Language of document : ECLI:EU:T:2014:1083

Sag T-283/08 P-DEP

Pavlos Longinidis

mod

Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse

(Cedefop)

»Retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger – advokatsalærer – repræsentation af et EU-organ ved en advokat – fast vederlag – en befuldmægtigets rejse- og opholdsudgifter – udgifter til oversættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – sagsøgerens økonomiske situation«

Sammendrag – Rettens kendelse (Appelafdelingen) af 11. december 2014

1.      Retslig procedure – omkostninger – anfægtelse af, hvilke udgifter der kan kræves erstattet – begreb – intet krav om, at den part, der tilpligtes at betale sagens omkostninger, skal have anfægtet en begæring om betaling af sagsomkostninger

(Rettens procesreglement, art. 92, stk. 1)

2.      Retslig procedure – omkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – begreb – poster, der indgår heri – den økonomiske situation for den part, der pålægges at betale sagsomkostningerne – ikke omfattet

[Rettens procesreglement, art. 91, litra b)]

3.      Retslig procedure – omkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – begreb – advokatsalær betalt af en EU-institution, et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur – omfattet – tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af sagsøgere, når der antages en advokat i visse sager, og ikke i andre – foreligger ikke

[Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 91, litra b)]

4.      Retslig procedure – omkostninger – fastsættelse – fastsættelse på baggrund af detaljerede oplysninger afgivet af den begærende part eller i mangel heraf på baggrund af en billighedsvurdering foretaget af Unionens retsinstanser – advokatsalærets faste karakter – ikke betydning for Unionens retsinstansers skønsbeføjelse

[Rettens procesreglement, art. 91, litra b)]

5.      Retslig procedure – omkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – begreb – medvirken af flere advokater – betingelse – eksistensen af særlige omstændigheder

[Rettens procesreglement, art. 91, litra b)]

6.      Retslig procedure – omkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – begreb – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – eksterne oversættelsesudgifter afholdt i forbindelse med oversættelser af processkrifter fremlagt af Unionens institutioner – udelukket

[Rådets forordning nr. 1, som ændret ved forordning nr. 517/2013, art. 1; Rettens procesreglement, art. 35, stk. 3, art. 43, stk. 2, og art. 91, litra b)]

1.      Det fremgår af artikel 92, stk. 1, i Rettens procesreglement, at opstår der tvist om, hvilke udgifter der kan kræves erstattet, træffer Retten efter begæring af en part og efter at have hørt den anden part ved kendelse endelig afgørelse herom.

Med henblik på at undgå, at proceduren i denne artikel, der har til formål at sikre, at der træffes endelig afgørelse om sagsomkostninger, fratages dens effektive virkning, kan det ikke godtages, at en anfægtelse i den nævnte artikels forstand kun opstår, når den part, som en begæring om betaling af sagsomkostninger – der er fremsat af den vindende part – er rettet til, udtrykkeligt har anfægtet en sådan begæring i sin helhed.

(jf. præmis 12 og 13)

2.      Det følger af artikel 91, litra b), i Rettens procesreglement, at de udgifter, der kan kræves erstattet, er begrænset dels til de udgifter, der er afholdt med henblik på sagens behandling for Retten, dels til de udgifter, som var nødvendige i denne forbindelse. I denne forbindelse er Retten frit stillet ved sin vurdering af de foreliggende oplysninger, idet den dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad såvel som til den arbejdsbyrde, som de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen. Ved fastsættelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet, tager Retten hensyn til alle omstændigheder i sagen frem til det tidspunkt, hvor den afsiger kendelse om fastsættelse af sagsomkostninger, herunder de nødvendige omkostninger, der er forbundet med sagen om fastsættelse af sagsomkostninger.

Derimod er den økonomiske situation for den part, der pålægges at betale sagsomkostninger, ikke omfattet af de kriterier, som Unionens retsinstanser anvender, når de fastsætter størrelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet inden for rammerne af en sag om fastsættelse af sagsomkostninger.

(jf. præmis 19-21 og 67)

3.      Det fremgår af artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, der finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten i henhold til den nævnte statuts artikel 53, stk. 1, at Den Europæiske Unions institutioner med henblik på den måde, hvorpå de vil lade sig repræsentere eller bistå for Unionens retsinstanser, frit kan vælge at antage en advokat. Ved anvendelsen af den nævnte bestemmelse i statutten skal EU-organer, sidestilles med de nævnte institutioner.

Selv om den omstændighed, at et EU-organ har fået bistand af en befuldmægtiget og en ekstern advokat, ikke er relevant for vurderingen af, om de omhandlede udgifter eventuelt kan kræves erstattet, idet der ikke principielt kan ses bort fra sådanne udgifter, kan denne omstændighed imidlertid påvirke fastsættelsen af størrelsen af de udgifter, der i sidste ende kan kræves erstattet i forbindelse med sagen. I denne forbindelse foreligger der ikke en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af sagsøgere, når et sagsøgt EU-organ beslutter at få bistand af en advokat i visse sager, mens den i andre sager repræsenteres ved sine egne tjenestemænd.

Enhver anden vurdering, der indebærer, at et EU-organs krav på at opnå fuld eller delvis erstatning for advokatsalærer er betinget af, at organet kan godtgøre, at advokatbistanden er objektivt begrundet, vil reelt udgøre en indirekte begrænsning af den ret, der er sikret ved artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, og medføre, at Unionens retsinstanser har pligt til at sætte sin egen vurdering i stedet for den vurdering, som er foretaget af de institutioner og organer, der har ansvaret for at organisere deres tjenestegrene. En sådan opgave er imidlertid hverken forenelig med artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen eller med de beføjelser, som Unionens institutioner og organer har vedrørende håndteringen af deres sager ved Unionens retsinstanser.

(jf. præmis 24-26)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 28 og 31)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 50)

6.      Udgifter til de oversættelser, som EU-institutionerne er forpligtet til at fremlægge for Retten i henhold til procesreglementet artikel 43, stk. 2, kan ikke anses for udgifter, der kan kræves erstattet. Det er i øvrigt kun i forhold til intervenienter, at Retten under visse omstændigheder har anset oversættelsesudgifter for nødvendige udgifter.

Hvad i denne forbindelse angår en sag, der er anlagt på græsk mod et EU-organ, hvis repræsentanter ikke behersker dette sprog, og som har fået bistand af en ekstern græsktalende advokat, må antagelsen af den nævnte advokat anses for at have været tilstrækkelig til, at det nævnte organ inden for rammerne af retssagen kan arbejde på græsk i overensstemmelse med de forpligtelser, der er nævnt i artikel 35, stk. 3, i Rettens procesreglement og artikel 1 i forordning nr. 1 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område, som ændret ved forordning nr. 517/2013. En anerkendelse af, at udgifter til oversættelse udgør udgifter, der kan kræves erstattet, er udtryk for forskelsbehandling på grund af sprog, idet disse udgifter ikke ville have været afholdt af EU-organet, hvis sagsøgeren havde valgt et andet processprog, som dette organ beherskede.

(jf. præmis 61, 62 og 64)