der på nuværende tidspunkt er til rådighed, ikke gør det muligt for virksomheder, der foretager oparbejdning, at identificere og isolere plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, og at det derfor nødvendigvis vil blive genanvendt sammen med konventionel plast, hvilket kan føre til en forringelse af kvaliteten af det genvundne materiale. Det vil være vanskeligt at dosere stabiliserende forbindelser, som kan forebygge en sådan forringelse. Ifølge den nævnte rapport er det desuden umuligt at kontrollere den ældningsgrad, som plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, har været udsat for, før den genanvendes. I rapporten af 16. januar 2018 fremhæves disse elementers negative indvirkning på prisen på genvundet plast, og det konkluderes, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke er egnet til genanvendelse.

224    Også af Oxo-erklæringen fremgår det, at de nuværende teknologier ikke gør det muligt at adskille plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, fra konventionel plast, og at det er vanskeligt at vurdere både den ældningsgrad, som plasten allerede har opnået, og den mængde stabiliserende forbindelser, der er nødvendig for at forebygge nedbrydning af den genvundne plast. I erklæringen udledes det heraf, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke er egnet til genanvendelse i stor målestok.

225    Det fremgår ligeledes af undersøgelsen fra universitetet i Loughborough, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke er egnet til genanvendelse, fordi tilstedeværelsen af pro-oxiderende tilsætningsstoffer i genbrugsmaterialet fremskynder nedbrydningen heraf. Det vil være vanskeligt at tilsætte stabiliserende forbindelser på grund af usikkerhed med hensyn til den nødvendige mængde stabilisatorer og den grad af oxidering, der allerede er opnået.

226    Det fremgår af præmis 219-225 ovenfor, at de tre berørte institutioner ved udarbejdelsen og vedtagelsen af direktiv 2019/904 rådede over en udtømmende videnskabelig vurdering af risikoen for en negativ indvirkning af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, på genanvendelsen af konventionel plast, og at de uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne anse det for godtgjort, at der forelå en sådan risiko.

227    Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af sagsøgernes argument om, at de nævnte institutioner undlod at tage følgende dokumenter i betragtning: for det første en rapport af 17. marts 2016 fra det østrigske laboratorium TCKT med titlen »Effect of mechanical recycling on the properties of films containing oxo-biodegradable additive« (herefter »TCKT-laboratoriets rapport fra marts 2016«), for det andet en anden rapport af 27. juli 2017 fra det samme laboratorium med titlen »Weathering study on LDPE (with and without d2w/oxobiodegradable additive)« (herefter »TCKT-laboratoriets rapport fra juli 2016«), for det tredje en rapport af 21. maj 2012 fra det sydafrikanske laboratorium Roediger med titlen »Recycling report on d2w oxo-biodegradable plastics« (herefter »Roediger-laboratoriets rapport«), for det fjerde en undersøgelse fra 2018 foretaget af M.D. Samper m.fl. med titlen »Interference of Biodegradable Plastics in the Polypropylene Recycling Process« (herefter »Samper-undersøgelsen«) og for det femte punkt 48-52 i Symphony Environmentals seniorforskers vidneudsagn.

228    Det er korrekt, at det fremgår af TCKT-laboratoriets rapport fra marts 2016, at genbrugsmateriale fremstillet af plast, der indeholder masterbatchet d2w, kan anvendes til produkter med kort levetid, såsom affaldssække eller indkøbsposer. Det fremgår endvidere af samme laboratoriums rapport fra juli 2016 – som har til formål at undersøge, om indkøbsposer af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, kan genanvendes til fremstilling af tykke plastprodukter til langsigtet anvendelse – at selv om tilstedeværelsen i det genvundne materiale af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, kan have negative virkninger, såsom øget krakelering af overfladen, vil sådanne negative virkninger ikke opstå, når der tilsættes en stabiliserende forbindelse. I Roediger-laboratoriets rapport anføres det også, at tilstedeværelsen af plast, der indeholder masterbatchet d2w, ikke har nogen væsentlig negativ indvirkning på det genvundne materiale.

229    Imidlertid er både TCKT-laboratoriets rapport fra marts 2016 og rapporten fra Roediger-laboratoriet nævnt i Eunomia-undersøgelsen. Som anført i præmis 132 ovenfor, var denne undersøgelse til rådighed for de tre berørte institutioner ved udarbejdelsen og vedtagelsen af direktiv 2019/904. De nævnte institutioner kan derfor ikke kritiseres for ikke at have taget hensyn til disse to rapporter.

230    Det fremgår endvidere af Eunomia-undersøgelsen, at TCKT-laboratoriets rapport fra marts 2016 og Roediger-laboratoriets rapport begge blev bestilt af producenter af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof. Det fremgår endvidere af TCKT-laboratoriets rapport fra juli 2016, at den blev udarbejdet på sagsøgernes anmodning. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 147 og 149 ovenfor, kan disse tre rapporter, og navnlig TCKT-laboratoriets rapport fra juli 2016, derfor kun tillægges ringe bevisværdi.

231    Endelig fremgår det af Eunomia-undersøgelsen, at der er en inkonsekvens i de resultater, der er anført i Roediger-laboratoriets rapport, uden at denne inkonsekvens forklares i rapporten. Det fremgår ligeledes af undersøgelsen, at det er vanskeligt at fæste lid til konklusionerne i TCKT-laboratoriets rapport fra marts 2016 på grund af den manglende klarhed med hensyn til bl.a. udviklingen i de forskellige prøver, idet prøverne hver indeholder en forskellig procentdel af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof.

232    Hvad angår Samper-undersøgelsen bemærkes i lighed med det af Kommissionen anførte, at den ikke vedrører genanvendelse af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, men af bionedbrydelige polymerer. Det kan ikke udledes af den omstændighed, at markedsføring af den type plast, der er genstand for Samper-undersøgelsen, ikke er blevet forbudt på trods af dens ringe egnethed til genanvendelse, at markedsføring af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, heller ikke bør forbydes. Ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 115 ovenfor, henhører fastlæggelsen af, om der er en risiko forbundet med hver enkelt type plast, nemlig under de tre berørte institutioners skønsbeføjelse.

233    Hvad endelig angår Symphony Environmentals seniorforskers vidneudsagn er det korrekt, at punkt 48-52 heri, som der henvises til i replikkerne, bl.a. angiver, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, kan genanvendes på samme måde som konventionel plast, og at det ikke er nødvendigt at adskille dem fra hinanden for at genanvende det. Af de grunde, der er anført i præmis 179 ovenfor, kan de tre berørte institutioner imidlertid ikke kritiseres for, at de ikke tog hensyn til punkt 48-52 i Symphony Environmentals seniorforskers vidneudsagn.

234    Det følger af præmis 219-233 ovenfor, at de tre berørte institutioner rådede over en så udtømmende videnskabelig vurdering som muligt af risikoen for, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, har en negativ indvirkning på genanvendelse af konventionel plast, og at de ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da de fandt, at der forelå en sådan risiko.

4)      Synspunktet om, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke giver nogen dokumenteret miljømæssig gevinst

235    Hvad angår synspunktet i 15. betragtning til direktiv 2019/904 om, at oxonedbrydelig plast ikke giver nogen dokumenteret miljømæssig gevinst, har Parlamentet og Kommissionen anført, at de har støttet sig på henholdsvis en meddelelse af 16. januar 2018 fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »En EU-strategi for plast i en cirkulær økonomi« (COM(2018) 28 final) og De Wilde-undersøgelsen.

236    I De Wilde-undersøgelsen, som bl.a. har til formål at vurdere fordele og ulemper ved oxonedbrydelig plast i forhold til fordele og ulemper ved såkaldt bionedbrydelig plast, konkluderes det imidlertid blot, at den førstnævnte ikke er bionedbrydelig, uden at der påvises dokumenterbare fordele. Navnlig fremgår det på s. 17 i den meddelelse fra Kommissionen, der er nævnt i den foregående præmis, at »der for nogle alternative materialer, som hævdes at have bionedbrydelige egenskaber – bl.a. oxo-nedbrydeligt plast – ikke kan dokumenteres en miljøfordel sammenlignet med konventionel plast, samtidig med at deres hurtige fragmentering til mikroplast giver anledning til betænkeligheder«. Det fremgår i øvrigt ikke af de videnskabelige vurderinger af bionedbrydning, kompostering og genanvendelse af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, som er nævnt i præmis 124-234 ovenfor, at denne type plast har en dokumenteret fordel i nogen af disse henseender.

237    Sagsøgerne har imidlertid dels gjort gældende, at de nævnte institutioner burde have taget hensyn til en udtalelse om direktivforslaget fra Parlamentets Fiskeriudvalg, som anbefalede en klar definition af bionedbrydelig plast.

238    Dels anser sagsøgerne det for særligt oplysende, at Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og Parlamentets Udvalg om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed i deres udtalelser af henholdsvis 3. og 11. oktober 2018 om direktivforslaget foreslog at forbyde markedsføring af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast, uden dog at fremkomme med nogen begrundelse herfor.

239    I henhold til artikel 59, stk. 1, i Parlamentets forretningsorden (EUT 2019, L 302, s. 1) fastlægges Parlamentets holdning som omhandlet i artikel 294, stk. 3, TEUF ved afstemning på plenarmødet og ikke ved udtalelse fra et af udvalgene. Det er derfor uden betydning, at et udvalg som fiskeriudvalget havde en anden opfattelse end den, der blev vedtaget på plenarmødet. Det er så meget desto mindre af betydning, om et udvalg såsom Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed ikke begrundede sin udtalelse. Parlamentet, og endnu mindre Rådet og Kommissionen, kan derfor ikke kritiseres for ikke at have taget hensyn til sådanne udtalelser.

240    Det fremgår af præmis 235-239 ovenfor, at de tre berørte institutioner rådede over en så udtømmende videnskabelig vurdering som muligt af de eventuelle miljømæssige gevinster ved plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, og at de uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne konkludere, at der ikke var nogen påviste gevinster.

241    De nævnte institutioner rådede derfor over en så udtømmende videnskabelig vurdering som muligt af de risici, der er nævnt i 15. betragtning til direktiv 2019/904, nemlig at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke bionedbrydes fuldstændigt, ikke er komposterbar, har en negativ indvirkning på genanvendelsen af konventionel plast og ikke giver nogen dokumenteret miljømæssig gevinst. De nævnte institutioner kunne således uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn anse eksistensen af disse risici for at være tilstrækkeligt kvalificerede.

5)      Listen i bilaget til replikken, som gengiver alle de dokumenter, som de tre berørte institutioner angiveligt har undladt at tage hensyn til

242    Endelig skal det bemærkes, at sagsøgerne som bilag til replikken har fremlagt en liste, der gengiver samtlige de dokumenter, som de tre berørte institutioner ifølge sagsøgerne har undladt at tage hensyn til (herefter »listen i bilaget til replikken«).

243    De fleste af dokumenterne på listen er allerede blevet gennemgået ovenfor.

244    Blandt de dokumenter, der ikke allerede er blevet gennemgået, er nogle fremkommet efter vedtagelsen af direktiv 2019/904: for det første den britiske standard PAS 9017:2020, som stammer fra oktober 2020, for det andet en undersøgelse foretaget af A.S. Babetto, M.C. Antunes, S.H.P. Bettini og B.C. Bonse med titlen »A Recycling-Focused Assessment of the Oxidative Thermomechanical Degradation of HDPE Melt Containing Pro-oxidant« offentliggjort på internettet den 21. december 2019, for det tredje en undersøgelse af S. Saikrishnan, D. Jubinville, C. Tzoganakis og T.H. Mekonnen med titlen »Thermo-mechanical degradation of polypropylene (PP) and low-density polyethylene (LDPE) blends exposed to simulated recycling«, offentliggjort i december 2020, og for det fjerde en undersøgelse af D. Åkesson, G. Kuzhanthaivelu og M. Bohlén med titlen »Effect of a Small Amount of Thermoplastic Starch Blend on the Mechanical Recycling of Conventional Plastics«, offentliggjort den 24. oktober 2020. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 154 ovenfor, kan de tre berørte institutioner ikke kritiseres for ikke at have taget hensyn til disse fire dokumenter.

245    Et af dokumenterne på listen i bilaget til replikken er nævnt i Eunomia-undersøgelsen, som de tre berørte institutioner havde adgang til i forbindelse med udarbejdelsen og vedtagelsen af direktiv 2019/904. Institutionerne tog således hensyn hertil. Det drejer sig om en undersøgelse af I. Jakubowicz og J. Enebro med titlen »Effects of Reprocessing of Oxobiodegradable and Non-degradable Polyethylene on the Durability of Recycled Materials« fra marts 2012.

246    Et andet af de dokumenter, der fremgår af listen i bilaget til replikken, nemlig bilag A.27 til stævningen, der indeholder skrivelser fra videnskabsfolk til ECHA vedrørende oxobionedbrydelig plast, er kun genstand for en generel henvisning i stævningen. Sagsøgerne har nemlig begrænset sig til at anføre, at de nævnte skrivelser blev sendt som svar på den offentlige høring, som ECHA havde iværksat vedrørende denne type plast, og at forfatterne var imod et forbud mod den. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 163 ovenfor, tilkommer det imidlertid ikke Retten hverken at identificere, hvilke af de skrivelser, der fremgår af bilag A.27, som er på 100 sider og omfatter mere end 30 skrivelser, der er relevante, pålidelige og dokumenterede, eller at afgøre, hvilket argument fra sagsøgerne de støtter. Replikken begrænser sig ligeledes til en generel henvisning til dette bilag. Der er dog en undtagelse, som vedrører en skrivelse af 3. maj 2018 fra dr. R. Rose. Denne er der særskilt henvist til i stævningen og replikken. Den er imidlertid nævnt til støtte for det fjerde ulovlighedsanbringende og vil derfor blive behandlet i forbindelse med dette.

247    Endelig er et af de dokumenter, der fremgår af listen i bilaget til replikken, ikke genstand for nogen henvisning i stævningen eller i replikken. Det drejer sig om en undersøgelse af H. Jin, J. Gonzalez-Gutierrez, P. Oblak, B. Zupančič og I. Emri med titlen »The effect of extensive mechanical recycling on the properties of low-density polyethylene« fra november 2012. Kun Symphony Environmentals seniorforskers vidneudsagn, der også er vedlagt replikkerne, henviser til denne undersøgelse. Den retspraksis, der er nævnt i præmis 163 ovenfor, vedrører imidlertid ligeledes replikken (dom af 11.7.2018, Europa Terra Nostra mod Parlamentet, T-13/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:428, præmis 86). Retten kan derfor ikke tage hensyn til denne undersøgelse.

248    De tre berørte institutioner kan herefter ikke kritiseres for ikke at have taget hensyn til de dokumenter, der fremgår af listen i bilaget til replikken.

249    Det må derfor konkluderes, at det som anført i præmis 241 ovenfor er med urette, at sagsøgerne har gjort gældende, at de tre berørte institutioner anlagde et åbenbart urigtigt skøn dels ved at vedtage forbuddet mod markedsføring af plastprodukter, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, selv om de ikke rådede over en så udtømmende videnskabelig vurdering som muligt af de risici, som denne plasttype indebærer, dels ved at finde det godtgjort, at disse risici forelå.

250    Da den beføjelse, som EU-lovgiver har i henhold til artikel 191 TEUF, ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 115 ovenfor, er genstand for en prøvelse af, om der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn, må det konkluderes, at de tre berørte institutioner ikke har tilsidesat denne bestemmelse.

251    Da der ikke foreligger en tilsidesættelse af artikel 191 TEUF, er det ufornødent at undersøge, om der er tale om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, således som det kræves i henhold til retspraksis vedrørende den første betingelse for Unionens ansvar, der er nævnt i præmis 42 ovenfor.

252    Det tredje ulovlighedsanbringendes første led skal derfor forkastes, for så vidt som det vedrører en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 191 TEUF og åbenbart urigtige skøn.

b)      Tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af det almindelige proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU

253    Med det tredje ulovlighedsanbringendes andet og tredje led samt delvist det første led heraf har sagsøgerne gjort gældende, at forbuddet mod markedsføring af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast, der er fastsat i artikel 5 i direktiv 2019/904, er i strid med det almindelige proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU.

254    Indledningsvis bemærkes, at proportionalitetsprincippet kræver, at EU-institutionernes retsakter skal være egnede til at nå de legitime mål, der forfølges med den omhandlede lovgivning, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning vælges, og de forvoldte ulemper må ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (dom af 13.3.2019, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-128/17, EU:C:2019:194, præmis 94).

255    Hvad angår den retslige prøvelse af, om dette princip er iagttaget, råder EU-lovgiver på et komplekst teknisk område i udvikling, navnlig vedrørende faktuelle forhold af videnskabelig og teknisk meget kompliceret art, over en vid skønsbeføjelse til at bestemme karakteren og omfanget af de foranstaltninger, som den pågældende vedtager, mens Unionens retsinstanser bør begrænse sig til at efterprøve, om udøvelsen af dette skøn er behæftet med en åbenbar fejl, om der foreligger magtfordrejning, eller om EU-lovgiver åbenbart har overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse. I en sådan sammenhæng kan Unionens retsinstanser således ikke sætte deres egen vurdering af de faktiske omstændigheder af videnskabelig og teknisk art i stedet for EU-lovgivers, som efter traktaten varetager denne opgave (dom af 13.3.2019, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-128/17, EU:C:2019:194, præmis 95).

256    I lyset af disse betragtninger skal det afgøres, om sagsøgerne med rette har gjort gældende i det tredje ulovlighedsanbringendes andet led, at forbuddet i artikel 5 i direktiv 2019/904, for så vidt som det finder anvendelse på oxobionedbrydelig plast, ikke er egnet til at nå nævnte direktivs mål, og dernæst, om forbuddet, således som sagsøgerne har gjort gældende i samme anbringendes tredje led, overskrider grænserne for, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

257    Hvad angår det tredje anbringendes første led skal det bemærkes, at dette delvist vedrører den omstændighed, at det omhandlede forbud er uforholdsmæssigt, alene fordi der ikke er foretaget en videnskabelig vurdering af risiciene for miljøet og menneskers sundhed af oxonedbrydelig plast. Det må imidlertid konstateres, at sagsøgerne således i det væsentlige har gjort gældende, at eftersom det ikke er godtgjort, at der foreligger sådanne risici, er det nævnte forbud ikke egnet til at beskytte mod dem. Det første led, for så vidt som det vedrører dette argument, er således sammenfaldende med det andet led og vil blive behandlet sammen med dette.

1)      Det andet led om, at forbuddet i artikel 5 i direktiv 2019/904, for så vidt som det finder anvendelse på oxobionedbrydelig plast, ikke er egnet til at opfylde nævnte direktivs formål, og det første led, som vedrører det samme argument

258    Det fremgår af præmis 124-249 ovenfor, at de tre berørte institutioner ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da de fandt, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, udgjorde en risiko for miljøet og menneskers sundhed, eftersom plasten ikke bionedbrydes fuldstændigt, ikke er komposterbar, har en negativ indvirkning på genanvendelsen af konventionel plast og ikke har nogen dokumenteret miljømæssig fordel.

259    I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 255 ovenfor, skal en foranstaltning, der forbyder markedsføring af plastprodukter, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, følgelig anses for egnet til at nå det mål om beskyttelse af miljøet og menneskers sundhed, der er anført i 36. betragtning til og artikel 1 i direktiv 2019/904.

2)      Det tredje led om, at forbuddet i artikel 5 i direktiv 2019/904, for så vidt som det finder anvendelse på oxobionedbrydelig plast, overskrider grænserne for, hvad der er nødvendigt for at nå det mål, der forfølges med nævnte direktiv

260    Med det tredje ulovlighedsanbringendes tredje led har sagsøgerne gjort gældende, at den foranstaltning, der er fastsat i artikel 5 i direktiv 2019/904, for så vidt som den finder anvendelse på oxobionedbrydelig plast, overskrider grænserne for, hvad der er nødvendigt for at nå det mål om beskyttelse af miljøet og menneskers sundhed, som forfølges med dette direktiv.

261    Sagsøgerne har i første række gjort gældende, at der findes andre mindre indgribende foranstaltninger end et direkte forbud mod markedsføring, nemlig følgende: for det første at udelukke oxobionedbrydelig plast fra definitionen af »oxonedbrydelig plast« i nævnte direktivs artikel 3, nr. 3), og dermed fra anvendelsesområdet for dets artikel 5, for det andet at underkaste oxobionedbrydelig plast undersøgelser i overensstemmelse med den amerikanske standard ASTM D 6954 eller andre sammenlignelige standarder, for det tredje at kræve, at oxobionedbrydelig plast skal indeholde en markør, der muliggør automatisk sortering forud for genanvendelse, for det fjerde at inddrage denne type plast i anvendelsesområdet for artikel 4, 7, 8 og/eller 10 i direktiv 2019/904 eller for det femte at stille krav om mærkning, der forhindrer enhver risiko for forveksling fra forbrugernes side.

262    Imidlertid gør ingen af de fem foranstaltninger, som sagsøgerne har foreslået, det muligt at nå det mål, der forfølges med direktiv 2019/904.

263    Hvad for det første angår sagsøgernes forslag om at udelukke oxobionedbrydelig plast fra definitionen af »oxonedbrydelig plast« i artikel 3, nr. 3), i direktiv 2019/904 er det allerede i forbindelse med undersøgelsen af dette anbringendes første led blevet fastslået, at de tre berørte institutioner ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da de fandt, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke bionedbrydes fuldstændigt inden for en rimelig tidsramme, og at der følgelig ikke skal sondres mellem oxonedbrydelig plast og oxobionedbrydelig plast. At udelukke plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, fra definitionen af »oxonedbrydelig plast« i artikel 3, nr. 3), i direktiv 2019/904, ville derfor svare til at begrænse anvendelsesområdet for det forbud, der er fastsat artikel 5 i dette direktiv, til engangsplastprodukter, der er opført i del B i bilaget hertil, hvilket ville være i strid med selve ordlyden af denne artikel.

264    Hvad for det andet angår sagsøgernes forslag om at underkaste plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, undersøgelser i overensstemmelse med den amerikanske standard ASTM D 6954 eller andre sammenlignelige standarder, er det allerede fastslået i præmis 197 ovenfor, at eftersom der ikke findes en ensartet standard på EU-plan, som gør det muligt at vurdere bionedbrydningen af den nævnte plast, men alene nationale standarder, har de tre berørte institutioner ikke overskredet grænserne for deres skøn ved ikke at støtte sig på ASTM D 6954 eller andre sammenlignelige standarder.

265    Hvad for det tredje angår sagsøgernes forslag om at kræve, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, skal indeholde en markør, der gør det identificerbart for en automatisk sorteringsmaskine, for at denne plast kan adskilles fra konventionel plast og ikke genanvendes sammen med dette, fremgår det af Eunomia-undersøgelsen, at den nuværende teknologi ikke muliggør automatisk sortering af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, og af rapporten af 16. januar 2018, at »[d]e nuværende teknologier ikke gør det muligt for oparbejdningsvirksomheder at identificere og adskille oxoonedbrydelig plast«.

266    Kommissionen har i denne forbindelse fremhævet, at de teknikker til automatisk sortering, der traditionelt anvendes, såsom nær-infrarød spektroskopi, ikke gør det muligt at detektere plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, og at nye automatiske sorteringsmaskiner til dette formål derfor burde udvikles, men at der ikke er tale om en økonomisk levedygtig mulighed for genbrugsindustrien. Sagsøgerne har imidlertid blot anført, at udviklingen af nye automatiske sorteringsmaskiner er økonomisk levedygtig, uden at fremlægge noget bevis til støtte for dette synspunkt eller påvise, at det faktisk er muligt at indføre den markør, som de har foreslået.

267    For det fjerde har sagsøgerne foreslået at inddrage plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof i anvendelsesområdet for artikel 4, 7, 8 og/eller 10 i direktiv 2019/904, hvilke bestemmelser giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage følgende foranstaltninger: foranstaltninger til reduktion af forbruget (artikel 4), foranstaltninger vedrørende mærkning, der oplyser forbrugerne om dels hensigtsmæssige affaldshåndteringsmuligheder for affald fra produktet eller affaldsbortskaffelsesmetoder, der skal undgås for det pågældende produkt, dels tilstedeværelsen af plast i produktet og den deraf følgende negative påvirkning fra uhensigtsmæssige former for affaldsbortskaffelse af produktet (artikel 7), foranstaltninger til indførelse af ordninger for udvidet producentansvar for markedsføring af plastprodukter, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof (artikel 8) og oplysningstiltag med henblik på at oplyse forbrugerne og fremme ansvarlig forbrugeradfærd (artikel 10).

268    Henset til den vide skønsbeføjelse, der er nævnt i præmis 255 ovenfor, som EU-lovgiver råder over ved fastlæggelsen af arten og omfanget af de foranstaltninger, som den vedtager, kan det imidlertid ikke antages, at de tre berørte institutioner har overskredet grænserne for denne beføjelse ved – henset til de risici, som plastprodukter, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, frembyder, navnlig risikoen for, at de ikke bionedbrydes fuldstændigt – at vurdere, at markedsføring af disse produkter skulle forbydes frem for at undergive dem en af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 4, 7, 8 og/eller 10 i direktiv 2019/904, og som i øvrigt kan variere fra medlemsstat til medlemsstat.

269    Hvad for det femte angår sagsøgernes forslag om at indføre en mærkning af plastprodukter, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, som forhindrer enhver risiko for forvirring hos forbrugerne, er det sammenfaldende med sagsøgernes forslag om at underkaste de nævnte produkter de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 7 eller 10 i direktiv 2019/904. Det skal derfor forkastes af de grunde, der er nævnt i præmis 268 ovenfor.

270    I anden række har sagsøgerne gjort gældende, at de tre berørte institutioner i stedet for ganske enkelt at forbyde markedsføringen af plastprodukter, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, burde have fastsat en overgangsperiode, således som ECHA gjorde i sit forslag til begrænsning af forsætligt tilføjet mikroplast.

271    En sådan argumentation kan ikke tiltrædes.

272    Det er korrekt, at det fremgår af ECHA’s meddelelse fra september 2020 med overskriften »Forslag til begrænsning af forsætligt tilføjet mikroplast – spørgsmål og svar«, som sagsøgerne har fremlagt, at dette agentur foreslog en begrænsning i henhold til REACH-forordningen, hvori det anbefalede at forbyde markedsføring af mikroplast i kosmetiske produkter, men fastsatte en overgangsperiode på mellem fire og otte år.

273    Det skal imidlertid fremhæves, at fristen for gennemførelse af artikel 5 i direktiv 2019/904, der blev vedtaget den 5. juni 2019, i henhold til dets artikel 17, stk. 1, udløber den 3. juli 2021, og at en sådan frist i praksis kan anses for at svare til, at der er knyttet en overgangsperiode på to år til forbuddet mod markedsføring af produkter af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof. Desuden finder de overgangsperioder, som Kommissionen har foreslået for mikroplast, der forsætligt tilsættes kosmetiske produkter, ikke anvendelse i alle tilfælde. De finder således ikke anvendelse på kosmetiske produkter, der indeholder mikroperler, fordi disse let kan erstattes af naturlige stoffer, såsom pulveriserede mandler, kokosnødder eller olivenfrø. Som Kommissionen har gjort gældende, må det for ikkekomplekse anvendelser af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, fastslås, at de tre berørte institutioner ikke har overskredet grænserne for deres skønsbeføjelse ved at finde, at produkter fremstillet på grundlag af denne plasttype skulle forbydes, uden at der blev fastsat en overgangsperiode.

274    Sagsøgerne kan derfor ikke støtte sig på overgangsperioderne, som ECHA har anbefalet med hensyn til forsætligt tilføjet mikroplast, med henblik på at gøre gældende, at et direkte forbud mod produkter fremstillet af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, uden en overgangsperiode, er uforholdsmæssigt.

275    I tredje række har sagsøgerne gjort gældende, at de ulemper, som forbuddet mod markedsføring af plastprodukter, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, forårsager, er uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål, for så vidt som de tre berørte institutioner har undladt at vurdere de sociale og økonomiske virkninger af det nævnte forbud.

276    Beskyttelsen af menneskers sundhed har imidlertid større vægt end økonomiske overvejelser, og beskyttelsen af miljøet er et af Unionens grundlæggende formål. Betydningen af sådanne formål kan efter deres art begrunde selv betydelige negative økonomiske følger for visse erhvervsdrivende (dom af 12.12.2014, Xeda International mod Kommissionen, T-269/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1069, præmis 138).

277    Sagsøgerne har endvidere begrænset sig til at anføre, at de tre berørte institutioner har undladt at vurdere de sociale og økonomiske virkninger af forbuddet i artikel 5 i direktiv 2019/904. De har ikke forklaret, hvori de angivelige sociale og økonomiske ulemper består, men har uden at underbygge dette argument blot henvist til hindringerne for udviklingen af en mere effektiv oxobionedbrydelig teknologi.

278    Det må herefter konkluderes, at forbuddet mod markedsføring af plastprodukter, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke overskrider grænserne for, hvad der er nødvendigt for at nå det mål om beskyttelse af miljøet og menneskers sundhed, der forfølges med direktiv 2019/904.

279    Det følger således af præmis 259 og 278 ovenfor, at det nævnte forbud ikke er i strid med det almindelige proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU.

280    Da der ikke foreligger en tilsidesættelse af dette princip, er det ufornødent at undersøge, om der er tale om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, således som det kræves i henhold til retspraksis vedrørende den første betingelse for, at Unionen ifalder ansvar, der er nævnt i præmis 42 ovenfor.

281    Det andet og tredje led samt det tredje ulovlighedsanbringendes første led skal derfor forkastes, for så vidt som de vedrører en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af det almindelige proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU.

282    Det tredje anbringende skal derfor forkastes i sin helhed.

4.      Det fjerde ulovlighedsanbringende om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af det almindelige ligebehandlingsprincip

283    Med det fjerde ulovlighedsanbringende har sagsøgerne gjort gældende, at de tre berørte institutioner har tilsidesat det almindelige ligebehandlingsprincip dels ved at forbyde markedsføring af produkter fremstillet af oxobionedbrydelig plast, og undlade at forbyde markedsføring af produkter fremstillet af konventionel plast med undtagelse af ni engangsplastprodukter, dels ved at forbyde markedsføring af produkter fremstillet af oxobionedbrydelig plast, men ikke markedsføring af produkter fremstillet af plast, der markedsføres som »komposterbar«.

284    Hvad navnlig angår den forskellige behandling af produkter fremstillet af oxobionedbrydelig plast og produkter fremstillet af konventionel plast med undtagelse af ni engangsplastprodukter har sagsøgerne gjort gældende, at det ikke er godtgjort, at oxobionedbrydelig plast i højere grad skader miljøet end oxonedbrydelig plast eller konventionel plast. Oxobionedbrydelig plast fragmenteres ikke i mikroplast og bionedbrydes hurtigere end konventionel plast. Det bortskaffes heller ikke ulovligt i højere grad end konventionel plast. Det er egnet til genanvendelse på samme måde som konventionel plast. Hvad angår den forskellige behandling af produkter fremstillet af oxobionedbrydelig plast og produkter fremstillet af konventionel plast med undtagelse af ni engangsplastprodukter har sagsøgerne ligeledes gjort gældende, at der ikke er noget, der begrunder, at kun ni engangsplastprodukter fremstillet af konventionel plast forbydes, når alle produkter fremstillet af oxobionedbrydelig plast forbydes.

285    Sagsøgerne har subsidiært gjort gældende, at forbuddet i artikel 5 i direktiv 2019/904 medfører en konkurrencefordrejning mellem forskellige typer af bionedbrydelig plast.

286    Parlamentet, Rådet og Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumentation.

287    Indledningsvis bemærkes, at ligebehandlingsprincippet ifølge fast retspraksis kun er tilsidesat, såfremt ensartede situationer behandles forskelligt, eller forskellige situationer behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (jf. dom af 5.12.2013, Solvay mod Kommissionen, C-455/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:796, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

288    Den ensartede karakter af forskellige situationer skal vurderes i henhold til alle de forhold, som kendetegner dem. Disse omstændigheder skal navnlig fastlægges og vurderes på grundlag af indholdet af og formålet med den EU-retsakt, der indfører en forskellig behandling. Endvidere skal der tages hensyn til de principper, der gælder inden for det område, som den pågældende retsakt henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område (dom af 16.12.2008, Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl., C-127/07, EU:C:2008:728, præmis 26, og af 19.12.2019, HK mod Kommissionen, C-460/18 P, EU:C:2019:1119, præmis 67).

289    Det skal først undersøges, om de tre berørte institutioner har tilsidesat det almindelige ligebehandlingsprincip ved at forbyde markedsføring af produkter fremstillet af oxobionedbrydelig plast, men ikke markedsføring af produkter fremstillet af konventionel plast med undtagelse af ni engangsplastprodukter, og dernæst, om de har tilsidesat dette princip ved at forbyde markedsføring af produkter fremstillet af oxobionedbrydelig plast, men ikke markedsføring af produkter fremstillet af plast, der markedsføres som »komposterbar«.

290    Hvad for det første angår den første af de to tilsidesættelser, der er nævnt i præmis 289 ovenfor, finder Retten, at produkter, der er fremstillet af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke kan anses for at befinde sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for produkter fremstillet af konventionel plast.

291    Det følger nemlig for det første af undersøgelsen af det tredje ulovlighedsanbringende, at det på grundlag af den videnskabelige risikovurdering, som de tre berørte institutioner havde adgang til i forbindelse med udarbejdelsen og vedtagelsen af direktiv 2019/904, ikke kan udelukkes, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, i det mindste på visse områder, der bl.a. vedrører genanvendelse af plasten og bionedbrydning heraf på deponeringsanlæg, er mere problematisk end konventionel plast.

292    I denne henseende er det anført i præmis 129 og 131 ovenfor, at det fremgår af Eunomia-undersøgelsen og rapporten af 16. januar 2018, at i tilfælde af bionedbrydning i et deponeringsanlægs dybere lag er plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, lidt mere problematisk end konventionel plast med hensyn til drivhusgasser.

293    Desuden kan plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, som anført i præmis 234 ovenfor, ikke genanvendes sammen med konventionel plast, uden at det påvirker kvaliteten af det genvundne materiale.

294    Endelig fremgår det af præmis 127-131 ovenfor, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ifølge Eunomia-undersøgelsen og rapporten af 16. januar 2018 fragmenteres hurtigere end konventionel plast, men at det ikke kan udelukkes, at den hurtigere fragmentering af førstnævnte vil medføre, at den negative påvirkning heraf på miljøet øges udendørs og i havmiljøet, fordi den er koncentreret i en kortere periode.

295    Dette fremhæves for så vidt angår affald i havet i afsnit 4.3 i rapporten af 16. januar 2018, hvorefter »fragmenteringen af oxonedbrydelig plast generelt er hurtigere end for traditionel plast, hvorfor de negative virkninger af forekomsten af mikroplast i havmiljøet koncentreres over en kortere periode. Denne koncentration af virkningerne kan i sidste ende være værre end en udbredelse af virkningerne over en længere periode, idet andelen af berørte arter og levesteder vil stige, og det samme gør sig gældende for virkningerne for hvert individ«.

296    Dette fremhæves også i Eunomia-undersøgelsen vedrørende bionedbrydning i et åbent miljø. Ifølge denne undersøgelse »er det muligt, at nedbrydningen af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, går meget hurtigere end nedbrydningen af konventionel plast. Spørgsmålet er imidlertid, om påvirkningen på miljøet ikke er så meget desto vigtigere i bionedbrydningsfasen i lyset af det kontrafaktiske scenario«.

297    Sagsøgerne kan ikke med henblik på at tilbagevise konstateringerne i præmis 291-294 ovenfor støtte sig på skrivelsen af 3. maj 2018 fra dr. R. Rose – forfatteren til Queen Mary University-undersøgelsen – til ECHA. Det er korrekt, dr. R. Rose i denne skrivelse anfører, at hun er »overrasket over, at EU foreslår at forbyde et produkt, der bestemt ikke er værre end [polyethylen med lav massefylde, dvs. umodificeret konventionel plast], som ikke er genstand for den samme foranstaltning«, og at »[l]ovgivning mod en enkelt plasttype ikke gør det muligt at afhjælpe ophobningen af mange typer polykulbrinte«. I denne skrivelse henvises der imidlertid til anvendelsen af en ny metode, som Queen Mary University har udviklet, hvorom det er fastslået ovenfor i præmis 170, at den langt fra vandt enstemmig tilslutning, og at det ikke var sikkert, at den gjorde det muligt at opnå reproducerbare resultater i en virkelig situation.

298    Sagsøgerne kan heller ikke med henblik på at tilbagevise konstateringerne i præmis 291-294 ovenfor støtte sig på punkt 19, litra c), og punkt 47, litra b), i Symphony Environmentals seniorforskers vidneudsagn. Det er korrekt, at seniorforskeren har anført dels, at konventionel plast fragmenteres i mikroplast, som forbliver i miljøet i årtier eller århundreder, dels at forbrugere, der efterlader plastaffald, ofte ikke bekymrer sig om, om det er bionedbrydeligt eller ej. Det skal imidlertid bemærkes, at vidneudsagnet, som anført i præmis 179 ovenfor, kun kan tillægges en ringe bevisværdi. Dette gælder så meget desto mere, som det eneste bevis, som Symphony Environmentals seniorforsker citerer til støtte for sine synspunkter, er Intertek-laboratoriets rapport, hvorom det i præmis 182 ovenfor er fastslået, at den blev udarbejdet på Symphony Environmentals anmodning.

299    Endelig, for så vidt som sagsøgerne søger at påberåbe sig punkt 25 og 26 i sagsøgernes administrerende direktørs vidneudsagn, hvori denne, uden dog at henvise til en videnskabelig undersøgelse, har fremhævet inkonsekvensen i direktiv 2019/904, som forbyder oxobionedbrydelig plast, men ikke konventionel plast eller komposterbar plast, selv om disse bl.a. ikke bionedbrydes fuldstændigt i et åbent miljø og ikke frembyder nogen dokumenterede miljømæssige gevinster, er det endelig tilstrækkeligt at bemærke, at det nævnte vidneudsagn, som anført i præmis 156 ovenfor, kun kan tillægges en ringe bevisværdi.

300    Dernæst fremgår det af 36. betragtning til direktiv 2019/904, at dets mål bl.a. er at forebygge og mindske påvirkningen af visse engangsplastprodukter, produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast og fiskeredskaber, der indeholder plast, på miljøet og menneskers sundhed. Det nævnte direktiv tilsigter således ikke at omfatte alle plastprodukter, der kan udgøre en risiko for miljøet og menneskers sundhed, men at koncentrere indsatsen, hvor den er mest nødvendig, således som det fremgår af 7. betragtning hertil vedrørende engangsplastprodukter. Artikel 1 i direktiv 2019/904 bekræfter, at formålet hermed bl.a. er at forebygge og reducere »visse« plastprodukters påvirkning, navnlig på vandmiljøet og på menneskers sundhed.

301    Det er imidlertid blevet fastslået i forbindelse med analysen af det tredje ulovlighedsanbringende, at de tre berørte institutioner ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da de fandt, at produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast havde en påvirkning på miljøet og menneskers sundhed.

302    Da sammenligneligheden af forskellige situationer i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 288 ovenfor, skal vurderes i lyset af formålet med den EU-retsakt, der foretager den pågældende sondring, kan det ikke fastslås, at produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast, for hvilke direktiv 2019/904 har til formål at forebygge og mindske påvirkningen på miljøet og menneskers sundhed, befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med den, der gælder for produkter fremstillet af konventionel plast.

303    De tre berørte institutioner har derfor ikke tilsidesat det almindelige ligebehandlingsprincip ved at forbyde markedsføring af produkter af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, men ikke markedsføring af produkter fremstillet af konventionel plast med undtagelse af ni engangsplastprodukter.

304    Sagsøgernes argument om, at de nævnte institutioner har tilsidesat det almindelige ligebehandlingsprincip ved at forbyde markedsføring af »alle« produkter fremstillet af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, men alene »visse« engangsplastprodukter af konventionel plast, kan ikke tiltrædes. Det fremgår nemlig af 36. betragtning til direktiv 2019/904, at det bl.a. har til formål at forebygge og reducere påvirkningen på miljøet og menneskers sundhed af »visse« engangsplastprodukter, og af 7. betragtning fremgår, at for at koncentrere indsatsen, hvor den er mest nødvendig, bør nævnte direktiv kun omfatte de engangsplastprodukter, der hyppigst er fundet på strande i EU, dvs. de engangsplastprodukter, der er opført i del B i bilaget til nævnte direktiv. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 288 ovenfor, kan det derfor ikke lægges til grund, at engangsplastprodukter af konventionel plast, som ikke er opført på listen i bilaget til direktiv 2019/904, befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for produkter fremstillet af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof. De tre berørte institutioner har derfor ikke tilsidesat det almindelige ligebehandlingsprincip ved at forbyde markedsføringen af sidstnævnte, men ikke af førstnævnte.

305    Endelig bemærkes, at for så vidt som sagsøgernes argument om, at forbuddet mod markedsføring fastsat i artikel 5 i direktiv 2019/904 medfører en fordrejning af konkurrencen mellem forskellige typer af oxonedbrydelig plast, skal forstås således, at det gøres gældende, at de tre berørte institutioner tilsidesatte det almindelige ligebehandlingsprincip ved ikke blot at forbyde produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast, men også produkter fremstillet af plast, som af sagsøgerne er betegnet som »oxobionedbrydelig«, kan argumentet ikke tiltrædes. Det er nemlig allerede blevet fastslået i forbindelse med undersøgelsen af det tredje ulovlighedsanbringende, at de nævnte institutioner ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da de fandt, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke bionedbrydes fuldstændigt, og at der ikke er grund til at sondre mellem oxonedbrydelig plast og oxobionedbrydelig plast. Det kan derfor ikke tiltrædes, at disse institutioner ved at behandle produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast anderledes end produkter fremstillet af plast, som sagsøgerne betegner som »oxobionedbrydelig«, har tilsidesat det almindelige ligebehandlingsprincip.

306    Hvad for det andet angår den tilsidesættelse af det almindelige ligebehandlingsprincip, der følger af forbuddet mod markedsføring af produkter fremstillet af oxobionedbrydelig plast, men ikke produkter fremstillet af plast, der markedsføres som »komposterbar«, finder Retten, at disse to produktkategorier ikke befinder sig i en sammenlignelig situation.

307    Det følger nemlig af undersøgelsen af det tredje ulovlighedsanbringende, at de tre berørte institutioner ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da de fandt, at der forelå en risiko for, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke er komposterbar, hvilket sagsøgerne, som anført i præmis 216 ovenfor, har anerkendt. Endelig skal der i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 288 ovenfor, tages hensyn til den omstændighed, at selv om direktiv 2019/904 har til formål at forebygge og reducere virkningen af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast, er produkter af plast, der markedsføres som »komposterbar«, ikke omfattet af dets indhold og formål.

308    Det følger af præmis 303, 306 og 307 ovenfor, at de tre berørte institutioner ikke har tilsidesat det almindelige ligebehandlingsprincip ved at forbyde markedsføring af produkter af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, men ikke markedsføring af produkter fremstillet af konventionel plast, bortset fra ni engangsplastprodukter, eller af produkter af plast, der markedsføres som »komposterbar«.

309    Da der ikke foreligger en tilsidesættelse af det nævnte princip, er det ufornødent at undersøge, om der er tale om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, således som det kræves i henhold til retspraksis vedrørende den første betingelse for, at Unionen ifalder ansvar, der er nævnt i præmis 42 ovenfor.

310    Det fjerde ulovlighedsanbringende skal derfor forkastes.

5.      Det femte ulovlighedsanbringende om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af chartrets artikel 16, artikel 17 og artikel 41, stk. 1, samt artikel 49 TEUF

311    Det femte ulovlighedsanbringende er opdelt i to led. Med det første led har sagsøgerne gjort gældende, at de tre omhandlede institutioner ved at vedtage forbuddet, der er fastsat i artikel 5 i direktiv 2019/904, har tilsidesat sagsøgernes frihed til at oprette og drive egen virksomhed, der er fastsat i chartrets artikel 16, deres ejendomsret som omhandlet i chartrets artikel 17 og deres etableringsfrihed, der er fastsat i artikel 49 TEUF. Det omhandlede forbud forhindrer nemlig sagsøgerne i at markedsføre produkter, der indeholder sagsøgernes masterbatch d2w, på EU-markedet. Med det andet led har sagsøgerne gjort gældende, at forbuddet blev vedtaget i strid med deres ret til god forvaltning, som er fastsat i chartrets artikel 41, for så vidt som de tre berørte institutioner ikke tog hensyn til de relevante beviser og ikke fulgte de rette procedurer.

312    Parlamentet, Rådet og Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumentation.

a)      Det femte anbringendes første led om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af chartrets artikel 16 og 17 samt artikel 49 TEUF

313    Det skal undersøges, om de tre berørte institutioner har begået en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af for det første chartrets artikel 16, for det andet chartrets artikel 17 og for det tredje artikel 49 TEUF.

314    Retten finder, at dette ikke er tilfældet.

315    Hvad for det første angår tilsidesættelse af chartrets artikel 16 om friheden til at oprette og drive egen virksomhed bemærkes, at beskyttelsen i henhold til denne bestemmelse omfatter friheden til at udøve økonomisk virksomhed og handelsvirksomhed, aftalefriheden samt den frie konkurrence (dom af 21.12.2021, Bank Melli Iran, C-124/20, EU:C:2021:1035, præmis 79). Aftalefriheden omfatter desuden bl.a. det frie valg af medkontrahent og friheden til at fastsætte prisen for en ydelse (dom af 22.1.2013, Sky Österreich, C-283/11, EU:C:2013:28, præmis 43).

316    Friheden til at oprette og drive egen virksomhed, der er sikret ved chartrets artikel 16, udgør imidlertid ikke en absolut rettighed, men skal dels ses i sammenhæng med dens funktion i samfundet, dels afvejes mod de øvrige interesser, der er beskyttet ved Unionens retsorden og mod andres rettigheder og friheder (dom af 21.12.2021, Bank Melli Iran, C-124/20, EU:C:2021:1035, præmis 80).

317    Henset til ordlyden af chartrets artikel 16, som fastsætter, at friheden til at oprette og drive egen virksomhed anerkendes i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og praksis, hvorved denne ordlyd således adskiller sig fra formuleringen af de andre grundlæggende friheder, der er sikret ved chartrets afsnit II, men dog samtidig ligner ordlyden af visse af bestemmelserne i chartrets afsnit IV, kan denne frihed undergives en lang række myndighedsindgreb, som af hensyn til den almene interesse kan sætte begrænsninger for udøvelsen af erhvervsvirksomhed (dom af 21.12.2021, Bank Melli Iran, C-124/20, EU:C:2021:1035, præmis 81).

318    Denne omstændighed afspejles bl.a. af den måde, hvorpå EU-retten samt national lovgivning og praksis skal vurderes i lyset af proportionalitetsprincippet i medfør af chartrets artikel 52, stk. 1. I henhold til sidstnævnte bestemmelse skal enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der er sikret ved chartret, være fastlagt i lovgivningen, respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold og under iagttagelse af proportionalitetsprincippet være nødvendige og faktisk svare til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder (dom af 22.1.2013, Sky Österreich, C-283/11, EU:C:2013:28, præmis 47 og 48, og af 21.12.2021, Bank Melli Iran, C-124/20, EU:C:2021:1035, præmis 82 og 83).

319    I det foreliggende tilfælde medfører forbuddet i artikel 5 i direktiv 2019/904 en begrænsning af sagsøgernes frihed til at oprette og drive egen virksomhed. Dels markedsfører sagsøgerne nemlig produkter af plast, der indeholder masterbatchet d2w, såsom affaldsposer og fryseposer, hvilket det omhandlede forbud nu forbyder dem at gøre. Dels kan det nævnte forbud påvirke sagsøgernes hovedaktivitet, nemlig fremstilling og markedsføring af masterbatchet d2w. Denne hovedaktivitet er imidlertid forbundet med markedsføringen af produkter fremstillet af oxonedbrydelig plast, således at forbuddet mod denne type plast kan have økonomiske konsekvenser for aktiviteten og påvirke sagsøgernes beslutning om at fortsætte denne (jf. analogt dom af 10.3.2020, IFSUA mod Rådet, T-251/18, EU:T:2020:89, præmis 150 og 151).

320    Denne begrænsning er imidlertid fastsat ved lov, nemlig direktiv 2019/904. Desuden påvirker den ikke det væsentligste indhold af sagsøgernes frihed til at oprette og drive egen virksomhed, eftersom det alene er markedsføringen på EU-markedet af produkter af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, der er forbudt, men ikke fremstillingen heraf. Sagsøgerne kan derfor fortsætte med at fremstille sådanne produkter for at markedsføre dem i tredjelande. De kan også fortsætte med at fremstille deres masterbatch d2w og sælge det til kunder, der vil anvende det til fremstilling af produkter, som de vil markedsføre i tredjelande. Endelig er dette forbud, som fastslået i forbindelse med undersøgelsen af det tredje ulovlighedsanbringende, nødvendigt, forholdsmæssigt og opfylder et mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, nemlig beskyttelsen af miljøet og menneskers sundhed.

321    Hvad for det andet angår tilsidesættelsen af chartrets artikel 17 bestemmer denne i stk. 1, at enhver har ret til at besidde lovligt erhvervet ejendom, at anvende den, at træffe dispositioner hermed og at lade den gå i arv, og at ingen må berøves sin ejendom, medmindre det skønnes nødvendigt i samfundets interesse, og det sker i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat ved lov, og mod rimelig og rettidig erstatning for tabet. Anvendelsen af ejendommen kan i øvrigt reguleres ved lov, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til almenvellet.

322    Ifølge retspraksis kan ingen erhvervsdrivende imidlertid gøre krav på ejendomsret til en markedsandel, som vedkommende havde på et tidspunkt før vedtagelsen af en foranstaltning, der påvirker dette marked, da en sådan markedsandel blot er en midlertidig økonomisk position, som er undergivet de vilkår, der følger af skiftende omstændigheder. En erhvervsdrivende kan heller ikke gøre gældende, at vedkommende har en velerhvervet rettighed eller blot en berettiget forventning om opretholdelse af en bestående situation, som kan ændres ved retsakter vedtaget af EU-institutionerne inden for rammerne af deres skøn (dom af 12.7.2005, Alliance for Natural Health m.fl., C-154/04 og C-155/04, EU:C:2005:449, præmis 128).

323    I det foreliggende tilfælde følger det af den retspraksis, der er nævnt i præmis 322 ovenfor, at sagsøgerne ikke kan påberåbe sig beskyttelsen i chartrets artikel 17, stk. 1, med hensyn til deres ret til at markedsføre masterbatchet d2w på EU-markedet (jf. analogt dom af 3.9.2015, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Kommissionen, C-398/13 P, EU:C:2015:535, præmis 60).

324    For så vidt angår sagsøgernes argument om, at forbuddet fastsat i artikel 5 i direktiv 2019/904 mod markedsføring af produkter, der er fremstillet af oxonedbrydelig plast, er i strid med chartrets artikel 17, stk. 2, hvorefter »[i]ntellektuel ejendomsret er beskyttet«, fordi forbuddet i betydelig grad reducerer værdien af den intellektuelle ejendomsret, som sagsøgerne har til opskriften på masterbatchet d2w, kan det ikke tiltrædes. Selv om sagsøgerne har præciseret, at masterbatchet var beskyttet under henvisning til varemærkeretten og til den nødvendige knowhow til dets fremstilling, har de nemlig ikke angivet grundene til, at sådanne rettigheder skulle være blevet krænket.

325    Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at det hverken fremgår af chartrets artikel 17 eller af retspraksis, at beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder skulle være absolut (jf. analogt dom af 29.7.2019, Spiegel Online, C-516/17, EU:C:2019:625, præmis 56). Enhver begrænsning i forhold til chartrets artikel 17, stk. 2, skal foretages i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1. I det foreliggende tilfælde er begrænsningen af udøvelsen af den intellektuelle ejendomsret, som sagsøgerne har til masterbatchet d2w, såfremt den anses for godtgjort, imidlertid fastsat ved lov. Lovgivningen krænker ikke det væsentlige indhold af den nævnte ret, eftersom fremstilling af produkter af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, salg heraf på markeder i tredjelande eller fremstilling og markedsføring af tilsætningsstoffet i Unionen ikke er forbudt. Som fastslået i forbindelse med undersøgelsen af det tredje ulovlighedsanbringende opfylder en sådan begrænsning et mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, nemlig beskyttelse af miljøet og menneskers sundhed, og den går ikke ud over, hvad der er nødvendigt.

326    Hvad for det tredje angår tilsidesættelsen af artikel 49 TEUF er det tilstrækkeligt at bemærke, at sagsøgerne ikke har angivet grundene til, at forbuddet mod markedsføring af plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, skulle udgøre en hindring for deres etableringsfrihed.

327    Det følger af præmis 313-326 ovenfor, at de tre berørte institutioner hverken har tilsidesat chartrets artikel 16 og 17 eller artikel 49 TEUF.

328    Da der ikke foreligger en tilsidesættelse af de nævnte artikler, er det ufornødent at undersøge, om der er tale om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, således som det kræves i henhold til retspraksis vedrørende den første betingelse for, at Unionen ifalder ansvar, der er nævnt i præmis 42 ovenfor.

329    Det femte ulovlighedsanbringendes første led skal derfor forkastes.

b)      Det femte anbringendes andet led om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af retten til god forvaltning, der er fastsat i chartrets artikel 41

330    Med det femte ulovlighedsanbringendes andet led har sagsøgerne gjort gældende, at forbuddet i artikel 5 i direktiv 2019/904 blev vedtaget i strid med deres ret til god forvaltning, der er fastsat i chartrets artikel 41. De har gjort gældende, at de tre berørte institutioner ikke har taget hensyn til relevante beviser og ikke har fulgt de rette procedurer.

331    En sådan argumentation kan ikke tiltrædes.

332    Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at retten til god forvaltning, således som den fremgår af chartrets artikel 41, ifølge retspraksis ikke vedrører proceduren for udarbejdelse af en retsakt, såsom direktiv 2019/904 (jf. i denne retning dom af 14.10.1999, Atlanta mod Det Europæiske Fællesskab, C-104/97 P, EU:C:1999:498, præmis 37, og af 12.6.2015, Health Food Manufacturers’ Association m.fl. mod Kommissionen, T-296/12, EU:T:2015:375, præmis 98).

333    De tre berørte institutioner har derfor ikke tilsidesat chartrets artikel 41.

334    Da der ikke foreligger en tilsidesættelse af den nævnte artikel, er det ufornødent at undersøge, om der er tale om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse, således som det kræves i henhold til retspraksis vedrørende den første betingelse for, at Unionen ifalder ansvar, der er nævnt i præmis 42 ovenfor.

335    Det femte ulovlighedsanbringendes andet led og dermed dette anbringende i sin helhed skal derfor forkastes.

336    Det følger af det ovenstående, at hvert af de fem ulovlighedsanbringender skal forkastes, og at sagsøgerne ikke har godtgjort, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder.

337    Da betingelserne for, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold, som anført i præmis 41 ovenfor, er kumulative, skal Parlamentet, Rådet og Kommissionen frifindes på dette grundlag, uden at det er nødvendigt at undersøge betingelserne om, at der foreligger et faktisk og reelt tab og en årsagsforbindelse.

IV.    Sagsomkostninger

338    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Parlamentets, Rådets og Kommissionens påstande herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Udvidede Afdeling):

1)      Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Symphony Environmental Technologies plc og Symphony Environmental Ltd betaler sagsomkostningerne.

Van der Woude Spielmann Gâlea

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 31. januar 2024.

underskrifter

Indhold

I. Tvistens baggrund

II. Parternes påstande

III. Retlige bemærkninger

A. Anmodning om udeladelse af visse oplysninger i forhold til offentligheden

B. Indledende bemærkning

C. Formaliteten

D. Realiteten

1. Det første ulovlighedsanbringende om tilsidesættelse af REACH-forordningens artikel 68-73

2. Det andet ulovlighedsanbringende vedrørende en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af punkt 12 og 14-16 i den interinstitutionelle aftale

3. Det tredje ulovlighedsanbringende vedrørende en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af det almindelige proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU, og af artikel 191 TEUF samt om åbenbart urigtige skøn

a) Det første led, for så vidt som det vedrører en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af artikel 191 TEUF

1) Synspunktet om, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke bionedbrydes fuldstændigt

2) Synspunktet om, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke er komposterbar

3) Synspunktet om, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, har en negativ indvirkning på genanvendelsen af konventionel plast

4) Synspunktet om, at plast, der indeholder et pro-oxiderende tilsætningsstof, ikke giver nogen dokumenteret miljømæssig gevinst

5) Listen i bilaget til replikken, som gengiver alle de dokumenter, som de tre berørte institutioner angiveligt har undladt at tage hensyn til

b) Tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af det almindelige proportionalitetsprincip, der er fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU

1) Det andet led om, at forbuddet i artikel 5 i direktiv 2019/904, for så vidt som det finder anvendelse på oxobionedbrydelig plast, ikke er egnet til at opfylde nævnte direktivs formål, og det første led, som vedrører det samme argument

2) Det tredje led om, at forbuddet i artikel 5 i direktiv 2019/904, for så vidt som det finder anvendelse på oxobionedbrydelig plast, overskrider grænserne for, hvad der er nødvendigt for at nå det mål, der forfølges med nævnte direktiv

4. Det fjerde ulovlighedsanbringende om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af det almindelige ligebehandlingsprincip

5. Det femte ulovlighedsanbringende om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af chartrets artikel 16, artikel 17 og artikel 41, stk. 1, samt artikel 49 TEUF

a) Det femte anbringendes første led om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af chartrets artikel 16 og 17 samt artikel 49 TEUF

b) Det femte anbringendes andet led om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af retten til god forvaltning, der er fastsat i chartrets artikel 41

IV. Sagsomkostninger

*      Processprog: engelsk.