Language of document :

Sag anlagt den 19. maj 2017 – Clean Sky 2 Joint Undertaking mod Revoind Industriale

(Sag T-318/17)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Clean Sky 2 Joint Undertaking (CSJU) (ved B. Mastantuono, som befuldmægtiget, og advokat M. Velardo)

Sagsøgt: Revoind Industriale Srl (Oricola, Italien)

Sagsøgerens påstande

Sagsøgte tilpligtes at betale CSJU et beløb stort 359 913,75 EUR vedrørende tilskudsaftalen for partnere nr. 325940 »EULOSAM – Design and Manufacturing of Baseline Low-Speed, Low-Sweep Wind Tunnel Model« og et beløb stort 2 105,25 EUR som morarenter beregnet med en sats på 3,5% for perioden mellem den 31. januar og den 1. april 2017.

Sagsøgte tilpligtes at betale 34,51 EUR pr. dag svarende til renter fra den 2. april 2017 indtil datoen for gældens fulde indfrielse.

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende anbringende.

Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte har tilsidesat sine kontraktlige forpligtelser ved ikke at have gennemført EULOSAM-projektet og ved ikke at have givet CSJU de relevante rapporter og resultater i henhold til artikel II.2, bilag II til tilskudsaftalen.

Endvidere har sagsøgte ikke udført det arbejde, der skulle udføres i henhold til bilag I, og har derfor tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel II.3, litra a), e) og h), i bilag II til tilskudsaftalen.

Som følge deraf ophævede konsortiet tilskudsaftalen og udstedte en debetnota for den forfinansiering på 359 913,75 EUR, som koordinatoren allerede havde udbetalt til sagsøgte i overensstemmelse med tilskudsaftalens bestemmelser. Forfinansieringen er netop fortsat sagsøgerens ejendom indtil endelig betaling.

De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for Revoind Industriale S.r.l.’s forpligtelser som tilskudsmodtager i henhold til tilskudsaftalen, er i vidt omfang uomtvistede i den foreliggende sag, og sagsøgtes indsigelser er generiske, ufuldstændige og uden støtte og synes således at savne ethvert grundlag.

Som følge deraf er sagsøgeren berettiget til at søge tilbagebetaling af det beløb, der blev betalt til sagsøgeren som forfinansiering, med tillæg af morarenter.

____________