Language of document :

Sag anlagt den 11. oktober 2011 - Technion - Israel Institute of Technology og Technion Research & Development mod Kommissionen

(Sag T-546/11)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Technion - Israel Institute of Technology (Haifa, Israel) og Technion Research & Development Foundation Ltd (Haifa) (ved advokaterne D. Grisay og D. Piccininno)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Stævningen med påstand om annullation i henhold til artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde modtages.

Sagen antages til realitetsbehandling.

Principalt gives sagsøgeren medhold og afgørelsen vedtaget af Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Informationssamfundet og Medier den 2. august 2011 annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren gjort tre anbringender gældende.

Første anbringende vedrørende tilsidesættelse af væsentlige formkrav, der er delt i to led, baserer sig på:

På den ene side fraværet af begrundelse og begrundelsens utilstrækkelighed, for så vidt som Kommissionen ikke med hensyn til to af de fire omhandlede kontrakter angiver begrundelsen og de beviser, som ligger til grund for, at det i den anfægtede afgørelse fastslås, at de støtteberettigede omkostninger skal justeres.

På den anden side tilsidesættelse af retten til et forsvar, for så vidt som Kommissionen har modsat sig, at Technion - Israel Institute of Technology får kendskab til og kan udtale sig om de dokumenter, der ligger til grund for den anfægtede afgørelse.

Andet anbringende vedrørende et åbenbart fejlagtigt skøn, idet den anfægtede afgørelse ikke på grundlag af de påberåbte forhold beviser, at de ydelser, som Kommissionen kræver tilbagebetalt, ikke faktisk er blevet udført.

Tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning og proportionalitetsprincippet, idet Kommissionen:

har vedtaget en afgørelse om justering af de støtteberettigede omkostninger, mens den inden kontrakternes underskrivelse godkendte omkostningerne ved gennemførelsen af nævnte projekter og

har krævet en justering af de støtteberettigede omkostninger med et beløb, der overstiger det beløb, som de har løftet bevisbyrden for.

____________