Sag T-315/17

Chantal Hebberecht

mod

Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil

»Personalesag – tjenestemænd – EU-Udenrigstjenesten – placering – stilling som chef for Den Europæiske Unions delegation i Etiopien – afgørelse om afslag på forlængelse af placeringen – tjenestens interesse – begrundelsespligt – ligebehandling«

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 27. november 2018

1.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – administrationens skønsbeføjelse – grænser – tjenestens interesse – domstolskontrol – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7)

2.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – rotation af tjenestemænd, der gør tjeneste uden for EU – administrationens skønsbeføjelse – grænser – tjenestens interesse – afgørelse om afslag på forlængelse af en delegationschefs placering – sondring mellem ansøgerne om forlængelsen – tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet – foreligger ikke

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 20 og 21; tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)

3.      Tjenestemænd – ligebehandling – ligestilling – den centrale betydning af denne ligestilling – manglende hensyntagen i en afgørelse vedrørende organisationen af tjenestegrenen – annullation af afgørelsen

(Tjenestemandsvedtægten, art. 1d, stk. 2 og 3)

4.      Retslig procedure – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – stævning med påstand om erstatning for skade forårsaget af en af Unionens institutioner – manglende oplysninger om det lidte tab og årsagssammenhængen – afvisning

[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 76, litra d)]

1.      Institutionerne har inden for rotationspolitikken for tjenestemænd et vidt skøn ved organisationen af deres tjenestegrene, alt efter de opgaver, som er overdraget dem, og – under hensyntagen til disse opgaver – ved placeringen af det personale, som de har til rådighed, dog på den betingelse, at denne placering sker i tjenestens interesse og med respekt af stillingernes ækvivalens. I forbindelse med den kontrol, som Retten udøver, af afgørelserne om organisationen af tjenestegrenen skal den, når der er anlagt et søgsmål, efterprøve, om ansættelsesmyndigheden har holdt sig inden for rimelige grænser og ikke har anvendt sine skønsbeføjelser på en åbenbar urigtig måde. For at fastslå, om der foreligger en åbenbar fejl, skal tjenestemanden fremlægge beviser, som er tilstrækkelige til at bevirke, at de vurderinger, administrationen har lagt til grund, bliver usandsynlige.

Hvad angår tjenestens interesse kræver den, at der ikke er indtrådt en afbrydelse af tjenestens kontinuitet, hvilket har til følge, at prøvelsen ligeledes skal vedrøre spørgsmålet om eventuelle åbenbare fejl, der kan rejse tvivl om troværdigheden af ansættelsesmyndighedens vurderinger. Imidlertid er udskiftning af personale naturligt forbundet med mobilitet og rejser ikke i sig selv tvivl om tjenestens kontinuitet, eftersom denne kontinuitet sikres i tæt samråd mellem det personale, der fratræder, det personale, der forbliver i stillingerne, og det personale, som tiltræder, og sidstnævnte udvælges bl.a. på grundlag af dets kendskab og erfaring i forhold til den pågældende type stilling.

(jf. præmis 27-29, 39 og 41)

2.      Forpligtelsen til at sikre ligebehandling er et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastslået i artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Det nævnte princip kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet. Princippet tilsidesættes ikke ved en forskellig behandling, der er begrundet i et objektivt og sagligt kriterium, og som står i rimeligt forhold til det formål, som forfølges med den pågældende forskel. Ligebehandlingsprincippet har en generel rækkevidde og finder anvendelse på de retsakter, der vedtages af ansættelsesmyndigheden inden for de vedtægtsmæssige rammer, hver gang en sammenligning af situationer er mulig.

I det foreliggende tilfælde hindres anvendelsen af princippet ikke i sig selv af den omstændighed, at afgørelserne vedrørende ansøgningerne om forlængelse af placeringen som delegationsleder er baseret på tjenestens interesse, eftersom denne interesse er blandt de objektive og rimelige kriterier, der kan begrunde en forskelsbehandling mellem tjenestemænd.

En sammenligning er mulig mellem de besvarelser, der blev givet på ansøgningerne om forlængelse, eftersom den pågældende institution selv foretager en sådan sammenligning i afgørelsen om afslag på klagen ved at redegøre for, på hvilken måde de andre delegationschefer, befandt sig i situationer, der var forskellige fra den berørtes situation.

Dette skal undersøges på grundlag af den retspraksis, der giver ansættelsesmyndigheden et vidt skøn ved afgørelsen af de foranstaltninger, der skal træffes i tjenestens interesse, og Unionens retsinstanser skal således i forbindelse med sin prøvelse efterprøve, om der er blevet foretaget en vilkårlig sondring eller anlagt et åbenbart urigtigt skøn. I det foreliggende tilfælde er disse betragtninger i afgørelsen om afvisning af klagen for at forklare den sondring, der blev foretaget mellem sagerne, troværdige, og sagsøgeren har ikke fremført forhold, der peger i retning af, at der kan være foretaget en vilkårlig diskrimination eller anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

(jf. præmis 58-60, 62-64, 66 og 76)

3.      Ifølge vedtægtens artikel 1d, stk. 2, er fuld erhvervsmæssig ligestilling mellem mænd og kvinder et væsentligt element, der skal tages i betragtning ved gennemførelsen af samtlige aspekter af vedtægten. Det følger af samme bestemmelse, at princippet om ligebehandling ikke er til hinder for, at EU-institutionerne opretholder eller vedtager foranstaltninger, der tager sigte på at indføre specifikke fordele, som har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet eller at forebygge eller opveje ulemper i den erhvervsmæssige karriere.

I henhold til vedtægtens artikel 1d, stk. 3, fastlægger institutionernes ansættelsesmyndigheder efter fælles overenskomst og efter udtalelse fra Vedtægtsudvalget foranstaltninger, der skal bidrage til, at mænd og kvinder får lige muligheder på de områder, der er omfattet af denne vedtægt, og træffer som led heri de nødvendige bestemmelser bl.a. med sigte på at afskaffe eksisterende uligheder, som har indflydelse på kvinders muligheder på de områder, der er omfattet af denne vedtægt.

En institution, der udelukker ligestilling fra de betragtninger, der lå til grund for vedtagelsen af afgørelsen vedrørende den af sagsøgeren indgivne ansøgning om forlængelse af placeringen som delegationsleder, selv om vedtægtslovgiver anser dette forhold for væsentligt, tilsidesætter derfor de ovennævnte vedtægtsbestemmelser.

(jf. præmis 81-83 og 94)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 100-103)