RETTENS DOM (Ottende Udvidede Afdeling)
28. november 2019 (*)
»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunionen – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (SRF) – afgørelse fra SRB om ex ante-bidrag for 2016 – annullationssøgsmål – umiddelbart og individuelt berørt – antagelse til realitetsbehandling – væsentlige formforskrifter – bekræftelse af, at afgørelsen er autentisk – proceduren for afgørelsens vedtagelse«
I sag T-323/16,
Banco Cooperativo Español, SA, Madrid (Spanien), ved advokaterne D. Sarmiento Ramírez-Escudero og J. Beltrán de Lubiano Sáez de Urabain,
sagsøger,
mod
Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) ved advokaterne F. Málaga Diéguez, F. Fernández de Trocóniz Robles, B. Meyring, S. Schelo, T. Klupsch og S. Ianc,
sagsøgt,
støttet af
Europa-Kommissionen ved J. Rius, A. Steiblytė og K.-P. Wojcik, som befuldmægtigede,
intervenient,
angående et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af den af SRB på sit eksekutivmøde af 15. april 2016 trufne afgørelse om ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond (SRB/ES/SRF/2016/06), for så vidt som den vedrører sagsøgeren,
har
RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A.M. Collins, og dommerne M. Kancheva, R. Barents, J. Passer (refererende dommer) og G. De Baere,
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 27. februar 2019,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
1 Den foreliggende sag henhører under den anden søjle i bankunionen vedrørende den fælles afviklingsmekanisme (SRM), som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1). Oprettelsen af SRM har til formål at styrke integrationen af afviklingsrammen i medlemsstater i euroområdet og i de medlemsstater uden for euroområdet, der vælger at deltage i den fælles tilsynsmekanisme (SSM) (herefter »de deltagende medlemsstater«).
2 Denne sag vedrører nærmere bestemt Den Fælles Afviklingsfond (SRF), som blev oprettet ved artikel 67, stk. 1, i forordning nr. 806/2014. SRF finansieres via institutternes bidrag, der opkræves på nationalt plan, navnlig i form af ex ante-bidrag, i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 67, stk. 4. I henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, nr. 13), er et institut et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er omfattet af tilsyn på et konsolideret grundlag i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 2, litra c). Bidragene overføres på EU-plan i overensstemmelse med den mellemstatslige aftale om overførsel og gensidiggørelse af bidrag til SRF, som blev undertegnet i Bruxelles den 21. maj 2014 (herefter »den mellemstatslige aftale«).
3 Artikel 70 i forordning (EU) nr. 806/2014 med overskriften »Ex ante-bidrag« har følgende ordlyd:
»1. De enkelte institutters individuelle bidrag opkræves mindst en gang om året og beregnes pro rata på grundlag af deres samlede passiver (eksklusive kapitalgrundlag) og dækkede indskud i forhold til de samlede passiver (eksklusive kapitalgrundlag) og dækkede indskud for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område.
2. Hvert år beregner Afviklingsinstansen efter høring af ECB eller den kompetente nationale myndighed og i tæt samarbejde med de nationale afviklingsmyndigheder de individuelle bidrag for at sikre, at de bidrag, der skal betales af alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, ikke overstiger 12,5% af målniveauet.
Hvert år beregnes de enkelte institutters bidrag på grundlag af:
a) et fast bidrag, der baseres pro rata i forhold til et instituts passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud i forhold til de samlede passiver eksklusive kapitalgrundlag og dækkede indskud for alle de institutter, der er meddelt tilladelse på de deltagende medlemsstaters område[,] og
b) et risikoafpasset bidrag, der baseres på kriterierne i artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59/EU, og tager hensyn til proportionalitetsprincippet uden at skabe forvridninger mellem medlemsstaternes banksektorstrukturer.
Forholdet mellem det faste bidrag og det risikoafpassede bidrag skal tage hensyn til en afbalanceret fordeling af bidragene på tværs af forskellige banktyper.
Under alle omstændigheder må de samlede individuelle bidrag, som beregnet i henhold til litra a) og b), fra alle de institutter, der er meddelt tilladelse på alle de deltagende medlemsstaters område, årligt ikke overstige 12,5% af målniveauet.
[…]
6. De delegerede retsakter, der præciserer, hvordan bidrag afpasses forholdsmæssigt efter institutternes risikoprofil, og som vedtages af Kommissionen i henhold til artikel 103, stk. 7, i direktiv 2014/59/EU, finder anvendelse.
7. Rådet vedtager efter forslag fra Kommissionen og inden for rammerne af den i stk. 6 omhandlede delegerede retsakt gennemførelsesretsakter med henblik på at fastsætte betingelserne for gennemførelsen af stk. 1, 2 og 3, og navnlig for så vidt angår:
a) anvendelsen af beregningsmetoden for individuelle bidrag
b) de praktiske bestemmelser vedrørende inddeling af institutterne efter de risikofaktorer, der er nærmere fastlagt i den delegerede retsakt.«
4 Forordning nr. 806/2014 er for så vidt angår disse ex ante-bidrag blevet suppleret ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/81 af 19. december 2014 om ensartede betingelser for anvendelse af forordning nr. 806/2014 for så vidt angår ex ante-bidrag til SRF (EUT 2015, L 15, s. 1).
5 Forordning nr. 806/2014 og gennemførelsesforordning 2015/81 henviser i øvrigt til visse bestemmelser i to andre retsakter:
– dels Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190)
– og dels Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).
6 Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) blev oprettet som et EU-agentur (artikel 42 i forordning nr. 806/2014). Den omfatter bl.a. plenarmøder og eksekutivmøder (artikel 43, stk. 5, i forordning nr. 806/2014). På et eksekutivmøde har SRB til opgave at træffe alle afgørelser med henblik på at gennemføre forordning nr. 806/2014, medmindre andet er bestemt i denne forordning [artikel 54, stk. 1, litra b), i forordning nr. 806/2014].
7 Ved afgørelse af 29. april 2015 (SRB/PS/2015/8) vedtog SRB på et plenarmøde procedurereglerne for SRB’s eksekutivmøde (herefter »procedurereglerne for eksekutivmødet«).
8 Artikel 9, stk. 1-3, i procedurereglerne for eksekutivmødet lyder som følger:
»1. Afgørelser kan også træffes ved skriftlig procedure, medmindre mindst to medlemmer af eksekutivmødet, som er nævnt i artikel 3, stk. 1, og som deltager i den skriftlige procedure, gør indsigelse inden for de første 48 timer efter den skriftlige procedures indledning. I så fald opføres emnet på dagsordenen for det næste eksekutivmøde.
2. Ved skriftlig procedure kræves normalt mindst fem arbejdsdage til behandling hos alle medlemmer af eksekutivmødet. Såfremt øjeblikkelig handling er påkrævet, kan formanden fastsætte en kortere periode for vedtagelsen af en afgørelse ved konsensus. Denne forkortelse af perioden skal begrundes.
3. Hvis ikke det er muligt at opnå konsensus ved en skriftlig procedure, kan formanden indlede en almindelig afstemningsprocedure i overensstemmelse med artikel 8.«
Tvistens baggrund
9 Sagsøgeren, Banco Cooperativo Español, SA, er et kreditinstitut, som er etableret i en deltagende medlemsstat.
10 Den 11. december 2015 fremsendte Fondo de Reestructuración Ordenada Bancaria (fonden for ordnet omstrukturering af banker), den nationale afviklingsmyndighed (herefter »den nationale afviklingsmyndighed«) som omhandlet i artikel 3, stk. 1, nr. 3), i forordning nr. 806/2014 for Spanien (herefter »den spanske nationale afviklingsmyndighed«) en anmodning om oplysninger til sagsøgeren med henblik på beregning af dennes ex ante-bidrag for 2016.
11 Sagsøgeren besvarede denne anmodning.
12 Ved afgørelse af 15. april 2016 om ex ante-bidrag for 2016 til SRF (SRB/ES/SRF/2016/06) (herefter »den anfægtede afgørelse«) fastsatte SRB på sit eksekutivmøde i henhold til artikel 54, stk. 1, litra b), og artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 beløbet for ex ante-bidraget for hvert enkelt institut, herunder sagsøgeren, for 2016. Bilaget til denne afgørelse indeholdt en tabel med beløbene for samtlige institutters ex ante-bidrag for 2016 og et vist antal andre rubrikker, som bl.a. havde overskriften »Method (EA)« (metode (euroområdet)) og »Risk adjustment factor in the EA environment« (risikojusteringsfaktor, som er afpasset efter forholdene i euroområdet).
13 SRB har oplyst, at instansen den 15. april 2016 fremsendte den anfægtede afgørelse til den spanske nationale afviklingsmyndighed, for så vidt som den vedrører de institutter, der er meddelt tilladelse på det område, der henhører under denne nationale afviklingsmyndigheds kompetence.
14 Ved skrivelse af 26. april 2016 underrettede den spanske nationale afviklingsmyndighed sagsøgeren om beløbet for sidstnævntes ex ante-bidrag og anmodede sagsøgeren om at indbetale beløbet til Banco de España (den spanske nationalbank) inden den 24. juni 2016.
Retsforhandlinger og parternes påstande
15 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 24. juni 2016 har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag. SRB har indgivet sit svarskrift den 6. september 2016.
16 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 4. oktober 2016 har Europa-Kommissionen fremsat begæring om intervention til støtte for SRB’s påstande.
17 Ved afgørelse af 25. oktober 2016 har formanden for Retten (Ottende Afdeling) imødekommet Kommissionens interventionsbegæring.
18 Som en første foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse vedtaget den 9. oktober 2017 i medfør af artikel 89 i Rettens procesreglement har Retten opfordret SRB om at fremlægge en fuldstændig kopi af den originale anfægtede afgørelse inklusive bilag.
19 Ved processkrift af 26. oktober 2017 har SRB anført, at instansen ikke kan imødekomme foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse vedtaget den 9. oktober 2017, idet den navnlig påberåber sig, at oplysningerne i bilaget til den anfægtede afgørelse er af fortrolig karakter.
20 Ved kendelse om bevisoptagelse af 14. december 2017 (herefter »den første kendelse«) har Retten på grundlag af dels artikel 24, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, dels procesreglementets artikel 91, litra b), artikel 92, stk. 3, og artikel 103 pålagt SRB at fremlægge en ikke-fortrolig og en fortrolig udgave af den fuldstændige kopi af den originale anfægtede afgørelse inklusive bilag.
21 Ved processkrift af 15. januar 2018 har SRB efterkommet den første kendelse og fremlagt to dokumenter i en ikke-fortrolig og en fortrolig udgave, nemlig for det første for så vidt angår teksten i den anfægtede afgørelse et dokument på to sider i form af en scanning i PDF-format af et underskrevet papirdokument, og for det andet et dokument i form af en digital generering i PDF-format af digitale data, som udgør bilaget til den anfægtede afgørelse.
22 Henset til SRB’s svar på den første kendelse har Retten den 12. marts 2018 vedtaget en anden foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse og opfordret SRB om for det første at gøre rede for bilagets format på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev truffet, for det andet – såfremt bilaget forelå i digital form – at forklare og tilvejebringe alle de tekniske elementer til bekræftelse af autenticiteten, der er nødvendige for at bevise, at den genererede PDF-fil med digitale data, der er fremlagt for Retten, stemmer overens med det, der rent faktisk blev forelagt SRB til underskrift og vedtaget af SRB på eksekutivmødet den 15. april 2016, og for det tredje at indgive sine bemærkninger til spørgsmålet om den anfægtede afgørelses juridiske eksistens og spørgsmålet om overholdelsen af de væsentlige formforskrifter.
23 Ved processkrift af 27. marts 2018 har SRB svaret på den anden foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse. For så vidt angår den anden anmodning, som er nævnt i nærværende doms præmis 22, har SRB anført, at instansen ikke kan imødekomme anmodningen på grund af den fortrolige karakter af nogle af de dokumenter, der ønskes fremlagt, og anmodet om anordning af bevisoptagelse.
24 Den 2. maj 2018 har Retten vedtaget en ny kendelse om bevisoptagelse, hvorved SRB pålægges at imødekomme den anden anmodning i foranstaltningen med henblik på sagens tilrettelæggelse af 12. marts 2018 (herefter »den anden kendelse«).
25 Ved processkrift af 18. maj 2018, berigtiget den 29. juni 2018, har SRB imødekommet den anden kendelse og fremlagt en ikke-fortrolig og en fortrolig udgave af et dokument med titlen »Tekniske informationer om identifikation«, teksten fra tre e-mails fra SRB dateret den 13. april 2016 kl. 17.41 og den 15. april 2016 kl. 19.04 og kl. 20.06 og en USB-nøgle med en fil i XLSX-format og en anden fil i TXT-format.
26 Ved afgørelse af 13. juli 2018 har Retten efter den i procesreglementets artikel 103, stk. 1, fastsatte undersøgelse fjernet de fortrolige udgaver af de dokumenter, som SRB havde fremlagt som svar på den første og den anden kendelse, fra registret, med undtagelse af filer i TXT-format, der lå på de USB-nøgler, som SRB havde fremlagt den 18. maj 2018, og som ikke indeholdt nogen fortrolige oplysninger, og disse filer er blevet tilført sagsakterne i papirformat.
27 Den 13. juli 2018 har Retten ved en tredje foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse vedtaget i medfør af procesreglementets artikel 89 opfordret sagsøgeren og Kommissionen til at indgive deres bemærkninger til SRB’s svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelse, som fremgår af nærværende doms præmis 18, 20, 22 og 24.
28 Ved processkrifter af 27. og 30. juli 2018 har sagsøgeren og Kommissionen indgivet deres bemærkninger som svar på den tredje foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse.
29 Efter forslag fra Ottende Afdeling har Retten i henhold til procesreglementets artikel 28 besluttet at henvise sagen til et udvidet dommerkollegium.
30 Ved skrivelse af 20. november 2018 har Retten bl.a. opfordret parterne om i forbindelse med foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse at give deres mening til kende om SRB’s opfyldelse af begrundelsespligten.
31 Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 4. december 2018 har parterne imødekommet denne anmodning.
32 Sagsøgeren har nærmere bestemt nedlagt påstand om, at den anfægtede afgørelse annulleres.
33 SRB har med støtte fra Kommissionen angående sagens realitet nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Subsidiært frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
34 Til støtte for sit annullationssøgsmål har sagsøgeren fremført to anbringender, hvor det første vedrører en ulovlighedsindsigelse mod artikel 5, stk. 1, i den delegerede forordning 2015/63, og det andet på baggrund af denne ulovlighedsindsigelse vedrører annullation den anfægtede afgørelse, for så vidt som den tilsidesætter artikel 103, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2014/59 og artikel 70 i forordning nr. 806/2014, sammenholdt med artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og proportionalitetsprincippet.
Formaliteten
35 SRB er af den opfattelse, at søgsmålet er rettet mod den spanske nationale afviklingsmyndigheds retsakt, da det er denne retsakt og ikke SRB’s afgørelse, der er vedlagt søgsmålet. SRB er ikke ophavsmand til den spanske nationale afviklingsmyndigheds retsakt. Søgsmålet med henblik på prøvelse af denne retsakt må derfor afvises.
36 Såfremt søgsmålet alligevel anses for at være rettet mod SRB’s afgørelse, må det ligeledes afvises, da SRB’s godkendelse af ex ante-bidragene for 2016 ikke har nogen bindende retsvirkning, der berører sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling, og navnlig ikke medfører nogen betalingsforpligtelse. En sådan forpligtelse kræver en afgørelse fra den nationale afviklingsmyndighed.
37 Derudover berører SRB’s beregning af ex ante-bidragene ikke sagsøgeren umiddelbart i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 263, stk. 4, TEUF.
38 I sin duplik har SRB gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke er rettet til sagsøgeren. Den anfægtede afgørelse er alene blevet meddelt de nationale afviklingsmyndigheder, som efterfølgende har vedtaget deres egne retsakter i overensstemmelse med den anfægtede afgørelse og har underrettet de institutter, der er under deres tilsyn, herom. Følgelig var denne afgørelse ifølge SRB – selv om den muligvis var bindende for den nationale afviklingsmyndighed – ikke umiddelbart bindende for sagsøgeren, som afgørelsen under alle omstændigheder ikke var rettet til.
39 I modsætning til hvad sagsøgeren har hævdet, »pålægges« de nøjagtige beløb for de bidrag, som de enkelte institutter skal betale, ikke i den anfægtede afgørelse. Det er alene den spanske nationale afviklingsmyndigheds retsakt, der i overensstemmelse med national ret pålægger institutterne en forpligtelse til at betale deres ex ante-bidrag.
40 Proceduren for indsamling af ex ante-bidrag gennemføres i »tæt samarbejde« mellem SRB og de nationale afviklingsmyndigheder. Retsforskrifterne giver imidlertid ikke noget klart svar på, hvilken retsinstans der har beføjelse til at udøve domstolskontrol med proceduren for indsamling af ex ante-bidrag. De vedtagne retsforskrifter gør det dog muligt at fastslå, at det er de nationale afviklingsmyndigheder, der har ansvaret for vedtagelsen af den endelige afgørelse om indsamling af bidrag i overensstemmelse med de principper, der ligger til grund for den mellemstatslige aftale. Det kan heraf udledes, at det var lovgivers hensigt at give de nationale domstole beføjelse til at kontrollere proceduren for indsamling af ex ante-bidrag. Såfremt der opstår spørgsmål om gyldigheden eller fortolkningen af retsakter fra Unionens institutioner eller agenturer, kan de nationale domstole i øvrigt anmode Domstolen om at træffe en præjudiciel afgørelse.
41 I overensstemmelse med dette ræsonnement foreligger der talrige eksempler, hvor ex ante-bidrag er blevet anfægtet ved de kompetente domstole eller myndigheder på nationalt plan. Visse nationale afviklingsmyndigheder har benyttet den samme tilgang, idet de nationale domstole og organer efter deres opfattelse har kompetence til at kontrollere de retsakter, som myndighederne vedtager i forbindelse med proceduren for indsamling af ex ante-bidrag.
42 Sagsøgeren har anfægtet SRB’s holdning og nedlagt påstand om, at søgsmålet skal antages til realitetsbehandling.
43 Ifølge artikel 263, stk. 4, TEUF, kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.
44 Dermed begrænser artikel 263, stk. 4, TEUF, annullationssøgsmål anlagt af en fysisk eller juridisk person til tre kategorier af retsakter, nemlig for det første retsakter, der er rettet til vedkommende, for det andet retsakter, som ikke er rettet til vedkommende, men som berører denne umiddelbart og individuelt, og for det tredje regelfastsættende retsakter, som ikke er rettet til vedkommende, som berører denne umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger (jf. kendelse af 10.12.2013, von Storch m.fl. mod ECB, T-492/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:702, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
45 For så vidt angår betingelsen i artikel 263, stk. 1, TEUF, fremgår det af fast retspraksis, at kun foranstaltninger, som har bindende retsvirkning over for tredjemand og berører sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling, udgør retsakter eller afgørelser, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål (jf. kendelse af 21.4.2016, Borde og Carbonium mod Kommissionen, C-279/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:297, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
46 I øvrigt kan retsakter eller afgørelser, hvis tilblivelse omfatter flere stadier, særligt for så vidt angår en intern procedure, i princippet kun anfægtes, hvis det drejer sig om foranstaltninger, som definitivt fastlægger institutionens standpunkt som afslutning på proceduren, modsat foreløbige foranstaltninger, der har til formål at forberede den endelige afgørelse (jf. kendelse af 9.3.2016, Port autonome du Centre et de l’Ouest m.fl. mod Kommissionen, T-438/15, EU:T:2016:142, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).
47 Det fremgår desuden af retspraksis, at når en ikke-privilegeret sagsøger anlægger et annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt, der ikke er rettet til vedkommende, overlapper kravet om, at den anfægtede foranstaltnings bindende retsvirkning skal berøre den pågældendes interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling, betingelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF (jf. kendelse af 6.3.2014, Northern Ireland Department of Agriculture and Rural Development mod Kommissionen, C-248/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:137, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).
48 I denne forbindelse er det på den ene side fast retspraksis, at fysiske eller juridiske personer, der ikke er adressater for en beslutning, kun vil kunne påstå, at de berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten (dom af 15.7.1963, Plaumann mod Kommissionen, 25/62, EU:C:1963:17, s. 223, og af 2.4.1998, Greenpeace Council m.fl. mod Kommissionen, C-321/95 P, EU:C:1998:153, præmis 7 og 28).
49 På den anden side er det fast retspraksis, at betingelsen om, at en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den afgørelse, som prøves under en sag, indebærer, at den anfægtede foranstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af EU-retsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. dom af 22.3.2007, Regione Siciliana mod Kommissionen, C-15/06 P, EU:C:2007:183, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
50 Det fremgår dog af retspraksis, at selv når det er nødvendigt at vedtage gennemførelsesforanstaltninger, for at den anfægtede retsakt kan påvirke borgernes retsstilling, anses betingelsen om at være umiddelbart berørt imidlertid for at være opfyldt, hvis adressaten pålægges forpligtelser med henblik på at gennemføre denne retsakt, og hvis adressaten automatisk forpligtes til at vedtage foranstaltninger, der ændrer sagsøgerens retsstilling (jf. i denne retning dom af 7.7.2015, Federcoopesca m.fl. mod Kommissionen, T-312/14, EU:T:2015:472, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
51 Som generaladvokat Wathelet fremhævede i sit forslag til afgørelse Stichting Woonpunt m.fl. mod Kommissionen (C-132/12 P, EU:C:2013:335, punkt 68 og den deri nævnte retspraksis), ophæver medlemsstaternes manglende skønsmargin det åbenlyse fravær af en direkte forbindelse mellem en EU-retsakt og den retsundergivne. Med andre ord kan en mellemkommende retsakt til gennemførelse af en EU-retsakt ikke være rent formel, hvis den skal forhindre en umiddelbar berøring. Den skal være årsagen til, at appellanternes retsstilling berøres.
52 I den foreliggende sag fremgår det for det første af den relevante lovgivning, særligt artikel 54, stk. 1, litra b), og artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014, at det er SRB, der både foretog de konkrete beregninger af de individuelle bidrag og traf den afgørelse, hvorved bidragene blev godkendt. Den omstændighed, at der foregår et samarbejde mellem SRB og de nationale afviklingsmyndigheder, ændrer ikke denne vurdering (kendelse af 19.11.2018, Iccrea Banca mod Kommissionen og SRB, T-494/17, EU:T:2018:804, præmis 27).
53 Det er nemlig kun SRB, der har kompetence til »efter høring af ECB eller den kompetente nationale myndighed og i tæt samarbejde med de nationale afviklingsmyndigheder« at beregne institutternes ex ante-bidrag (artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014). De nationale afviklingsmyndigheder er i øvrigt i henhold til EU-retten forpligtet til at opkræve de i SRB’s afgørelse fastsatte bidrag (artikel 67, stk. 4, i forordning nr. 806/2014).
54 Dermed er SRB’s afgørelse, som i henhold til artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014 fastsætter ex ante-bidragene, endelig.
55 Følgelig kan den anfægtede afgørelse ikke kvalificeres som en rent forberedende foranstaltning eller en mellemkommende foranstaltning, i det omfang den fastsætter SRB’s endelige holdning til bidragene som afslutning på proceduren.
56 For det andet skal det påpeges, at uanset de terminologiske forskelle i de forskellige sprogversioner af artikel 5 i gennemførelsesforordning 2015/81 er de organer, som SRB, der træffer afgørelse om fastsættelse af ex ante-bidragene, retter afgørelsen til, de nationale afviklingsmyndigheder og ikke institutterne. De nationale afviklingsmyndigheder er i praksis og ved håndhævelsen af den anvendte lovgivning de eneste organer, som SRB, der har truffet den omhandlede afgørelse, skal rette denne afgørelse til, og disse myndigheder er som følge heraf i sidste ende denne afgørelses adressater som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF (kendelse af 19.11.2018, Iccrea Banca mod Kommissionen og SRB, T-494/17, EU:T:2018:804, præmis 28).
57 Konstateringen af, at de nationale afviklingsmyndigheder er adressater for SRB’s afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, støttes i øvrigt af, at disse myndigheder har til opgave at opkræve de af SRB fastsatte individuelle bidrag hos institutterne inden for rammerne af den ordning, der er indført ved forordning nr. 806/2014 og i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 67, stk. 4 (kendelse af 19.11.2018, Iccrea Banca mod Kommissionen og SRB, T-494/17, EU:T:2018:804, præmis 29).
58 Selv om institutterne ikke er adressater for den anfægtede afgørelse, berøres de ikke desto mindre individuelt og umiddelbart af afgørelsen, i det omfang afgørelsen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten, og i det omfang den umiddelbart har indvirkning på deres retsstilling og ikke overlader et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den.
59 I denne henseende indeholder den anfægtede afgørelse på den ene side navnene på de enkelte institutter og fastsætter deres individuelle bidrag. Heraf følger, at institutterne, og dermed sagsøgeren, er berørt individuelt af den anfægtede afgørelse.
60 På den anden side skal det for så vidt angår den umiddelbare berøring påpeges, at de nationale afviklingsmyndigheder, der skal gennemføre den anfægtede afgørelse, ikke har noget skøn med hensyn til beløbene for de i afgørelsen fastsatte individuelle bidrag. De nationale afviklingsmyndigheder kan navnlig ikke ændre disse beløb og er forpligtet til at indsamle dem hos de berørte institutter.
61 I øvrigt skal det med hensyn til SRB’s henvisning til den mellemstatslige aftale for at tilbagevise den umiddelbare berøring af sagsøgeren påpeges, at denne aftale ikke vedrører de nationale afviklingsmyndigheders indsamling af ex ante-bidrag for 2016 hos institutterne, men alene overførslen af disse bidrag til SRF.
62 Som det fremgår af bestemmelserne i forordning nr. 806/2014 (jf. 20. betragtning til og artikel 67, stk. 4, i forordningen) og af den mellemstatslige aftale [jf. 7. betragtning til og artikel 1, litra a), og artikel 3 i den mellemstatslige aftale], foretages indsamlingen således i henhold til EU-retten (dvs. direktiv 2014/59 og forordning nr. 806/2014), mens overførslen af bidrag til SRF foretages i henhold til den mellemstatslige aftale.
63 Selv om institutternes retlige forpligtelse til at indbetale de beløb, som de skylder i ex ante-bidrag, på de af de nationale afviklingsmyndigheder angivne konti kræver, at de nationale afviklingsmyndigheder vedtager nationale retsakter, berøres institutterne ikke desto mindre umiddelbart af SRB’s afgørelse, som fastsætter beløbet for deres individuelle bidrag.
64 Det fremgår af ovenstående betragtninger, at sagsøgeren berøres individuelt og umiddelbart af den anfægtede afgørelse.
65 SRB’s argument om, at søgsmålet bør afvises, fordi det er rettet mod den spanske nationale afviklingsmyndigheds retsakt, som er den eneste retsakt, der er vedlagt søgsmålet, og ikke mod SRB’s afgørelse, bør forkastes af følgende årsager.
66 Sagsøgeren nævner gentagne gange og konsekvent i sin stævning, at SRB’s afgørelse, som fastsætter ex ante-bidraget for 2016, er den retsakt, som sagsøgeren kræver annulleret. Det fremgår af stævningen, at den spanske nationale afviklingsmyndigheds skrivelse af 26. april 2016 kun er fremlagt og omtalt deri som det instrument, hvorved afgørelsen nærmere bestemt blev bragt til sagsøgerens kendskab.
67 Sagsøgeren har i øvrigt anført, at instituttet forgæves har anmodet den spanske nationale afviklingsmyndighed om teksten i SRB’s afgørelse, og det påpeger, at SRB ikke har offentliggjort afgørelsen, hvilket SRB ikke bestrider.
68 I modsætning til det af SRB hævdede er stævningen helt utvetydig med hensyn til, hvilken retsakt sagsøgeren søger annulleret.
69 I lyset af ovenstående betragtninger forkastes den indsigelse, som SRB har fremsat med henblik på Rettens afvisning af sagen.
Realiteten
70 Anbringendet vedrørende ufravigelige retsregler om tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, som Unionens retsinstanser ifølge fast retspraksis skal behandle af egen drift, bør undersøges (jf. dom af 13.12.2013, Ungarn mod Kommissionen, T-240/10, EU:T:2013:645, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis), og i denne forbindelse bør også spørgsmålet om overholdelsen af formforskrifterne vedrørende vedtagelsen af den anfægtede afgørelse undersøges.
71 I denne henseende har Retten som nævnt i nærværende doms præmis 22 ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse af 12. marts 2018 opfordret SRB til at indgive sine bemærkninger til spørgsmålet om den anfægtede afgørelses juridiske eksistens og spørgsmålet om overholdelsen af de væsentlige formforskrifter i forbindelse med afgørelsens vedtagelse.
72 I sit svar af 27. marts 2018 har SRB hævdet, at den anfægtede afgørelse er juridisk eksisterende. For så vidt angår de væsentlige formforskrifter har instansen i alt væsentligt fundet, at de er blevet overholdt. I denne henseende er der ikke sket nogen tilsidesættelse under vedtagelsesproceduren.
73 I deres bemærkninger af 26. og 30. juli 2018 har Kommissionen og sagsøgeren i det væsentlige udtalt sig positivt om den anfægtede afgørelses juridiske eksistens og overholdelsen af de væsentlige formforskrifter.
74 Det skal bemærkes, at Domstolen har fastslået, at da det intellektuelle og formelle element udgør et udeleligt hele, er den skriftlige udformning af retsakten det nødvendige udtryk for viljen hos den vedtagende myndighed (dom af 15.6.1994, Kommissionen mod BASF m.fl., C-137/92 P, EU:C:1994:247, præmis 70, og af 6.4.2000, Kommissionen mod ICI, C-286/95 P, EU:C:2000:188, præmis 38).
75 Bekræftelse af, at en retsakt er autentisk, har til formål at sikre retssikkerheden ved at fastnagle den tekst, der er vedtaget af retsaktens ophavsmand, og udgør en væsentlig formforskrift (dom af 15.6.1994, Kommissionen mod BASF m.fl., C-137/92 P, EU:C:1994:247, præmis 75 og 76, og af 6.4.2000, Kommissionen mod ICI, C-286/95 P, EU:C:2000:188, præmis 40 og 41).
76 Domstolen har ligeledes fastslået, at en væsentlig formforskrift tilsidesættes, når det ikke bekræftes, at en retsakt er autentisk, og det er ikke nødvendigt derudover at føre bevis for, at retsakten er behæftet med en anden mangel, eller at den manglende bekræftelse af, at den er autentisk, har voldt den, der påberåber sig den, skade (dom af 6.4.2000, Kommissionen mod ICI, C-286/95 P, EU:C:2000:188, præmis 42).
77 Kontrollen med, at det formelle krav om bekræftelse af, at retsakten er autentisk, er opfyldt, og dermed kontrollen med utvetydigheden af retsakten, er en forudsætning for enhver anden form for kontrol, f.eks. med, at den udstedende myndighed har kompetence, at kollegialitetsprincippet er blevet overholdt, og med, at forpligtelsen til at begrunde retsakter er opfyldt (dom af 6.4.2000, Kommissionen mod ICI, C-286/95 P, EU:C:2000:188, præmis 46).
78 Hvis Unionens retsinstanser i forbindelse med prøvelsen af den retsakt, der er forelagt for dem, konstaterer, at det ikke er blevet forskriftsmæssigt bekræftet, at den er autentisk, skal de af egen drift inddrage det anbringende, at en væsentlig formforskrift er blevet tilsidesat, idet der ikke er sket forskriftsmæssig bekræftelse af, at retsakten er autentisk, og derfor annullere den retsakt, der er behæftet med en sådan mangel (dom af 6.4.2000, Kommissionen mod ICI, C-286/95 P, EU:C:2000:188, præmis 51).
79 Det er i den forbindelse uden betydning, at den manglende bekræftelse af, at retsakten er autentisk, ikke har voldt nogen af sagens parter skade. Bekræftelse af, at retsakter er autentiske, er en væsentlig formforskrift som omhandlet i artikel 263 TEUF af afgørende betydning for retssikkerheden, og tilsidesættelse af denne formforskrift medfører annullation af den retsakt, der er behæftet med manglen, uden at det er nødvendigt at føre bevis for en skade (dom af 6.4.2000, Kommissionen mod ICI, C-286/95 P, EU:C:2000:188, præmis 52. Jf. ligeledes i denne retning dom af 8.9.2016, Goldfish m.fl. mod Kommissionen, T-54/14, EU:T:2016:455, præmis 47).
80 I den foreliggende sag og som tidligere nævnt har Retten måttet vedtage visse foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelse, nærmere bestemt vedrørende den anfægtede afgørelse, dens eksistens og overholdelsen af de væsentlige formforskrifter.
81 Som svar på den første kendelse, ved hvilken SRB blev pålagt at fremlægge den fuldstændige kopi af den originale anfægtede afgørelse inklusive dens eneste bilag, har SRB den 15. januar 2018 for så vidt angår teksten i den anfægtede afgørelse fremlagt et dokument på to sider i form af en scanning i PDF-format af et underskrevet papirdokument, hvilket gav anledning til at tro, at disse sider faktisk var kopier af originalen, dvs. kopier af det dokument, der formelt blev forelagt SRB til underskrift og vedtaget af SRB på eksekutivmødet. SRB har ikke fremlagt nogen kopi af det originale bilag, men blot et dokument i form af en digital generering i PDF-format af digitale data, som ikke indeholder noget element, der bekræfter, at dokumentet er autentisk.
82 Ved en anden foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse og derefter ved den anden kendelse har Retten anmodet SRB om at gøre rede for bilagets format på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev truffet, og – såfremt bilaget forelå i digital form – at forklare og tilvejebringe alle de tekniske elementer til bekræftelse af autenticiteten, der er nødvendige for at bevise, at den genererede PDF-fil, der er fremlagt for Retten, stemmer overens med det, der rent faktisk blev forelagt SRB til underskrift og vedtaget af SRB på eksekutivmødet den 15. april 2016. Retten har ligeledes anmodet SRB om at indgive sine bemærkninger til spørgsmålet om den anfægtede afgørelses juridiske eksistens og spørgsmålet om overholdelsen af de væsentlige formforskrifter.
83 I sit svar på den anden foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse og den anden kendelse har SRB for første gang anført, at den anfægtede afgørelse ikke blev vedtaget på et møde mellem medlemmerne af SRB’s eksekutivmøde, men ved den skriftlige procedure, i elektronisk format, i overensstemmelse med procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 7, stk. 5 – ifølge hvilken al kommunikation og dokumenter af relevans for eksekutivmødet principielt skal fremsendes elektronisk under overholdelse af reglerne om fortrolighed, i overensstemmelse med procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 15 – og procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 9.
84 For så vidt angår proceduren for vedtagelse af den anfægtede afgørelse fremgår det af sagsakterne, at SRB ved e-mail af 13. april 2016, der kl. 17.41 blev sendt til medlemmerne af eksekutivmødet og indeholdt tre vedhæftede filer, heraf et dokument i PDF-format med titlen »Memorandum2_Final results.pdf«, anmodede SRB’s eksekutivmøde om en formel godkendelse af ex ante-bidragene for 2016 senest den 15. april 2016 kl. 12.00.
85 Ved e-mail af 15. april 2016, afsendt kl. 19.04, oplyste SRB, at der var sket en fejl ved beregningen af bidragene, at der ville blive fremsendt en ændret udgave af et dokument med titlen »Memorandum 2«, og at den allerede afgivne godkendelse ville blive opfattet som en godkendelse af de ændrede beløb, medmindre adressaterne gjorde indsigelse.
86 Ved e-mail af 15. april 2016, afsendt kl. 20.06, blev det omtalte dokument fremsendt i XLSX-format under navnet »Final results15042016.xlsx«.
87 Endelig har SRB i retsmødet bekræftet, at bevisdokumentet i form af den anfægtede afgørelse blev underskrevet elektronisk af SRB’s formand.
88 Det må imidlertid fastslås, at SRB langtfra fører eller foreslår at føre bevis for en sådan udtalelse, hvilket principielt ville ske ved at fremlægge det digitale bevisdokument og certifikatet for den elektroniske underskrift, som bekræfter, at dokumentet er autentisk, og har fremlagt elementer, som i realiteten er i strid med denne udtalelse.
89 For så vidt angår teksten i den anfægtede afgørelse har SRB fremlagt et PDF-dokument, som på sidste side er forsynet med en håndskreven underskrift, der ser ud til at være kopieret og indsat fra en billedfil, og som ikke omfatter noget certifikat for den elektroniske underskrift.
90 Angående bilaget til den anfægtede afgørelse, som indeholder bidragsbeløbene, og som dermed udgør en væsentlig del af afgørelsen, så indeholder det heller ikke nogen elektronisk underskrift, på trods af at det på ingen måde hænger uløseligt sammen med teksten i den anfægtede afgørelse.
91 For at bekræfte, at bilaget til den anfægtede afgørelse er autentisk, har SRB som svar på den anden kendelse fremlagt et dokument i TXT-format, som skal vise, at bilagets hashværdi (hash value) er identisk med hashværdien for det dokument i XLSX-format, der var vedhæftet e-mailen af 15. april 2016, afsendt kl. 20.06.
92 Det skal imidlertid bemærkes, at SRB for at bevise, at bilaget til den anfægtede afgørelse var blevet underskrevet elektronisk, sådan som SRB hævder (jf. nærværende doms præmis 87), burde have fremlagt et certifikat for den elektroniske underskrift, der var knyttet til bilaget, og ikke et TXT-dokument indeholdende en hashværdi. Forelæggelsen af et sådant TXT-dokument lader formode, at SRB ikke var i besiddelse af et certifikat for den elektroniske underskrift, og at bilaget til den anfægtede afgørelse dermed ikke blev underskrevet elektronisk i strid med det af SRB hævdede.
93 Desuden er det af SRB forelagte dokument i TXT-format på ingen måde objektivt og uløseligt forbundet med det omhandlede bilag.
94 Endelig skal det for fuldstændighedens skyld påpeges, at den påkrævede bekræftelse af autenticiteten under alle omstændigheder ikke er en bekræftelse af autenticiteten af det forslag, der blev fremsendt til godkendelse ved e-mail af 15. april 2016 kl. 20.06, men en bekræftelse af autenticiteten af det bevisdokument, der skulle være udarbejdet efter denne godkendelse. Det er nemlig først efter godkendelsen, at bevisdokumentet er oprettet og dets autenticitet bekræftet ved påføring af en underskrift.
95 Det fremgår af ovenstående betragtninger, at kravet om bekræftelse af, at den anfægtede afgørelse er autentisk, ikke er opfyldt.
96 Ud over disse konstateringer vedrørende den manglende bekræftelse af, at den anfægtede afgørelse er autentisk, som ifølge den i nærværende doms præmis 76-79 nævnte retspraksis i sig selv indebærer, at den anfægtede afgørelse må annulleres, finder Retten det passende at fremsætte en række betragtninger vedrørende proceduren for afgørelsens vedtagelse.
97 Som anført i nærværende doms præmis 84 blev den skriftlige procedure for vedtagelse af den anfægtede afgørelse i den foreliggende sag indledt ved e-mail af 13. april 2016, afsendt kl. 17.41, som fastsatte en frist for medlemmerne af SRB’s eksekutivmødes godkendelse af forslaget til afgørelse til den 15. april 2016 kl. 12.00, dvs. en frist på under to hverdage, på trods af at fristen i procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 9, stk. 2, »normalt [er på] mindst fem hverdage«. I strid med kravene i procedurereglerne for eksekutivmødet indeholder e-mailen af 13. april 2016 ikke nogen begrundelse for den kortere frist. Den henviser heller ikke til procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 9, stk. 2.
98 Det skal i øvrigt for fuldstændighedens skyld påpeges, at SRB ikke har ført bevis for, at det var vigtigt, at der blev truffet en afgørelse den 15. april 2016 i stedet for den 20. april 2016, på hvilken dato procedurereglerne for eksekutivmødet ville være blevet overholdt. I denne henseende skal det bemærkes, at den 15. april 2016 ikke er en forskriftsmæssigt fastsat dato. Denne forkortelse af fristen for afgørelsens vedtagelse udgør en første proceduremæssig uregelmæssighed.
99 Det hedder desuden i procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 9, stk. 1, at afgørelser også kan træffes ved skriftlig procedure, medmindre mindst to medlemmer af eksekutivmødet gør indsigelse inden for de første 48 timer efter indledning af den skriftlige procedure.
100 Det viser sig i denne forbindelse, at SRB ligeledes har tilsidesat procedurereglerne for eksekutivmødet derved, at den skriftlige procedure varede seks timer mindre end de 48 timer, der er fastsat for, at der kan gøres indsigelse mod anvendelsen af den skriftlige procedure. Selv om det antages, at afgørelsen nødvendigvis skulle træffes den 15. april 2016, var der imidlertid intet til hinder for, at svarfristen blev sat til kl. 18.00 samme dag. Dette udgør en anden proceduremæssig uregelmæssighed.
101 SRB har med urette forsøgt at begrunde disse tilsidesættelser af procedurereglerne for eksekutivmødet med fraværet af indsigelser fra medlemmerne af SRB’s eksekutivmøde. Det er tilstrækkeligt at bemærke, at SRB på den ene side er forpligtet til at anvende de forskrifter, der regulerer instansens beslutningsproces, og som netop foranstalter en forkortelse af fristerne, hvis visse regler er overholdt, og at det angivelige fravær af indsigelser på den anden side på ingen måde ophæver den tilsidesættelse, der fandt sted ab initio, da SRB pålagde en frist, som var i strid med kravene i procedurereglerne for eksekutivmødet.
102 I sin e-mail af 13. april 2016 opfordrede SRB medlemmerne af eksekutivmødet til at fremsende deres formelle godkendelse pr. e-mail til SRB’s funktionspostkasse, men SRB har ikke fremlagt nogen godkendelses-e-mail. Det eneste element, i hvilket der nævnes en godkendelse, er SRB’s bekræftelse i e-mailen af fredag den 15. april 2016, afsendt kl. 19.04, af, at godkendelsen var afgivet.
103 Derudover oplyste SRB i denne e-mail fra fredag den 15. april 2016 kl. 19.04, som ikke blev sendt til alle medlemmer af eksekutivmødet, i hvert fald ikke i første omgang (A, som er medlem af SRB’s eksekutivmøde, var ikke adressat for denne e-mail, som først blev sendt til vedkommende 21 minutter senere), at der var sket en fejl ved beregningen af ex ante-bidragene, og at der ville blive fremsendt en ændret udgave af »memorandum 2« i en separat e-mail. I e-mailen fra kl. 19.04 blev det tilføjet, at den allerede afgivne godkendelse også ville gælde for de ændrede bidragsbeløb, medmindre medlemmerne af SRB’s eksekutivmøde gjorde indsigelse, uden at der blev fastsat en frist herfor. Dermed indledte SRB en procedure for vedtagelse uden indsigelse, en procedure, som ganske vist ikke er ukendt i procedurereglerne for eksekutivmødet, men som ikke desto mindre blev iværksat under uregelmæssige konkrete omstændigheder, navnlig i lyset af den manglende angivelse af en frist for afgørelsens vedtagelse. Oven i de to uregelmæssigheder, der allerede er påvist i nærværende doms præmis 97-100, udgør dette en tredje proceduremæssig uregelmæssighed.
104 Kl. 20.06 samme dag blev SRB’s separate e-mail vedhæftet et XLSX-dokument med navnet »Final results15042016.xlsx« således fremsendt. Igen blev denne e-mail ikke sendt til A. Denne omstændighed udgør en fjerde proceduremæssig uregelmæssighed.
105 Desuden fremgår det af datoen for den anfægtede afgørelse (den 15.4.2016), at på trods af at der ikke var anført nogen frist i e-mailen af 15. april 2016, afsendt kl. 19.04, blev konsensus anset for at være opnået samme dag, altså logisk set til midnat. SRB havde ganske vist i sin e-mail af 13. april 2016 (vedhæftet e-mailen af 15.4.2016, afsendt kl. 19.04) givet udtryk for, at afgørelsen skulle vedtages den 15. april. Selv om det antages, at denne oplysning var en tilstrækkelig angivelse af, at eventuelle indsigelser skulle fremsættes inden midnat den 15. april 2016, er det ikke desto mindre en kendsgerning, at der i den foreliggende sag blev indledt en procedure for konsensusgodkendelse en fredag aften kl. 19.04, som blev afsluttet til midnat samme aften. Disse omstændigheder forværrer virkningerne af den tredje proceduremæssige uregelmæssighed, som blev fastslået i nærværende doms præmis 103.
106 Der sættes yderligere spørgsmålstegn ved denne konsensusprocedures regelmæssighed derved, at SRB ud over ikke at have sendt e-mailen fra kl. 20.06 til A (jf. nærværende doms præmis 104), hvilket i sig selv gør proceduren mangelfuld, ikke har bevist, at de øvrige medlemmer af SRB’s eksekutivmøde fik kendskab til, at e-mailen fra kl. 20.06 var blevet fremsendt (og i øvrigt heller ikke e-mailen fra kl. 19.04), eller til indholdet heraf. SRB har fremlagt visse kontrolelementer med henblik på at fastslå, at forsendelserne fra kl. 19.04 og 20.06 var nået frem til adressaternes elektroniske postkasser. Selv uden at tage det forhold i betragtning, at denne kontrol, der blev foretaget på stikprøvebasis, ikke omfattede alle medlemmerne af SRB’s eksekutivmøde, beviser den på ingen måde, at medlemmerne af SRB’s eksekutivmøde faktisk fik kendskab til, at disse e-mails overhovedet fandtes, inden midnat samme aften.
107 I betragtning af selve arten af en konsensusprocedure, som består i at udlede en godkendelse af et fravær af indsigelser, kræver en sådan procedure nødvendigvis som minimum, at det forud for afgørelsens vedtagelse fastslås, at de personer, der deltager i proceduren for konsensusgodkendelse, har fået kendskab til proceduren og har kunnet gennemgå det forslag, de har fået forelagt til godkendelse. I den foreliggende sag blev den anfægtede afgørelse – når der henses såvel til det, der er angivet i afgørelsens tekst, som til den omstændighed, at den blev fremsendt samme dag til de nationale afviklingsmyndigheder – (jf. nærværende doms præmis 13) vedtaget senest til midnat den 15. april 2016. SRB har imidlertid ikke ført bevis for, at det inden midnat lå fast, at medlemmerne af SRB’s eksekutivmøde havde haft mulighed for at få kendskab til det ændrede forslag til afgørelse eller i det hele taget til, at e-mailene fra kl. 19.04 og 20.06 fandtes.
108 Det bør i øvrigt supplerende bemærkes, at mens bilaget til den anfægtede afgørelse, der blev forelagt til godkendelse den 13. april 2016, var et digitalt dokument i PDF-format (jf. nærværende doms præmis 84 og 97), var det bilag, der blev forelagt til godkendelse om aftenen den 15. april 2016, et digitalt dokument i XLSX-format (jf. nærværende doms præmis 86 og 104).
109 Det bør således bemærkes, at hvis ikke der havde været den fejl, som blev nævnt i de e-mails, der blev fremsendt om aftenen den 15. april 2016 (jf. nærværende doms præmis 85), ville det have været et digitalt dokument i PDF-format, der blev vedtaget som bilag til den anfægtede afgørelse, og ikke en XLSX-fil.
110 Med hensyn til denne forskel kan Retten kun fastslå, at SRB har skiftet mellem de elektroniske formater, til trods for at instansen skal sikre enheden og den formelle kohærens af de dokumenter, der forelægges til godkendelse og efterfølgende vedtages. Denne unøjagtighed har konsekvenser, som rækker ud over den rent proceduremæssige ramme, i det omfang de elementer, der overføres i en PDF-fil, ikke indeholder nærmere oplysninger om beregningscellerne i en XLSX-fil, og at en sådan PDF-fil, i det mindste i den foreliggende sag, indeholder afrundede værdier i modsætning til en XLSX-fil. Alene henset til den i den anfægtede afgørelse nævnte risikojusteringsfaktor, som er afpasset efter forholdene, dvs. efter de europæiske forhold, fremgår det af de elementer, der er indeholdt i SRB’s svar, at den værdi, der er oplyst i den anfægtede afgørelse, således som denne blev fremlagt som svar på den første kendelse, altså i en PDF-fil, ikke er den nøjagtige værdi, som fremgår af XLSX-filen – med 14 decimaler – men en afrundet værdi med to decimaler, som ikke kan bruges til at kontrollere beregningen af bidraget.
111 Det fremgår af ovenstående betragtninger, at ud over den manglende bekræftelse af autenticiteten, som er fastslået i nærværende doms præmis 95, og som medfører annullation af den anfægtede afgørelse, er proceduren for afgørelsens vedtagelse blevet gennemført under åbenlys tilsidesættelse af de proceduremæssige krav vedrørende medlemmerne af SRB’s eksekutivmødes godkendelse af afgørelsen og indhentningen af denne godkendelse.
112 Det bemærkes herom, at det forhold, at fysiske og juridiske personer ikke kan påberåbe sig, at der er sket en tilsidesættelse af sådanne regler, som ikke har til formål at beskytte borgerne, men som har til formål at sikre en hensigtsmæssig forretningsgang inden for institutionen (jf. i denne retning dom af 7.5.1991, Nakajima mod Rådet, C-69/89, EU:C:1991:186, præmis 49 og 50), ikke er ensbetydende med, at en borger aldrig med fordel kan påberåbe sig en tilsidesættelse af en regel, som regulerer den beslutningsproces, der resulterer i vedtagelse af en EU-retsakt. Blandt de bestemmelser, som regulerer procedurerne inden for en institution, skal der nemlig sondres mellem dem, hvis tilsidesættelse ikke kan påberåbes af fysiske og juridiske personer, fordi de alene vedrører betingelserne for forretningsgangen inden for institutionen, som ikke har indvirkning på deres retsstilling, og dem, hvis tilsidesættelse til gengæld godt kan påberåbes, når de skaber rettigheder og har betydning for disse personers retssikkerhed (dom af 17.2.2011, Zhejiang Xinshiji Foods og Hubei Xinshiji Foods mod Rådet, T-122/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:46, præmis 103).
113 I den foreliggende sag viser analysen af forløbet af proceduren for vedtagelse af den anfægtede afgørelse et betydeligt antal tilsidesættelser af reglerne for tilrettelæggelsen af en elektronisk skriftlig procedure for vedtagelse af afgørelser. Selv om det ikke udtrykkeligt fremgår af procedurereglerne for eksekutivmødets artikel 9, siger det sig selv, at enhver skriftlig procedure nødvendigvis indebærer, at forslaget til afgørelse fremsendes til samtlige medlemmer af det beslutningsorgan, der er involveret i den pågældende procedure. Særlig i forbindelse med en procedure for vedtagelse af en afgørelse ved konsensus som i den foreliggende sag (jf. nærværende doms præmis 103-107) kan afgørelsen ikke træffes, uden at det i det mindste er fastslået, at samtlige medlemmer forinden har haft mulighed for at få kendskab til forslaget til afgørelse. Endelig kræver denne procedure, at der angives en frist, inden for hvilken medlemmerne af det pågældende organ kan tage stilling til forslaget.
114 I den foreliggende sag er disse procedureregler, som har til formål at sikre overholdelsen af de væsentlige formforskrifter, der gælder for enhver elektronisk skriftlig procedure og enhver procedure for konsensusvedtagelse, imidlertid blevet tilsidesat. Disse tilsidesættelser har en direkte indvirkning på retssikkerheden, eftersom de resulterer i vedtagelse af en afgørelse, for hvilken det ikke er blevet fastslået, at den er blevet godkendt af det kompetente organ, ej heller at alle organets medlemmer forinden har haft mulighed for at få kendskab til den.
115 Manglende overholdelse af sådanne procedureregler, som er nødvendige for at kunne give udtryk for samtykke, udgør en tilsidesættelse af de væsentlige formforskrifter, som Unionens retsinstanser kan undersøge af egen drift (dom af 24.6.2015, Spanien mod Kommissionen, C-263/13 P, EU:C:2015:415, præmis 56, og af 20.9.2017, Tilly-Sabco mod Kommissionen, C-183/16 P, EU:C:2017:704, præmis 116).
116 På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger angående tilsidesættelsen af de væsentlige formforskrifter vedrørende vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og dens bilag skal denne afgørelse annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
Sagsomkostninger
117 I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren ikke har nedlagt påstand om sagsomkostningerne, og SRB har tabt sagen, bærer hver hovedpart sine egne omkostninger.
118 I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer Kommissionen sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Ottende Udvidede Afdeling):
1) Den af Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) på sit eksekutivmøde af 15. april 2016 trufne afgørelse om ex ante-bidrag for 2016 til Den Fælles Afviklingsfond (SRB/ES/SRF/2016/06) annulleres, for så vidt som den vedrører Banco Cooperativo Español, SA.
2) Banco Cooperativo Español og SRB bærer hver deres egne omkostninger.
3) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. november 2019.
Underskrifter