Sag T-168/12

Aguy Clement Georgias m.fl.

mod

Rådet for Den Europæiske Union

Og

Europa-Kommissionen

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Zimbabwe – indefrysning af midler – ansvar uden for kontraktforhold – årsagsforbindelse – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – åbenbart urigtigt skøn – begrundelsespligt«

Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 18. september 2014

1.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – bevisbyrde – den ene betingelse ikke opfyldt – erstatningssøgsmålet forkastet i det hele

(Art. 340, stk. 2, TEUF)

2.      Erstatningssøgsmål – forældelsesfrist – begyndelsestidspunkt – ansvar for en normativ retsakt – tidspunkt, hvor retsaktens skadevirkninger indtræder – tidspunktet for vedtagelsen af retsakten om opførelse af sagsøgerens navn

(Art. 340, stk. 2, TEUF; statutten for Domstolen, art. 46, stk. 3, og art. 53, stk. 1; Rådets forordning nr. 314/2004, som ændret ved forordning nr. 412/2007)

3.      Ulovlighedsindsigelse – accessorisk karakter – restriktive foranstaltninger om indefrysning af midler – erstatningssøgsmål anlagt inden for forældelsesfristen, men uden at have anlagt annullationssøgsmål – lovlig

(Art. 263 TEUF og 277 TEUF; statutten for Domstolen, art. 46, stk. 3 og art. 53, stk. 1)

4.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – skade – årsagsforbindelse – forordning om restriktive foranstaltninger med undtagelse af bestemmelser om nægtelse af indrejse i en medlemsstat eller gennemrejse på denne stats område – nægtelse af adgang til det nationale område og gennemrejse under udøvelse af de nationale suveræne kompetencer med hensyn til kontrollen med adgangen for statsborgere i tredjelande – manglende årsagsforbindelse

(Art. 340, stk. 2 TEUF; Rådets forordning nr. 314/2004, som ændret ved forordning nr. 412/2007)

5.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – vurdering af lovligheden af institutionernes adfærd – manglende eller utilstrækkelig begrundelse – spørgsmål, der adskiller sig fra spørgsmålet om den materielle lovlighed

(Art. 296 TEUF og art. 340, stk. 2, TEUF)

6.      Den Europæiske Union – domstolskontrol med lovligheden af institutionernes retsakter – restriktive foranstaltninger over for Zimbabwe – indefrysning af pengemidler, der tilhører visse enkeltpersoner og enheder, på baggrund af situationen i Zimbabwe – kontrollens rækkevidde – begrænset kontrol med de generelle regler – kontrol, som omfatter en bedømmelse af forhold og efterprøvelse af beviserne for de retsakter, der finder anvendelse på disse særlige enheder

(Art. 60 EF og 301 EF; Rådets forordning nr. 314/2004, som ændret ved forordning nr. 412/2007)

7.      EU-retten – principper – ret til forsvar – restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Zimbabwe – institutioners pligt til løbende at tage den situation, der begrundede vedtagelsen af retsakten om restriktive foranstaltninger, op til fornyet overvejelse og muligheden for at forlænge dem – rækkevidde – ulovligheden af retsakten betinget af beviset for en eventuel proceduremæssig betydning af tilsidesættelsen af nævnte pligt

(Rådets forordning nr. 314/2004, som ændret ved forordning nr. 412/2007)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 24-26)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 29-31)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 34 og 35)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 43, 45 og 46)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 69 og 71)

6.      Vedrørende omfanget af domstolsprøvelsen har Rådet hvad angår de generelle regler, der definerer fremgangsmåden for de restriktive foranstaltninger, en vid skønsbeføjelse med hensyn til de forhold, der i overensstemmelse med en fælles holdning vedtaget i henhold til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik skal tages i betragtning ved vedtagelsen af foranstaltninger i form af økonomiske og finansielle sanktioner i medfør af artikel 60 EF og 301 EF. Da Unionens retsinstanser særligt ikke må sætte deres bedømmelse af de beviser, faktiske forhold og omstændigheder, der begrunder vedtagelse af sådanne foranstaltninger, i stedet for den af Rådet foretagne bedømmelse, skal Rettens prøvelse i denne henseende begrænse sig til en efterprøvelse af, om reglerne for proceduren og om angivelse af en begrundelse er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og at Rådet ikke åbenbart har overskredet grænserne for sin skønsmargen, samt at der ikke er begået magtfordrejning. Denne begrænsede kontrol finder særligt anvendelse på de hensigtsmæssighedsbetragtninger, som vedtagelsen af regler, hvorved de restriktive foranstaltninger blev indført, bygger på.

Imidlertid skal der i denne sammenhæng tages hensyn til den retspraksis, der vedrører begrebet tredjeland som omhandlet i artikel 60 EF og 301 EF og nævnt i præmis 52 ovenfor. Det følger heraf, at når Rådet i forbindelse med udøvelsen af sin vide skønsbeføjelse inden for dette område agter at vedtage restriktive foranstaltninger i henhold til de nævnte artikler over for lederne af et sådant land og enkeltpersoner og enheder, som har tilknytning til disse ledere eller kontrolleres direkte eller indirekte af dem, kan det ganske rigtigt mere eller mindre bredt definere den gruppe af ledere og de personer, der har tilknytning til disse ledere, som skal gøres til genstand for de påtænkte foranstaltninger, men Rådet kan ikke udvide anvendelsesområdet for de nævnte foranstaltninger til personer eller enheder, der ikke er omfattet af en af de to nævnte kategorier.

74      I den situation, hvor Rådet abstrakt definerer de kriterier, der kan begrunde, at en person eller en enhed opføres på listen over personer og enheder, der er genstand for de restriktive foranstaltninger, som er vedtaget i henhold til de to nævnte artikel, tilkommer det endvidere Retten på grundlag af de anbringender, som den berørte person eller enhed har fremsat, eller i givet fald af egen drift at efterprøve, om den konkrete situation opfylder de abstrakte kriterier, som Rådet har defineret. Denne prøvelse omfatter en vurdering af forhold og omstændigheder, der er påberåbt som begrundelse for at opføre den pågældende person eller enhed på listen over dem, der er genstand for restriktive foranstaltninger, og til de beviser og oplysninger, som denne vurdering er baseret på. Retten skal ligeledes sikre sig, at retten til forsvar overholdes, og at begrundelseskravet iagttages, samt, i givet fald, at de tvingende hensyn, som Rådet undtagelsesvis har anført som begrundelse for at kunne gøre undtagelse herfra, er velbegrundede.

(jf. præmis 52 og 72-74)

7.      Retten til forsvar i enhver procedure, som indledes over for en person, og som kan udmunde i en akt, der indeholder et klagepunkt mod denne, er et grundlæggende EU-retligt princip, der skal sikres overholdt, selv om der ikke er fastsat nogen bestemmelser vedrørende den pågældende procedure. Dette princip indebærer, at den pågældende person skal være i stand til effektivt at fremkomme med sit synspunkt vedrørende forhold, som kan foreholdes ham i en kommende retsakt.

I denne henseende vedrørende opførelsen af sagsøgeren i henhold til forordning nr. 412/2007, som ændret ved forordning nr. 314/2004, i forbindelse med visse restriktive foranstaltninger over for Zimbabwe, har Unionens institutioner en pligt til løbende at tage den situation, der havde begrundet vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, op til fornyet overvejelse, og til at vurdere, om det var muligt at forlænge disse foranstaltninger. Dette gælder så meget desto mere, som disse foranstaltninger medførte en begrænsning af de berørte personers mulighed for at udøve deres ejendomsret, idet denne begrænsning tilmed må kvalificeres som betydelig, henset til den omtvistede indefrysnings generelle karakter.

Når der er tale om et annullationssøgsmål, er betingelsen for, at en sådan tilsidesættelse af retten til forsvar kan medføre annullation af den pågældende retsakt, imidlertid, at proceduren kunne have ført til et andet resultat, hvis retten til forsvar ikke var blevet tilsidesat. I et tilfælde, hvor sagsøgeren gennem et erstatningssøgsmål kræver erstatning for en skade, som sagsøgeren hævder at have lidt som følge af vedtagelsen af en retsakt eller forlængelsen af denne retsakts gyldighed, og under tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar, og hvor sagsøgeren ikke har anlagt et søgsmål med påstand om annullation af den pågældende retsakt, er det ikke tilstrækkeligt udelukkende at påberåbe sig, at retten til forsvar er blevet tilsidesat, for at godtgøre, at erstatningssøgsmålet er berettiget. Det er endvidere nødvendigt at redegøre for de argumenter og omstændigheder, som den berørte ville have påberåbt sig, såfremt retten til forsvar var blevet overholdt, og det skal i givet fald godtgøres, at disse argumenter og omstændigheder havde kunnet føre til et andet resultat i den konkrete situation, nærmere bestemt, at gyldighedsperioden for den omtvistede restriktive foranstaltning i form af indefrysning af hans midler ikke ville være blevet forlænget.

(jf. præmis 100 og 105-107)