RETTENS DOM (Niende Afdeling)

9. september 2020 (*)

»Sprogordning – meddelelse om almindelig udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse af administratorer inden for revision – sprogkundskaber – begrænsning af valget af andet sprog ved udvælgelsesprøven til engelsk, fransk og tysk – kommunikationssprog – forordning nr. 1 – vedtægtens artikel 1d, stk. 1, artikel 27 og artikel 28, litra f) – forskelsbehandling på grund af sprog – begrundelse – tjenestens interesse – proportionalitet«

I sag T-437/16,

Den Italienske Republik ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Gentili,

sagsøger,

støttet af:

Kongeriget Spanien ved L. Aguilera Ruiz, som befuldmægtiget,

intervenient,

mod

Europa-Kommissionen ved G. Gattinara og D. Milanowska, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af meddelelse om almindelig udvælgelsesprøve EPSO/AD/322/16 med henblik på at oprettelse af reservelister over administratorer inden for revision (AD 5/AD 7) (EUT 2016, C 171 A, s. 1),

har

RETTEN (Niende Afdeling),

sammensat af formanden, M.J. Costeira, og dommerne D. Gratsias (refererende dommer) og M. Kancheva,

justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 5. december 2019,

afsagt følgende

Dom

I.      Tvistens baggrund

1        Den 12. maj 2016 offentliggjorde Den Europæiske Unions Personaleudvælgelseskontor (EPSO), der blev oprettet i henhold til Europa-Parlamentets, Rådets, Kommissionens, Domstolens, Revisionsrettens, Det Økonomiske og Sociale Udvalgs, Regionsudvalgets og Ombudsmandens afgørelse af 25. juli 2002 (EFT 2002, L 197, s. 53), i Den Europæiske Unions Tidende meddelelse om almindelig udvælgelsesprøve EPSO/AD/322/16 med henblik på oprettelse af reservelister af administratorer inden for revision (AD 5/AD 7) (EUT 2016, C 171 A, s. 1, herefter »den anfægtede meddelelse«). Som præciseret i denne meddelelse ville de pågældende lister kunne anvendes af Den Europæiske Unions institutioner, »primært Europa-Kommissionen i Bruxelles og Den Europæiske Revisionsret i Luxembourg«, ved ansættelse af nye EU-tjenestemænd.

2        Det anføres ligeledes i indledningen til den anfægtede meddelelse, at sidstnævnte, sammen med de generelle regler for almindelige udvælgelsesprøver, som er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 27. februar 2015 (EUT 2015, C 70 A, s. 1, herefter »de generelle regler«), udgør den juridisk bindende ramme for den pågældende udvælgelsesprocedure. Det præciseres imidlertid ligeledes heri, at bilag II til de generelle regler, med overskriften »Generelle retningslinjer fra Kollegiet af Administrationschefer om brugen af sprog i EPSO-udvælgelsesprøver«, ikke gælder for den pågældende udvælgelsesprocedure og erstattes af bestemmelserne i bilag II til den anfægtede meddelelse.

3        Punkt 1.3 i de generelle regler indeholder et afsnit med overskriften »Sprogkundskaber«, der lyder således:

»Afhængigt af hvilken udvælgelsesprøve der er tale om, vil ansøgeren skulle påvise sit kendskab til de officielle EU-sprog […]. Den generelle regel er, at ansøgeren skal have et indgående kendskab [niveau C1 i den fælles europæiske referenceramme for sprog (CEFR)] til et officielt EU-sprog og et tilfredsstillende kendskab (niveau B2 i CEFR) til et andet af disse sprog, men i meddelelsen om udvælgelsesprøve kan der stilles strengere krav (hvilket navnlig er tilfældet for lingvistprofiler). Medmindre andet fremgår af meddelelsen om udvælgelsesprøve, vil valget af andet sprog normalt være begrænset til engelsk, fransk eller tysk […]

Det har længe været almindelig praksis at benytte engelsk, fransk og tysk til intern kommunikation i EU-institutionerne, og det er også de sprog, der hyppigst er brug for i forbindelse med kommunikation udadtil og ved sagsbehandling.

Valget af andet sprog ved udvælgelsesprøver er blevet fastlagt under hensyntagen til tjenestens interesse, således at nyansatte straks skal kunne være operationelle og i stand til at kommunikere effektivt i deres daglige arbejde. Ellers kan der være alvorlig risiko for, at institutionerne ikke kan fungere effektivt.

Af hensyn til ligebehandling skal alle ansøgere — også dem, hvis første officielle sprog er et af de tre nævnte — aflægge nogle af prøverne på deres andet sprog (skal være et af de tre nævnte sprog). Ved at vurdere specifikke kompetencer på denne måde, vil institutionerne kunne bedømme, om ansøgere er i stand til umiddelbart at indgå i et miljø, som ligger tæt op ad den virkelighed, som de vil komme til at arbejde i. Disse bestemmelser er ikke til hinder for, at man som ansat senere vil kunne følge kurser i et tredje arbejdssprog, jf. artikel 45, stk. 2, i vedtægten […]«

4        I den del af den anfægtede meddelelse, med overskriften »Kan jeg søge?«, der fastlægger de betingelser, som de interesserede personer skal opfylde, når ansøgningen valideres, kræves som særlige adgangsbetingelser et »minimumsniveau C1 [i CEFR] i et af de 24 officielle EU-sprog«, idet dette sprog angives som »sprog 1« til udvælgelsesprøven, og et »minimumsniveau B2 [i CERF] i engelsk, fransk eller tysk«. Dette andet sprog, der angives som »sprog 2« til udvælgelsesprøven, må ikke være det samme som det sprog, ansøgeren har valgt som sprog 1.

5        Det præciseres ligeledes heri, at »[a]nsøgningsskemaet skal udfyldes på engelsk, fransk eller tysk«.

6        I samme del af den anfægtede meddelelse anføres, at »[s]prog 2 skal være engelsk, fransk eller tysk«, at »[d]isse sprog er EU-institutionernes vigtigste arbejdssprog […], og [at] nyansatte skal i tjenestens interesse være i stand til umiddelbart at arbejde og kommunikere effektivt på mindst et af disse sprog i deres daglige arbejde«. Ansøgerne opfordres i denne henseende til at gøre sig bekendt med bilag II til den anfægtede meddelelse, med overskriften »Begrundelse for sprogordningen for denne udvælgelsesprocedure«, hvori der »findes yderligere oplysninger om, hvilke sprogkundskaber der kræves til denne udvælgelsesprøve«.

7        Bilag II til den anfægtede meddelelse indeholder en indledning bestående af seks afsnit, efterfulgt af tre punkter, hvoraf det første punkt har overskriften »Begrundelse for valg af sprog til de enkelte udvælgelsesprocedurer«, det andet punkt har overskriften »Kriterier for valg af sprog til de enkelte udvælgelsesprocedurer«, og det tredje punkt har overskriften »Kommunikationssprog«.

8        Indledningen til bilag II til den anfægtede meddelelse er affattet således:

»Denne udvælgelsesprøve henvender sig til specialister, og formålet er at ansætte administratorer inden for revision. Kravene i afsnittet »KAN JEG SØGE?« i denne meddelelse er udtryk for EU-institutionernes primære krav om specialistfærdigheder, erfaring og viden og kravet om, at nyansatte skal være i stand til at arbejde effektivt, især i samarbejdet med kollegerne.

Det er grunden til, at ansøgerne skal vælge deres andet sprog til udvælgelsesprøven blandt et begrænset antal officielle EU-sprog. Begrænsningen skyldes også budgetmæssige og praktiske forhold og karakteren af EPSO’s udvælgelsesmetoder, som er beskrevet i punkt 1, 2 og 3 nedenfor. Sprogkravene til denne udvælgelsesprøve er vedtaget af EPSO’s bestyrelse under hensyntagen til disse faktorer og en række andre særlige krav, som enten har at gøre med arbejdets karakter eller de pågældende EU-institutioners særlige behov.

Hovedformålet med denne udvælgelsesprøve er at oprette en reserve af administratorer med henblik på ansættelse i Europa-Kommissionen og for et begrænset antal i Den Europæiske Revisionsret. Det er vigtigt, at de nyansatte administratorer umiddelbart kan indgå i arbejdet og kommunikere med deres kolleger og overordnede. Ifølge kriterierne for sprogbrugen i forbindelse med EU’s udvælgelsesprocedurer, som er beskrevet nedenfor i punkt 2, er det EU-institutionernes holdning, at engelsk, fransk og tysk er de mest oplagte valg som andet sprog til denne udvælgelsesprøve.

I betragtning af at engelsk, fransk og tysk er de tre sprog, som EU-institutionernes personale oftest benytter ved mundtlig kommunikation, oversættelser og administrativ kommunikation, skal ansøgerne tilbyde mindst et af disse sprog som et af de to obligatoriske sprog.

Desuden vurderes det at være vigtigt at have et godt kendskab til engelsk, fransk eller tysk for at kunne analysere de revideredes situation, holde oplæg, gennemføre drøftelser og skrive rapporter, så der sikres et effektivt samarbejde og en god informationsudveksling med de reviderede tjenester og de berørte myndigheder.

Ansøgerne skal udfylde onlineansøgningen på deres andet udvælgelsessprog (engelsk, fransk eller tysk), og det er også disse sprog, som anvendes i fælles meddelelser fra EPSO til ansøgere, der har indsendt en gyldig ansøgning, og i forbindelse med visse af de prøver, der er beskrevet i punkt 3.«

9        Punkt 1 i bilag II til den anfægtede meddelelse, med overskriften »Begrundelse for valg af sprog til de enkelte udvælgelsesprocedurer«, bestemmer følgende:

»Ifølge EU-institutionerne bør beslutningen om, hvilke sprog der i praksis kan anvendes ved de forskellige udvælgelsesprocedurer og herunder især begrænsningerne i valget af sprog, træffes ud fra følgende overvejelser:

i)      Krav om, at nyansatte umiddelbart skal kunne indgå i arbejdet

Nyansatte skal umiddelbart kunne indgå i arbejdet og være i stand til at udføre de opgaver, som de er blevet ansat til. EPSO har således til opgave at sikre, at de beståede ansøgere har en passende viden og en sprogkombination, som gør, at de er i stand til at arbejde effektivt, herunder navnlig at de beståede ansøgere er i stand til at kommunikere effektivt med deres kolleger og overordnede i det daglige arbejde.

Det kan derfor være berettiget at afholde nogle prøver på et begrænset antal fællessprog, så det sikres, at alle ansøgere er i stand til at arbejde på mindst et af disse sprog, uanset deres første officielle sprog. I modsat fald ville der være stor risiko for, at en væsentlig del af de beståede ansøgere ville være ude af stand til at udføre det arbejde, som de var blevet ansat til, inden for en overskuelig tid. Samtidig ville det stride mod det indlysende faktum, at personer, der søger om ansættelse som EU-embedsmand, er indstillet på at arbejde i en international organisation, som er nødt til at anvende fælles arbejdssprog for at kunne fungere korrekt og udføre de opgaver, som den har fået pålagt i EU-traktaterne.

ii)      Udvælgelsesprocedurens karakter

I visse tilfælde kan det også være berettiget at begrænse ansøgernes muligheder for valg af sprog på grund af udvælgelsesprocedurens karakter.

I overensstemmelse med vedtægtens artikel 27 vurderer EPSO ansøgerne ved hjælp af almindelige udvælgelsesprøver med det formål at evaluere deres færdigheder og bedre kunne forudsige, om ansøgerne vil være egnet til at udføre de pågældende arbejdsopgaver.

Assessmentcentret er en udvælgelsesmetode, der består i en standardiseret vurdering af ansøgerne på grundlag af forskellige setups, der iagttages af flere medlemmer af udvælgelseskomitéen. Under vurderingen anvendes der en kompetenceramme, som ansættelsesmyndigheden har fastsat på forhånd, og en fælles metode for pointtildeling og en fælles beslutningstagning.

En sådan vurdering af de særlige færdigheder bevirker, at EU-institutionerne kan afgøre, om ansøgerne er i stand til umiddelbart at fungere i et miljø, som ligger tæt op ad de konkrete arbejdsforhold. Der foreligger et omfattende videnskabeligt forskningsmateriale, som viser, at assessmentcentre, der simulerer virkelighedsnære arbejdssituationer, er den bedste indikator for realistiske præstationer. Assessmentcentre anvendes derfor overalt i verden. I betragtning af ansættelsesforholdenes længde og graden af mobilitet i EU-institutionerne er denne form for vurdering af afgørende betydning, især ved udvælgelsen af tjenestemænd.

For at sikre, at ansøgerne vurderes lige, og at de kan kommunikere direkte med bedømmerne og de øvrige ansøgere, som deltager i øvelsen, vurderes ansøgerne sammen i en gruppe med et fælles sprog. Medmindre assessmentcentret indgår i en udvælgelsesprøve med et enkelt hovedsprog, kræves det, at assessmentcentret tilrettelægges med brug af et begrænset antal sprog.

iii)      Budgetmæssige og praktiske krav

Af flere grunde vil det ifølge EPSO’s bestyrelse ikke kunne lade sig gøre at afholde assessmentcenterfasen af en enkelt udvælgelsesprøve på alle officielle EU-sprog.

For det første ville det afstedkomme et meget stort forbrug af ressourcer, som ville gøre det umuligt for EU-institutionerne at dække deres ansættelsesbehov inden for de nuværende budgetrammer. Det ville heller ikke være en rimelig måde at anvende de europæiske skatteborgeres penge på.

For det andet ville gennemførelsen af et assessmentcenter med brug af alle officielle sprog kræve, at der blev anvendt et stort antal tolke i forbindelse med EPSO’s udvælgelsesprøver, og at der var adgang til egnede lokaler med tolkekabiner.

For det tredje ville der skulle bruges et meget større antal medlemmer af udvælgelseskomitéerne for at kunne dække ansøgernes forskellige sprog.«

10      Punkt 2 i bilag II til den anfægtede meddelelse, der har overskriften »Kriterier for valg af sprog til de enkelte udvælgelsesprocedurer«, lyder således:

»Hvis ansøgernes valg af sprog skal begrænses til et mindre antal officielle EU-sprog, er EPSO’s bestyrelse nødt til i hvert enkelt tilfælde at afgøre, hvilke sprog der skal anvendes til de enkelte almindelige udvælgelsesprøver, ud fra følgende kriterier:

i)      eventuelle interne særregler om sprogbrug i den pågældende institution eller det pågældende organ

ii)      særlige krav som følge af opgavernes karakter og de(n) pågældende institution(er)s særlige behov

iii)      de oftest benyttede sprog i de(n) pågældende institution(er) vurderet ud fra:

–        de oplyste og dokumenterede sprogfærdigheder på niveau B2 eller derover, jf. [CEFR], blandt EU-tjenestemænd i aktiv tjeneste

–        det sprog, der oftest oversættes til ved oversættelse af dokumenter til intern brug i EU-institutionerne

–        det sprog, der oftest benyttes ved udarbejdelse af dokumenter internt i EU-institutionerne, og som derefter oversættes med henblik på ekstern brug

iv)      sprog benyttet til administrativ kommunikation internt i de(n) pågældende institution(er).«

11      Endelig fremgår følgende af punkt 3 i bilag II til den anfægtede meddelelse, med overskriften »Kommunikationssprog«:

»I dette afsnit gennemgås reglerne for kommunikationen mellem EPSO og eventuelle ansøgere og sprogbrugen i denne sammenhæng. Der kan i den enkelte meddelelse om udvælgelsesprøve være fastsat andre særlige krav.

EPSO tager behørigt hensyn til ansøgernes ret til som unionsborgere at kommunikere på deres modersmål. EPSO er desuden opmærksom på, at ansøgere, som har valideret deres ansøgning, er potentielle medlemmer af EU-embedsværket, og at de som sådan er omfattet af de rettigheder og pligter, som er indeholdt i vedtægten. Det er derfor EU-institutionernes holdning, at EPSO så vidt muligt bør kommunikere med ansøgerne og stille oplysninger til rådighed om deres ansøgninger på alle officielle EU-sprog. Som følge heraf vil det faste materiale på EPSO’s websted, meddelelserne om udvælgelsesprøve og de generelle regler om almindelige udvælgelsesprøver foreligge på alle officielle EU-sprog.

Det angives i hver enkelt meddelelse om udvælgelsesprøve, hvilket sprog der skal anvendes til at udfylde onlineansøgningen. Vejledningen i, hvordan ansøgningen udfyldes, skal foreligge på alle officielle sprog. Disse bestemmelser vil være gældende i overgangsperioden, indtil der er indført en onlineprocedure for den indledende ansøgning på alle officielle sprog.

Når ansøgerne har valideret deres indledende ansøgning, vil EPSO af hensyn til en hurtig og effektiv kommunikation kun benytte sig af et begrænset antal officielle EU-sprog, når det ved hjælp af fælles meddelelser henvender sig til store grupper af ansøgere. Det vil i praksis sige ansøgernes første eller andet sprog som angivet i den pågældende meddelelse om udvælgelsesprøve.

Ansøgerne kan kontakte EPSO på et hvilket som helst officielt EU-sprog, men hvis EPSO skal være i stand til at håndtere henvendelserne effektivt, opfordres ansøgerne til at anvende et begrænset antal sprog, hvorved EPSO’s personale sprogligt er i stand til at besvare forespørgslerne uden brug af oversættelse.

En række prøver kan også afholdes på et begrænset antal officielle EU-sprog for at sikre, at ansøgerne har de sprogfærdigheder, der kræves for at kunne deltage i udvælgelsesprøvens assessmentcenter. Sprogkravene til de forskellige prøver vil blive angivet i meddelelsen om udvælgelsesprøve.

Disse ordninger vil ifølge EU-institutionerne sikre en fair og passende balance mellem tjenestens interesser og princippet om flersprogethed, og at der ikke må diskrimineres på grundlag af sprog. Kravet om, at ansøgerne som andet sprog skal vælge et sprog, som er forskelligt fra deres første sprog (normalt modersmål eller tilsvarende), sikrer, at ansøgerne kan sammenlignes på lige fod […]«

12      I den del af den anfægtede meddelelse, der har overskriften »Hvordan finder udvælgelsen sted?«, anføres i punkt 1, at multiple choice-prøverne på computer, dvs. prøverne i verbalt ræsonnement, numerisk ræsonnement og abstrakt ræsonnement, som udgør første del af den pågældende udvælgelsesprocedure, afholdes på det sprog, som hver ansøger har valgt som første sprog i udvælgelsesproceduren.

13      Ifølge punkt 3 i den nævnte del vil de ansøgere, der samlet har opnået de højeste antal point ved »udvælgelsen efter kvalifikationer«, som udgør den anden del af den udvælgelsesprøve, der er omhandlet i den anfægtede meddelelse, desuden blive indkaldt til et assessmentcenter, hvor de, på det sprog, som de har valgt som det andet sprog i udvælgelsesprøven, skal aflægge en række prøver, som er sidste del af udvælgelsesprøven, der omfatter flere prøver, der har til formål at bedømme ansøgerne forskellige kompetencer.

II.    Retsforhandlinger og parternes påstande

14      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 5. august 2016 har Den Italienske Republik anlagt dette søgsmål.

15      Den 15. september 2016 afsagde Retten dom Italien mod Kommissionen (T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495). Ved denne dom annullerede Retten meddelelserne om almindelig udvælgelsesprøve EPSO/AD/276/14 med henblik på oprettelse af en ansættelsesreserve af administratorer (EUT 2014, C 74 A, s. 4), og EPSO/AD/294/14 med henblik på oprettelse af en ansættelsesreserve af administratorer inden for databeskyttelse (EUT 2014, C 391 A, s. 1), med den begrundelse, at begrænsningen til engelsk, fransk og tysk dels af valget af andet sprog til disse udvælgelsesprøver, dels af kommunikationssprogene mellem EPSO og ansøgerne, udgjorde en ubegrundet forskelsbehandling på grund af sprog.

16      Den 19. oktober 2016 indleverede Europa-Kommissionen svarskrift.

17      Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 8. november 2016 anmodede Kongeriget Spanien om tilladelse til at intervenere til støtte for Den Italienske Republik. Ved afgørelse af 9. december 2016 tillod formanden for Rettens Femte Afdeling denne intervention. Kongeriget Spanien indgav sit interventionsindlæg den 15. februar 2017.

18      Den 25. november 2016 indgav Kommissionen en appel til prøvelse af dom af 15. september 2016, Italien mod Kommissionen (T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495), registreret under sagsnummer C-621/16 P.

19      Replikken og duplikken i nærværende sag blev indleveret henholdsvis den 5. december 2016 og den 20. februar 2017.

20      Den 20. januar 2017 opfordrede Retten dels parterne til at tage stilling til den relevante karakter af den sag, der verserede for Domstolen og var registreret under sagsnummer C-621/16 P for så vidt angår nærværende sag samt til en eventuel udsættelse af nærværende sag i medfør af artikel 69 i Rettens procesreglement indtil afsigelsen af Domstolens dom i førnævnte sag. Dels anmodede Retten parterne om at fremkomme med deres bemærkninger til en eventuel forening af nærværende sag og af sag T-401/16, Spanien mod Kommissionen, og sag T-443/16, Italien mod Kommissionen, med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del eller med henblik på den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes, i medfør af procesreglementets artikel 68. Parterne efterkom disse anmodninger inden for den fastsatte frist.

21      Ved afgørelse truffet af formanden for Rettens Femte Afdeling den 21. februar 2017 blev retsforhandlingerne i nærværende sag udsat indtil afsigelsen af dommen i sag C-621/16 P.

22      Den 26. marts 2019 afsagde Domstolen dom i sagen Spanien mod Parlamentet (C-377/16, EU:C:2019:249) og i sagen Kommissionen mod Italien (C-621/16 P, EU:C:2019:251). Ved den første af disse domme annullerede Domstolen indkaldelsen af interessetilkendegivelser Kontraktansatte – Ansættelsesgruppe I – Chauffører (M/K), EP/CAST/S/16/2016, offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende af 14. april 2016 (EUT 2016, C 131 A, s. 1), samt den database, der var oprettet i henhold til den nævnte indkaldelse af interessetilkendegivelser, bl.a. med den begrundelse at Europa-Parlamentet ikke havde godtgjort, at begrænsningen til engelsk, fransk og tysk dels af valget af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprocedure, dels af kommunikationssprogene mellem Parlamentet og ansøgerne, var objektivt og rimeligt begrundet med legitime målsætninger af almen interesse inden for rammerne af personalepolitikken. Ved den anden dom forkastede Domstolen den appel, som Kommissionen havde indgivet til prøvelse af dom af 15. september 2016, Italien mod Kommissionen (T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495). Efter afsigelsen af sidstnævnte dom blev retsforhandlingerne i nærværende sag genoptaget.

23      Den 3. april 2019 blev parterne opfordret til at indgive deres bemærkninger hvad angår de konsekvenser for nærværende sag, der kan udledes af afsigelsen af dom af 26. marts 2019, Spanien mod Parlamentet (C-377/16, EU:C:2019:249), og af 26. marts 2019, Kommissionen mod Italien (C-621/16 P, EU:C:2019:251), til Retten. Parterne efterkom denne anmodning inden for den fastsatte frist.

24      Da sammensætningen af Rettens afdelinger blev ændret i medfør af procesreglementets artikel 27, stk. 5, blev den refererende dommer tilknyttet Niende Afdeling, hvortil denne sag følgelig blev fordelt.

25      Efter forslag fra den refererende dommer besluttede Retten (Niende Afdeling) at indlede retsforhandlingernes mundtlige del, og inden for rammerne af de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er fastsat i procesreglementets artikel 89, opfordrede Retten dels parterne til at indgive visse dokumenter, hvilket de gjorde inden for den fastsatte frist, og stillede dels parterne skriftlige spørgsmål til besvarelse i retsmødet.

26      Ved afgørelse truffet af formanden for Rettens Niende Afdeling den 6. november 2019 blev nærværende sag og sag T-443/16, Italien mod Kommissionen, forenet med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del, jf. procesreglementets artikel 68, stk. 1 og 2.

27      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret skriftlige og mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 5. december 2019.

28      Ved kendelse af 27. januar 2020 genåbnede formanden for Rettens Niende Afdeling retsforhandlingernes mundtlige del i nærværende sag og i sag T-443/16, Italien mod Kommissionen, i medfør af procesreglementets artikel 113, stk. 2, litra a).

29      Ved afgørelse truffet af formanden for Rettens Niende Afdeling den 11. februar 2020 blev nærværende sag og sag T-443/16, Italien mod Kommissionen, efter at parterne havde fremsat deres bemærkninger, adskilt i overensstemmelse med procesreglementets artikel 68, stk. 3.

30      Ved afgørelse af 8. marts 2020 afsluttede formanden for Rettens Niende Afdeling retsforhandlingernes mundtlige del i nærværende sag.

31      Den Italienske Republik har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede meddelelse annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

32      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

33      Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede meddelelse annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

III. Retlige bemærkninger

34      Til støtte for søgsmålet har Den Italienske Republik fremført syv anbringender, det første om tilsidesættelse af artikel 263 TEUF, 264 TEUF og 266 TEUF, det andet om tilsidesættelse af artikel 342 TEUF og af artikel 1 og artikel 6 i Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område (den danske specialudgave: serie I kapitel 1952-1958 s. 59), som ændret (herefter »forordning nr. 1«), det tredje om tilsidesættelse af artikel 6, stk. 3, TEU, af artikel 18 TEUF, af artikel 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), af artikel 1 og 6 i forordning nr. 1, af artikel 1d, stk. 1 og 6, af artikel 27, stk. 2, og af artikel 28, litra f), i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) samt af artikel 1, stk. 2 og 3, i bilag III til vedtægten, det fjerde om tilsidesættelse af artikel 6, stk. 3, TEU og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, det femte om magtfordrejning samt om tilsidesættelse af »væsentlige regler, der hænger uløseligt sammen med karakteren af og formålet med meddelelserne om udvælgelsesprøve«, navnlig af vedtægtens artikel 1d, stk. 1 og 6, artikel 27, stk. 2, artikel 28, litra f), artikel 34, stk. 3, og artikel 45, stk. 1, samt af proportionalitetsprincippet, det sjette om tilsidesættelse af artikel 18 og af artikel 24, stk. 4, TEUF, af chartrets artikel 22, af artikel 2 i forordning nr. 1 samt af vedtægtens artikel 1d, stk. 1 og 6, og det syvende om tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF, af artikel 1 og artikel 6 i forordning nr. 1, af vedtægtens artikel 1d, stk. 1 og 6, og artikel 28, litra f), af artikel 1, stk. 1, litra f), i bilag III til vedtægten og af proportionalitetsprincippet samt en »forkert gengivelse af de faktiske omstændigheder«.

35      Det må konstateres, at Den Italienske Republik med sine anbringender nærmere bestemt har bestridt lovligheden af to elementer i sprogordningen for den i den anfægtede meddelelse omhandlede udvælgelsesprøve. Den Italienske Republik har således bestridt dels de bestemmelser i den anfægtede meddelelse, som begrænser valget af denne udvælgelsesprøves andet sprog til engelsk, fransk og tysk, dels bestemmelserne i denne meddelelse vedrørende de sprog, der kan anvendes i korrespondancen mellem ansøgerne til denne udvælgelsesprøve og EPSO.

36      Det bemærkes indledningsvis, at for så vidt som visse prøver ifølge den anfægtede meddelelse foregår på det sprog, som ansøgerne har valgt som andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve, medfører den omstændighed, at begrænsningen af valget af dette andet sprog eventuelt er ulovlig, nødvendigvis, at afholdelsen af samtlige prøver i udvælgelsesprøven er ulovlig.

37      Herefter må lovligheden af disse to elementer i den anfægtede meddelelse undersøges successivt i lyset af de af parterne påberåbte anbringender og fremførte argumenter.

A.      Lovligheden af begrænsningen til engelsk, fransk og tysk af ansøgernes valg af det andet sprog til den i den anfægtede meddelelse omhandlede udvælgelsesprøve

38      Det element i den anfægtede meddelelse, der vedrører begrænsningen til engelsk, fransk og tysk af ansøgernes valg af det andet sprog til den omhandlede udvælgelsesprøve, er i det væsentlige genstand for det tredje og det syvende anbringende, der er fremført af Den Italienske Republik.

39      Det tredje anbringende er, at begrænsningen af valget af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve tilsidesætter artikel 6, stk. 3, TEU, artikel 18 TEUF, chartrets artikel 22, artikel 1 og 6 i forordning nr. 1, vedtægtens artikel 1d, stk. 1 og 6, artikel 27, stk. 2, og artikel 28, litra f), samt artikel 1, stk. 2 og 3, i bilag III til vedtægten. I forbindelse med dette anbringende finder Den Italienske Republik bl.a., at en sådan begrænsning udgør en forskelsbehandling på grund af sprog, og at den i den anfægtede meddelelse anførte begrundelse herfor ikke kan godtgøre, at der foreligger et egentligt behov, som konkret begrunder dette.

40      Det syvende anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF, af artikel 1 og 6 i forordning nr. 1, af vedtægtens artikel 1d, stk. 1 og 6, og artikel 28, litra f), af artikel 1, stk. 1, litra f), i bilag III til vedtægten og af proportionalitetsprincippet samt en »urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder«. I forbindelse med dette anbringende har Den Italienske Republik navnlig påberåbt sig en manglende og utilstrækkelig begrundelse af den anfægtede meddelelse og har gjort gældende, at kun grunde, som er forbundet med tjenestens specifikke krav, vil kunne begrunde en forskelsbehandling på grund af sprog.

41      Kongeriget Spanien har tilsluttet sig Den Italienske Republiks argumenter.

42      Det følger af det ovenfor i præmis 39 og 40 anførte, at Den Italienske Republik med de førnævnte anbringender, som skal undersøges samlet, i det væsentlige har gjort gældende, at begrundelsespligten er tilsidesat, og, henset til de forskellige påberåbte bestemmelser, har bestridt rigtigheden af den begrundelse, der er anført i den anfægtede meddelelse med henblik på begrænsningen af ansøgernes valg af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve til engelsk, fransk og tysk.

1.      Begrundelsen for den anfægtede meddelelse

43      Hvad for det første angår en eventuel manglende eller en eventuel utilstrækkelig begrundelse af den anfægtede meddelelse, som er påberåbt i forbindelse med det syvende anbringende, har Kommissionen afvist Den Italienske Republiks argumentation. Kommissionen har navnlig gjort gældende, at begrundelsen for begrænsningen af valget af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve til engelsk, fransk og tysk blev angivet korrekt i bilag II til denne meddelelse og blev bekræftet af de faktuelle elementer, der er redegjort for i bilagene til svarskriftet. Kommissionen har i øvrigt i denne henseende bemærket, at eftersom den anfægtede meddelelse ifølge retspraksis er en almengyldig retsakt, kan dens begrundelse indskrænke sig til dels at angive de »samlede omstændigheder«, som har ført til, at den pågældende retsakt er blevet udstedt, dels de »generelle formål«, som den skal opfylde.

44      Det bemærkes i denne henseende, at det følger af fast retspraksis, at begrundelsespligten udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt. En afgørelses begrundelse består nemlig i formelt at udtrykke de grunde, som afgørelsen er baseret på. Hvis disse grunde er behæftet med fejl, vil afgørelsens grundlags lovlighed være berørt, men det vil dennes begrundelse ikke, idet denne kan være tilstrækkelig, selv om den er udtryk for fejlagtige grunde (jf. dom af 15.9.2016, Italien mod Kommissionen, T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495, ikke trykt i Sml., præmis 79 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 5.9.2019, Italien mod Kommissionen, T-313/15 og T-317/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:582, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

45      I det foreliggende tilfælde indeholder den nævnte meddelelse, således som det fremgår af de betragtninger, der er anført i den del af den anfægtede meddelelse, som har overskriften »Kan jeg søge?« samt af bilag II til denne meddelelse, således som gengivet i præmis 6-11 ovenfor, ganske rigtigt en begrundelse, som tilsigter at begrunde begrænsningen af valget af det andet sprog til den nævnte udvælgelsesprøve. Nærmere bestemt er det heri anført, at denne begrænsning blev vedtaget ifølge de kriterier, som er beskrevet i punkt 2 i bilag II til denne meddelelse (jf. præmis 10 ovenfor), og at den hviler på tre grunde, dvs. for det første kravet om, at nyansatte umiddelbart skal kunne indgå i arbejdet, for det andet udvælgelsesprocedurens karakter og for det tredje budgetmæssige og praktiske krav. Disse grunde er anført i indledningen til dette bilag (jf. præmis 8 ovenfor) og er genstand for en mere udførlig beskrivelse i dette bilags punkt 1, nr. i)-iii) (jf. præmis 9 ovenfor). Følgelig kan det ikke foreholdes denne meddelelses ophavsmand, dvs. EPSO, at dette har tilsidesat begrundelsespligten. Spørgsmålet om rigtigheden af denne begrundelses er forskelligt og vil blive undersøgt i det følgende.

2.      Rigtigheden af den begrundelse, der er anført i den anfægtede meddelelse med henblik på at begrænse ansøgernes valg af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve til engelsk, fransk og tysk

a)      Spørgsmålet, om der foreligger en forskelsbehandling

46      Den Italienske Republik har gjort gældende, at princippet om flersprogethed, som er beskyttet i chartrets artikel 22, ikke gør det muligt at begrænse valget af det andet sprog til en udvælgelsesprøve til et begrænset antal officielle sprog, men tværtimod indebærer en mulighed for ansøgerne til i medfør heraf at vælge ethvert officielt sprog. Den Italienske Republik er af den opfattelse, at selv om det ganske vist følger af visse vedtægtsbestemmelser, navnlig af artikel 1, stk. 1, litra f), i bilag III til vedtægten, at det er muligt at begrænse valget af dette andet sprog, vil disse begrænsninger aldrig kunne udgøre reglen for alle udvælgelsesprøver.

47      Kommissionen har for sit vedkommende bl.a. gjort gældende, at for så vidt som den sproglige begrænsning, der er fastsat i den anfægtede meddelelse, udelukkende vedrører det andet sprog, som ansøgerne til den pågældende udvælgelsesprøve skal vælge med henblik på bl.a. at deltage i prøverne i assessmentcentret, og ikke vedrører deres modersmål eller deres angivne første sprog, idet dette kan anvendes til prøver af typen multiple choice-prøver på computer, medfører denne begrænsning ikke en forskelsbehandling på grund af sprog.

48      I denne henseende bemærkes, at artikel 1 i forordning nr. 1 bestemmer følgende:

»De officielle sprog og arbejdssprogene for Unionens institutioner er bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk.«

49      Det bemærkes ligeledes, som nævnt i præmis 67 i dom af 27. november 2012, Italien mod Kommissionen (C-566/10 P, EU:C:2012:752), at selv om det i artikel 1 i forordning nr. 1 udtrykkeligt angives, hvilke sprog der er EU-institutionernes arbejdssprog, bestemmes i artikel 6, at disse institutioner i deres forretningsorden kan fastsætte de nærmere regler for den sprogordning, der er fastsat i denne forordning. I samme præmis i denne dom konstaterede Domstolen i øvrigt, at de institutioner, der var berørt af de i denne sag omhandlede meddelelser om udvælgelsesprøver, ikke med hjemmel i den nævnte forordnings artikel 6 havde fastsat de nærmere regler for denne sprogordning i deres forretningsordener.

50      I denne henseende konstateres indledningsvis, at det ikke, på grundlag af de elementer, der fremgår af sagsakterne i denne sag, kan godtgøres, at de institutioner, der er berørt af den anfægtede meddelelse, inden offentliggørelsen af den nævnte meddelelse havde vedtaget bestemmelser i deres forretningsordener, som tilsigtede at fastsætte de nærmere regler for den generelle sprogordning, der er fastsat i forordning nr. 1, jf. sidstnævnte forordnings artikel 6. Ifølge Kommissionen er der tværtimod »ingen institution, der på noget tidspunkt har vedtaget en sådan forretningsorden«.

51      I øvrigt bestemmes i vedtægtens artikel 1d, stk. 1, at ved anvendelsen af denne vedtægt er enhver form for forskelsbehandling bl.a. på grund af sprog forbudt. I overensstemmelse med vedtægtens artikel 1d, stk. 6, første punktum, gælder, at »[d]a princippet om ligebehandling og princippet om proportionalitet skal overholdes, skal enhver fravigelse fra dette princip begrundes objektivt og rimeligt og under henvisning til legitime målsætninger af almen interesse inden for rammerne af personalepolitikken«.

52      Desuden bestemmes i vedtægtens artikel 28, litra f), at der til tjenestemand kun kan udnævnes en person, der beviser, at han har indgående kundskaber i et af Unionens sprog og tilfredsstillende kundskaber i et andet af Unionens sprog. Selv om det i denne bestemmelse præciseres, at de tilfredsstillende kundskaber i et andet sprog kræves »i det omfang, dette er nødvendigt for [det] hverv«, som ansøgeren skal udøve, indeholder den ingen angivelser af de kriterier, der kan tages i betragtning i forbindelse med en begrænsning af valget af dette sprog blandt de officielle sprog, der nævnes i artikel 1 i forordning nr. 1. (jf. dom af 15.9.2016, Italien mod Kommissionen, T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495, ikke trykt i Sml., præmis 85 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 5.9.2019, Italien mod Kommissionen, T-313/15 og T-317/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:582, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

53      Sådanne kriterier følger heller ikke af vedtægtens artikel 27, hvis første stykke, uden at henvise til sprogkundskaber, bestemmer, at »[d]et skal ved ansættelse tilstræbes, at institutionen råder over de bedst kvalificerede tjenestemænd, både med hensyn til kompetence, arbejdsindsats og integritet, og at disse udvælges på et så bredt geografisk grundlag som muligt blandt statsborgerne i Unionens medlemsstater«, og at »[i]ngen stillinger kan forbeholdes statsborgere fra en bestemt medlemsstat«. Det samme gælder for så vidt angår denne artikels andet stykke, hvori det blot anføres, at »[m]ed henvisning til princippet om, at Unionens statsborgere er lige, har institutionerne mulighed for at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger, hvis der er blevet konstateret en væsentlig skævhed i tjenestemændenes fordeling på nationalitet, som ikke er objektivt begrundet«, idet det bl.a. præciseres, at »[s]ådanne hensigtsmæssige foranstaltninger skal være velbegrundede og må aldrig føre til, at der anvendes ansættelseskriterier, som ikke er meritbaserede«.

54      Ifølge artikel 1, stk. 1, litra f), i bilag III til vedtægten kan meddelelsen om udvælgelsesprøve endelig eventuelt specificere de sprogkundskaber, der er nødvendige på grund af den ledige stillings særlige karakter. Imidlertid følger der ikke af denne bestemmelse en generel tilladelse til at begrænse valget af det andet sprog til en udvælgelsesprøve til et begrænset antal officielle sprog blandt dem, der er nævnt i artikel 1 i forordning nr. 1 (jf. dom af 15.9.2016, Italien mod Kommissionen, T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495, ikke trykt i Sml., præmis 86 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 5.9.2019, Italien mod Kommissionen, T-313/15 og T-317/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:582, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

55      Det fremgår af alle disse betragtninger, at begrænsningen af valget af ansøgerne til en udvælgelsesprøves andet sprog til et begrænset antal sprog, med udelukkelse af de øvrige officielle sprog, udgør en forskelsbehandling på grund af sprog, som principielt er forbudt i henhold til vedtægtens artikel 1d, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 26.3.2019, Spanien mod Parlamentet, C-377/16, EU:C:2019:249, præmis 66). Det er nemlig åbenbart, at visse potentielle ansøgere, dvs. dem, der har et tilfredsstillende kendskab til mindst et af de udpegede sprog, begunstiges med en sådan begrænsning, for så vidt som de kan deltage i udvælgelsesprøven og således blive ansat som tjenestemænd eller øvrige ansatte i Unionen, mens de andre ansøgere, som ikke har et sådant kendskab, udelukkes (jf. dom af 15.9.2016, Italien mod Kommissionen, T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495, ikke trykt i Sml., præmis 91 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 5.9.2019, Italien mod Kommissionen, T-313/15 og T-317/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:582, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

56      Ovenstående konklusion kan ikke afkræftes af de af Kommissionen fremførte argumenter.

57      For det første skal argumentet om, at begrænsningen af valget af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve ved den anfægtede meddelelse ikke udgør en forskelsbehandling på grund af sprog, »eftersom begrænsningen af sprogbrugen til udvælgelsesprøven ikke vedrører ansøgernes modersmål eller første sprog, men udelukkende det andet sprog, som de skal vælge«, forkastes som irrelevant. Rækkevidden af det forbud mod forskelsbehandling på grund af sprog, der er fastsat i vedtægtens artikel 1d, stk. 1, indskrænker sig nemlig ikke til den brug af modersmål, som foretages af de personer, som henhører under denne bestemmelses anvendelsesområde, eller til det første sprog, der er anført i forbindelse med en udvælgelsesprøve til ansættelse af tjenestemænd eller øvrige ansatte i Unionen.

58      For det andet må Kommissionens argument om ansøgernes mulighed for at anvende deres modersmål til multiple choice-prøver på computer, idet sproget til prøverne i assessmentcentret herefter ikke må være det samme, forkastes. Der er nemlig ingen bestemmelser i den anfægtede meddelelse, som gør det muligt at antage, at ansøgerne nødvendigvis vil skulle bestå prøver af typen multiple choice-prøver på computer på deres første sprog (dvs. almindeligvis deres modersmål), og endnu mindre, at de er forpligtede hertil. Der er således intet, som afholder en ansøger, hvis modersmål er engelsk, fransk eller tysk, og som ligeledes har et indgående kendskab til et andet af disse tre sprog, fra at angive sidstnævnte sprog som værende vedkommendes første sprog til udvælgelsesprøven og således fra at bestå de andre prøver, der er fastsat i den anfægtede meddelelse, på sit hovedsprog. Det er således åbenbart, at en ansøger, hvis hovedsprog ikke er nogen af de førnævnte tre sprog, ikke er i stand til at foretage et tilsvarende valg. Det af Kommissionen fremførte eksempel med verbalt ræsonnement kan ikke stille spørgsmålstegn ved denne opfattelse, eftersom det ikke, alene på grundlag af dette dokument, vil kunne udelukkes, at et indgående kendskab til, endog en fuldstændig beherskelse af, et andet sprog end hovedsproget kan gøre det muligt for den pågældende ansøger at bestå en sådan prøve.

59      Ifølge præmis 94 i dom af 27. november 2012, Italien mod Kommissionen (C-566/10 P, EU:C:2012:752), kan målet om at sikre, at institutionerne sikres medarbejdere, der opfylder de højeste krav til kvalifikationer, indsats og integritet, endvidere ganske vist bedst sikres, når ansøgerne har adgang til at gå op til udvælgelsesprøverne på deres modersmål eller på det andet sprog, som de mener, at de behersker bedst. Imidlertid kan det ikke, i modsætning til det, som fremgår af Kommissionens skriftlige indlæg, af denne dom udledes, at enhver begrænsning af ansøgernes valg af det andet sprog er berettiget på betingelse af, at ansøgerne, blandt de sprog, der foreslås i den anfægtede meddelelse, kan vælge det sprog, som de behersker bedst efter deres modersmål. Intet udelukker nemlig, at det andet sprog, som de nævnte ansøgere »mener, at de behersker bedst«, som omhandlet i præmis 94 i den førnævnte dom, er et andet sprog end engelsk, fransk eller tysk (jf. dom af 15.9.2016, Italien mod Kommissionen, T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495, ikke trykt i Sml., præmis 95 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 5.9.2019, Italien mod Kommissionen, T-313/15 og T-317/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:582, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

60      Ifølge retspraksis fremgår det ikke desto mindre af samtlige førnævnte bestemmelser, at tjenestens interesse kan udgøre et legitimt mål, der kan tages hensyn til. Selv om vedtægtens artikel 1d ganske vist navnlig forbyder enhver form for forskelsbehandling på grund af sprog, fastsættes det imidlertid i bestemmelsens stk. 6, første punktum, at der er mulighed for at begrænse dette forbud på betingelse af, at dette »begrundes objektivt og rimeligt« og at det sker under henvisning til »legitime målsætninger af almen interesse inden for rammerne af personalepolitikken« (jf. dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 89).

61      Den vide skønsbeføjelse, som EU-institutionerne råder over for så vidt angår tilrettelæggelsen af deres tjenestegrene, hvilket ligeledes gælder EPSO, når sidstnævnte, som i det foreliggende tilfælde, udøver de beføjelser, som de nævnte institutioner har tillagt den, er derfor nødvendigvis reguleret ved vedtægtens artikel 1d, således at forskelsbehandling på grund af sprog, der følger af en begrænsning af sprogordningen for en udvælgelsesprøve til et begrænset antal officielle sprog, kun kan tillades, hvis en sådan begrænsning er objektivt begrundet og står i et rimeligt forhold til tjenestens reelle behov (jf. dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis).

62      Henset til det ovenstående skal det, eftersom begrænsningen af valget af det andet sprog til den udvælgelsesprøve, der er omhandlet i den anfægtede meddelelse, udgør en forskelsbehandling på grund af sprog, som principielt er forbudt i henhold til vedtægtens artikel 1d, stk. 1 (jf. præmis 55 ovenfor), undersøges, om EPSO ved at begrænse dette valg til engelsk, fransk og tysk har tilsidesat vedtægtens artikel 1d ved indførelsen af en ubegrundet forskelsbehandling.

b)      Spørgsmålet, om der foreligger en begrundelse for den omtvistede forskelsbehandling

63      Den Italienske Republik har indledningsvis gjort gældende, at ansøgernes sproglige evner ikke henhører under de kompetencer, der er omhandlet i vedtægtens artikel 27, stk. 1, således at bedømmelsen af disse sidstnævnte i forbindelse med prøverne i en udvælgelsesprøve, for at være effektiv og ikke diskriminerende, ikke i bestemmende omfang skal være påvirket af førstnævnte. En begrænsning af valget af det andet sprog til en udvælgelsesprøve forudsætter således på tilstrækkelig vis at redegøre for og begrunde de særlige nødvendige forhold, som konkret begrunder dette, således at der skal godtgøres en forbindelse mellem det andet sprog og den specifikke opgave, som skal udøves af de beståede ansøgere fra den pågældende udvælgelsesprøve.

64      I det foreliggende tilfælde indebærer den forskelligartede karakter af de opgaver, som de beståede ansøgere fra den pågældende udvælgelsesprøve skal varetage, ansættelse af personer, som råder over forskellige sproglige kompetencer. Ifølge Den Italienske Republik er det nemlig som følge af det vide område for revision af medlemsstaternes forvaltning af strukturfonde åbenbart, at udøvelsen af funktioner af denne type kræver det størst mulige kendskab til Unionens sprog.

65      De grunde, der er anført i den anfægtede meddelelse med henblik på at begrunde den omtvistede begrænsning, er imidlertid ikke forbundet med de konkrete opgaver, der skal udføres, eller med tjenestens specifikke krav.

66      Den Italienske Republik har således for det første gjort gældende, at begrundelsen om nødvendigheden af at råde over beståede ansøgere, der straks kan være operationelle, ikke er et krav, som kan begrunde en sproglig forskelsbehandling af en sådan grovhed. Et sådant formål kan nemlig ikke påberåbes generelt og teoretisk, men skal sammenholdes med de specifikke opgaver, der skal varetages. Følgelig vil restriktioner i sprogordningen for den pågældende udvælgelsesprøve i den anfægtede meddelelse kun kunne tillades, hvis det godtgøres, at det uden disse ville være fuldstændigt umuligt for de nyansatte tjenestemænd at arbejde.

67      Hvad angår angivelsen i den anfægtede meddelelse af kravene om intern kommunikation fremgår det på ingen måde af denne meddelelse, hvordan denne kommunikation er væsentlig for udførelsen af de specifikke opgaver, som de nyansatte beståede ansøgere har ansvaret for, eller hvorfor den nødvendigvis skal foregå på engelsk, fransk eller tysk. Ifølge Den Italienske Republik kan sådanne krav ikke præsenteres som en slags forud fastsat universel værdi, som altid og under alle omstændigheder kan begrunde en indskrænkning af de grundlæggende rettigheder. Desuden er der intet bevis for, at de pågældende tre sprog er de mest anvendte sprog ved den interne kommunikation i EU-institutionerne.

68      Hvad for det andet angår begrundelsen vedrørende udvælgelsesprocedurens karakter har Den Italienske Republik gjort gældende, at et sådant hensyn ikke i sig selv kan begrunde en sproglig forskelsbehandling af dette omfang. Endvidere angiver den anfægtede meddelelse ikke grundene til, at det kun er anvendelsen af engelsk, fransk og tysk, som kan sikre denne procedures maksimale effektivitet.

69      Hvad endelig for det tredje angår den begrundelse, der har sammenhæng med budgetmæssige og praktiske forhold, har Den Italienske Republik gjort gældende, at økonomiske krav aldrig i sig selv kan begrunde en forskelsbehandling, som påvirker en grundlæggende ret. Under alle omstændigheder fremgår det ikke af bilag II til den anfægtede meddelelse, hvilke omkostninger der er ved et anderledes system, eller hvorfor kun et system, der er baseret på de tre sprog, som er lagt til grund i det foreliggende tilfælde, og ikke f.eks. på tre andre sprog, er foreneligt med de budgetmæssige krav.

70      Kommissionen har for sit vedkommende fremhævet, at det vide skøn, som EU-institutionerne råder over på det personalepolitiske område, gør det muligt for dem at fastlægge tjenestens interesse og de kompetencer, som de nyansatte skal have i henhold til vedtægtens artikel 27, stk. 1, men ligeledes at fastlægge de formål, som kan begrunde en sproglig begrænsning i henhold til vedtægtens artikel 1d, stk. 6, første punktum.

71      I det foreliggende tilfælde består tjenestens interesse ifølge den anfægtede meddelelse i nødvendigheden af at sikre, at de institutioner, der er anført i denne meddelelse, dvs. Kommissionen og Den Europæiske Revisionsret, fungerer effektivt ved ansættelse af ansatte, som straks er operationelle og som takket være deres kendskab til et af arbejdssprogene lettere vil kunne integrere sig i et nyt og internationalt arbejdsmiljø.

72      Ifølge Kommissionen hviler begrænsningen af valget af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve til engelsk, fransk og tysk således på objektive elementer, nemlig den omstændighed, at disse tre sprog anvendes som fællessprog i de to institutioner, der er nævnt i præmis 71 ovenfor. Til støtte for denne påstand har Kommissionen med svarskriftet fremlagt en række elementer, dvs. dels diverse tekster vedtaget af Kommissionen og af Revisionsretten, dels statistiske oplysninger, som viser graden af den særlige udbredelse af disse tre sprog blandt de ansatte, som varetager revisionsopgaver i disse institutioner.

73      Ifølge Kommissionen kan det i øvrigt ikke tillades, at formålet med den i den anfægtede meddelelse omhandlede udvælgelsesprøve udelukkende består i at kontrollere ansøgernes kompetencer, og at formålet om at bedømme disses evne til at udtrykke sig på et andet sprog end deres modersmål er fuldstændigt sekundært. Det er tværtimod afgørende at sikre betingelserne for en effektiv intern kommunikation ved at sørge for, at alle tjenestemænd er i besiddelses af et tilstrækkeligt kendskab til et af de tre sprog, der tjener som fællessprog i de pågældende institutioner. Som følge heraf kan en ansøger, som ikke er i stand til at kommunikere på et af disse tre sprog, ikke blive en tjenestemand, som er »bedst kvalificere[t] […] med hensyn til kompetence« som omhandlet i vedtægtens artikel 27.

74      Kommissionen har desuden anført, at Den Italienske Republiks tilgang, hvorefter det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve skal kunne vælges blandt alle officielle sprog, ville medføre en betragtelig økonomisk omkostning. I en arbejdsmæssig sammenhæng, som er præget af en tydelig overvægt af engelsk, fransk og tysk, ville denne omkostning imidlertid være åbenbart uberettiget.

75      En sådan tilgang tager heller ikke hensyn til den særlige karakter af prøverne i assessmentcentret. Ifølge Kommissionen ville ansøgerne, for så vidt som det er lidet sandsynligt, at udvælgelseskomitéens medlemmer behersker alle officielle sprog i Unionen, skulle udtrykke sig ved hjælp af tolke, hvilket ville forekomme totalt absurd, henset til formålet om at råde over beståede ansøgere, som straks kan være operationelle.

76      Ifølge Kommissionen er de pågældende tre sprog desuden de mest studerede udenlandske sprog i medlemsstaterne og de mest kendte i Europa samt dem, som Unionens borgere anser for at være de mest hensigtsmæssige at studere. Dette følger bl.a. af forskellige elementer, som denne institution har fremlagt sammen med sit svarskrift.

77      Den Italienske Republik har i replikken navnlig afvist, at de elementer, som Kommissionen har fremlagt med sit svarskrift, er relevante.

78      Kommissionen har i duplikken fastholdt sin argumentation og bl.a. fremhævet, at de elementer, som den har fremlagt, viser rigtigheden heraf.

79      Kongeriget Spanien har for sit vedkommende nærmere bestemt anført, at den pågældende udvælgelsesprøve har til formål at ansætte administratorer inden for revision, som skal varetage deres opgaver, vedrørende alle Unionens aktivitetsområder, i medlemsstaterne samt i tredjelande. Kongeriget Spanien er således af den opfattelse, at de beståede ansøgere bør råde over den størst mulige vifte af sprogkundskaber. For så vidt angår de af Kommissionen fremlagte elementer kvalificerer Kongeriget Spanien disse som delvise, for så vidt som de ikke afspejler hverken situationen i alle institutionerne eller situationen i de institutioner, der er omhandlet i den anfægtede meddelelse.

1)      Begrundelsen i den anfægtede meddelelse

80      Det bemærkes indledningsvis, at institutionerne inden for rammerne af en udvælgelsesprocedure har en vid skønsbeføjelse til at vurdere tjenestens interesse og de kvalifikationer og fortjenester, der skal tages i betragtning. Det er således ikke udelukket, at tjenestens interesse kan nødvendiggøre, at ansatte personer har specifikke sprogkundskaber. Den særlige karakter af de opgaver, der skal udføres, kan således begrunde en ansættelse støttet på bl.a. indgående kundskaber i et specifikt sprog (jf. dom af 26.3.2019, Spanien mod Parlamentet, C-377/16, EU:C:2019:249, præmis 67 og 68 og den deri nævnte retspraksis).

81      Det tilkommer imidlertid den institution, der har begrænset sprogordningen i en udvælgelsesprocedure til et begrænset antal af de officielle sprog i Unionen, at godtgøre, at en sådan begrænsning er egnet til at opfylde de reelle behov for de hverv, som de ansatte personer vil skulle udføre. Enhver betingelse vedrørende specifikke sprogkundskaber skal desuden være proportional i forhold til denne interesse og hvile på klare, objektive og forudsigelige kriterier, der gør det muligt for ansøgerne at forstå begrundelserne for denne betingelse, og for Unionens retsinstanser at kontrollere lovligheden deraf (jf. dom af 26.3.2019, Spanien mod Parlamentet, C-377/16, EU:C:2019:249, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis).

82      I denne henseende tilkommer det Unionens retsinstanser at foretage en konkret undersøgelse af de regler, som fastsætter sprogordningen for udvælgelsesprøver såsom den, der omhandles i den anfægtede meddelelse, for så vidt som det kun er en sådan undersøgelse, som kan gøre det muligt at fastslå, hvilke sprogkundskaber institutionerne objektivt kan kræve i tjenestens interesse i forbindelse med særlige stillinger, og dermed, hvorvidt en eventuel begrænsning af valget af de sprog, der kan anvendes til at deltage i denne udvælgelsesprøve, er objektivt begrundet og står i rimeligt forhold til tjenestens reelle behov (jf. dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 94).

83      Nærmere bestemt skal Unionens retsinstanser ikke blot tage stilling til den materielle nøjagtighed af de beviser, der henvises til, samt oplysningernes troværdighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner (jf. dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

84      Som det fremgår af præmis 8 ovenfor, oplyses det i indledningen til bilag II til den anfægtede meddelelse, at den pågældende udvælgelsesprøve tilsigter at oprette en reserve af administratorer inden for revision med henblik på ansættelse i Kommissionen og for et »begrænset antal« i Revisionsretten. For så vidt angår begrænsningen af valget af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve til engelsk, fransk og tysk præciseres det heri, at denne begrænsning blev besluttet ifølge de kriterier, der er fastsat i det nævnte bilags punkt 2 (jf. præmis 10 ovenfor), samt at den hviler på tre grunde, dvs. for det første nødvendigheden af, at nyansatte umiddelbart skal kunne indgå i arbejdet, for det andet udvælgelsesprocedurens karakter og for det tredje budgetmæssige og praktiske krav (jf. præmis 45 ovenfor).

85      Hvad for det første angår begrundelsen om budgetmæssige og praktiske krav bemærkes, at denne begrundelse, således som den er formuleret i punkt 1, nr. iii), i bilag II til den anfægtede meddelelse, højst vil kunne tjene som en abstrakt begrundelse for en begrænsning af antallet af sprog, som kan vælges som det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve. Derimod gør den det ikke muligt at afgøre, hvad det præcise antal af disse sprog skal være, eller at forklare, hvorfor visse sprog skal lægges til grund og andre udelukkes.

86      Som følge af den generelle formulering af punkt 1 i bilag II til den anfægtede meddelelse vil begrundelsen om budgetmæssige og praktiske krav ligeledes kunne anvendes ikke blot på den pågældende udvælgelsesprøve, men ligeledes på en hvilken som helst udvælgelsesprøve, der afholdes af EPSO. Den pågældende begrundelse indeholder således ingen oplysninger om de konkrete budgetmæssige og praktiske krav, som EPSO eller de tjenester, der er omfattet af den anfægtede meddelelse, står over for, og som i dette specielle tilfælde har begrundet en begrænsning af valget af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve kun til visse sprog. Kommissionen har heller ikke fremlagt konkrete oplysninger om de fordele, for så vidt angår budgetmæssige og praktiske ressourcer, som den sprogordning, der er fastsat i den anfægtede meddelelse, ville have, og om de konsekvenser, som anvendelsen af en anden ordning ville medføre.

87      Under alle omstændigheder bemærkes, at budgetmæssige betragtninger ifølge fast retspraksis ikke kan begrunde en forskelsbehandling (jf. dom af 1.3.2012, O’Brien, C-393/10, EU:C:2012:110, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis). I øvrigt følger det ikke af gældende retspraksis, at formålet om nedbringelse af EU-institutionernes omkostninger som sådan kan udgøre en målsætning af almen interesse, der er anerkendt af Unionen.

88      Herefter kan formålet om budgetmæssige og praktiske krav, således som anført i punkt 1, nr. iii), i bilag II til den anfægtede meddelelse, ikke i sig selv begrunde den omtvistede forskelsbehandling.

89      Tilsvarende betragtninger gælder hvad angår den begrundelse, der er anført i punkt 1, nr. ii), i bilag II til den anfægtede meddelelse vedrørende udvælgelsesprocedurens karakter og nærmere bestemt den særlige karakter af prøverne i assessmentcentret. Ligesom begrundelsen om budgetmæssige og praktiske krav kan den omhandlede begrundelse nemlig, som følge af dens generelle formulering, finde anvendelse på en hvilken som helst udvælgelsesprocedure og gør det ikke muligt at begrunde valget af de tre sprog, der er lagt til grund i det specifikke tilfælde med den pågældende udvælgelsesprøve. Desuden har Kommissionen ikke fremlagt nogen konkrete oplysninger i denne henseende. Navnlig er de statistiske oplysninger, som Kommissionen har fremlagt vedrørende det første sprog, som blev valgt af ansøgerne til udvælgelsesprøver, som blev afholdt mellem 2010 og 2012, ikke relevante med henblik på at bedømme kravene vedrørende valget af det andet sprog i forbindelse med den pågældende udvælgelsesprøve. Det samme gælder oplysningerne vedrørende det andet sprog, som blev valgt af ansøgerne til udvælgelsesprøver, som blev afholdt i 2005, dvs. på et tidspunkt, som lå forud for den ændring af EPSO’s udvælgelsesprocedurer, som indførte prøverne i assessmentcentret.

90      Hvad i øvrigt angår denne begrundelses rækkevidde bemærkes, at bedømmelsen af ansøgernes forskellige kompetencer i assessmentcentret, således som det klart fremgår af punkt 1, nr. ii), i bilag II til den anfægtede meddelelse, »bevirker, at EU-institutionerne kan afgøre, om [sidstnævnte] er i stand til umiddelbart at fungere i et miljø, som ligger tæt op ad de konkrete arbejdsforhold«. Det fremgår således, at begrundelse om udvælgelsesprocedurens karakter som følge af dens ordlyd reelt har sammenhæng med begrundelsen om nødvendigheden af, at de nyansatte personer umiddelbart skal kunne indgå i arbejdet. Denne konstatering modsiges ikke af Kommissionen, som i dens skriftlige indlæg har anført, at den pågældende begrundelse udgør et »supplerende element«, som afspejler institutionernes valg af en udvælgelsesmetode, som består i at simulere et egentligt arbejdsmiljø, og hvis omdrejningspunkt er ansøgernes evner til at interagere i en international sammenhæng. Ligeledes må det konstateres, at EPSO’s program til gennemførelse af ændringen af udvælgelsesprocedurerne af 11. september 2008, som Kommissionen har fremlagt, først og fremmest tjener til at illustrere, at formålet om at ansætte personer, som er i stand til umiddelbart at indgå i arbejdet, er direkte forbundet med denne ændring.

91      Det følger heraf, at hverken begrundelsen om budgetmæssige og praktiske krav eller begrundelsen om udvælgelsesprocedurens karakter enkeltvis eller samlet kan begrunde begrænsningen i den anfægtede meddelelse af ansøgernes valg af det andet sprog i den pågældende udvælgelsesprocedure, især for så vidt som disse begrundelser ikke gør det muligt at godtgøre, hvorfor dette valg udelukkende skal foretages blandt de tre sprog, som i det foreliggende tilfælde er lagt til grund, dvs. engelsk, fransk og tysk, med udelukkelse af andre officielle sprog i Unionen. Derimod kan begrundelsen om nødvendigheden af, at nyansatte umiddelbart skal kunne indgå i arbejdet, eventuelt begrunde en begrænsning til præcist disse tre sprog (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, Italien mod Kommissionen, T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495, ikke trykt i Sml., præmis 106 og den deri nævnte retspraksis).

92      Denne begrundelses afgørende karakter bekræftes i øvrigt af de generelle regler, hvori det i punkt 1.3 er anført, at »[v]alget af andet sprog ved udvælgelsesprøver er blevet fastlagt under hensyntagen til tjenestens interesse, således at nyansatte straks skal kunne være operationelle og i stand til at kommunikere effektivt i deres daglige arbejde«.

93      For så vidt angår indholdet af begrundelsen om nødvendigheden af, at nyansatte umiddelbart skal kunne indgå i arbejdet, følger det af indledningen til samt af punkt 1, nr. i), i bilag II til den anfægtede meddelelse, at ansøgerne til den pågældende udvælgelsesprøve for at kunne anses for umiddelbart at kunne indgå i arbejdet, skal være i besiddelse af et »passende [sprogkendskab] og en sprogkombination, som gør, at de er i stand til at arbejde effektivt, herunder navnlig […] kommunikere effektivt med deres kolleger og overordnede i det daglige arbejde« (jf. præmis 9 ovenfor). Således fremgår det, at »[i] betragtning af at engelsk, fransk og tysk er de tre sprog, som EU-institutionernes personale oftest benytter ved mundtlig kommunikation, oversættelser og administrativ kommunikation, skal ansøgerne tilbyde mindst et af disse sprog som et af de to obligatoriske sprog«. I øvrigt »vurderes det at være vigtigt at have et godt kendskab til engelsk, fransk eller tysk for at kunne analysere de revideredes situation, holde oplæg, gennemføre drøftelser og skrive rapporter, så der sikres et effektivt samarbejde og en god informationsudveksling med de reviderede tjenester og de berørte myndigheder« (jf. præmis 8 ovenfor).

94      I denne henseende bemærkes, henset til den ovenfor i præmis 80-81 anførte retspraksis, at selv om de ovenfor i præmis 93 anførte betragtninger indikerer eksistensen af en interesse for tjenesten med hensyn til det forhold, at de nyansatte kan udføre deres opgaver og kommunikere effektivt fra det tidspunkt, hvor de varetager deres funktioner, er de imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelige til at godtgøre, at det omhandlede hverv, nemlig hvervet som administrator inden for revision i de institutioner, der er omhandlet i den anfægtede meddelelse, konkret nødvendiggør kendskabet til engelsk, fransk eller tysk, idet de øvrige officielle sprog i Unionen udelukkes (jf. i denne retning dom af 26.3.2019, Spanien mod Parlamentet, C-377/16, EU:C:2019:249, præmis 72).

95      Denne konstatering svækkes ikke af beskrivelsen af de opgaver, som de ansatte beståede ansøgere skal udføre, således som den fremgår af den anfægtede meddelelse.

96      Ifølge bilag I til den anfægtede meddelelse, med overskriften »Arbejdsopgaver«, skal disse beståede ansøgere nemlig bl.a. »oparbejde en god forståelse for og kendskab til de revideredes forretningsgange«, »revidere en lang række EU-politikker og forretningsgange med hensyn til resultater, regeloverholdelse og omkostningseffektivitet«, »validere revisionsresultaterne i samarbejde med den reviderede enhed«, »fremlægge revisionsresultater, risici og henstillinger i klart formulerede og præcise udkast til rapporter/endelige rapporter« og »stå til rådighed med vejledning/konsulentbistand efter anmodning fra ledelsen«. Ligeledes følger det af indledningen til bilag II til den anfægtede meddelelse, at de pågældende arbejdsopgaver indbefatter »[at] analysere de revideredes situation«, forberedelse af »oplæg, [at] gennemføre drøftelser og skrive rapporter« samt »samarbejde og en god informationsudveksling med de reviderede tjenester og de berørte myndigheder«. I øvrigt fremgår det af den del af den anfægtede meddelelse, der har overskriften »Hvilke opgaver kan jeg forvente at udføre?«, at »[e]n revisor […] i løbet af sin karriere [kan] få til opgave at skulle udføre revision i forskellige EU-lande og tredjelande«.

97      Som Kommissionen præciserede under retsmødet som svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, skal der ved »de reviderede« forstås organer som Unionens agenturer, Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) eller andre institutioner, mens der ved »revideret tjeneste« skal forstås tjenesterne i Kommissionens forskellige generaldirektorater. Derimod henviser udtrykket »berørt myndighed« til budgetmyndighederne, dvs. Rådet for Den Europæiske Union og Parlamentet.

98      Imidlertid er det ikke muligt alene ud fra den opgavebeskrivelse, der er omhandlet i den anfægtede meddelelse, at godtgøre, hvorledes hvert af de tre sprog, som valget af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve er blevet begrænset til, gør det muligt for de ansatte beståede ansøgere umiddelbart at indgå i arbejdet. Navnlig gør ingen oplysninger i denne meddelelse det muligt at godtgøre, at disse tre sprog rent faktisk anvendes ved udførelsen af de opgaver, der er opregnet i bilag I til meddelelsen, eller ved afholdelsen af oplæg, gennemførelsen af drøftelser og rapportskrivning, hvortil der henvises i indledningen til bilag II til meddelelsen. Ligeledes fremgår det ikke på nogen måde af den nævnte meddelelse, at de tre førnævnte sprog rent faktisk anvendes i rapporterne fra de administratorer, der varetager revisionsopgaver med de reviderede enheder eller tjenestegrene samt med de berørte myndigheder.

99      Den forskellige karakter af de opgaver, der er omhandlet i den anfægtede meddelelse, som omfatter ikke blot interne revisionsopgaver, men ligeledes opgaver i forskellige medlemsstater og tredjelande, og dette vedrørende »en lang række EU-politikker og forretningsgange«, indikerer snarere, uden at udelukke muligheden for, at beherskelsen af et specielt sprog kan være nødvendigt, at ansættelse af personer med sproglige profiler ville være en fordel for tjenestens funktion.

100    Det følger heraf, at begrundelsen om, at nyansatte umiddelbart skal kunne indgå i arbejdet, selv forstået i lyset af opgavebeskrivelsen i den anfægtede meddelelse, ikke henset til dens vage og generelle formulering og i mangel af konkrete oplysninger i den anfægtede meddelelse, som kan understøtte denne, kan begrunde begrænsningen af valget af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve udelukkende til engelsk, fransk og tysk.

101    Under disse omstændigheder må det undersøges, om de forskellige oplysninger, som Kommissionen har fremlagt hvad angår denne begrundelse, kan godtgøre, at den pågældende begrænsning, henset til de ledige stillingers specifikke karakter, var objektivt og rimeligt begrundet ved nødvendigheden af, at de beståede ansøgere fra den pågældende udvælgelsesprøve straks var operationelle.

2)      De af Kommissionen fremlagte oplysninger

i)      Indledende bemærkninger

102    Kommissionen har fremlagt en række oplysninger, hvoraf en del vedrører Kommissionens egen virksomhed, mens en anden del vedrører Revisionsrettens virksomhed. Kommissionen tilsigter med disse oplysninger at godtgøre, at engelsk, fransk og tysk indtager en altovervejende plads både i Kommissionens tjenester og i Revisionsrettens tjenester, hvilket har den konsekvens, at nyansatte personer for straks at være operationelle skal råde over et tilfredsstillende kendskab til mindst ét af disse tre sprog. I øvrigt har Kommissionen fremlagt visse data, hvoraf det fremgår, at de pågældende tre sprog er de mest studerede fremmedsprog i medlemsstaterne og de mest kendte i Europa.

103    Den Italienske Republik er af den opfattelse, at da den pågældende udvælgelsesprocedure vedrører samtlige institutioner, må det, hvad angår oplysningerne vedrørende Kommissionen og Revisionsretten, anføres, at den pågældende udvælgelsesprocedures »hovedformål« ifølge den anfægtede meddelelse er at oprette en reserve af administratorer inden for revision, som »[Unionens] institutioner, primært […] Kommissionen i Bruxelles og [Revisionsretten] i Luxembourg« kan anvende ved ansættelse af nye EU-tjenestemænd (jf. præmis 1 og 8 ovenfor).

104    Selv om de anvendte ord i den anfægtede meddelelse ikke synes at udelukke en mulighed for ansættelse i alle Unionens institutioner, forholder det sig imidlertid således, at de to institutioner, der primært er omfattet af denne meddelelse, er Kommissionen og Revisionsretten. Kommissionen har i øvrigt som svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse i retsmødet oplyst, at selv om en ansættelse ved andre institutioner var mulig, var den ikke desto mindre betinget af en forudgående aftale mellem den modtagerinstitution, der er udpeget i meddelelsen om udvælgelsesprøve, og den institution, der har til hensigt at ansætte den berørte person. Ifølge Kommissionens oplysninger ville et sådant tilfælde imidlertid i det foreliggende tilfælde være marginalt, idet kun 4 beståede ansøgere fra den pågældende udvælgelsesprøve ud af 72 er blevet ansat af andre arbejdsgivere, nemlig tre ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) og en ved EU-Udenrigstjenesten.

105    Henset til de ovenstående betragtninger skal der tages hensyn til de af Kommissionen fremlagte oplysninger vedrørende dens egen virksomhed samt Revisionsrettens virksomhed, og den relevante karakter heraf skal undersøges med henblik på løsningen af den foreliggende tvist.

ii)    Oplysningerne om Kommissionens virksomhed

–       Oplysninger vedrørende Kommissionens interne praksis på det sproglige område

106    Kommissionen har fremlagt en række tekster, hvoraf det fremgår, at engelsk, fransk og tysk er de »fællessprog« eller arbejdssprog, som anvendes af disse tjenester.

107    Der er for det første tale om meddelelse SEC(2000) 2071/6 fra Kommissionens formand af 29. november 2000 vedrørende en forenkling af denne institutions beslutningsproces samt et uddrag af referatet af det 1502. møde i Kommissionen af 29. november 2000, udarbejdet den 6. december 2000 med referencen PV(2002) 1502, vedrørende kommissærkollegiets godkendelse af denne meddelelse.

108    For det andet har Kommissionen fremlagt dens forretningsorden [C(2000) 3614] (EUT 2000, L 308, s. 26), i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for offentliggørelsen af den anfægtede meddelelse, samt gennemførelsesbestemmelserne hertil, bilagt Kommissionens afgørelse C(2010) 1200 final af 24. februar 2010 om ændring af dens forretningsorden. Desuden har Kommissionen fremlagt et dokument med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren«, som den har kvalificeret som »regler om vedtagelsen af afgørelser fra Kommissionen, som er fastsat af [Kommissionens] formand«. Ifølge Kommissionen følger det af disse »regler«, at »ethvert udkast til afgørelse, som skal forelægges kommissærkollegiet til skriftlig eller mundtlig afgørelse, eller til afgørelse ved bemyndigelse, skal affattes på engelsk, fransk eller tysk«.

109    Som svar på foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse har Kommissionen i øvrigt ligeledes fremlagt visse dokumenter vedrørende gennemførelsen af de »regler«, der er indeholdt i det dokument, der er nævnt i præmis 108 ovenfor, samt Kommissionens meddelelse SEC(2006) 1489 final af 20. december 2006 vedrørende »oversættelse ved Kommissionen«, der indeholder et bilag om »regler for oversættelse efter 2006«.

110    Den Italienske Republik har bestridt disse teksters relevans og har nærmere bestemt gjort gældende, at de udelukkende vedrører kommissærkollegiets virksomhed og ikke på nogen måde godtgør en anvendelse af engelsk, fransk og tysk som fællessprog i Kommissionens tjenester. Den Italienske Republik har desuden i retsmødet gjort gældende, at meddelelse SEC(2006) 1489 final skal anses for at udgøre et nyt element og følgelig skal afvises som for sent fremlagt.

111    Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at de i præmis 107-109 ovenfor nævnte tekster gælder for udarbejdelsen af ethvert udkast til retsakt, som skal godkendes af Kommissionen, hvilket nødvendigvis indebærer, »at det er de tjenester [i Kommissionen] […], som udarbejder dette projekt«. For så vidt som Kommissionens formand på grundlag af gennemførelsesbestemmelserne til forretningsordenen har udarbejdet regler, hvorefter fællessprogene, dvs. »de sprog, hvorpå udkast til retsakter skal forelægges kommissærkollegiet til godkendelse«, er engelsk, fransk og tysk, har sådanne regler nemlig »en uundgåelig indvirkning på arbejdet i tjenestegrenene, som skal affatte disse dokumenter ved brug af disse sprog«. Hvad i øvrigt angår den meddelelse, der er nævnt i præmis 109 ovenfor, har Kommissionen i retsmødet gjort gældende, at denne gjorde det muligt at supplere Kommissionens svar på de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten havde fremsendt til den, hvorfor den ikke bør forkastes som for sent fremlagt.

112    I denne henseende bemærkes indledningsvis, at Kommissionen for så vidt angår meddelelse SEC(2000) 2071/6 har henvist til denne teksts punkt 2.2, som ifølge Kommissionen begrænser antallet af »arbejdssprog« til tre.

113    Det skal imidlertid konstateres, at genstanden for meddelelse SEC(2000) 2071/6 i det væsentlige består i at bedømme kommissærkollegiets forskellige typer beslutningsprocedurer, således som disse var fastsat i Kommissionens forretningsorden, i den affattelse, der var gældende på det tidspunkt, hvor den nævnte meddelelse blev truffet, og at foreslå en forenkling heraf. Det er i en sådan kontekst og med henvisning til en præcis type procedure, nemlig den skriftlige procedure, at det i punkt 2.2 i den pågældende meddelelse er anført, at »dokumenter skal udsendes på Kommissionens tre arbejdssprog«, uden i øvrigt at nævne disse. Selv om denne ene henvisning indeholder udtrykket »arbejdssprog«, er den imidlertid ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at engelsk, fransk og tysk er de sprog, der rent faktisk anvendes af alle Kommissionens tjenestegrene i deres daglige arbejde.

114    Desuden nuanceres denne henvisnings rækkevidde af andre afsnit i meddelelse SEC(2000) 2071/6.

115    Dels følger det således af punkt 2.2 i meddelelse SEC(2000) 2071/6, at i forbindelse med bemyndigelsesproceduren, hvorved Kommissionen kan bemyndige en eller flere af dens medlemmer til at træffe afgørelser på Kommissionens vegne og på dens ansvar, fremlægges teksten til den afgørelse, der skal vedtages, »på et enkelt arbejdssprog og/eller i de versioner heraf, der er autentiske«.

116    Dels angiver punkt 5.2 i meddelelse SEC(2000) 2071/6 med overskriften »Forenkling af sprogordningen« rollen for Kommissionens generaldirektorat (GD) for »Oversættelse«, som »fuldt ud er involveret i beslutningsprocessen«. Det præciseres bl.a. heri, at »en af de væsentligste årsager til forsinkelser med påbegyndelsen eller afslutningen af de skriftlige procedurer eller bemyndigelsesprocedurerne er indhentelsen af oversættelser, herunder tekster revideret af juristlingvister«, hvilket gør en rettidig fremsendelse af de pågældende dokumenter til GD for »Oversættelse« nødvendig.

117    Henset til det ovenstående gør meddelelse SEC(2000) 2071/6 det ikke muligt at udlede nyttige konklusioner om den faktiske brug af engelsk, fransk og tysk i det daglige arbejde i Kommissionens tjenester, eller så meget desto mere i forbindelse med udøvelsen af de opgaver, der er omhandlet i den anfægtede meddelelse.

118    Denne konstatering kan ikke drages i tvivl af de øvrige tekster, i lyset af hvilke Kommissionen foreslår at analysere meddelelse SEC(2000) 2071/6, dvs. Kommissionens forretningsorden, gennemførelsesbestemmelserne hertil samt dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren« (jf. præmis 108 ovenfor).

119    Hvad angår Kommissionens forretningsorden bemærkes indledningsvis, at denne ikke indeholder bestemmelser om de sprog, der skal anvendes af de organer, der er omhandlet i dennes kapitel I, dvs. Kommissionens medlemmer, når de fungerer som kollegium, samt dennes formand og generalsekretær, eller om de arbejdssprog, som skal anvendes af de tjenestegrene ved denne institution, som er omhandlet i forretningsordenens kapitel II. Kun forretningsordenens artikel 17 om bekræftelse af de af Kommissionen vedtagne retsakter indskrænker sig til at bestemme, at denne foretages »på det eller de autentiske sprog«, dvs. ifølge denne artikels stk. 5 »når der er tale om almengyldige retsakter, udgaverne på Unionens officielle sprog og for de øvrige retsakters vedkommende udgaverne på adressaternes sprog«.

120    Ifølge de oplysninger, som Kommissionen fremlagde i retsmødet, skal der ikke desto mindre tages hensyn til artikel 6 og 12-14 i Kommissionens forretningsorden, samt til gennemførelsesbestemmelserne til disse artikler. Det er i øvrigt på grundlag af disse gennemførelsesbestemmelser, at dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren« ifølge Kommissionen blev udarbejdet.

121    Artikel 6 i Kommissionens forretningsorden bestemmer i stk. 1, at »[f]ormanden fastsætter dagsordenen for hvert møde i Kommissionen« og i stk. 4, at »[d]agsordenen og de nødvendige arbejdsdokumenter fremsendes til medlemmerne på de betingelser, Kommissionen har fastsat i overensstemmelse med gennemførelsesbestemmelserne«.

122    For så vidt angår artikel 12-14 i Kommissionens forretningsorden vedrører disse andre beslutningsprocedurer end den mundtlige procedure, der er omhandlet i forretningsordenens artikel 8, og regulerer henholdsvis den skriftlige procedure, bemyndigelsesproceduren og delegationsproceduren. Hvad navnlig angår den skriftlige procedure bestemmes i forretningsordenens artikel 12, stk. 2, at »teksten til forslaget skriftligt [fremsendes] til alle medlemmerne på de betingelser, som Kommissionen har fastsat i overensstemmelse med gennemførelsesbestemmelserne«.

123    Alle de bestemmelser i Kommissionens forretningsorden, der er nævnt i præmis 122 ovenfor, er beskrevet nærmere i gennemførelsesbestemmelserne til denne forretningsorden af 24. februar 2010.

124    Nærmere bestemt indeholder gennemførelsesbestemmelserne til artikel 6 i Kommissionens forretningsorden et stk. 6-4 med overskriften »Indlevering og udsendelse af dokumenter og sprogordning«, der lyder således:

»6-4.3      De dokumenter, der skal undersøges på Kommissionens møder, fremsendes til medlemmerne af Kommissionen:

–        på de sprog, der er fastsat af formanden, henset til minimumsbehovene hos Kommissionens medlemmer

–        samt på det eller de sprog, der er nødvendige navnlig med henblik på retsaktens ikrafttræden eller meddelelsen herom til dens adressater

[…]

6-4.5      Den officielle fremsendelse til de øvrige fællesskabsinstitutioner og/eller offentliggørelse i [EU-Tidende]  kræver, at teksterne er tilgængelige på alle officielle sprog.

6-4.6      Formanden træffer afgørelse i alle situationer, hvor de betingelser, der er fastsat [i stk.] […] 6-4.3, første led, ikke er opfyldt. Alt efter omstændighederne kan formanden beslutte at udskyde spørgsmålet til et efterfølgende mødes dagsorden.

Der skal ske en udskydelse, hvis det eller de sprog, der er nødvendige navnlig med henblik på retsaktens ikrafttræden og meddelelsen herom til dens adressater, ikke foreligger på tidspunktet for vedtagelsen af retsakten.«

125    I øvrigt indeholder gennemførelsesbestemmelserne til artikel 12 i Kommissionens forretningsorden et stk. 12-13 med overskriften »Sprogordning for de skriftlige procedurer«, der er affattet således:

»12-13.1      Dokumenter, der er underlagt skriftlig procedure, fremsendes til Kommissionens medlemmer:

–        på de sprog, der er fastsat af formanden, henset til minimumsbehovene hos Kommissionens medlemmer. Formanden træffer afgørelse i alle ekstraordinære situationer (bl.a. såsom store kriser, naturkatastrofer eller andre særlige situationer), hvor disse ikke kan være tilgængelige af behørigt begrundede årsager

–        samt på det eller de sprog, der er nødvendige navnlig med henblik på retsaktens ikrafttræden eller meddelelsen herom til dens adressater

[…]

12-13.3      Den officielle fremsendelse til de øvrige fællesskabsinstitutioner og/eller offentliggørelse i [EU-Tidende]  kræver, at teksterne er tilgængelige på alle officielle sprog.«

126    Hvad desuden angår de fælles gennemførelsesbestemmelser til artikel 13 og 14 i Kommissionens forretningsorden er stk. 13/14-4, med overskriften »Sprogordning for en bemyndigelse eller en delegation« affattet således:

»13/14-4.1      Ved udøvelsen af de tildelte kompetencer skal dokumenterne, alt efter tilfældet, være tilgængelige på følgende sprogversioner:

–        det eller de sprog, der er nødvendigt/nødvendige for, at retsakten kan træde i kraft

–        det eller de sprog, der er nødvendigt/nødvendige for, at retsakten kan meddeles dens adressater

–        det eller de sprog, således som fastsat af formanden, henset til minimumsbehovene hos medlemmerne af Kommissionen, eller som opfylder de behov, der er forbundet med vedtagelsen af retsakten i de øvrige tilfælde

[…]

13/14-4.3      Den officielle fremsendelse til andre fællesskabsinstitutioner og/eller offentliggørelse i [EU-Tidende] kræver, at lovteksterne er tilgængelige på alle officielle sprog.«

127    Hvad endelig angår dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren« har dette ifølge Kommissionen i det væsentlige til formål at give en detaljeret beskrivelse af gennemførelsesbestemmelserne til Kommissionens forretningsorden som anført i præmis 124-126 ovenfor. Dette dokument henviser navnlig til brugen af »processprog«, et begreb, der, således som det fremgår af Kommissionens argumentation, skal forstås som de sprog, der tjener til forståelsen af indholdet af et udkast til retsakt med henblik på dettes vedtagelse af kommissærkollegiet eller, i givet fald, af et delegeret organ. Det følger af det nævnte dokument, at »processprogene« er engelsk, fransk og tysk, og at deres brug varierer alt efter typen af vedtagelsesprocedure.

128    For så vidt angår de skriftlige og mundtlige procedurer bestemmer dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren« således, at et udkast til retsakt og eventuelle bilag hertil forelægges Kommissionens medlemmer på de tre processprog samt, i givet fald, på det eller de sprog, der er nødvendige for ikrafttrædelsen af eller meddelelsen af den pågældende retsakt. Det præciseres ligeledes heri, at efter vedtagelsen af en sådan retsakt skal de øvrige sprog, som eventuelt er nødvendige for offentliggørelsen eller fremsendelsen til andre EU-institutioner, følge så hurtigt som muligt.

129    Hvad angår bemyndigelsesproceduren eller delegationsproceduren følger det af dokumentet »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren«, at det befuldmægtigede organ kan acceptere at vedtage en retsakt på grundlag af et enkelt processprog, men at det eller de sprog, der er nødvendige med henblik på ikrafttrædelsen eller meddelelsen af denne retsakt, i givet fald ligeledes skal gøres tilgængelige. På samme vis som for de mundtlige og skriftlige procedurer bestemmes i det pågældende dokument desuden, at de øvrige sprog, som eventuelt er nødvendige for offentliggørelsen eller fremsendelsen til andre EU-institutioner, skal følge så hurtigt som muligt.

130    I øvrigt bestemmes i dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren«, at Kommissionens formand på visse betingelser, lejlighedsvis eller permanent, kan tillade undtagelser hvad angår antallet af processprog, som skal bruges med henblik på indledningen af en vedtagelsesprocedure eller både med henblik på indledningen af en sådan procedure og med henblik på vedtagelsen af retsakten.

131    Hvad navnlig angår de permanente undtagelser præciseres i dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren«, at disse kan tildeles for visse tilbagevendende sager ved officielle skrivelser fra generalsekretæren eller fra formandens kabinet. Som eksempel nævner det pågældende dokument undtagelser, der tildeles for afgørelser eller meddelelser, der bl.a. vedtages ved skriftlige procedurer, inden for flere områder, dvs. vedtagelse af restriktive foranstaltninger på grundlag af artikel 29 TEU, stabilitetsinstrumentet, eksterne relationer, individuelle beslutninger på området for statsstøtte, gennemførelsesbestemmelser på kartelområdet, på området for misbrug af dominerende stilling og på området for fusioner og endelig undertegnelse af rammeaftaler med internationale organer.

132    I denne henseende bemærkes, at de i præmis 107 og 108 ovenfor omhandlede tekster samlet set ikke kan anses for gennemførelsesbestemmelser, i Kommissionens forretningsorden, til den generelle sprogordning, der er fastsat i forordning nr. 1, som omhandlet i sidstnævntes artikel 6. Som Kommissionen præciserede i dens svar på de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten fremsendte til den i forbindelse med denne sag, afspejler disse tekster kun en længe fastsat administrativ praksis i denne institution, der består i at bruge engelsk, fransk og tysk som sprog, hvorpå dokumenter skal gøres tilgængelige med henblik på at blive forelagt kommissærkollegiet til godkendelse.

133    Hvad navnlig angår karakteren af dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren« har Kommissionen præciseret, at dette var uddrag af »Manual for operationelle procedurer«, dvs. en intern elektronisk vejledning udarbejdet af tjenestegrenene i Kommissionens generalsekretariat, og som bl.a. har til formål at kodificere den nævnte administrative praksis. Hvad angår datoen for vedtagelsen af og den tidsmæssige anvendelse af denne vejledning har Kommissionen blot henvist til skrivelse SEC(2003) 153 fra Kommissionens generalsekretær til generaldirektørerne og tjenestegrenscheferne af 11. februar 2003 vedrørende ajourføringen af den nævnte vejledning og dennes offentliggørelse på Kommissionens Intranet.

134    Selv om det imidlertid antages, at den version, som Kommissionen fremlagde sammen med svarskriftet, var den affattelse, som eksisterede på tidspunktet for offentliggørelsen af den anfægtede meddelelse, kan det dokument, som er et uddrag af »Manual for operationelle procedurer«, ikke opfattes som en afgørelse fra Kommissionens formand om at fastsætte sprogene for fremlæggelse af de dokumenter, der skal forelægges kommissærkollegiet, som omhandlet i stk. 6-4.3, første led, 12-13.1, første led, og 13/14-4.1, tredje led, i gennemførelsesbestemmelserne til Kommissionens forretningsorden. I øvrigt gør ingen oplysninger i sagen det muligt at antage, at dette dokument formelt blev godkendt af Kommissionens formand og endnu mindre af kommissærkollegiet.

135    Generelt har Kommissionen, i sine svar på de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten fremsendte til Kommissionen i forbindelse med nærværende sag, erkendt, at der ikke fandtes en intern afgørelse om fastsættelse af Kommissionens arbejdssprog.

136    Efter disse indledende præciseringer må det konstateres, at samtlige de af Kommissionen fremlagte tekster, for så vidt som de alene har til formål at fastlægge de sprog, der er nødvendige for forløbet af de forskellige beslutningsprocedurer i Kommissionen, ikke kan begrunde en begrænsning til engelsk, fransk og tysk af valget af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprocedure, henset til den specifikke karakter af de i den anfægtede meddelelse omhandlede stillinger.

137    Nærmere bestemt fremgår det ikke af disse tekster, og heller ikke a fortiori af de øvrige oplysninger i sagen, at der findes en nødvendig sammenhæng mellem Kommissionens beslutningsprocedurer, navnlig dem, der finder sted i kommissærkollegiet, og de opgaver, som de beståede ansøgere fra den omtvistede udvælgelsesprocedure skal udføre, nemlig revisionsopgaver som anført i præmis 96 ovenfor. Selv om det antages, at medlemmerne af en bestemt institution udelukkende bruger et eller visse sprog ved deres forhandlinger, kan det nemlig ikke antages, uden yderligere forklaringer, at en nyansat tjenestemand, som ikke behersker nogen af disse sprog, ikke er i stand til straks at levere et nyttigt arbejde i den pågældende institution (dom af 15.9.2016, Italien mod Kommissionen, T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495, ikke trykt i Sml., præmis 121 og 122). Dette gælder så meget desto mere, som der i nærværende sag er tale om specifikke opgaver, der a priori ikke har nogen tæt sammenhæng med det arbejde, der udføres af kommissærkollegiet.

138    Det fremgår heller ikke af de af Kommissionen fremlagte tekster, at alle de tre sprog, der kvalificeres som »processprog«, rent faktisk anvendes af Kommissionens tjenestegrene i deres daglige arbejde. Desuden følger det af meddelelse SEC(2000) 2071/6 (jf. præmis 116 ovenfor), at denne institutions oversættelsesafdeling »fuldt ud« er involveret i beslutningsprocessen. I denne meddelelse nævnes ligeledes den frist, der er nødvendig for at opnå oversættelser, herunder tekster, der er revideret af juristlingvister, samt nødvendigheden af en rettidig fremsendelse af de pågældende dokumenter til oversættelsestjenesten. Disse referencer lader således forstå, at det ikke er den tjenestegren, der materielt set er ansvarlig for affattelsen af et dokument, men GD for Oversættelse, som udarbejder versionerne af dette dokument på de processprog, der er nødvendige med henblik på deres fremsendelse til kommissærkollegiet, idet den ansvarlige tjenestegren indskrænker sig til at udføre en kontrol af den oversatte tekst. Det vil nemlig være vanskeligt at forestille sig, at en tjenestegren, ud over dette generaldirektorat, af hver ansat kan kræve, at denne leverer tre sprogversioner af de dokumenter, der skal fremsendes til kommissærkollegiet til vedtagelse.

139    Eftersom ingen tjenestemand er forpligtet til at have et tilfredsstillende kendskab til alle de tre sprog, der kræves i den anfægtede meddelelse, er det endelig lige så vanskeligt at forestille sig, at udarbejdelsen af et udkast til retsakt på de sprogversioner, der kræves med henblik på dettes fremsendelse til dette kommissærkollegium, på samme tid fordeles mellem et tilsvarende antal tjenestemænd, som henhører under den tjenestegren, der har ansvaret for udarbejdelsen af dette udkast. Dette er så meget desto mere vanskeligt at forestille sig, eftersom der ikke er nogen garanti for, at der i hver tjenestegren ansættes tjenestemænd, som har et tilstrækkeligt kendskab til alle de pågældende tre sprog.

140    Ovenstående bedømmelse kan ikke betvivles ved de argumenter, som Kommissionen udleder af meddelelse SEC(2006) 1489 final. Ifølge Kommissionen følger det af denne tekst, navnlig af bilaget hertil med overskriften »Oversættelsesregler efter 2006«, at hvad angår dokumenter til internt brug kræves kun en oversættelse til engelsk, fransk og tysk, ud over et eventuelt autentisk sprog. I øvrigt viser den nævnte meddelelse, at Kommissionens øvrige tjenestegrene, bortset fra GD for Oversættelse, skal udarbejde oversættelser ved brug af de ansattes sprogkundskaber, de såkaldte »grå« oversættelser.

141    I denne henseende bemærkes dels, at indholdet af meddelelse SEC(2006) 1489 final ikke bevirker, at den vurdering, der er anført i præmis 138 og 139 ovenfor, afkræftes, men at den derimod bekræftes. I »Oversættelsesregler efter 2006«, som er anført i bilaget til denne meddelelse, nævnes engelsk, fransk og tysk nemlig kun som målsprog, hvortil visse kategorier af dokumenter skal oversættes, uden at kildesproget på nogen måde defineres. I øvrigt er der for størstedelen af de kategorier af dokumenter, der er omhandlet i dette bilag, fastsat en oversættelse til de officielle sprog, idet en oversættelse kun til engelsk, fransk og tysk reelt er undtagelsen.

142    Hvad dels angår argumentet om udarbejdelsen af »grå« oversættelser er dette ikke understøttet af nogen oplysninger vedrørende den nøjagtige andel, som denne type oversættelser udgør, henset til den samlede mængde af oversættelser, der udarbejdes i Kommissionen. Selv om det i meddelelse SEC(2006) 1489 final, i dennes punkt 2.2, anerkendes, at det er »yderst vanskeligt at kvantificere disse oversættelser på grund af manglende pålidelige indikatorer«, indeholder denne ikke desto mindre, i punkt 3.1, et skøn for 2007, hvorefter oversættelser fremstillet af GD for Oversættelse udgør 1 700 000 sider, mens de »grå« oversættelser udgør 100 000 sider. Eftersom sidstnævnte tal imidlertid svarer til alle Kommissionens tjenestegrene, bortset fra GD for Oversættelse, er det mere end åbenbart, at de »grå« oversættelser kun udgør en meget lille andel i forhold til den mængde, der fremstilles af dette ene GD. Endelig og navnlig gør ingen oplysning i sagen det muligt at godtgøre, at de tre førnævnte sprog er de sprog, hvortil disse »grå« oversættelser foretages.

143    Under disse omstændigheder, og uden at det er nødvendigt at tage stilling til formaliteten af dette dokument, må der antages, at meddelelse SEC(2006) 1489 final ikke er relevant for løsningen af den foreliggende tvist.

144    Under alle omstændigheder, og endog uafhængigt af, om der foreligger en forbindelse mellem Kommissionens beslutningsprocedurer og de specifikke opgaver, der er omhandlet i den anfægtede meddelelse, må det konstateres, at de tekster, der fremstilles af denne institution, langt fra indikerer, at der udelukkende gøres brug af de tre »processprog« i de procedurer, som de vedrører.

145    Dels følger det nemlig af dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren«, sammenholdt med gennemførelsesbestemmelserne til Kommissionens forretningsorden, at iværksættelsen af en vedtagelsesprocedure ganske vist, generelt set og med forbehold for muligheden for at bruge et enkelt sprog i bemyndigelsesproceduren og delegationsproceduren, kræver en fremlæggelse af udkastet til retsakt på de tre processprog. Det forholder sig ikke desto mindre således, at vedtagelsen af dette udkast alt efter de krav, der følger den pågældende retsakts karakter, kan gøre eller gør det nødvendigt, at denne ligeledes findes på en eller flere andre sprogversioner, endda på alle officielle sprog i Unionen, når den pågældende retsakt skal offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende eller fremsendes til andre institutioner.

146    Dels kan der gøres undtagelser, således som det ligeledes fremgår af dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren«, hvad angår antallet af de processprog, der anvendes til iværksættelsen af en vedtagelsesprocedure, endda også til vedtagelsen af et udkast til retsakt (jf. præmis 130 ovenfor).

147    Hvad navnlig angår de permanente undtagelser, som blev omhandlet i præmis 131 ovenfor, fremgår det f.eks. af dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren«, at individuelle afgørelser på området for statsstøtte udfærdiges på et af processprogene, »generelt engelsk eller fransk«. Hvad angår de andre områder, der er omfattet af denne slags undtagelse, tillader skrivelser fra Kommissionens generalsekretær, som Kommissionen har fremlagt for Retten som svar på foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, fremlæggelse af udkast til retsakter på et enkelt processprog. Det må imidlertid konstateres, at disse skrivelser ikke identificerer, hvilket af de tre processprog der konkret kan anvendes, hvilket ikke gør det muligt at udlede hensigtsmæssige konklusioner heraf.

148    I øvrigt skal det holdes for øje, at det ifølge dokumentet med overskriften »Sproglige krav alt efter vedtagelsesproceduren« fortsat er muligt at tillade en punktuel undtagelse til sprogordningen for et bestemt udkast til retsakt, og dette uanset typen af beslutningsprocedure.

149    Henset til den ovenstående gennemgang må det konstateres, at de af Kommissionen fremlagte tekster ikke kan godtgøre, at begrænsningen af valget af det andet sprog til den udvælgelsesprocedure, der er omhandlet i den anfægtede meddelelse, er egnet til at opfylde tjenestens reelle behov og følgelig, henset til den specifikke karakter af de i denne meddelelse omhandlede stillinger, at godtgøre, at tjenestegrenen har en interesse i, at de nyansatte straks er operationelle.

–       Oplysninger vedrørende de sprog, der anvendes af de ansatte ved Kommissionen, som udfører revisionsopgaver

150    Kommissionen har fremlagt to bilag, som indeholder statistiske oplysninger indsamlet af GD for Personale om de sprog, der anvendes af de tjenestemænd og øvrige ansatte i Kommissionens forskellige tjenestegrene, som udfører revisionsopgaver. Ifølge Kommissionen kan disse bilag godtgøre, at engelsk, fransk og tysk er de tre sprog, der anvendes som arbejdssprog eller som fællessprog af de administratorer, der udfører opgaver som dem, der er omhandlet i den anfægtede meddelelse.

151    Den Italienske Republik har anført, at oplysningerne vedrørende de pågældende ansattes sprogkundskaber ikke gør det muligt at drage konklusioner om den faktiske situation vedrørende den interne kommunikation i de berørte tjenestegrene. Derimod er den eneste relevante oplysning at have kendskab til, hvilket eller hvilke sprog der er de vigtigste, dvs. de sprog, som muliggør en effektiv kommunikation mellem personer med forskellige modersmål.

152    For det første bemærkes, at bilaget med overskriften »Oplysninger om anvendelsen af engelsk, fransk og tysk som kommunikationssprog for de ansatte i Kommissionen, der arbejder på revisionsområdet pr. 30.9.2016« opregner de kundskaber, der er oplyst som første, andet og tredje sprog af administratorer, der henhører under kategorierne tjenestemænd og midlertidigt ansatte, og som udfører arbejdsopgaver med intern revision, ekstern revision og forvaltning af politikker på revisionsområdet (policy officers), dvs. i alt 430 administratorer.

153    For så vidt angår oplysningerne vedrørende »sprog 1«, dvs. naturligvis de pågældende personers modersmål (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, Italien mod Kommissionen, T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495, ikke trykt i Sml., præmis 134), er de første tre anførte sprog fransk (68 personer), nederlandsk (53 personer) og engelsk (46 personer), hvilket bl.a. overstiger spansk (31 personer) samt tysk (26 personer) og italiensk (26 personer).

154    Hvad angår oplysningerne vedrørende »sprog 2«, er de første tre anførte sprog engelsk (312 personer), fransk (72 personer) og tysk (14 personer), bl.a. efterfulgt af italiensk (7 personer), spansk (5 personer) og nederlandsk (4 personer). Hvad angår det således angivne sprogkundskabsniveau har Kommissionen i retsmødet præciseret, at det burde lægges til grund, at dette svarede til niveau B2 i den fælles europæiske referenceramme for sprog (CEFR) og således vidnede om et »tilfredsstillende« kendskab.

155    Hvad endelig angår oplysningerne vedrørende »sprog 3« udgør fransk (184 personer), engelsk (51 personer) og tysk (49 personer) de første tre angivne sprog, idet de tre efterfølgende er spansk (29 personer), nederlandsk (25 personer) og italiensk (8 personer). Under retsmødet var Kommissionen, forespurgt af Retten, ikke i stand til fremkomme med præciseringer vedrørende det sprogkundskabsniveau, der i denne forbindelse blev angivet.

156    I øvrigt bemærkes, således som det følger af bilaget med overskriften »Oplysninger om anvendelsen af engelsk, fransk og tysk som kommunikationssprog for de ansatte i Kommissionen, der arbejder på revisionsområdet pr. 30.9.2016«, at oplysningerne heri viser situationen for disse sprogkundskaber på et tidspunkt, der ligger efter tidspunktet for offentliggørelsen af den anfægtede meddelelse, dvs. den 12. maj 2016. Ikke desto mindre kan disse oplysninger, henset til den korte tid, der er forløbet mellem disse to datoer, anses for samlet set at afspejle situationen for sprogkundskaberne på tidspunktet for denne offentliggørelse. Følgelig skal der tages hensyn hertil ved bedømmelsen af rigtigheden af anbringendet om nødvendigheden af, at nyansatte straks skal være operationelle, således som anført i den anfægtede meddelelse.

157    Imidlertid må det konstateres, at de pågældende oplysninger kun opregner sprogkundskaberne hos de administratorer, der udfører revisionsopgaver i Kommissionen. Følgelig gør de det ikke muligt, hverken alene eller sammen med de tekster, der er undersøgt i præmis 106-149 ovenfor, at godtgøre, hvilket eller hvilke sprog der rent faktisk anvendes af de forskellige tjenestegrene, hvorfra disse oplysninger stammer, i deres daglige arbejde, endog det eller de sprog, som er uundværlige for udøvelsen af de opgaver, der er omhandlet i den anfægtede meddelelse. Herefter gør disse oplysninger det ikke muligt at godtgøre, hvilket eller hvilke sprog der gør de beståede ansøgere fra den i den anfægtede meddelelse omhandlede udvælgelsesprøve til administratorer, der straks er operationelle.

158    Af samme grunde er de supplerende oplysninger, som Kommissionen har fremlagt vedrørende sprogkundskaberne hos Kommissionens ansatte, som arbejder på revisionsområdet, og som henhører under ansættelsesgruppen AST og kategorien kontraktansatte, ikke relevante for løsningen af den foreliggende tvist.

159    I øvrigt bemærkes, således som det følger af retspraksis, at en begrænsning af ansøgerne til en udvælgelsesprøves valg af det andet sprog til et begrænset antal af de officielle sprog ikke kan anses for objektivt begrundet og proportionelt, når der blandt disse sprog, ud over et sprog, som det er ønskeligt eller endog nødvendigt at have kendskab til, findes andre sprog, som ikke giver de potentielt beståede ansøgere fra en udvælgelsesprøve nogen særlig fordel i forhold til et andet officielt sprog. Hvis der nemlig, som alternativ til det ene sprog, som det er en fordel for en nyansat tjenestemand at have kendskab til, tillades andre sprog, som det ikke er en fordel at have kendskab til, er der ingen gyldig grund til ikke ligeledes at tillade alle de andre officielle sprog (dom af 15.9.2016, Italien mod Kommissionen, T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495, ikke trykt i Sml., præmis 140).

160    Selv om det måtte antages, at sprogkundskaberne hos de ansatte i aktiv tjeneste kan indikere, at en nyansat for straks at være operationel hvad angår den interne kommunikation skal beherske et sprog, som er særligt udbredt blandt disse ansatte, kan de oplysninger, der i det foreliggende tilfælde er fremlagt af Kommissionen, således ikke begrunde den i den anfægtede meddelelse foretagne begrænsning af det andet sprog i den pågældende udvælgelsesprøve.

161    Det følger nemlig af en gennemgang af oplysningerne vedrørende de sprog, der angives som »sprog 1« og »sprog 2« (jf. præmis 153 og 154 ovenfor), at kun et tilfredsstillende kendskab til engelsk ville kunne anses for at give de potentielt beståede ansøgere fra den pågældende udvælgelsesprøve en fordel. Derimod gør disse oplysninger det ikke muligt at forklare, hvorfor en ansøger, der f.eks. har et indgående kendskab til italiensk og et tilfredsstillende kendskab til tysk, straks ville kunne være operationel for så vidt angår den interne kommunikation, mens dette ikke ville være tilfældet med en ansøger, som har et indgående kendskab til italiensk og et tilfredsstillende kendskab til nederlandsk eller spansk.

162    Hvad desuden angår oplysningerne vedrørende »sprog 3« skal det præciseres, at selv om indholdet af disse ikke på nogen måde ændrer bedømmelsen i præmis 161 ovenfor, kan der under alle omstændigheder ikke tages hensyn til disse. Det følger nemlig af vedtægtens artikel 45, stk. 2, at evnen til at arbejde på et tredje sprog er en betingelse for den første forfremmelse efter ansættelsen af en tjenestemand. I det foreliggende tilfælde følger det imidlertid på ingen måde af det af Kommissionen fremlagte bilag, at alle de tjenestemænd, som er omhandlet heri, allerede har udvist en sådan evne, eller at de har fået deres første forfremmelse. Desuden vedrører det nævnte bilag ikke kun tjenestemænd, men ligeledes midlertidigt ansatte og kontraktansatte, idet sidstnævnte ikke er underlagt den samme forfremmelsesordning i vedtægten (jf. i denne retning, hvad angår kontraktansatte, dom af 26.3.2019, Spanien mod Parlamentet, C-377/16, EU:C:2019:249, præmis 58).

163    Det følger heraf, at oplysningerne vedrørende sprogkundskaberne hos de ansatte i Kommissionen i aktiv tjeneste på revisionsområdet ikke gør det muligt at begrunde begrænsningen af valget af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve, henset til formålet om at råde over beståede ansøgere, der straks kan være operationelle.

164    For det andet har Kommissionen fremlagt et dokument, der indeholder oplysninger indsamlet i dens tjenestegren for intern revision, hvoraf det fremgår, at sidstnævntes kontakter til andre af Kommissionens tjenestegrene udelukkende foregår på engelsk og fransk, mens de endelige revisionsrapporter kun vedtages på engelsk.

165    For så vidt som dette dokument imidlertid ikke indeholder nogen oplysninger, der kan godtgøre en brug af tysk som arbejdssprog eller fællessprog i de pågældende tjenestegrene, kan det ikke anses for at være relevant med henblik på løsningen af den foreliggende tvist.

iii) Oplysningerne vedrørende Revisionsrettens virksomhed

166    Kommissionen har fremlagt tre bilag vedrørende Revisionsretten, hvoraf de to første vedrører visse sproglige krav, som finder anvendelse i denne institution, og det tredje vedrører de ansattes sprogkundskaber. Disse dokumenter kan ifølge Kommissionen godgøre, at de fællessprog, der anvendes af Revisionsrettens tjenestegrene, er engelsk, fransk og tysk.

167    Den Italienske Republik har afvist, at disse bilag er relevante, idet den har anført, at de to første bilag kun vedrører forberedelsen og gennemførelsen af Revisionsrettens medlemmers møder, mens det tredje bilag ikke gør det muligt at drage konklusioner vedrørende de sprog, der tjener som fællessprog i denne institutions tjenestegrene.

–       Oplysningerne vedrørende den interne praksis i Revisionsretten på sprogområdet

168    For det første har Kommissionen fremlagt Revisionsrettens afgørelse 22/2004 af 25. maj 2004 om regler vedrørende oversættelse af dokumenter med henblik på møder, som afholdes af Revisionsrettens medlemmer, af revisionsgrupper og af den administrative komité (herefter »afgørelse 22/2004«). Som svar på foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse har Kommissionen under retsmødet bekræftet, at denne afgørelse fandt anvendelse på tidspunktet for offentliggørelsen af den anfægtede meddelelse, og at den i øvrigt fortsat er gældende, uden imidlertid at fremkomme med yderligere oplysninger i denne henseende.

169    For så vidt som afgørelse 22/2004 rent faktisk fandt anvendelse på dette tidspunkt bemærkes, at det i aftalens artikel 1 bestemmes, at »[a]ffattelsessprog/pivotsprog ved Revisionsretten er engelsk og fransk«.

170    I artikel 2 i afgørelse 22/2004 bestemmes, at »[a]lle anmodninger om oversættelse fremsendes gennem IT-systemet til anmodninger om oversættelse (Artemis)«.

171    I artikel 4 i afgørelse 22/2004 præciseres:

»Alle originale dokumenter udfærdiges på et af affattelsessprogene. Kun vigtige dele af dokumenter, som er udarbejdet af flere tjenestegrene, kan undtages fra denne regel […] Når den første oversættelse er leveret, bliver dokumentet ensproget.«

172    Indledningsvis konstateres, at afgørelse 22/2004, således som Den Italienske Republik med rette har bemærket, ikke er relevant i det foreliggende tilfælde, for så vidt som den ikke indeholder nogen oplysninger vedrørende brugen af tysk som arbejdssprog eller fællessprog i Revisionsrettens tjenestegrene.

173    Under alle omstændigheder bemærkes, at det materielle anvendelsesområde for afgørelse 22/2004 begrænser sig til »oversættelse af dokumenter med henblik på møder i Revisionsretten, revisorgrupper og den administrative komité«. Følgelig gør den pågældende afgørelse det ikke muligt, i modsætning til det af Kommissionen påståede, at drage hensigtsmæssige konklusioner om de arbejdssprog eller fællessprog, der anvendes af alle Revisionsrettens tjenestegrene.

174    Endelig forholder det sig således, at selv om det bl.a. følger af artikel 2 og artikel 4 i afgørelse 22/2004, at alle de originale dokumenter udarbejdes på et af affattelsessprogene og derefter fremsendes til oversættelse til den kompetente tjenestegren i Revisionsretten, forekommer det ikke muligt heraf at udlede det konkrete omfang af denne institutions oversættelsesafdelings medvirken. Navnlig præciseres det ikke i den pågældende afgørelse, om udarbejdelsen af et dokument på det andet affattelsessprog sikres af den tjenestegren, der er ansvarlig for udarbejdelsen af dette dokument på det første affattelsessprog, eller af oversættelsesafdelingen. Der kan således ikke udledes nogen hensigtsmæssig konklusion af denne afgørelse vedrørende de arbejdssprog eller fællessprog, der anvendes af Revisionsrettens tjenestegrene og, mere specifikt, af de tjenestegrene, hvori de beståede ansøgere fra den i den anfægtede meddelelse omhandlede udvælgelsesprøve i givet fald ville blive ansat (jf. præmis 138 overfor).

175    For det andet har Kommissionen fremlagt en skrivelse af 11. november 1983 fra en tidligere formand for Revisionsretten til medlemmerne vedrørende simultantolkning i forbindelse med møder i Revisionsretten. Bilagt denne skrivelse er dels et referat fra et fortroligt møde af 12. oktober 1982 vedrørende tolkeordningen for møder i Revisionsretten, dels en skrivelse til medlemmerne, ligeledes underskrevet af denne formand og dateret samme dag, vedrørende tolkeafdelingen og den fysiske organisering af møderne i Revisionsretten.

176    Skrivelsen af 12. oktober 1982 beskriver »det almindelige system« for simultantolkning ved møder i Revisionsretten. Ifølge dette system har hvert medlem mulighed for at udtrykke sig på sit eget sprog, idet tolkning herefter sikres på alle sprogene for de medlemmer, som deltager i det pågældende møde. Det nævnte system blev forenklet, på mødet af samme dag, hvortil det ovenfor i præmis 175 nævnte referat henviser, ved indførelsen af en »halv-let« ordning, som blev enstemmigt vedtaget. I henhold til denne ordning, som fortsat finder anvendelse, i stedet for »det almindelige system«, så længe som der er enstemmighed herom blandt medlemmerne af Revisionsretten, sikres tolkning til »et tilstrækkeligt antal sprog, der forstås af medlemmerne«. Endelig blev den nævnte ordning, således som det følger af skrivelsen af 11. november 1983, yderligere forenklet, ved en fælles aftale truffet af medlemmerne af Revisionsretten, med henblik på at gøre det muligt for hvert medlem, efter frit valg, at udtrykke sig på engelsk, fransk eller tysk med simultantolkning til de to øvrige sprog. Dette »lette« tolkesystem blev vedtaget med »det ene formål at imødegå den faktiske situation, som på dette tidspunkt forelå i Revisionsretten, henset til de forskellige sproglige evner blandt medlemmerne [på daværende tidspunkt] og disses velvilje«. Som Kommissionen præciserede under retsmødet, er dette »lette« system fortsat gældende.

177    Det må konstateres, at de dokumenter, der er nævnt i præmis 175 og 176 ovenfor, ikke gør det muligt at afgøre, hvilket eller hvilke arbejdssprog eller fællessprog der anvendes i de tjenestegrene, hvori de beståede ansøgere fra den i den anfægtede meddelelse omhandlede udvælgelsesprøve vil blive ansat, men de vedrører alene tolkeordningen i forbindelse med Revisionsrettens medlemmers møder.

178    I øvrigt bemærkes, at formålet med disse dokumenter vedrørende tolkeordningen i forbindelse med Revisionsrettens medlemmers møder adskiller sig klart fra formålet med afgørelse 22/2004, således som dette er beskrevet i præmis 173 ovenfor. Følgelig kan Kommissionens argument, hvorved denne nærmere bestemt tilsigter at godtgøre, at tysk, navnlig ved skrivelsen af 11. november 1983, blev tilføjet de to »affattelsessprog/pivotsprog«, som ifølge denne efterfølgende afgørelse udgøres af engelsk og fransk, ikke tiltrædes.

179    Selv om det antages, at skrivelsen af 11. november 1983 afspejler en praksis, som fortsat er gældende for så vidt angår tolkning i forbindelse med Revisionsrettens medlemmers møder, forholder det sig endvidere således, at en sådan faktuel situation, således som det følger af selve denne skrivelses ordlyd, hviler på en fælles aftale blandt disse medlemmer samt på hver enkelt medlems »velvilje«, dvs. på elementer, der kan ændre sig hvert øjeblik.

180    Det fremgår af det ovenstående, at de af Kommissionen fremlagte dokumenter vedrørende den interne sproglige praksis i Revisionsretten ikke er relevante med henblik på løsningen af den foreliggende tvist.

–       Oplysningerne vedrørende de sprog, der anvendes af de ansatte i Revisionsretten

181    Desuden har Kommissionen fremlagt en tabel med overskriften »Sprog, som tales af de ansatte ved Revisionsretten i aktiv tjeneste pr. 30.09.2016«, hvoraf det, ifølge Kommissionen, fremgår, at engelsk, fransk og tysk udgør de mest talte sprog, som andet og tredje sprog, af disse ansatte.

182    Den Italienske Republik har bestridt, at dette dokument er relevant, idet den bl.a. har anført, at dette dokument kun opregner sprogkundskaberne hos de ansatte i Revisionsretten, og at den måde, hvorpå dokumentet er udarbejdet, endvidere gør det totalt uforståeligt.

183    I denne henseende bemærkes, at denne tabel indeholder oplysninger vedrørende de kundskaber, som er anført som første, andet og tredje sprog af »revisorer«, de tjenestemænd, som tilhører ansættelsesgruppen AD, samt samtlige tjenestemænd ved Revisionsretten.

184    Uafhængigt af den omstændighed, at disse oplysninger vedrører datoen 30. september 2016 (jf. præmis 156 ovenfor), bemærkes, at for så vidt angår den del af denne tabel, som vedrører »revisorer« (303 personer), dvs. administratorer, hvis opgaver må antages at svare til de opgaver, der er omhandlet i den anfægtede meddelelse, og med udelukkelse af de oplysninger, der vedrører »sprog 3« (jf. præmis 162 ovenfor), erklæres engelsk som »sprog 1« af 14 personer og som »sprog 2« af 228 personer, fransk henholdsvis af 39 og 45 personer og tysk henholdsvis af 30 og 19 personer. Herefter følger bl.a. spansk (24 og 3 personer) og italiensk (22 og 3 personer), mens polsk erklæres som »sprog 1« af 30 personer.

185    Imidlertid må det konstateres, at de oplysninger, der fremgår af den nævnte tabel, ligesom de oplysninger, der er fremlagt af Kommissionen for så vidt angår Kommissionens egne ansatte (jf. præmis 157 ovenfor), kun opregner sprogkundskaberne hos forskellige kategorier af tjenestemænd i Revisionsretten. Følgelig gør de det ikke muligt hverken alene eller sammen med de tekster, der blev undersøgt i præmis 168-180 ovenfor, at godtgøre, hvilket eller hvilke fællessprog der rent faktisk anvendes af de tjenestegrene, hvorfra disse oplysninger stammer, i deres daglige arbejde, endog hvilket eller hvilke sprog der er nødvendige for udførelsen af de opgaver, der er omhandlet i den anfægtede meddelelse. Følgelig gør disse oplysninger det ikke muligt at godtgøre, hvilket eller hvilke sprog der gør de beståede ansøgere fra den i den anfægtede meddelelse omhandlede udvælgelsesprøve, som har tilfredsstillende kendskab hertil, til personer, der straks er operationelle.

186    Under alle omstændigheder gør disse oplysninger det højst muligt at konstatere, at kun et tilfredsstillende kendskab til engelsk kan give de potentielt beståede ansøgere fra den i den anfægtede meddelelse omhandlede udvælgelsesprøve en fordel som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 159 ovenfor. Derimod kan de ikke forklare, hvorfor en ansøger, der f.eks. har et indgående kendskab til italiensk og et tilfredsstillende kendskab til tysk, vil kunne anses for straks at være operationel hvad angår intern kommunikation, mens dette ikke vil være tilfældet med en ansøger, der har et indgående kendskab til italiensk og et tilfredsstillende kendskab til spansk.

187    Følgelig kan de oplysninger, som Kommissionen har fremlagt vedrørende sprogkundskaberne hos de ansatte ved Revisionsretten, ikke begrunde begrænsningen af valget af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve henset til formålet om at råde over beståede ansøgere, der straks kan være operationelle.

188    Henset til den gennemgang, der er foretaget i præmis 106-187 ovenfor, må det konstateres, at samtlige de af Kommissionen fremlagte oplysninger for så vidt angår Kommissionens egne tjenestegrene samt Revisionsrettens tjenestegrene ikke kan understøtte begrundelsen om nødvendigheden af, at de ansatte administratorer straks skal være operationelle, således som det er formuleret i den anfægtede meddelelse.

iv)    Oplysningerne vedrørende udbredelsen af engelsk, fransk og tysk som udenlandske sprog, der tales og studeres i Europa

189    Kommissionen har gjort gældende, at der blandt de elementer, der skal tages hensyn til ved afvejningen af de forskellige interesser, der er på spil i forbindelse med afviklingen af en udvælgelsesprocedure, er de sprog, som er de mest studerede som andet sprog af dem, som ansøger om at blive EU-tjenestemænd, dvs. »de unge borgere i Unionen«.

190    Kommissionen har til støtte for sin argumentation for det første fremlagt en rapport fra Den Europæiske Unions statistiske kontor (Eurostat), trykt i Statistics in Focus nr. 49/2010. Det følger af denne rapport dels, at engelsk »er det mest studerede fremmedsprog [i Europa] på alle undervisningsniveauer, efterfulgt af fransk, tysk, russisk og, [i] mindre grad, spansk«, dels at »det mest kendte fremmedsprog [i Europa] opfattes som værende engelsk, efterfulgt af tysk, russisk, fransk og spansk«.

191    For det andet har Kommissionen fremlagt den særlige rapport Eurobaromètre nr. 386 af juni 2012, hvoraf den udleder, at tysk er det mest talte sprog i Europa, »eftersom det anvendes af 16% af hele Europas befolkning […], og at de tre mest studerede og talte fremmedsprog i Europa som andet sprog i nævnte rækkefølge er engelsk, fransk og tysk, som tales af henholdsvis 38%, 12% og 11% af Unionens befolkning«.

192    Endelig har Kommissionen for det tredje til sine processkrifter vedlagt Eurostats pressemeddelelse nr. 144/2014 af 25. september 2014 vedrørende de mest studerede sprog i 2012 på grundskoleuddannelsesniveau og heraf udledt, at de pågældende tre sprog »synes […] at være de mest studerede sprog i Europa af EU-borgerne, dvs. af dem, der er ansøgere til udvælgelsesprocedurerne som omhandlet i vedtægtens artikel 28, [litra] a)«.

193    I denne henseende bemærkes, at de pågældende statistiske oplysninger vedrører alle EU-borgere, herunder dem, der ikke er myndige, således at det ikke kan formodes, at de afspejler sprogkundskaberne hos de potentielle ansøgere til den i den anfægtede meddelelse omhandlede udvælgelsesprøve korrekt (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, Italien mod Kommissionen, T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495, (ikke trykt i Sml., præmis 142).

194    I øvrigt er den eneste ting, som disse statistikker vil kunne vise, at antallet af potentielle ansøgere, hvis situation berøres af begrænsningen til engelsk, fransk og tysk af de sprog, der kan vælges som det andet sprog til den i den anfægtede meddelelse omhandlede udvælgelsesprøve, er mindre end det ville have været, hvis dette valg var begrænset til andre sprog. Denne omstændighed er imidlertid ikke tilstrækkelig til at konkludere, at den pågældende begrænsning ikke er diskriminerende, idet det eventuelt begrænsede antal personer, hvis situation potentielt vil blive berørt, ikke kan udgøre et gyldigt argument i denne henseende (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, Italien mod Kommissionen, T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495, præmis 143, ikke trykt i Sml.).

195    Endvidere vil disse oplysninger eventuelt kunne vise den pågældende begrænsnings forholdsmæssige karakter, hvis det godtgøres, at denne opfyldte de i den anfægtede meddelelse omhandlede tjenestegrenes behov for at råde over beståede ansøgere, der straks kan være operationelle (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, Italien mod Kommissionen, T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495, (ikke trykt i Sml., præmis 144), eller at den opfyldte krav, der er forbundet med budgetmæssige og operationelle krav eller med udvælgelsesprocedurens karakter. Som det imidlertid blev konstateret, bl.a. i præmis 91 og 188 ovenfor, har Kommissionen ikke godtgjort, at denne begrænsning rent faktisk var begrundet af sådanne overvejelser.

196    Følgelig kan de statistiske oplysninger, der er nævnt i præmis 190-192 ovenfor, af disse grunde hverken i sig selv eller sammenholdt med andre oplysninger i sagsakterne, navnlig dem, der er anført i præmis 89 ovenfor, begrunde begrænsningen af valget af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve til engelsk, fransk og tysk.

197    Det må herefter, af alle de ovenfor anførte grunde, konkluderes, at begrænsningen til engelsk, fransk og tysk af ansøgernes valg af det andet sprog til den i den anfægtede meddelelse omhandlede udvælgelsesprøve ikke er hverken objektivt begrundet eller står i forhold til det planlagte vigtigste formål, som består i at ansætte administratorer, der straks vil være operationelle. I øvrigt, og i forlængelse af de betragtninger, der er anført i præmis 85-91 ovenfor, kan begrundelsen om budgetmæssige og operationelle krav samt om udvælgelsesprocedurens karakter, selv om den sammenholdes med begrundelsen om nødvendigheden af at ansætte administratorer, der straks vil være operationelle, heller ikke begrunde den pågældende begrænsning.

198    Det er nemlig ikke tilstrækkeligt at forsvare princippet om en sådan begrænsning med henvisning til det store antal sprog, der i artikel 1 i forordning nr. 1 anerkendes som officielle sprog og arbejdssprog i Unionen og til den deraf følgende nødvendighed af at vælge et mere begrænset antal sprog, endog et enkelt, som interne kommunikationssprog eller »fællessprog«. Henset til vedtægtens artikel 1d, stk. 1, og artikel 1d, stk. 6, første punktum, skal valget af et eller flere specifikke sprog, med udelukkelse af alle de øvrige, endvidere begrundes objektivt (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, Italien mod Kommissionen, T-353/14 og T-17/15, EU:T:2016:495, ikke trykt i Sml., præmis 156 og den deri nævnte retspraksis).

199    Det er netop det, som både EPSO, der er ophavsmand til den anfægtede meddelelse, og Kommissionen, som er den sagsøgte for Retten, ikke har gjort.

200    Følgelig skal Den Italienske Republiks tredje og syvende anbringende tiltrædes, og den anfægtede meddelelse skal annulleres, for så vidt som der heri sker en begrænsning af valget af det andet sprog til den pågældende udvælgelsesprøve til engelsk, fransk og tysk.

201    Det bemærkes i øvrigt, at den konstaterede ulovlighed ligeledes og nødvendigvis indebærer, at den anfægtede meddelelses begrænsning af de sprog, der skal anvendes til visse prøver i den sidste del af den pågældende udvælgelsesprøve, er ulovlig (jf. præmis 13 ovenfor).

B.      Lovligheden af begrænsningen af valget af de sprog, der kan anvendes ved kommunikationen mellem ansøgerne til den i den anfægtede meddelelse omhandlede udvælgelsesprøve og EPSO

202    Den del af den anfægtede meddelelse, der vedrører begrænsningen af valget af de sprog, der kan anvendes ved kommunikationen mellem ansøgerne til den pågældende udvælgelsesprøve og EPSO, er genstand for det sjette anbringende, som Den Italienske Republik har fremført. Dette anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 18 TEUF og artikel 24, stk. 4, TEUF, af chartrets artikel 22, af artikel 2 i forordning nr. 1 samt af vedtægtens artikel 1d, stk. 1 og 6.

203    Ifølge Den Italienske Republik fastsætter disse bestemmelser retten for enhver EU-borger til at henvende sig til institutionerne på et hvilket som helst EU-sprog og til at modtage et svar på dette samme sprog, en ret, som i det foreliggende tilfælde er tilsidesat ved den pågældende begrænsning. Den Italienske Republik har med henvisning til dom af 27. november 2012, Italien mod Kommissionen (C-566/10 P, EU:C:2012:752), anført, at det sprog, der anvendes i forbindelse med en udvælgelsesprocedure, langt fra kun at være et spørgsmål om intern tilrettelæggelse er et grundlæggende element i et forfatningsmæssigt forhold mellem den pågældende borger og Unionen. Følgelig bør sproget i en udvælgelsesprøve være det sprog, som tales af borgeren, dvs. ansøgeren, som endnu ikke er en del af EU-embedsværket.

204    Den Italienske Republik har i øvrigt bemærket, at den anfægtede meddelelse er mangelfuldt begrundet, for så vidt som sidstnævnte intet indeholder om de grunde, som kan berettige begrænsningen af valget af de sprog, hvorpå ansøgningen kan udfærdiges.

205    Kongeriget Spanien tilslutter sig den argumentation, der er fremført af Den Italienske Republik.

206    Kommissionen har for sit vedkommende anført, at de præmisser i dom af 27. november 2012, Italien mod Kommissionen (C-566/10 P, EU:C:2012:752), som Den Italienske Republik har påberåbt, ikke er relevante i det foreliggende tilfælde, for så vidt som de kun vedrører spørgsmålet om, hvilket sprog meddelelser om udvælgelsesprøve skal offentliggøres på.

207    Under alle omstændigheder har Kommissionen anført, at der for så vidt angår den i den anfægtede meddelelse omhandlede udvælgelsesprøve skal sondres mellem, om kommunikationen vedrører generelle og abstrakte spørgsmål eller er af specifik karakter, for så vidt som den tilsigter at fremstille ansøgerens interesse i at opnå en stilling i Unionens offentlige tjeneste, hvilket bl.a. omfatter indgivelsen af ansøgningen.

208    I det første tilfælde har ansøgerne mulighed for at angive mindst to sprog blandt alle Unionens sprog, hvorpå de ønsker at modtage EPSO’s svar. Argumenterne om en tilsidesættelse af bestemmelserne i forordning nr. 1 kan således ikke tiltrædes i denne henseende. Kommissionen har med henblik herpå fremlagt den kontaktformular, som EPSO stillede til rådighed for ansøgerne på sin internetside, samt oplysninger vedrørende de sprog, hvorpå denne tjeneste har besvaret spørgsmål eller anmodninger i forbindelse med den i den anfægtede meddelelse omhandlede udvælgelsesprøve.

209    I det andet tilfælde skal ansøgerne bruge deres andet sprog til udvælgelsesprøven, som udelukkende kan vælges mellem engelsk, fransk og tysk. En sådan begrænsning er begrundet i vedtægtens artikel 28, litra f), hvorefter kendskab til to EU-sprog er en betingelse for ansættelse af tjenestemænd, men ligeledes i kravet om ligebehandling af ansøgerne. I øvrigt opfylder denne begrænsning tjenestens interesse i, at kommunikationer af denne type foregår hurtigt og effektivt, at de administreres ensartet af udvælgelseskomitéen, hvis medlemmer har de tre førnævnte sprog som arbejdssprog, samt af EPSO, og endeligt at de ikke medfører en stor belastning for så vidt angår forvaltningen af EPSO’s ressourcer.

210    Hvad først angår den af Den Italienske Republik påberåbte manglende begrundelse bemærkes, at begrænsningen af valget af kommunikationssprog, herunder af de sprog, hvorpå ansøgningen kan indgives, nærmere bestemt, således som det følger af punkt 3 i bilag II til den anfægtede meddelelse, er begrundet ved et »hensyn til en hurtig og effektiv kommunikation« og ved nødvendigheden af at sikre, at »ansøgerne kan sammenlignes på lige fod« (jf. præmis 11 ovenfor). Følgelig kan Den Italienske Republiks argument om manglende begrundelse ikke tiltrædes.

211    Hvad dernæst angår eksistensen af en forskelsbehandling samt den eventuelle begrundelse herfor bemærkes, at i overensstemmelse med artikel 2 i forordning nr. 1, som i det væsentlige svarer til artikel 24, stk. 4, TEUF og chartrets artikel 41, stk. 4, kan dokumenter, som en medlemsstat eller en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, retter til Unionens institutioner, efter afsenderens valg affattes på et af de officielle sprog, der er omhandlet i denne forordnings artikel 1, og at institutionens svar skal affattes på det samme sprog. Som en væsentlig bestanddel af respekten for Unionens sproglige mangfoldighed, hvis betydning er anført i artikel 3, stk. 3, fjerde afsnit, TEU, og i chartrets artikel 22, har retten for disse personer til blandt Unionens officielle sprog at vælge det sprog, de vil anvende, når de kommunikerer med institutionerne en grundlæggende karakter (jf. dom af 26.3.2019, Spanien mod Parlamentet, C-377/16, EU:C:2019:249, præmis 36).

212    Som det følger af Domstolens praksis kan det imidlertid ikke udledes af den forpligtelse, der påhviler Unionen til at respektere den sproglige mangfoldighed, at der findes et almindeligt retsprincip, som sikrer enhver person ret til, at alt, hvad der vil kunne påvirke dennes interesser, under alle omstændigheder affattes på dennes sprog, og hvorefter institutionerne er forpligtet til, uden at nogen afvigelse er tilladt, at anvende alle de officielle sprog i enhver situation (jf. dom af 26.3.2019, Spanien mod Parlamentet, C-377/16, EU:C:2019:249, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

213    Domstolen har navnlig, inden for rammen af procedurer for udvælgelse af Unionens personale, fastslået, at institutionerne ikke er pålagt forpligtelser, der går ud over de krav, der er fastsat i vedtægtens artikel 1d (jf. dom af 26.3.2019, Spanien mod Parlamentet, C-377/16, EU:C:2019:249, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

214    Det følger af vedtægtens artikel 1d, stk. 1, og artikel 1d, stk. 6, første punktum, at selv om det ikke er udelukket, at et hensyn til tjenestens interesse vil kunne begrunde en begrænsning af valget af en udvælgelsesprøves andet sprog, herunder af kommunikationssproget eller kommunikationssprogene mellem ansøgerne og EPSO, til et begrænset antal officielle sprog, der er de mest udbredte i Unionen, skal en sådan begrænsning imidlertid nødvendigvis være baseret på objektive kriterier, der kan efterprøves, både af ansøgerne til udvælgelsesprøven og af Unionens retsinstanser, og som kan begrunde de krævede sprogkundskaber, som skal stå i rimeligt forhold til tjenestens reelle behov (jf. i denne retning dom af 26.3.2019, Kommissionen mod Italien, C-621/16 P, EU:C:2019:251, præmis 124 og den deri nævnte retspraksis).

215    I denne henseende bemærkes, at det af indledningen til bilag II til den anfægtede meddelelse følger, at »[a]nsøgerne skal udfylde onlineansøgningen på deres andet udvælgelsessprog (engelsk, fransk eller tysk), og det er også disse sprog, som anvendes i fælles meddelelser fra EPSO til ansøgere, der har indsendt en gyldig ansøgning« (jf. præmis 8 ovenfor).

216    I øvrigt fremgår det af punkt 3 i bilag II til den anfægtede meddelelse, at »[a]nsøgerne kan kontakte EPSO på et hvilket som helst officielt EU-sprog, men hvis EPSO skal være i stand til at håndtere henvendelserne effektivt, opfordres ansøgerne til at anvende et begrænset antal sprog, hvorved EPSO’s personale sprogligt er i stand til at besvare forespørgslerne uden brug af oversættelse« (jf. præmis 11 ovenfor).

217    Selv om det, hvad angår skrivelser af sidstnævnte slags, ikke fremgår, henset til de oplysninger, som Kommissionen har fremført, og som er nævnt i præmis 208 ovenfor, at ansøgerne ikke kunne kommunikere med EPSO på det af dem valgte officielle sprog, må det konstateres, at både den indsendte ansøgning og de »fælles meddelelser fra EPSO til ansøgere, der har indsendt en gyldig ansøgning«, udelukkende skulle affattes på engelsk, fransk og tysk. Således og med den samme begrundelse som den, der er anført i præmis 51-55 ovenfor hvad angår det andet sprog til prøverne i den pågældende udvælgelsesprøve, udgør en sådan begrænsning en forskelsbehandling på grund af sprog, som principielt er forbudt efter vedtægtens artikel 1d.

218    Desuden kan denne begrænsning ikke kompenseres ved den mulighed, som er nævnt i præmis 217 ovenfor, som ansøgerne havde for at kommunikere på et officielt sprog efter deres valg med EPSO om andre aspekter vedrørende den omhandlede udvælgelsesprocedure (jf. i denne retning dom af 26.3.2019, Spanien mod Parlamentet, C-377/16, EU:C:2019:249, præmis 48).

219    For så vidt angår rigtigheden af den begrundelse, der er påberåbt til støtte for den nævnte begrænsning, i det væsentlige vedrørende nødvendigheden af at sikre en hurtig og effektiv kommunikation og at foretage en sammenligning af ansøgerne på lige fod (jf. præmis 210 ovenfor), bemærkes, at disse kun i sig selv vil kunne danne grundlag for en begrænsning in abstracto af antallet af de sprog, som kan benyttes til affattelsen af ansøgningen og til EPSO’s fælles meddelelser til de ansøgere, der har indsendt en gyldig ansøgning. Derimod, og således som Kommissionen selv har erkendt navnlig i svarskriftets punkt 148, vil den nævnte begrundelse kun kunne begrunde en begrænsning af kommunikationssprogene til engelsk, fransk og tysk, hvis det tilfredsstillende kendskab til disse sprog gjorde det muligt for ansøgerne, henset til karakteren af de opgaver, der skal udføres, og til tjenestens reelle behov, straks at være operationelle.

220    Dette er imidlertid, således som det blev konstateret i præmis 197 ovenfor, ikke tilfældet i det foreliggende tilfælde.

221    Hvad angår Kommissionens argument om budgetmæssige krav må dette desuden forkastes af de samme grunde som dem, der er anført i præmis 85-88 ovenfor. Ligeledes må Kommissionens argument om, at arbejdssprogene for de tjenestemænd, der udgør udvælgelseskomitéen, »fortsat« er engelsk, fransk eller tysk, forkastes, henset til den analyse, der er foretaget i præmis 106-188 ovenfor vedrørende de oplysninger, der er fremlagt af Kommissionen vedrørende dens egen virksomhed og Revisionsrettens virksomhed.

222    Henset til det anførte bør Den Italienske Republiks sjette anbringende tiltrædes, og følgelig bør den anfægtede meddelelse annulleres, for så vidt som den begrænser valget af kommunikationssprogene mellem ansøgerne og EPSO udelukkende til engelsk, fransk og tysk.

223    Følgelig, og uden at det er fornødent at undersøge de øvrige anbringender, som Den Italienske Republik har påberåbt sig, bør der gives medhold i nærværende søgsmål og den anfægtede meddelelse bør annulleres i sin helhed.

224    Det bemærkes nemlig, at de konstaterede ulovligheder hvad angår den sprogordning, der er fastsat i den anfægtede meddelelse, henset til det i præmis 36 ovenfor anførte, berører den omhandlede udvælgelsesprocedure i sin helhed og følgelig indebærer en annullation af denne meddelelse i dens helhed (jf. i denne retning kendelse af 5.9.2019, Italien mod Kommissionen, T-313/15 og T-317/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:582, præmis 130).

225    Hvad angår retsvirkningerne af annullationen af den anfægtede meddelelse bemærkes, at Den Italienske Republik på Rettens forespørgsel gav udtryk for den opfattelse, at konsekvenserne heraf burde være, at den reserveliste, der blev opstillet efter den pågældende udvælgelsesprøve, ligeledes blev annulleret. Henset til Domstolens og Rettens praksis siden 2012 kan der nemlig ikke være nogen berettiget forventning til opretholdelsen af denne liste. Kongeriget Spanien har tilsluttet sig Den Italienske Republiks holdning.

226    Som svar har Kommissionen gjort gældende, at Den Italienske Republik, i modsætning til den sag, der gav anledning til dom af 26. marts 2019, Spanien mod Parlamentet (C-377/16, EU:C:2019:249), hvori Kongeriget Spanien udtrykkeligt nedlagde påstand om annullation af den database, der var oprettet efter den indkaldelse af interessetilkendegivelser, der var blevet annulleret ved denne dom, ikke i den foreliggende sag kan kræve annullation af den reserveliste, der er oprettet efter den pågældende udvælgelsesprøve, da den ikke har formuleret en påstand herom i stævningen. I øvrigt var udvælgelsesproceduren i den sag, der gav anledning til førnævnte dom, ifølge Kommissionen meget mere smidig end udvælgelsesproceduren i den foreliggende sag, således at en annullation af alle resultaterne af sidstnævnte forekommer totalt uberettiget.

227    I denne henseende bemærkes, at der ifølge fast retspraksis kun kan tages hensyn til påstandene i stævningen, og at prøvelsen af sagens realitet alene kan ske på grundlag af sådanne påstande (jf. dom af 25.2.2016, Musso mod Parlamentet, T-589/14 og T-772/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:101, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis). Sagsøgeren kan således principielt ikke under sagen fremkomme med nye påstande eller udvide genstanden for eksisterende påstande, hvilket medfører en ændring af tvistens genstand (jf. i denne retning dom af 8.7.1965, Krawczynski mod Kommissionen, 83/63, EU:C:1965:70, den danske specialudgave 1965-1968, s. 105), medmindre betingelserne for anvendelsen af procesreglementets artikel 86 vedrørende tilpasning af stævningen er opfyldt. Som det imidlertid følger af sagsakterne i denne sag, er dette ikke tilfældet i den foreliggende tilfælde.

228    For så vidt som Den Italienske Republiks stillingtagen under retsmødet kan ses som en påstand om annullation af den reserveliste, der blev opstillet efter den pågældende udvælgelsesprøve, skal en sådan påstand følgelig, for så vidt som den ikke er i overensstemmelse med de krav, der er anført i præmis 227 ovenfor, forkastes.

229    Under alle omstændigheder bemærkes, at en institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, i medfør af artikel 266 TEUF har pligt til at gennemføre de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af den dom, hvorved retsakten blev annulleret. Domstolen har i denne henseende fastslået, at den pågældende institution med henblik på at efterkomme en sådan dom og opfylde den fuldt ud ikke blot skulle tage hensyn til dommens konklusion, men også til de præmisser, som havde ført til domskonklusionen, og som dannede det fornødne grundlag for denne i den forstand, at de var nødvendige, når det skulle afgøres, hvad konklusionen helt præcist gik ud på (jf. dom af 14.6.2016, Kommissionen mod McBride m.fl., C-361/14 P, EU:C:2016:434, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

230    Af de samme grunde som dem, der er anført i præmis 83-87 i dom af 26. marts 2019, Spanien mod Parlamentet (C-377/16, EU:C:2019:249, præmis 85), kan annullationen af den anfægtede meddelelse imidlertid ikke have nogen indvirkning på eventuelle ansættelser, der allerede er foretaget på grundlag af de reservelister, der er oprettet efter den pågældende udvælgelsesprocedure, henset til den berettigede forventning hos de ansøgere, som allerede er blevet tilbudt en stilling på grundlag af deres opførelse på de nævnte lister (jf. i denne retning kendelse af 5.9.2019, Italien mod Kommissionen, T-313/15 og T-317/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:582, præmis 131).

 Sagsomkostninger

231    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Kommissionen har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Den Italienske Republiks påstand.

232    Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Følgelig bør Kongeriget Spanien bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling):

1)      Meddelelse om almindelig udvælgelsesprøve EPSO/AD/322/16 med henblik på oprettelse af reservelister som administratorer inden for revision (AD 5/AD 7) annulleres.

2)      Europa-Kommissionen betaler sagsomkostningerne og bærer de af Den Italienske Republik afholdte omkostninger.

3)      Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.

Costeira Gratsias Kancheva

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. september 2020.

Underskrifter

Indhold

*      Processprog: italiensk.