RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

15. oktober 2014

Sag F-107/13

José António de Brito Sequeira Carvalho

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – pensioneret tjenestemand – disciplinær forfølgning – disciplinær sanktion – fradrag i pensionen – disciplinærrådets afhøring af ansættelsesmyndighedens vidne – ingen afhøring af den pågældende tjenestemand – manglende overholdelse af retten til at blive hørt«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder José António de Brito Sequeira Carvalho har nedlagt påstand principalt om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 14. marts 2013 om, som en disciplinær sanktion, i en periode på to år at iværksætte et fradrag i hans pension på en tredjedel af det månedlige nettobeløb, samt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at erstatte det tab, der angiveligt er lidt.

Udfald:      Europa-Kommissionens afgørelse af 14. marts 2013 om, som en disciplinær sanktion, i to år at iværksætte et fradrag i José Antonio de Brito Sequeira Carvalhos pension på en tredjedel af det månedlige nettobeløb, annulleres. I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler José Antonio de Brito Sequeira Carvalhos omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – administrationens omsorgspligt – grænser – tjenestens interesse – tilsidesættelse ved indledning af en disciplinær forfølgning – foreligger ikke

2.      Tjenestemænd – disciplinærordning – forpligtelse til at foretage en forudgående eller supplerende undersøgelse – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 86 og bilag IX, art. 3 og 17)

3.      Tjenestemænd – disciplinærordning – proceduren ved disciplinærrådet – overholdelse af retten til forsvar og af procedurens kontradiktoriske karakter

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra a); tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 4, art. 16, stk. 1, og art. 22, stk. 1]

4.      Tjenestemænd – disciplinærordning – proceduren ved ansættelsesmyndigheden – overholdelse af retten til forsvar og af procedures kontradiktoriske karakter – foreligger ikke

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra a); tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 22, stk. 1]

5.      Tjenestemænd – disciplinærordning – proceduren ved disciplinærrådet – lægeligt fastslået, at det ikke er muligt for disciplinærrådet at afhøre tjenestemanden – ansøgning om udsættelse af afhøringen – begrundelse for afslaget på en udsættelse

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX)

1.      Omsorgspligten kan ikke fortolkes således, at den forhindrer ansættelsesmyndigheden i at indlede og gennemføre en disciplinær forfølgning mod en tjenestemand. En sådan afgørelse træffes nemlig først og fremmest i forhold til den interesse, som institutionen har i at fastslå, om en tjenestemand eventuelt har tilsidesat sine vedtægtsmæssige forpligtelser, og i givet fald at pålægge ham en sanktion.

I denne forbindelse kan en tjenestemand ikke bruge indgivelsen af en ansøgning eller en klage som påskud for over for tredjemand at udbrede beskyldninger mod en af hans kolleger. Selv i forbindelse med udøvelsen af de rettigheder, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 vedrørende indgivelsen af en ansøgning eller en klage til ansættelsesmyndigheden, er tjenestemanden nemlig forpligtet til at udvise den tilbageholdenhed og det mådehold, som forpligtelserne til objektivitet og upartiskhed, den anseelse, som er forbundet med stillingen, personers ære og uskyldsformodningen pålægger ham. Hvis en tjenestemand desuden har til hensigt at underrette sin institution om en af hans kollegers adfærd, skal han benytte sig af de retsmidler, som står til rådighed for ham i medfør af vedtægtens artikel 22a, 22b eller 24, i stedet for at udbrede beskyldninger mod denne kollega, hvilket ikke kan undgå at skade dennes faglige hæderlighed. Ved at udbrede sådanne beskyldninger til tredjemænd tilsidesætter en tjenestemand derfor sine vedtægtsmæssige forpligtelser. Under disse omstændigheder påhviler det ansættelsesmyndigheden at træffe alle de nødvendige administrative foranstaltninger, heriblandt den foranstaltning at indlede og gennemføre en disciplinær forfølgning.

(jf. præmis 76-78)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Brendel mod Kommissionen, T-55/03, EU:T:2004:316, præmis 133

Personaleretten: domme A og G mod Kommissionen, F-124/05 og F-96/06, EU:F:2010:2, præmis 377 og de Brito Sequeira Carvalho mod Kommissionen, F-126/11, EU:F:2013:126, præmis 72 og 88

2.      Indledningen af en forudgående undersøgelse i henhold til vedtægtens artikel 86 eller af en supplerende undersøgelse i henhold til artikel 17 i bilag IX til vedtægten henhører under ansættelsesmyndighedens eller disciplinærrådets skøn. Disse bestemmelser fastsætter ikke, at indledningen af en undersøgelse sker automatisk, eller at der er tale om en forpligtelse for ansættelsesmyndigheden alle de gange, hvor det formodes, at der foreligger en tilsidesættelse af de vedtægtsmæssige forpligtelser.

Selv om det desuden fremgår af artikel 3 i bilag IX til vedtægten, at ansættelsesmyndigheden udøver sine disciplinære kompetencer på grundlag af en undersøgelsesrapport, er der intet, der forbyder den at gennemføre en sådan undersøgelse i form af en simpel undersøgelse af de faktiske omstændigheder, som den er blevet bekendt med, uden vedtagelse af supplerende foranstaltninger.

(jf. præmis 90 og 91)

Henvisning til:

Personaleretten: dom de Brito Sequeira Carvalho mod Kommissionen, EU:F:2013:126, præmis 123 og den deri nævnte retspraksis

3.      I forbindelse med den disciplinære forfølgning som fastsat i vedtægten gennemføres retten til at blive hørt som omhandlet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder dels bl.a. ved artikel 16, stk. 1, i bilag IX til vedtægten, som præciserer, at den pågældende tjenestemand høres af disciplinærrådet, dels ved artikel 4 i samme bilag, hvori det fastsættes, at en tjenestemand, der af objektive årsager ikke kan høres i henhold til bestemmelserne i dette bilag, kan anmodes om at fremsætte sine bemærkninger skriftligt eller lade sig repræsentere af en person efter eget valg.

Desuden kræver overholdelsen af den disciplinære forfølgnings kontradiktoriske karakter i forbindelse med en undersøgelse, at den anklagede tjenestemand eller hans forsvarer er i stand til at deltage i de afhøringer af vidner, som foretages, og at stille de spørgsmål til sidstnævnte, som forekommer hensigtsmæssige med henblik på hans forsvar. Når de forhold, der lægges tjenestemanden til last, eller de omstændigheder, under hvilke disse er begået, efter disciplinærrådets opfattelse ikke er tilstrækkeligt belyst, kan det derfor i henhold til artikel 17, stk. 1, i bilag IX til vedtægten iværksætte en kontradiktorisk undersøgelse.

(jf. præmis 100 og 109)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Connolly mod Kommissionen, T-34/96 og T-163/96, EU:T:1999:102, præmis 61

4.      Hvad nærmere bestemt angår ansættelsesmyndighedens pligt til, efter at disciplinærrådet har fremsendt sin udtalelse til denne, at høre tjenestemanden, inden den træffer sin endelige afgørelse i sagen, medfører den omstændighed ikke at have hørt den pågældende i overensstemmelse med artikel 22, stk. 1, i bilag IX til vedtægten ikke annullation af den afgørelse, hvorved han pålægges en disciplinær sanktion, hvis denne fejl kan tilskrives den berørte selv.

Under de omstændigheder, hvor ansættelsesmyndighedens afhøring af den berørte tjenestemand forud for vedtagelsen af den afgørelse, hvorved han pålægges en sanktion, ikke kan afhjælpe en manglende afhøring af den berørte tjenestemand ved disciplinærrådet eller ipso jure afhjælpe den ikke-kontradiktoriske karakter af disciplinærrådets afhøring af et vidne indkaldt af ansættelsesmyndigheden, og som vidnede til fordel for denne, må det konkluderes, at den berørte tjenestemands ret til at blive hørt ikke er overholdt.

(jf. præmis 101 og 122)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Stevens mod Kommissionen, T-277/01, EU:T:2002:302, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis

5.      Når en tjenestemand rettidigt behørigt med henvisning til en lægeerklæring har underrettet disciplinærrådet om sin sygeorlov, som også omfatter den fastsatte dag for afhøringen af ham, påhviler det hans institution ved hjælp af en anden lægelig udtalelse eller ved en vifte af vægtige, sammenfaldende indicier at godtgøre, at han tværtimod kan møde op til nævnte afhøring, eller at der ikke foreligger objektive grunde, som reelt kan berettige hans fravær.

Dette er ikke tilfældet, når disciplinærrådet ikke foretager nogen tiltag med henblik på at kontrollere rigtigheden eller den nøjagtige rækkevidde af de af tjenestemanden fremlagte lægeerklæringer og heller ikke træffer nogen foranstaltninger, som gør det muligt for tjenestemanden at deltage i denne afhøring, bl.a. ved at træffe afgørelsen om at udsætte denne, i det mindste en gang, til en ny, hensigtsmæssig dato.

(jf. præmis 111 og 117)