RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

15. juli 2015 (*)

»Tilnærmelse af lovgivningerne – direktiv 2006/42/EF – maskiner forsynet med CE-mærkning – væsentlige sikkerhedskrav – fare for personers sikkerhed – sikkerhedsklausul – Kommissionens afgørelse, der erklærer en national foranstaltning om forbud mod markedsføring for berettiget – betingelser for gennemførelsen af sikkerhedsklausulen – åbenbart urigtigt skøn – ligebehandling«

I sag T-337/13,

CSF Srl, Grumolo delle Abbadesse (Italien), ved advokaterne R. Santoro, S. Armellini og R. Bugaro,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved G. Zavvos, som befuldmægtiget, bistået af advokat M. Pappalardo,

sagsøgt,

støttet af:

Kongeriget Danmark, først ved V. Pasternak Jørgensen og M. Wolff, derefter ved M. Wolff, C. Thorning, U. Melgaard og M. Lyshøj, som befuldmægtigede,

intervenient,

angående en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse 2013/173/EU af 8. april 2013 om en foranstaltning, der er truffet af Danmark i overensstemmelse med artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF, og som forbyder en type af multifunktionelle jordflytningsmaskiner (EUT L 101, s. 29),

har

RETTEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, S. Papasavvas, og dommerne N.J. Forwood (refererende dommer) og E. Bieliūnas,

justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 28. april 2015,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Sagsøgeren, CSF Srl, er en virksomhed, der har hjemsted i Italien, og som er aktiv i sektoren for fremstilling af maskiner. Virksomheden fremstiller bl.a. en maskine benævnt »Multione S630« (herefter »Multione S630«). Denne maskines væsentligste kendetegn er, at den kan anvendes til forskellige formål og inden for forskellige aktivitetsområder afhængigt af de 58 forskellige former for tilbehør, som den kan udstyres med. Dette tilbehør, der også er fremstillet af sagsøgeren, gør det f.eks. muligt at forvandle maskinen til en tipvogn, en sneplov, en gaffeltruck, en løftevogn, en hydraulikhammer, en klemme, en maskine til præparering af jorden eller en plæneklipper, og følgelig at gøre brug af maskinen inden for aktivitetsområder såsom havearbejde, landbrug, bygge- og anlægsarbejde, vejvedligeholdelse eller skovbrugsarbejde. Den pågældende maskine er blevet markedsført i forskellige EU-medlemsstater. Siden 2009 er der blevet solgt ti eksemplarer af maskinen i Danmark, hvor de er blevet brugt til uddeling af foder og rengøring af bure i minkfarme.

2        Den 31. januar 2012 blev Multione S630 genstand for foranstaltninger truffet af de danske myndigheder i medfør af artikel 11, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF (EUT L 157, s. 24). Disse foranstaltninger bestod dels i på det danske marked at forbyde markedsføringen af ethvert nyt eksemplar af denne maskine uden passende førerværn mod nedstyrtende genstande, dels i at pålægge sagsøgeren at træffe hjælpeforanstaltninger med hensyn til de eksemplarer af maskinen, som allerede var blevet leveret til brug i Danmark.

3        De danske myndigheder begrundede vedtagelsen af disse foranstaltninger med, at Multione S630 ikke er forenelig med visse af de væsentlige sikkerhedskrav, der er fastsat i direktiv 2006/42. I denne henseende konstaterede de danske myndigheder, at de eksemplarer af den nævnte maskine, som var blevet markedsført på det danske marked, ikke var udstyret med et passende førerværn, selv om flere af maskinens tilsigtede funktioner udsatte operatøren heraf for risiko for nedfaldende genstande eller materialer. De nævnte myndigheder fandt ligeledes, at en sådan situation var i strid med punkt 3.4.4 i bilag I til direktiv 2006/42. Denne bestemmelse fastsætter, at hvis der ved anvendelse af en selvkørende maskine med kørende fører er risiko for nedfaldende genstande eller materialer, skal maskinen være konstrueret og fremstillet således, at der tages højde for denne risiko, og, hvis dens dimensioner muliggør det, være udstyret med et passende førerværn.

4        I overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i direktiv 2006/42 blev Europa-Kommissionen underrettet om de foranstaltninger, som var blevet truffet af de danske myndigheder. Ved afgørelse 2013/173/EU af 8. april 2013 om en foranstaltning, der er truffet af Danmark i overensstemmelse med artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42, som forbyder en type af multifunktionelle jordflytningsmaskiner (EUT L 101, s. 29, herefter »den anfægtede afgørelse«), fandt Europa-Kommissionen, at de nævnte foranstaltninger var berettigede i medfør af den samme artikels stk. 3.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

5        Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. juni 2013 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

6        Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 30. august 2013 fremsatte sagsøgeren ligeledes en anmodning om foreløbige forholdsregler. Ved kendelse af 11. november 2013 forkastede Rettens præsident denne anmodning som ubegrundet under henvisning til, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at der forelå uopsættelighed, og udsatte afgørelsen om sagens omkostninger.

7        Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 1. oktober 2013 fremsatte Kongeriget Danmark en anmodning om at måtte intervenere i tvisten til støtte for Kommissionens påstande. Ved kendelse af 13. november 2013 tillod formanden for Rettens Første Afdeling denne intervention.

8        På grundlag af den refererende dommers rapport besluttede Retten at indlede den mundtlige forhandling.

9        Parterne afgav indlæg og besvarede Rettens spørgsmål i retsmødet af 28. april 2015.

10      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Det fastslås, at der om nødvendigt skal indhentes en sagkyndig erklæring.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

11      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

12      Kongeriget Danmark har nedlagt påstand om, at Kommissionen frifindes.

 Retlige bemærkninger

13      Kommissionen har ikke rejst en formel formalitetsindsigelse, men er i tvivl om, hvorvidt søgsmålet kan antages til realitetsbehandling. Hvad angår sagens realitet har sagsøgeren anført to anbringender til støtte for sin påstand om annullation af den anfægtede afgørelse. Sagsøgeren har ligeledes fremført et klagepunkt vedrørende de tab, som Kommissionen har påført virksomheden, uden dog at nedlægge nogen påstand herom.

 Om formaliteten

14      Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke berører sagsøgeren umiddelbart som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. Selv om der i afgørelsen tages stilling til, om de foranstaltninger, som de danske myndigheder har truffet over for sagsøgeren, er berettigede, er det nemlig foranstaltningerne, der berører sagsøgerens retsstilling umiddelbart, i overensstemmelse med den i artikel 11 i direktiv 2006/42 fastsatte kompetencefordeling. Selv om denne afgørelse foruden Kongeriget Danmark er blevet meddelt de andre EU-medlemsstater, er det desuden de kompetente nationale myndigheder, som det nu tilkommer at efterprøve, i hvilket omfang de maskiner, som sagsøgeren har markedsført på det danske marked, overholder direktivet, og heraf at drage samtlige konsekvenser.

15      Sagsøgeren har bestridt denne argumentation.

16      I denne henseende bemærkes, at det bl.a. fremgår af artikel 263, stk. 4, TEUF, at enhver fysisk eller juridisk person har adgang til at indbringe en klage med henblik på prøvelse af de retsakter, der berører denne umiddelbart og individuelt.

17      Efter fast retspraksis er en fysisk eller juridisk person direkte berørt af en retsakt, når retsakten umiddelbart har indvirkning på personens retsstilling og ikke overlader noget skøn til sine adressater, idet gennemførelsen af retsakten skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af EU-retten uden anvendelse af andre mellemkommende regler (dom af 5.5.1998, Dreyfus mod Kommissionen, C-386/96 P, Sml., EU:C:1998:193, præmis 43, og af 13.3.2008, Kommissionen mod Infront WM, C-125/06 P, Sml., EU:C:2008:159, præmis 47).

18      I den foreliggende sag er der i det af sagsøgeren anlagte søgsmål nedlagt påstand om annullation af en afgørelse fra Kommissionen, hvor det er blevet fastslået, at de foranstaltninger, som de danske myndigheder har truffet vedrørende de betingelser, hvorunder Multione S630 markedsføres på det danske marked, er berettigede.

19      De foranstaltninger, som er truffet af de danske myndigheder, er støttet på de bestemmelser i dansk ret, der er vedtaget med henblik på anvendelsen af direktiv 2006/42, og navnlig direktivets artikel 11, stk. 1. Sidstnævnte bestemmelse fastsætter bl.a., at såfremt en medlemsstat konstaterer, at en maskine, der er omfattet af dette direktiv og er forsynet med CE-mærkning og ledsaget af EF-overensstemmelseserklæringen, og som anvendes i overensstemmelse med dens bestemmelse eller under forhold, der med rimelighed kan forudses, kan frembyde fare for personers sikkerhed, træffer den alle nødvendige foranstaltninger for at trække den pågældende maskine tilbage fra markedet, for at forbyde markedsføring eller levering til brug af sådant maskineri eller for at indskrænke dens frie bevægelighed.

20      Den anfægtede afgørelse er støttet på artikel 11, stk. 3, i direktiv 2006/42. Denne bestemmelse fastsætter, at når en medlemsstat underretter Kommissionen om vedtagelsen af foranstaltninger, som er truffet i medfør af direktivets artikel 11, stk. 1, holder Kommissionen samråd med de berørte parter, inden den konstaterer, om disse foranstaltninger er berettigede, og derefter meddeler den medlemsstat, der er ophavsmand hertil, de øvrige medlemsstater samt fabrikanten af den pågældende maskine eller fabrikantens repræsentant sin afgørelse.

21      Som Kommissionen med rette har anført, gør en gennemgang af den skrivelse, som de danske myndigheder fremsendte til sagsøgeren den 31. januar 2012, det muligt at fastslå, at formålet med de af disse myndigheder trufne foranstaltninger var at berøre sagsøgerens retsstilling umiddelbart. Efter at have fundet, at Multione S630 ikke overholdt visse af de væsentlige sikkerhedskrav i direktiv 2006/42, idet denne maskine ikke var udstyret med et passende førerværn mod nedfaldende genstande eller materialer, forbød de nævnte myndigheder nemlig for det første markedsføringen heraf på det danske marked, pålagde for det andet sagsøgeren at ændre maskinens konstruktion og fremstilling ved at udstyre den med et sådant værn og forpligtede for det tredje sagsøgeren til at bringe de eksemplarer af maskinen, som allerede var blevet leveret til brug i Danmark, i overensstemmelse med kravene i direktivet eller trække dem tilbage fra det nævnte marked.

22      Ikke desto mindre udleder Kommissionen med urette heraf, at den anfægtede afgørelse ikke berører sagsøgeren umiddelbart.

23      Det skal tværtimod for det første fastslås, at den anfægtede afgørelse umiddelbart har andre indvirkninger på sagsøgerens retsstilling end dem, der følger af de foranstaltninger, som de danske myndigheder har truffet.

24      I denne henseende bemærkes for det første, at den anfægtede afgørelses adressater er alle EU-medlemsstater, og ikke kun Kongeriget Danmark, i overensstemmelse med de forpligtelser til meddelelse og underretning, som Kommissionen er pålagt i henhold til artikel 11, stk. 3 og 6, i direktiv 2006/42. Den er derfor i overensstemmelse med artikel 288 TEUF bindende for hver enkelt af dem i alle enkeltheder.

25      For det andet er direktiv 2006/42 blevet vedtaget på grundlag af artikel 95 EF (nu artikel 114 TEUF), der giver Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union beføjelse til at vedtage foranstaltninger, som har til formål at fjerne de hindringer for samhandelen, der skyldes forskelle mellem medlemsstaternes ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser (jf. vedrørende artikel 100 A EF dom af 17.5.1994, Frankrig mod Kommissionen, C-41/93, Sml., EU:C:1994:196, præmis 22, og af 9.8.1994, Tyskland mod Rådet, C-359/92, Sml., EU:C:1994:306, præmis 22). Direktivet tilsigter at harmonisere de betingelser, hvorunder maskiner forsynet med CE-mærkning og EF-overensstemmelseserklæringen markedsføres på det indre marked, og at sikre deres frie bevægelighed inden for EU under samtidig overholdelse af en række krav, der har til formål at beskytte personers sundhed og sikkerhed mod de risici, som følger af anvendelsen af disse maskiner (jf. i denne retning dom af 8.9.2005, Yonemoto, C-40/04, Sml., EU:C:2005:519, præmis 31 og 45, og af 17.4.2007, AGM-COS.MET, C-470/03, Sml., EU:C:2007:213, præmis 52 og 53), i lighed med Rådets direktiv 89/392/EØF af 14. juni 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om maskiner (EFT L 183, s. 9) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/37/EF af 22. juni 1998 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om maskiner (EFT L 207, s. 1), der var forløbere herfor.

26      Med henblik herpå indeholder direktiv 2006/42 navnlig et forbud for medlemsstaterne mod at gribe ind i maskinernes frie bevægelighed i EU, når disse opfylder de betingelser, som gør det muligt at formode, at de er i overensstemmelse med de i direktivet fastsatte væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav (artikel 6 og 7 i direktiv 2006/42). Direktivet pålægger desuden de kompetente nationale myndigheder at sikre en kontrol med deres respektive markeder bl.a. ved at træffe de nødvendige foranstaltninger, så maskiner kun kan markedsføres eller leveres til brug, såfremt de er i overensstemmelse med direktivets bestemmelser, og såfremt de ikke bringer personers sundhed og sikkerhed i fare (artikel 4 i direktiv 2006/42). Endelig pålægger direktivet udtrykkeligt medlemsstaterne at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at trække maskiner, der kan frembyde fare for personers sundhed og sikkerhed, tilbage fra markedet, for at forbyde markedsføring eller levering til brug heraf eller mere generelt for at indskrænke den frie bevægelighed (artikel 11 i direktiv 2006/42).

27      For det tredje fremgår det af artikel 14, stk. 7, og artikel 19 i direktiv 2006/42, sammenholdt med niende og tiende betragtning til direktivet, at medlemsstaterne inden for rammerne af den ved direktivet organiserede markedskontrol, og nærmere bestemt gennemførelsen af den i direktivets artikel 11 fastsatte sikkerhedsklausul, er forpligtet til at sikre en korrekt og ensartet anvendelse af direktivet ved at koordinere med hinanden og tage hensyn til de retningslinjer, der udvikles af Kommissionen.

28      Henset til formålet med samt den generelle opbygning og indholdet af de i præmis 26 og 27 ovenfor anførte bestemmelser må det fastslås, at den anfægtede afgørelse medfører, at alle andre medlemsstater end Kongeriget Danmark skal træffe de nødvendige foranstaltninger for markedsføring eller bevarelse af Multione S630 på deres markeder og herved sikre en korrekt og ensartet anvendelse af direktiv 2006/42 i lyset af de foranstaltninger, der er blevet truffet af de danske myndigheder, og som Kommissionen har erklæret begrundede, således som sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende. Med andre ord er alle andre medlemsstater end Kongeriget Danmark som følge af den anfægtede afgørelse forpligtet til hver især at undersøge, om de eksemplarer af den nævnte maskine, som sagsøgeren har kunnet markedsføre på deres respektive markeder, er udstyret med et passende førerværn, der er egnet mod faren for nedfaldende materialer eller genstande, og følgelig om disse maskiner kan forblive på de nævnte markeder. Den anfægtede afgørelse har derfor den umiddelbare konsekvens, at der iværksættes nationale procedurer, som rejser tvivl om den ret, som sagsøgeren indtil da havde i hele Unionen til at markedsføre en maskine, der selv var omfattet af den i direktivets artikel 7 fastsatte formodning for overensstemmelse, for så vidt som maskinen var forsynet med EF-mærkning og ledsaget af EF-overensstemmelseserklæringen (jf. analogt dom Kommissionen mod Infront WM, nævnt i præmis 17 ovenfor, EU:C:2008:159, præmis 50-52).

29      Desuden har Kommissionen i den foreliggende sag ikke bestridt den omstændighed, at de finske og litauiske myndigheder, efter at have været adressater for den anfægtede afgørelse, allerede har taget skridt i denne retning.

30      For det andet overlader den anfægtede afgørelse ikke noget skøn til sine adressater for så vidt angår det resultat, som skal opnås, idet gennemførelsen heraf skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af EU-retten uden anvendelse af andre mellemkommende regler.

31      Det er som anført af Kommissionen ganske vist sandsynligt, at de kompetente nationale myndigheder på forhånd skal ty til kontrolforanstaltninger for at kunne fastlægge, om sagsøgeren har bragt eller påtænker at bringe eksemplarer af Multione S630 i omløb på deres område, og om visse af disse eksemplarer ikke er udstyret med førerværn mod risikoen for nedfaldende genstande eller materialer. Såfremt dette viser sig at være tilfældet, er disse myndigheder ikke desto mindre forpligtet til at lægge til grund, at denne situation kan frembyde fare for personers sikkerhed, og til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at imødegå denne risiko ved i denne forbindelse at sikre en korrekt og ensartet anvendelse af direktiv 2006/42 i lyset af den anfægtede afgørelse og de danske foranstaltninger, som afgørelsen erklærer for at være berettigede, og dermed ved at træffe afgørelse om forbud mod eller tilbagetrækning eller ændring af den pågældende maskine eller ved at træffe enhver tilsvarende foranstaltning. Det er derfor den afgørelse fra Kommissionen, hvori det er blevet fastslået, at de danske foranstaltninger er berettigede, som fastlægger det resultat, der skal nås af de øvrige nationale myndigheder, som ikke indrømmes noget skøn i denne henseende (jf. i denne retning kendelse af 7.6.2007, IMS mod Kommissionen, T-346/06 R, Sml., EU:T:2007:164, præmis 51-54; jf. ligeledes analogt dom Kommissionen mod Infront WM, nævnt i præmis 17 ovenfor, EU:C:2008:159, præmis 59-63).

32      I den foreliggende sag har Kommissionen desuden ikke med føje bestridt sagsøgerens argumenter – hvorefter de skridt, som de finske og litauiske myndigheder har taget som følge af deres kendskab til den anfægtede afgørelse, bekræfter, at disse myndigheder ikke nærer nogen tvivl med hensyn til rækkevidden af denne afgørelse og de konsekvenser, myndighederne skal drage heraf – eller de i denne henseende indleverede dokumenter.

33      De ovenfor anførte betragtninger svækkes ikke af artikel 9 i direktiv 2006/42. Denne artikel, hvorved der er indført »[s]ærlige foranstaltninger for potentielt farlige maskiner«, fastsætter bl.a., at såfremt Kommissionen efter proceduren i direktivets artikel 11 finder, at en foranstaltning, som en medlemsstat har truffet, er berettiget, kan den træffe foranstaltninger, hvorefter medlemsstaterne anmodes om at forbyde eller begrænse markedsføringen af maskiner, der som følge af deres tekniske karakteristika frembyder den samme risiko som den maskine, der er omhandlet i de nationale foranstaltninger, eller at underkaste sådanne maskiner særlige betingelser. Det bliver desuden præciseret i 13. betragtning til direktivet, at sådanne foranstaltninger, der er vedtaget på EU-plan, ikke er umiddelbart bindende for erhvervsdrivende, og at de skal gennemføres af medlemsstaterne.

34      I denne henseende bemærkes, at selv om medlemsstaterne skal sikre en korrekt og ensartet anvendelse af direktiv 2006/42 ved at drage konsekvenserne af en national foranstaltning, der er truffet med hensyn til en bestemt maskine, og som Kommissionen har erklæret berettiget, uden at råde over noget skøn for så vidt angår det resultat, der skal nås, er det klart, at de ikke af egen drift og uden for de i direktivets artikel 11, stk. 1, fastsatte proceduremæssige og materielle rammer kan udvide denne foranstaltnings anvendelsesområde til andre maskiner med den begrundelse, at disse maskiner frembyder den samme risiko, uden at tilsidesætte det i direktivets artikel 6, stk. 1, fastsatte princip om fri bevægelighed og den i direktivets artikel 7 fastsatte formodning om overensstemmelse (jf. i denne retning dom af 25.3.1999, Kommissionen mod Italien, C-112/97, Sml., EU:C:1999:168, præmis 54, og dom AGM-COS.MET, nævnt i præmis 25 ovenfor, EU:C:2007:213, præmis 61-64 og 68-70). Dette er grunden til, at EU-lovgiver har gjort denne udvidelse betinget af gennemførelsen af en særlig procedure, som bl.a. indebærer dels, at Kommissionen træffer en udtrykkelig afgørelse herom, dels at der træffes nationale foranstaltninger til gennemførelse af denne afgørelse. Derimod er sådanne retsakter, for så vidt angår det omhandlede direktivs artikel 11, hverken påkrævet eller nødvendige henset til denne bestemmelses rækkevidde (jf. præmis 28 og 31 ovenfor).

35      Henset til samtlige ovenstående betragtninger kan Kommissionen ikke med føje bestride, at søgsmålet kan antages til realitetsbehandling, med den begrundelse, at den anfægtede afgørelse ikke berører sagsøgeren umiddelbart.

 Om påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse

36      Sagsøgeren har til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse anført to anbringender vedrørende for det første en tilsidesættelse af direktiv 2006/42 og for det andet en manglende iagttagelse af ligebehandlingsprincippet.

 Om det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af direktiv 2006/42

37      Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er baseret på en urigtig fortolkning og anvendelse af bestemmelserne i direktiv 2006/42 vedrørende de væsentlige sikkerhedskrav, som skal overholdes af producenter af maskiner, der skal markedsføres i Unionen.

38      For det første fastslår den anfægtede afgørelse, at de foranstaltninger, som de danske myndigheder har truffet med hensyn til Multione S630, er berettigede, selv om disse indeholder et krav om, at maskinen skal opfylde krav, som går videre end dem, der er fastsat i artikel 5, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/42 og i punkt 1.1.2 og 3.4.4 i bilag I til direktivet.

39      For det andet har den urigtige rækkevidde, som først de danske myndigheder og derefter Kommissionen har tillagt disse bestemmelser, ført til, at nationale foranstaltninger, der er truffet i strid med betingelserne for gennemførelsen af den i artikel 11 i direktiv 2006/42 fastsatte sikkerhedsklausul, med det forbud mod at gribe ind i maskinernes frie bevægelighed, som direktivets artikel 6, stk. 1, fastsætter for medlemsstaterne, og med den formodning om overensstemmelse, som Multione S630 var omfattet af i medfør af direktivets artikel 7, stk. 1, er blevet erklæret gyldige i den anfægtede afgørelse.

40      For det tredje har Kommissionen tilsluttet sig de danske myndigheders standpunkt uden at tage noget hensyn til de kritikpunkter, som sagsøgeren først fremførte for disse myndigheder og derefter i forbindelse med det samråd, der blev organiseret i henhold til artikel 11, stk. 3, i direktiv 2006/42.

41      Endelig har sagsøgeren for det fjerde gjort gældende, at desuagtet den urigtige fortolkning af direktiv 2006/42, hvorpå den anfægtede afgørelse er støttet, er den vurdering af de faktiske omstændigheder, der er blevet foretaget af de danske myndigheder, og som Kommissionen har erklæret berettiget, selv urigtig.

42      Kommissionen, støttet af Kongeriget Danmark, har bestridt disse forskellige klagepunkter.

43      Henset til parternes argumentation skal der successivt foretages en prøvelse af, om det foreliggende anbringende er relevant, derefter af de to første af sagsøgeren i denne forbindelse anførte klagepunkter om, at der foreligger retlige fejl, og endelig af sagsøgerens sidste to klagepunkter, hvorved denne i det væsentlige har foreholdt Kommissionen at have foretaget et urigtigt skøn.

–       Om anbringendets relevans

44      Det bemærkes for det første, at artikel 11 i direktiv 2006/42 med overskriften »Sikkerhedsklausul«, samtidig med at bestemmelsen udtrykkeligt pålægger medlemsstaterne at træffe alle nødvendige foranstaltninger, så den frie bevægelighed på deres nationale markeder af maskiner, om hvilke medlemsstaterne har konstateret, at de frembyder en fare for personers sundhed og sikkerhed, indskrænkes, fastsætter, at Kommissionen »konstaterer«, om disse foranstaltninger »er berettigede« (jf. præmis 19 og 20 ovenfor).

45      Som Kommissionen selv har fremhævet, er retsgrundlaget for direktiv 2006/42 artikel 95 EF (nu artikel 114 TEUF), hvori stk. 10 fastsætter, at de på dette grundlag vedtagne harmoniseringsforanstaltninger i de relevante tilfælde indeholder en beskyttelsesklausul, der bemyndiger medlemsstaterne til med en eller flere af de ikke-økonomiske begrundelser, der er nævnt i artikel 36 TEUF, at træffe »foreløbige foranstaltninger, der er undergivet en EU-kontrolprocedure«.

46      Det følger heraf, at selv om det som fremhævet af Kommissionen faktisk er medlemsstaterne, som det påhviler at gennemføre direktiv 2006/42 korrekt og sørge for, at de maskiner, der er blevet markedsført eller leveret til brug på deres område, opfylder disse bestemmelser, i givet fald ved at træffe foranstaltninger som dem, der er omhandlet i direktivets artikel 11, tilkommer det ikke desto mindre Kommissionen at kontrollere, om disse foranstaltninger er berettigede, ved navnlig at sikre sig, at de retlige og faktiske hensyn, der ligger til grund for vedtagelsen heraf, er velbegrundet (jf. analogt dom Frankrig mod Kommissionen, nævnt i præmis 25 ovenfor, EU:C:1994:196, præmis 27 og 28; jf. ligeledes i denne retning og analogt dom af 14.6.2007, Medipac-Kazantzidis, C-6/05, Sml., EU:C:2007:337, præmis 46, og af 22.4.2015, Klein mod Kommissionen, C-120/14 P, EU:C:2015:252, præmis 64 og 76). Udfaldet af denne kontrol er afgørende for den endelige opretholdelse af den pågældende nationale foranstaltning, for så vidt som medlemsstaten kun kan opretholde denne, såfremt Kommissionen erklærer den berettiget, og i modsat fald skal bringe den til ophør.

47      Det følger heraf, at i modsætning til det af Kommissionen anførte har enhver person, der kan nedlægge påstand om annullation af en afgørelse, hvor sådanne foranstaltningers berettigelse er blevet fastslået, ret til at gøre gældende til støtte for sin påstand, at afgørelsen er støttet på en forkert fortolkning af bestemmelserne i direktiv 2006/42, selv hvis denne fortolkning, som samtlige medlemsstater skal tage behørigt hensyn til (jf. præmis 28, 30 og 31 ovenfor), først blev foretaget af de kompetente nationale myndigheder og efterfølgende gengivet af Kommissionen. I et sådant tilfælde skal den retlige fejl, der kan gøre den afgørelse, hvorved Kommissionen har fastslået de pågældende nationale foranstaltningers berettigelse, ugyldig, nemlig kunne anfægtes ved en af Unionens retsinstanser, idet artikel 263 TEUF og princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse ellers tilsidesættes.

48      Desuden skal domstolsprøvelsen af, om de retlige hensyn, der har ført Kommissionen til at konkludere, at de pågældende nationale foranstaltninger er berettigede, være fuldstændig, når der er tale om et retligt spørgsmål.

49      I den foreliggende sag kan sagsøgeren derfor anføre, at den med rette kan gøre gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med retlige fejl, for så vidt som Kommissionen dels har gengivet den urigtige fortolkning af direktiv 2006/42, som blev foretaget af de danske myndigheder, dels har konkluderet, at de nationale foranstaltninger, der er blevet truffet i strid med bl.a. direktivets artikel 6, stk. 1, artikel 7 og artikel 11 samt bilag I til direktivet, er berettigede.

–       Om klagepunkterne vedrørende retlige fejl

50      Det skal derfor for det andet efterprøves, om disse klagepunkter er begrundet. Sagsøgeren har i det væsentlige bestridt fortolkningen af visse af betingelserne for gennemførelse af den i artikel 11, stk. 1, i direktiv 2006/42 fastsatte sikkerhedsklausul, således som denne fortolkning er blevet foretaget af de danske myndigheder og erklæret begrundet af Kommissionen i den anfægtede afgørelse. I denne henseende er det ubestridt, at Multione S630 for det første er en maskine, der er omfattet af direktivet, at de eksemplarer af denne maskine, som sagsøgeren har markedsført på det danske marked, for det andet er forsynet med CE-mærkning, og at de for det tredje er ledsaget af en EF-overensstemmelseserklæring. Sagsøgeren og Kommissionen er i den foreliggende sag derimod uenige om rækkevidden af den betingelse, hvorefter den kompetente medlemsstat skal konstatere, at »anvend[t] i overensstemmelse med dens bestemmelse eller under forhold, der med rimelighed kan forudses, kan [den pågældende maskine] frembyde fare for personers sikkerhed«, for at have ret til at indskrænke dens frie bevægelighed på sit område. Navnlig er de uenige om dels fremgangsmåden for vurdering af den risiko, som en maskine kan frembyde for sine brugeres sikkerhed, dels rækkevidden af og samspillet mellem de forskellige forpligtelser, som fabrikanterne pålægges med henblik på at imødegå denne risiko.

51      I denne henseende fremgår det klart af artikel 11, stk. 1, i direktiv 2006/42, at det er, når en medlemsstat konstaterer, at »en maskine« omfattet af dette direktiv, som »anvendes i overensstemmelse med dens bestemmelse eller under forhold, der med rimelighed kan forudses, kan frembyde fare for personers sikkerhed«, at den skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at trække »den pågældende maskine« tilbage fra markedet, for at forbyde markedsføring eller levering til brug »af sådant maskineri« eller for at indskrænke »dens« frie bevægelighed.

52      Dernæst definerer artikel 2, stk. 2, litra a), første led, i direktiv 2006/42 en maskine som værende »en samling af indbyrdes forbundne dele eller komponenter, hvoraf mindst en er bevægelig, forsynet med eller beregnet til at blive forsynet med et andet drivsystem end den menneskelige eller animalske kraft anvendt direkte, og samlet således, at de er indbyrdes forbundne med henblik på en nærmere fastlagt anvendelse«. De definitioner, der er anført i de andre led i denne bestemmelse, henviser til definitionen i dette første led, eller også henviser de ikke hertil, men karakteriser ligeledes maskiner ved den omstændighed, blandt andre kriterier, at de består af elementer, der er samlet »for at opnå et bestemt resultat« eller »som er indbyrdes forbundne, bestemt« til et bestemt formål. Desuden sidestiller artikel 1, stk. 1, litra g), og artikel 2, litra g), de delmaskiner, der er defineret således, at de ikke alene kan sikre en bestemt anvendelse, og at de er beregnet til at skulle forbindes med eller inkorporeres i andre maskiner eller udstyr med henblik på at udgøre faktiske maskiner, med maskiner.

53      Endelig fremgår det af artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i direktiv 2006/42, at ordet »maskine« skal forstås således, at det ud over de maskiner, som er omhandlet i de i den foregående præmis anførte bestemmelser, henviser til en samling af øvrige produkter, der bl.a. omfatter udskifteligt udstyr. Direktivets artikel 2, stk. 2, litra b), definerer udskifteligt udstyr som værende »en komponent, som operatøren selv kobler sammen med en maskine eller traktor efter ibrugtagning af disse med henblik på at ændre deres funktion eller give dem en ny funktion, for så vidt udstyret ikke er et værktøj«. Anden udgave af Vejledning i anvendelsen af maskindirektivet 2006/42, der blev udgivet af Kommissionen i juni 2010, og som er indgået til sagsakterne, præciser bl.a. i § 41, at i modsætning til værktøj, »som ikke ændrer hovedmaskinens funktion eller tilfører den en ny funktion«, som ikke er omfattet af maskindirektivet, kan »[u]dskifteligt udstyr […] f.eks. være udstyr, der er koblet sammen med landbrugs- og skovbrugstraktorer med henblik på funktioner som pløjning, høst, løft eller lastning, og udstyr, der er koblet sammen med jordflyttende udstyr med henblik på funktioner som boring eller nedbrydning«.

54      Henset til disse bestemmelser og definitioner bemærkes for det første, at det er i forhold til en konkret maskine eller konkret udskifteligt udstyr med en eller flere bestemte funktioner, at en medlemsstat kan ty til den i artikel 11 i direktiv 2006/42 fastsatte sikkerhedsklausul, og at medlemsstaten i denne forbindelse har pligt til at vurdere den risiko for personers sundhed eller sikkerhed, som udgør en betingelse for gennemførelsen af en sådan klausul (jf. i denne retning dom Kommissionen mod Italien, nævnt i præmis 34 ovenfor, EU:C:1999:168, præmis 10 og 39). Denne vurdering og den heraf følgende nationale foranstaltning skal derfor være begrundet i forhold til maskinen, således som denne er blevet markedsført, og i givet fald i forhold til det udskiftelige udstyr, som maskinen var forsynet med ved markedsføringen eller leveringen til brug heraf. I modsat fald ville en medlemsstat have mulighed for at foretage et indgreb i princippet om fri bevægelighed, hvilket indgreb kun er berettiget, hvis der foreligger en reel risiko for personers sundhed eller sikkerhed (jf. præmis 57 herefter).

55      I den foreliggende sag er sagsøgeren derfor berettiget til i det væsentlige at gøre gældende, at det var i forhold til Multione S630, således som maskinen faktisk blev markedsført på det danske marked, at de danske myndigheder skulle foretage en vurdering af den risiko, som udgør en betingelse for gennemførelsen af den sikkerhedsklausul, der er fastsat i direktiv 2006/42 og de bestemmelser i dansk ret, som er blevet vedtaget med henblik på dens anvendelse. I denne henseende har sagsøgeren uden at blive modsagt af Kommissionen eller Kongeriget Danmark anført, at samtlige eksemplarer af denne maskine, der var blevet markedsført på det danske marked, var blevet købt sammen med udstyr, som for det første gjorde dem egnet til vedligeholdelse af minkfarmene, og hvis tilsigtede brug for det andet ikke i sig selv indebar en risiko for nedfaldende materialer eller genstande.

56      For det andet kan den risikovurdering, som de pågældende nationale myndigheder skal foretage under Kommissionens kontrol, ikke indskrænkes til den risiko, der frembydes, når den pågældende maskine anvendes »i overensstemmelse med dens bestemmelse« eller »på de betingelser, fabrikanten […] har foreskrevet«. Tværtimod pålægger flere bestemmelser i direktiv 2006/42, herunder dets artikel 4, stk. 1, og artikel 11, stk. 1, samt de »Generelle principper«, der er anført først i bilag I til direktivet, og det nævnte bilags punkt 1.1.2 med overskriften »Principper for integrering af sikkerheden«, at der mere generelt tages hensyn til de risici, der foreligger »under forhold, der med rimelighed kan forudses«, eller som er knyttet til »enhver forkert brug heraf, der med rimelighed kan forudses«, som i bilagets punkt 1.1.1 selv er defineret som »brug af en maskine på en måde, der ikke er tilsigtet i brugsanvisningen, men som vil kunne følge af let forudsigelig menneskelig adfærd«.

57      Desuden bemærkes, at det fremgår af selve ordlyden af punkt 1.1.2, litra a), i bilag I til direktiv 2006/42, at »enhver risiko« knyttet til installationen, vedligeholdelsen eller funktionen af den pågældende maskine – hvad enten risikoen foreligger i forbindelse med en tilsigtet brug eller med en forkert brug, der med rimelighed kan forudses – kan begrunde, at der tys til den sikkerhedsklausul, som er fastsat i direktivets artikel 11. Denne artikel kræver imidlertid, at den risiko, der har begrundet klausulens gennemførelse, skal være »[k]onstatere[t]«, og dermed, at den medlemsstat, som har påberåbt sig den, i tilstrækkelig grad godtgør, at en sådan risiko faktisk foreligger. Hvis ikke dette bliver godtgjort, kan det indgreb i princippet om fri bevægelighed, som skyldes den nationale foranstaltning truffet i henhold til den i denne bestemmelse fastsatte sikkerhedsklausul, ikke anses for at være »berettige[t]« i denne bestemmelses forstand (jf. i denne retning og analogt dom af 5.3.2009, Kommissionen mod Spanien, C-88/07, Sml., EU:C:2009:123, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).

58      Endelig bemærkes, at spørgsmålet, om der foreligger en risiko for personers sundhed eller sikkerhed som omhandlet i artikel 11, stk. 1, i direktiv 2006/42, blandt andre kriterier kan vurderes i lyset af de væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav, som maskinfabrikanterne pålægges ved direktivets artikel 5, stk. 1, litra a), og bilag I til direktivet (jf. analogt dom Klein mod Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, EU:C:2015:252, præmis 71). Det er nemlig en betingelse for markedsføringen af maskinerne (samme direktivs artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 1), at de krav, som er indført med henblik på at sikre, at der ved konstruktionen og fremstillingen af disse maskiner tages hensyn til de hermed forbundne risici (»Generelle principper«, der står øverst i bilag I til dette direktiv, og bilagets punkt 1.1.2), bliver overholdt. En foranstaltning om tilbagetrækning eller forbud kan støttes på en manglende opfyldelse heraf (det omhandlede direktivs artikel 11, stk. 2).

59      I den foreliggende sag begik Kommissionen derfor ikke nogen retlig fejl, da den efter de danske myndigheder fandt, at der ved vurderingen af den til Multione S630 knyttede risiko ikke alene skulle tages hensyn til denne maskines tilsigtede brug, men også enhver brug, der med rimelighed kunne forudses. Kommissionen begik heller ikke nogen retlig fejl, da den fandt, at denne vurdering kunne foretages i lyset af de væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav, som er fastsat i punkt 1.1.2 og 3.4.4 i bilag I til direktiv 2006/42 (tredje, sjette og syvende betragtning til den anfægtede afgørelse).

60      Navnlig bemærkes, at selv om denne vurdering skulle være foretaget konkret i forhold til Multione S630, således som sagsøgeren havde udstyret og markedsført maskinen på det danske marked (jf. præmis 54 og 55 ovenfor), bevirkede dette ikke, at de kompetente myndigheder ikke måtte tage hensyn til de risici, der var knyttet til den omstændighed, at denne maskine, som var blevet markedsført uden passende førerværn mod nedfaldende genstande eller materialer, efterfølgende kunne samles med andet udstyr, der nødvendiggjorde et sådant værn. En sådan hensyntagen var tværtimod tilladt, under forudsætning af at det blev godtgjort, at der her var tale om en forkert brug, som med rimelighed kunne forudses, og at denne brug indebar en reel risiko for personers sikkerhed (jf. præmis 56 og 57 ovenfor).

61      For det tredje er parterne uenige om rækkevidden af det væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav, som er indeholdt i punkt 3.4.4 i bilag I til direktiv 2006/42.

62      Punkt 3 i bilag I til direktiv 2006/42 opregner en række væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav, som er særlige for de maskiner, der indebærer en risiko, som skyldes deres mobilitet. Disse krav og de generelle krav, som er fastsat i bilagets punkt 1, supplerer hinanden. Det fremgår af punkt 3 og 4 i »Generelle principper«, som er indeholdt øverst i dette bilag, at disse maskiner i princippet skal opfylde samtlige disse generelle og specifikke krav.

63      Det fremgår bl.a. af punkt 3.4.4 i bilag I til direktiv 2006/42, at »[h]vis der ved anvendelse af en selvkørende maskine med kørende fører, operatør(er) eller en eller flere andre personer er risiko for nedfaldende genstande eller materialer, skal maskinen være konstrueret og fremstillet således, at der tages højde for denne risiko, og, hvis dens dimensioner muliggør det, være udstyret med et passende førerværn«.

64      Som Kommissionen med rette har gjort gældende, skal dette specifikke kravs rækkevidde fortolkes i lyset af de generelle principper, der er fastsat i direktiv 2006/42, og navnlig punkt 1 i »Generelle principper«, som er anført øverst i bilag I til direktivet, og »Principper for integrering af sikkerheden« anført i bilagets punkt 1.1.2. Indledningsvis fremgår det imidlertid klart af de sidstnævnte, at konstruktionen og fremstillingen af de maskiner, som er beregnet til at blive markedsført i Unionen, skal sikre, at disse kan fungere, »uden at personer udsættes for risiko […] på de betingelser, der er foreskrevet, men også under enhver forkert brug heraf, der med rimelighed kan forudses«, og mere generelt »således, at det undgås, at [de] anvendes på en unormal måde, hvis en sådan anvendelsesmåde indebærer en risiko«. Andre bestemmelser i bilaget, herunder dets punkt 1.1.7 med overskriften »Arbejdspladser«, går i samme retning. Dernæst skal formålet med de foranstaltninger, der træffes med henblik herpå, »være at fjerne enhver risiko«. Endelig er fabrikanten for at opfylde en sådan forpligtelse, idet den pågældende samtidig har mulighed for at »[vælge] de bedst egnede løsninger«, ikke desto mindre forpligtet til at følge en prioriteret rækkefølge, der for det første består i at »så vidt muligt fjerne eller mindske risiciene (integrering af sikkerheden ved konstruktion og fremstilling af maskine[rne])«, for det andet i at »træffe de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger mod de risici, som ikke kan fjernes«, og for det tredje i at »give brugerne oplysninger om de tilbageværende risici som følge af, at de trufne beskyttelsesforanstaltninger er ufuldstændige«.

65      Henset til, at formålet om straks ved »maskinernes konstruktion og fremstilling« at »så vidt muligt fjerne eller mindske« de risici, som er forbundet med deres »tilsigtede brug« eller deres »forkert[e] brug, der med rimelighed kan forudses«, samt om, at »det undgås, at [de] anvendes på en unormal måde«, og om at »træffe [alle] de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger mod de risici, som ikke kan fjernes«, skal prioriteres højest, må det fastslås, at når en maskine, ligesom det er tilfældet i den foreliggende sag, er beregnet til at anvendes til mange forskellige former for brug i forhold til det forskellige udskiftelige udstyr, som maskinen kan forsynes med, skal den inden enhver markedsføring eller levering til brug være udstyret med et passende førerværn, når det er blevet konstateret, at selv om den brug, som køberen af maskinen tilsigter i et bestemt tilfælde, ikke selv indebærer en risiko for nedfaldende genstande eller materialer, kan et af de andre brug, der med rimelighed kan forudses, og som den kan give anledning til, indebære en sådan risiko. En sådan foranstaltning henhører nemlig under de foranstaltninger, med hvilke det tilsigtes »så vidt muligt [at] fjerne eller mindske risiciene« gennem »integrering af sikkerheden ved konstruktion og fremstilling af maskine[rne]«.

66      Ingen af de andre argumenter fra sagsøgeren end dem, som allerede er blevet undersøgt, kan rejse tvivl om denne konklusion.

67      Sagsøgeren kan navnlig ikke påberåbe sig ordlyden af artikel 2, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 86/296/EØF af 26. maj 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om førerværn på visse typer bygge- og anlægsmateriel med henblik på beskyttelse mod nedfaldende genstande (FOPS) (EFT L 186, s. 10), der fastsætter, at »det i artikel 1 omhandlede bygge- og anlægsmateriel kun [kan] markedsføres, såfremt det er udformet således, at det kan forsynes med [EF]-førerværn. Materiel betragtes som værende udformet således, at det kan forsynes med [EF]-førerværn, såfremt det er forsynet med førerværn til beskyttelse ved væltning og/eller stejling (ROPS), hvorpå dette [EF]-førerværn kan monteres«. For det første er denne retsakt nemlig ikke længere gældende. For det andet forholder det sig således, at selv om det er korrekt, at ordlyden af denne bestemmelse oprindeligt blev gengivet som sådan i punkt 3.4.4 i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/37/EF af 22. juni 1998 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om maskiner (EFT L 207, s. 1), er ordlyden ikke desto mindre blevet ændret i forbindelse med de forarbejder, der førte til vedtagelsen af direktiv 2006/42, som nu foreskriver installation af et førerværn mod nedfaldende genstande eller materialer (jf. præmis 63-65 ovenfor).

68      Sagsøgeren kan heller ikke med rette påberåbe sig de i direktiv 2006/42 fastsatte oplysningsforpligtelser.

69      De væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav, som direktiv 2006/42 pålægger maskinfabrikanterne, omfatter ganske vist, således som det navnlig fremgår af punkt 1.7.4.1 og 1.7.4.2 i bilag I til direktivet, forpligtelsen til at forsyne disse maskiner med en brugsanvisning, der beskriver deres tilsigtede brug, tager højde for en forkert brug heraf, der med rimelighed kan forudses, advarer operatørerne om de måder, som maskinerne ikke må anvendes på, men som erfaringen viser kan forekomme, og instruerer brugerne i de beskyttelsesforanstaltninger, som de skal træffe. Hvad angår det særlige tilfælde med maskiner, der indebærer en risiko, som skyldes deres mobilitet, fremgår det desuden af dette bilags punkt 3.6.3.2, at »[b]rugsanvisningen for maskiner med flere anvendelsesmuligheder afhængig af det udstyr, der benyttes, og brugsanvisningen for udskifteligt udstyr skal indeholde de nødvendige oplysninger, for at montering og brug af hovedmaskinen og det udskiftelige udstyr kan ske på en sikker måde«. I den foreliggende sag har sagsøgeren i detaljer redegjort for grundene til, at virksomheden er af den opfattelse, at den har opfyldt denne forpligtelse, og Kommissionen bestrider hverken de argumenter, som sagsøgeren har anført i denne henseende, eller de beviser, som sagsøgeren har fremlagt til støtte herfor.

70      Overholdelsen af dette krav rejser imidlertid ikke tvivl om maskinfabrikanternes prioriterede forpligtelse til at integrere sikkerheden ved konstruktionen og fremstillingen af maskinerne ved så vidt muligt at fjerne eller mindske de risici, som er forbundet med deres tilsigtede brug eller deres forkerte brug, der med rimelighed kan forudses, således som det fremgår af punkt 1.7.4.2, litra l), i bilag I til direktiv 2006/42, og således som det er blevet anført af Kongeriget Danmark. Med andre ord pålægger direktivet ikke alene fabrikanterne at advare deres kunder mod de risici, som er forbundet med en forkert brug, der med rimelighed kan forudses, af de maskiner, som de sælger til dem, således som sagsøgeren hævder at have gjort. Direktivet forpligter dem ligeledes til så vidt muligt at fjerne eller mindske risiciene allerede ved konstruktionen og fremstillingen af disse maskiner, således som Kommissionen har anført.

71      På denne baggrund må det fastslås, at Kommissionen ikke begik nogen retlig fejl, da den efter de danske myndigheder fandt, at de af maskinfabrikanterne trufne foranstaltninger skulle tilsigte straks ved konstruktionen og fremstillingen af maskinerne at fjerne enhver risiko, som deres tilsigtede brug eller deres forkerte brug, der med rimelighed kunne forudses, kunne give anledning til. Kommissionen begik heller ikke nogen retlig fejl, da den i det væsentlige fandt, at når det konstateres, at en multifunktionel maskine som den i hovedsagen omhandlede udsætter sin operatør for en risiko for nedfaldende genstande eller materialer i forbindelse med en tilsigtet brug heraf eller en forkert brug heraf, der med rimelighed kan forudses, skal der tages hensyn til denne risiko ved at udstyre maskinen med et førerværn forud for enhver markedsføring eller levering til brug (tredje, fjerde, sjette og syvende betragtning til den anfægtede afgørelse).

72      Følgelig har Kommissionen ved at støtte den anfægtede afgørelse på denne analyse hverken tilsidesat betingelserne for gennemførelse af den i artikel 11 i direktiv 2006/42 fastsatte sikkerhedsklausul eller det forbud mod at gribe ind i den frie bevægelighed, som direktivets artikel 6, stk. 1, fastsætter for medlemsstaterne. Kommissionen har herved heller ikke tilsidesat den formodning om overensstemmelse, som Multione S630 var omfattet af i medfør af direktivets artikel 7, stk. 1, eftersom det klart fremgår af denne retsakts opbygning, at en sådan formodning ikke rejser tvivl om den til medlemsstaterne indrømmede mulighed for at ty til sikkerhedsklausulen i direktivets artikel 11, når de i sidstnævnte fastsatte betingelser er opfyldt (jf. i denne retning og analogt dom Medipac-Kazantzidis, nævnt i præmis 46 ovenfor, EU:C:2007:337, præmis 44 og 46, og af 19.11.2009, Nordiska Dental, C-288/08, Sml., EU:C:2009:718, præmis 23 og 24).

–       Om klagepunkterne vedrørende fejl i bedømmelsen af de faktiske omstændigheder

73      For det tredje skal der derfor foretages en prøvelse af sagsøgerens klagepunkter vedrørende berettigelsen af Kommissionens bedømmelse, hvorefter de af de danske myndigheder trufne foranstaltninger var begrundet i den risiko, som var forbundet med sagsøgerens maskine.

74      I denne henseende er det i den anfægtede afgørelse indledningsvis blevet anført, at de danske myndigheder var berettigede til at lægge til grund, at selv om Multione S630 oprindeligt var blevet konstrueret med henblik på at fungere under betingelser, der ikke indebar nogen risiko for nedfaldende genstande eller materialer, var det sandsynligt, at maskinen ville blive anvendt under andre betingelser, hvorved operatøren ville blive udsat for en sådan risiko (fjerde og syvende betragtning). Kommissionen fandt derefter, at undersøgelsen af de af sagsøgeren fremsatte bemærkninger bekræftede, at der forelå en sådan risiko (ottende betragtning).

75      Det bemærkes for det første, således som sagsøgeren i det væsentlige har anført, at denne begrundelse, der i sig selv er kortfattet, skal fortolkes i den sammenhæng, hvori den procedure, som den anfægtede afgørelse har bragt til ophør, indgår, og forstås således, at Kommissionen har godkendt den analyse, som forudgående var blevet foretaget af de danske myndigheder, efter forinden at have undersøgt analysen i lyset af de bemærkninger, som sagsøgeren havde fremsat i medfør af artikel 11, stk. 3, i direktiv 2006/42, og som er blevet sammenfattet i femte betragtning til den anfægtede afgørelse.

76      Kommissionen kan derfor ikke med føje hævde, at de argumenter, hvormed sagsøgeren rejser tvivl om den bedømmelse, der begrunder de over for Multione S630 trufne foranstaltninger, i det væsentlige ikke er gyldige med den begrundelse, at de ikke vedrører den anfægtede afgørelse, men det standpunkt, som de danske myndigheder havde indtaget forinden. Hvis et sådant argument skulle tiltrædes, ville dette i øvrigt indebære, at lovligheden af denne afgørelse skulle bedømmes uden hensyntagen til den sammenhæng, der gør det muligt at forstå den, og uden videre at lægge til grund, at Retten, henset til den i præmis 74 ovenfor anførte begrundelse, ikke er i stand til at efterprøve berettigelsen af denne retsakt og følgelig skal annullere den, da den ikke er begrundet.

77      For det andet fremgår det klart af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen ikke har undladt at tage hensyn til de af sagsøgeren fremsatte bemærkninger, hvis indhold den har sammenfattet korrekt. Det fremgår ligeledes af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen ikke har tiltrådt de danske myndigheders standpunkt uden perspektivering, men at den på en kortfattet, men forståelig måde, og henset til den kontekst, som den tog stilling i, har forklaret de væsentlige retlige og faktiske grunde, der har ført den til at konkludere, at de af disse myndigheder trufne foranstaltninger var berettigede. Sagsøgerens argumenter vedrørende dette punkt må derfor forkastes.

78      For det tredje skal det – henset til såvel Kommissionens og Kongeriget Danmarks argumenter vedrørende intensiteten af den domstolsprøvelse, som Retten skal foretage med hensyn til berettigelsen af den faktuelle bedømmelse i den anfægtede afgørelse, som sagsøgerens indsigelser herimod – indledningsvis bemærkes, at direktiv 2006/42 tilsigter at harmonisere de betingelser, hvorunder maskiner omfattet af direktivet markedsføres på det indre marked, og at sikre deres frie bevægelighed inden for Unionen under samtidig overholdelse af en række krav, der har til formål at beskytte personers sundhed og sikkerhed mod de risici, som følger af anvendelsen af disse maskiner (præmis 25 ovenfor).

79      I dette øjemed indfører direktiv 2006/42 et system for tilsyn med og regulering af det indre marked, hvor det i første omgang er de kompetente nationale myndigheder, som det tilkommer at bedømme, om en sådan maskine frembyder en risiko for personers sundhed eller sikkerhed (jf. præmis 19, 26 og 27 ovenfor), og i bekræftende fald at træffe de foranstaltninger om tilbagetrækning eller forbud, der er påkrævet. Den sikkerhedsklausul, som er fastsat med henblik herpå i artikel 11 i direktiv 2006/42, skal selv ses i lyset af artikel 114, stk. 10, TEUF, der gør det muligt for medlemsstaterne at træffe sådanne foranstaltninger med en eller flere af de ikke-økonomiske begrundelser, der er nævnt i artikel 36 TEUF (jf. præmis 45 ovenfor), hvilke bl.a. omfatter beskyttelse af menneskers sundhed og liv. En sådan øvelse kan for de kompetente nationale myndigheder indebære komplekse vurderinger af teknisk eller videnskabelig karakter (jf. analogt dom af 21.1.1999, Upjohn, C-120/97, Sml., EU:C:1999:14, præmis 33 og 35).

80      Kommissionen skal inden for rammerne af denne ordning vurdere, om de af medlemsstaterne trufne foranstaltninger retligt og faktisk er berettigede (jf. præmis 20 og 46 ovenfor). Unionens retsinstanser har imidlertid inden for rammerne af Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (EFT L 230, s. 1) – som indfører en institutionel og processuel struktur, der ganske vist er forskellig fra den i direktiv 2006/42 fastsatte, men som forfølger et tilsvarende formål – allerede fastslået, at Kommissionen bør indrømmes et vidt skøn med henblik på en effektiv opfyldelse af det formål, den skal opfylde, og under hensyn til de komplicerede tekniske vurderinger, den skal foretage (dom af 18.7.2007, Industrias Químicas del Vallés mod Kommissionen, C-326/05 P, Sml., EU:C:2007:443, præmis 75, og af 9.9.2011, Dow AgroSciences m.fl. mod Kommissionen, T-475/07, Sml., EU:T:2011:445, præmis 86 og 150). Unionens retsinstanser har ligeledes indrømmet Kommissionen et sådant skøn, når denne skal kontrollere foranstaltninger, som en medlemsstat har truffet inden for rammerne af den i artikel 114, stk. 4-6, TEUF fastsatte ordning, men ikke inden for rammerne af et direktiv, der fastsætter en sikkerhedsklausul som omhandlet i samme artikels stk. 10 (dom af 6.11.2008, Nederlandene mod Kommissionen, C-405/07 P, Sml., EU:C:2008:613, præmis 54).

81      Når der skal foretages en prøvelse af udøvelsen af et vidt skøn, skal Unionens retsinstanser i forhold til de for dem anførte anbringender efterprøve, om formforskrifterne er overholdt, om de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har lagt til grund, er materielt rigtige, og om der er begået en åbenbar fejl i vurderingen af de faktiske omstændigheder eller er begået magtfordrejning (domme Industrias Químicas del Vallés mod Kommissionen, nævnt i præmis 80 ovenfor, EU:C:2007:443, præmis 76, og Dow AgroSciences m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 80 ovenfor, EU:T:2011:445, præmis 151).

82      Navnlig skal Unionens retsinstanser i lyset af de parterne fremførte argumenter efterprøve den materielle nøjagtighed af de beviser, der støtter den anfægtede retsakt, og oplysningernes troværdighed og sammenhæng, samt kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner (domme Nederlandene mod Kommissionen, nævnt i præmis 80 ovenfor, EU:C:2008:613, præmis 55, og Dow AgroSciences m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 80 ovenfor, EU:T:2011:445, præmis 153).

83      Hvad dernæst angår den risikovurdering, som den pågældende medlemsstat skal foretage, inden den under Kommissionens kontrol kan ty til de i artikel 11 i direktiv 2006/42 fastsatte foranstaltninger, har sagsøgeren med rette gjort gældende, at den skal foretages ud fra en rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsbrugers synspunkt, hvilket argument Kommissionen i øvrigt ikke specifikt har bestridt. Den beføjelse, som denne artikel indrømmer de nationale myndigheder, udgør nemlig en undtagelse til det i direktivet knæsatte princip om fri bevægelighed og er kun begrundet, når der foreligger en risiko forbundet med en »tilsigtet« brug af den pågældende maskine eller med en forkert brug heraf, »der med rimelighed kan forudses«, idet sidstnævnte brug selv er defineret i punkt 1.1.1, litra i), i bilag I til direktivet som en brug, »som vil kunne følge af let forudsigelig menneskelig adfærd«. I denne sammenhæng er den omstændighed, at de nationale myndigheder ikke foretager en abstrakt vurdering af, om en sådan risiko reelt foreligger, men vurderer den ud fra en rimeligt påpasselig gennemsnitsbrugers konkrete synspunkt, med til at sikre, at de ikke indskrænker maskinernes frie bevægelighed på uberettiget vis som omhandlet i direktivets artikel 11, stk. 1 (jf. præmis 54 og 57 ovenfor).

84      Når det under henvisning til en rimeligt påpasselig gennemsnitsbruger imidlertid er tilstrækkeligt godtgjort, at der foreligger en sådan risiko, har den omstændighed, at denne bruger på forhånd er blevet advaret om, at denne risiko foreligger, i modsætning til det af sagsøgeren anførte ingen betydning, henset til dels den rangfølge, som direktiv 2006/42 fastsætter mellem de forebyggelsesforpligtelser og de oplysningsforpligtelser, som den pålægger maskinfabrikanterne (jf. præmis 64 og 71 ovenfor), dels de konsekvenser, der er knyttet til en manglende opfyldelse af disse forpligtelser (jf. præmis 58 ovenfor).

85      Det er derfor under henvisning til en rimeligt påpasselig gennemsnitsbruger, at det endelig skal fastlægges, om Kommissionen i den foreliggende sag og uden åbenbart at begå nogen bedømmelsesfejl har kunnet lægge til grund, at de danske myndigheder havde begrundet de over for Multione S630 trufne foranstaltninger i, at der forelå en risiko for maskinens brugeres sikkerhed, der var knyttet til den omstændighed, at maskinen ikke var udstyret med noget førerværn mod nedfaldende genstande eller materialer.

86      I denne henseende har de danske myndigheder i det væsentlige anført, at selv i det tilfælde, hvor Multione S630 var blevet købt sammen med udstyr, der ikke gjorde den egnet til en tilsigtet brug, som udsatte dens brugere for en risiko for nedfaldende genstande eller materialer, forelå en sådan risiko ikke desto mindre af tre grunde. For det første kunne det med rimelighed forudses, at de berørte senere ville kunne erhverve udstyr, der udsatte dem for en sådan risiko, på brugtmarkedet, uden at skulle igennem sagsøgeren. Dernæst kunne det med rimelighed forudses, at en af sidstnævntes kunder besad flere eksemplarer af denne maskine, som den pågældende både anvendte til ikke-risikabel og risikabel brug, og at vedkommende ville ende med at anvende dem vilkårligt, uden at sagsøgeren ville kunne forhindre dette. Endelig forholder det sig således, at selv i det tilfælde, hvor den nævnte maskines tilsigtede brug ikke i sig selv indebar nogen risiko, ville visse af de miljøer, hvor den blev anvendt, såsom landbrugs- eller jordarbejde, ikke desto mindre udsætte brugeren for en risiko for nedfaldende genstande eller materialer, der med rimelighed kunne forudses.

87      Kommissionen er i det væsentlige af den opfattelse, at samtlige disse bedømmelser var begrundede.

88      Det skal imidlertid fastslås, at sagsøgeren ikke med føje har bestridt den første af disse. Sagsøgeren indskrænker sig nemlig i det væsentlige til at anføre, at bedømmelsen »ikke synes at være afgørende« af to grunde. For det første pålægger den til Multione S630 vedlagte brugsanvisning ejeren af maskinen dels at installere et egnet førerværn, såfremt den pågældende særskilt køber udstyr, der indebærer en risiko for nedfaldende genstande eller materialer, dels med henblik herpå at rette henvendelse til en forhandler eller et godkendt værksted. For det andet indebærer denne maskine, ligesom det er tilfældet for ethvert produkt, som er kendetegnet ved en vis grad af teknologi, visse risici, når den ikke bliver anvendt under overholdelse af de betingelser, der er anført i den til maskinen knyttede brugsanvisning, og som det påhviler brugeren at overholde. Uanset den omstændighed, at disse argumenter synes at være støttet på præmissen om, at den af de danske myndigheder konstaterede risiko faktisk foreligger, kan de imidlertid som anført af Kommissionen ikke tiltrædes, henset til den rangfølge, som direktiv 2006/42 fastsætter mellem de forebyggelsesforpligtelser og de oplysningsforpligtelser, som pålægges maskinfabrikanterne (jf. præmis 84 ovenfor).

89      Sagsøgeren har heller ikke bestridt den anden bedømmelse, som de danske myndigheder har foretaget, og som er blevet tiltrådt af Kommissionen, og i forhold til hvilken sagsøgeren indskrænker sig til at fremføre de samme argumenter.

90      Da disse argumenter ikke viser, at der er blevet begået nogen åbenbar bedømmelsesfejl, er det ufornødent at undersøge argumenterne vedrørende den tredje bedømmelse, som ligger til grund for de foranstaltninger, der blev truffet af de danske myndigheder, og som Kommissionen erklærede berettigede. Selv om det antages, at disse argumenter er begrundede, vil den anfægtede afgørelse nemlig ikke desto mindre stadig være berettiget af de grunde, som netop er blevet angivet. Følgelig er det ufornødent at bestemme, at den sagkyndige erklæring, som sagsøgeren har anmodet om i denne forbindelse, skal indhentes.

91      Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det foreliggende anbringende forkastes i sin helhed.

 Om det andet anbringende vedrørende en manglende iagttagelse af ligebehandlingsprincippet

92      Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er udtryk for en manglende iagttagelse af ligebehandlingsprincippet, for så vidt som det i afgørelsen fastslås, at de af de danske myndigheder trufne foranstaltninger er berettigede, selv om foranstaltningerne udtrykkeligt var rettet mod de eksemplarer af Multione S630, der var blevet markedsført på det danske marked, hvorimod de tusinder af analoge multifunktionelle maskiner, som er taget i brug på dette marked, ikke var omfattet heraf.

93      Kommissionen, støttet af Kongeriget Danmark, har bestridt disse argumenter.

94      I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at ligebehandlingsprincippet kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt, og at forskellige situationer ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet (dom af 13.12.1984, Sermide, 106/83, Sml., EU:C:1984:394, præmis 28, af 11.7.2006, Franz Egenberger, C-313/04, Sml., EU:C:2006:454, præmis 33, og af 3.9.2009, Cheminova m.fl. mod Kommissionen, T-326/07, Sml., EU:T:2009:299, præmis 214).

95      I den foreliggende sag skyldes den manglende iagttagelse af ligebehandlingsprincippet, som sagsøgeren foreholder Kommissionen, i det væsentlige den omstændighed, at Kommissionen har erklæret de foranstaltninger, som de danske myndigheder har truffet i forhold til Multione S630, berettigede, uden forinden at have sikret sig, at disse foranstaltninger ikke var diskriminerende, selv om disse udelukkende var rettet mod denne maskine og ikke de tusinder af analoge maskiner, som er taget i brug på det danske marked.

96      Kommissionen, som på dette punkt er støttet af Kongeriget Danmark, har redegjort for de faktiske grunde, der førte den til at lægge til grund, at de maskiner, som var omfattet af de danske myndigheders undersøgelse forud for vedtagelsen af foranstaltningerne omhandlende Multione S630, befandt sig i forskellige situationer, der hver især krævede en forskellig behandling fra de nævnte myndigheder. Sagsøgeren har ikke bestridt disse faktiske forhold i replikken, samtidig med at virksomheden gjorde gældende, at den ikke rejste tvivl om, at argumentationen herfor var begrundet. Det følger heraf, at det ikke er godtgjort, at Kommissionen har tilsidesat ligebehandlingsprincippet i forbindelse med denne undersøgelse.

97      Som anført af sagsøgeren har hverken Kommissionen, i svarskriftet eller duplikken, eller Kongeriget Danmark, i interventionsindlægget, imidlertid bestridt den omstændighed, at tusinder af maskiner, der kunne sammenlignes med Multione S630, og som blev markedsført af andre end fabrikanter end dem, der var omfattet af de danske myndigheders undersøgelse, længe var blevet leveret til brug på det danske marked. Denne faktiske omstændighed kan derfor også anses for at være godtgjort, uden at det er fornødent at indhente den af sagsøgeren anmodede sagkyndige erklæring i tilfælde af uenighed, idet Kommissionen alene har gjort gældende, at den er uden relevans, for så vidt som Kommissionen ikke var forpligtet til at foretage den efterprøvelse, som sagsøgeren foreholder den ikke at have foretaget. Rækkevidden af den undersøgelse, som Kommissionen skulle have foretaget i den foreliggende sag, skal derfor fastlægges.

98      I denne henseende bemærkes for det første, at det fremgår af fast retspraksis, at enhver national foranstaltning vedrørende et område, hvor der er foretaget en udtømmende harmonisering på EU-plan, skal bedømmes på grundlag af bestemmelserne i den retsakt, der gennemfører denne harmonisering, og ikke på grundlag af den primære EU-ret (dom af 12.10.1993, Vanacker og Lesage, C-37/92, Sml., EU:C:1993:836, præmis 9, og af 16.10.2014, Kommissionen mod Tyskland, C-100/13, EU:C:2014:2293, præmis 62). Denne retspraksis finder bl.a. anvendelse i det tilfælde, hvor den pågældende foranstaltning ikke udgør en lov eller en administrativ bestemmelse, men en foranstaltning af individuel karakter (jf. i denne retning dom AGM-COS.MET, nævnt i præmis 25 ovenfor, EU:C:2007:213, præmis 49-51), ligesom det er tilfældet i hovedsagen.

99      For det andet er der ved direktiv 2006/42 ikke alene blevet foretaget en udtømmende harmonisering på EU-plan af reglerne vedrørende de væsentlige sikkerhedskrav, som finder anvendelse på maskiner, og attesten på disse maskiners overensstemmelse med de nævnte krav, men ligeledes af den adfærd, som medlemsstaterne kan udvise i forhold til de maskiner, der formodes at være i overensstemmelse med disse krav (dom AGM-COS.MET, nævnt i præmis 25 ovenfor, EU:C:2007:213, præmis 53). Det er derfor i lyset af bestemmelserne i direktiv 2006/42, at det skal fastlægges, om Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser ved ikke at undersøge, om de danske myndigheders foranstaltninger i den foreliggende sag var blevet truffet under iagttagelse af ligebehandlingsprincippet, således som sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende, eller om det ikke påhvilede Kommissionen at foretage en sådan kontrol, således som sidstnævnte har gjort gældende.

100    For det tredje er formålet med artikel 11 i direktiv 2006/42 ikke at overlade Kommissionen opgaven med at føre kontrol i alle aspekter med lovligheden af de foranstaltninger, som de nationale myndigheder træffer, når de konstaterer, at en maskine frembyder en risiko for personers sundhed eller sikkerhed. En sådan prøvelse påhviler nemlig de nationale domstole, således som det fremgår af 25. betragtning til direktivet og direktivets artikel 20.

101    For det fjerde, og selv om artikel 11, stk. 3, i direktiv 2006/42 indskrænker sig til at fastsætte, at Kommissionen konstaterer, om de af medlemsstaterne trufne foranstaltninger er berettigede, indebærer den nævnte artikels generelle opbygning, at denne forpligtelse skal sammenholdes med de forpligtelser, som artiklens stk. 1 og 2 forinden pålægger de nationale myndigheder. I denne forbindelse vedrører den konstatering, som Kommissionen skal foretage, primært spørgsmålet, om det, henset til de grunde, som er anført af den medlemsstat, der har truffet en foranstaltning, i forbindelse med underretningen af Kommissionen, hvilke grunde bl.a. kan vedrøre den »manglende opfyldelse af de […] væsentlige krav«, der er fastsat i direktivet (stk. 2), er berettiget ud fra et retligt og faktisk synspunkt at lægge til grund, at en maskine »kan frembyde fare for personers sikkerhed og sundhed« (stk. 1).

102    Det fremgår desuden af artikel 114, stk. 10, TEUF, der giver EU-lovgiver beføjelse til at fastsætte sikkerhedsklausuler som den, der er indført ved artikel 11 i direktiv 2006/42, at de nævnte klausuler kan bemyndige medlemsstaterne til »med en eller flere af de ikke-økonomiske begrundelser, der er nævnt i artikel 36 [TEUF]«, at træffe foreløbige foranstaltninger, der er undergivet en EU-kontrolprocedure (jf. præmis 45 og 79 ovenfor).

103    Samtidig med at stk. 10 i artikel 114 TEUF således henviser til de »begrunde[lser]«, der er omhandlet i første punktum i artikel 36 TEUF, henviser den samme bestemmelse derimod ikke til denne artikels andet punktum, som fastsætter, at de forbud eller restriktioner, der kan begrundes i sådanne hensyn, »hverken [må] udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne«. Den adskiller sig følgelig fra samme artikels stk. 4-6, der vedrører de bestemmelser, som en medlemsstat kan indføre eller opretholde efter vedtagelsen af en harmoniseringsforanstaltning i henhold til stk. 1. Det er kun stk. 4-6, der – uafhængigt af spørgsmålet, om de foranstaltninger, som er truffet af den pågældende medlemsstat, alt efter tilfældet er begrundet i »vigtige behov, hvortil der henvises i artikel 36 [TEUF]« eller i »hensyn« knyttet til »miljøbeskyttelse eller beskyttelse af arbejdsmiljøet« – overlader Kommissionen opgaven med at føre kontrol med, om de nævnte foranstaltninger i øvrigt udgør »et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne« (dom af 20.3.2003, Danmark mod Kommissionen, C-3/00, Sml., EU:C:2003:167, præmis 57, 118 og 123-126, og af 9.12.2010, Polen mod Kommissionen, T-69/08, Sml., EU:T:2010:504, præmis 59, vedrørende artikel 95 EF; dom Frankrig mod Kommissionen, nævnt i præmis 25 ovenfor, EU:C:1994:196, præmis 27, og dom af 21.1.2003, Tyskland mod Kommissionen, C-512/99, Sml., EU:C:2003:40, præmis 38-41, 44, 86 og 89, vedrørende artikel 100 A EF).

104    På denne baggrund, og således som Kommissionen har gjort gældende, skal det fastslås, at artikel 11 i direktiv 2006/42 ikke pålægger Kommissionen, inden for de specifikke rammer for konstateringen af, om de foranstaltninger, som medlemsstaterne underretter den om, er berettigede, at fastlægge, om disse i øvrigt er i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet.

105    Når en sådan foranstaltning derfor er berettiget i den nævnte bestemmelses forstand, således som det i den foreliggende sag fremgår af prøvelsen af sagsøgerens første anbringende, kan der derfor ikke rejses tvivl om den afgørelse, hvorved Kommissionen erklærer den berettiget, med den begrundelse, at der på det pågældende marked findes tilsvarende maskiner som den, der er omfattet af denne foranstaltning, og som i strid med ligebehandlingsprincippet ikke har været genstand for tilsvarende foranstaltninger (jf. analogt dom af 11.9.2002, Pfizer Animal Health mod Rådet, T-13/99, Sml., EU:T:2002:209, præmis 479).

106    Desuden har Domstolen allerede fastslået, at for så vidt som et stof, der på tidspunktet for vedtagelse af et direktiv ikke har været genstand for de kompetente myndigheders evaluering i lyset af de i dette direktiv fastsatte kriterier, og for så vidt som hvert stof har sine egne særlige egenskaber, befinder et stof, der endnu ikke er blevet evalueret ud fra disse kriterier, sig i lyset af ligebehandlingsprincippet ikke i samme situation som det stof, der har været genstand for en sådan evaluering (dom af 12.7.2005, Alliance for Natural Health m.fl., C-154/04 og C-155/04, Sml., EU:C:2005:449, præmis 116 og 117). Selv om den sammenhæng, hvori den anfægtede afgørelse er vedtaget, adskiller sig fra den sammenhæng, som kendetegner den sag, der gav anledning til den nævnte dom, kan det i lyset af denne fastslås, at for så vidt som Multione S630 på grundlag af artikel 11, stk. 1, i direktiv 2006/42 havde været genstand for de danske myndigheders evaluering og en af disse myndigheder truffet foranstaltning, befandt maskinen sig, da Kommissionen skulle foretage sin prøvelse i henhold til denne artikels stk. 3, i en anden situation end den, som de analoge multifunktionelle maskiner, der fandtes på det danske marked, befandt sig i.

107    Endelig følger det imidlertid for det femte ikke heraf, at de kompetente nationale myndigheder, når flere maskiner, der er markedsført på en medlemsstats område, og som besidder analoge tekniske karakteristika, frembyder den samme risiko for personers sundhed eller sikkerhed, vilkårligt kan beslutte kun at lade en del af disse maskiner være omfattet af en foranstaltning om forbud mod markedsføring, om tilbagetrækning fra markedet eller om restriktion for deres frie bevægelighed.

108    Tværtimod skal enhver EU-retsakt, således som såvel sagsøgeren som Kommissionen selv i det væsentlige har gjort gældende, fortolkes i overensstemmelse med hele den primære ret, herunder ligebehandlingsprincippet (dom af 19.11.2009, Sturgeon m.fl., C-402/07 og C-432/07, Sml., EU:C:2009:716, præmis 48, og af 16.9.2010, Chatzi, C-149/10, Sml., EU:C:2010:534, præmis 43). Desuden fremgår det af fast retspraksis, at der med henblik på at fortolke en EU-retsakt ikke blot skal henses til ordlyden af dennes bestemmelser, men også til deres almindelige opbygning, den sammenhæng, hvori de indgår, og formålet med den ordning, som de er led i (jf. dom af 23.11.2006, Lidl Italia, C-315/05, Sml., EU:C:2006:736, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis). Endelig bemærkes, at de medlemsstater, som skal gennemføre det i hovedsagen omhandlede direktiv, ikke alene er beføjet til at ty til den i direktivets artikel 11 fastsatte sikkerhedsklausul, men også er forpligtet til at gøre det, når de konstaterer, at en maskine kan frembyde en risiko for personers sundhed eller sikkerhed (dom AGM-COS.MET, nævnt i præmis 25 ovenfor, EU:C:2007:213, præmis 62; jf. ligeledes analogt dom Klein mod Kommissionen, nævnt i præmis 46 ovenfor, EU:C:2015:252, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

109    Det ville imidlertid ikke alene være i strid med ligebehandlingsprincippet, men også med formålet med direktiv 2006/42, der bl.a. tilsigter at harmonisere de betingelser, hvorunder maskiner omfattet af direktivet markedsføres på det indre marked og her bevæger sig frit, idet personers sundhed og sikkerhed samtidig beskyttes mod de risici, som følger af anvendelsen af disse maskiner (jf. præmis 25 og 78 ovenfor), og med den generelle opbygning af den ordning, der er blevet indført med henblik på at sikre, at de nationale myndigheder, under Kommissionens kontrol (jf. præmis 46 og 80 ovenfor), anvender dette direktiv korrekt og ensartet (jf. præmis 26-28 og 79 ovenfor), hvis en medlemsstat kunne ty til den i direktivets artikel 11 fastsatte sikkerhedsklausul i forhold til en maskine, der kan frembyde en risiko for personers sundhed eller sikkerhed, samtidig med at den uden objektiv begrundelse afstår fra at sikre tilsvarende maskiner en ligebehandling.

110    Det er i øvrigt bl.a. med formålet om at sikre en ensartet anvendelse af direktiv 2006/42 og om i denne forbindelse at sikre en lige beskyttelse af personers sundhed og sikkerhed i forhold til de i Unionen markedsførte maskiner, at lovgiver i stk. 1, andet afsnit, i denne retsakts artikel 9 med overskriften »Særlige foranstaltninger for potentielt farlige maskiner« har indført en særlig procedure, der gør det muligt for Kommissionen ved afgørelse at træffe foranstaltninger, hvorefter medlemsstaterne anmodes om at forbyde eller begrænse markedsføringen af maskiner, der som følge af deres tekniske karakteristika frembyder den samme risiko som den maskine, der har været genstand for en national foranstaltning, som er blevet erklæret berettiget (jf. præmis 33 ovenfor). Denne artikel gør det muligt for Kommissionen at kræve af såvel den medlemsstat, der har truffet denne foranstaltning, som samtlige andre medlemsstater, at de om nødvendigt og under iagttagelse af ligebehandlingsprincippet behandler samtlige maskiner, der er taget i brug på det indre marked, og som, henset til deres tekniske karakteristika, frembyder den samme risiko som den af foranstaltningen omhandlede maskine, lige.

111    Således som Kommissionen såvel som sagsøgeren i det væsentlige har fremhævet, bliver hverken muligheden for fabrikanten af den pågældende maskine til at opfordre den medlemsstat, som har begrænset dennes frie bevægelighed, til at træffe lignende foranstaltninger i forhold til de tilsvarende maskiner, som findes på medlemsstatens område, eller Kommissionens beføjelse til at ty til proceduren i artikel 258 TEUF berørt af denne særlige procedure selv.

112    Det er i denne forbindelse, at sagsøgeren med føje kan gøre gældende, således som virksomheden har anført i sine indlæg, og hvilket Kommissionen har tilsluttet sig, at de danske myndigheder har gennemført den i artikel 11 i direktiv 2006/42 fastsatte sikkerhedsklausul i forhold til to fabrikanter af multifunktionelle maskiner, der har hjemsted i Italien og Finland, og som er nye aktører på det danske marked, samtidig med at de har afholdt sig fra at anvende samme fremgangsmåde i forhold til de øvrige fabrikanter, som længe har befundet sig på dette marked.

113    Henset til samtlige ovenstående betragtninger og navnlig til, at den anfægtede afgørelse retligt og faktisk er tilstrækkeligt begrundet som omhandlet i artikel 11 i direktiv 2006/42, skal det andet anbringende forkastes.

114    Følgelig skal sagsøgerens påstand om annullation af den anfægtede afgørelse forkastes, uden at det er fornødent at udtale sig om sagsøgerens påstand om, at det fastslås, at der om nødvendigt skal indhentes en sagkyndig erklæring.

 Om klagepunktet vedrørende det tab, der er lidt som følge af den anfægtede afgørelse

115    Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse har påført virksomheden flere materielle tab og et tab af omdømme. Det må imidlertid efter gennemlæsning af stævningen fastslås, at sagsøgerens klagepunkt kun er blevet påberåbt til støtte for en erklæring, hvorved den berørte i det væsentlige har forbeholdt sig muligheden for at fremsætte en ny anmodning om foreløbige forholdsregler for Retten.

116    I denne henseende bemærkes, at det er en forudsætning for Unionens ansvar uden for kontraktforhold, at en række betingelser skal være opfyldt, nemlig for det første, at den adfærd, som sagsøgeren foreholder den sagsøgte institution, var retsstridig, for det andet, at der foreligger et faktisk og reelt tab, og for det tredje, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem den pågældende adfærd og det påberåbte tab. Det følger heraf, at når en af disse tre kumulative betingelser ikke er opfyldt, skal kravet om erstatning herfor forkastes, uden at det er nødvendigt at undersøge, om de øvrige betingelser er opfyldt (jf. dom af 10.5.2006, Galileo International Technology m.fl. mod Kommissionen, T-297/03, Sml., EUT:T:2006:121, præmis 76 og 77 og den deri nævnte retspraksis).

117    I den foreliggende sag bemærkes, uden at det er fornødent at udtale sig om, hvorvidt dette klagepunkt kan antages til realitetsbehandling i henhold til artikel 76 i Rettens procesreglement, at sagsøgeren, således som det fremgår af alt det ovenstående, ikke har godtgjort, at betingelsen vedrørende den anfægtede afgørelses retsstridighed var opfyldt. Dette klagepunkt må således forkastes.

118    Følgelig må Kommissionen frifindes i det hele.

 Sagens omkostninger

119    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

120    Desuden fastsætter procesreglementets artikel 138, stk. 1, at medlemsstater, der er indtrådt i en sag, bærer deres egne omkostninger.

121    Da sagsøgeren i hovedsagen har tabt sagen, bør denne pålægges at bære sine egne omkostninger og betale de omkostninger, som Kommissionen har afholdt i forbindelse med det foreliggende søgsmål og anmodningen om foreløbige forholdsregler (jf. præmis 6 ovenfor), i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom. Desuden bærer Kongeriget Danmark sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      CSF Srl bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Kommissionen har afholdt i forbindelse med det foreliggende søgsmål og anmodningen om foreløbige forholdsregler.

3)      Kongeriget Danmark bærer sine egne omkostninger.

Papasavvas Forwood Bieliūnas

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. juli 2015.

Underskrifter

* Processprog: italiensk.