RETTENS DOM (Fjerde Udvidede Afdeling)

22. oktober 1997(1)

»Konkurrence - mobilkraner - den europæiske menneskerettighedskonventionsartikel 6 - certificeringsordning - forbud mod leje - vejledende priser -modregningspriser - bøder«

I de forenede sager T-213/95 og T-18/96,

Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf (SCK), Culemborg (Nederlandene),
Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven (FNK), Culembourg(Nederlandene),
ved advokaterne Martijn van Empel, Amsterdam, og Thomas Janssens, Bruxelles,og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Marc Loesch, 11, rue Goethe,

sagsøgere,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Wouter Wils, KommissionensJuridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hosCarlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret,Kirchberg,

sagsøgt,

i sag T-18/96 støttet af

Van Marwijk Kraanverhuur BV,Zoetermeer (Nederlandene)

Kraanbedrijf Nijdam BV,Groningen (Nederlandene)

Kranen, Transport & Montage's Gilde NV,Geldermalsen (Nederlandene)

Wassink Transport Arnhem BV,Arnhem (Nederlandene)

Koedam Kraanverhuur BV,Vianen (Nederlandene)

Firma Huurdeman Kraanwagenhuurbedrijf,Hoevelaken (Nederlandene)

Datek NV,Genk (Belgien)

Thom Hendrickx,Turnhout (Belgien),

ved advokaterne August Braakman, Rotterdam, og Willem Sluiter, Haag, og medvalgt adresse i Luxembourg hos advokat Michel Molitor, 14A, rue des Bains,

intervenienter,

angående i sag T-213/95 en påstand om, at Kommissionen i medfør af EF-traktatens artikel 178 og 215 tilpligtes at erstatte sagsøgerne det tab, de har lidtsom følge af en retsstridig handling, og i sag T-18/96 en påstand om annullation afKommissionens beslutning 95/551/EF af 29. november 1995 om en procedure ihenhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/34.179, IV/34.202, IV/34.216 - StichtingCertificatie Kraanverhuurbedrijf og Federatie van NederlandseKraanverhuurbedrijven, EFT L 312, s. 79),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Fjerde Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne P. Lindh, J. Azizi,J.D. Cooke og M. Jaeger,

justitssekretær: fuldmægtig J. Palacio Gonzáles,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 4. juni1997,

afsagt følgende

Dom

Sagsfremstilling

1. Nærværende sager vedrører sektoren for udlejning af mobilkraner i Nederlandene.Mobilkraner er kraner, der frit kan flyttes rundt på en byggeplads. Derved adskillerde sig fra en tårndrejekran, der er monteret på faste skinner, og som kun kanflyttes frem og tilbage. Mobilkraner anvendes hovedsagelig i byggesektoren, denpetrokemiske industri og transportsektoren.
   
   
2. Af tekniske grunde er mobilkraners aktionsradius begrænset til 50 km. Det erendvidere karakteristisk for sektoren for mobilkraner, at der indgås aftaler, lige førarbejdet skal udføres (»overnight contracting«). Når en udlejningsvirksomhed medkort varsel anmodes om at udføre et arbejde, beslutter den ud fra, hvorbyggepladsen er beliggende, og hvilke kraner den selv har til rådighed, om den vilbenytte en af sine egne kraner eller leje en kran hos en anden virksomhed, der erbeliggende i nærheden af byggepladsen.
   
   
3. Fonden Keuring Bouw Machines (herefter »Keboma«), som blev oprettet i 1982af den nederlandske socialminister, kontrollerer, inden en kran første gang tagesi brug i Nederlandene, om den er i overensstemmelse med de sikkerhedskrav, somer fastsat i Arbeidsomstandighedenwet (»arbejdsmiljølov«, herefter »Arbowet«),Veiligheidsbesluit voor fabrieken of werkplaatsen (bekendtgørelse om sikkerhedeni fabrikker og værksteder), Veiligheidsbesluit restgroepen (bekendtgørelse omsikkerheden på de arbejdspladser, som ikke er omfattet af andre bekendtgørelser)og forskellige ministerielle bekendtgørelser og orienteringer fra arbejdstilsynet.Keboma er den eneste kontrolinstans, som myndighederne har udpeget oggodkendt til at foretage kontrol og afprøvning af mobilkraner. Siden den 1. januar1993 har der i overensstemmelse med Rådets direktiv 89/392/EØF af 14. juni 1989om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om maskiner ikkelængere skullet gennemføres lovpligtig kontrol inden den første ibrugtagning afmobilkraner, der i overensstemmelse med dette direktiv er forsynet med EF-mærkeog EF-overensstemmelsesattest. Kranerne skal underkastes en kontrol ved Kebomatre år efter den første ibrugtagning og derefter hvert andet år.
   
   
4. Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven (herefter »FNK«), der er stiftetden 13. marts 1971, er brancheorganisationen for de nederlandskekranudlejningsvirksomheder. Ifølge vedtægterne har FNK til formål at varetagekranudlejningsvirksomhedernes interesser, i særdeleshed FNK-medlemmernes, ogfremme kontakt og samarbejde mellem medlemmerne i videste forstand. FNK'smedlemmer har i alt 1 552 kraner ud af et samlet antal kraner, der udlejes iNederlandene, på ca. 3 000. Artikel 3 i FNK's interne reglement indeholdt fra den15. december 1979 til den 28. april 1992 en bestemmelse, hvorefter FNK'smedlemmer var forpligtet til først og fremmest at gøre brug af andre medlemmerved leje og udlejning af kraner (herefter »forrangsbestemmelsen«), samt enbestemmelse, hvorefter FNK's medlemmer skulle anvende »acceptable« priser.FNK offentliggjorde vejledende priser og omkostningskalkuler til brug i forbindelsemed udlejning af kraner til entreprenørvirksomheder. Endvidere gjaldt dermodregningspriser ved kranudlejningsvirksomhedernes indbyrdes leje og udlejningaf kraner, som blev fastlagt ved regelmæssige forhandlinger mellemkranudlejningsvirksomheder.
   
   
5. Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf (herefter »SCK«) er en fond, som blevstiftet i 1985 af repræsentanter for kranudlejningsvirksomheder ogentreprenørvirksomheder. Ifølge fondens vedtægter er dens formål at fremme ogopretholde kvaliteten af kranudlejningsvirksomheder. Med henblik herpå har SCKoprettet et certificeringsordning, der indebærer, at fonden udsteder certifikater tilde virksomheder, som opfylder en række betingelser vedrørende ledelsen af enkranudlejningsvirksomhed og anvendelsen og vedligeholdelsen af kraner. Som følgeaf dette system kan entreprenørvirksomhederne gå ud fra, at den pågældendevirksomhed opfylder de omhandlede betingelser, og skal ikke selv kontrollere dette.Ifølge artikel 7, andet led, i reglementet vedrørende certificering afkranudlejningsvirksomheder gælder der for de af SCK godkendte virksomheder etforbud mod at leje kraner hos virksomheder, der ikke er godkendt af SCK (herefter»lejeforbuddet«). Den 20. januar 1989 blev SCK godkendt af Raad vor deCertificatie (»Certificeringsrådet«), som i Nederlandene godkendercertificeringsvirksomheder. Certificeringsrådet fastslog, at SCK opfyldtebetingelserne ifølge europæisk standard EN 45011, der fastlægger de betingelser,som certificeringsvirksomheder skal opfylde. I henhold til artikel 2, nr. 5, iCertificeringsrådets betingelser skal det organ, som udsteder certifikater, sikre, atbetingelserne herfor også er opfyldt ved underentreprise. Organet har følgendemuligheder: Enten kontrollerer det selv underleverandøren (artikel 2, nr. 5, A 1),eller også foretager det en efterprøvelse af den kontrol, som den godkendtevirksomhed har foretaget hos underleverandøren (artikel 2, nr. 5, A 2 og A 3).
   
   
6. Den 13. januar 1992 indgav W.C.M. van Marwijk (herefter »Van Marwijk«) og tiandre virksomheder en klage samt en anmodning om foreløbige foranstaltningertil Kommissionen. De anførte, at sagsøgerne overtrådte EF-traktatenskonkurrenceregler ved at udelukke virksomheder, der ikke er godkendt af SCK, fraudlejning af mobilkraner og ved at foreskrive faste priser ved udlejning af kraner.
   
   
7. SCK's vedtægter og reglement vedrørende certificering afkranudlejningsvirksomheder blev anmeldt til Kommissionen den 15. januar 1992.FNK's vedtægter og interne reglement blev anmeldt den 6. februar 1992. I beggetilfælde blev der anmodet om negativattest, subsidiært fritagelse i henhold tiltraktatens artikel 85, stk. 3.
   
   
8. Klagerne anlagde sag ved de nederlandske domstole, og ved kendelse omforeløbige forholdsregler af 11. februar 1992 pålagde præsidenten forArrondissementsrechtsbank, Utrecht, FNK ikke at anvende forrangsbestemmelsensamt systemet med vejledende priser (gældende for leje af kraner i forhold tilentreprenørvirksomhederne) og modregningspriser (gældende for leje mellemudlejningsvirksomhederne). SCK blev pålagt ikke at anvende lejeforbuddet. Den9. juli 1992 blev denne afgørelse ophævet af Gerechtshof, Amsterdam, som blandtandet udtalte, at det ikke på forhånd var indlysende og hævet over enhver tvivl, atde pågældende bestemmelser ikke ville kunne fritages af Kommissionen. Som følgeheraf genindførte SCK samme dag lejeforbuddet. Derimod deltog FNK ikkeherefter i fastsættelsen af vejledende priser eller modregningspriser.
   
   
9. Den 16. december 1992 fremsendte Kommissionen en meddelelse af klagepunktertil sagsøgerne. Kommissionen meddelte heri sagsøgerne, at den i overensstemmelsemed artikel 15, stk. 6, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, førsteforordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT1959-1962, s. 81, herefter benævnt »forordning nr. 17«) ville ophæve den iforordningens artikel 15, stk. 5, omhandlede bødeimmunitet.
   
   
10. Den 13. februar 1993 besvarede sagsøgerne Kommissionens meddelelse afklagepunkter. I svaret anmodede de bl.a. om, at der blev afholdt en høring.
    
    
11. Ved skrivelse af 4. juni 1993 meddelte Kommissionen sagsøgerne, at procedureni henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 kun ville kunne afsluttes, hvislejeforbuddet blev ophævet.
    
    
12. Klagerne rettede på ny henvendelse til præsidenten for Arrondissementsrechtsbank,Utrecht, som i en kendelse om foreløbige forholdsregler af 6. juli 1993 fastslog, atlejeforbuddet ikke længere måtte anvendes, idet Kommissionen i mellemtidenhavde tilkendegivet en holdning til de pågældende bestemmelser, og at det pågrundlag heraf var klart, at lejeforbuddet ikke ville have mulighed for at blivefritaget af Kommissionen.
    
    
13. Ved skrivelse af 29. september 1993 meddelte Kommissionen sagsøgerne, at densom ønsket ville gennemføre en høring, før den traf en endelig beslutning i henholdtil traktatens artikel 85, men at det ikke var nødvendigt at afholde en høring iforbindelse med en beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17.
    
    
14. Den af Arrodissementsrechtbank, Utrecht, afsagte kendelse af 6. juli 1993 blevbekræftet ved dom afsagt af Gerechtshof, Amsterdam, den 28. oktober 1993. Idommen henvistes der navnlig til en udateret skrivelse fra F. Giuffrida iKommissionens Generaldirektorat for Konkurrence (GD IV) til klagerne med kopitil sagsøgernes advokater. Sagsøgerne har oplyst at have modtaget skrivelsen den22. september 1993. Det anføres i skrivelsen: »Jeg kan bekræfte, at der måforventes ved slutningen af denne uge at blive forelagt Kommissionen et forslag tilbeslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 med henblik påvedtagelse ved skriftlig procedure. Forslaget vil blive forelagt, så snart denødvendige sproglige versioner foreligger. Der foreligger allerede en godkendelsefra de berørte tjenestegrene ... Herfra forventer man at kunne meddelebeslutningen officielt [til sagsøgerne] i første halvdel af oktober 1993.«
    
    
15. Den 4. november 1993 udsendte SCK en meddelelse om, at lejeforbuddet varsuspenderet, indtil Kommissionen havde truffet en endelig afgørelse.
    
    
16. Den 13. april 1994 traf Kommissionen en beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6,i forordning nr. 17.
    
    
17. Ved skrivelse af 3. juni 1994 opfordrede sagsøgerne Kommissionen til at træffe enendelig afgørelse senest den 3. august 1994.
    
    
18. Ved skrivelse af 27. juni 1994 meddelte C.D. Ehlermann, der på daværendetidspunkt var generaldirektør i GD IV, sagsøgerne, at »datoen den 3. august 1994,der er sat for vedtagelsen af den endelige beslutning, er absolut urealistisk«, menat »vedtagelsen af den endelig beslutning har prioritet«.
    
    
19. I besvarelse af en skrivelse fra sagsøgerne af 3. august 1994 meddelteKommissionen ved skrivelse af 9. august 1994, at meddelelsen af klagepunkter fradecember 1992 kun omfattede indledningen af en procedure med henblik påvedtagelse af en beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17.Kommissionen oplyste, at der forinden vedtagelsen af en endelig beslutning villeblive fremsendt en ny meddelelse af klagepunkter, som sagsøgerne ville få lejlighedtil at udtale sig om.
    
    
20. Den 21. oktober 1994 fremsendte Kommissionen en ny meddelelse af klagepunktertil sagsøgerne vedrørende en procedure i henhold til traktatens artikel 85.
    
    
21. Den 21. december 1994 besvarede sagsøgerne Kommissionens meddelelse afklagepunkter. I svaret opfordrede sagsøgerne på ny Kommissionen til uopholdeligtat handle og gav afkald på afholdelsen af en høring.
    
    
22. Den 27. november 1993 anlagde sagsøgerne et erstatningssøgsmål ved Retten (sagT-213/95). Sagsøgerne fremsatte samtidig ved særskilt dokument en begæring omforeløbige forholdsregler (sag T-213/95 R). Sagsøgerne frafaldt senere dennebegæring, og ved kendelse afsagt af præsidenten den 24. januar 1996 blev sag T-213/95 slettet af registret. Afgørelsen om sagens omkostninger blev udsat.
    
    
23. Den 29. november 1995 vedtog Kommissionen beslutning 95/551/EF om enprocedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/34.179, IV/34.202, IV/34.216- Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf og Federatie van NederlandseKraanverhuurbedrijven, EFT L 312, s. 79, herefter »den anfægtede beslutning«).Det fastslås i beslutningen, at FNK har overtrådt EF-traktatens artikel 85, stk. 1,ved i tidsrummet fra den 15. december 1979 til den 28. april 1992 at anvende etsystem med vejledende priser og modregningspriser, hvorved medlemmerne fikmulighed for at forudsige hinandens prispolitik (artikel 1). Det fastslås ligeledes, atSCK har overtrådt EF-traktatens artikel 85, stk. 1, ved i tidsrummet fra den 1.januar 1991 til den 4. november 1993 (med undtagelse af perioden mellem den 17.februar og den 9. juli 1992) at forbyde de tilsluttede virksomheder at leje kranerhos virksomheder, der ikke er tilsluttet SCK (artikel 3). Endvidere pålægges detsagsøgerne straks at bringe overtrædelserne til ophør (artikel 2 og 4), og FNKpålægges en bøde på 11 500 000 ECU og SCK en bøde på 300 000 ECU (artikel5).
    
    
24. Ved skrivelse af 11. januar 1996 anmodede sagsøgerne om aktindsigt med henblikpå anlæggelse af en sag til prøvelse af beslutningen, hvilket Kommissionen afslogved skrivelse af 15. januar 1996.
    
    
25. Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. februar 1996 harsagsøgerne anlagt en sag til prøvelse af den anfægtede beslutning (sag T-18/96).Ved særskilt dokument har de endvidere fremsat begæring om foreløbigeforholdsregler (sag T-18/96 R).
    
    
26. Den 25. marts 1996 nåede sagsøgerne og Kommissionen til enighed om en aftale,der skal gælde, indtil Retten har afsagt dom i sag T-18/96, om tilpasning afbestemmelsen om lejeforbud. I henhold til den tilpassede udgave af artikel 7, andetled, i reglementet vedrørende certificering af kranudlejningsvirksomheder kan deaf SCK godkendte virksomheder kun anvende »kraner, der er forsynet med etgyldigt certificeringsmærke på grundlag af en forudgående godkendelse, der erforetaget enten af SCK eller af et andet - nederlandsk eller udenlandsk -certificeringsorgan, som er godkendt til at certificere kranudlejningsvirksomheder,og som anvender klart identiske betingelser, medmindre det på grundlag af detskriftlige materiale (herunder telefaxmeddelelser) kan fastslås, atentreprenørvirksomheden ikke har tillagt det nogen betydning i forbindelse medtildelingen af ordren, om den (udenforstående) kranudlejningsvirksomhed, han harrettet henvendelse til, er godkendt« (Kommissionens skrivelse til sagsøgerne af25.3.1996).
    
    
27. Ved kendelse af 4. juni 1996 forkastede Rettens præsident begæringen omforeløbige forholdsregler i sag T-18/96 R (Sml. II, s. 407). Afgørelsen omomkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler blev udsat.Ved Domstolens præsidents kendelse af 14. oktober 1996 blev appellen af Rettenskendelse forkastet (Sml. I, s. 4971).
    
    
28. Ved skrivelse af 9. juli 1996 til Rettens præsident har sagsøgerne i sag T-18/96anmodet om, at Retten i medfør af procesreglementets artikel 65, litra b), ellersubsidiært i medfør af artikel 64, stk. 3, litra d), pålægger Kommissionen atfremlægge sine sagsakter i SCK- og FNK-sagerne, IV/34.179, IV/34.202 ogIV/34.216, herunder Kommissionens interne dokumenter vedrørende deforhandlinger, der har været mellem Generaldirektoratet for Industri (GD III) ogGD IV vedrørende sagerne, og eventuelle andre dokumenter, som ligger til grundfor den anfægtede beslutning.
    
    
29. Ved kendelse af 4. oktober 1996 har formanden for Fjerde Udvidede Afdeling givetVan Marwijk og syv andre udlejere af mobilkraner tilladelse til at indtræde i sagT-18/96 til støtte for Kommissionens påstande.
    
    
30. Formanden for Fjerde Udvidede Afdeling har ved kendelse af 12. marts 1996 imedfør af procesreglementets artikel 50 besluttet at forene de to sager med henblikpå den mundtlige forhandling.
    
    
31. På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde UdvidedeAfdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgåendebevisoptagelse. Retten har dog opfordret sagsøgerne og sagsøgte til at fremlæggevisse dokumenter inden retsmødet.
    
    
32. Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål i retsmødetden 4. juni 1997.
    
    
33. Efter at have hørt parterne i retsmødet finder Retten (Fjerde Udvidede Afdeling),at de to sager ligeledes skal forenes med henblik på domsafsigelsen.
    
    Parternes påstande
    
    
34. I sag T-213/95 har sagsøgerne nedlagt følgende påstande:
    
    
    • Det fastslås, at Det Europæiske Fællesskab er ansvarlig for det tab,sagsøgerne lider og vil lide som følge af Kommissionens retsstridige adfærd.
      
      
    • Det Europæiske Fællesskab tilpligtes at erstatte tabet og at opgøre detsomfang efter aftale med sagsøgerne, og det fastslås, at såfremt parterne ikkekan nå til enighed om opgørelsen af tabets størrelse, skal dette fastsættesaf Retten, om nødvendigt efter indhentelse af en sagkyndig erklæring medhenblik på en nøjagtig opgørelse af tabet.
      
      
    • Det Europæiske Fællesskab tilpligtes at betale sagens omkostninger.

    
    
    

35. Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
    
    
    • Frifindelse.
      
      
    • Sagsøgerne tilpligtes in solidum at betale sagens omkostninger, herunderomkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

    
    
    

36. I sag T-18/96 har sagsøgerne nedlagt følgende påstande:
    
    
    • Principalt fastslås det, at beslutningen er en nullitet, idet det ganske vistkonstateres i dens dispositive del, at EF-traktatens artikel 85, stk. 1, finderanvendelse, og der pålægges i denne forbindelse SCK og FNK en bøde,men der tages ikke stilling til den af SCK og FNK indgivne begæring omfritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3.
      
      
    • Subsidiært erklæres beslutningen i det hele ugyldig og annulleres.
      
      
    • Mere subsidiært annulleres beslutningen, idet den er i strid med EF-traktatens artikel 85, artikel 6 i konventionen af 4. november 1950 ombeskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder(den europæiske menneskerettighedskonvention, herefter »EMK«),almindelige retsgrundsætninger og begrundelsespligten (EF-traktatensartikel 190).
      
      
    • Mest subsidiært annulleres beslutningen delvis, således at der ikke pålæggesSCK og FNK nogen bøde.
      
      
    • Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
      
      
    • Intervenienterne tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse medinterventionen.

    
    
    

37. Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
    
    
    • Frifindelse.
      
      
    • Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

    
    
    

38. Intervenienterne har nedlagt følgende påstande:
    
    
    • Der gives Kommissionen medhold i dens påstande.
      
      
    • Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunderintervenienternes.

    Erstatningssøgsmålet (sag T-213/95)
    
    

39. Efter fast retspraksis kan Fællesskabet kun ifalde ansvar uden for kontrakt eftertraktatens artikel 215, andet led, dersom en række betingelser er opfyldt, nemligat den adfærd, som fællesskabsinstitutionen hævdes at have udvist, er retsstridig,at der reelt foreligger et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem denne adfærdog det tab, der hævdes at være lidt (jf. f.eks. Domstolens dom af 15.9.1994, sag C-146/91, KYDEP mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 4199, præmis 19, ogRettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs inLevende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, præmis 80).
    
    1. Kommissionens påståede retsstridige adfærd
    
    
40. Sagsøgerne har fremført fire anbringender til støtte for, at Kommissionen har udvisten retsstridig adfærd i forbindelse med den procedure, den indledte efterindgivelsen af klagen den 13. januar 1992 og sagsøgernes anmeldelser af 15. januarog 6. februar 1992. Anbringenderne støttes på en tilsidesættelse af EMK's artikel6, stk. 2, af retssikkerhedsprincippet, af princippet om beskyttelse af denberettigede forventning og af retten til kontradiktion.
    
    Første anbringende: tilsidesættelse af EMK's artikel 6
    
    Sammenfatning af parternes argumentation
    
    
41. Sagsøgerne har anført, at Kommissionen skal overholde bestemmelserne i EMK.De har i denne forbindelse henvist til retspraksis (Domstolens dom af 17.12.1970,sag 11/70, Internationale Handelsgesellschaft, Sml. s. 235; org. ref. Rec. s. 1125, af21.9.1989, forenede sager 46/87 og 227/88, Hoechst mod Kommissionen, Sml. s.2859, og af 18.10.1989, sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. s. 3282),artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union og fælleserklæringen fraEuropa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen af 5. april 1977 (EFT C 103, s. 1).
    
    
42. Ifølge sagsøgerne finder EMK's artikel 6 anvendelse på den administrativeprocedure ved Kommissionen i henhold til traktatens artikel 85. Det fremgårsåledes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols og -kommissions praksis,at denne bestemmelse finder anvendelse på forvaltningsretlige tvister (Stenuit modFrankrig, 1992, 14 EHRR 509, og Niemitz mod Tyskland, 1993, 16 EHRR 97).
    
    
43. Sagsøgerne har anført, at Kommissionen ikke har overholdt kravet om en »rimeligfrist« i EMK's artikel 6, stk. 1. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol harfastslået, at en sagsbehandlingstid på 17 måneder ligger uden for, hvad der forståsved en rimelig frist (dom 9.12.1994, Schouten og Meldrum mod Nederlandene,Series A, nr. 304). Den administrative procedure ved Kommissionen varedesammenlagt mere end 45 måneder. Kommissionen har således klart tilsidesatEMK's artikel 6, stk. 1.
    
    
44. Videre har sagsøgerne anført, at Kommissionen har misbrugt proceduren i henholdtil forordning nr. 17, idet den udarbejdede den første meddelelse af klagepunkteralene med henblik på at vedtage en beslutning i henhold til forordningens artikel15, stk. 6. Endvidere er det uforståeligt, hvorfor der i Kommissionen medgik 22måneder fra vedtagelsen af den første meddelelse af klagepunkter til fremsendelsenaf den anden meddelelse af klagepunkter, hvori den grundlæggende argumentationvar fuldstændig identisk med den første. Det var unødvendigt at udarbejde denanden meddelelse af klagepunkter, hvilket Kommissionen alene gjorde med henblikpå at forlænge sagsbehandlingen.
    
    
45. Sagsøgerne har henvist til, at den dom, Gerechtshof, Amsterdam, afsagde den 28.oktober 1993, kun udgjorde en foreløbig foranstaltning, der skulle være gældende,indtil Kommissionen havde vedtaget en beslutning. Kommissionen skulle derforhurtigt have truffet en endelig beslutning. Kommissionen behandlede denne sag udfra den overbevisning, at det var tilstrækkeligt at påvirke den nationale domstol ogat træffe en afgørelse i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17.Kommissionen tillagde aldrig denne sag prioritet.
    
    
46. Ifølge sagsøgerne har de aldrig bidraget til, at Kommissionens sagsbehandling blevforsinket. De fremsatte konstruktive forslag med henblik på, at der kunne opnåsen hurtig løsning, men forslagene blev afvist af Kommissionen. Sagsøgerne harhenvist til, at de frafaldt en høring efter at have modtaget den anden meddelelseaf klagepunkter for at fremme vedtagelsen af den endelige beslutning.Kommissionen kan ikke bebrejde sagsøgerne, at de også henvendte sig til GD III,som i Kommissionen er ansvarlig for certificering. GD III skulle have væretinddraget, selv om sagsøgerne ikke havde anmodet herom. Endvidere kan det ikkeover for sagsøgerne gøres gældende, at Nederlandenes faste repræsentation vedDen Europæiske Union og Certificeringsrådet intervenerede, idet dette skete indenfor en periode på ikke over to uger (fra den 13.-27.10.1993).
    
    
47. Hertil kommer ifølge sagsøgerne, at sagens kompleksitet ikke kan begrunde, at derikke træffes en beslutning inden for en rimelig frist (ovennævnte dom i sagenSchouten og Meldrum mod Nederlandene). For så vidt angår den forsinkelse, somskyldes, at der ikke forelå en finsk og svensk oversættelse af udkastet til beslutning,har sagsøgerne anført, at strukturbestemte forsinkelser ikke kan påberåbes til støttefor overskridelsen af en rimelig frist (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstolsdom af 6.5.1981, Buchholz, Series A, nr. 42).
    
    
48. Kommissionen har anført, at der ved vurderingen af, om sagsbehandlingstiden harværet urimelig lang, må tages hensyn til alle sagens omstændigheder. Det er ikkekun Kommissionens adfærd, der er vigtig, men også sagsøgernes adfærd, ligesomder må tages hensyn til sagens kompleksitet og alle andre særlige omstændigheder.Kommissionen har erkendt, at den i perioden fra januar til juli 1992 ikke tillagdesagen prioritet, idet den også verserede ved de nederlandske domstole, og idetovertrædelserne blev bragt til ophør, da Arrondissementsrechtbank, Utrecht,afsagde kendelse den 11. februar 1992 (jf. i denne forbindelse Rettens dom af18.9.1992, sag T-24/90, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 2223, præmis 77og 85). Kommissionen fremmede sagens behandling, efter at Gerechtshof,Amsterdam, den 9. juli 1992 havde afsagt dom, der gav SCK mulighed for atgenindføre lejeforbuddet (jf. ovenfor præmis 8).
    
    
49. Den foreløbige gennemgang af sagen viste ifølge Kommissionen, at betingelsernefor at anvendelse artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 var opfyldt. Inden for femmåneder efter den af Gerechtshof, Amsterdam, afsagte dom havde Kommissionenfremsendt en meddelelse af klagepunkter i henhold til denne artikel til sagsøgerne(meddelelsen af klagepunkter af 16.12.1992, jf. ovenfor præmis 9).
    
    
50. Kommissionen har anført, at da udkastet til beslutning i henhold til artikel 15, stk.6, i forordning nr. 17, var færdigbehandlet, anmodede GD III GD IV om, at derblev afholdt et møde, inden forslaget blev forelagt kommissærkollegiet. At GD IIIintervenerede i sagen, hvilket var den væsentligste årsag til, at sagens behandlingi de følgende måneder blev forsinket, skyldtes imidlertid direkte sagsøgerneshenvendelse hertil. Beslutningen i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17blev endeligt vedtaget den 13. april 1994.
    
    
51. Herefter fremsendte Kommissionen den 21. oktober 1994 meddelelsen omklagepunkter til sagsøgerne med henblik på vedtagelsen af den endelige beslutning.Genstanden for denne meddelelse, som var udformet på grundlag af artikel 3 ogartikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, og retsvirkningerne heraf adskiller sigimidlertid fra genstanden for og retsvirkningerne af en beslutning, der er vedtageti henhold til artikel 15, stk. 6. En måned efter modtagelsen af sagsøgernes svar påden anden meddelelse af klagepunkter havde GD IV allerede udarbejdet et udkasttil beslutning. Efter Finlands og Sveriges tiltrædelse af Den Europæiske Union den1. januar 1995 var der imidlertid store forsinkelser i oversættelsen til finsk ogsvensk. Kommissionen vedtog den anfægtede beslutning den 29. november 1995.
    
    
52. Ifølge Kommissionen kan det således ikke gøres gældende, at den i dette tilfældehar krænket princippet om overholdelse af en rimelig frist under den administrativeprocedure.
    
    Rettens bemærkninger
    
    
53. Det fremgår af fast retspraksis, at grundrettighederne hører til de almindeligeretsgrundsætninger, som Fællesskabets retsinstanser skal beskytte (jf. bl.a.Domstolens udtalelse 2/94 af 28.3.1996, Sml. I, s. 1759, præmis 33, og Domstolensdom af 29.5.1997, sag C-299/95, Kremzow, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser,præmis 14). I den forbindelse lægger Domstolen og Retten de fællesforfatningsmæssige traditioner i medlemsstaterne til grund samt de anvisninger iform af internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, sommedlemsstaterne har været med til at udarbejde, eller som de senere har tiltrådt.EMK er herved af særlig betydning (Domstolens dom af 15.5.1986, sag 222/84,Johston, Sml. s. 1651, præmis 18, og Kremzow-dommen, præmis 14). Endviderefremgår det af artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, at»Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de garanteresved [EMK] ... og således som de følger af medlemsstaternes fællesforfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten.«
    
    
54. Sagsøgerne har anført, at da Van Marwijk m.fl. indgav klage den 13. januar 1992,og SCK indgav anmeldelser den 15. januar 1992 og FNK den 6. februar 1992 (jf.ovenfor præmis 6 og 7), er den anfægtede beslutning, der er dateret den 29.november 1995, ikke vedtaget inden for en »rimelig frist« som omhandlet i EMK'sartikel 6, stk. 1, hvori det bestemmes, at »Enhver har ret til en retfærdig ogoffentlig rettergang inden for en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol,der er oprettet ved lov ...«.
    
    
55. Det må antages, at når en part forelægger Kommissionen en anmodning om ennegativattest i henhold til artikel 2 i forordning nr. 17 eller indgiver en anmeldelsemed henblik på at opnå en fritagelse i henhold til forordningens artikel 4, stk. 1,kan Kommissionen ikke udskyde sin stillingtagen indtil videre. Af hensyn tilretssikkerheden og den retslige beskyttelse må den inden for en rimelig frist træffeen beslutning eller fremsende en administrativ skrivelse (et såkaldt »comfortletter«), såfremt der er fremsat begæring herom. Tilsvarende må Kommissionen,når der i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17 indgives en klage overovertrædelse af traktatens artikel 85 og/eller 86, inden for en rimelig frist træffe enendelig beslutning vedrørende klagen (Domstolens dom af 18.3.1997, sag C-282/95P, Guérin automobiles mod Kommissionen, Sml. I, s. 1503, præmis 38).
    
    
56. Det må således anses for et almindeligt fællesskabsretligt princip, at Kommissionenhandler inden for en rimelig frist, når den træffer afgørelser i forbindelse medadministrative procedurer inden for konkurrencepolitikken (jf. for så vidt angårafslag på klager ovennævnte dom i sagen Guérin automobiles mod Kommissionen,præmis 38, for så vidt angår statsstøtte Domstolens dom af 11.12.1973, sag 120/73,Lorenz, Sml. s. 1471, præmis 4, og af 24.11.1987, sag 223/85, RSV modKommissionen, Sml. s. 4617, præmis 12-17). Det er således ikke nødvendigt at tagestilling til, om EMK's artikel 6, stk. 1, som sådan finder anvendelse på deadministrative procedurer ved Kommissionen inden for konkurrencepolitikken, mendet må undersøges, om Kommissionen i dette tilfælde har overtrådt princippet om,at den skal handle inden for en rimelig frist, i forbindelse med den procedure, somgik forud for vedtagelsen af den anfægtede beslutning.
    
    
57. Den administrative procedure har i denne sag varet ca. 46 måneder. SomKommissionen imidlertid med rette har anført, må det vurderes ud fra hver enkeltsag, om varigheden af den administrative procedure kan anses for rimelig, herundernavnlig den sammenhæng, hvori sagen indgår, de forskellige led i denadministrative procedure, parternes adfærd under sagens behandling, sagenskompleksitet og dens betydning for de involverede parter (jf. analogt DenEuropæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23.4.1987, Erkner, Series A, nr.117, s. 62, afsnit 66, af 25.6.1987, Milasi, Series A, nr. 119, s. 46, afsnit 15, ogovennævnte dom i sagen Schouten og Meldrum mod Nederlandene, s. 25, afsnit63).
    
    
58. Hvad angår den sammenhæng, sagen indgår i, må det fastslås, at FNK's internereglement fra den 15. december 1979 havde indeholdt en bestemmelse, hvorefter FNK's medlemmer var forpligtet til først og fremmest at gøre brug af andremedlemmer ved leje og udlejning af kraner [det interne reglement, artikel 3, litraa) og b)]. For så vidt angår SCK trådte den i beslutningen omhandledebestemmelse i reglementet vedrørende certificering af virksomheder, dvs.lejeforbuddet (certificeringsreglementet, artikel 7, andet led), i kraft den 1. januar1991. Sagsøgerne fandt det åbenbart ikke nødvendigt at anmode omKommissionens vurdering af deres vedtægter og reglementer, før Van Marwijk ogti andre virksomheder den 13. januar 1992 indgav en klage. SCK's vedtægter ogreglementet vedrørende certificering af kranudlejningsvirksomheder blev førstanmeldt til Kommissionen den 15. januar 1992 og FNK's vedtægter og internereglement først den 6. februar 1992.
    
    
59. Dernæst bemærkes, at der i perioden på 46 måneder fra indgivelsen af klagen oganmeldelserne og til vedtagelsen af den anfægtede beslutning har været forskelligeled i den administrative procedure. Efter gennemgang af klagen og anmeldelsernefremsendte Kommissionen den 16. december 1992 en meddelelse af klagepunktermed henblik på vedtagelse af en beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, iforordning nr. 17, og den traf en sådan beslutning den 13. april 1994. Herefterfremsendte Kommissionen en ny meddelelse af klagepunkter den 21. oktober 1994med henblik på vedtagelsen af den anfægtede beslutning, som er udstedt den 29.november 1995.
    
    
60. Det må vurderes, om varigheden af hvert af leddene i den administrative procedurekan anses for rimelig.
    
    
61. Kommissionen første, foreløbige stillingtagen til sagsøgernes anmeldelser fremgåraf meddelelsen af klagepunkter af 16. december 1992. Varigheden af denne førstedel af proceduren, ca. elleve måneder, var rimelig og kan endog anses for relativkort, når henses til sagens omstændigheder. Det bemærkes, at Kommissionen idenne periode samtidig undersøgte sagsøgernes anmeldelser og klagen fra VanMarwijk m.fl., som netop vedrørte den af sagsøgerne anmeldte praksis. Endviderekunne Kommissionen med rimelighed gå ud fra, at den af sagsøgerne forelagte sagikke var hastende. Sagsøgerne havde således ikke i deres anmeldelser anmodet omen hurtig behandling af sagen, selv om parterne i punkt 7.4 i bilaget til skema A/B(bilag til Kommissionens forordning nr. 27 af 3.5.1962, første forordning omgennemførelse af Rådets forordning nr. 17 (EFT 1959-1962, s. 123), senere erstattetaf Kommissionens forordning (EF) nr. 3385/94 af 21.12.1994 om form, indhold ogandre enkeltheder i forbindelse med begæringer og anmeldelser indgivet i henholdtil Rådets forordning nr. 17 (EFT L 377, s. 28)) opfordres til at angive, om sagenønskes behandlet som hastesag. Endvidere havde de dele af den anmeldte praksis,som efter Kommissionens opfattelse ikke kunne fritages i henhold til traktatensartikel 85, stk. 3, været bragt til ophør i en periode på ca. fem måneder, fra den11. februar 1992 til den 9. juli 1992 (jf. ovenfor præmis 8), efter at klagerne havdeanlagt sag ved de nederlandske domstole.
    
    
62. Den periode på ca. seksten måneder, som forløb mellem meddelelsen afklagepunkter den 16. december 1992 og vedtagelsen den 13. april 1994 afbeslutningen i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, var også rimelig. Detbemærkes, at sagsøgernes advokat i retsmødet ved Retten erkendte, at SCK i sinskrivelse af 21. oktober 1993 til Kommissionen (til Dubois i GD IV) for første ganganmodede om, at sagen blev behandlet som hastesag. Hvad angår FNK fremsattesammenslutningen ikke før vedtagelsen af beslutningen af 13. april 1994 en sådananmodning. Sagsøgernes advokats opfordring til Kommissionen i skrivelsen af 3.juni 1994 til at træffe en afgørelse er første gang, FNK udtrykker ønske om enhurtig behandling af sagen. Endvidere er det ikke bestridt, at da SCK for førstegang anmodede GD IV om en hurtig behandling af sagen, anmodede sagsøgerneGD III om at rette henvendelse til GD IV vedrørende sagen med henblik på atudvirke, at sagsøgerne kunne opnå en fritagelse (jf. bl.a. sagsøgernes advokatsskrivelse af 5.10.1993 til chefen for enhed III.B.3, J. McMillan). Selv omsagsøgernes henvendelse var fuldt ud legitim, måtte det have stået dem klart, atønsket om, at GD III intervenerede, ville forsinke sagens behandling, også nårhenses til, at GD III ikke skal høres i forbindelse med en begæring om fritagelsei henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, eller i forbindelse med, at der fastslås enovertrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1.
    
    
63. Det næste led i proceduren var fremsendelsen til sagsøgerne af meddelelsen afklagepunkter med henblik på vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Dette sketeden 21. oktober 1994, dvs. seks måneder efter vedtagelsen af beslutningen ihenhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17.
    
    
64. Retten finder, at en sagsbehandlingstid på seks måneder ikke er urimelig.
    
    
65. Sagsøgerne har imidlertid anført, at det var unødvendigt at fremsende den andenmeddelelse af klagepunkter, og at Kommissionen alene gjorde dette med henblikpå at forlænge sagsbehandlingen. Dette argument kan ikke tiltrædes. For det førstevar formålet med de to meddelelser af klagepunkter forskelligt. Den førstemeddelelse vedrørte tilbagekaldelse af bødeimmuniteten i henhold til artikel 15, stk.5, i forordning nr. 17 ved en beslutning i medfør af artikel 15, stk. 6, mens formåletmed den anden meddelelse var at forberede en beslutning vedrørendeovertrædelser og pålæggelse af bøder i henhold til artikel 3, stk. 1, og artikel 15,stk. 2, i forordning nr. 17. For det andet blev der i den anden meddelelse fremsatklagepunkter vedrørende alle de i den anfægtede beslutning omhandledeovertrædelser, dvs. lejeforbuddet, de vejledende priser og modregningspriserne,mens der i den første meddelelse kun var en gennemgang af lejeforbuddet i forholdtil traktatens artikel 85. Det fremgår af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17, og afartikel 2 og 4 i Kommissionens forordning nr. 99/63/EØF af 25. juli 1963 omudtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Rådets forordning nr. 17 (EFT 1963-1964, s. 42), som er i overensstemmelse med princippet om retten til kontradiktion,at de virksomheder, der er omfattet af en procedure vedrørende overtrædelser,under den administrative procedure skal sættes i stand til på hensigtsmæssig mådeat tage stilling til de klagepunkter, der lægges til grund i beslutningen (Domstolensdom af 13.2.1979, sag 85/76, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen, Sml. s. 461,præmis 9, Rettens dom af 18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 ogT-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, præmis 39,og af 23.2.1994, forenede sager T-39/92 og T-40/92, CB og Europay modKommissionen, Sml. II, s. 49, præmis 47). Kommissionen var således forpligtet tilat fremsende en anden meddelelse af klagepunkter til sagsøgerne, ikke alene fordiformålet med de to meddelelser af klagepunkter var forskelligt, men også fordi deri den anfægtede beslutning lægges et klagepunkt til grund, som ikke var omhandleti den første meddelelse af klagepunkter. Hvis Kommissionen ikke havde fremsendtden anden meddelelse af klagepunkter, ville den anfægtede beslutning med andreord klart have været vedtaget i strid med sagsøgernes ret til kontradiktion.
    
    
66. Det må endvidere fastslås, at Kommissionen traf den endelige beslutning den 29.november 1995, dvs. ca. elleve måneder efter modtagelsen af sagsøgernes svar påden anden meddelelse af klagepunkter den 21. december 1994. Uanset deproblemer med oversættelse, som parterne har omtalt i deres processkrifter, kandet ikke anses for at være i strid med princippet om, at Kommissionen skal handleinden for en rimelig frist i forbindelse med en administrativ procedure inden forkonkurrencepolitikken, at det tog elleve måneder fra modtagelsen af svaret påmeddelelsen af klagepunkter at forberede en endelig beslutning på alleFællesskabets officielle sprog.
    
    
67. Med hensyn til argumentet om, at Kommissionen aldrig har tillagt sagen prioritetog fandt det tilstrækkeligt at påvirke de nationale domstole og at træffe enbeslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, bemærkes, atKommissionen har ret til at prioritere de sager, den er forelagt (ovennævnte domi sagen Automec mod Kommissionen, præmis 77). Endvidere kan Kommissionen,hvis den finder, at den praksis, der er anmeldt, ikke vil kunne fritages i henhold tilartikel 85, stk. 3, ved vurderingen af, hvilken prioritet der skal tillæggesbehandlingen af anmeldelsen, tage hensyn til, at en national domstol har bragt depågældende overtrædelser til ophør.
    
    
68. Endelig bemærkes vedrørende et argument, sagsøgerne fremførte i retsmødet,vedrørende de skadelige virkninger, som i sidste ende vil kunne knytte sig til enbeslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, at Domstolen i domaf 15. marts 1967, forenede sager 8/66-11/66, Cimenteries CBR m.fl. modKommissionen (Sml. 1965-1968, s. 337, på s. 342; org. ref.: Rec. s. 93, på s. 118),antog et annulationssøgsmål til prøvelse af en sådan beslutning tilrealitetsbehandling bl.a. med den begrundelse, at »hvis den foreløbige afgørelse varunddraget enhver domstolskontrol ... ville [dette] i praksis medføre, atKommissionen ved hjælp af den blotte trussel om bøde kunne undgå at træffe enendelig afgørelse«. I nærværende sag, hvor sagsøgerne ikke har anlagt sag tilprøvelse af beslutningen af 13. april 1994, der er vedtaget med hjemmel i artikel15, stk. 6, i forordning nr. 17, kan de ikke påberåbe sig de skadelige virkninger, somi sidste ende knytter sig til denne beslutning.
    
    
69. Det må herefter fastslås, at Kommissionen har overholdt princippet om, at den skalhandle inden for en rimelig frist, i forbindelse med den procedure, som gik forudfor vedtagelsen af den anfægtede beslutning.
    
    
70. Det første anbringende må herefter forkastes.
    
    Andet anbringende: tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet
    
    Sammenfatning af parternes argumentation
    
    
71. Sagsøgerne har anført, at det i 45 måneder var usikkert for dem, om de ville få denansøgte fritagelse. Retssikerhedsprincippet gælder med særlig styrke, når der er taleom bestemmelser, der kan have økonomisk betydning (Domstolens dom af15.12.1987, sag 325/85, Irland mod Kommissionen, Sml. s. 5041, præmis 18). Enbeslutning, som træffes i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 kanumuligt indebære den samme sikkerhed som en endelig beslutning (Domstolensovennævnte dom i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen). Det erendvidere bemærkelsesværdigt, at Kommissionen anfører, at sagsøgerne kunne følesig bestyrket i deres situation efter de nederlandske domstoles afgørelser, idet derherved alene blev skabt en foreløbig ordning, indtil Kommissionens endeligeafgørelse forelå. Hertil kommer, at den af Gerechtshof, Amsterdam, afsagte domaf 28. oktober 1993 navnlig støttes på Giuffrida's skrivelse fra september 1993 (jf.ovenfor præmis 14), hvori det ukorrekt anføres, at »der [allerede] forel[å] ... engodkendelse fra de berørte tjenestegrene«. GD III havde endnu ikke taget stillingtil sagen på dette tidspunkt.
    
    
72. Kommissionen har bestridt, at sagsøgerne i 45 måneder befandt sig i en usikkerretlig situation. Kommissionen har henvist til den af Arrondissementsrechtbank,Utrecht, afsagte kendelse af 6. juli 1993. I duplikken har Kommissionen endvidereanført, at meddelelsen af klagepunkter af 16. december 1992 og dens skrivelse af4. juni 1993 (jf. ovenfor præmis 9 og 11) gav sagsøgerne et klart signal for så vidtangår en eventuel fritagelse. Ifølge Kommissionen omfatter udtrykket »de berørtetjenestegrene« i Giuffrida's skrivelse fra september 1993 kun GD IV's tjenestegreneog Kommissionens Juridiske Tjeneste. GD III blev først inddraget i sagen, efter atdet udtrykkeligt havde anmodet herom som følge af en henvendelse fra sagsøgerne.Inddragelsen af GD III i sagen medførte, at beslutningen i henhold til artikel 15,stk. 6, i forordning nr. 17 blev truffet nogle måneder senere, end Giuffrida medrimelighed kunne forvente den 22. september 1993.
    
    Rettens bemærkninger
    
    
73. Anbringendet kan opdeles i to led.
    
    
74. Første led vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen efterretssikkerhedsprincippet er forpligtet til at vedtage en beslutning inden for enrimelig frist, når der i henhold til artikel 2 og/eller artikel 4, stk. 1, i forordning nr.17 anmeldes aftaler. Hermed er første led sammenfaldende med det førsteanbringende og må af disse grunde forkastes.
    
    
75. Hvad angår det andet led gør sagsøgerne gældende, at Giuffrida's skrivelse fraseptember 1993 (jf. ovenfor præmis 14) indeholdt en ukorrekt oplysning om, at»der [allerede] forel[å] ... en godkendelse fra de berørte tjenestegrene«. Detsamme gøres gældende i forbindelse med tredje anbringende vedrørende entilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Detteargument må forkastes af de samme grunde som anført nedenfor i præmis 82.
    
    
76. Anbringendet om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet kan herefter ikketiltrædes.
    
    Tredje anbringende: tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigedeforventning
    
    Sammenfatning af parternes argumentation
    
    
77. Sagsøgerne har anført, at Kommissionen afgav løfter, som den imidlertid ikke holdt.For det første har sagsøgerne henvist til Giuffrida's skrivelse (jf. ovenfor præmis 14)fra september 1993, hvori det anførtes, at vedtagelsen af beslutningen i henhold tilartikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 var nært forestående. Endvidere harsagsøgerne henvist til Ehlermann's skrivelse af 27. juni 1994 (jf. ovenfor præmis 18),hvorefter vedtagelsen af den endelige beslutning var tillagt prioritet. DaGerechtshof, Amsterdam, i dommen af 28. oktober 1993 gik ud fra Kommissionensløfter om, at den snart ville træffe en beslutning, finder sagsøgerne, at de med rettekunne gå ud fra, at Kommissionen ville holde løfterne.
    
    
78. I replikken har sagsøgerne endvidere anført vedrørende Giuffrida's skrivelse, at GDIII er ansvarlig for certificeringspolitikken, og at nærværende sag ifølgeKommissionen er det første tilfælde, hvor artikel 85 anvendes på encertificeringsordning. Sagsøgerne er derfor af den opfattelse, at da skrivelsen blevaffattet, var der i hvert fald én »berørt tjenestegren«, nemlig GD III, som ikkehavde givet sin godkendelse. Når henses til den betydning, skrivelsen havde fordommen afsagt af Gerechtshof, Amsterdam, må det fastslås, at Kommissionen vedsine ukorrekte oplysninger har handlet i strid med princippet om beskyttelse af denberettigede forventning.
    
    
79. Kommissionen har anført, at skrivelsen af 22. september 1993 ikke indeholdt enforkert beskrivelse af situationen på dette tidspunkt. Den har henvist til denargumentation, der er gengivet ovenfor i præmis 72. Det er ligeledesKommissionens opfattelse, at skrivelsen af 27. juni 1994 ikke indeholderurigtigheder.
    
    Rettens bemærkninger
    
    
80. Begrebet berettiget forventning forudsætter, at der hos den pågældende foreliggerforventninger, som fællesskabsadministrationen har givet anledning til ved afgivelseaf præcise løfter (Rettens dom af 19.5.1994, sag T-465/93, Consorzio gruppo diazione locale »Murgia Messapica« mod Kommissionen, Sml. II, s. 361, præmis 67,og Rettens kendelse af 11.3.1996, sag T-195/95, Guérin automobiles modKommissionen, Sml. II, s. 171, præmis 20).
    
    
81. I nærværende sag har sagsøgerne henvist til to skrivelser fra Kommissionen, somifølge sagsøgerne indeholdt løfter, som viste sig ikke at være korrekte.
    
    
82. Hvad for det første angår Giuffrida's skrivelse er den skrevet enten den 21. ellerden 22. september 1993. Skrivelsen er et svar på en skrivelse fra klagerne af 21.september 1993, og sagsøgerne har anført at have modtaget skrivelsen den 22.september 1993. Det anføres i skrivelsen, at der i løbet af den følgende uge villeblive forelagt kommissærkollegiet et forslag til beslutning i henhold til artikel 15,stk. 6, i forordning nr. 17, og at man forventede at kunne meddele beslutningenofficielt til sagsøgerne i første halvdel af oktober 1993. Selv om denne skrivelseeventuelt vil kunne anses for at indeholde præcise løfter om, at Kommissionensnarest ville træffe en beslutning, har sagsøgerne ikke bestridt, at da de fikkendskab til skrivelsen, rettede de henvendelse til GD III med henblik på, atgeneraldirektoratet skulle intervenere over for GD IV (jf. bl.a. sagsøgernesadvokats skrivelse af 5.10.1993 til chefen for enhed III.B.3, McMillan, hvori derhenvises til en samtale mellem McMillan og advokaten den 28.9.1993). Under disseomstændigheder kunne sagsøgerne ikke forvente, at Kommissionen kunneoverholde de eventuelle løfter, den havde fremsat i den skrivelse, som blevfremsendt den 22. september 1993.
    
    
83. Hvad angår Ehlermanns skrivelse af 27. juni 1994 bekræftedes det heri, atvedtagelsen af en endelig beslutning i denne sag havde prioritet i GD IV. Da derer tale om en almindeligt holdt udtalelse, kan der ikke være tale om sådannepræcise løfter fra Kommissionens side, at de har kunnet give sagsøgeren enbegrundet formodning om tidspunktet for vedtagelsen af en endelig beslutning inærværende sag. Under alle omstændigheder bekræftes rigtigheden af Ehlermann'sudtalelse af, at Kommissionen den 21. oktober 1994 fremsendte en meddelelse afklagepunkter med henblik på vedtagelse af en endelig beslutning.
    
    
84. Det følger af det anførte, at det tredje anbringende ligeledes må forkastes.
    
    Fjerde anbringende: tilsidesættelse af retten til kontradiktion
    
    Sammenfatning af parternes argumentation
    
    
85. Sagsøgerne har henvist til, at de i flere tilfælde har anmodet om at blive hørt underden procedure, som førte til vedtagelsen af beslutningen i henhold til artikel 15, stk.6, i forordning nr. 17. Det er i strid med retten til kontradiktion, at Kommissionenikke har imødekommet sagsøgernes anmodninger. Retten til kontradiktionindebærer, at sagsøgerne under en mundtlig procedure, der opfyldte alle formellekrav, skulle have haft ret til at udtale sig om alle nye omstændigheder, som måttevære fremkommet under den administrative procedure, og om Kommissionensafslag på at søge sagen løst i mindelighed. Sagsøgernes interesse i en sådan høringkunne have begrundet en eventuelt forsinkelse i proceduren, i hvert fald i denperiode, som gik forud for vedtagelsen af beslutningen i henhold til artikel 15, stk.6, i forordning nr. 17.
    
    
86. Kommissionen har anført, at den har givet sagsøgerne adgang til at fremsætte deressynspunkt med hensyn til klagepunkterne. Der kan derfor ikke være tale om entilsidesættelse af retten til kontradiktion. Da der ikke i lovgivningen findesbestemmelser, hvorefter de berørte virksomheder eller sammenslutninger skal høresmundtligt, inden Kommissionen træffer en beslutning i henhold til artikel 15, stk.6, i forordning nr. 17, og da der ikke forelå særlige omstændigheder, som i dettetilfælde gjorde, at retten til kontradiktion kun kunne sikres effektivt ved en høring,var Kommissionen på ingen måde forpligtet til mundtligt at høre sagsøgerne, efterat de var blevet hørt skriftligt.
    
    Rettens bemærkninger
    
    
87. Ifølge sagsøgerne skyldtes deres tab, at Kommissionen på det tidspunkt, hvor deanlagde sag, endnu ikke havde truffet en endelig afgørelse vedrørende sagsøgernesanmeldelser, og at den således i næsten fire år havde ladet henstå som usikkert, omde anmeldte vedtægter og reglementer var lovlige. Kommissionens adfærdmedførte, at Certificeringsrådet truede SCK med at tilbagebekalde SCK's tilladelse,at lejerne af kraner ikke i så høj grad overholdt FNK's almindelige betingelser, ogat sagsøgernes omdømme var påvirket.
    
    
88. Det må fastslås, at Kommissionens adfærd således som beskrevet i forbindelse meddette anbringende, dvs. den manglende gennemførelse af en høring før vedtagelsenaf en beslutning i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, ikke har kunnetfremkalde eller øge det tab, der påstås at være lidt i stævningen.
    
    
89. Der er således ingen forbindelse mellem dette anbringende og tabet.
    
    
90. Endvidere vedrører det udelukkende lovligheden af beslutningen af 13. april 1994,som blev truffet i henhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17. Under den herbehandlede sag ønsker sagsøgerne at få erstatning for det tab, de har lidt, fordi derikke blev truffet en endelig beslutning inden for en rimelig frist, og sagen vedrørerikke spørgsmålet om, hvorvidt beslutningen af 13. april 1994 - som sagsøgerneunder alle omstændigheder ikke har anfægtet inden for den fastsatte frist - erulovlig.
    
    
91. Det fjerde anbringende må herefter forkastes.
    
    
92. Det følger af det anførte, at gennemgangen af sagsøgernes anbringender ikke harvist, at Kommissionen har udvist en ulovlig adfærd, som kan påføre Fællesskabetet ansvar.
    
    
93. Retten finder alligevel at måtte undersøge, om der er en årsagsforbindelse mellemden påståede ulovlige adfærd og det af sagsøgerne påståede tab.
    
    2. Årsagsforbindelsen
    
    Sammenfatning af parternes argumentation
    
    
    
    
94. Sagsøgerne har anført, at Kommissionen er ansvarlig for det tab, de har lidt. SCKrisikerer at miste sin godkendelse, fordi Certificeringsrådet er af den opfattelse, atlejeforbuddet er den eneste måde, hvorpå betingelserne for godkendelsen kanopfyldes, selv om dette lejeforbud netop blev suspenderet, indtil den anfægtedebeslutning foreligger. For så vidt angår FNK er sammenslutningens omdømme oggenerelle situation påvirket navnlig på grund af Kommissionens adfærd. I replikkenhar sagsøgerne endvidere anført, at Gerechtshof, Amsterdam, på grund af enukorrekt udtalelse fra Kommissionen afsagde en foreløbig dom, hvorvedlejeforbuddet blev suspenderet, indtil der forelå en endelig afgørelse (jf. ovenforpræmis 14). Ifølge sagsøgerne medførte Kommissionens uacceptabelt langepassivitet, at den af Gerechtshof, Amsterdam, afsagte dom af 28. oktober 1993 fiken tidsmæssig rækkevidde, som langt overskred, hvad der havde været rettensintention.
    
    
95. Kommissionen har anført, at der ikke er den nødvendige og direkteårsagsforbindelse mellem Kommissionens handling og den langvarige suspensionaf lejeforbuddet. Det er ikke Kommissionen, men den nederlandske domstol, dersom en foreløbig forholdsregel suspenderede lejeforbuddet. Hvis SCK efter en vistid var af den opfattelse, at de foreløbige forholdsregler ikke længere varberettigede, fordi vedtagelsen af Kommissionens endelige beslutning trak længereud end forudsat, kunne SCK have rettet henvendelse til den nationale domstol forat få de foreløbige forholdsregler ophævet eller ændret.
    
    Rettens bemærkninger
    
    
96. Traktatens artikel 85, stk. 1, har umiddelbare virkninger i forholdet mellemborgerne og fremkalder umiddelbart rettigheder for borgerne, som de nationaledomstole skal beskytte (jf. f.eks. Domstolens dom af 28.2.1991, sag C-234/89,Delimitis, Sml. I, s. 935, præmis 45).
    
    
97. Gerechtshof, Amsterdam, forbød i sin dom af 28. oktober 1993 under henvisningtil traktatens artikel 85, stk. 1, SCK at anvende »lejeforbuddet« (artikel 7, andetled, i SCK's reglement vedrørende certificering af kranudlejningsvirksomheder).Selv om Gerechtshof, Amsterdam, måtte have været påvirket af Kommissionensholdning, dvs. Giuffrida's skrivelse fra september 1993 (jf. ovenfor præmis 14),hvoraf fremgik, at der ville blive truffet en beslutning i henhold til artikel 15, stk.6, i forordning nr. 17, var denne stillingtagen imidlertid ikke bindende for dennationale domstol. Giuffrida's opfattelse af dette forbud var således kun et forhold,som Gerechtshof, Amsterdam, kunne tage i betragtning ved prøvelsen af, om denpågældende praksis var i strid med traktatens artikel 85 (Domstolens dom af10.7.1980, forenede sager 253/78, 1/79, 2/79 og 3/79, Giry og Guerlain m.fl., Sml.s. 2327, præmis 13, og Rettens dom af 9.1.1996, sag T-575/93, Koelman modKommissionen, Sml. II, s. 1, præmis 43). Hertil kommer, at som det vil fremgå afgennemgangen af annullationssøgsmålet, var den opfattelse, Kommissionen gavudtryk for under den administrative procedure, og som ligger til grund for denanfægtede beslutning, baseret på en korrekt fortolkning af traktatens artikel 85, stk.1. Hvis der var en fare for, at SCK's tilladelse ville blive tilbagekaldt, skyldtes detsåledes, at SCK var forpligtet til at bringe en overtrædelse af traktatens artikel 85,stk. 1, til ophør. Kommissionen kan ikke anses for ansvarlig for et sådant »tab«.
    
    
98. For så vidt angår FNK har sagsøgerne ikke redegjort for, hvorledes FNK'somdømme og generelle situation blev påvirket af Kommissionens adfærd, selv omdet efter fast retspraksis påhviler sagsøgerne at bevise, at der er direkteårsagsforbindelse mellem den af institutionen begåede fejl og det påberåbte tab (jf.f.eks. Domstolens dom af 30.1.1992, forenede sager C-363/88 og C-364/88, Finsiderm.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 359, præmis 25, og Rettens dom af 18.9.1995,sag T-168/94, Blackspur m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2627, præmis40). Den eneste adfærd fra FNK's side, som er blevet anfægtet under denadministrative procedure, er systemet med vejledende priser og modregningspriserog den såkaldte »forrangsbestemmelse«, hvorefter FNK's medlemmer var forpligtettil først og fremmest at gøre brug af andre medlemmer ved leje og udlejning afkraner [artikel 3, litra a) og b), i FNK's interne reglement]. Sagsøgerne harimidlertid under den administrative procedure, under den skriftlige forhandling vedRetten og i retsmødet anført, at FNK frivilligt ophørte med disse former forpraksis, efter at Gerechtshof, Amsterdam, den 9. juli 1992 havde ophævet den afpræsidenten for Arrondissementsrechtbank, Utrecht, afsagte kendelse af 11. februar1992, dvs. på et tidspunkt (juli 1992), hvor Kommissionen endnu ikke havde tagetstilling, end ikke foreløbigt, til FNK's anmeldelse og Van Marwijk's klage. Det afFNK påberåbte tab kan derfor på ingen måde være fremkaldt af Kommissionensadfærd under den administrative procedure.
    
    
99. Det følger af det anførte, at der ikke kan gives sagsøgerne medhold ierstatningssøgsmålet, og det er i denne forbindelse ufornødent at undersøge, omden anden betingelse for, at Fællesskabet ifalder ansvar, nemlig at der foreliggeret tab, er opfyldt.
    
    Søgsmålet til prøvelse af, om beslutning 95/551 er en nullitet eller skal annulleres(sag T-18/96)
    
    1. Påstanden om, at det fastslås, at den anfægtede beslutning er en nullitet
    
    Sammenfatning af parternes argumentation
    
    
100. Sagsøgerne har fremført ét anbringende til støtte for deres påstand. Ifølgesagsøgerne er den anfægtede beslutning en nullitet, idet Kommissionen har undladti den dispositive del at tage stilling til deres begæring om en fritagelse i henhold tiltraktatens artikel 85, stk. 3. Det var nødvendigt at tage stilling til begæringen i dendispositive del, idet spørgsmålet om, hvorvidt et forhold er i overensstemmelse medFællesskabets konkurrenceregler, må vurderes i forhold til artikel 85 set under ét(Rettens dom af 11.7.1996, forenede sager T-528/93, T-542/93, T-543/93 og T-546/93, Métropole télévision m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 649), og det eralene en retsakts dispositive del, der kan have retsvirkninger (Rettens dom af17.9.1992, sag T-138/89, NBV og NVB mod Kommissionen, Sml. II, s. 2181, præmis31, og 8.6.1993, sag T-50/92, Fiorani mod Parlamentet, Sml. II, s. 555, præmis 38).Kommissionens beslutning af 13. april 1994, der er truffet i henhold til artikel 15,stk. 6, i forordning nr. 17, er i denne forbindelse uden betydning. En sådanbeslutning træffes efter en foreløbig vurdering og kan derfor ikke sidestilles meden endelig beslutning. Selv om den kunne anses for en endelig beslutning, må detalligevel i dette tilfælde fastslås, at den kun vedrører SCK's lejeforbud, og der tagesikke stilling til den af FNK anmeldte praksis, hvorfor der endnu ikke er truffet enbeslutning om, hvorvidt traktatens artikel 85, stk. 3, finder anvendelse på dennepraksis.
     
     
101. Kommissionen har heroverfor anført, at det klart fremgår af 32.-39. betragtning tilden anfægtede beslutning, at den har undersøgt og forkastet sagsøgernesargumenter til støtte for at få en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk.3. Der ville ikke have været nogen begrundelse for at tilføje en yderligere artikeli den dispositive del, hvorved begæringen om en fritagelse i henhold til traktatensartikel 85, stk. 3, udtrykkeligt blev forkastet, idet det forhold, at det i artikel 1 og3 fastslås, at SCK og FNK har overtrådt traktatens artikel 85, stk. 1, og at der iartikel 2 og 4 gives påbud, nødvendigvis indebærer, at begæringen om en fritagelsei henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, forkastes.
     
     Rettens bemærkninger
     
     
102. I den anfægtede beslutnings dispositive del har Kommissionen fastslået, at FNK'ssystem med vejledende priser og modregningspriser (artikel 1) og SCK's lejeforbud(artikel 3) er i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, og det pålægges FNK (artikel2) og SCK (artikel 4) straks at bringe overtrædelserne til ophør. Endviderepålægges der ved den anfægtede beslutning sagsøgerne bøder (artikel 5).
     
     
103. Selv om der ikke i den dispositive del udtrykkeligt tages stilling til de begæringerom en fritagelse, som sagsøgerne havde indgivet i henhold til traktatens artikel 85,stk. 3, må det fastslås, at Kommissionen i forhold til traktatens artikel 85 set underét har vurderet, om den i den anfægtede beslutnings artikel 1 og 3 omhandledepraksis var i overensstemmelse med konkurrencereglerne. Det fremgår således afen udførlig begrundelse i den anfægtede beslutning (32.-39. betragtning), atKommissionen har undersøgt, om traktatens artikel 85, stk. 1, kunne erklæresuanvendelig på denne praksis i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3. På grundlagaf denne vurdering har Kommissionen i 35. betragtning udtalt vedrørende FNK'svejledende priser og modregningspriser, at »En fritagelse i henhold til traktatensartikel 85, stk. 3 ... således [er] udelukket.« Endvidere fastslås det udtrykkeligt i 39.betragtning, at »En fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, for så vidtangår SCK's lejeforbud således [er] udelukket.«
     
     
104. Det bemærkes, at der nødvendigvis må tages hensyn til begrundelsen for en retsakt,når dennes nøjagtige betydning skal fastlægges (Domstolens dom af 26.4.1988,forenede sager 97/86, 99/86, 193/86 og 215/86, Asteris m.fl. mod Kommissionen,Sml. s. 2181, præmis 27, og af 15.5.1997, sag C-355/95 P, TWD mod Kommissionen,endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 21, samt Rettens dom af 5.6.1992,sag T-26/90, Finsider mod Kommissionen, Sml. II, s. 1789, præmis 53). Selv om derikke i beslutningens dispositive del udtrykkeligt tages stilling til de begæringer omen fritagelse, som sagsøgerne havde indgivet i henhold til traktatens artikel 85, stk.3, indebærer det forhold, at det i den dispositive del fastslås, at traktatens artikel85, stk. 1, er overtrådt, og at overtrædelserne skal bringes til ophør, når henses tilbetragtningerne til beslutningen (32.-39. betragtning), nødvendigvis, at begæringerneforkastes.
     
     
105. Endelig kan sagsøgerne ikke påberåbe sig dommene i sagerne NBV og NVB modKommissionen og Fiorani mod Parlamentet. I ingen af disse sager, som på ingenmåde vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning fra en fællesskabsinstitutionvar en nullitet, var den anfægtede beslutnings dispositive del bebyrdende i forholdtil sagsøgerne. Kun nogle af betragtningerne til beslutningen kunne anses for ikkeat være til fordel for sagsøgerne. Annullationssøgsmålene blev derfor afvist, idetsagsøgerne alene ønskede begrundelsen annulleret. I dette tilfælde er denanfægtede beslutnings dispositive del bebyrdende i forhold til sagsøgerne, idet degøres ansvarlige for overtrædelser af traktatens artikel 85, stk. 1, de pålægges atbringe disse til ophør, pålægges bøder, og implicit, men utvetydigt forkastes deresbegæringer om en fritagelse.
     
     
106. Anbringendet må herefter forkastes.
     
     
107. I konsekvens heraf frifindes Kommissionen for påstanden om, at det fastslås, at denanfægtede beslutning er en nullitet.
     
     2. Påstanden om annullation af den anfægtede beslutning
     
     
108. Sagsøgerne har fremført fem anbringender til støtte for påstanden om annullationaf den anfægtede beslutning. Disse støttes på en tilsidesættelse af artikel 3, 4, 6 og9 i forordning nr. 17, af traktatens artikel 85, stk. 1, af traktatens artikel 85, stk. 3,af retten til kontradiktion og af traktatens artikel 190.
     
     Første anbringende: tilsidesættelse af artikel 3, 4, 6 og 9 i forordning nr. 17
     
     Sammenfatning af parternes argumentation
     
     
109. Sagsøgerne har uden nærmere forklaring og med henvisning til deresargumentation til støtte for, at den anfægtede beslutning er en nullitet, anført, atKommissionens undladelse af at tage stilling til deres begæringer om en fritagelsei henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, er i strid med artikel 3, 4, 6 og 9 iforordning nr. 17, og at Kommissionen ligeledes har begået en alvorlig formel fejl,således at beslutningen ikke opfylder formkravene og derfor må annulleres.
     
     
110. Kommissionen har henvist til sin argumentation vedrørende påstanden om, at detfastslås, at den anfægtede beslutning er en nullitet.
     
     Rettens bemærkninger
     
     
111. Dette anbringende støttes på de samme argumenter som dem, der er fremført iforbindelse med anbringendet til støtte for påstanden om, at det fastslås, at denanfægtede beslutning er en nullitet.
     
     
112. Det bemærkes, at Kommissionen i beslutningen utvetydigt har taget stilling tilsagsøgernes begæringer om en fritagelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3(jf. ovenfor præmis 103 og 104).
     
     
113. Det første anbringende må herefter forkastes.
     
     Andet anbringende: tilsidesættelse af traktatens artikel 85, stk. 1
     
     
114. På grundlag af retsmøderapporten og efter den mundtlige forhandling kananbringendet opdeles i fire led.
     
     
115. Det første led støttes på, at SCK fejlagtigt er blevet anset for en virksomhed ihenhold til traktatens artikel 85, stk. 1. Det andet led kan yderligere opdeles i toargumenter. Det første argument går ud på, at der foreligger en retlig fejl medhensyn til anvendelsen af kriterierne om gennemskuelighed, åbenhed, uafhængighedog anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier i forbindelse medvurderingen af, om certificeringsordningen er i overensstemmelse med traktatensartikel 85, stk. 1. Det andet argument går ud på, at der var tale om et fejlskøn, daKommissionen antog, at lejeforbuddet havde til formål eller til følge at begrænsekonkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1. Det tredje led støttespå, at der var tale om et fejlskøn, da Kommissionen antog, at systemet medvejledende priser og modregningspriser havde til formål eller til følge at begrænsekonkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1. Endelig støttes detfjerde led på en fejlagtig vurdering af påvirkningen af handelen mellemmedlemsstater.
     
     Første led gående ud på, at SCK fejlagtigt anses for en virksomhed i henhold tiltraktatens artikel 85, stk. 1
     
     
     • Sammenfatning af parternes argumentation

     
     
     

116. Sagsøgerne har anført, at SCK ikke er en virksomhed i henhold til traktatens artikel85, stk. 1, idet et certificeringsorgan, som udelukkende er beskæftiget med enneutral og objektiv kontrol med virksomheder i en bestemt branche, ikke udøveren økonomisk aktivitet (jf. Domstolens dom af 23.4.1991, sag C-41/90, Höfner ogElser, Sml. I, s. 1979, og af 17.2.1993, forenede sager C-159/91 og C-160/91, Poucetog Pistra, Sml. I, s. 637, samt generaladvokat Slynn's forslag til afgørelse i sag C-123/83, BNIC, Domstolens dom af 30.1.1985, Sml. s. 391). SCK kan heller ikkeanses for en sammenslutning af virksomheder i henhold til denne bestemmelse.
     
     
117. Kommissionen har anført, at det forhold, at et organ, uanset hvilken retlig statusdet har, udøver en aktivitet af økonomisk karakter, som i princippet kan udøves afen privat virksomhed med gevinst for øje, er tilstrækkeligt til, at det kan anses foren virksomhed i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1. I dette tilfælde erudstedelsen af et certifikat mod betaling en aktivitet af denne karakter. SCK måderfor anses for en virksomhed i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.
     
     
     • Rettens bemærkninger

     
     
     

118. I den anfægtede beslutning har Kommissionen anset SCK for en virksomhed ihenhold til traktatens artikel 85, stk. 1 (17. betragtning, andet afsnit).
     
     
119. Det må undersøges, om Kommissionen herved har anlagt et forkert skøn ellerbegået en retlig fejl.
     
     
120. Inden for konkurrenceretten »omfatter begrebet virksomhed enhver enhed, somudøver økonomisk virksomhed, uanset denne enheds retlige status og densfinansieringsmåde« (Höfner og Elser-dommen, præmis 21).
     
     
121. SCK er et privatretligt organ, som har etableret en certificeringsordning forkranudlejningsvirksomheder, som er frivillig. SCK bestemmer selvstændigt, hvilkebetingelser de godkendte virksomheder skal opfylde. SCK udsteder kun certifikatermod vederlag.
     
     
122. Dette viser, at SCK udøver en økonomisk aktivitet. SCK må derfor anses for envirksomhed i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1.
     
     
123. Da Kommissionen korrekt har anset SCK for en virksomhed, er sagsøgernesargument om, at SCK ikke er en sammenslutning af virksomheder, uden betydning.
     
     
124. Herefter må første led af andet anbringende forkastes.
     
     Andet led gående ud på, at der foreligger en retlig fejl med hensyn til anvendelsenaf kriterierne om gennemskuelighed, åbenhed, uafhængighed og anerkendelse afandre systemers tilsvarende garantier i forbindelse med vurderingen af, omcertificeringsordningen er i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1, ogat der var tale om et fejlskøn, da Kommissionen antog, at lejeforbuddet havde tilformål eller til følge at begrænse konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel85, stk. 1
     
     
     • Sammenfatning af parternes argumentation

     
     
     

125. Sagsøgerne har henvist til, at Kommissionen i den anfægtede beslutning harantaget, at såfremt lejeforbuddet »er knyttet til et certificeringssystem, som erfuldstændig åbent, uafhængigt og gennemskueligt, og som indebærer anerkendelseaf andre systemers tilsvarende garantier, kan det gøres gældende, at forbuddet ikkehar nogen begrænsende indvirkning på konkurrencen, men udelukkende tager sigtepå en fuldstændig garanti af kvaliteten af de certificerede varer ellertjenesteydelser« (23. betragtning, første afsnit). Kommissionen har tilsidesattraktatens artikel 85, stk. 1, ved selv at fastsætte generelle betingelser i forbindelsemed vurderingen af, om denne bestemmelse finder anvendelse påcertificeringsordninger, idet sådanne betingelser ikke findes i traktatens artikel 85,stk. 1.
     
     
126. Sagsøgerne har endvidere anført, at lejeforbuddet i forbindelse med SCK'scertificeringsordning ikke har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen.Ved vurderingen af, om sådanne klausuler falder inden under forbuddet itraktatens artikel 85, stk. 1, må det undersøges, hvorledes konkurrenceforholdeneville være uden dem (dom af 11.7.1985, sag 42/84, Remia m.fl. mod Kommissionen,Sml. s. 2545, præmis 18). SCK's certificeringsordning styrker konkurrencen. Denmedvirker til at skabe et gennemskueligt marked, idet det ud fra en objektiv ogupartisk standard kan vurderes, hvilken kvalitet og sikkerhed de forskelligeudbydere af produktet kan tilbyde. Det er nødvendigt at forbyde leje hos ikke-godkendte virksomheder, idet det er den eneste måde, hvorpå det kan sikres, at enordre, der placeres hos en godkendt virksomhed, udføres af en virksomhed, somopfylder de samme sikkerheds- og kvalitetskrav. På denne måde indebærerlejeforbuddet en beskyttelse svarende til den, der knytter sig til et varemærke, ogDomstolen har anerkendt, at varemærker er forenelige med Fællesskabetskonkurrenceregler (Domstolens dom af 17.10.1990, sag C-10/89, CNL-SUCAL, Sml.I, s. 3711, præmis 13). Lejeforbuddet er ligeledes nødvendigt, fordi det er deneneste måde, hvorpå betingelsen i artikel 2, stk. 5, i Certificeringsrådets betingelserkan opfyldes (jf. ovenfor præmis 5). Det fremgår heraf, at det organ, der udstedercertifikatet, selv skal kontrollere, at kvalitetskravene er opfyldt, når et arbejdeudføres af en underleverandør. Med hensyn til Kommissionens forslag om at givede godkendte virksomheder mulighed for ved hjælp af nogle på forhåndudarbejdede lister at godtgøre, at ikke-godkendte virksomheder, som de anvender,alligevel opfylder kvalitetskravene, har sagsøgerne anført, at en sådan ad hoc-kontrolordning direkte udelukker en certificeringsordning, der bygger påsystematisk kontrol. Endelig må lejeforbuddet også opretholdes i de tilfælde, hvorordregiveren udtrykkeligt giver tilladelse til, at der lejes kraner hos en ikke-godkendt virksomhed. Troværdigheden i certificeringsordningen forudsættersåledes, at alle de produkter og tjenesteydelser, der udbydes af godkendtevirksomheder, opfylder de stillede krav.
     
     
127. Sagsøgerne har anført, at den omhandlede ordning under alle omstændighederopfylder de kriterier, Kommissionen har opstillet. For det første er systemetkarakteriseret ved at være fuldstændig åbent, idet man ikke kun accepterer FNK'smedlemmer, men også alle andre virksomheder, der ønsker det. SCK har såledesudstedt certifikater til tolv virksomheder, som ikke var medlemmer af FNK.Betingelserne for at opnå et certifikat er objektive og indebærer ikkeforskelsbehandling. Den gebyrnedsættelse, som FNK's medlemmer opnåede indtilden 1. januar 1992, var alene en kompensation for den sekretariatsbitand, FNKydede SCK. Ordningen var også åben for virksomheder fra de øvrigemedlemsstater, hvilket bekræftes i en beretning fra Certificeringsrådet af 11. januar1993 og i en skrivelse af 11. marts 1994 fra sammenslutningen af belgiskekranudlejningsvirksomheder. SCK har altid anerkendt, at en registrering i udlandetvar tilstrækkelig til at opfylde den betingelse om registrering i handelsregistret, derstilles til virksomheder, som ansøger SCK om et certifikat. De vanskeligheder, somudenlandske virksomheder står overfor, når de ønsker at komme ind på detnederlandske marked, skyldes således alene forskellene i landenes regler.
     
     
128. Endelig har sagsøgerne anført, at selv om det ikke fremgår af reglementet,anerkender SCK andre certificeringsordninger som ligestillede, såfremt deindebærer de samme garantier som den omhandlede ordning. SCK'scertificeringsordning indebærer i virkeligheden en gevinst i fordel den lovbestemteordning, både indholdsmæssigt og sagsbehandlingsmæssigt. For så vidt angår detindholdsmæssige stiller SCK såvel tekniske betingelser som betingelser vedrørendeledelsen af virksomheden, der går længere end de lovbestemte betingelser. SCKfører en meget mere aktiv kontrolpolitik end Keboma. Baggrunden for, at encertificeringsordning har en sådan yderligere opgave, er en bevidst politik iNederlandene, der går ud på i størst muligt omfang at overlade kontrol medoverholdelsen af lovbestemte betingelser til virksomhederne. GD III har i et notataf 18. august 1994 til GD IV anerkendt, at SCK's certificeringsordning indebæreren yderligere gevinst. Under disse omstændigheder kan SCK ikke tillade udlejningaf kraner, som ikke opfylder de lovbestemte betingelser, uden at forstyrrecertificeringsordningens indre sammenhæng. Det forhold, at der ikke findes andreprivate organer, som har en certificeringsordning svarende til SCK's, indebærerikke, at SCK ikke ville anerkende en tilsvarende ordning, hvis der fandtes en sådan.I øvrigt gør Kommissionens argument det umuligt at skabe en certificeringsordningpå et område, hvor en sådan ikke allerede findes, idet den første ordning, deretableres, ikke har mulighed for at anerkende andre lignende ordninger.
     
     
129. Kommissionen har heroverfor anført, at den i 23.-30. betragtning til beslutningenhar foretaget en detaljeret gennemgang af lejeforbuddet ud fra den retlige ogøkonomiske sammenhæng, det indgår i, med henblik på at tage stilling til, om etsådant forbud er foreneligt med traktatens artikel 85, stk. 1 (jf. Domstolens domaf 30.6.1966, sag 56/65, Société technique minière, Sml. 1965-1968, s. 211; org. ref.:Rec. s. 337).
     
     
130. Ifølge Kommissionen er lejeforbuddet ikke nødvendigt for at sikre sammenhængeni den omhandlede certificeringsordning. Med henblik på at påvise, at forbuddet gårlængere end påkrævet, har Kommissionen henvist til, at det indebærer, at der ikkemå anvendes kraner, som er godkendt af andre organer, og det er ikke muligt foren hovedentreprenør at godtgøre, at ikke-godkendte underentreprenører opfylderalle de af SCK stillede krav, heller ikke ved hjælp af en på forhånd udarbejdet liste.Endvidere gør forbuddet det umuligt for en hovedentreprenør at benytte en ikke-godkendt underentreprenør, selv om ordregiveren udtrykkeligt har givet afkald påde kvalitetsgarantier, der knytter sig til SCK's certifikat, og har givet tilladelse til,at der benyttes ikke-godkendte kraner.
     
     
131. Endvidere har Kommissionen anført, at SCK ikke opfylder de kriterier, der opstillesi den anfægtede beslutnings 23. betragtning, første afsnit. For det første havdeordningen fra starten og i hvert fald delvis indtil den 21. oktober 1993 dekendetegn, som er karakteristiske for en lukket ordning (24. betragtning til denanfægtede beslutning). I modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, anerkendteman ikke andre garantiordninger. Den ændring i den oprindelige udgave af artikel7, andet led, i certificeringsreglementet, som sagsøgerne foreslog med henblik påat åbne mulighed for anerkendelse af andre privatretlige organers certificering(skrivelse fra sagsøgernes advokat til Kommissionen (att. Dubois) af 12. juli 1993),havde ingen praktisk betydning, idet sådanne organer ikke findes, hverken iNederlandene eller i de omkringliggende lande, og der anerkendes ikke andregarantier end private certifikater. Det er således ikke muligt at anerkende Keboma-mærket, og det samme gælder med hensyn til lignende officielle erklæringer fra debelgiske og tyske myndigheder.
     
     
     • Rettens bemærkninger

     
     
     

132. I henhold til artikel 7, andet led, i SCK's reglement vedrørende certificering afkranudlejningsvirksomheder er det forbudt for virksomheder, der er godkendt afSCK, at leje kraner hos ikke-godkendte virksomheder.
     
     
133. For så vidt angår det første argument i dette led af anbringendet, der går ud på,at der foreligger en retlig fejl med hensyn til anvendelsen af kriterierne omgennemskuelighed, åbenhed, uafhængighed og anerkendelse af andre systemerstilsvarende garantier i forbindelse med vurderingen af, om certificeringsordningener forenelig med traktatens artikel 85, stk. 1, bemærkes, at Kommissionen i denanfægtede beslutning (23. betragtning) fandt, at spørgsmålet om, hvorvidtlejeforbuddet er konkurrencebegrænsende, kun kunne vurderes i forhold tilkarakteren af den godkendelsesordning, som forbuddet er forbundet med. Medhenblik herpå opstillede Kommissionen fire kriterier - åbenhed, uafhængighed,gennemskuelighed og anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier - somcertificeringsordningen skulle opfylde, for at lejeforbuddet eventuelt kunne faldeuden for anvendelsesområdet for traktatens artikel 85, stk. 1.
     
     
134. Efter fast retspraksis må spørgsmålet om, hvorvidt en adfærd er forenelig medtraktatens artikel 85, stk. 1, vurderes ud fra sagens økonomiske og retligesammenhæng (jf. f.eks. Société technique minière-dommen og Rettens dom af14.5.1997, sag T-77/94, Vereniging van Groothandelaren inBloemkwekerijprodukten m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling afAfgørelser, præmis 140). Da Kommissionen således er berettiget til at fastlæggekriterier, hvorved kravene i traktatens artikel 85, stk. 1, i en særlig juridisk og retligsituation konkretiseres nærmere, må det undersøges, om de kriterier, der opstillesi den anfægtede beslutnings 23. betragtning, første afsnit, er relevante.
     
     
135. Da Kommissionen imidlertid alene ud fra den manglende åbenhed i SCK'scertificeringsordning og den manglende anerkendelse af andre systemers tilsvarendegarantier fastslår, at lejeforbuddet i dette tilfælde er konkurrencefordrejende (denanfægtede beslutning, 23. betragtning, andet afsnit, og artikel 3), er dettilstrækkeligt at vurdere disse to kriteriers relevans.
     
     
136. Der er ingen tvivl om, at kriteriet vedrørende åbenhed i certificeringsordningen errelevant ved vurderingen af lejeforbuddet i forhold til traktatens artikel 85, stk. 1.Forbuddet mod leje hos ikke-godkendte virksomheder påvirker således i væsentliggrad disse virksomheders konkurrencemæssige muligheder, såfremt det ervanskeligt at få adgang til certificeringsordningen.
     
     
137. Det andet kriterium vedrørende anerkendelse af andre systemers tilsvarendegarantier er ligeledes relevant. Lejeforbuddet, der forhindrer godkendtevirksomheder i at benytte ikke-godkendte virksomheder, selv om de kan fremvisegarantier svarende til garantierne i certificeringsordningen, er således ikke objektivtbegrundet i et ønske om at opretholde den garanti for produkternes ogtjenesteydelsernes kvalitet, som ligger i certificeringsordningen. Tværtimodmedfører den manglende anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier enbeskyttelse af de godkendte virksomheder mod konkurrence fra ikke-godkendtevirksomheder.
     
     
138. Det første argument i anbringendets andet led vedrørende en retlig fejl må herefterforkastes.
     
     
139. For så vidt angår det andet argument i dette led, hvorved sagsøgerne gør gældende,at der var tale om et fejlskøn, da Kommissionen antog, at SCK's lejeforbud havdetil formål eller til følge at begrænse konkurrencen som omhandlet i traktatensartikel 85, stk. 1, bemærkes, at da oprettelsen af SCK blev drøftet i FNK's NoordHolland-region den 27. september 1983, var mødedeltagernes tanke ikke at styrkekonkurrencen, men snarere at gennemføre en forhøjelse af markedsprisen. Ireferatet fra dette møde (som sagsøgerne har fremlagt ved skrivelse af 10.4.1997)gengives udtalelserne fra en af deltagerne således: »Et sådant [certificerings-]organvil være en god ting. Det må forventes, at hvis projektet gennemføres korrekt, vildet have en virkning på priserne.« En anden deltager i mødet udtalte, atcertificeringsprojektet var en »god idé«. Han tilføjede, at »i en virksomhed er denrealiserede omsætning vigtigere end maskinernes udnyttelsesgrad«. Enkranudlejningsvirksomhed, som ikke øger maskinernes udnyttelsesgrad, kan kunopnå en stigning i omsætningen ved en prisforhøjelse.
     
     
140. Endvidere befinder det andet argument i andet led sig på et andet niveau end detniveau, hvor Kommissionen i den anfægtede beslutning har vurderet lejeforbuddet.Kommissionen har således begrundet, at der er tale om enkonkurrencebegrænsning, med, at forbuddet fandt anvendelse som led i encertificeringsordning, som ikke var fuldstændig åben, og som ikke gav mulighed foranerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier (den anfægtede beslutning,23. betragtning, andet afsnit).
     
     
141. Lejeforbuddet i artikel 7, andet led, i SCK's reglement vedrørende certificering afkranudlejningsvirksomheder indebærer ikke kun en begrænsning i de godkendtevirksomheders handlefrihed, men også og navnlig en påvirkning af ikke-godkendtevirksomheders konkurrencemuligheder. Når henses til SCK's økonomiske styrke ogtil, at SCK efter egne oplysninger har ca. 37% af det nederlandske marked forudlejning af mobilkraner, kan der ikke være nogen tvivl om, at påvirkningen afkonkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1, er mærkbar, hvislejeforbuddet, således som Kommissionen har fastslået, fungerer som del af encertificeringsordning, der ikke er fuldstændig åben, og som ikke åbner mulighed foranerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier (jf. nedenfor præmis 143-151). I så fald øger lejeforbuddet certificeringsordningens lukkede karakter (denanfægtede beslutning, 26. betragtning, første afsnit) og indebærer en væsentlighindring for udenforstående virksomheders adgang til det nederlandske marked (26.betragtning, andet afsnit).
     
     
142. Det må derfor i denne forbindelse undersøges, om de faktuelle forudsætninger -nemlig at SCK's certificeringsordning ikke er fuldstændig åben og ikke åbnermulighed for anerkendelse andre systemers tilsvarende garantier - der ligger tilgrund for Kommissionens beslutning, er korrekte.
     
     
143. Til grund for Kommissionens konstatering af, at SCK's certificeringsordning ikkevar åben i den omhandlede periode (fra den 1. januar 1991 (hvor lejeforbuddetblev indført) til den 4. november 1993 (hvor beslutningen om at suspenderelejeforbuddet blev truffet), bortset fra perioden fra den 17. februar til den 9. juli1992), ligger følgende forhold: Det var vanskeligere for virksomheder, som ikke varmedlemmer af FNK end for FNK's medlemmer at deltage i certificeringsordningen,idet det var betydeligt dyrere for ikke-medlemmer end for medlemmer. De krav,der blev stillet i certificeringsordningen, var fastsat ud fra nederlandske forhold, ogdet var derfor vanskeligere for udenlandske virksomheder at få adgang. Således vardet indtil den 1. maj 1993 et krav i SCK's certificeringsordning, at virksomhederneskulle være registreret i handelsregistret, og indtil den 21. oktober 1993 skulleFNK's almindelige betingelser anvendes (24. betragtning til den anfægtedebeslutning).
     
     
144. Det må fastslås, at de omstændigheder, sagsøgerne har påberåbt sig til støtte for,at SCK's certificeringsordning skulle være åben, ikke er overbevisende.
     
     
145. For det første bemærkes, at Kommissionen i den anfægtede beslutning har anført,at »Fra september 1987 til 1. januar 1992 var det ca. tre gange så billigt for FNK'smedlemmer som for ikke-medlemmer« (9. betragtning). Sagsøgerne har hverkenunder den administrative procedure eller under sagens behandling ved Rettenbestridt, at FNK's medlemmer indtil den 1. januar 1992 fik en væsentlignedsættelse (ca. 66%) i deres bidrag til SCK. Selv om denne nedsættelse, såledessom sagsøgerne har anført, måtte være en kompensation for FNK'ssekretariatsbistand til SCK, har denne praksis alligevel haft til følge at gøreadgangen til SCK's ordning mere vanskelig for ikke-nederlandske virksomheder endfor nederlandske virksomheder, idet næsten alle de af SCK godkendtevirksomheder (mere end 90% af de godkendte virksomheder) var medlemmer afFNK, og kun kranudlejningsvirksomheder, der var etableret i Nederlandene, kunneblive medlem af FNK [artikel 4, litra a), i FNK's vedtægter]. Denne »præklusive«virkning blev yderligere forstærket af, at hvis virksomheder i andre medlemsstateralligevel ønskede at blive godkendt af SCK, skulle de indtil den 21. oktober 1993anvende de almindelige betingelser, der var gældende for et organ, de ikke kunneblive medlem af, dvs. FNK, og som de ikke havde kunnet deltage i udarbejdelsenaf. At ordningen var lukket eller i hvert fald ikke fuldstændig åben forvirksomheder fra andre lande fremgår ligeledes af den ubestridte omstændighed,at kravene i SCK's certificeringsordning var udarbejdet på grundlag af forholdenei Nederlandene, navnlig den nederlandske lovgivning.
     
     
146. Med hensyn til sagsøgernes argument om, at det hele tiden var muligt for en iudlandet registreret virksomhed at få et certifikat hos SCK, bemærkes, at detfremgår af Certificeringsrådets beretning af 11. januar 1993 (s. 5), at der ikke erhindringer for udenlandske virksomheders deltagelse i SCK's certificeringsordning.I forbindelse hermed henvises der i rapporten til en ændring af SCK's vedtægter,som trådte i kraft den 1. januar 1992, og hvorefter SCK's formål blev ændretsåledes, at fonden skal fremme og opretholde kvaliteten afkranudlejningsvirksomheder i almindelighed og ikke kun i Nederlandene. Selv omdet ikke efter SCK's vedtægter er udelukket for virksomheder, som ikke eretableret i Nederlandene, at få et certifikat hos SCK, følger det imidlertid ikkeuden videre heraf, at SCK's certificeringsordning er en ordning, der er fuldstændigåben for virksomheder, der er etableret i en anden medlemsstat. Det beror påandre faktorer, som nærmere er beskrevet ovenfor i præmis 145, atcertificeringsordningen i dette tilfælde ikke er fuldstændig åben.
     
     
147. Hvad angår skrivelsen af 11. marts 1994 fra formanden for sammenslutningen afbelgiske kranudlejningsvirksomheder anføres det heri, at den væsentligste hindringfor handelen mellem medlemsstater inden for udlejning af mobilkraner erforskellen i regler i de forskellige medlemsstater, og at de belgiske virksomhederved udførelsen af arbejder i Fællesskabet ikke føler SCK's ordning som en hindring.SCK har i denne forbindelse anført i anmeldelsen, at de forpligtelser, der pålæggesved certificeringsordningen, i det væsentlige svarer til de forpligtelser, der pålæggesi den nederlandske lov om kranudlejningsvirksomheder, således at ordningenmedvirker til at sikre, at de lovmæssige krav opfyldes (punkt 26, 27 og 28 i SCK'sanmeldelse). SCK har således ved at overføre flere af betingelserne i dennederlandske lovgivning til certificeringsordningen understreget og forstærket dehindringer for handelen i Fællesskabet, som skyldes eventuelle forskelle imedlemsstaternes lovgivning. Når der i henhold til et fællesskabsdirektiv på etbestemt område er gennemført en gensidig anerkendelse af de forskellige nationaleordninger, har det forhold, at en privat certificeringsordning kræver dennederlandske lovgivning på dette område overholdt, til følge, at de hindringer forhandelen i Fællesskabet, som fællesskabslovgiver har villet fjerne, opretholdes ellergenskabes. Det er således ubestridt, at SCK udfører visse kontrolfunktioner, somtidligere blev gennemført af Keboma, men som blev afskaffet af Keboma eftergennemførelsen af bestemmelserne i direktiv 89/392 (jf. ovenfor præmis 3).Sagsøgerne har i denne forbindelse anført i punkt 114 i stævningen: »Indførelsenaf EF-mærket for hejsekraner har yderligere reduceret den rolle, Keboma har ihenhold til lovgivningen. Hejsekraner, som er forsynet med et EF-mærke og en EF-overensstemmelsesattest, kontrolleres i øvrigt ikke af Keboma før den førsteibrugtagning. Dette viser, at SCK's rolle er blevet styrket. I forbindelse med SCK'scertificeringsordning kontrollerer man, om nye hejsekraner opfylder de gældendelovkrav.« Sagsøgerne kan derfor ikke gøre gældende, at en eventuel hindring for,at ikke-nederlandske kranudlejningsvirksomheder kan komme ind på detnederlandske marked, alene skyldes forskelle i reglerne i de forskelligemedlemsstater og ikke SCK's certificeringsordning.
     
     
148. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der efter SCK's certificeringsordning ermulighed for anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier, må det fastslås,at SCK i sin skrivelse af 12. juli 1993 til Dubois i GD IV foreslog en ændring afcertificeringsordningen, således at SCK skulle anerkende andrecertificeringsordninger, som opfylder betingelserne ifølge den europæiske standardEN 45011, og som indebærer de samme garantier som SCK's ordning. Det fremgårsåledes af dette forslag til ændring, at der oprindeligt ikke efter SCK'scertificeringsordning var mulighed for anerkendelse af tilsvarende systemer. Selv omændringen, således som sagsøgerne har anført, kun måtte være en præcisering afden oprindelige udgave af artikel 7, andet led, i certificeringsreglementet, må detendvidere fastslås, at SCK's ordning på ingen måde åbner mulighed for en eventuelanerkendelse af regler, der er fastsat af det offentlige, og som indebærer de sammegarantier som SCK.
     
     
149. Det følger af det anførte, at der ikke var tale om et fejlskøn, da Kommissionen i23. betragtning til den anfægtede beslutning antog, at SCK's certificeringsordningikke var fuldstændig åben (eller at det i hvert ikke var tilfældet indtil den 21.oktober 1993), og at ordningen ikke gav mulighed for anerkendelse af andresystemers tilsvarende garantier. Lejeforbuddet, som yderligere understregede, atcertificeringsordningen ikke var åben, og som indebar en væsentlig hindring foradgangen for udenforstående virksomheder, navnlig virksomheder i en andenmedlemsstat (jf. ovenfor præmis 145-148), til det nederlandske marked, udgørsåledes en konkurrencebegrænsning i henhold traktatens artikel 85, stk. 1. Det villeikke forholde sig anderledes, selv om sagsøgerne kunne påvise, at klausulen ernødvendig for at sikre sammenhængen i certificeringsordningen. På grund af denlukkede karakter og den manglende anerkendelse af andre systemers tilsvarendegarantier er SCK's ordning i sig selv uforenelig med traktatens artikel 85, stk. 1,selv om det, som sagsøgerne har anført, måtte forholde sig således, at ordningenindebærer en yderligere gevinst i forhold til den nederlandske lovgivning. Enbestemt klausul i et sådant system, som f.eks. forbuddet mod leje hos ikke-godkendte virksomheder, bliver ikke forenelig med artikel 85, stk. 1, på grund afnødvendigheden af at sikre sammenhængen i ordningen, idet denne pr. definitioner uforenelig med traktatens artikel 85, stk. 1.
     
     
150. Anbringendets andet led må herefter forkastes.
     
     
151. I retsmødet har intervenienterne anmodet om, at Retten ligeledes tager stilling tillovligheden af den ændring af artikel 7, andet led, i certificeringsreglementet, somsagsøgerne og sagsøgte har aftalt for tiden indtil afsigelsen af nærværende dom (jf.ovenfor præmis 26). Det bemærkes i denne forbindelse, at Fællesskabets retsakterunder et annullationssøgsmål i henhold til traktatens artikel 173 alene efterprøverlovligheden af den anfægtede retsakt. Det er klart, at der ikke i den heromhandlede retsakt er nogen vurdering af den nye udgave af lejeforbuddet, idetdenne ændring af certificeringsreglementet ligger efter tidspunktet for beslutningen.Den anmodning, som intervenienterne fremsatte i retsmødet, ligger således udenfor grænserne for den kompetence, som ved traktaten tillægges Retten i forbindelseannullationssøgsmål, og må derfor afvises.
     
     Tredje led gående ud på, at der var tale om et fejlskøn, da Kommissionen antog,at systemet med vejledende priser og modregningspriser havde til formål eller tilfølge at begrænse konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1
     
     
     • Sammenfatning af parternes argumentation

     
     
     

152. Sagsøgerne har anført, at offentliggørelsen af vejledende priser og fastsættelsen afmodregningspriser heller ikke udgør konkurrencebegrænsninger i henhold tiltraktatens artikel 85, stk. 1, idet priserne alene skulle tjene som et objektivtgrundlag for konkrete forhandlinger og på ingen måde var bindende. Situationenpå markedet ville således have været den samme, selv om de vejledende priser ogomkostningskalkulerne ikke var blevet offentliggjort. Enhver erhvervsdrivende kansåledes uafhængigt tage stilling til sin forretningspolitik (Domstolens dom af14.7.1981, sag 172/80, Züchner, Sml. s. 2021, præmis 13). Markedspriserne lå langtunder de vejledende priser, som blev offentliggjort af FNK, og var forskellige altefter virksomhed, kunde og ordre.
     
     
153. Artikel 3, litra b), i FNK's interne reglement, hvorefter medlemmerne skal anvendeacceptable priser, idet de ellers vil kunne ekskluderes i henhold til vedtægternesartikel 10, indebærer ifølge sagsøgerne på ingen måde, at FNK's medlemmer varforpligtet til at anvende de vejledende priser. I øvrigt er der ikke i den tid, FNKhar eksisteret, gennemført nogen individuel undersøgelse af, om der blev anvendtacceptable priser, og der er ikke af denne grund gennemført eksklusioner. De todomme, Kommissionen har henvist til i 20. betragtning til den anfægtedebeslutning, er ikke relevante. Domstolens dom af 17. oktober 1972, sag 8/72,Vereniging van Cementhandelaren mod Kommissionen (Sml. s. 251; org. ref.: Rec.s. 977) vedrørte anvendelse af »vejledende« priser som led i en obligatoriskordning, hvilket ikke er tilfældet i denne sag. Ordningen indeholdt alvorligesanktioner ved manglende overholdelse heraf, og deltagerne kunne derfor med enrimelig grad af sikkerhed forudse, hvilken politik konkurrenterne ville følge.Domstolens dom af 27. januar 1987, sag 45/85, Verband der Sachversicherer modKommissionen (Sml. s. 405) vedrørte en situation, hvor formålet med denomhandlede aftale var at påvirke konkurrencen, mens formålet medoffentliggørelsen af vejledende priser og omkostningskalkuler i dette tilfælde er ethelt andet.
     
     
154. Med hensyn til modregningspriserne har sagsøgerne ikke bestridt, at FNK som enbivirksomhed også udførte sekretariatsfunktioner i forbindelse med samordningenaf disse priser. Det er imidlertid sagsøgernes opfattelse, at FNK's deltagelse ifastsættelsen af modregningspriserne var så underordnet, at FNK ikke kan ansesfor ansvarlig herfor. For så vidt FNK vil kunne anses for ansvarlig for fastsættelsenaf modregningspriserne, har FNK under ingen omstændigheder haft nogenindflydelse på konkurrenceforholdene på markedet. Markedet, der er karakteriseretved den såkaldte »overnight contracting«, har af sig selv udviklet sig i retning af ensituation, hvor de virksomheder, som har faste forretningsforbindelser omfattendeidentiske og gensidige ydelser, på forhånd fastlægger priserne, som de herefterbenytter i forbindelse med enhver levering af ydelser. Endvidere har Kommissionenikke påvist, at modregningspriserne var bindende.
     
     
155. Kommissionen har heroverfor anført, at det fremgår af de relevante bestemmelseri FNK's interne reglement og vedtægter, at det er en konsekvens af det forhold, atFNK's medlemmer er forpligtet til at anvende acceptable priser, og at de kanekskluderes, hvis de ikke overholder denne forpligtelse [vedtægternes artikel 10,stk. 1, litra d)], at de vejledende priser og modregningspriserne er bindende. Denomstændighed, at der er tale om »overnight contracting«, gør det i øvrigtsandsynligt, at de vejledende priser faktisk blev anvendt som referencepriser.
     
     
     • Rettens bemærkninger

     
     
     

156. Det må for det første undersøges, om der var tale om et fejlskøn, da Kommissionenantog, at systemet med vejledende priser og modregningspriser havde til formåleller til følge at begrænse konkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk.1 [a)]. Det må dernæst undersøges, om FNK er ansvarlig for den påståedeovertrædelse [b)].
     
     
     1. Systemet med vejledende priser og modregningspriser
     
     
     
157. I den anfægtede beslutning (20. og 21. betragtning) har Kommissionen i detvæsentlige antaget, at FNK's medlemmer var forpligtet til at overholde de af FNKforeslåede priser. Selv om der var tale om vejledende priser, begrænsede dekonkurrencen, idet det var muligt med en rimelig grad af sikkerhed at forudsekonkurrenternes prispolitik.
     
     
158. Det bemærkes, at det udtrykkeligt fastslås i traktatens artikel 85, stk. 1, litra a), at»direkte eller indirekte fastsættelse af købs- eller salgspriser eller andreforretningsbetingelser« er uforenelig med fællesmarkedet.
     
     
159. Det må fastslås, at FNK's medlemmer i den omhandlede periode i henhold tilartikel 3, litra b), i FNK's interne reglement var forpligtet til at anvende»acceptable« priser, og at et medlem i henhold til vedtægternes artikel 10, stk. 1,litra d), kan ekskluderes af FNK, hvis vedkommende overtræder det internereglement. FNK har bekræftet, at de offentliggjorte vejledende priser (gældendei forhold til entreprenørvirksomheder) var en konkretisering af begrebet vejledendepriser i det interne reglements artikel 3, litra b) (punkt 17 i FNK's anmeldelse).Det må antages, at det samme gælder for de modregningspriser (gældende iforholdet mellem FNK's medlemmer), der blev fastsat i FNK, normalt for deenkelte regioner (jf. nedenfor præmis 167). Det kan vanskeligt ses, hvorledes FNKskulle have medvirket med fastlæggelsen af modregningspriser, som ikke kunneanses for acceptable priser i henhold til det interne reglements artikel 3, litra b).Da de vejledende priser og modregningspriserne er en konkretisering af begrebetacceptable priser, som FNK's medlemmer i henhold til det interne reglementetsartikel 3, litra b), skal anvende, var systemet med vejledende priser ogmodregningspriser faktisk et system, som var pålagt FNK's medlemmer.
     
     
160. Dette bekræftes yderligere af, at FNK's prissystem, således som sagsøgerne harerkendt, blev udarbejdet for at afhjælpe en situation med et ustabilt marked, sommedførte et stort antal konkurser. Forskellige referater af møder i FNK's regioner,som er blevet fremlagt for Retten i forbindelse med foranstaltningen med henblikpå sagens tilrettelæggelse (jf. ovenfor præmis 31) understreger, at FNK'svejledende priser og modregningspriser var bindende. En af deltagerne i mødet iNoord Holland-regionen den 17. februar 1981 udtalte således, at »medlemskabetaf FNK medfører den ulempe, at man er forpligtet til at anvende den aftalte pris«(referatet, punkt 4). Tilsvarende fremgår det af referatet af mødet i NoordHolland-regionen den 22. februar 1982 (punkt 6), at manglende overholdelse af devejledende priser ville blive anset for en overtrædelse af FNK's interne reglement.En af mødedeltagerne tilføjede, at »der bør være mulighed for at sanktioneresådanne overtrædelser af reglementet ved pålæggelse af bøder« (jf. i sammeretning referatet af mødet i Oost Nederland-regionen den 16.4.1986, punkt 3).
     
     
161. Selv om der ikke er oplysninger om, at der konkret er fastsat sanktioner over foret medlem, der ikke havde overholdt de aftalte priser, var der alligevel kontrolmed, at priserne blev overholdt. Det fremgår således af referaterne af møderne iFNK's regioner, at priserne blev indskærpet. F.eks. refereres i referatet af mødeti West Brabant/Zeeland-regionen den 8. december 1980 (punkt 6) følgendeudtalelser i anledning af, at Van Haarlem ikke havde overholdt de aftalte priser:»Regionen tager afstand fra Van Haarlem's handling, og Van Haarlem erkender,at han ikke burde have handlet således« (jf. også referatet af mødet i WestBrabant/Zeeland-regionen den 21.2.1980, punkt 7).
     
     
162. Endvidere støttede FNK fastsættelsen af modregningspriser, netop for at sikre, atmedlemmerne overholdt de vejledende priser (jf. nedenfor præmis 165-170). Enkranudlejningsvirksomhed, som mærkbart nedsætter sine priser, må forvente enkraftig efterspørgsel hos entreprenørvirksomhederne og bliver derfor nødt til at lejeyderligere kraner hos konkurrenterne. Baggrunden for modregningspriserne ersåledes, at en kranudlejningsvirksomhed nødvendigvis tager hensyn til disse priser,når virksomheden fastsætter sin egen pris over for entreprenørvirksomhederne forat undgå et tab, hvis det bliver nødvendigt at leje yderligere kraner (jf. f.eks.referatet af mødet i Noord Holland-regionen den 22.2.1982, punkt 6: »Det vil væreen fordel gensidigt at fastsætte modregningspriser, idet disse priser ligeledes har envirkning på de priser, der anvendes over for entreprenørvirksomhederne. Hvis manved, at en kran kun kan lejes hos en kollega til en bestemt pris, tænker man sig omen ekstra gang, før man tilbyder entreprenørvirksomheder priser, som ligger langtunder modregnignspriserne«; jf. i samme retning referatet af mødet i WestBrabant/Zeeland-regionen den 5.10.1987, punkt 4, referatet af mødet i OostNederland-regionen den 10.10.1989, punkt 6, referatet af mødet i MiddenNederland-regionen den 21.2.1990, punkt 4, referatet af mødet for FNK-medlemmer, som anvender larvefodskraner, den 24.8.1989, punkt 2). Med FNK'sdirektør, De Blank's ordvalg havde modregningspriserne en »pædagogisk virkning«(referatet af mødet i West Brabant/Zeeland-regionen den 30.5.1988, punkt 3).
     
     
163. Herudover bemærkes, at det fremgår af sagens dokumenter, at formålet medFNK's prissystem var at øge priserne på markedet. FNK anførte selv i anmeldelsen,at de vejledende priser var højere end markedspriserne (punkt 18 i anmeldelsen).Fastsættelsen af modregningspriser på grundlag af de vejledende priser havde i sigselv virkninger, nemlig en stigning i de priser, som blev anvendt i forholdet tilentreprenørvirksomheder (referatet af mødet i Zuid Holland-regionen den9.10.1990, punkt 7: Modregningspriserne »tvinger markedspriserne opad«; referatetaf mødet i Noord Holland-regionen den 11.2.1987, punkt 5: »De Blank udtaler, atder i Noord-regionen har været en intens samordning af priserne. I første omganggruppevis og derefter fælles for de tre provins-regioner. Dette har utvivlsomt båretfrugt«; referatet af mødet i Midden Holland-regionen den 28.2.1991, punkt 4;referatet af mødet for FNK-medlemmer, der anvender larvefodskraner, den12.11.1991, punkt 3: »Man har indtryk af, at markedspriserne også stiger på grundaf aftalerne om modregningspriser.«
     
     
164. Det følger heraf, at systemet med vejledende priser og modregningspriser var etprissystem, der var pålagt FNK's medlemmer, og at de af denne grund med en visgrad af sikkerhed kunne forudse de øvrige FNK-medlemmers prispolitik, selv omvisse af medlemmerne ikke altid overholdt de fastsatte priser. Det er endviderebevist, at formålet med systemet var en forhøjelse af markedspriserne.Kommissionen har derfor med rette fastslået, at systemet begrænsedekonkurrencen som omhandlet i traktatens artikel 85, stk. 1 (dommene i sagerneVereniging van Cementhandelaren mod Kommissionen, præmis 19 og 21, ogVerband der Sachversicherer mod Kommissionen, præmis 41).
     
     b) FNK's ansvar for fastsættelsen af modregningspriser
     
     
165. Sagsøgerne har anført, at FNK ikke kan anses for ansvarlig for fastsættelsen afmodregningspriserne. FNK havde alene en birolle i forbindelse med fastsættelsenaf modregningspriserne, idet FNK fungerede som sekretariat. Priserne blev fastsatlokalt eller regionalt.
     
     
166. I denne forbindelse må det fastslås, at for så vidt angår visse krantyper, nemligkraner på mere end 150 ton og larvefodskraner, blev modregningspriserne fastsatpå landsplan. Det fremgår af de referater, der er fremlagt for Retten, atmodregningspriserne blev fastsat under møder, hvor alle de FNK-medlemmer, somanvendte de pågældende kraner, var til stede (jf. referatet af mødet for FNK-medlemmer, der anvender larvefodskraner, den 15.2.1979, punkt 4). Møderne blevnormalt holdt på FNK's kontor med deltagelse af FNK's direktør, De Blank, ogreferaterne af møderne blev udarbejdet på FNK's brevpapir.
     
     
167. Det var snarere undtagelsen end reglen, at der blev fastsat en modregningspris pålandsplan. FNK's direktion ønskede imidlertid, at modregningspriser for de øvrigekraner også blev fastsat på landsplan (jf. referatet af mødet i Noord Holland-regionen den 4.9.1989, punkt 5: »Direktionens største ønske er, at man kommerfrem til én modregningspris for hele landet«). Af praktiske grunde kunne derimidlertid ikke fastsættes nationale modregningspriser for andre krantyper endkraner på mere end 150 ton og larvefodskraner. FNK's direktion fastslog derfor:»... antallet af virksomheder, som anvender kraner på mellem 100 og 150 ton, erfor højt til, at der kan indgås aftaler på landsplan. Direktionen har derfor besluttet,at der også skal udarbejdes aftaler for disse kraners vedkommende på regionsplan...« (referatet af mødet i West Brabant/Zeeland-regionen den 15.10.1990, punkt 7;jf. også referatet af mødet for virksomheder, som anvender hydrauliske kraner påmere end 150 ton, den 25.9.1990, punkt 6, og den 26.11.1991, punkt 6).
     
     
168. FNK besluttede således selv, om der skulle fastsættes en modregningspris pånationalt eller regionalt plan.
     
     
169. Hvad angår FNK's deltagelse i fastsættelsen af regionale modregningspriserbemærkes, at regionerne i henhold til FNK's vedtægter udgør divisioner i FNK(vedtægternes artikel 16), at referaterne af møderne i regionerne blev udarbejdetpå FNK's brevpapir, og at FNK's direktør, De Blank, deltog i alle de møder iregionerne, med hensyn til hvilke Retten har fået kopi af referatet, og hvorunderder blev drøftet modregningspriser. Endvidere orienterede De Blank flere gangeunder de regionale møder den pågældende regions medlemmer ommodregningspriserne i andre regioner (jf. f.eks. referatet af mødet i WestBrabant/Zeeland-regionen den 4.3.1991, punkt 5, referatet af mødet i MiddenNederland-regionen den 28.2.1991, punkt 4, referatet af mødet i Noord Holland-regionen den 24.9.1990, punkt 7, referatet af mødet i Noord Holland-regionen den26.9.1988, punkt 5). De Blank deltog således aktivt i fastsættelsen afmodregningspriserne i visse regioner. Det fremgår endvidere af referatet af mødeti Midden Nederland-regionen den 28.2.1991 (punkt 4), at en cirkulæreskrivelse fraFNK vedrørende modregningspriserne i visse tilfælde førte til en prisforhøjelse.
     
     
170. Det følger heraf, at FNK aktivt deltog i fastsættelsen af modregningspriserne,uanset om de blev fastsat for hele landet eller for en eller flere regioner. Selv omFNK som sammenslutning ikke ensidigt fastsatte priserne, men registrerede demodregningspriser, som blev aftalt mellem kranudlejningsvirksomhederne på deresmøder (referatet af mødet i FNK's direktion den 4.4.1990, punkt 8), svaredefastsættelsen af modregningspriser i en region eller på landsplan til FNK's ønskeom at koordinere medlemmernes adfærd på markedet (dommen i sagen Verbandder Sachversicherer mod Kommissionen, præmis 32).
     
     
171. Kommissionen kan herefter ikke antages at have anlagt et fejlskøn, da den i denanfægtede beslutnings artikel 1 anså FNK for ansvarlig for systemet medmodregningspriser.
     
     
172. Tredje led af det andet anbringende må herefter ligeledes forkastes.
     
     Fjerde led vedrørende en fejlagtig vurdering af påvirkningen af handelen mellemmedlemsstater
     
     
     • Sammenfatning af parternes argumentation

     
     
     

173. Sagsøgerne har gjort gældende, at de former for praksis, som er omhandlet i denanfægtede beslutnings artikel 1 og 3, ikke kan antages at påvirke handelen mellemmedlemsstater (Domstolens dom af 25.10.1979, sag 22/79, Greenwich FilmProduction, Sml. s. 3275, præmis 11, og Rettens dom af 24.10.1991, sag T-2/89,Petrofina mod Kommissionen, Sml. II, s. 1087, præmis 222). Ifølge sagsøgerne ermarkedet for leje af mobilkraner begrænset til det nederlandske område på grundaf kranernes begrænsede bevægelighed og den såkaldte »overnight contracting«,således at handelen mellem medlemsstater ikke kan påvirkes mærkbart(Domstolens dom af 31.5.1979, sag 22/78, Hugin mod Kommissionen, Sml. s. 1869).Den omstændighed, at der blandt klagerne er to virksomheder, som er etablereti en anden medlemsstat, er ikke tilstrækkelig til at bevise, at handelen mellemmedlemsstater kan være påvirket af den anfægtede praksis. Hvad navnlig angårSCK har sagsøgerne anført, at certificeringsordningen er åben for virksomheder fraandre medlemsstater på en måde, som ikke indebærer forskelsbehandling, forudsatat de opfylder betingelserne i certificeringsordningen. På grund af ordningens åbnekarakter fremmer den således udenlandske virksomheders adgang til detnederlandske marked. For så vidt angår FNK har sagsøgerne anført, atsammenslutningen ikke var direkte involveret i fastsættelsen af modregningspriser,som kun var gældende lokalt eller regionalt. Endvidere havde disse priser kuninteresse for de virksomheder, som fastsatte dem. De har derfor ikke haft nogenvirkning på handelen mellem medlemsstater inden for mobilkransektoren.
     
     
174. Kommissionen har anført, at selv om mobilkraner kun kan flyttes inden for enradius på 50 km, er det åbenbart, at handelen mellem medlemsstater kunne værepåvirket i de belgiske og tyske grænseområder. Den omstændighed, at der blandtklagerne er to belgiske virksomheder, viser, at det relevante marked ikke erbegrænset til det nederlandske område.
     
     
     • Rettens bemærkninger

     
     
     

175. Det fremgår af fast retspraksis, at det er en betingelse for, at en vedtagelse, enaftale eller en samordning kan påvirke handelen mellem medlemsstater, at den pågrundlag af samtlige retlige eller faktiske forhold gør det muligt med tilstrækkeligsandsynlighed at forudsige, at den, direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt,kan øve en sådan indvirkning på handelen mellem medlemsstater, at det kanbefrygtes, at den kan hindre virkeliggørelsen af et enhedsmarked mellemmedlemsstaterne (jf. Domstolens dom af 29.10.1980, forenede sager 209/78-215/78og 218/78, Van Landewyck m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3125, præmis 170, ogaf 17.7.1997, sag C-219/95 P, Ferriere Nord mod Kommissionen, endnu ikke trykti Samling af Afgørelser, præmis 20).
     
     
176. Sagsøgerne kan ikke gøre gældende, at handelen mellem medlemsstater ikke kanpåvirkes af den i den anfægtede beslutning omhandlede praksis, med henvisningtil, at der inden for sektoren for udlejning af mobilkraner ikke skulle være nogenhandel mellem medlemsstater.
     
     
177. Det er ubestridt, at mobilkraner har en aktionsradius på 50 km. Der kan såledesudvikle sig en handel mellem medlemsstaterne i de nederlandske grænseregioner.Dette underbygges af, at der blandt de virksomheder, som indgav klage tilKommissionen over SCK og FNK, er to belgiske virksomheder med hjemsted nærden nederlandske grænse. Det ville være overraskende, hvis disse virksomheder toget sådant skridt, hvis de ikke havde mulighed for at komme ind på detnederlandske marked.
     
     
178. De øvrige forhold, sagsøgerne har henvist til, udelukker ikke, at der kan værehandel mellem medlemsstaterne, men det søges herved påvist, at det er udelukket,at handelen mellem medlemsstater kan være mærkbart påvirket af lejeforbuddetog systemet med vejledende priser og modregningspriser.
     
     
179. Det bemærkes i denne forbindelse, at det fremgår af fast retspraksis, at en aftale,som omfatter hele området i en medlemsstat, ifølge selve sin natur styrkeropdelingen i nationale markeder, hvorved den hæmmer den økonomiskeintegration, som tilstræbes med traktaten (jf. ovennævnte domme i sagerneVereniging van Cementhandelaren mod Kommissionen, præmis 29, og Remia m.fl.mod Kommissionen, præmis 22, samt Rettens dom af 21.2.1995, sag T-29/92, SPOm.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 289, præmis 229).
     
     
180. Det er ubestridt i den foreliggende sag, at SCK's lejeforbud og FNK's vejledendepriser finder anvendelse på hele det nederlandske område. Det samme gælder fornogle af modregningspriserne (jf. ovenfor præmis 166). Disse former forkonkurrencebegrænsende praksis (jf. ovenfor præmis 141-150 og 157-164) påvirkersåledes ifølge selve deres natur handelen mellem medlemsstater. Endvidere harSCK i anmeldelsen med henblik på at opnå en negativattest eller en fritagelse ihenhold til traktatens artikel 85, stk. 3, (jf. ovenfor præmis 7) selv erkendt, atreglementet vedrørende certificering af kranudlejningsvirksomheder kunne påvirkehandelen mellem medlemsstater i negativ retning (punkt 4.3 i anmeldelsen).
     
     
181. Med hensyn til spørgsmålet, om de i den anfægtede beslutnings artikel 1 og 3omhandlede former for praksis kan påvirke handelen mellem medlemsstatermærkbart, må det fastslås, at selv om parterne ikke er enige om FNK-medlemmernes og de af SCK godkendte virksomheders nøjagtige markedsandele,har sagsøgerne erkendt, at de af SCK godkendte virksomheder i 1991repræsenterede 37% og FNK's medlemmer ca. 40% af det nederlandske markedfor udlejning af mobilkraner. Det må derfor antages, at selv om de af SCKgodkendte virksomheder og FNK's medlemmer »kun« repræsenterede 37%,henholdsvis 40% af det nederlandske marked, havde sagsøgerne en sådan størrelseog økonomisk styrke, at den i den anfægtede beslutning omhandlede praksis(herunder lejeforbuddet og de vejledende priser, der var gældende på hele detnederlandske område) mærkbart kunne påvirke handelen mellem medlemsstater(Domstolens dom af 1.2.1978, sag 19/77, Miller mod Kommissionen, Sml. s. 131,præmis 10).
     
     
182. Det følger heraf, at fjerde led af det andet anbringende skal forkastes.
     
     
183. Herefter må anbringendet vedrørende tilsidesættelse af traktatens artikel 85, stk.1, forkastes i det hele.
     
     Tredje anbringende: tilsidesættelse af traktatens artikel 85, stk. 3
     
     Sammenfatning af parternes argumentation
     
     
184. Sagsøgerne har subsidiært anført, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel85, stk. 3, ved ikke at erklære artikel 85, stk. 1, uanvendelig i dette tilfælde, idetSCK's certificeringsordning, offentliggørelsen af vejledende priser ogomkostningskalkuler samt fastsættelsen af modregningspriser opfylder allebetingelserne i stk. 3.
     
     
     • Kommissionens afslag på at fritage SCK's lejeforbud

     
     
     

185. Sagsøgerne har anført, at certificeringsordningen forbedrer situationen forvirksomheder, som udlejer mobilkraner, idet ordningen medvirker til, at der skabeset gennemskueligt marked med virksomheder, som opfylder kvalitetskrav, der liggerud over lovgivningens krav. Denne gevinst ved certificeringsordningen (jf. ovenforpræmis 128), som yderligere styrkes af en kontrolpolitik, der er meget mere aktiv,end det er tilfældet med den lovbestemte kontrol, kommer i sidste endeentreprenørvirksomhederne til gode. Da entreprenørerne deltager i SCK, er detendvidere åbenbart, at brugerne sikres en rimelig andel af »fordelen« vedcertificeringsordningen. Af de grunde, der allerede er redegjort for ovenfor (jf.præmis 126), er lejeforbuddet den eneste måde, hvorpå sammenhængen icertificeringsordningen kan sikres under de særlige forhold, der gælder på detrelevante marked, således at en eventuel konkurrencebegrænsning er nødvendig forat nå målet med en certificeringsordning. Certificeringsordningen fjerner ikkekonkurrencen, men forstærker den, idet den muliggør en større konkurrencemellem de godkendte virksomheder på priser og andre betingelser, og der sikreset højt kvalitetsniveau på et gennemskueligt marked, uden at muligheden forkonkurrence mellem de godkendte og ikke-godkendte virksomheder påvirkes.
     
     
186. Kommissionen har heroverfor anført, at det fremgår af 37. betragtning til denanfægtede beslutning, at to af de fire betingelser, der stilles i traktatens artikel 85,stk. 3, ikke var opfyldt. For så vidt angår betingelsen om, at den pågældende aftaleeller praksis skal bidrage til at forbedre produktionen eller fordelingen, er det ikkegodtgjort, at certificeringsordningen indebærer en gevinst. De begrænsninger, dergælder for de godkendte virksomheder, og de ulemper, som følger heraf for ikke-godkendte virksomheder, vejer tungere end eventuelle fordele. De fleste afbetingelserne for godkendelse af en kranudlejningsvirksomhed er lovbestemteforpligtelser, hvis overholdelse kontrolleres i flere led. Endvidere bestriderKommissionen, at SCK sagsbehandlingsmæssigt fører en mere aktiv kontrolpolitikend Keboma. For så vidt angår betingelsen om, at de pålagte begrænsninger skalvære nødvendige for at nå de med SCK's certificeringsordning forfulgte mål, harKommissionen henvist til de argumenter, som er refereret ovenfor i præmis 130,til støtte for, at et lejeforbud ikke var nødvendigt.
     
     
     • Kommissionens afslag på at fritage systemet med vejledende priser ogmodregningspriser

     
     
     

187. Sagsøgerne har anført, at offentliggørelsen af vejledende priser ogomkostningskalkuler ligeledes opfylder betingelserne i traktatens artikel 85, stk. 3.Det er således anerkendt i Kommissionens praksis (jf. Kommissionens beslutningaf 24.2.1993 om en procedure i henhold til EØF-traktatens artikel 85 (IV/34.494- takststrukturer inden for kombineret godstransport, EFT L 73, s. 38, herefter»beslutning 93/174«) og Kommissionens forordning (EØF) nr. 3932/92 af 21.december 1992 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på visse kategorieraf aftaler, vedtagelser og samordnet praksis på forsikringsområdet (EFT L 398, s.7, herefter »forordning nr. 3932/92«)), at en takststruktur bidrager til at sikre etgennemskueligt marked og den økonomiske udvikling i den omhandlede sektor, idetbrugerne bedre kan sammenligne de pågældende virksomheder. Brugerne fårderfor en rimelig andel af fordelen. Der kan kun ved offentliggørelse af prisernesikres et gennemskueligt marked, hvorfor en begrænsning af konkurrencen, sommåtte følge heraf, er uomgængelig. Offentliggørelsen indebærer heller ikke, at envæsentlig del af konkurrencen udelukkes, idet de offfentliggjorte priser ikke erbindende, og de parter, der driver virksomhed på markedet, kan fravige priserneog dermed konkurrere.
     
     
188. Sagsøgerne har videre anført, at modregningspriserne ligeledes bør fritages ihenhold til traktatens artikel 85, stk. 3. Situationen for udlejere af mobilkraner kansammenlignes med situationen for banker, idet de ofte har bilaterale aftalerindbyrdes i forbindelse med leje. Da Kommissionen har erklæret traktatens artikel85, stk. 1, uanvendelig på en takstaftale mellem banker for de tjenesteydelser, depræsterer over for hinanden (Kommissionens beslutning 87/103/EØF af 12.12.1986om en procedure i henhold til EØF-traktatens artikel 85 (IV/31.356 - ABI, EFTL 43, s. 51, herefter »forordning nr. 87/103«)), bør det samme gælde for sagsøgernemed hensyn til fastsættelsen af modregningspriser. Disse priser indebærer enforbedring af produktionen, idet der opnås en effektivitetsfordel som følge af, atman undgår forhandlinger om priser, hver gang kranudlejningsvirksomheder lejeren kran hos en anden godkendt virksomhed. Denne effektivitetsfordel kommer ogsåentreprenørvirksomhederne til gode, således at brugerne sikres en rimelig andel affordelen. For så vidt priserne måtte medføre konkurrencebegrænsninger, er dissenødvendige for at opnå effektivitetsfordelen. Endelig udelukkes konkurrencen ikkefor en væsentlig del, idet det i forbindelse med en konkret aftale altid er muligt forde parter, der har deltaget i fastsættelsen af modregningspriserne, at anvende enanden pris eller undlade at leje.
     
     
189. Kommissionen har henvist til 34. betragtning til den anfægtede beslutning. FNKkan ikke hente støtte i beslutning 93/174, idet de særlige omstændigheder i dennesag ikke foreligger i nærværende sag. Modregningspriserne vedrører den samledepris og ikke et eller flere elementer i prisen, og behovet for gennemskuelighed påmarkedet for leje af mobilkraner er ikke så stort som på det marked, der vargenstand for den nævnte beslutning. FNK kan heller ikke påberåbe sig beslutningenom interbank-takster til støtte for, at modregningspriserne er nødvendige. På flerepunkter adskiller situationen for kranudlejningsvirksomheder sig fra situationen forbanker: Bankerne befinder sig i en situation, hvor samarbejde er nødvendigt, idetde er nødt til at samarbejde med den af deres kunde valgte bank for at foretageen overførsel, mens virksomheder, som lejer mobilkraner, selv vælger deresunderentreprenør. Bankerne har langt flere transaktioner. Endelig ermodregningspriserne knyttet sammen med vejledende priser forentreprenørvirksomheder, mens Kommissionen i beslutning 87/103 ikke godkendteen samordning af bankernes takster over for kunderne.
     
     Rettens bemærkninger
     
     
190. Det fremgår af fast retspraksis, at Rettens efterprøvelse af de kompliceredeøkonomiske vurderinger, som Kommissionen har foretaget som led i sinskønsbeføjelse i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, vedrørende hver af de heriindeholdte fire betingelser, skal begrænse sig til kontrol af, om de nødvendigeformforskrifter er overholdt, om begrundelsen er tilstrækkelig, om de faktiskeomstændigheder er materielt rigtige, samt om der foreligger et åbenbart fejlskøneller magtfordrejning (Domstolens dom af 17.11.1987, forenede sager 142/84 og156/84, BAT og Reynolds mod Kommissionen, Sml. s. 4487, præmis 62, Rettensovennævnte dom i sagen CB og Europay mod Kommissionen, præmis 109, dom af15.7.1994, sag T-17/93, Matra Hachette mod Kommissionen, Sml. II, s. 595, præmis104, samt ovennævnte dom i sagen SPO m.fl. mod Kommissionen, præmis 288).
     
     
191. I nærværende sag har Kommissionen afslået at fritage FNK's og SCK's reglementerog vedtægter med henvisning til, at to af de fire betingelser i traktatens artikel 85,stk. 3, ikke er opfyldt. Da de fire betingelser for at indrømme fritagelse eftertraktatens artikel 85, stk. 3, er kumulative (Domstolens dom af 17.1.1984, forenedesager 43/82 og 63/82, VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. s. 19, præmis 61,og ovennævnte dom i sagen SPO m.fl. mod Kommissionen, præmis 267), varKommissionen ikke forpligtet til at undersøge hver af betingelserne i artikel 85, stk.3.
     
     
     • Kommissionens afslag på at fritage SCK's lejeforbud

     
     
     

192. Det fremgår af 37. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionenafslog begæringen om fritagelse for SCK's certificeringsordning, navnliglejeforbuddet, med henvisning til, at den første og den tredje betingelse i traktatensartikel 85, stk. 3, ikke var opfyldt. Kommissionen fandt, at SCK'scertificeringsordning ikke indebar en gevinst, hverken indholdsmæssigt ellersagsbehandlingsmæssigt. Ordningen bidrager således ikke til at forbedreproduktionen eller til at fremme den tekniske eller økonomiske udvikling (førstebetingelse i traktatens artikel 85, stk. 3). Selv om det antoges, atcertificeringsordningen indebærer fordele, som vejer tungere end ulemperne forikke-godkendte virksomheder, var lejeforbuddet ikke nødvendigt for, at ordningenkunne fungere (tredje betingelse i artikel 85, stk. 3).
     
     
193. Det er sagsøgernes opfattelse, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 85,stk. 3. SCK's certificeringsordning indebærer en tilstrækkelig stor gevinst til atberettige den påståede konkurrencebegrænsning, som følger af lejeforbuddet. SCKfører således en mere aktiv kontrolpolitik for så vidt angår de lovbestemte krav endKeboma, som er den offentlige instans, der i Nederlandene fører tilsyn med kraner,og endvidere stilles der i SCK's certificeringsordning betingelser, både teknisk ogvedrørende ledelsen af virksomheden, som går ud over de lovbestemte krav.
     
     
194. Hvad angår for det første SCK's mere effektive kontrol med de lovbestemte krav(den påståede sagsbehandlingsmæssige gevinst) bemærkes, at det principielt er deoffentlige myndigheder og ikke private organer, som skal sikre, at lovkravoverholdes (Rettens dom af 12.12.1991, sag T-30/89, Hilti mod Kommissionen, Sml.II, s. 1439, præmis 118). En undtagelse fra denne regel kan accepteres, nårmyndighederne selv har besluttet at overlade kontrollen med overholdelsen aflovkrav til et privat organ. I denne sag har SCK imidlertid etableret enkontrolordning, der er parallel med den kontrol, myndighederne foretager, og derer ikke tale om overførsel af de offentlige myndigheders kontrolbeføjelse til SCK.Endvidere har sagsøgerne ikke reelt bestridt, hvad der anføres i den anfægtedebeslutnings 37. betragtning, andet afsnit, hvorefter »virksomheder, der ikke deltageri SCK's certificeringsordning, også kan bevise, at de opfylder de lovmæssige krav«.Det er således ikke påvist, at der er sådanne mangler i myndighedernes kontrolmed overholdelsen af lovkravene, at dette kan gøre det nødvendigt at etablere enprivat kontrolordning. Selv om det var påvist, at SCK's kontrol med overholdelsenaf lovkravene er mere effektiv end de nederlandske myndigheders kontrol, gælderikke desto mindre, at sagsøgerne på ingen måde har påvist, at den lovmæssigekontrolordning var utilstrækkelig. Det må i denne forbindelse understreges, at SCK,der blev oprettet i 1985, først den 1. januar 1991 indførte bestemmelsen omlejeforbuddet i certificeringsreglementet. I besvarelse af et spørgsmål, Rettenstillede i retsmødet, har sagsøgernes advokat erkendt, at SCK ikke før indførelsenaf lejeforbuddet havde modtaget klager fra entreprenørvirksomheder gående ud på,at en godkendt virksomhed havde lejet kraner hos ikke-godkendte virksomheder,dvs. kraner, som nødvendigvis kun kunne være kontrolleret af myndighederne.Kommissionen kunne derfor med rette fastslå, at »de begrænsninger, der pålæggesde tilsluttede virksomheder, og de ulemper, der derved opstår for de ikke-tilsluttedevirksomheder, vejer betydelig tungere end de af SCK fremførte eventuelle fordele«(den anfægtede beslutning, 37. betragtning, andet afsnit). Kommissionens vurdering,hvorefter den påståede sagsbehandlingsmæssige gevinst ved certificeringsordningenikke opfylder den første betingelse i traktatens artikel 85, stk. 3, var derfor underingen omstændigheder behæftet med en åbenbar fejl.
     
     
195. Hvad dernæst angår den påståede indholdsmæssige gevinst i SCK'scertificeringsordning, som skyldes, at der efter ordningen stilles betingelser, bådeteknisk og vedrørende ledelsen af virksomheden, som ligger ud over de lovbestemtekrav, har Kommissionen i den anfægtede beslutning fastslået følgende: »... det [er]ikke påvist, at SCK's certificeringsordning rummer en væsentlig merværdi ud overde gældende lovbestemmelser. De forpligtelser, der er pålagt de tilsluttedevirksomheder, er næsten identiske med gældende lovgivning ...« (37. betragtning,første afsnit). De fleste af de sikkerhedskrav, SCK stiller, følger således af dennederlandske lovgivning. Det samme gælder »De krav, som SCK stiller ud over desikkerhedsmæssige krav, som f.eks. krav om betaling af skat og sociale ydelser,medlemskab af Kamer van Koophandel [handelskammer], ansvarsforsikring,kreditværdighed og anvendelsen af kollektive overenskomster« (37. betragtning,tredje afsnit). Endelig har Kommissionen anført, at »SCK også [stiller] krav til,hvorledes virksomheden skal ledes, men dette er i sig selv ikke tilstrækkeligt til atberettige til de indførte konkurrencebegrænsninger« (37. betragtning, tredje afsniti.f.).
     
     
196. Det bemærkes, at lovligheden af beslutningen om afslag på en fritagelse skalvurderes ud fra de forhold, parterne har påberåbt sig i anmeldelsen, således somdisse er præciseret under den administrative procedure (jf. f.eks. Domstolens domaf 17.1.1995, sag C-360/92 P, Publishers Association mod Kommissionen, Sml. I, s.23, præmis 39, 40 og 41).
     
     
197. I anmeldelsen anførte SCK, at certificeringsordningen indebærer tre typerforpligtelser for virksomhederne: (1) krav vedrørende mobilkraner, (2) generellekrav til virksomheden og (3) krav til virksomhedens personale.
     
     
198. Hvad angår den første gruppe af krav, som svarer til »sikkerhedskravene« i denanfægtede beslutning, har SCK i anmeldelsen udtrykkeligt anført, at forpligtelserne»ligeledes gælder i henhold til nationale lovbestemmelser« (punkt 26 ianmeldelsen). Det samme gælder i henhold til SCK for kravene til virksomhedenspersonale. Det anføres i anmeldelsen: »... der er tale om krav, som allerede stillesi lovgivningen. SCK søger alene at opnå, at de godkendte virksomheder kan påvise,at de opfylder disse lovmæssige krav« (punkt 28 i anmeldelsen).
     
     
199. Med hensyn til de generelle krav til virksomheden har SCK i anmeldelsen anført:»[De] vedrører skattemæssige forpligtelser, forsikringsmæssige betingelser ogkreditværdighed. Også her gælder, at kravene i stort omfang stilles tilvirksomhederne i den nationale lovgivning, og certificeringen indebærer enyderligere garanti for, at de lovbestemte krav faktisk overholdes. Dette gældernavnlig kravene vedrørende betaling af skatter, registrering i handelsregistret ogkrav om forsikring« (punkt 27 i anmeldelsen). SCK nævner i anmeldelsen kun trekrav, som ikke stilles i lovgivningen: et krav om en vis kreditværdighed og en vislikviditet, en forpligtelse til at overholde FNK's almindelige betingelser (imellemtiden ophævet) og en forpligtelse til at tegne en ansvarsforsikring.
     
     
200. For så vidt angår spørgsmålet om den yderligere gevinst ved den omhandledecertificeringsordning må det fastslås, at SCK i anmeldelsen har koncentreret sig omdet nødvendige i en øget kontrol med de gældende lovkrav (sagsbehandlingsmæssiggevinst) og ikke den indholdsmæssige gevinst. For så vidt angår denindholdsmæssige gevinst har Kommissionen i den anfægtede beslutning (jf. ovenforpræmis 195) loyalt gengivet den opfattelse, SCK gav udtryk for i anmeldelsen (jf.ovenfor præmis 198 og 199), nemlig at de betingelser, der stilles i SCK'scertificeringsordning, i det væsentlige svarer til de gældende lovkrav. Dette er somudgangspunkt tilstrækkeligt til at forkaste argumentet om, at Kommissionenanlagde et åbenbart fejlskøn, da den antog, at SCK's certificeringsordning ikkeindebærer en reel gevinst i forhold til lovkravene.
     
     
201. Under den administrative procedure har sagsøgerne imidlertid fremhævet denpåståede indholdsmæssige gevinst ved ordningen. Sagsøgerne anførte således ideres svar på meddelelsen af klagepunkter af 16. december 1992 med henvisningtil en tabel, der er vedlagt som bilag 3 til svaret, at der i certificeringsordningenstilles en række sikkerheds- og præstationskrav, som ikke findes i den nederlandskelovgivning (punkt 9 i svaret på meddelelsen af klagepunkter). I sagsøgernes svar påmeddelelsen af klagepunkter af 21. oktober 1994 har de henvist til den sammetabel til støtte for, at der er tale om en indholdsmæssig gevinst (punkt 32 i svaretpå meddelelsen af klagepunkter, bilag 19 til stævningen). I tabellen opregnes dekrav, der stilles i certificeringsordningen, med angivelse for hver af dem, om defindes i lovgivningen eller ej. En tilsvarende fremstilling findes i punkt 101-118 istævningen.
     
     
202. Den opfattelse, sagsøgerne giver udtryk for i svarerne på meddelelserne afklagepunkter og i stævningen, lader sig vanskeligt forene med den beskrivelse afkravene i certificeringsordningen, som SCK havde givet i anmeldelsen (punkt 26,27 og 28 i anmeldelsen, jf. ovenfor præmis 198 og 199). Der knytter sig ikke engevinst til en certificeringsordning, blot fordi der herved stilles krav, som ikke findesi lovgivningen. Der kan således kun knytte sig en gevinst til SCK'scertificeringsordning, hvis de krav, der stilles i ordningen, er egnede til at nå deforfulgte mål, nemlig at sikre entreprenørvirksomhederne en størresikkerhedsgaranti (jf. i denne forbindelse punkt 80-87 i stævningen). Sagsøgerne harimidlertid undladt at forklare, hvorfor og i hvilket omfang de ikke-lovbestemte kraver egnede til at nå dette mål. Da sagsøgerne således under den administrativeprocedure og i stævningen har koncentreret sig om at påvise, at flere afbetingelserne i certificeringsordningen ikke findes i lovgivningen, og at der derforknytter sig en indholdsmæssig gevinst til ordningen, har de ikke påvist, atKommissionen anlagde et åbenbart fejlskøn, da den antog, at »det ikke [er] påvist,at SCK's certificeringsordning rummer en væsentlig merværdi ud over de gældendelovbestemmelser« (den anfægtede beslutning, 37. betragtning, første afsnit), og atde ikke-lovbestemte krav, der stilles, ikke er tilstrækkelige »til at berettige til deindførte konkurrencebegrænsninger« (37. betragtning, tredje afsnit i.f.).
     
     
203. Sagsøgerne kan herefter ikke antages at have godtgjort, at Kommissionensvurdering, hvorefter SCK's certificeringsordning og det hertil knyttede lejeforbudikke opfylder den første af de fire betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3, erbehæftet med en åbenbar fejl (jf. f.eks. ovennævnte dom i sagen Van Landewyckmod Kommissionen, præmis 185). Da de fire betingelser for en fritagelse i henholdtil traktatens artikel 85, stk. 3, er kumulative, er det ikke nødvendigt at undersøge,om Kommissionen har anlagt et åbenbart fejlskøn med hensyn til, at lejeforbuddetikke var nødvendigt i forbindelse med SCK's certificeringsordning (jf. f.eks.Domstolens kendelse af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen,Sml. I, s. 1611, præmis 48, og ovennævnte dom i sagen CB og Europay modKommissionen, præmis 110 og 115).
     
     
204. Herefter skal anbringendet om en tilsidesættelse af traktatens artikel 85, stk. 3,forkastes, for så vidt det angår lejeforbuddet.
     
     
     • Kommissionens afslag på at fritage systemet med vejledende priser ogmodregningspriser

     
     
     

205. Kommissionen har begrundet afslaget på at meddele en fritagelse for FNK's systemmed vejledende priser og modregningspriser med, at de to første betingelser itraktatens artikel 85, stk. 3, ikke var opfyldt. Kommissionen har således anført i 34.betragtning til den anfægtede beslutning: »Det er ikke påvist, at forpligtelsen til atfølge ‘acceptable‘ priser - uanset den tilsigtede forbedring af gennemskuelighedenpå markedet - bidrager til en forbedring af kranudlejningssektoren, og at kunderne,som i dette tilfælde er virksomheder, der lejer hejsekraner, får rimelig andel i dederaf opståede fordele. Tværtimod lå de vejledende priser og modregningspriserne,som FNK havde fastsat med henblik på at konkretisere begrebet ‘acceptable‘priser, som helhed over markedspriserne, jf. [en] uafhængig...virksomhedsundersøgelse. Ifølge undersøgelsen er en af forklaringerne herpå blandtandet det forhold, at ‘der hersker konkurrence på markedet‘.«
     
     
206. Det fremgår af fast retspraksis, at såfremt der anmodes om fritagelse i henhold tiltraktatens artikel 85, stk. 3, påhviler det de virksomheder, der har anmeldt aftalen,over for Kommissionen at godtgøre, at betingelserne i artikel 85, stk. 3, er opfyldt(ovennævnte domme i sagerne VBVB og VBBB mod Kommissionen, præmis 52,og Matra Hachette mod Kommissionen, præmis 104).
     
     
207. Hvad først angår modregningspriserne må det fastslås, at FNK i den del afanmeldelsen, som vedrører traktatens artikel 85, stk. 3, kun har anført, at dissepriser ikke udelukker konkurrence (punkt 25 i anmeldelsen). Tilsvarende harsagsøgerne i deres svar på meddelelserne af klagepunkter af 16. december 1992 ogaf 21. oktober 1994 ikke fremført nye forhold vedrørende vurderingen afmodregningspriserne i forhold til traktatens artikel 85, stk. 3. Selv om sagsøgerneunder den administrative procedure valgte en indfaldsvinkel, som fuldt ud passertil deres opfattelse af, at fastsættelsen af modregningspriserne ikke vedrørte FNK(punkt 19 i FNK's anmeldelse), har de over for Kommissionen intet fremført, derpå overbevisende måde kan godtgøre, at de tre første betingelser i traktatensartikel 85, stk. 3, var opfyldt for så vidt angår systemet med modregningspriser.Sagsøgerne kan derfor ikke gøre gældende, at Kommissionen anlagde et åbenbartfejlskøn, da den antog, at det »ikke [var] påvist« (34. betragtning til den anfægtedebeslutning, at systemet med modregningspriser opfyldte de to første betingelser itraktatens artikel 85, stk. 3.
     
     
208. For så vidt angår FNK's vejledende priser har sagsøgerne under sagens behandlingfor Retten anført, at et sådant system øger gennemskueligheden på markedet.Brugerne, dvs. entreprenørvirksomhederne, nyder godt af denne gennemskuelighed.Gennemskueligheden gør det lettere for brugerne at sammenligne konkurrerendetilbud. Ifølge sagsøgerne er de to andre betingelser i traktatens artikel 85, stk. 3,ligeledes opfyldt, idet konkurrencebegrænsningerne er nødvendige for at nå dissemål, og konkurrencen udelukkes ikke for en væsentlig del.
     
     
209. Det må fastslås, at selv om FNK i anmeldelsen ikke har henvist til fordelen ved etmere gennemskueligt marked til støtte for begæringen om en fritagelse (punkt 22,23 og 24 i anmeldelsen), har sagsøgerne alligevel fremført dette argument underden administrative procedure, navnlig i svarerne på meddelelsen af klagepunkteraf 21. oktober 1994 (punkt 28 i svaret).
     
     
210. Det ligger i ethvert system med fastsatte vejledende priser, der offentliggøres af ensammenslutning, som repræsenterer en væsentlig del af virksomhederne på etbestemt marked, at markedet bliver mere gennemskueligt. Det er således ikketilstrækkeligt til at påvise, at den første betingelse i traktatens artikel 85, stk. 3, eropfyldt, at henvise til, at markedet bliver mere gennemskueligt. Hertil kommer, atsagsøgernes argumentation og Kommissionens vurdering i 34. betragtning til denanfægtede beslutning befinder sig på forskellige niveauer. Kommissionen harsåledes aldrig gjort gældende, at systemet med vejledende priser ikke øgergennemskueligheden på markedet. Kommissionen har alene fastslået, at »uansetden tilsigtede forbedring af gennemskueligheden på markedet«, er de to førstebetingelser i traktatens artikel 85, stk. 3, ikke opfyldt. I denne forbindelse harKommissionen i den anfægtede beslutning med rette fastslået, at det var pålagtFNK's medlemmer at overholde de vejledende priser (jf. nedenfor præmis 159-164), idet disse priser var en konkretisering af begrebet acceptable priser, somFNK's medlemmer i henhold til det interne reglements artikel 3, litra b), varforpligtet til at følge (20. betragtning til den anfægtede beslutning). Det erendvidere ikke bestridt, at disse priser lå væsentligt over markedspriserne (34.betragtning til den anfægtede beslutning og punkt 18 i FNK's anmeldelse).
     
     
211. Kommissionen fastslår først, at det var pålagt FNK's medlemmer at anvende FNK'spriser, som i øvrigt var højere end markedspriserne, og på denne baggrund fastslårKommissionen i 34. betragtning til den anfægtede beslutning, at selv om systemetøgede gennemskueligheden - hvilket Kommissionen ikke skulle tage stilling til -kan de eventuelle fordele ved systemet, nemlig at markedet bliver meregennemskueligt, ikke veje tungere end den konkurrencebegrænsning, som er enfølge af de pålagte priser, og navnlig ikke den ulempe, der klart ligger i ordningen,nemlig at formålet var en stigning i priserne i forhold til markedspriserne. Underdisse omstændigheder har sagsøgerne, som i deres stævning alene har anført, atfordelen ved systemet med vejledende priser var at øge gennemskueligheden påmarkedet, ikke godtgjort, at Kommissionen anlagde et åbenbart fejlskøn, da denantog, at »uanset den tilsigtede forbedring af gennemskueligheden på markedet«(34. betragtning til den anfægtede beslutning) var de to første betingelser itraktatens artikel 85, stk. 3, ikke opfyldt.
     
     
212. Herefter skal det tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af traktatensartikel 85, stk. 3, forkastes i det hele.
     
     Fjerde anbringende: tilsidesættelse af retten til kontradiktion
     
     Sammenfatning af parternes argumentation
     
     
213. Anbringendet kan opdeles i tre led.
     
     
214. I forbindelse med det første led har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionenhar tilsidesat den pligt, der påhviler den i henhold til EMK's artikel 6, til at træffeafgørelse inden for en rimelig frist. Ifølge sagsøgerne har Kommissionen bevidstladet sagsbehandlingen vare så længe, idet den har erkendt, at den ikke tillagdesagen prioritet under henvisning til, at sagen også verserede ved de nederlandskedomstole, og at overtrædelserne blev bragt til ophør, da Arrondissementsrechtbank,Utrecht, afsagde kendelse den 11. februar 1992. Dette ændrede sig først, daGerechtshof, Amsterdam, afsagde dom den 9. juli 1992, hvorefter SCK kunnegenindføre lejeforbuddet. Endvidere har sagsøgerne henvist til, at Kommissionenunder den administrative procedure fremsendte to meddelelser af klagepunkter.Den sidste meddelelse, som blev fremsendt til sagsøgerne 22 måneder efter denførste, indeholdt ikke nogen ændring i Kommissionens vurdering af de faktiskeomstændigheder og den retlige subsumption. En så langsommelig beslutningsprocesudgør et alvorligt proceduremisbrug, når henses til, at sagsøgerne havde anmodetom hastebehandling og samtidig havde givet afkald på deres ret til en høring ioktober 1994.
     
     
215. I forbindelse med anbringendets andet led har sagsøgerne anført, at Kommissionenhar tilsidesat den samme bestemmelse i EMK ved at vedtage en beslutning ihenhold til artikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17 uden forinden at afholde en høring.
     
     
216. Endelig har sagsøgerne i forbindelse med det tredje led anført, at Kommissionenhar tilsidesat deres ret til kontradiktion ved at nægte dem aktindsigt (jf. ovenforpræmis 24). Kommissionen kan ikke gøre gældende, at de gav afkald på deres rettil aktindsigt, fordi de ikke påberåbte sig denne ret, inden de besvaredemeddelelsen af klagepunkter (jf. Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken).Endvidere er Kommissionens holdning uforholdsmæssigt indgribende, idet denafskærer de berørte parter fra bedst muligt at varetage deres interesser iforbindelse med den retslige efterprøvelse af Kommissionens beslutning, og detfremgår ikke, hvilken interesse Kommissionen har heri. Endelig har sagsøgerneanført, at de ikke alene ønsker adgang til Kommissionens aktmappe, men ligeledestil de interne notater, som i denne sag er udvekslet mellem GD III og GD IV itiden fra den 18. november 1993 til den 27. september 1994 (jf. ovenfor præmis28). Selv om man som udgangspunkt ikke kan få aktindsigt i disse dokumenter, erdet rimeligt at gøre en undtagelse i dette tilfælde, idet notaterne vil kunnegodtgøre, om der i denne sag er tale om magtfordrejning (generaladvokatVesterdorfs forslag til afgørelse i sag T-1/89, Rettens dom af 24.10.1991, Rhône-Poulenc mod Kommissionen, Sml. II, s. 867, på s. 869 og 891).
     
     
217. Kommissionen har med hensyn til det første led henvist til svarskriftet i sag T-213/95. For så vidt angår det andet led har Kommissionen anført, at da der ikkei lovgivningen findes bestemmelser, hvorefter de berørte virksomheder ellersammenslutninger skal høres mundtligt, og da der ikke forelå særligeomstændigheder, som i dette tilfælde gjorde, at retten til kontradiktion kun kunnesikres effektivt ved en høring, var Kommissionen på ingen måde forpligtet tilmundtligt at høre sagsøgerne, efter at de var blevet hørt skriftligt. Hvad angår dettredje led har Kommissionen anført, at det fremgår af retspraksis, at reglerne omaktindsigt i konkurrencesager har til formål at give adressaterne for en meddelelseaf klagepunkter mulighed for at gøre sig bekendt med bevismaterialet iKommissionens sagsakter for på baggrund heraf at kunne tage stilling til deresultater, Kommissionen er nået frem til i sin meddelelsen af klagepunkter (jf.Rettens dom af 29.6.1995, sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775,præmis 59). Sagsøgerne benyttede sig ikke af muligheden for aktindsigt iKommissionens sagsakter efter modtagelsen af meddelelsen af klagepunkter, og derer derfor ikke længere grund til at give dem aktindsigt på et senere stade iproceduren og navnlig ikke efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning.
     
     Rettens bemærkninger
     
     
218. Sagsøgerne har allerede under sag T-213/95 påberåbt sig det første led af detteanbringende, der støttes på en tilsidesættelse af forpligtelsen i EMK's artikel 6 tilat træffe afgørelse inden for en rimelig frist. Dette led må forkastes af de sammegrunde, som er anført ovenfor i præmis 53-70.
     
     
219. For så vidt angår det andet led, der går ud på, at sagsøgerne skulle have været hørtinden vedtagelsen af Kommissionens beslutning af 13. april 1994 i henhold tilartikel 15, stk. 6, i forordning nr. 17, bemærkes, at selv om Kommissionen efterfællesskabsretten havde været forpligtet til mundtligt at høre de pågældende indenvedtagelsen af en sådan beslutning, ville den manglende overholdelse af en sådanforpligtelse kun kunne påvirke lovgivningen af Kommissionens beslutning af 13.april 1994 og ikke den anfægtede beslutning, der er alene er genstand forlegalitetskontrol i nærværende sag. Det er ikke bestridt, at sagsøgerne i deres svarpå meddelelsen af klagepunkter af 21. oktober 1994 gav afkald på afholdelsen afen høring inden vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Det andet led måherefter ligeledes forkastes.
     
     
220. For så vidt angår det tredje led, der går ud på, at Kommissionen nægtedesagsøgerne aktindsigt, bemærkes, at sagsøgerne først fremsatte begæring heromefter vedtagelsen af den anfægtede beslutning. Lovligheden af denne påvirkesderfor på ingen måde af Kommissionens afslag på den ønskede aktindsigt (jf.Rettens dom af 6.4.1995, sag T-145/89, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml.II, s. 987, præmis 30). Endvidere har sagsøgerne ikke påberåbt sig noget indiciumfor, at der i sagsakterne skulle findes diskulperende dokumenter. Sagsøgerne harheller ikke gjort gældende, at de ikke har haft adgang til alt belastende materiale.Endvidere har sagsøgerne ikke for så vidt angår meningsudvekslingerne mellem GDIII og GD IV gjort gældende, at disse interne notater, som udenforståendeprincipielt ikke har adgang til (Rettens dom af 7.12.1991, sag T-7/89, HerculesChemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, præmis 54, og Domstolens dom af6.4.1995, sag C-310/93 P, BPB Industries og Bristish Gypsum mod Kommissionen,Sml. I, s. 865, præmis 25), vil kunne være diskulperende. Sagsøgerne har anført, atnotaterne vil kunne godtgøre, om der i denne sag er tale om magtfordrejning.Sagsøgerne har imidlertid ikke fundet det nødvendigt i stævningen at fremføre etanbringende om, at der foreligger magtfordrejning, til støtte for, at den anfægtedebeslutning er ulovlig.
     
     
221. Herefter skal det tredje led også forkastes.
     
     
222. Af de samme grunde kan sagsøgernes anmodning om bevisoptagelse ellerforanstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse af 9. juli 1996 (jf. ovenforpræmis 28) ikke tages til følge.
     
     
223. Det følger af det anførte, at det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af rettentil kontradiktion skal forkastes i det hele.
     
     Femte anbringende: tilsidesættelse af traktatens artikel 190
     
     Sammenfatning af parternes argumentation
     
     
224. Sagsøgerne har anført, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 190. Inærværende sag var der en øget begrundelsespligt, idet det var første gang,Kommissionen skulle tage stilling til, om en certificeringsordning var ioverensstemmelse med Fællesskabets konkurrenceregler. Kommissionen har hellerikke taget hensyn til de bemærkninger, sagsøgerne fremsatte under denadministrative procedure. Navnlig finder sagsøgerne, at Kommissionen ikketilstrækkeligt har begrundet det forhold, at SCK anses for en virksomhed i henholdtil traktatens artikel 85, stk. 1, og det forhold, at SCK's og FNK's anfægtede praksisbegrænsede konkurrencen og påvirkede handelen mellem medlemsstater.
     
     
225. Kommissionen har ikke særskilt taget stilling til dette anbringende.
     
     Rettens bemærkninger
     
     
226. Ifølge fast retspraksis har forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning tilformål at give den berørte virksomhed de oplysninger, ved hjælp af hvilke det kanfastslås, om der er grundlag for beslutningen, eller om der foreligger en sådan fejl,at den kan anfægtes, samt at gøre det muligt for Fællesskabets retsinstanser atefterprøve beslutningens lovlighed. Omfanget af begrundelsespligten afhænger afarten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget (jf.bl.a. Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen,Sml. I, s. 395, præmis 15, og Rettens dom af 12.6.1997, sag T-504/93, TiercéLadbroke mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis149). Når Kommissionen vedtager en beslutning som led i sin beslutningspraksis,påhviler det den, såfremt den går væsentlig længere end i tidligere beslutninger,udførligt at gøre rede for sin argumentation (Domstolens dom af 26.11.1975, sag73/74, Papier Peints mod Kommissionen, Sml. s. 1491, præmis 31).
     
     
227. Hvad angår for det første spørgsmålet om, hvorvidt der i denne sag er en øgetbegrundelsespligt, må det fastslås, at selv om Kommissionen i den anfægtedebeslutnings dispositive del kun tager stilling til lejeforbuddet og systemet medvejledende priser og modregningspriser, har den alligevel angivet, hvilke kriterieren certificeringsordning skal opfylde for at kunne anses for at være ioverensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1 - åbenhed, uafhængighed,gennemskuelighed og anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier (23.betragtning til den anfægtede beslutning). Sagsøgerne kan ikke med hensyn til dei den anfægtede beslutnings dispositive del omhandlede overtrædelser(lejeforbuddet og systemet med vejledende priser og modregningspriser) gøregældende, at beslutningen går væsentlig længere end Kommissionens tidligerebeslutninger. Under alle omstændigheder har Kommissionen i den anfægtedebeslutning detaljeret redegjort for, hvorfor systemet med vejledende priser ogmodregningspriser og lejeforbuddet udgjorde overtrædelser af traktatens artikel 85,stk. 1 (20.-31. betragtning), og hvorfor disse former for praksis ikke kunne fritagesi henhold til traktatens artikel 85, stk. 3 (32.-39. betragtning). Endvidere harKommissionen i tilstrækkeligt omfang redegjort for grundene til, at den anså SCKfor en virksomhed i henhold til traktatens artikel 85, stk. 1 (17. betragtning).
     
     
228. Med hensyn til argumentet om, at Kommissionen skulle have taget hensyn til debemærkninger, sagsøgerne fremsatte under den administrative procedure,bemærkes, at selv om det i medfør af traktatens artikel 190 påhviler Kommissionenat angive de faktiske omstændigheder, som ligger til grund for dens beslutning, ogde retlige betragtninger, som har foranlediget den til at træffe denne, kræverbestemmelsen ikke, at Kommissionen behandler alle de faktiske og retligespørgsmål, som er blevet behandlet under den administrative procedure(ovennævnte domme i sagerne BAT og Reynolds mod Kommissionen, præmis 72,og Tiercé Ladbroke mod Kommissionen, præmis 150). Endvidere er der ikke nogeti sagen, der tyder på, at Kommissionen har undladt at tage hensyn til et væsentligtforhold, som er blevet rejst under den administrative procedure (ovennævnte domi sagen Publishers Association mod Kommissionen, præmis 41 og 42).
     
     
229. Der kan således ikke gives medhold i anbringendet om tilsidesættelse af traktatensartikel 190.
     
     
230. Herefter skal påstanden om annullation af den anfægtede beslutning forkastes.
     
     3. Den subsidiære påstand om ophævelse eller nedsættelse af bøderne
     
     
231. Sagsøgerne har påberåbt sig tre anbringender til støtte for den subsidiære påstandom ophævelse eller nedsættelse af bøderne. Det første anbringende støttes på entilsidesættelse af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, det andet støttes på entilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og det tredje på en tilsidesættelse aftraktatens artikel 190.
     
     Første anbringende: tilsidesættelse af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17
     
     Sammenfatning af parternes argumentation
     
     
232. Sagsøgerne har anført, at det ikke var berettiget at pålægge dem en bøde. Ifølgesagsøgerne er det ikke korrekt, når det i den 44. betragtning til den anfægtedebeslutning anføres, at »FNK og SCK ... ikke [kan] have været uvidende om, at denanfægtede handlemåde havde til formål eller i det mindste til følge at begrænsekonkurrencen«.
     
     
233. SCK kan ikke anses for at have været vidende om lejeforbuddetskonkurrencebegrænsende formål eller i det mindste dets konkurrencebegrænsendevirkninger, idet det var antaget af Certificeringsrådet, at forbuddet var den enestemåde, hvorpå man kunne sikre sammenhængen i certificeringsordningen, ogKommissionen har selv erkendt i svarskriftet i sag T-213/95, at denne sag erkompleks, både begrebsmæssigt og med hensyn til konkurrencepolitikken. Underalle omstændigheder har Kommissionen i en tidligere beslutning accepteret, at detforhold, at den aldrig tidligere havde taget stilling til en særlig form forovertrædelse, var tilstrækkeligt til, at den ikke pålagde bøder (Kommissionensbeslutning 88/501/EØF af 26.7.1988 om en procedure i henhold til EØF-traktatensartikel 85 og 86 (IV/31.043 - Tetra Pak I (BTG-licens), EFT L 272, s. 27, herefter»beslutning 88/501«).
     
     
234. For så vidt angår FNK har sagsøgerne vedrørende de vejledende priser henvist tilartikel 5 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 4087/88 af 30. november 1988 omanvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af franchiseaftaler (EFTL 359, s. 46, herefter »forordning nr. 4087/88«) og artikel 1, stk. 1, i Rådetsforordning (EØF) nr. 1534/91 af 31. maj 1991 om anvendelse af traktatens artikel85, stk. 3, på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis påforsikringsområdet (EFT L 143, s. 1, herefter »forordning nr. 1534/91«) samtDomstolens dom af 28. januar 1986, sag 161/84, Pronuptia (Sml. s. 353), hvoraffremgår, at anvendelsen af vejledende priser, som ikke er obligatoriske, ikke i sigselv kan antages at være i strid med fællesskabsretten. For så vidt FNK kan ansesfor ansvarlig for fastsættelsen af modregningspriser, kunne FNK ikke medrimelighed gå ud fra, at denne praksis var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1,idet Kommissionen i to tilfælde havde godkendt lignende modregningsordninger ibanksektoren (beslutning 87/103 og Kommissionens beslutning 89/512/EØF af19.7.1989 om en procedure i henhold til EØF-traktatens artikel 85 (IV/31.499 -Nederlandske banker, EFT L 253, s. 1)).
     
     
235. Kommissionen har anført, at det fremgår af fast retspraksis, at det ikke ernødvendigt for, at en overtrædelse kan antages at være begået forsætligt, atvirksomheden vidste, at den overtrådte forbuddet i artikel 85. Det er tilstrækkeligt,at virksomheden ikke kunne være uvidende om, at formålet med den pågældendeadfærd var at begrænse konkurrencen (Domstolens dom af 11.7.1989, sag 246/86,Belasco m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2217, præmis 41). Dette er situationenfor sagsøgerne. Hvad særligt angår FNK har Kommissionen anført, atsammenslutningen ikke kan påberåbe sig Pronuptia-dommen, forordning nr.4087/88 og 1534/91 eller Kommissionens praksis på bankområdet, idet der var taleom frivillige prisordninger, mens de vejledende priser og modregningspriserne idette tilfælde var bindende og blev anvendt over for kunderne.
     
     Rettens bemærkninger
     
     
236. Det fremgår af fast retspraksis, at der kan pålægges sanktioner for overtrædelseraf konkurrencereglerne, når de er begået forsætligt eller uagtsomt, og det ertilstrækkeligt, at virksomheden ikke kunne være uvidende om, at dens adfærdkunne være konkurrencebegrænsende (jf. Rettens dom af 7.7.1994, sag T-43/92,Dunlop Slazenger mod Kommissionen, Sml. II, s. 441, præmis 142, og den hernævnte retspraksis).
     
     
237. SCK's argument om, at fonden var udvidende om, at lejeforbuddet varkonkurrencebegrænsende, kan ikke tiltrædes. For det første er der ikke fremlagtnoget dokument, hvori Certificeringsrådet har anført, at lejeforbuddet var deneneste måde, hvorpå betingelsen om sammenhæng i certificeringsordningen, somfindes i punkt 2.5 i rådets kriterier for godkendelse, kunne opfyldes. ICertificeringsrådets endelige beretning af 22. april 1992, hvortil sagsøgerne harhenvist, fastslås det alene, at SCK ikke længere opfylder denne betingelse, efter atSCK på grundlag af den nationale domstols afgørelse om foreløbige forholdsreglerhavde tilbagekaldt lejeforbuddet [»Det må fastslås, at SCK i overensstemmelse meden retsafgørelse har ophævet den omhandlede bestemmelse (lejeforbuddet), mender findes endnu ikke andre bestemmelser, hvorved det til grundliggende mål kannås, nemlig at sikre, at når der anvendes kraner fra andre virksomheder, opfylderdisse kraner også betingelserne. Herved tilsidesætter SCK betingelsen i punkt 2.5i kriterierne for godkendelse«).
     
     
238. For det andet er Kommissionens erkendelse af, at sagen er kompleks, ikke enbegrundelse for SCK's »uvidenhed«. Det kan således udelukkes, at SCK var af denopfattelse, at lejeforbuddet, som indebærer et indgreb i de godkendtevirksomheders aftalefrihed, og som påvirker de ikke-godkendte virksomhedersstilling, ikke kunne medføre en konkurrencebegrænsning på markedet og skabeproblemer i forhold til de fællesskabsretlige konkurrenceregler.
     
     
239. For det tredje kan Kommissionens afgørelse i beslutning 88/501 om ikke at pålæggeen bøde, fordi de fastslåede overtrædelser var relativt nye, ikke give virksomheder,som begår overtrædelser, for hvilke Kommissionen ikke tidligere har pålagtsanktioner, en »immunitet«. Kommissionen tager således i hver enkelt sag som ledi sin skønsmæssige beføjelse stilling til, om det er hensigtsmæssigt at fastsætte enbøde med henblik på at pålægge en sanktion for den fastslåede overtrædelse ogsikre effektiviteten i konkurrenceretten. I denne forbindelse må det fastslås, atsagsøgerne ikke kunne være uvidende om de konkurrencebegrænsende virkningeraf et lejeforbud, som blev anvendt som led i en certificeringsordning, som ikke varåben, og som ikke gav mulighed for anerkendelse af andre systemers tilsvarendegarantier.
     
     
240. For så vidt angår FNK var systemet med vejledende priser og modregningspriserbindende (jf. ovenfor præmis 159-164), og ordningen vedrørte ikke kun forholdetmellem FNK's medlemmer (modregningspriserne), men også forholdet mellemdisse og entreprenørvirksomhederne (de vejledende priser). Herved adskillernærværende sag sig afgørende fra situationen i Pronuptia-dommen, fra forordningnr. 4087/88 og forordning nr. 1534/91, som er gennemført ved forordning nr.3932/92, og fra Kommissionens praksis inden for bankområdet, hvortil sagsøgernehar henvist (jf. ovenfor præmis 234). Det må tilføjes, at formålet med systemet medvejledende priser og modregningspriser var at få markedspriserne til at stige (jf.ovenfor præmis 163 og 164). Det er derfor udelukket, at FNK kunne væreuvidende om, at systemet med vejledende priser og modregningspriser villemedføre en konkurrencebegrænsning.
     
     
241. Det første anbringende skal herefter forkastes.
     
     Andet anbringende: tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet
     
     Sammenfatning af parternes argumentation
     
     
242. Sagsøgerne har anført, at de faktorer, Kommissionen har nævnt i 45. betragtningtil den anfægtede beslutning i forbindelse med bødeudmålingen, ikke er relevante.For det første står bøden ikke i rimeligt forhold til den påståede forstyrrelse af detfælles marked for udlejning af kraner. Dernæst forudsætter Kommissionenfejlagtigt, at der er tætte forbindelser mellem SCK og FNK, der sammenlagt kunrepræsenterer 40% af de virksomheder, som er beskæftiget på markedet, og somderfor ikke har en væsentlig del af kranudlejningsmarkedet. Endelig har FNKfrivilligt fastholdt den situation, som opstod efter opfyldelsen af kendelsen af 11.februar 1992, selv om kendelsen blev ophævet under appelsagen den 9. juli 1992.En sådan adfærd, som ville have begrundet, at der ikke blev pålagt nogen bøde(Kommissionens beslutning 79/934/EØF af 5.9.1979 om en procedure i henhold tilEØF-traktatens artikel 85 (IV/29.021 - BP Kemi - DDSF, EFT L 286, s. 32), er ihvert fald tilstrækkelig til at begrunde en væsentlig nedsættelse af bøden.
     
     
243. Hertil kommer, at bøderne er abnormt store, idet FNK og SCK ikke er i stand tilat betale dem. For så vidt angår SCK er overtrædelsens korte varighed(Kommissionens beslutning 75/75/EØF af 19.12.1974 om en procedure i henholdtil EØF-traktatens artikel 86 (IV/28.851 - General Motors Continental, EFT L 29,s. 14) og det forhold, at Kommissionen ikke tidligere havde taget stilling tilanvendelsen af konkurrencereglerne på certificeringsordninger (Domstolens domaf 3.7.1991, sag C-62/86, AKZO mod Kommissionen, Sml. I, s. 3359, præmis 163),formildende omstændigheder, som begrunder en nedsættelse af den pålagte bøde.Hvad angår FNK var Kommissionen ikke berettiget til at tage hensyn til FNK-medlemmernes omsætning ved bødeudmålingen, idet den anfægtede beslutning errettet til sammenslutningen og ikke til de enkelte medlemmer. Endelig bør detforhold, at Kommissionen under den administrative procedure i strid med EMK'sartikel 6 ikke traf en beslutning inden for en rimelig frist, føre til en nedsættelse afden pålagte bøde.
     
     
244. I deres bemærkninger til interventionsindlægget har sagsøgerne endvidere henvisttil Kommissionens beslutning 96/438/EF af 5. juni 1996 om en procedurevedrørende anvendelse af EF-traktatens artikel 85 (IV/34.983 - FENEX, EFT L181, s. 28, herefter »beslutning 96/438«), hvori Kommissionen kun pålagde en bødepå 1 000 ECU, selv om overtrædelsen mindede om den overtrædelse, som FNKhævdes at have begået.
     
     
245. Kommissionen har anført, at sagsøgerne ikke kan gøre gældende, at der ikke vartale om en forstyrrelse af fællesskabsmarkedet. De to sagsøgere har til sammen envæsentlig del af det nederlandske marked. Endvidere havde systemet medvejledende priser og modregningspriser eksisteret i mere ti år, da FNK bragte dettil ophør, efter at præsidenten for Arrondissementsrechtbank, Utrecht, den 11.februar 1992 havde afsagt kendelse. Med hensyn til bødens størrelse er denne ikkeabnormt stor, idet sagsøgernes medlemmer har en omsætning på mere end 200mio. ECU. Der er taget hensyn til den relativt korte varighed af SCK'sovertrædelse. Endelig foreligger der ikke en overtrædelse af EMK's artikel 6.
     
     Rettens bemærkninger
     
     
246. Det fremgår af fast retspraksis, at bøden skal fastsættes på grundlag afomstændighederne i forbindelse med overtrædelsen og dennes grovhed, og at derved vurderingen af overtrædelsens grovhed med henblik på bødeudmålingen bl.a.skal tages hensyn til konkurrencebegrænsningernes art (Rettens dom af 14.7.1994,sag T-77/92, Parker Pen mod Kommissionen, Sml. II, s. 549, præmis 92).
     
     
247. I 45. betragtning til den anfægtede beslutning har Kommissionen vurderetovertrædelsernes grovhed med henblik på udmåling af de bøder, der pålæggessagsøgerne. Kommissionen har for det første anført, at FNK's prissystem og SCK'slejeforbud »bidrager til kunstigt at kontrollere eller begrænse det nederlandskekranudlejningsmarked og forstyrrer således fællesskabsmarkedet forkranudlejningserhvervet«. Endvidere har Kommissionen taget hensyn til, atsagsøgerne, »der indbyrdes har tætte forbindelser, omfatter et stort antalvirksomheder, der tilsammen har en væsentlig del af kranudlejningsmarkedet«, ogat »begrænsningerne først er bragt til ophør, efter at der blev afsagt enretskendelse herom«.
     
     
248. Der er ingen tvivl om, at der er tale om relevante kriterier i forbindelse medvurderingen af overtrædelsernes grovhed, og det må derfor undersøges, om det, derkonstateres i forbindelse hermed, materielt er korrekt.
     
     
249. Det er allerede fastslået, at SCK's lejeforbud og FNK's system med vejledendepriser og modregningspriser var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1. Detbemærkes i denne forbindelse, at lejeforbuddet, der var forbundet med encertificeringsordning, som ikke var fuldstændig åben, og som ikke gav mulighed foranerkendelse af andre systemers tilsvarende garantier, begrænsedekonkurrencemulighederne for ikke-godkendte virksomheder, navnlig ikke-nederlandske virksomheder. Endvidere begrænsede FNK's prissytem kunstigtkonkurrencen mellem sammenslutningens medlemmer. FNK's og SCK's anfægtedepraksis har således i væsentlig grad forstyrret det fælles marked for kranudlejning.For så vidt angår forbindelserne mellem FNK og SCK har sagsøgerne selv istævningen anført, at »antallet af medlemmer i FNK og SCK er omtrent detsamme, og det drejer sig i stort omfang om de samme virksomheder«.Kommissionen begik heller ikke nogen fejl, da den antog, at FNK's medlemmer ogde af SCK godkendte virksomheder udgjorde en væsentlig del afkranudleningsmarkedet. Kommissionen antog i den anfægtede beslutning, at FNKog SCK repræsenterede 78% og 51% af det nederlandske kranudlejningsmarked(6. betragtning). Det var i øvrigt sagsøgerne selv, der under den administrativeprocedure oplyste tallet på 51%. I punkt 26 i svaret på meddelelsen afklagepunkter af 21. oktober 1994 bestred sagsøgerne det af Kommissionen anførtetal på 75% og anførte, at FNK's medlemmer pr. 31. december 1993 havde i alt1 544 mobilkraner ud af et samlet antal mobilkraner i kranudlejningssektoren påca. 3 000, svarende til en markedsandel på 51%. Sagsøgernes argument om, atFNK og SCK, som i det væsentlige omfattede de samme virksomheder, »kun«repræsenterede 40% af det nederlandske kranudlejningsmarked, må derforforkastes. Under alle omstændigheder udgør en markedsandel på 40% en væsentligdel af det nederlandske kranudlejningsmarked. Endvidere kan FNK ikke til støttefor, at bøden skal ophæves eller nedsættes, henvise til, at sammenslutningenfastholdt den situation, som opstod efter opfyldelsen af kendelsen af 11. februar1992, selv om kendelsen blev ophævet under appelsagen den 9. juli 1992. Da bødenkun omfatter perioden indtil den 6. februar 1992 (46. betragtning til den anfægtedebeslutning), er det ikke relevant ved vurderingen af grovheden af en overtrædelsefor perioden forud for den 6. februar 1992, at FNK ikke anvendte systemet medvejledende priser og modregningspriser efter den 11. februar 1992.
     
     
250. Hvad angår anbringendet om tilsidesættelse af EMK's artikel 6, stk. 1, henvises til,at dette ikke kan tiltrædes (jf. ovenfor præmis 53-70). Argumentet om, at bødenbør nedsættes på grund af den påståede tilsidesættelse af princippet om en rimeligfrist, kan derfor heller ikke tiltrædes.
     
     
251. Sagsøgerne kan heller ikke påberåbe sig beslutning 96/438. Det fremgår af dennebeslutning, at de af FENEX foreslåede tariffer var rent vejledende tariffer. Der varsåledes ikke som i denne sag tale om et prissystem, som var pålagtsammenslutningens medlemmer i forbindelse med overholdelsen af forpligtelsen tilat anvende acceptable priser (jf. ovenfor præmis 159-164). Endvidere er detubestridt, at FENEX i modsætning til FNK (kendelse om foreløbige forholdsreglerafsagt af præsidenten for Arrondissementsrechtbank, Utrecht, 11.2.1992, jf. ovenforpræmis 8) ikke i henhold til national retsafgørelse eller af en anden offentligmyndighed var blevet pålagt af bringe udsendelsen af tariffer til ophør. Hertilkommer, at FENEX frivilligt var ophørt med at udsende vejledende tariffer, indenKommissionen af egen drift og ikke på grundlag af en klage indledte en proceduremod sammenslutningen.
     
     
252. Med hensyn til den påståede tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet for så vidtangår bødens størrelse i forhold til sagsøgernes økonomiske formåen bemærkes, atanvendelsen af begrebet »overtrædelse« i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, deruden forskel omfatter aftaler, samordnet praksis og vedtagelser inden forsammenslutninger af virksomheder, viser, at de i bestemmelsen fastsattemaksimumbeløb gælder ens for aftaler og samordnet praksis såvel som forvedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder. Heraf følger, atmaksimumbeløbet på 10% af omsætningen skal beregnes på grundlag afomsætningen for hver af de virksomheder, som har deltaget i aftalerne eller densamordnede praksis, eller for samtlige de virksomheder, som er medlemmer af depågældende sammenslutninger, i hvert fald når sammenslutningen efter sine interneregler kan handle med bindende virkning for sine medlemmer. Rigtigheden afdenne opfattelse bekræftes af, at den indflydelse, som en sammenslutning afvirksomheder har kunnet udøve på markedet, ikke beror på dens egen»omsætning«, som hverken er udtryk for dens størrelse eller økonomiske styrke,men på medlemsvirksomhedernes omsætning, hvilket er et udtryk for dens størrelseog økonomiske styrke (ovennævnte domme i sagerne CB og Europay modKommissionen, præmis 136 og 137, og SPO m.fl. mod Kommissionen, præmis 385).
     
     
253. Det er i denne sag ikke bestridt, at FNK er en sammenslutning af virksomheder(punkt 8 i FNK's anmeldelse). Endvidere kan FNK i henhold til artikel 6 ivedtægterne handle med bindende virkning for sine medlemmer. Sagsøgerne kanderfor ikke gøre gældende, at Kommissionen ikke kunne tage hensyn til FNK-medlemmernes omsætning ved udmålingen af den bøde, som blev pålagtsammenslutningen.
     
     
254. Hvad derimod angår den bøde, der blev pålagt SCK, må det fastslås, atKommissionen i den anfægtede beslutning (17. betragtning) med føje har ansetSCK for en virksomhed og ikke for en sammenslutning af virksomheder.Kommissionen kunne derfor ikke tage hensyn til de godkendte virksomhedersomsætning ved bødeudmålingen. Det fremgår af SCK's årsregnskab for 1994, atomsætningen androg 608 231 HFL eller ca. 288 750 ECU. Selv om Kommissionenhar holdt sig inden for beløbsgrænsen i artikel 15, stk. 2, litra a), i forordning nr.17, findes den bøde på 300 000 ECU, som er pålagt SCK, og som overstiger SCK'ssamlede omsætning i året forud for vedtagelsen af beslutningen, at være for stor.
     
     
255. Retten, der har fuld prøvelsesret, finder, at bøden bør nedsættes til 100 000 ECU.
     
     Tredje anbringende: tilsidesættelse af traktatens artikel 190
     
     Sammenfatning af parternes argumentation
     
     
256. Sagsøgerne har anført, at Kommissionens begrundelse for bøden er mangelfuld(Domstolens af 15.7.1970, sag 45/69, Boehringer Mannheim mod Kommissionen,Sml. s. 153; org. ref.: Rec. s. 769, på s. 811, af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. modKommissionen, Sml. s. 1663, præmis 612, og af 7.6.1983, forenede sager 100/80,101/80, 102/80 og 103/80, Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen,Sml. s. 1825, præmis 120).
     
     
257. Kommissionen har henvist til 45. og 46. betragtning til den anfægtede beslutning.
     
     Rettens bemærkninger
     
     
258. Som tidligere anført har forpligtelsen til at begrunde bebyrdende beslutninger tilformål at give de berørte virksomheder de oplysninger, ved hjælp af hvilke det kanfastslås, om der er grundlag for beslutningen, og at gøre det muligt forFællesskabets retsinstanser at efterprøve beslutningens lovlighed (jf. den ovenfori præmis 226 nævnte retspraksis og Rettens dom af 6.4.1995, sag T-150/89,Martinelli mod Kommissionen, Sml. II, s. 1165, præmis 65).
     
     
259. I 44. betragtning til den anfægtede beslutning har Kommissionen anført, atsagsøgerne ikke kunne være uvidende om, at den anfægtede handlemåde havde tilformål eller i det mindste til følge at begrænse konkurrencen. I 45. og 46.betragtning har Kommissionen vurderet henholdsvis overtrædelsernes grovhed ogderes varighed med henblik på at udmåle de bøder, der er pålagt sagsøgerne. Idisse to sidstnævnte betragtninger er der givet sagsøgerne de oplysninger, der ernødvendige for at vurdere, om de bøder, som er pålagt dem, var berettigede, og pågrundlag af disse betragtninger kan Retten efterprøve lovligheden heraf.
     
     
260. Det tredje anbringende kan således ikke tiltrædes.
     
     
261. Herefter skal påstanden om ophævelse af bøderne forkastes, idet dog den bøde,der er pålagt SCK, skal nedsættes.
     
     Sagens omkostninger
     
     
262. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende partat betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold tilartikel 87, stk. 3, kan Retten dog fordele sagens omkostninger eller bestemme, athver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis tabereller vinder på et eller flere punkter. I dette tilfælde har sagsøgerne ikke fåetmedhold i nogen af deres påstande i sag T-213/95, i deres principale påstand og devæsentlige dele af deres subsidiære påstande i sag T-18/96. Procesreglementetsartikel 87, stk. 3, bør derfor bringes i anvendelse. Sagsøgerne dømmes herefter tilat bære sagsøgtes omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse medsagerne om foreløbige forholdsregler. Endvidere bærer sagsøgerneintervenienternes omkostninger.
     
     På grundlag af disse præmisser
     
     udtaler og bestemmer

     RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling)

     1. Sag T-213/95 og T-18/96 forenes med henblik på domsafsigelsen.
        
        
     2. Den bøde, der ved artikel 5, stk. 2, i Kommissionens beslutning 95/551/EFaf 29. november 1995 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel85 (IV/34.179, IV/34.202, IV/34.216 - Stichting CertificatieKraanverhuurbedrijf og Federatie van Nederlandse Kraanverhuurbedrijven)er pålagt Stichting Certificatie Kraanverhuurbedrijf, nedsættes til100 000 ECU.
        
        
     3. I øvrigt frifindes Kommissionen.
        
        
     4. Sagsøgerne bærer deres egne og Kommissionens omkostninger, herunderomkostningerne i forbindelse med sagerne om foreløbige forholdsregler.Endvidere bærer sagsøgerne intervenienternes omkostninger.
        
        
        

     LenaertsLindh Azizi Cooke Jaeger

     Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 22. oktober 1997.

     H. Jung

     P. Lindh

     Justitssekretær

     Afdelingsformand
     Indhold Sagsfremstilling
     II - 3

     Parternes påstande

     II - 8

     Erstatningssøgsmålet (sag T-213/95)

     II - 9

         1. Kommissionens påståede retsstridige adfærd

     II - 10

             Første anbringende: tilsidesættelse af EMK's artikel 6

     II - 10

                 Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 10

                 Rettens bemærkninger

     II - 12

             Andet anbringende: tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

     II - 17

                 Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 17

                 Rettens bemærkninger

     II - 17

             Tredje anbringende: tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af denberettigede forventning

     II - 18

                 Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 18

                 Rettens bemærkninger

     II - 18

             Fjerde anbringende: tilsidesættelse af retten til kontradiktion

     II - 19

                 Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 19

                 Rettens bemærkninger

     II - 20

         2. Årsagsforbindelsen

     II - 21

             Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 21

             Rettens bemærkninger

     II - 21

     Søgsmålet til prøvelse af, om beslutning 95/551 er en nullitet eller skal annulleres (sag T-18/96)

     II - 22

         1. Påstanden om, at det fastslås, at den anfægtede beslutning er en nullitet

     II - 22

             Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 23

             Rettens bemærkninger

     II - 23

         2. Påstanden om annullation af den anfægtede beslutning

     II - 24

             Første anbringende: tilsidesættelse af artikel 3, 4, 6 og 9 i forordning nr. 17

     II - 25

                 Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 25

                 Rettens bemærkninger

     II - 25

             Andet anbringende: tilsidesættelse af traktatens artikel 85, stk. 1

     II - 25

                 Første led gående ud på, at SCK fejlagtigt anses for en virksomhed i henholdtil traktatens artikel 85, stk. 1

     II - 26

                     - Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 26

                     - Rettens bemærkninger

     II - 26

                 Andet led gående ud på, at der foreligger en retlig fejl med hensyn tilanvendelsen af kriterierne om gennemskuelighed, åbenhed,uafhængighed og anerkendelse af andre systemers tilsvarende garantieri forbindelse med vurderingen af, om certificeringsordningen er ioverensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 1, og at der var tale omet fejlskøn, da Kommissionen antog, at lejeforbuddet havde til formåleller til følge at begrænse konkurrencen som omhandlet i traktatensartikel 85, stk. 1

     II - 27

                     - Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 27

                     - Rettens bemærkninger

     II - 29

                 Tredje led gående ud på, at der var tale om et fejlskøn, da Kommissionenantog, at systemet med vejledende priser og modregningspriser havde tilformål eller til følge at begrænse konkurrencen som omhandlet itraktatens artikel 85, stk. 1

     II - 34

                     - Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 34

                     - Rettens bemærkninger

     II - 36

                     a) Systemet med vejledende priser og modregningspriser

     II - 36

                     b) FNK's ansvar for fastsættelsen af modregningspriser

     II - 38

                 Fjerde led vedrørende en fejlagtig vurdering af påvirkningen af handelenmellem medlemsstater

     II - 39

                     - Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 39

                     - Rettens bemærkninger

     II - 40

             Tredje anbringende: tilsidesættelse af traktatens artikel 85, stk. 3

     II - 42

                 Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 42

                     - Kommissionens afslag på at fritage SCK's lejeforbud

     II - 42

                     - Kommissionens afslag på at fritage systemet med vejledende priser ogmodregningspriser

     II - 43

                 Rettens bemærkninger

     II - 44

                     - Kommissionens afslag på at fritage SCK's lejeforbud

     II - 44

                     - Kommissionens afslag på at fritage systemet med vejledende priser ogmodregningspriser

     II - 48

             Fjerde anbringende: tilsidesættelse af retten til kontradiktion

     II - 50

                 Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 50

                 Rettens bemærkninger

     II - 51

             Femte anbringende: tilsidesættelse af traktatens artikel 190

     II - 52

                 Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 52

                 Rettens bemærkninger

     II - 53

         3. Den subsidiære påstand om ophævelse eller nedsættelse af bøderne

     II - 54

             Første anbringende: tilsidesættelse af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17

     II - 54

                 Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 54

                 Rettens bemærkninger

     II - 55

             Andet anbringende: tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

     II - 56

                 Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 56

                 Rettens bemærkninger

     II - 57

             Tredje anbringende: tilsidesættelse af traktatens artikel 190

     II - 60

                 Sammenfatning af parternes argumentation

     II - 60

                 Rettens bemærkninger

     II - 60

     Sagens omkostninger

     II - 61

1: Processprog: nederlandsk.