RETTENS KENDELSE (Ottende Afdeling)
4. juni 2012 *(1)
»Annullationssøgsmål – offentlige indkøb – udbudsprocedure – digitalisering af Montenegros offentlige radio- og tv-spredning – beslutning om tildeling af kontrakt truffet af Unionens delegation i Montenegro – ikke status som sagsøgt – afvisning«
I sag T-395/11,
Elti d.o.o., Gornja Radgona (Slovenien), ved advokat N. Zidar Klemenčič,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Unions delegation i Montenegro, først ved N. Bertolini, som befuldmægtiget, derefter ved advokaterne J. Stuyck og A.-M. Vandromme,
sagsøgt,
angående principalt en påstand om annullation af den beslutning, som chefen for Unionens delegation i Montenegro traf den 21. marts 2011 om ikke at antage det bud, som sagsøgeren afgav inden for rammerne af en udbudsprocedure om levering af udstyr til digitalisering af Montenegros offentlige radio- og tv-spredning, og samtidig at tildele kontrakten til en anden virksomhed, og subsidiært en påstand om erstatning,
har
RETTEN (Ottende Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, L. Truchot, og dommerne M.E. Martins Ribeiro (refererende dommer) og A. Popescu,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
Tvistens baggrund
1 Den 14. september 2010 offentliggjordes i Supplement til Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2010/S 178-270613) en udbudsbekendtgørelse under referencen EuropeAid/129435/C/SUP/ME, der vedrørte et projekt med titlen »Bistand i forbindelse med digitalisering af Montenegros radio- og tv-spredning – levering af udstyr, Montenegro«, og som havde til formål at indgå en kontrakt om levering af udstyr. Følgende fremgik bl.a. af bekendtgørelsen: »Ordregivende myndighed: Den Europæiske Union, repræsenteret ved Unionens delegation i modtagerlandets (Montenegros) navn og for dettes regning«.
2 Finansieringen af det nævnte projekt er omhandlet i Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers beslutning K(2009) 6420 af 20. august 2009 om vedtagelse af det nationale program for Montenegro inden for rammerne af Instrumentet for førtiltrædelsesbistand (IPA) vedrørende overgangsstøtte og støtte til institutionsopbygning for 2009. Bilagene til denne beslutning indeholder en projektliste, der nævner det projekt, som er genstand for den foreliggende sag. Rådets forordning (EF) nr. 1085/2006 af 17. juli 2006 om oprettelse af et instrument til førtiltrædelsesbistand (EUT L 210, s. 82) udgør hjemmelen for Kommissionens beslutning.
3 Det nævnte nationale program blev gennemført ved indgåelsen af en finansieringsaftale, som blev undertegnet af Kommissionen, repræsenteret ved delegationschefen, og Montenegros regering henholdsvis den 18. oktober 2009 og den 6. november 2009.
4 Den 15. november 2010 afgav sagsøgeren, Elti d.o.o., der er et slovensk selskab, et tilbud inden for rammerne af den ovennævnte procedure.
5 Ved skrivelse af 13. december 2010 meddelte Unionens delegation i Montenegro sagsøgeren, at sagsøgerens tilbud ikke kunne antages af to tekniske grunde, og at udbudsproceduren var blevet afbrudt som følge af, at ingen af tilbudsgiverne opfyldte udbudsbetingelserne fuldt ud.
6 Ved skrivelse af 26. januar 2011 opfordrede Unionens delegation i Montenegro sagsøgeren til at deltage i en ny forhandlingsprocedure vedrørende samme opgave under referencenummeret EuropeAid/129435/C/SUP/ME–NP og oplyste, at det oprindelige udbudsmateriale gjaldt fuldt ud i forhold til forhandlingsproceduren.
7 Ved skrivelse af 22. februar 2011 anmodede Unionens delegation i Montenegro sagsøgeren om at give supplerende oplysninger om ni punkter i den tekniske del i det nye tilbud, som sagsøgeren afgav den 10. februar 2011. Sagsøgeren efterkom denne anmodning ved skrivelse af 24. februar 2011.
8 Ved skrivelse af 23. marts 2011 anmodede sagsøgeren Unionens delegation i Montenegro om at oplyse, hvilken beslutning delegationen havde truffet på grundlag af forhandlingsproceduren.
9 Ved skrivelse af 11. maj 2011 oplyste Unionens delegation i Montenegro følgende over for sagsøgeren:
»Vi kan oplyse, at proceduren ikke er afsluttet, og vi kan derfor ikke give Dem yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt. Vi vil inden kort tid give Dem meddelelse om den endelige beslutning.«
10 Den 27. maj 2011 modtog sagsøgeren en skrivelse fra Unionens delegation i Montenegro, der var dateret den 21. marts 2011, hvoraf fremgik, at sagsøgerens tilbud ikke var blevet antaget, idet sagsøgerens »tekniske kapacitet« ikke opfyldte en række af de betingelser, der var nævnt i udbudsmaterialet, og at Eurotel SpA havde fået tildelt kontrakten med et beløb på 1 420 046 EUR.
11 Ved skrivelse af 6. juni 2011 til Unionens delegation i Montenegro anfægtede sagsøgeren beslutningen af 21. marts 2011 og anmodede delegationen om at annullerede den »urigtige« beslutning, og at vælge sagsøgeren som leverandør i forhold til det konkrete udbud.
12 Ved skrivelse af 16. juni 2011 oplyste Unionens delegation i Montenegro følgende over for sagsøgeren:
»Tak for Deres skrivelse, som vi har modtaget den 6. juni 2011. Deres henvendelse rejser en række spørgsmål, der har givet anledning til iværksættelsen af en undersøgelse. I henhold til afsnit 2.4.15 i den praktiske vejledning vedrørende udbudsprocedurer inden for rammerne af [Det Europæiske] Fællesskabs eksterne foranstaltninger kan De påregne at modtage svar inden 45 dage fra det tidspunkt, hvor vi modtog Deres brev.«
13 Ved skrivelse af 18. juli 2011 oplyste Unionens delegation i Montenegro bl.a. sagsøgeren om, at den ikke fandt anledning til at revidere eller ændre forhandlingsudvalgets beslutning, hvorefter sagsøgerens tilbud ikke opfyldte de tekniske krav og derfor ikke kunne antages.
Retsforhandlinger og parternes påstande
14 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 26. juli 2011 har sagsøgeren anlagt denne sag.
15 Ved særskilt dokument indleveret samme dag fremsatte sagsøgeren begæring om foreløbige forholdsregler, hvori sagsøgeren i det væsentlige nedlagde påstand om, at Rettens præsident skulle udsætte gennemførelsen af Unionens delegation i Montenegros beslutning om ikke at antage sagsøgerens tilbud og om at tildele kontrakten til en anden tilbudsgiver samt gennemførelsen af den konkrete kontrakt, såfremt en sådan kontrakt allerede var indgået.
16 Ved indlæg af 22. august 2011 besvarede Unionens delegation i Montenegro et spørgsmål fra Retten vedrørende delegationens stilling som sagsøgt i sagen om foreløbige forholdsregler og i hovedsagen.
17 Ved kendelse af 30. september 2011 blev den af sagsøgeren fremsatte begæring om foreløbige forholdsregler afvist, og afgørelsen om sagsomkostningerne blev udsat.
18 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 26. oktober 2011 gjorde Unionens delegation i Montenegro i medfør af artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement en formalitetsindsigelse gældende. Sagsøgeren afgav indlæg vedrørende denne formalitetsindsigelse den 15. december 2011.
19 Sagsøgeren har i stævningen nedlagt følgende påstande:
– Det fastslås, at Unionens delegation i Montenegro har tilsidesat Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (EUT L 134, s. 114), og navnlig direktivets artikel 2 og artikel 30, stk. 3.
– Forhandlingsproceduren annulleres, idet Unionens delegation i Montenegro ikke har anvendt princippet om ligebehandling på sagsøgeren og dermed ikke har givet sagsøgeren mulighed for at rette eller forklare sit tilbud.
– Unionens delegation i Montenegros beslutning om at tildele kontrakten efter afslutningen af forhandlingsproceduren, hvorved sagsøgerens tilbud ikke blev antaget og kontrakten blev tildelt Eurotel, annulleres.
– Hvis udbudskontrakten allerede er tildelt, erklæres denne ugyldig.
– Unionens delegation i Montenegro tilpligtes at betale sagsøgeren 10 000 EUR i sagsomkostninger i henhold til procesreglementets artikel 87, herunder eventuelle intervenienters sagsomkostninger.
Subsidiært, hvis kontrakten allerede er gennemført, eller beslutningen ikke længere kan annulleres, fastslås:
– Unionens delegation i Montenegro har tilsidesat artikel 2 og artikel 30, stk. 3, i direktiv 2004/18.
– Unionens delegation i Montenegro tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 172 541,56 EUR i erstatning for det tab, som sagsøgeren har lidt som følge af udbudsproceduren.
– Unionens delegation i Montenegro tilpligtes at betale sagsøgeren 10 000 EUR i sagsomkostninger i henhold til procesreglementets artikel 87, herunder eventuelle intervenienters sagsomkostninger.
20 Unionens delegation i Montenegro har i formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:
– Annullationspåstanden afvises.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
21 Sagsøgeren har i sit indlæg vedrørende formalitetsindsigelsen nedlagt påstand om, at Retten skal forkaste den fremførte formalitetsindsigelse, da den er ugrundet og ikke godtgjort, og at det fastslås, at »i henhold til Rådets afgørelse af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere, repræsenterer sagsøgte Den Europæiske Union i Montenegro i spørgsmål, der vedrører den offentlige udbudsprocedure med referencen EuropeAid/129435/C/SUP/ME-NP af 21. marts 2011, og har i denne egenskab retsevne til at deltage i den foreliggende sag«.
Retlige bemærkninger
22 Det fremgår af procesreglements artikel 114, stk. 3, at hvis en part ønsker, at Retten skal tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet, skal der forhandles mundtligt om formalitetsindsigelsen, medmindre Retten bestemmer andet.
23 I denne sag finder Retten, at de oplysninger, der fremgår af sagen, er tilstrækkelige, og at det derfor ikke er nødvendigt at indlede den mundtlige forhandling.
24 Unionens delegation i Montenegro har anført, at delegationen ikke kan optræde som sagsøgt i den foreliggende sag, eftersom den ikke er et selvstændigt organ og ikke har handlet som sådant i det foreliggende tilfælde.
25 Det bemærkes i denne henseende, at artikel 263, stk. 1, TEUF har følgende ordlyd:
»Den Europæiske Unions Domstol prøver lovligheden af lovgivningsmæssige retsakter, af retsakter vedtaget af Rådet, Kommissionen eller Den Europæiske Centralbank, bortset fra henstillinger og udtalelser, samt af de af Europa-Parlamentets og Det Europæiske Råds retsakter, der skal have retsvirkning over for tredjemand. Den prøver ligeledes lovligheden af de af Unionens organers, kontorers og agenturers retsakter, der skal have retsvirkning over for tredjemand.«
26 Det følger af denne bestemmelse, at der kan anlægges annullationssøgsmål til prøvelse af retsakter, der hidhører fra visse nærmere angivne institutioner, men også mere generelt til prøvelse af »Unionens organers [og] kontorers« retsakter, for så vidt som der er tale om retsakter, der skal have retsvirkning over for tredjemand.
27 I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, kan det ikke udledes af ordlyden af artikel 263, stk. 1, TEUF eller af den praksis fra Unionens retsinstanser, der følger af Domstolens dom af 23. april 1986, Les Verts mod Parlamentet (sag 294/83, Sml. s. 1339), at enhver enhed eller struktur, der indgår i eller er virksom inden for Unionens organisatoriske rammer, alene af denne grund kan anses for et af Unionens organer, kontorer eller agenturer i den ovenfor nævnte artikels forstand.
28 Den omstændighed, at beslutningen om ikke at antage sagsøgerens tilbud kan anses for en bebyrdende retsakt, idet beslutningen klart ændrer sagsøgerens retlige stilling, indebærer ikke nødvendigvis, at ophavsmanden til beslutningen har partstatus som sagsøgt, såfremt spørgsmålet om retsaktens lovlighed indbringes for Unionens retsinstanser.
29 Det skal nemlig i lyset af de bestemmelser, der regulerer den berørte enheds stilling, undersøges, om enheden har tilstrækkelig rets- og handleevne til at kunne anses for et selvstændigt unionsorgan, der kan optræde som sagsøgt.
30 Artikel 221 TEUF, der omhandler Unionens delegationer, har følgende ordlyd:
»1. Unionens delegationer i tredjelande og ved internationale organisationer sikrer Unionens repræsentation.
2. Unionens delegationer står under den højtstående repræsentants ansvar […]«
31 Artikel 1 i Rådets afgørelse 2010/427/EF af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere (EUT L 201, s. 30, herefter »afgørelsen af 26. juli 2010« ), der blev vedtaget i henhold til artikel 27, stk. 3, TEU, har følgende ordlyd:
»[…]
2. EU-Udenrigstjenesten, som har hovedkvarter i Bruxelles, er et funktionelt autonomt EU-organ, der er adskilt fra Generalsekretariatet for Rådet og fra Kommissionen, med den rets- og handleevne, der er nødvendig for, at den kan løse sine opgaver og nå sine mål.
3. EU-Udenrigstjenesten er underlagt den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik [...]
4. EU-Udenrigstjenesten består af en centraladministration og af Unionens delegationer i tredjelande og ved internationale organisationer.«
32 Artikel 5 i afgørelsen af 26. juli 2010, der har overskriften »Unionens delegationer«, indeholder følgende bestemmelser:
»1. Afgørelsen om at åbne eller lukke en delegation vedtages af den højtstående repræsentant efter aftale med Rådet og Kommissionen.
2. Hver af Unionens delegationer står under en delegationschefs myndighed.
[…]
3. Delegationschefen modtager instrukser fra den højtstående repræsentant og EU-Udenrigstjenesten og er ansvarlig for deres udførelse.
På områder, hvor Kommissionen udøver de beføjelser, der er tillagt den i traktaterne, kan Kommissionen også i overensstemmelse med artikel 221, stk. 2, [TEUF] udstede instrukser til delegationerne, som skal udføres under delegationschefens overordnede ansvar.
4. Delegationschefen gennemfører driftsbevillinger i forbindelse med EU-projekter i det pågældende tredjeland, når Kommissionen har subdelegeret denne opgave, i overensstemmelse med finansforordningen.
[…]
8. Delegationschefen har beføjelse til at repræsentere Unionen i det land, hvor delegationen er akkrediteret, navnlig til indgåelse af kontrakter og som part i retssager.
[…]«
33 Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at denne nye retlige ordning, der er indført på grundlag af Lissabontraktaten, som trådte i kraft den 1. december 2009, indebærer, at Kommissionens delegationer er overgået til at være Unionens delegationer, der kan handle selvstændigt og har status af juridiske personer.
34 Den blotte omstændighed, at delegationerne fremover ikke længere udelukkende repræsenterer Kommissionen, men hele Unionen, er imidlertid ikke tilstrækkeligt til, at Unionens delegation i Montenegro kan anses for at have status som sagsøgt.
35 Det bemærkes for det første, at det følger af artikel 221 TEUF og afgørelsen af 26. juli 2010, at Unionens delegation i Montenegro indgår som en integrerende del af EU-Udenrigstjenestens hierarkiske og funktionelle struktur og udgør blot en af udenrigstjenestens afdelinger, og det fremgår endvidere klart, at EU-Udenrigstjenesten er et selvstændigt unionsorgan, der har den rets- og handleevne, der er nødvendig for, at den kan løse sine opgaver. Sagsøgeren har i øvrigt selv foretaget disse konstateringer i sine skriftlige indlæg.
36 Retten har i kendelse af 30. juni 2011, Technoprocess mod Kommissionen og Unionens delegation i Marokko (sag T-264/09, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 70), netop lagt vægt på den omstændighed, at Kommissionens delegationer er knyttet til og underlagt Kommissionen, for at fastslå, at Kommissionens delegationer ikke er juridiske personer, og at søgsmål anlagt mod en af Kommissionens delegationer i et tredjeland ikke kan antages til realitetsbehandling.
37 Det bemærkes for det andet, at det, ud over den omstændighed, at der består et organisatorisk afhængighedsforhold til EU-Udenrigstjenesten, kan udledes af afgørelsen af 26. juli 2010, at Unionens delegationer og særligt delegationscheferne er funktionelt underlagt Kommissionen ved gennemførelsen af Unionens budget.
38 Det særlige forhold mellem cheferne for Unionens delegationer og Kommissionen er nærmere beskrevet i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1, herefter »finansforordningen«), der blev ændret som følge af oprettelsen af EU-Udenrigstjenesten bl.a. for at sikre »den fortsatte drift af EU-delegationerne og navnlig kontinuiteten og effektiviteten i delegationernes forvaltning af ekstern bistand«, som det fremgår af syvende betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1081/2010 af 24. november 2010 om ændring af finansforordningen vedrørende Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EUT L 311, s. 9).
39 Det fremgår af finansforordningens artikel 51, stk. 2, at »Kommissionen kan […] uddelegere sine budgetgennemførelsesbeføjelser vedrørende aktionsbevillingerne under sin egen budgetsektion til EU-delegationscheferne«, og at »[n]år EU-delegationscheferne fungerer som Kommissionens anvisningsberettigede ved subdelegation, anvender de Kommissionens budgetgennemførelsesbestemmelser og har samme pligter, forpligtelser og ansvar som alle andre, der ved subdelegation fungerer som Kommissionens anvisningsberettigede«.
40 Finansforordningens artikel 59 bestemmer, at »[d]e ved delegation eller subdelegation bemyndigede anvisningsberettigede [kun] kan […] handle inden for de grænser, der er fastsat i fuldmagtsdokumentet«, og at »[h]vis EU-delegationschefer fungerer som anvisningsberettigede ved subdelegation efter artikel 51, stk. 2, er de underlagt Kommissionen som den institution, der er ansvarlig for at definere, udøve, kontrollere og vurdere deres forpligtelser og beføjelser som anvisningsberettigede ved subdelegation«. Kommissionen skal samtidig underrette den højtstående repræsentant herom.
41 Det fremgår af finansforordningens artikel 60a, at EU-delegationschefer, der fungerer som anvisningsberettigede ved subdelegation, dels skal aflægge rapport til deres anvisningsberettigede om bl.a. forvaltningen af de opgaver, de varetager ved subdelegation, dels skal besvare enhver anmodning fra den anvisningsberettigede, som Kommissionen har bemyndiget ved delegation.
42 I henhold til finansforordningens artikel 85 er de EU’s delegationschefer, der fungerer som anvisningsberettigede ved subdelegation, »underlagt kontrolbeføjelserne for Kommissionens interne revisor med hensyn til den finansielle forvaltning, de varetager ved subdelegation«.
43 Det bemærkes endvidere, at der med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1080/2010 af 24. november 2010 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (EUT L 311, s. 1) er indført en ny artikel 96 i den nævnte vedtægt. Det fremgår af denne bestemmelses stk. 2, at »EU-Udenrigstjenestens tjenestemænd, der som led i deres arbejde udfører opgaver for Kommissionen, tager imod ordrer fra Kommissionen, for så vidt disse opgaver angår, jf. artikel 221, stk. 2, i [TEUF]«.
44 På baggrund af ovennævnte bestemmelser må det fastslås, at Unionens delegationer kan bistå Kommissionen ved gennemførelsen af Unionens budget på lokalt niveau, og navnlig når der er tale om gennemførelse af projekter, der finansieres ved Unionens programmer for ekstern bistand.
45 Denne bistand er omfattet af subdelegationen til delegationschefen og sker under streng kontrol fra Kommissionens side, der i henhold til artikel 317 TEUF og 319 TEUF har ansvaret for at gennemføre budgettet, og som i medfør af finansforordningens artikel 51 kan tilbagekalde delegationen.
46 Det følger således af artikel 221 TEUF, af afgørelsen af 26. juli 2010 og af de relevante bestemmelser i den nævnte finansforordning, at EU-delegationernes retlige stilling er kendetegnet ved, at de står i et organisatorisk og funktionelt afhængighedsforhold til EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen, hvilket indebærer, at de ikke kan anses for at udgøre organer i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 263 TEUF.
47 Denne konklusion berøres ikke af sagsøgerens henvisning til artikel 5, stk. 8, i afgørelsen af 26. juli 2010, hvoraf fremgår, at delegationschefen har beføjelse til at repræsentere Unionen i det land, hvor delegationen er akkrediteret, navnlig til indgåelse af kontrakter og som part i retssager.
48 Det fremgår nemlig blot af denne bestemmelse, at en delegation ikke handler i eget navn og på egne vegne, og at den, som har ansvaret for delegationen, har en rets- og handleevne, der er strengt territorialt begrænset til, hvad der er nødvendigt for at kunne varetage delegationens opgaver.
49 Det bemærkes i denne henseende, at det fremgår af artikel 274 TEUF, at »[m]ed forbehold af den kompetence, der er tillagt Den Europæiske Unions Domstol ved traktaterne, er de tvister, i hvilke Unionen er part, ikke af den grund unddraget de nationale dømmende myndigheders kompetence«, og at artikel 335 TEUF har følgende ordlyd:
»Unionen har i hver medlemsstat den videstgående rets- og handleevne, som vedkommende stats lovgivning tillægger juridiske personer; den kan i særdeleshed erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre og optræde som part i retssager. I denne henseende repræsenteres den af Kommissionen. Unionen repræsenteres dog af hver af institutionerne inden for rammerne af deres administrative autonomi for så vidt angår de spørgsmål, der vedrører deres respektive funktioner.«
50 Dertil kommer, at artikel 5, stk. 8, i afgørelsen af 26. juli 2010 ikke kan betragtes isoleret. Denne bestemmelse kan ikke adskilles fra, men skal sammenholdes med hele den retlige ordning, der er fastsat ved artikel 221 TEUF, afgørelsen af 26. juli 2010 i sin helhed og de relevante bestemmelser i finansforordningen.
51 Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at Unionens delegation i Montenegro hele tiden har givet udtryk for, at den repræsenterede Unionen, og at den havde fuld beføjelse til at handle i Unionens navn. Sagsøgeren har anført, at det omtvistede udbud blev offentliggjort på vegne af Unionen som ordregiver, repræsenteret ved Unionens delegation i Montenegro, og at samtlige meddelelser eller afgørelser vedrørende det omhandlede udbud hidrørte fra dette organ, dvs. delegationen ved dens chef, idet hverken Kommissionen eller EU-Udenrigstjenesten nævnes i disse dokumenter.
52 Det bemærkes, at sagsøgeren principalt har nedlagt påstand om annullation af den beslutning, som chefen for Unionens delegation i Montenegro traf den 21. marts 2011 om ikke at antage sagsøgerens tilbud i forbindelse med udbudsproceduren vedrørende levering af udstyr til digitalisering af Montenegros radio- og tv-spredning og samtidig at tildele kontrakten til et italiensk selskab.
53 Som nævnt ovenfor er finansieringen af det omhandlede projekt omhandlet i beslutning K(2009) 6420.
54 Det nationale program for Montenegro, som blev vedtaget ved denne beslutning, blev gennemført ved indgåelsen af en finansieringsaftale, der er undertegnet af Kommissionen, repræsenteret ved delegationschefen, og Montenegros regering henholdsvis den 18. oktober 2009 og den 6. november 2009.
55 I henhold til den nævnte aftales artikel 2 skal det nationale program for Montenegro gennemføres centralt af Kommissionen inden for rammerne af instrumentet til førtiltrædelsesbistand vedrørende overgangsstøtte og støtte til institutionsopbygning i 2009 i henhold til finansforordningens artikel 53, stk. 1, litra a).
56 Med ikrafttrædelsen af forordning nr. 1081/2010 den 29. november 2010 er finansforordningens artikel 53a affattet således: »Når Kommissionen gennemfører budgettet centralt, udføres gennemførelsesopgaverne enten direkte af dens tjenestegrene eller af EU-delegationerne efter artikel 51, stk. 2, eller indirekte efter artikel 54-57.«
57 Det bemærkes, at det følger af finansforordningens artikel 51, stk. 2, at Kommissionen kan uddelegere sine budgetgennemførelsesbeføjelser vedrørende aktionsbevillingerne under sin egen budgetsektion til EU-delegationscheferne, og at delegationscheferne i et sådant tilfælde skal anvende Kommissionens budgetgennemførelsesbestemmelser og har samme pligter, forpligtelser og ansvar som alle andre, der ved subdelegation fungerer som Kommissionens anvisningsberettigede.
58 Hvad angår de midler, der kan anvendes i forbindelse med instrumentet til førtiltrædelsesbistand, har Kommissionen uddelegeret sine beføjelser, hvilket fremgår af det dokument af 18. april 2011, hvorved Kommissionen har subdelegeret sine beføjelser til chefen for Unionens delegation i Montenegro, og som har erstattet det dokument af 7. juli 2010, der blev udstedt før beslutningen af 26. juli 2010.
59 Dette forhold er et konkret udtryk for nødvendigheden af at sikre den fortsatte drift af EU-delegationerne, og navnlig kontinuiteten og effektiviteten i delegationernes forvaltning af den eksterne støtte, som det fremgår af syvende betragtning til forordning nr. 1081/2010.
60 Den skrivelse, hvorved Kommissionens Generaldirektorat for Udvidelse imødekom den anmodning om at indlede forhandlingsproceduren, som chefen for Unionens delegation fremsatte i forbindelse med den konkrete udbudsprocedure, er endvidere et eksempel på, hvilke instruktioner der kan gives til delegationschefen.
61 Selv om sagsøgeren ikke har bestridt, at beslutningen om ikke at antage sagsøgerens tilbud blev truffet af chefen for Unionens delegation i Montenegro i sin egenskab af Kommissionens anvisningsberettigede, har sagsøgeren imidlertid anført, at der ikke er tale om en retsakt, der hidrører fra Kommissionen eller den høje repræsentant.
62 Det bemærkes i denne henseende, at retsakter, der vedtages i henhold til delegeret kompetence, normalt skal tilskrives den institution, der uddelegerer beføjelserne, som det påhviler at give møde vedrørende den pågældende retsakt (jf. i denne retning Domstolens dom af 12.7.1957, forenede sager 7/56 og 3/57-7/57, Algera m.fl. mod Den Fælles Forsamling for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, Sml. 1954-1964, s. 45, org.ref.: Rec. s. 81, på s. 113, og af 17.7.1959, forenede sager 32/58 og 33/58, Snupat mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 141, org.ref.: Rec. s. 275, på s. 298, og Rettens dom af 19.2.1998, forenede sager T-369/94 og T-85/95, DIR International Film m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 357, præmis 52 og 53). De retsakter, der vedtages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), skal således tilregnes Kommissionen under forudsætning af, at de kan anfægtes (Rettens dom af 6.4.2006, sag T-309/03, Camós Grau mod Kommissionen, Sml. II, s. 1173, præmis 66, og kendelse afsagt af Rettens præsident den 15.3.2010, sag T-435/09 R, GL2006 Europe mod Kommissionen og OLAF, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 14-16).
63 Det samme gælder så meget desto mere ved delegationen af retten til at underskrive (Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 151, org.ref.: Rec. s. 619, præmis 11-14), og som i det foreliggende tilfælde ved subdelegation.
64 Under disse omstændigheder må det fastslås, at de retsakter, som chefen for Unionens delegation i Montenegro har vedtaget i sin egenskab af Kommissionens anvisningsberettigede ved subdelegation inden for rammerne af udbudsproceduren med referencen EuropeAid/129435/C/SUP/ME-NP, ikke indebærer, at den nævnte delegation kan anses for at have status som sagsøgt, idet ansvaret for disse retsakter i det foreliggende tilfælde påhviler Kommissionen.
65 Sagsøgerens bemærkninger om den rolle, som personalet ved Unionens delegation i Montenegro spiller, om ordlyden af udbudsbekendtgørelsen eller om den omstændighed, at hverken Kommissionen eller EU-Udenrigstjenesten accepterede at optræde som sagsøgt i sagen om foreløbige forholdsregler, kan ikke rejse tvivl om ovennævnte konklusion.
66 Sagsøgeren har for det tredje henvist til Rettens dom af 8. oktober 2008 i sagen Sogelma mod AER (sag T-411/06, Sml. II, s. 2771) som begrundelse for at afvise den formalitetsindsigelse, som Unionens delegation i Montenegro har fremført.
67 I den nævnte dom fastslog Retten, at den var kompetent til at træffe afgørelse i en sag, der var anlagt mod Det Europæiske Genopbygningsagentur (AER), hvori sagsøgeren havde nedlagt påstand om annullation af AER’s beslutninger om at afbryde en udbudsprocedure vedrørende bygge- og anlægsarbejder og at organisere en ny udbudsprocedure.
68 Det bemærkes imidlertid, at den situation, som EU-delegationerne befinder sig, ikke på nogen måde kan sammenlignes med den situation, som AER befandt sig i i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Sogelma mod AER, nævnt i præmis 66 ovenfor.
69 Retten anførte nemlig til støtte for sin afgørelse i præmis 3 og 50, at AER var et fællesskabsorgan, der udtrykkeligt er oprettet som juridisk person ved Rådets forordning (EF) nr. 2667/2000 af 5. december 2000 om Det Europæiske Genopbygningsagentur (EFT L 306, s. 7), og som har kompetence til – efter at være blevet pålagt dette af Kommissionen – selv at gennemføre EF-bistandsprogrammerne til støtte for bl.a. Serbien-Montenegro.
70 Den situation, som Unionens delegation i Montenegro befinder sig i, når den handler inden for rammerne af den direkte centraliserede forvaltning, der er omhandlet i finansforordningens artikel 53a, svarer ikke til den indirekte centraliserede forvaltning, som var genstanden for AER-dommen.
71 Retten tog endvidere hensyn til den omstændighed, at det ifølge artikel 13, stk. 2, og artikel 13a, stk. 3, i forordning nr. 2667/200 tilkom AER at give møde for Unionens retsinstanser i søgsmål angående AER’s erstatningspligt uden for kontraktforhold og de beslutninger, som det havde truffet i henhold til artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 145, s. 43).
72 Det er åbenbart, at EU-delegationerne ikke har en sådan partshabilitet.
73 Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at Unionens delegation i Montenegro ikke kan anses for et af Unionens organer, kontorer eller agenturer, og at den ikke kan anses for at have status som sagsøgt.
74 Det følger heraf, at det søgsmål, som sagsøgeren har anlagt mod Unionens delegation i Montenegro, ikke kan antages til realitetsbehandling, hverken for så vidt angår den principale annullationspåstand eller den subsidiære erstatningspåstand (jf. i denne retning Domstolens dom af 2.12.1992, sag C-370/89, SGEEM og Etroy mod EIB, Sml. I, s. 6211, præmis 16).
75 Følgelig bør sagen afvises.
Sagens omkostninger
76 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges selskabet at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler, i overensstemmelse med Unionens delegation i Montenegros påstand herom, både i sagen om foreløbige forholdsregler og i hovedsagen.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer:
RETTEN (Ottende Afdeling):
1) Sagen afvises.
2) Elti d.o.o. betaler sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.
Således bestemt i Luxembourg den 4. juni 2012.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |