Language of document :

Appel iværksat den 11. februar 2011 af Luigi Marcuccio til prøvelse af Personalerettens dom af 23. november 2010 i sag F-65/09, Marcuccio mod Kommissionen

(Sag T-85/11 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Luigi Marcuccio (Tricase, Italien) (ved advokat G. Cipressa)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellantens påstande

Under alle omstændigheder ophæves den appellerede dom fuldt ud og uden undtagelser.

Det fastslås, at det dokument, som Europa-Kommissionen fremlagde under retsmødet, aldrig har kunnet og fortsat ikke kan indgå i bedømmelsen af sagen.

Der gives fuldt ud og uden undtagelser appellanten medhold i påstandene i første instans.

Indstævnte tilpligtes at betale appellanten alle omkostninger, gebyrer og honorarer, som han har afholdt i sagen indtil nu.

Subsidiært: Sagen hjemvises til Personaleretten med henblik på, at den træffer afgørelse i en anden sammensætning.

Anbringender og væsentligste argumenter

Denne appel er iværksat til prøvelse af dom afsagt af Personaleretten den 23. november 2010. Ved denne dom frifandt Personaleretten Kommissionen for en påstand om annullation af den afgørelse, som Kommissionen havde truffet til opfyldelse af Rettens dom af 10. juni 2008, sag T-18/04, Marcuccio mod Kommissionen (ikke trykt i Samling af Afgørelser), om annullation af afvisningen af sagsøgerens klage over denne afgørelse samt om, at Kommissionen tilpligtedes at betale sagsøgeren et beløb i erstatning for den skade, som sagsøgeren angiveligt havde lidt som følge af disse afgørelser.

Appellanten har fremsat fire anbringender til støtte for appellen:

Første anbringende vedrører visse processuelle og materielle fejl, herunder tilsidesættelse af retten til forsvar.

Andet anbringende vedrører den omstændighed, at ophavsmanden til den afgørelse, som appellanten påstod annulleret i førsteinstans, savnede kompetence til at træffe den.

Tredje anbringende vedrører et fuldstændigt fravær af begrundelse for den manglende annullation i førsteinstans.

Fjerde anbringende vedrører den retsstridige karakter af flere af Personalerettens udtalelser i den appellerede dom, herunder følgende mangler: a) tilsidesættelse samt fejlagtig, forkert og ulogisk fortolkning og anvendelse af retsforskrifter, b) tilsidesættelse af princippet patere legem quam ipse fecisti, c) magtfordrejning og -misbrug, herunder i form af procedurefordrejning og -misbrug, d) fuldstændig mangel på begrundelse.

____________