RETTENS DOM (Appelafdelingen)

7. juli 2011

Sag T-283/08 P

Pavlos Longinidis

mod

Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop)

»Appel – personalesag – midlertidigt ansatte – kontrakt på ubestemt tid – afskedigelse – begrundelse – åbenbart urigtigt skøn – ret til forsvar«

Angående:      Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 24. april 2008, Longinidis mod Cedefop (sag F-74/06, Sml. Pers. I-A-1, s. 125, og II-A-1, s. 655), med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald:      Appellen forkastes. Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop) har afholdt.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – opsigelse af en kontrakt på ubestemt tid – begrundelsespligt – bevisbyrden for overholdelsen af denne pligt

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47, litra c)])

2.      Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviselementer – afvisning – Rettens prøvelse af bedømmelsen af de faktiske omstændigheder og af beviserne – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt – Personalerettens forpligtelse til at begrunde sin bedømmelse af bevismaterialet – rækkevidde

(Art. 225 A EF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1)

3.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – opsigelse af en kontrakt på ubestemt tid – begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2, og art. 90, stk. 2; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 11, stk. 1)

4.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – opsigelse af en kontrakt på ubestemt tid – administrationens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser

[Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47, litra c)]

5.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – opsigelse af en kontrakt på ubestemt tid – administrationens skønsbeføjelse – pligt til at indlede en disciplinærundersøgelse – foreligger ikke

[Tjenestemandsvedtægten, bilag IX; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47, litra c), art. 49, stk. 1, og art. 50a]

6.      Appel – anbringender – ingen angivelse af den påberåbte retlige fejl – afvisning

[Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11; Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, litra c)]

7.      Tjenestemænd – søgsmål – forudgående administrativ klage – bedømmelse af det kompetente organs upartiskhed og objektivitet – konkret vurdering

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2)

1.      Når en midlertidigt ansat med en tidsubegrænset ansættelseskontrakt afskediges, er den kompetente myndighed underlagt en begrundelsespligt. Det er den kompetente myndighed, som bærer bevisbyrden for overholdelsen af denne pligt. Det er den kompetente myndighed, der har bevisbyrden for, at denne forpligtelse er overholdt. Princippet om formodningen om Unionens retsakters lovlighed fritager nemlig ikke den berørte institution eller det berørte organ i Unionen fra at løfte dens bevisbryde i henhold til de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse, når lovligheden af en retsakt, som den har udstedt, anfægtes under et annullationssøgsmål.

(jf. præmis 38 og 39)

Henvisning til:

Retten: 8. september 2009, sag T-404/06 P, ETF mod Landgren, Sml. II, s. 2841, præmis 143-171; Personaleretten: 26. oktober 2006, sag F-1/05, Landgren mod ETF, Sml. Pers. I-A-1, s. 123, og II-A-1, s. 459, præmis 73 og 74

2.      Det fremgår af artikel 225 A EF og artikel 11, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen, at appel til Retten er begrænset til retsspørgsmål og kan støttes på anbringender om, at Personaleretten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl ved denne ret, som krænker appellantens interesser, samt at Personaleretten har overtrådt fællesskabsretten.

Det er alene førsteinstansen, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, førsteinstansen har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Når førsteinstansretten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, har appelretten kompetence til at udøve en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, førsteinstansretten har draget.

Appelretten har således ikke kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, førsteinstansretten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det nemlig alene førsteinstansretten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Førsteinstansrettens vurdering heraf udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet appelrettens prøvelsesret, medmindre oplysningerne er gengivet urigtigt.

Det er nemlig alene Personaleretten, der har kompetence til at afgøre, hvilken værdi der skal tillægges de bevismidler, den har fået forelagt, og den er ikke forpligtet til udtrykkeligt at begrunde sin bedømmelse af, hvilken bevisværdi hver af disse beviser skal tillægges. Personaleretten er således forpligtet til at give en tilstrækkelig begrundelse til, at Retten kan udøve sin prøvelsesret, navnlig for så vidt angår en eventuel urigtig gengivelse af beviserne.

(jf. præmis 42-44 og 59)

Henvisning til:

Domstolen: 6. april 2006, sag C-551/03 P, General Motors mod Kommissionen, Sml. I, s. 3173, præmis 54; 21. september 2006, sag C-167/04 P, JCB Service mod Kommissionen, Sml. I, s. 8935, præmis 106; 16. juli 2009, sag C-440/07 P, Kommissionen mod Schneider Electric, Sml. I, s. 6413, præmis 103; Retten: 26. juni 2009, sag T-114/08 P, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. I-B-1, s. 53, og II-B-1, s. 313, præmis 12 og den deri nævnte retspraksis

3.      En afgørelse om afskedigelse af en midlertidig ansat, der er ansat på en tidsubegrænset kontrakt, kan anses for tilstrækkeligt begrundet, selv om begrundelsen herfor ikke blev meddelt skriftligt, men meddelt den pågældende under en samtale med dennes overordnede.

Disse betingelser er ikke i strid med artikel 11, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte eller vedtægtens artikel 25, stk. 2, for selv om disse betingelser i princippet indebærer, at en individuel afgørelse, der indeholder et klagepunkt, fuldt ud skal begrunde, hvorfor den er truffet, således at modtageren kan foretage en bedømmelse af, hvorvidt den er velbegrundet, og Unionens retsinstanser i givet fald kan udøve deres prøvelsesret, kan den berørtes kendskab til den sammenhæng, hvori en afgørelse træffes, ikke desto mindre være tilstrækkeligt til at udgøre en begrundelse for afgørelsen.

(jf. præmis 67 og 68)

Henvisning til:

Retten: ETF mod Landgren, præmis 179 og den deri nævnte retspraksis; Personaleretten: Landgren mod ETF, præmis 79

4.      Ansættelsesmyndigheden har med forbehold af begrundelsespligten en vid skønsbeføjelse ved opsigelsen af kontrakter på ubestemt tid for midlertidigt ansatte. Den kontrol, der udøves af Unionens retsinstanser, er følgelig begrænset til en efterprøvelse af, at der ikke foreligger en åbenbar fejl eller magtfordrejning.

(jf. præmis 84)

Henvisning til:

Retten: ETF mod Landgren, præmis 162 og den deri nævnte retspraksis

5.      Henset til ansættelsesmyndighedens vide skønsbeføjelse i tilfælde af fejl, som kan begrunde en midlertidigt ansats opsigelse, er der intet, der forpligter denne myndighed til at indlede en disciplinærundersøgelse mod vedkommende frem for at gøre brug af muligheden for ensidig opsigelse af kontrakten efter artikel 47, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte. Det er alene i tilfælde, hvor den pågældende myndighed ønsker at opsige en midlertidig ansat uden varsel, fordi han groft har tilsidesat sine pligter, at den disciplinære undersøgelse, der er fastsat i bilag IX til vedtægten for tjenestemænd, som finder tilsvarende anvendelse på midlertidig ansatte, skal iværksættes i henhold til artikel 49, stk. 1, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.

Artikel 50 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte pålægger ikke en forpligtelse, men gør det alene muligt for ansættelsesmyndigheden at indlede en undersøgelse, såfremt den midlertidigt ansatte har tilsidesat sine forpligtelser.

(jf. præmis 100 og 102)

6.      Det fremgår af artikel 11, stk. 1, i statutten for Domstolen, sammenholdt med artikel 138, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Et appelskrift, som ikke indeholder nogen argumentation, der specifikt tilsigter at identificere den retlige fejl, som den pågældende dom eller kendelse er behæftet med, opfylder ikke dette krav.

(jf. præmis 112)

Henvisning til:

Retten: 9. september 2010, sag T-17/08 P, Andreasen mod Kommissionen, præmis 127 og den deri nævnte retspraksis, 16. september 2010, sag T-52/10 P, Lebedef mod Kommissionen, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis

7.      Inden for rammerne af de regler, som finder anvendelse på personalet ved Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse, er klageudvalget det administrative organ, der er ansvarlig for behandlingen af alle klager, som indgives af personalet i henhold til statuttens artikel 90, stk. 2. Den upartiskhed og objektivitet, som skal sikres af et sådant organ, der er paritetisk sammensat af medarbejdere, er således ikke abstrakt. Upartiskheden og objektiviteten kan kun anfægtes i forbindelse med en given klageprocedure under hensyn til alle omstændigheder i det konkrete tilfælde, navnlig dem, der vedrører klageren selv, genstanden for hans klage og ethvert forhold, som han selv og i givet fald den eller de personer, som er indblandet i klagen, har til klageudvalget.

(jf. præmis 114 og 115)