Foreløbig udgave
KENDELSE AFSAGT AF DOMSTOLENS VICEPRÆSIDENT
11. april 2024 (*)
»Appel – særlige rettergangsformer – konkurrence – fusioner – mediemarkedet – anmodning om oplysninger – personoplysninger – uopsættelighed – strafbar handling«
I sag C-89/24 P(R),
angående appel i henhold til artikel 57, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 2. februar 2024,
Lagardère SA, Paris (Frankrig), ved avocats G. Aubron, C. Bocket og D. Théophile,
appellant,
den anden part i appelsagen:
Europa-Kommissionen ved P. Caro de Sousa, B. Cullen og D. Viros, som befuldmægtigede,
sagsøgt i første instans,
har
DOMSTOLENS VICEPRÆSIDENT,
efter at have hørt generaladvokat M. Szpunar,
afsagt følgende
Kendelse
1 Med appellen har Lagardère SA nedlagt påstand om ophævelse af kendelse afsagt af præsidenten for Den Europæiske Unions Ret den 19. januar 2024, Lagardère mod Kommissionen (T-1119/23 R, herefter »den appellerede kendelse«, EU:T:2024:16), hvorved denne ikke tiltrådte appellantens anmodning om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens afgørelse C(2023) 6429 final af 19. september 2023 om en procedure i henhold til artikel 11, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (sag M.11184 – Vivendi/Lagardère), som ændret ved Kommissionens afgørelse C(2023) 7464 final af 27. oktober 2023 (herefter »den omtvistede afgørelse«), og om, som retsbevarende foranstaltning, at Europa-Kommissionen blev pålagt at opbevare samtlige de i den omtvistede afgørelse omhandlede dokumenter, der kan have interesse for Kommissionens undersøgelse.
Sagens baggrund
2 Sagens baggrund er beskrevet i den appellerede kendelses præmis 2-8. Den kan med henblik på den foreliggende sag sammenfattes som følger.
3 Den 24. oktober 2022 anmeldte Vivendi SE en fusion, som bestod i erhvervelsen af enekontrollen over Lagardère, til Kommissionen. Den 9. juni 2023 godkendte Kommissionen denne fusion med forbehold af overholdelse af de af Vivendi afgivne tilsagn.
4 Den 25. juli 2023 underrettede Kommissionen Vivendi om indledningen af en formel undersøgelse vedrørende en mulig førtidig gennemførelse af fusionen. Som led i denne procedure tilstillede Kommissionen ved afgørelse C(2023) 6429 final af 19. september 2023 Lagardère en anmodning om oplysninger, der skulle besvares inden den 27. oktober 2023. Ved afgørelse C(2023) 7464 final af 27. oktober 2023 forlængede denne institution fristen til den 1. december 2023.
Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede kendelse
5 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. november 2023 anlagde Lagardère sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.
6 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 28. november 2023 indgav Lagardère en anmodning om foreløbige forholdsregler dels med henblik på udsættelse af gennemførelsen af denne afgørelse, dels, som retsbevarende foranstaltning, om, at Kommissionen blev pålagt at opbevare samtlige dokumenter fra de af nævnte afgørelse berørte personer, som kunne have interesse for Kommissionens undersøgelse.
7 Ved kendelse afsagt den 29. november 2023, Lagardère mod Kommissionen (T-1119/23 R), som blev vedtaget på grundlag af artikel 157, stk. 2, i Rettens procesreglement, anordnede Rettens præsident udsættelse af gennemførelsen af den omtvistede afgørelse, indtil der afsiges endelig kendelse i sag T-1119/23 R, uden at dette påvirker Lagardères pligt til at fortsætte indsamlingen af oplysninger og bevare alle de dokumenter, som var berørt af denne afgørelse, og som kunne have interesse for Kommissionens undersøgelse, i sin besiddelse på et elektronisk medie.
8 Ved den appellerede kendelse forkastede Rettens præsident den anmodning om foreløbige forholdsregler, som er omtalt i nærværende kendelses præmis 6, med den begrundelse, at Lagardère ikke havde godtgjort, at betingelsen om uopsættelighed var opfyldt, og ophævede sin kendelse af 29. november 2023 (T-1119/23 R).
9 For det første fastslog Rettens præsident i den appellerede kendelses præmis 29, at der var en hypotetisk risiko for, at Lagardère ville blive forpligtet til at betale tvangsbøder eller bøder på tidspunktet for afsigelsen af denne kendelse.
10 For det andet fastslog denne i nævnte kendelses præmis 39, at argumentet om en angivelig skade som følge af risikoen for krænkelse af Lagardères ansattes eller befuldmægtigedes privatliv skulle forkastes. Rettens præsident fastslog i denne henseende bl.a. i denne kendelses præmis 40-42, at Lagardère ikke i tilstrækkelig retlig grad havde godtgjort, at selskabet var udsat for en risiko for at blive pålagt strafferetlige sanktioner.
Parternes påstande i appelsagen og retsforhandlingerne for Domstolen
11 Lagardère har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede kendelse ophæves.
– Det fastslås, at Lagardères anmodning om foreløbige forholdsregler i sag T-1119/23 er uopsættelig.
– I øvrigt hjemvises sagen til Retten, eller Domstolen træffer endelig afgørelse om denne anmodning om foreløbige forholdsregler, såfremt den finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst.
– Den forpligtelse, som Lagardère er pålagt ved den omtvistede afgørelse, som ændret ved Kommissionens afgørelse C(2024) 572 final af 24. januar 2024, til at indsamle og meddele Kommissionen dokumenter i private eller personlige e-postkasser og på private eller personlige mobilapparater fra bestemte af Lagardères ansatte og befuldmægtigede, indtil Retten atter træffer afgørelse om anmodningen om foreløbige forholdsregler i sag T-1119/23 R, eller, i mangel heraf, til Retten træffer afgørelse om søgsmålet med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse, udsættes.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
12 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Appellen forkastes.
– Lagardère tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
13 Ved kendelse af 6. februar 2024, Lagardère mod Kommissionen (C-89/24 P(R)‑R, EU:C:2024:120), afsagt i henhold til artikel 160, stk. 7, i Domstolens procesreglement, har Domstolens vicepræsident anordnet udsættelse af den forpligtelse, som Lagardère er pålagt ved den omtvistede afgørelse, til at indsamle og meddele Kommissionen dokumenter i private eller personlige e-postkasser og på private eller personlige mobilapparater fra bestemte af Lagardères ansatte og befuldmægtigede, indtil den første endelige kendelse afsiges om enten anmodningen om foreløbige forholdsregler i sag C-89/24 R eller om stillingtagen til nærværende appel, uden at dette påvirker Lagardères pligt til at træffe alle passende foranstaltninger med henblik på at sikre bevarelsen af samtlige disse dokumenter.
Om appellen
14 Til støtte for appellen har Lagardère fremsat tre anbringender, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af retten til respekt for privatlivet og korrespondancehemmeligheden, det andet anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af den angivelige skade, og det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til forsvar.
Det første anbringendes første led
Argumentation
15 Med det første anbringendes første led har Lagardère gjort gældende, at Rettens præsident gengav selskabets anmodning om foreløbige forholdsregler urigtigt ved i den appellerede kendelses præmis 40 at fastslå, at anmodningen var særligt mangelfuld.
16 Den konstatering fra Rettens præsident, som fremgår af den foregående præmis, hvorefter anmodningen om foreløbige forholdsregler ikke henviste til ordlyden af den retsakt, hvori overtrædelsen gøres strafbar, eller præciseringer om den ifaldne straf, er urigtig. De relevante retsakter i fransk ret var således blevet angivet helt tydeligt i denne anmodnings punkt 35 og 38. Lagardère har ligeledes som bilag til nævnte anmodning fremlagt en konsultation af en advokat med speciale i den beskyttelse af privatlivets fred i forbindelse med nye teknologier, som disse retsakter omhandler.
17 Rettens præsident kunne i den appellerede kendelses præmis 41 derfor ikke med føje fastslå, at den af Lagardère påberåbte skade ikke var tilstrækkeligt underbygget.
18 Kommissionen har principalt gjort gældende, at det første anbringende er uvirksomt i det hele. Med dette anbringende foreholdes Rettens præsident således reelt, at han ikke undersøgte betingelsen om fumus boni juris, selv om vedkommende frit kunne nøjes med at fastslå, at betingelsen om uopsættelighed ikke var opfyldt.
19 Kommissionen har subsidiært gjort gældende, at det første anbringendes første led er ugrundet. Denne institution har i denne henseende anført, at argumentationen i anmodningen om foreløbige forholdsregler vedrørende uopsætteligheden hverken indeholder præciseringer om den retsakt, hvori overtrædelsen gøres strafbar, som Lagardère har påberåbt sig, eller om den straf, som dette selskab angiveligt ville blive pålagt.
Bedømmelse
20 Eftersom det første anbringendes første led direkte kritiserer de betragtninger om betingelsen om uopsættelighed, som fremgår af den appellerede kendelses præmis 40 og 41, kan dette led indledningsvis ikke anses for at være støttet på et klagepunkt om, at Rettens præsident med urette undlod at træffe afgørelse om betingelsen om fumus boni juris.
21 Det følger heraf, at Kommissionens argumentation om, at det første anbringende samlet set er uvirksomt, skal forkastes, og det skal følgelig vurderes, om det første anbringendes første led er velbegrundet.
22 Det skal i denne henseende bemærkes, at Rettens præsident i den appellerede kendelses præmis 40 fastslog, at anmodningen om foreløbige forholdsregler var »særligt mangelfuld« hvad angår den risiko for strafferetlige sanktioner, som Lagardère var udsat for, eftersom denne anmodning omtalte »muligheden for sådanne sanktioner uden at henvise til den retsakt, hvori overtrædelsen gøres strafbar, og uden præciseringer om den ifaldne straf«. I denne kendelses præmis 41 udledte Rettens præsident heraf, at den af Lagardère påberåbte skade ikke var tilstrækkeligt underbygget.
23 Som Lagardère har gjort gældende, ses det imidlertid, at flere elementer i dette selskabs anmodning om foreløbige forholdsregler indeholdt præciseringer om de bestemmelser fransk ret, i henhold til hvilke selskabet mente, at det kunne ifalde et strafferetligt ansvar, såfremt det efterkom den omtvistede afgørelse, og om de straffe, som pålægges i et sådant tilfælde.
24 Indledningsvis præciserede Lagardère således i punkt 35 i sin anmodning om foreløbige forholdsregler, at krænkelsen af korrespondancehemmeligheden medfører en strafferetlig sanktion i fransk ret i henhold til den franske straffelovs artikel 226-1. Selskabet citerede endvidere ordlyden af denne bestemmelse og præciserede, at den straf, der pålægges ved tilsidesættelse heraf, er et års fængsel og en bøde på 45 000 EUR.
25 Dernæst omtalte Lagardère i denne anmodnings punkt 38 flere andre bestemmelser i fransk strafferet, som efter dette selskabs opfattelse finder anvendelse på selskabet, nemlig artikel LL. 223-6 og R. 226-1-4 i den franske straffelov, uden at det imidlertid udtrykkeligt citerede bestemmelsernes ordlyd.
26 Endelig henviste Lagardère i nævnte anmodnings punkt 75 til en advokatkonsultation, der var vedlagt som bilag til anmodningen, med henblik på at godtgøre en tilsidesættelse af retten til respekt for privatlivet. I denne konsultation var bl.a. ordlyden og rækkevidden af artikel 226-15 i den franske straffelov anført.
27 Det skal dermed fastslås, at Rettens præsident gengav Lagardères anmodning om foreløbige forholdsregler urigtigt ved i den appellerede kendelses præmis 40 at gøre Kommissionens argumentation om, at denne anmodning var »særligt mangelfuld« til sin, for så vidt som anmodningen omtalte en risiko for at blive pålagt strafferetlige sanktioner »uden at henvise til den retsakt, hvori overtrædelsen gøres strafbar, og uden præciseringer om den ifaldne straf«.
28 Denne vurdering kan ikke drages i tvivl ved den af Kommissionen fremhævede omstændighed, at præciseringerne om de relevante regler i fransk ret, som er anført i nærværende kendelses præmis 24-26, ikke fremgik af den del af anmodningen om foreløbige forholdsregler, som vedrørte betingelsen om uopsættelighed, men af den del, der vedrørte betingelsen om fumus boni juris.
29 For det første fremgår det af selve den af Rettens præsident anvendte ordlyd i den appellerede kendelses præmis 40, at han ikke fastslog, at Lagardères argumentation vedrørende betingelsen om uopsættelighed var mangelfuld, men at »anmodningen om foreløbige forholdsregler« var mangelfuld i det hele.
30 For det andet kan det – bl.a. henset til den hurtighed, som er kendetegnende for sager om foreløbige forholdsregler, og til de krav, som finder anvendelse på størrelsen af de processkrifter, der forelægges Retten – ikke kræves, at den, som anmoder om foreløbige forholdsregler i den del af anmodningen, der vedrører betingelsen om uopsættelighed, systematisk gentager argumenter om de faktiske og retlige omstændigheder, som allerede er blevet fremført i en anden del af denne anmodning, og som er relevante med henblik på vurderingen af to eller flere af de betingelser, der skal være opfyldt for at træffe foreløbige forholdsregler.
31 Det første anbringendes første led skal dermed tiltrædes.
32 Når dette er sagt, er konstateringen om, at stævningen er gengivet urigtigt i den appellerede kendelses præmis 40, ikke tilstrækkelig til i sig selv at føre til ophævelse af denne kendelse. Rettens præsident anførte således i kendelsens præmis 42 for fuldstændighedens skyld en anden begrundelse for at forkaste Lagardères argumentation vedrørende den potentielle anvendelse af den franske straffelov.
33 Eftersom denne begrundelse er anfægtet inden for rammerne af det andet anbringendes første led, skal dette led undersøges.
Det andet anbringendes første led
Argumentation
34 Med det andet anbringendes første led har Lagardère gjort gældende, at selskabet i sin anmodning om foreløbige forholdsregler klart anførte, at betingelsen om uopsættelighed var opfyldt, eftersom den omtvistede afgørelse pålagde dette selskab at foretage undersøgelser, som kunne indebære strafforfølgning i fransk ret.
35 Den uopsættelighed, som Lagardère har påberåbt sig, følger således umiddelbart af det forhold, at gennemførelsen af den omtvistede afgørelse vil foranledige dette selskab til at begå en strafbar handling, for hvilken selskabet efterfølgende vil risikere strafferetlige sanktioner. Hvis Lagardère begår en sådan strafbar handling, vil dette i sig selv udgøre en skade for selskabet. Rettens præsident fastslog således med urette, at den af Lagardère påberåbte skade var hypotetisk.
36 Kommissionen har principalt gjort gældende, at det ikke kan anerkendes, at den skade, der er forbundet med anvendelsen af den franske straffelov, i det foreliggende tilfælde er tilstrækkelig sikker, eftersom Rettens præsident i den appellerede kendelses præmis 40 og 41 fastslog, at det ikke var tilstrækkeligt underbygget, at der var risiko for, at Lagardère ville blive pålagt strafferetlige sanktioner.
37 Kommissionen har subsidiært gjort gældende, at Rettens præsident med føje foretog vurderingen i denne kendelses præmis 42, for så vidt som en strafferetlig procedure har til formål at konstatere såvel den strafbare handling som sanktionen for en sådan strafbar handling, og at eksistensen af en strafbar handling derfor var hypotetisk, da denne traf afgørelse om anmodningen foreløbige forholdsregler.
38 Endnu mere subsidiært har Kommissionen gjort gældende, at Lagardère ikke har påvist, at det var retligt umuligt at gennemføre den omtvistede afgørelse, idet en arbejdsgiver ikke har pligt til at indhente samtykke fra sine ansatte for at indsamle personoplysninger i medfør af en kommissionsafgørelse.
Bedømmelse
39 Det skal indledningsvis fastslås, at vurderingerne i den appellerede kendelses præmis 40 og 41 ikke med føje kan påberåbes for at begrunde, at det andet anbringendes første led forkastes, eftersom det fremgår af undersøgelsen af det første anbringendes første led, at disse præmisser er støttet på en urigtig gengivelse af anmodningen om foreløbige forholdsregler.
40 I den appellerede kendelses præmis 42 fastslog Rettens præsident, at den af Lagardère påberåbte risiko var hypotetisk. Han bemærkede, at pålæggelsen af strafferetlige sanktioner nødvendigvis var støttet på en helhed af skridt, som skulle tages af bl.a. de kompetente retshåndhævende myndigheder på nationalt plan eller af de potentielle skadelidte for handlinger, der kan indebære strafforfølgning. Han udledte heraf, at det i hvert fald var for tidligt på dette trin i sagen at antage, at gennemførelsen af den omtvistede afgørelse med al sandsynlighed ville medføre en risiko for en sådan sanktion for Lagardère.
41 Det skal i denne henseende, således som Lagardère har gjort gældende, fremhæves, at argumentationen i dette selskabs anmodning om foreløbige forholdsregler bl.a. tilsigtede at godtgøre, at den omtvistede afgørelse ved at forpligte selskabet til at tilsidesætte sine lovmæssige forpligtelser udsatte nævnte selskab og dets repræsentanter for en alvorlig skade, »herunder strafferetlige sanktioner i form af bøde og fængselsstraf«. Denne anmodnings punkt 148 præciserede ligeledes, at den påberåbte skade var uoprettelig, »eftersom overtrædelsen af de [pågældende] lovbestemmelser var endeligt og uigenkaldeligt kvalificeret«.
42 For det første skal det fastslås, at den af Lagardère påberåbte skade ikke alene vedrørte den eventuelle pålæggelse af strafferetlige sanktioner, men ligeledes selve den omstændighed, at dette selskab var forpligtet til at begå strafbare handlinger.
43 Den appellerede kendelses præmis 42 vedrører udelukkende risikoen for at blive pålagt en strafferetlig sanktion og besvarer således ikke Lagardères argumentation, for så vidt som denne vedrører en skade som følge af, at dette selskab er forpligtet til at begå strafbare handlinger.
44 For det andet fremgår det hvad angår risikoen for at blive pålagt en strafferetlig sanktion af såvel Lagardères anmodning om foreløbige forholdsregler som af sammendraget af dette selskabs argumentation i den appellerede kendelses præmis 21, at dette selskab, således som selskabet har anført til støtte for appellen, ønskede at påvise denne risiko ved at gøre gældende, at det for at efterkomme den omtvistede afgørelse nødvendigvis måtte begå strafbare handlinger, som kunne begrunde, at en sådan sanktion ville blive pålagt.
45 Det følger heraf, at det forhold mellem anvendelsen af den omtvistede afgørelse og den mulige pålæggelse af strafferetlige sanktioner, som Lagardère har påberåbt sig, ikke angik den omstændighed, at dette selskab kunne pålægges sådanne sanktioner i henhold til denne afgørelse, men den anførte omstændighed, at Lagardère for at besvare Kommissionens anmodning om oplysninger, der var indeholdt i nævnte afgørelse, nødvendigvis ville ifalde et strafferetligt ansvar ved at overtræde den gældende straffelov.
46 Det forhold, at der begås handlinger, som kan betyde, at Lagardère ifalder et strafferetligt ansvar, afhænger alene af dette selskabs adfærd og ikke af en indledning eller det senere udfald af en straffesag i forhold til selskabet.
47 Eftersom Rettens præsident ikke forkastede det argument, der er anført i nærværende kendelses præmis 44, kunne han dermed ikke udelukke risikoen for, at Lagardère rent faktisk forpligtes til at begå strafbare handlinger for at efterkomme den omtvistede afgørelse, ved at støtte sig på den omstændighed, at indledningen eller udfaldet af en straffesag var afhængig af senere procesdokumenter fra de retshåndhævende myndigheder eller de potentielle skadelidte.
48 Eftersom det forhold, at der begås sådanne overtrædelser, efterfølgende kan begrunde, at der indledes strafforfølgning af Lagardère, og at dette selskab pålægges strafferetlige sanktioner, og idet en eventuel udsættelse af den omtvistede afgørelses virkninger på et tidspunkt, hvor en sådan strafforfølgning er indledt, ikke længere vil kunne hindre pålæggelsen af sådanne sanktioner, har indgivelsen af en anmodning om foreløbige forholdsregler på dette tidspunkt i denne sammenhæng ikke nødvendigvis længere nogen relevans.
49 Det følger heraf, at Rettens præsident begik en retlig fejl, idet han i den appellerede kendelses præmis 42 fastslog, at det var for tidligt, at Lagardère havde påberåbt sig en risiko for at blive pålagt strafferetlige sanktioner, hvis den omtvistede afgørelse blev gennemført.
50 Den argumentation, som Kommissionen har fremført endnu mere subsidiært, kan ikke drage denne bedømmelse i tvivl. Denne argumentation er nemlig i det væsentlige støttet på et argument om, at de handlinger, som Lagardère skal foretage for at efterkomme den omtvistede afgørelse, ikke er uforenelige med gældende lovgivning, hvilket argument Rettens præsident ikke tog til følge i denne præmis 42.
51 Det andet anbringendes første led skal følgelig tiltrædes.
52 Det følger af de fejl, som den appellerede kendelses præmis 40-42 er behæftet med, at denne kendelse ikke indeholder en begrundelse, der kan begrunde, at Lagardères argumentation om risikoen for at lide skade som følge af anvendelsen af den franske straffelov blev forkastet.
53 Eftersom anmodningen om foreløbige forholdsregler ikke blev taget til følge, fordi Lagardère ikke havde påvist, at betingelsen om uopsættelighed var opfyldt, følger det af disse fejl, at den appellerede kendelses konklusion savner grundlag.
54 Det følger heraf, at den appellerede kendelse skal ophæves i det hele, uden at det er fornødent at behandle de øvrige led i det første og det andet anbringende eller det tredje anbringende.
Anmodningen om foreløbige forholdsregler fremsat for Retten
55 I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver Rettens afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse. Denne bestemmelse finder tillige anvendelse ved appel, som er iværksat i henhold til artikel 57, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 24.5.2022, Puigdemont i Casamajó m.fl. mod Parlamentet og Spanien, C-629/21 P(R), EU:C:2022:413, præmis 172 og den deri nævnte retspraksis).
56 I denne forbindelse bemærkes, at artikel 156, stk. 4, i Rettens procesreglement bestemmer, at anmodninger om foreløbige forholdsregler skal angive sagens genstand, de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den foreløbige forholdsregel, anmodningen vedrører, umiddelbart forekommer begrundet. I henhold til Domstolens faste praksis kan Unionens retsinstanser i sager om foreløbige forholdsregler således udsætte gennemførelsen og foreskrive foreløbige forholdsregler, såfremt det er godtgjort, at de umiddelbart er berettigede af faktiske og retlige grunde (fumus boni juris), og såfremt der foreligger uopsættelighed, dvs. at det for at undgå en alvorlig og uoprettelig skade for den part, der har anmodet om dem, er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen om sagens realitet. Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, hvis en af betingelserne ikke er opfyldt. Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler foretager i givet fald også en afvejning af de involverede interesser (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 24.5.2022, Puigdemont i Casamajó m.fl. mod Parlamentet og Spanien, C-629/21 P(R), EU:C:2022:413, præmis 175 og den deri nævnte retspraksis).
57 I forbindelse med undersøgelsen af de nævnte betingelser råder dommeren i sager om foreløbige forholdsregler over et vidt skøn og kan frit, henset til sagens særegenheder, afgøre, hvorledes disse forskellige betingelser skal efterprøves, samt rækkefølgen for denne undersøgelse, eftersom ingen EU-retlig bestemmelse pålægger denne et forud fastsat skema for vurderingen af nødvendigheden af at træffe foreløbig afgørelse (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 16.7.2021, Symrise mod ECHA, C-282/21 P(R), EU:C:2021:631, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
58 Henset til de vurderinger, som Rettens præsident allerede har foretaget, og den skriftlige forhandling mellem parterne, råder Domstolens vicepræsident over tilstrækkelige oplysninger til at træffe endelig afgørelse om betingelsen om uopsættelighed i den foreliggende sag.
Argumentation
59 Med henblik på at godtgøre, at betingelsen om uopsættelighed er opfyldt, har Lagardère påberåbt sig flere forskellige skader.
60 Med hensyn til argumentationen om, at den omtvistede afgørelse forpligter Lagardère til at tilsidesætte sine ansatte og befuldmægtigedes grundlæggende rettigheder, hvilket skal undersøges samlet, har dette selskab gjort gældende, at gennemførelsen af denne afgørelse vil foranledige selskabet til ikke at overholde sine lovmæssige forpligtelser i forhold til disse personer.
61 Lagardère forpligtes til at søge efter dokumenter, som dette selskab ikke har tilladelse til at tilgå, og dernæst meddele disse til Kommissionen, selv om dokumenterne vedrører de pågældende personers privatliv. Selskabet risikerer således at lide en alvorlig skade, for så vidt som det forpligtes til at tilsidesætte sine lovmæssige forpligtelser, hvorved dette selskab på samme måde som sine repræsentanter bl.a. risikerer strafferetlige sanktioner i form af bøde eller fængselsstraf. En sådan skade er uoprettelig, eftersom tilsidesættelsen af de pågældende lovmæssige forpligtelser er endeligt og uigenkaldeligt kvalificeret.
62 Den omtvistede afgørelse forpligter ligeledes Lagardère til at tilsidesætte beskyttelsen af journalisters kilder, der arbejder for dette selskab, hvilket udsætter selskabet for søgsmål anlagt af disse.
63 For det første har Kommissionen i denne henseende gjort gældende, at risikoen for at blive pålagt strafferetlige sanktioner ikke er påvist i det foreliggende tilfælde. Anmodningen om foreløbige forholdsregler er således særligt mangelfuld, eftersom denne anmodning omtaler muligheden for sådanne sanktioner uden at henvise til den retsakt, hvori overtrædelsen gøres strafbar, og uden præciseringer om den ifaldne straf. Denne risiko er endvidere hypotetisk, for så vidt som pålæggelsen af strafferetlige sanktioner nødvendigvis vil være støttet på en helhed af skridt, som skal tages af bl.a. de kompetente retshåndhævende myndigheder eller de potentielle skadelidte. Lagardère er i øvrigt ikke forpligtet til at indhente samtykke fra sine ansatte eller befuldmægtigede med henblik på at efterkomme den omtvistede afgørelse.
64 For det andet kan det ikke undgås, at Kommissionen behandler personoplysninger for at gennemføre sin undersøgelse tilfredsstillende. Den blotte omstændighed, at denne institution kontrollerer, om sådanne oplysninger er relevante, kan ikke i sig selv forvolde en alvorlig og uoprettelig skade, eftersom Lagardère ikke har omtalt en risiko for videregivelse af følsomme oplysninger, der henhører under de mest følsomme områder. Det påhviler under alle omstændigheder Lagardère at påvise en sådan risiko. Desuden har Kommissionen fastsat specifikke proceduremæssige garantier i denne henseende.
Bedømmelse
65 Det fremgår af Domstolens faste praksis, at formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er at sikre den fulde virkning af den fremtidige endelige afgørelse med henblik på at undgå en lakune i den retsbeskyttelse, som Domstolen sikrer. Det er for at opfylde denne målsætning, at uopsætteligheden skal vurderes i forhold til, hvor nødvendigt det er, at der træffes en foreløbig afgørelse med henblik på at undgå en alvorlig og uoprettelig skade for den part, der anmoder om den midlertidige beskyttelse. Det er denne part, som skal godtgøre, at vedkommende ikke kan afvente afgørelsen i hovedsagen uden at risikere at blive påført en sådan skade. Selv om det med henblik på at godtgøre, at der foreligger en sådan skade, ikke er nødvendigt, at det godtgøres, at der er en absolut vished for, at skaden indtræder, og at det er tilstrækkeligt, at skaden kan forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed, skal den part, der har indgivet en anmodning om foreløbige forholdsregler, dog fortsat føre bevis for de faktiske omstændigheder, der begrunder, at der er udsigt til en sådan skade (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 24.5.2022, Puigdemont i Casamajó m.fl. mod Parlamentet og Spanien, C-629/21 P(R), EU:C:2022:413, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).
66 Med henblik på at efterprøve, om betingelsen om uopsættelighed er opfyldt, skal der foretages en undersøgelse af argumentet om, at Lagardère risikerede at lide en alvorlig og uoprettelig skade som følge af den omstændighed, at dette selskab var forpligtet til at begå strafbare handlinger for at efterkomme den omtvistede afgørelse.
67 Selv om Kommissionen har gjort gældende, at anmodningen om foreløbige forholdsregler er mangelfuld hvad angår indholdet af de regler i fransk ret, som Lagardère har påberåbt sig i denne henseende, fremgår det af nærværende kendelses præmis 23-30, at dette argument skal forkastes.
68 Hvad angår disse reglers indhold fremgår det navnlig af denne anmodning om foreløbige forholdsregler – hvis rækkevidde Kommissionen ikke har draget i tvivl i denne henseende – at fransk ret foreskriver, at indgriben i andres privatliv ved uden ophavsmandens samtykke at videregive ord, der er fremsat som privatperson, eller i ond tro udbrede korrespondance, der er sendt, videresendt eller modtaget elektronisk, kan straffes med fængsel eller bøde.
69 Den omtvistede afgørelse forpligter bl.a. Lagardère til at indsamle alle udvekslinger, der er foretaget med forskellige kommunikationsmidler i en periode på flere år mellem en række fysiske personer, samt visse udvekslinger mellem andre fysiske personer og derefter sende de indsamlede oplysninger til Kommissionen.
70 Det står fast, at denne forpligtelse i henhold til denne afgørelses punkt 2 bl.a. omfatter udvekslinger, der er foretaget via de pågældende ansatte og befuldmægtigedes private eller personlige e-postkasser og private eller personlige mobilapparater, for så vidt som disse e-postkasser eller apparater er blevet brugt mindst én gang til erhvervsmæssig kommunikation.
71 På denne baggrund er det ubestridt, at Lagardère, som ikke er en offentlig myndighed, med henblik på i fuldt omfang at gennemføre den omtvistede afgørelse i vid udstrækning skal tilgå visse ansatte og befuldmægtigedes kommunikation, selv om fransk ret ikke udtrykkeligt tillægger dette selskab en sådan beføjelse, og selskabet uden at være blevet effektivt modsagt i denne henseende har gjort gældende, at det ikke kunne indhente de pågældende personers samtykke.
72 Henset til ordlyden af de strafferetlige bestemmelser, som Lagardère har nævnt, og de oplysninger om fransk ret, der er angivet i dette selskabs anmodning om foreløbige forholdsregler og i bilagene hertil, hvilke oplysninger Kommissionen ikke direkte har bestridt, har argumentet om, at den adfærd, som Lagardère skal udvise for at efterkomme den omtvistede afgørelse, kan udgøre en straffelovsovertrædelse i fransk ret, dermed den fornødne grad af sandsynlighed, som kræves i medfør af den retspraksis, der er omtalt i nærværende kendelses præmis 65.
73 Selv om det ganske vist ikke umiddelbart er fuldstændig udelukket, at Lagardère helt eller delvist kan undslippe et strafferetligt ansvar ved at påberåbe sig de forpligtelser eller den tvang, som den omtvistede afgørelse medfører for dette selskab, er der tale om et spørgsmål, som i det væsentlige henhører under fransk ret, om hvilket parterne ikke har fremlagt oplysninger for dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler.
74 Selv om Kommissionen har gjort gældende, at Lagardère ikke har pligt til at indhente sine ansattes eller befuldmægtigedes samtykke for at indsamle og derefter videregive de af den omtvistede afgørelse omhandlede dokumenter til denne institution, skal det navnlig fastslås, at nævnte institution ikke på grundlag af de retsakter, der finder anvendelse, eller de kompetente nationale myndigheders hidtidige praksis har godtgjort, at Lagardère vil kunne undslippe ethvert strafferetligt ansvar ved at indsamle og videregive samtlige de af denne afgørelse omhandlede dokumenter til denne institution uden at have fået forudgående tilladelse hertil fra de berørte personer.
75 Det følger af det ovenstående, at det i lyset af de oplysninger, der er forelagt dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler, skal fastslås, at Lagardère i tilstrækkelig grad har godtgjort, at dette selskab for at gennemføre den omtvistede afgørelse var forpligtet til at udvise en adfærd, som sandsynligvis kunne begrunde, at selskabet ifaldt et strafferetligt ansvar, hvorved det ville risikere strafferetlige sanktioner.
76 Af de grunde, der er anført i nærværende kendelses præmis 44-49, kan den omstændighed, at pålæggelsen af sådanne sanktioner forudsætter, at de kompetente myndigheder eller de potentielle skadelidte indgiver procesdokumenter, ikke gøre det muligt at udelukke den af Lagardère påberåbte risiko.
77 Den skade, som Lagardère herved udsættes for, skal anses for at være alvorlig, bl.a. henset til en strafferetlig sanktions vanærende karakter og til det tillidsbrud med dette selskabs befuldmægtige og ansatte, som strafbare handlinger kan forårsage i forhold til disse personer.
78 En sådan ikke-økonomisk skade er desuden uoprettelig, eftersom en eventuel annullation af den omtvistede afgørelse hverken gør det muligt at fritage Lagardère for det strafferetlige ansvar eller rejse tvivl om vurderingerne med hensyn til Lagardère på grund af strafbare handlinger.
79 Betingelsen om uopsættelighed skal således anses for at være opfyldt i det foreliggende tilfælde.
80 Eftersom Rettens præsident med urette fastslog, at denne betingelse ikke var opfyldt, uden at han havde undersøgt betingelsen om fumus boni juris, hvilken undersøgelse forudsætter vurderinger af både de faktiske og retlige omstændigheder, skal sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om denne betingelse, og for at der eventuelt foretages en afvejning af de foreliggende interesser.
Om anmodningen om udsættelse af den omtvistede afgørelse, som ændret ved Kommissionens afgørelse C(2024) 572 final af 24. januar 2024
81 Det fremgår ikke klart af appellen, om anmodningen om udsættelse af den omtvistede afgørelse, som ændret ved Kommissionens afgørelse C(2024) 572 final af 24. januar 2024, indtil Rettens præsident træffer fornyet afgørelse om anmodningen om foreløbige forholdsregler i sag T-1119/23 R, eller indtil Retten træffer afgørelse i søgsmålet i sag T-1119/23 (herefter »den supplerende anmodning«), skal forstås således, at den er sammenfaldende med påstanden om medhold i sag T-1119/23 R, eller således at den udgør en særskilt påstand.
82 For så vidt som den supplerende anmodning skal fortolkes således, at den er sammenfaldende med påstanden om medhold i sag T-1119/23 R, skal det fastslås, at der allerede er truffet afgørelse om denne anmodning i nærværende kendelses præmis 58 og 80.
83 Såfremt den supplerende anmodning derimod skal fortolkes som en særskilt påstand, skal det i dette tilfælde fastslås, at en sådan anmodning ikke opfylder kravene i artikel 170, stk. 1, i Domstolens procesreglement, for så vidt som denne bestemmelse fastsætter, at appellanten ikke kan supplere sine påstande nedlagt i første instans.
84 Den supplerende anmodning adskiller sig delvist fra Lagardères påstande i første instans.
85 Selv hvis det antages, at den supplerende anmodning skal forstås således, at den er blevet fremsat med henblik på at uddybe påstandene nedlagt i første instans, skal den afvises, idet den udgør en ny påstand (jf. analogt kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 20.3.2023, Xpand Consortium m.fl. mod Kommissionen, C-739/22 P(R), EU:C:2023:228, præmis 20).
86 Desuden kan denne supplerende anmodning heller ikke anses for at udgøre en anmodning om foreløbige forholdsregler indgivet i henhold til artikel 160 i Domstolens procesreglement, eftersom dette procesreglements artikel 160, stk. 4, gør muligheden for at antage en sådan anmodning til realitetsbehandling betinget af, at den fremsættes i et særskilt dokument (jf. analogt kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 20.3.2023, Xpand Consortium m.fl. mod Kommissionen, C-739/22 P(R), EU:C:2023:228, præmis 21).
87 I øvrigt har Lagardère i det foreliggende tilfælde indgivet en anmodning om foreløbige forholdsregler til Domstolen, som er registreret under nr. C-89/24 P(R)‑R, der ikke indeholder påstande, som svarer til den supplerende anmodning.
88 Det følger heraf, at denne anmodning skal afvises.
Sagsomkostninger
89 Da nærværende sag hjemvises til Retten, udsættes afgørelsen om sagsomkostningerne.
Af disse grunde bestemmer Domstolens vicepræsident:
1) Kendelsen afsagt af præsidenten for Den Europæiske Unions Ret den 19. januar 2024, Lagardère mod Kommissionen (T-1119/23 R, EU:T:2024:16), ophæves.
2) Sagen hjemvises til Den Europæiske Unions Ret med henblik på, at denne træffer afgørelse om betingelsen om fumus boni juris, og for at der eventuelt foretages en afvejning af de foreliggende interesser.
3) Anmodningen fremsat af Lagardère SA om udsættelse af den forpligtelse, som Lagardère er blevet pålagt ved Kommissionens afgørelse C(2023) 6429 final af 19. september 2023 om en procedure i henhold til 11, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (sag M.11184 – Vivendi/Lagardère), som ændret ved Kommissionens afgørelse C(2024) 572 final af 24. januar 2024, til at indsamle og meddele Europa-Kommissionen dokumenter i private eller personlige e-postkasser og på private eller personlige mobilapparater fra bestemte af Lagardères ansatte og befuldmægtigede, indtil Den Europæiske Unions Ret træffer fornyet afgørelse om anmodningen om foreløbige forholdsregler i sag T-1119/23 R, eller, i mangel heraf, til Den Europæiske Unions Ret træffer afgørelse om søgsmålet i sag T-1119/23 R, tages ikke til følge.
4) Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.
Underskrifter