Sag T-266/02

Deutsche Post AG

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – foranstaltninger truffet af de tyske myndigheder til fordel for Deutsche Post AG – beslutning, der erklærer en støtte uforenelig med fællesmarkedet og kræver tilbagesøgning heraf – tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse – kompensation for meromkostninger som følge af salg med tab i sektoren for dør til dør-pakketjenester – ingen fordel«

Sammendrag af dom

1.      Statsstøtte – begreb – foranstaltninger med henblik på kompensation for udgifter til offentlig tjeneste, som en virksomhed har påtaget sig – ikke omfattet – betingelser

(Art. 86, stk. 2, EF og art. 87, stk. 1, EF)

2.      Konkurrence – virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse – kompensation af omkostninger som følge af public service-opgave –kvalificering som statsstøtte – ikke omfattet

(Art. 86, stk. 2, EF og art. 87, stk. 1, EF)

3.      Statsstøtte – administrativ procedure – Kommissionens mulighed for at støtte sin beslutning på de foreliggende oplysninger – betingelse – forudgående anvendelse af beføjelsen til at give den berørte medlemsstat et pålæg

(Art. 88, stk. 2, EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 5, stk. 2, art. 10, stk. 3, og art. 13, stk. 1)

4.      Statsstøtte – undersøgelse af klager – Kommissionens forpligtelser

(Art. 88, stk. 2, EF)

1.      For så vidt som en statslig foranstaltning må betragtes som en kompensation, der er et vederlag for de af de begunstigede virksomheder leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, således at disse virksomheder reelt ikke har en økonomisk fordel, og denne foranstaltning således ikke har den virkning at sætte disse virksomheder i en konkurrencemæssigt fordelagtig position i forhold til de virksomheder, der konkurrerer med dem, falder en sådan støtte ikke ind under artikel 87, stk. 1, EF.

For at en sådan kompensation i det enkelte tilfælde kan falde uden for begrebet statsstøtte, skal en række betingelser være opfyldt. For det første skal den pågældende virksomhed faktisk være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, og disse forpligtelser skal være klart defineret. For det andet skal de kriterier, der er grundlaget for beregningen af kompensationen, være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde for at undgå, at kompensationen indebærer en økonomisk fordel, der kan begunstige den pågældende virksomhed i forhold til de konkurrerende virksomheder. Kompensationen må for det tredje ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne. Når udvælgelsen af den virksomhed, der skal overdrages en forpligtelse til offentlig tjeneste, i et konkret tilfælde ikke gennemføres inden for rammerne af en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, som giver mulighed for at udvælge den ansøger, der kan levere de pågældende ydelser til de laveste omkostninger for samfundet, skal størrelsen af den nødvendige kompensation for det fjerde fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.

(jf. præmis 72 og 73)

2.      Når statsmidler er tildelt en virksomhed som kompensation for meromkostninger forbundet med opfyldelsen af en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse under de betingelser, der fremgår af dom af 24. juli 2003, sag C-280/00, Altmark, kan Kommissionen ikke uden at fratage artikel 86, stk. 2, EF sin effektive virkning fastslå, at alle eller en del af de tildelte statsmidler er statsstøtte, hvis det samlede beløb for nævnte midler er lavere end de meromkostninger, der er forbundet med nævnte udførelse.

(jf. præmis 74)

3.      I forbindelse med en administrativ procedure for statsstøtte er Kommissionen beføjet til at vedtage en beslutning på grundlag af de foreliggende oplysninger, såfremt dens modpart er en medlemsstat, der ikke opfylder sin forpligtelse til samarbejde, og som undlader at meddele de oplysninger, som den har anmodet medlemsstaten om med henblik på at undersøge en støttes forenelighed med fællesmarkedet. Før en sådan beslutning træffes, skal Kommissionen imidlertid overholde visse proceduremæssige krav. Kommissionen skal navnlig pålægge medlemsstaten – inden for den af Kommissionen fastsatte frist – at give den adgang til al den dokumentation og alle de oplysninger og data, der er nødvendige for at undersøge, om støtten er forenelig med fællesmarkedet. Kun såfremt medlemsstaten trods Kommissionens pålæg undlader at give de ønskede oplysninger, er Kommissionen beføjet til at afslutte proceduren og vedtage en beslutning, hvori det konstateres, at støtteforanstaltningen på grundlag af de oplysninger, den råder over, er forenelig eller uforenelig med fællesmarkedet. Disse krav er blevet gentaget og konkretiseret i artikel 5, stk. 2, artikel 10, stk. 3, og artikel 13, stk. 1, i Rådets forordning nr. 659/1999 om anvendelsen af artikel 88 EF.

(jf. præmis 75)

4.      Kommissionen er ifølge retspraksis ud fra hensynet til god forvaltningsskik i forbindelse med traktatens grundlæggende regler om støtte forpligtet til at gennemføre en påpasselig og upartisk undersøgelse af en klage, hvilket kan forudsætte, at den undersøger omstændigheder, som klageren ikke udtrykkeligt har gjort gældende. Endvidere er Kommissionen forpligtet til at efterprøve, om der foreligger en reel fordel for modtageren af en støtte. Således kan Kommissionen i tilfælde af overførsel af statsmidler til en virksomhed, der har til opgave at opfylde en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, ikke se bort fra de oplysninger, som den medlemsstat, der har udbetalt støtten, har givet virksomheden med henblik på at fastslå, at der ikke var tale om en fordel ved hjælp af statsmidler, og heller ikke konkludere, at der var tale om statsstøtte uden forudgående at efterprøve, om statsmidlerne gav modtagerne en fordel.

(jf. præmis 92)