Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesverwaltungsgericht Tirol (Østrig) den 23. november 2023 – Benediktinerabtei Ettal

(Sag C-714/23, Benediktinerabtei Ettal)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landesverwaltungsgericht Tirol

Parter i hovedsagen

Appellant: Benediktinerabtei Ettal

Indstævnt myndighed: Bezirkshauptmannschaft Innsbruck

Procesdeltager: Benediktinerinnenkloster St. Nikolaus von Flüe

Præjudicielle spørgsmål

1)    Skal artikel 63 TEUF fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national bestemmelse som § 6, stk. 3, i delstaten Tyrols lov om fast ejendom af 1996 1 , hvorefter en landbrugers erhvervelser af rettigheder til landbrugsarealer som omhandlet i § 2, stk. 5, litra a), kun må godkendes af ejendomshandelsmyndigheden, når erhvervelsen af rettigheder ikke strider mod principperne i § 1, stk. 1, litra a), og den, der erhverver rettighederne, godtgør, at vedkommende på bæredygtig og forskriftsmæssig vis medvirker til dyrkningen af landbrugsarealet som led i sin bedrift?

2)    Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: Foreligger der en objektivt sammenlignelig situation mellem på den ene side en landbruger, hvis landbrugsbedrift befinder sig i geografisk nærhed af de erhvervede arealer, og som påtænker at medvirke til dyrkningen af disse arealer som led i sin bedrift, og på den anden side en landbruger, hvis landbrugsbedrift ikke befinder sig i (en driftsøkonomisk rimelig) geografisk nærhed af de erhvervede arealer, og som heller ikke påtænker at medvirke til dyrkningen af disse arealer som led i sin bedrift for således at tilføre et bidrag til sin bedrifts eksistensgrundlag, men derimod overlader de pågældende arealer til lokale landbrugere med henblik på dyrkning ved forpagtning eller på ubestemt tid ved udlån uden opsigelsesfrist?

2)a)    Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: Foreligger den begrundelse for en begrænsning af de frie kapitalbevægelser, der består i etablering, opretholdelse eller styrkelse af produktive landbrugs- eller skovbrugsbedrifter, eftersom bestemmelserne i §§ 6, 7 og 7a i delstaten Tyrols lov om fast ejendom af 1996 tager sigte på, at landbrugsarealer drives bæredygtigt og i overensstemmelse med deres formål af landbrugere som led i deres bedrift, med henblik på at styrke landbrugsbedrifter og forhindre, at landbrugsarealer splittes op og anvendes i strid med deres formål?

____________

1     Tiroler Grundverkehrsgesetz 1996, LGBI. nr. 61/1996, senest ændret ved LGBI. nr. 204/2021.