DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
5. juli 2018 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – forordning (EF) nr. 44/2001 – specielle kompetenceregler – artikel 5, nr. 3) – sager om erstatning uden for kontrakt – det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået – stedet for skadens indtræden og stedet for den skadevoldende begivenhed – erstatning for den skade, der hævdes at være forårsaget af konkurrencebegrænsende adfærd, som er begået i forskellige medlemsstater – artikel 5, nr. 5) – driften af en filial – begreb«
I sag C-27/17,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Lietuvos apeliacinis teismas (Litauens appeldomstol) ved afgørelse af 12. januar 2017, indgået til Domstolen den 19. januar 2017, i sagen
AB»flyLAL-Lithuanian Airlines«, under konkurs,
mod
»Starptautiskā lidosta »Rīga«« VAS,
»Air Baltic Corporation« AS,
procesdeltager:
»ŽIA Valda« AB,
»VA Reals« AB,
Lietuvos Respublikos konkurencijos taryba,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M. Ilešič, og dommerne A. Rosas, C. Toader (refererende dommer), A. Prechal og E. Jarašiūnas,
generaladvokat: M. Bobek,
justitssekretær: fuldmægtig M. Aleksejev,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 16. november 2017,
efter at der er afgivet indlæg af:
– AB »flyLAL-Lithuanian Airlines« ved advokatas R. Audzevičius,
– »Starptautiskā lidosta »Rīga«« VAS ved advokatai R. Simaitis, M. Inta og S. Novicka,
– »Air Baltic Corporation« AS ved advokatai R. Zaščiurinskaitė, D. Pāvila, D. Bublienė, I. Norkus og G. Kaminskas,
– »ŽIA Valda« AB og »VA Reals« AB ved advokatas P. Docka,
– den litauiske regering ved D. Kriaučiūnas og R. Dzikovič, som befuldmægtigede,
– den lettiske regering ved I. Kucina og J. Davidoviča, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved M. Wilderspin, G. Meessen og A. Steiblytė, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 28. februar 2018,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5, nr. 3) og 5), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1).
2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem AB »flyLAL-Lithuanian Airlines« (herefter »flyLAL«), et litauisk selskab under konkurs, og procesdeltagerne »ŽIA Valda« AB og »VA Reals« AB, på den ene side, og to lettiske selskaber, »Starptautiskā lidosta »Rīga«« VAS (herefter »Rigas lufthavn«) og »Air Baltic Corporation« AS (herefter »Air Baltic«), på den anden side, med påstand om, at det fastslås, at den af Rigas lufthavn og Air Baltic udviste hævdede konkurrencebegrænsende adfærd er i strid med artikel 101 TEUF og 102 TEUF, og at disse pålægges at betale erstatning for den derved forårsagede skade.
Retsforskrifter
EU-retten
Bruxelleskonventionen
3 Artikel 5 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1972, L 299, s. 32), som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (herefter »Bruxelleskonventionen«), har følgende ordlyd:
»En person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden kontraherende stat:
[…]
3) i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået
[…]
5) i sager vedrørende driften af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed, ved retten på det sted, hvor virksomheden er beliggende.«
Forordning nr. 44/2001
4 Følgende fremgår af 11., 12. og 15. betragtning til forordning nr. 44/2001:
»(11) Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. For at gøre de fælles regler mere gennemsigtige og undgå kompetencekonflikter bør juridiske personers bopæl defineres selvstændigt.
(12) Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje.
[…]
(15) Af hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i to medlemsstater. […]«
5 Forordningens artikel 2, stk. 1, der tillægger retterne i den stat, hvor sagsøgte har bopæl, generel kompetence, har følgende ordlyd:
»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«
6 Nævnte forordnings artikel 5 fastsætter:
»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat
[…]
3) i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå
[…]
5) i sager vedrørende driften af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed, ved retten på det sted, hvor virksomheden er beliggende
[…]«
Litauisk ret
7 Ifølge artikel 782 i Civilinio proceso kodeksas (den civile retsplejelov) er retten forpligtet til ex officio at efterprøve, om den sag, der verserer for den, er omfattet af de litauiske retters kompetence.
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
8 Det litauiske luftfartsselskab flyLAL tilbød bl.a. flyvninger til og fra lufthavnen i Vilnius (Litauen).
9 I 2004 begyndte det lettiske luftfartsselskab Air Baltic at tilbyde flyvninger til og fra denne lufthavn, og en del af disse flyvninger var til de samme destinationer, som flyLAL tilbød flyvninger til.
10 Efter at have lidt økonomiske tab trådte flyLAL i likvidation.
11 Da det var flyLAL’s opfattelse, at AirBaltic havde drevet flyLAL ud af markedet ved at anvende underbudspriser på visse ruter til og fra lufthavnen i Vilnius, idet disse underbudspriser blev finansieret ved, at lufthavnen i Riga (Letland) ydede rabatter til Air Baltic på de lufthavnstjenesteydelser, der blev leveret i lufthavnen i Riga, anlagde flyLAL den 22. august 2008 sag ved Vilniaus apygardos teismas (den regionale domstol i Vilnius, Lituaen) mod Air Baltic og lufthavnen i Riga med påstand om en erstatning på 57 874 768,30 EUR for de skader, som den konkurrencebegrænsende adfærd, som disse havde deltaget i, hævdes at have forårsaget. FlyLAL gjorde desuden gældende, at Air Baltic, efter at flyLAL var blevet drevet ud af markedet, flyttede størstedelen af flyvningerne til og fra lufthavnen i Vilnius til den internationale lufthavn i Riga. ŽIA Valda og VA Reals, aktionærer i flyLAL, indtrådte i hovedsagen til støtte for sidstnævnte.
12 Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, fastslog Latvijas Republikas Konkurences padome (konkurrencerådet for Republikken Letland) ved afgørelse af 22. november 2006 i forbindelse med en anden sag end hovedsagen, at den rabatordning, som lufthavnen i Riga havde anvendt siden den 1. november 2004, hvorved der blev ydet nedsættelser på op til 80% i forbindelse med start-, landings- og sikkerhedstjenester, var i strid med artikel 82, stk. 2, litra c), EF, nu artikel 102, stk. 2, litra c), TEUF, og pålagde den at bringe denne praksis til ophør. To luftfartsselskaber, herunder Air Baltic, havde draget fordel af denne ordning.
13 Ved dom af 27. januar 2016 gav Vilniaus apygardos teismas (den regionale domstol i Vilnius) flyLAL delvis medhold i påstandene, idet den pålagde Air Baltic at betale flyLAL 16 121 094 EUR i erstatning og 6% i årlig morarente af dette beløb. Den forkastede derimod det af flyLAL anlagte søgsmål mod lufthavnen i Riga samt ŽIA Valdas’ og VA Reals’ krav.
14 Da lufthavnen i Riga og Air Baltic havde gjort indsigelse ved Vilniaus apygardos teismas (den regionale domstol i Vilnius) mod de litauiske retters mangel på international kompetence til at påkende tvisten i hovedsagen, fastslog denne ret først i nævnte dom, at dette aspekt allerede var blevet afgjort af Lietuvos apeliacinis teismas (Litauens appeldomstol) ved dom af 31. december 2008.
15 Med denne dom havde Lietuvos apeliacinis teismas (Litauens appeldomstol) – som havde forkastet de søgsmål, der var anlagt af lufthavnen i Riga og Air Baltic til prøvelse af en kendelse fra Vilniaus apygardos teismas (den regionale domstol i Vilnius) af 25. september 2008, der som et foreløbigt og sikrende retsmiddel traf afgørelse om at beslaglægge løsøre og/eller fast ejendom samt ejendomsrettigheder, som tilhørte Air Baltic og lufthavnen i Riga – desuden fastslået, at de litauiske retter havde kompetence til at påkende tvisten i hovedsagen på grundlag af artikel 5, nr. 3) og 5), i forordning nr. 44/2001. Nævnte dom var genstand for en anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse i Letland ved Augstākās tiesas Senāts (øverste domstol, Letland), og ved denne lejlighed forelagde denne ret Domstolen det præjudicielle spørgsmål, der gav anledning til dom af 23. oktober 2014, flyLAL-Lithuanian Airlines (C-302/13, EU:C:2014:2319).
16 Vilniaus apygardos teismas (den regionale domstol i Vilnius) fastslog efterfølgende, at de litauiske retter udledte deres kompetence af artikel 5, nr. 3) og 5), i forordning nr. 44/2001, for så vidt som den konkurrencebegrænsende adfærd, der havde forårsaget flyLAL’s tab, bl.a. anvendelsen af underbudspriser, tilpasningen af flyvetiderne, ulovlig markedsføring, ophør af direkte flyvninger og flytning af passagertrafikken til den internationale lufthavn i Riga, for det første havde fundet sted i Litauen, og for det andet at Air Baltic udførte flyvninger i Litauen via sin filial.
17 FlyLAL, lufthavnen i Riga og Air Baltic samt ŽIA Valda og VA Reals appellerede dommen afsagt af Vilniaus apygardos teismas (den regionale domstol i Vilnius) den 27. januar 2016 til den forelæggende ret, dvs. Lietuvos apeliacinis teismas (Lituans appeldomstol).
18 Denne ret har bemærket, at det fremgår af dom af 23. oktober 2014, flyLAL-Lithuanian Airlines (C-302/13, EU:C:2014:2319), at tvisten i hovedsagen er af civil- og handelsretlig karakter, og at den er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001. Den har derimod anført, at den er i tvivl om fortolkningen af artikel 5, nr. 3) og 5), i forordning nr. 44/2001. Den har præciseret, at den har udledt forpligtelsen til at efterprøve sin kompetence på dette trin i sagen af den civile retsplejelovs artikel 782.
19 Hvad angår begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået«, som fastsat i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, har den forelæggende ret efter at have henvist til Domstolens praksis, ifølge hvilken dette begreb både omhandler stedet for skadens indtræden og stedet for den skadevoldende begivenhed, for det første anført, at stedet for den skadevoldende begivenhed ikke kan fastlægges uden vanskeligheder, eftersom de handlinger, der i den foreliggende sag enten samlet eller hver for sig kan medføre skade, blev begået i forskellige medlemsstater, nemlig i Litauen og i Letland.
20 I denne henseende har retten præciseret, at det er ubestridt, at Air Baltic drog fordel af en nedsættelse på 80% af prisen på tjenesteydelser i lufthavnen i Riga. Denne rabatordning gav anledning til en afgørelse af 22. november 2006 fra konkurrencerådet for Republikken Letland, hvorved det blev fastslået, at der var sket en tilsidesættelse af artikel 82, stk. 2, litra c), EF, nu artikel 102, stk. 2, litra c), TEUF. Ifølge de sagsøgte i hovedsagen var disse nedsættelser baseret på retsakter, der var udstedt af de lettiske myndigheder, og de blev kun gennemført i Letland bl.a. ved anvendelse af nævnte nedsættelser, levering af lufthavnstjenesteydelser i lufthavnen i Riga og den fordel, som Air Baltic drog heraf. FlyLAL gjorde derimod gældende, at denne rabatordning udover at udgøre misbrug af en dominerende stilling hvilede på en konkurrencebegrænsende aftale, der var indgået mellem de sagsøgte i hovedsagen i strid med artikel 81 EF, nu artikel 101 TEUF. Ifølge sidstnævnte var Air Baltic takket være den fordel, selskabet drog af denne aftale, og den anvendte krydssubsidiering i stand til at udføre konkurrencebegrænsende handlinger i lufthavnen i Vilnius, herunder at anvende underbudspriser og transaktioner knyttet til tilpasning af flyvetider, til ulovlig markedsføring og til ophør af flyvninger, efter at flyLAL havde trukket sig ud af det omhandlede marked. Ifølge den forelæggende ret er den påberåbte skade således opstået i Litauen.
21 Hvad for det andet angår stedet for skadens indtræden har den forelæggende ret fremhævet, at den skade, som flyLAL hævder at have lidt, består i et indtægtstab i perioden fra 2004 til 2008 på markedet for flyvninger til og fra lufthavnen i Vilnius. I denne henseende ønsker den forelæggende ret oplyst, hvordan denne skade skal kvalificeres, og hvor denne er indtrådt under hensyntagen til Domstolens praksis vedrørende skader, der udelukkende består i et formuetab, hvilket illustreres med dom af 19. september 1995, Marinari, (C-364/93, EU:C:1995:289), af 10. juni 2004, Kronhofer (C-168/02, EU:C:2004:364), og af 16. juni 2016, Universal Music International Holding (C-12/15, EU:C:2016:449).
22 Nævnte ret ønsker for det tredje oplyst, hvorledes begrebet »driften af en filial« som omhandlet i artikel 5, nr. 5), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes.
23 I denne henseende er den ikke i tvivl om, at Air Baltics filial i Litauen, hvis virksomhed består i international luftbefordring af passagerer, varer og post, opfylder de betingelser, der kræves i Domstolens praksis, for at blive kvalificeret som »filial« som omhandlet i nævnte artikel. Den har desuden konstateret, at det følger af denne filials forretningsorden, at den havde beføjelse til at fastsætte priserne på Air Baltics flyvninger til og fra lufthavnen i Vilnius. Ifølge denne ret er der ikke desto mindre ingen oplysninger, der viser, at filialen faktisk havde fastsat disse priser.
24 Den forelæggende ret ønsker følgelig oplyst, om den virksomhed, der udøves af Air Baltics filial i Litauen, kan begrunde anvendelsen af artikel 5, nr. 5), i forordning nr. 44/2001.
25 Under disse omstændigheder har Lietuvos apeliacinis teismas (Litauens appeldomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« i artikel 5, nr. 3), i [forordning nr. 44/2001] under omstændighederne i den foreliggende sag fortolkes således, at det omhandler stedet for indgåelsen af de sagsøgtes ulovlige aftale, der er i strid med artikel 82, [stk. 2], litra c), [EF] [nu artikel 102, stk. 2, litra c), TEUF], eller stedet, hvor de handlinger blev begået, hvorved den økonomiske fordel, der blev opnået ved denne aftale, blev udnyttet ved hjælp af underbudspriser (krydssubsidiering), når de konkurrerer med sagsøgeren på de samme relevante markeder?
2) Kan den skade (indkomsttab), som sagsøgeren har lidt som følge af de angivne ulovlige handlinger, som de sagsøgte har foretaget, anses som skadestilføjelse som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i [forordning nr. 44/2001] i den foreliggende sag?
3) Kan driften af en filial af Air Baltic […]i [Litauen] under omstændighederne i den foreliggende sag anses som »drift af en filial« som omhandlet i artikel 5, nr. 5), i [forordning nr. 44/2001]?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Indledende bemærkninger
26 For at besvare de forelagte spørgsmål bemærkes, at det kun er som undtagelse til hovedreglen i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, som tildeler retterne i den medlemsstat, på hvis område den sagsøgte har bopæl, kompetencen, at forordningens kapitel II, afdeling 2, fastsætter et vist antal specielle kompetenceregler, herunder dem, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 5, nr. 3) og 5). Da såvel kompetencen for retterne på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, som kompetencen for retterne på det sted, hvor en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i sager vedrørende driften heraf er beliggende, som omhandlet i samme forordnings artikel 5, nr. 5), udgør specielle kompetenceregler, skal de undergives en selvstændig og indskrænkende fortolkning, og der må ikke anlægges en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, som udtrykkeligt er fastsat ved forordningen (jf. i denne retning vedrørende driften af en filial dom af 22.11.1978, Somafer, 33/78, EU:C:1978:205, præmis 7 og 8, og vedrørende ansvar uden for kontrakt dom af 16.6.2016, Universal Music International Holding, C-12/15, EU:C:2016:449, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
27 I henhold til fast retspraksis er disse specielle kompetenceregler i forordningens artikel 5, nr. 3) og 5), begrundet i en særligt nær tilknytning mellem tvisten og de retter, der kan træffe afgørelse herom, hvilket begrunder, at det er disse retter, der tillægges kompetencen af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelæggelsen af retssagen (jf. i denne retning vedrørende driften af en filial dom af 22.11.1978, Somafer, 33/78, EU:C:1978:205, præmis 7, og af 6.4.1995, Lloyd’s Register of Shipping, C-439/93, EU:C:1995:104, præmis 21, og vedrørende ansvar uden for kontrakt dom af 16.6.2016, Universal Music International Holding, C-12/15, EU:C:2016:449, præmis 26, og af 17.10.2017, Bolagsupplysningen og Ilsjan, C-194/16, EU:C:2017:766, præmis 26).
28 Hvad særligt angår det i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 omhandlede begreb »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« fremgår det af Domstolens faste praksis, at dette begreb både omfatter stedet for skadens indtræden og stedet for den skadevoldende begivenhed, der ligger til grund for denne skade, således at sagsøgte efter sagsøgerens valg kan sagsøges ved retten på det ene eller det andet af disse to steder (jf. bl.a. dom af 19.4.2012, Wintersteiger, C-523/10, EU:C:2012:220, præmis 19, af 28.1.2015, Kolassa, C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 45, og af 16.6.2016, Universal Music International Holding, C-12/15, EU:C:2016:449, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
29 Det er i lyset af disse betragtninger, at de forelagte spørgsmål skal besvares.
Det andet spørgsmål
30 Med det andet spørgsmål, der skal behandles først, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at det indtægtstab, som den part, der inden for rammerne af en sag om erstatning for en skade forvoldt ved konkurrencebegrænsende adfærd er offer for denne adfærd, har påberåbt sig, kan udgøre et tab, der gør det muligt at begrunde, at retterne i den medlemsstat på »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« er kompetente. For så vidt som den forelæggende ret desuden har henvist til det sted, hvor en sådan skade er indtrådt, skal dette spørgsmål i overensstemmelse med den i nærværende doms præmis 28 nævnte retspraksis forstås således, at det bl.a. vedrører fastlæggelsen af stedet for skadens indtræden.
31 Som generaladvokaten har anført i punkt 37 i forslaget til afgørelse, skal der sondres mellem den oprindelige skade, der følger direkte af den skadevoldende begivenhed, hvor det sted, hvor denne er indtrådt, kan begrunde kompetence i henhold til artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, og de efterfølgende skadevirkninger, som ikke kan begrunde tildeling af kompetence på grundlag af denne bestemmelse.
32 I denne henseende fastslog Domstolen i præmis 14 og 15 i dom af 19. september 1995, Marinari (C-364/93, EU:C:1995:289), at begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« ikke kan fortolkes så bredt, at det omfatter ethvert sted, hvor der kan opstå skadevirkninger af et forhold, som allerede har forvoldt en skade, der faktisk er indtrådt et andet sted. Begrebet kan derfor ikke fortolkes således, at det omfatter det sted, hvor skadelidte hævder at have lidt et formuetab som følge af en skade, der oprindelig er indtrådt og lidt af ham i en anden stat.
33 Under disse omstændigheder ønsker den forelæggende ret med spørgsmålet for det første oplyst, om et indtægtstab, som det flyLAL har påberåbt sig, kan kvalificeres som »oprindelig skade« som omhandlet i retspraksis, eller om det kun udgør en efterfølgende økonomisk skade, der ikke i sig selv kan begrunde anvendelsen af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001.
34 Som det fremgår af sagsakterne for Domstolen og med forbehold for den vurdering af de faktiske omstændigheder, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, består det indtægtstab, som flyLAL har påberåbt sig, af tab, som angiveligt er lidt på grund af vanskeligheder med at tilbyde omkostningseffektive flyvninger til og fra lufthavnen i Vilnius efter de underbudspriser, som Air Baltic anvendte, idet disse priser var finansieret af de rabatter på lufthavnstakster, som Air Baltic tidligere havde nydt godt af, ved hjælp af en konkurrencebegrænsende aftale, der var indgået med lufthavnen i Riga. I den foreliggende sag drejede det sig, således som flyLAL har anført i retsmødet, bl.a. om en nedgang i salget på de luftruter til og fra lufthavnen i Vilnius, som blev påvirket af denne adfærd.
35 Domstolen har allerede i forbindelse med en påstået tilsidesættelse af forbuddet mod videresalg af produkter uden for det selektive distributionsnet, som følge af udbud på websteder af produkter, der er omfattet af dette net, fastslået, at det deraf følgende faldende salg og den mistede fortjeneste, som en godkendt forhandler har lidt, udgør en skade, der kan gøre artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 anvendelig (jf. i denne retning dom af 21.12.2016, Concurrence, C-618/15, EU:C:2016:976, præmis 33 og 35).
36 Det bemærkes desuden, at et indtægtstab, der bl.a. består i en salgsnedgang, der hævdes at være lidt som følge af konkurrencebegrænsende adfærd i strid med artikel 101 TEUF og 102 TEUF, kan kvalificeres som »skade« som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, der i princippet gør det muligt at begrunde kompetencen for retterne i den medlemsstat, på hvis område skadetilføjelsen er foregået.
37 Med det andet spørgsmål tilsigtes for det andet at fastslå det sted, hvor en sådan skade er indtrådt.
38 Det fremgår for det første af forelæggelsesafgørelsen, at de sagsøgte i hovedsagens hævdede konkurrencebegrænsende adfærd fandt sted på markedet for flyvninger til og fra lufthavnen i Vilnius, hvilket ifølge flyLAL medførte en fordrejning af konkurrencen på dette marked. For det andet forårsagede denne adfærd flyLAL en skade.
39 I den foreliggende sag og hvad angår tab, som et luftfartsselskab lider på flyvninger foretaget til og fra hovedstaden i den medlemsstat, i hvilken nævnte selskab er etableret, skal det hovedsageligt påvirkede marked anses for at være markedet i den medlemsstat, hvor nævnte selskab udøver den væsentligste salgsaktivitet vedrørende sådanne flyvninger, dvs. det litauiske marked.
40 Når det marked, der påvirkes af den konkurrencebegrænsende adfærd, befinder sig i den medlemsstat, på hvis område den påståede skade hævdes at være indtrådt, bemærkes, at stedet for skadens indtræden med hensyn til anvendelsen af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, befinder sig i denne medlemsstat. Denne løsning, der er baseret på, at begge disse elementer er til stede, opfylder således kompetencereglernes mål om nærhed og forudsigelighed, for det første, fordi retterne på det påvirkede marked er bedst placeret til at behandle sådanne erstatningssøgsmål, og for det andet, fordi en erhvervsdrivende, der udøver konkurrencebegrænsende adfærd, med rimelighed kan forvente at blive sagsøgt ved retterne på det sted, hvor den pågældendes adfærd har fordrejet reglerne om en sund konkurrence.
41 Som generaladvokaten har anført i punkt 52 i forslaget til afgørelse, er en sådan fastlæggelse af stedet for skadens indtræden i overensstemmelse med homogenitetskravene i syvende betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II) (EUT 2007, L 199, s. 40), for så vidt som det af denne forordnings artikel 6, stk. 3, litra a), fremgår, at den lov, der finder anvendelse i erstatningssager i tilknytning til en konkurrencebegrænsning, er loven i det land, hvor markedet påvirkes eller vil kunne blive påvirket.
42 Da tvisten i hovedsagen omfatter flere sagsøgte, bemærkes desuden, at denne kompetenceregel ligeledes finder anvendelse i tilfælde af flere skadevoldere, for så vidt som artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 gør det muligt at fastslå en rets kompetence med henvisning til stedet for den påståede skades indtræden i forhold til alle de aktører, der hævdes at være ansvarlige, på betingelse af, at skaden vil kunne indtræde i den påkendende rets jurisdiktion (jf. i denne retning dom af 3.4.2014, Hi Hotel HCF, C-387/12, EU:C:2014:215, præmis 40).
43 Henset til disse betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« inden for rammerne af en sag om erstatning for en skade forvoldt ved konkurrencebegrænsende adfærd i en situation som den i hovedsagen omhandlede særligt omfatter det sted, hvor et indtægtstab, der består i en salgsnedgang, er indtrådt, dvs. det sted, hvor det marked, der påvirkes af nævnte adfærd, på hvilket skadelidte hævder at have lidt dette tab, befinder sig.
Det første spørgsmål
44 Selv om det første spørgsmål ifølge sin ordlyd omhandler de anvendte underbudspriser, som vedrører artikel 102 TEUF, omfatter det desuden det tilfælde, hvor der er tale om forudgående indgåelse af en konkurrencebegrænsende aftale i strid med artikel 101 TEUF.
45 Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« inden for rammerne af en sag om erstatning for en skade forvoldt ved konkurrencebegrænsende adfærd skal anses for at være enten stedet for indgåelsen af en konkurrencebegrænsende aftale i strid med artikel 101 TEUF eller det sted, hvor de handlinger, der udnytter den økonomiske fordel som følge af denne aftale, er begået, og som bl.a. består i anvendelsen af underbudspriser, der udgør misbrug af en dominerende stilling som omhandlet i artikel 102 TEUF.
46 Indledningsvis bemærkes, som nævnt i denne doms præmis 28, at artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 giver sagsøgeren mulighed for at anlægge sag enten ved retten på stedet for skadens indtræden eller på stedet for den skadevoldende begivenhed, således at der lovligt kan anlægges sag på grundlag af en af disse to kompetenceregler.
47 I det foreliggende tilfælde er hovedsagen karakteriseret ved en kæde af begivenheder, som hver især i sig selv kunne udgøre »stedet for den [hævdede] skadevoldende begivenhed«, hvorfor muligheden for, at skaden skyldes samspillet mellem disse, stadig også er til stede. Den forelæggende ret har således for det første henvist til den konkurrencebegrænsende adfærd, inden for rammerne af hvilken lufthavnen i Riga havde givet Air Baltic gunstige rabatter, knyttet til start-, landing- og sikkerhedstjenester, hvilket styrkede sidstnævntes dominerende stilling på markedet for flyvninger til og fra den internationale lufthavn i Riga, og til en konkurrencebegrænsende aftale, der hævdes at være indgået mellem nævnte lufthavn og Air Baltic i dette øjemed, og for det andet til handlinger, der udnytter den økonomiske fordel som følge af denne aftale, bl.a. ved Air Baltics anvendelse af underbudspriser på visse flyvninger til og fra lufthavnen i Vilnius. Da der i hovedsagen påstås at foreligge en ulovlig aftale i henhold til artikel 101 TEUF, kunne anvendelsen af underbudspriser begrænse sig til en fuldbyrdelse af denne aftale eller til en særskilt tilsidesættelse i henhold til artikel 102 TEUF.
48 Under disse særligt komplicerede omstændigheder afhænger den konkrete fastlæggelse af stedet for den skadevoldende begivenhed således bl.a. af spørgsmålet om, hvorvidt den påståede konkurrencebegrænsende adfærd udgør en konkurrencebegrænsende aftale i henhold til artikel 101 TEUF og/eller misbrug af en dominerende stilling i henhold til artikel 102 TEUF.
49 Med forbehold for de undersøgelser, som det påhviler den forelæggende ret at foretage vedrørende forholdet mellem de omhandlede forskellige former for konkurrencebegrænsende adfærd, bemærkes, at i den udstrækning det af de faktiske omstændigheder i hovedsagen fremgår, at den konkurrencebegrænsende aftale, som hævdes at være indgået i strid med artikel 101 TEUF, udgør stedet for den påståede skades indtræden, kan kompetencen til – i henhold til »stedet for den skadevoldende begivenhed« og i forhold til alle denne aftales parter – at træffe afgørelse om en skade, der hævdes af være forårsaget heraf, i henhold til artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 overgå til retten på det sted, hvor aftalen endeligt er blevet indgået (jf. i denne retning dom af 21.5.2015, CDC Hydrogen Peroxide, C-352/13, EU:C:2015:335, præmis 50). I et sådant tilfælde kunne stedet for indgåelsen af den hævdede konkurrencebegrænsende aftale blive identificeret som Letland.
50 En sådan løsning ville desuden kunne lægges til grund, hvis det var fastslået, at Air Baltics anvendelse af underbudspriser på visse flyvninger til og fra lufthavnen i Vilnius begrænsede sig til handlinger til fuldbyrdelse af denne aftale.
51 Hvis anvendelsen af underbudspriser derimod udgjorde en særskilt tilsidesættelse af artikel 102 TEUF, er retten på det sted, hvor den omhandlede konkurrencebegrænsende adfærd blev gennemført, kompetent i henhold til artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001.
52 Til forskel fra en skade som følge af et ulovligt kartel mellem forskellige deltagere er den begivenhed, der forvolder skaden i tilfælde af misbrug af en dominerende stilling, således ikke baseret på en aftale, men ligger i gennemførelsen af dette misbrug, dvs. i handlinger begået af den dominerende virksomhed for at praktisere misbruget, bl.a. ved at tilbyde og anvende underbudspriser på det omhandlede marked.
53 Såfremt det måtte vise sig, at de begivenheder, der ligger til grund for hovedsagen, var del af en fælles strategi, der havde til hensigt at fortrænge flyLAL fra markedet for flyvninger til og fra lufthavnen i Vilnius, og samlet underbyggede gennemførelsen af den påståede skade, tilkommer det den forelæggende ret at identificere den begivenhed, der var afgørende for gennemførelsen af en sådan strategi inden for rammerne af kæden af begivenheder i hovedsagen.
54 Denne undersøgelse skal alene foretages for at identificere tilknytningsmomenterne til den stat, hvor retten er beliggende, som kan begrunde dens kompetence i medfør af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 (dom af 16.6.2016, Universal Music International Holding, C-12/15, EU:C:2016:449, præmis 44), eftersom den forelæggende ret i denne henseende bør begrænse sig til en prima facie bedømmelse af tvisten uden at foretage en materiel bedømmelse, for så vidt som fastlæggelsen af elementerne i det civilretlige erstatningsansvar uden for kontrakt, herunder den begivenhed, der ligger til grund for skaden, er omfattet af gældende national lovgivning, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 89-92 i forslaget til afgørelse.
55 En løsning, der består i at lade identifikationen af tilknytningsmomentet bero på bedømmelseskriterier, der følger af materiel national ret, ville således være i strid med hensynet til retssikkerheden, eftersom det afgøres på grundlag af den gældende lovgivning, om en af en person foretaget handling, der har fundet sted i en anden medlemsstat end den, hvor den påkendende ret er beliggende, kan kvalificeres som en skadevoldende begivenhed med henblik på tildeling af kompetence i medfør af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 (dom af 16.5.2013, Melzer, C-228/11, EU:C:2013:305, præmis 35).
56 Som generaladvokaten har anført i punkt 96 i forslaget til afgørelse, forhindrer valget af en særlig begivenhed som værende relevant med henblik på at fastlægge retternes kompetence en spredning af kompetencer. Dette er i overensstemmelse med den specielle kompetenceregel i artikel 5, nr. 3), i forordning (EF) nr. 44/2001 og med nødvendigheden af en indskrænkende fortolkning samtidig med, at det muliggør en bedre forudsigelighed.
57 Henset til disse betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« inden for rammerne af en sag om erstatning for en skade forvoldt ved konkurrencebegrænsende adfærd skal anses for at være enten stedet for indgåelsen af en konkurrencebegrænsende aftale i strid med artikel 101 TEUF eller det sted, hvor underbudspriserne blev tilbudt og anvendt, hvis denne praksis udgjorde en tilsidesættelse i henhold til artikel 102 TEUF.
Det tredje spørgsmål
58 Med det tredje spørgsmål har den forelæggende ret nærmere bestemt anmodet Domstolen om en fortolkning af begrebet »sager vedrørende driften af en filial« som omhandlet i artikel 5, nr. 5), i forordning nr. 44/2001 under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede.
59 I denne henseende bemærkes, at Domstolen allerede har identificeret to kriterier til fastlæggelse af, om et søgsmål vedrørende driften af en filial har tilknytning til en medlemsstat. Begrebet »filial« forudsætter for det første, at der foreligger et centrum for erhvervsudøvelsen, som udadtil varigt fremtræder som en repræsentation for hovedvirksomheden. Dette centrum skal have en ledelse og være materielt udstyret på en sådan måde, at det kan forhandle med tredjemand, således at denne ikke behøver at henvende sig direkte til hovedvirksomheden. For det andet skal tvisten vedrøre enten handlinger i forbindelse med driften af en filial eller forpligtelser, som denne har påtaget sig på hovedvirksomhedens vegne, når disse forpligtelser skal opfyldes i den stat, hvor denne filial er beliggende (jf. i denne retning dom af 19.7.2012, Mahamdia, C-154/11, EU:C:2012:491, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).
60 Ifølge den forelæggende ret er der ingen tvivl om, at de krav til opfyldelse af det første kriterium, som er opstillet i retspraksis, er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Retten har alene i forbindelse med undersøgelsen af det andet kriterium rejst tvivt om, hvorvidt tvisten i hovedsagen vedrører »driften« af Air Baltics filial i Litauen.
61 I denne henseende har nævnte ret anført, at selv om denne filial, i overensstemmelse med sin forretningsorden har beføjelse til at indgå økonomiske forbindelser med tredjeparter, herunder navnlig at fastsætte prisen på sine ydelser, findes der ingen oplysninger, der viser, at denne faktisk fastsatte priserne på flyvningerne på de i hovedsagen omhandlede markeder. Endvidere var filialens regnskab ikke adskilt fra moderselskabet.
62 Da artikel 5, nr. 5), i forordning nr. 44/2001 indfører en undtagelse til hovedreglen i forordningens artikel 2, stk. 1, skal den, således som det er nævnt i nærværende doms præmis 26, fortolkes indskrænkende.
63 Som generaladvokaten har anført i punkt 137 og 142 i forslaget til afgørelse, er det i erstatningssager uden for kontrakt med henblik på, at tvisten kan anses for at vedrøre en filials drift, et krav, at denne filial faktisk deltager i visse af de handlinger, der ligger til grund for erstatningskravet.
64 I den foreliggende sag påhviler det den forelæggende ret at identificere Air Baltics filials eventuelle rolle i den hævdede konkurrencebegrænsende adfærd. Henset til de angivelser, der fremgår af forelæggelsesafgørelsen, tilkommer det den bl.a. at undersøge, om de af denne filial udøvede aktiviteter faktisk har bestået i at tilbyde og anvende de påståede underbudspriser, og om denne deltagelse i det påståede misbrug af en dominerende stilling har foregået i tilstrækkelig grad til at kunne anses for at have en nær tilknytning til tvisten i hovedsagen.
65 Hvad angår den omstændighed, at Air Baltics filial ikke udarbejdede regnskaber, der var adskilt fra moderselskabets, bemærkes, at et sådant forhold ikke udgør et relevant kriterium med henblik på at fastlægge, om denne filial faktisk har deltaget i den anvendelse af underbudspriser, som flyLAL har foreholdt Air Baltic at have udført.
66 Henset til disse betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 5, nr. 5), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at begrebet »sager vedrørende driften af en filial« omfatter en sag om erstatning for en skade, der hævdes forårsaget af misbrug af en dominerende stilling, der består i anvendelsen af underbudspriser, når en filial af en virksomhed med en dominerende stilling faktisk og i tilstrækkelig høj grad har deltaget i dette misbrug.
Sagsomkostninger
67 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
1) Artikel 5, nr. 3), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« inden for rammerne af en sag om erstatning for en skade forvoldt ved konkurrencebegrænsende adfærd i en situation som den i hovedsagen omhandlede særligt omfatter det sted, hvor et indtægtstab, der består i en salgsnedgang, er indtrådt, dvs. det sted, hvor det marked, der påvirkes af nævnte adfærd, på hvilket skadelidte hævder at have lidt dette tab, befinder sig.
2) Artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at begrebet »det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået« inden for rammerne af en sag om erstatning for en skade forvoldt ved konkurrencebegrænsende adfærd skal anses for at være enten stedet for indgåelsen af en konkurrencebegrænsende aftale i strid med artikel 101 TEUF eller det sted, hvor underbudspriserne blev tilbudt og anvendt, hvis denne praksis udgjorde en tilsidesættelse i henhold til artikel 102 TEUF.
3) Artikel 5, nr. 5), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at begrebet »sager vedrørende driften af en filial« omfatter en sag om erstatning for en skade, der hævdes forårsaget af misbrug af en dominerende stilling, der består i anvendelsen af underbudspriser, når en filial af en virksomhed med en dominerende stilling faktisk og i tilstrækkelig høj grad har deltaget i dette misbrug.
Underskrifter