RETTENS DOM (Første Udvidede Afdeling)

9. december 1997 (1)

»Erstatningssøgsmål - ansvar uden for kontraktforhold - mælk - tillægsafgift -referencemængde - forordning (EØF) nr. 2055/93 - erstatning til producenter -forældelse«

I de forenede sager T-195/94 og T-202/94,

Friedhelm Quiller, Lienen (Tyskland),

Johann Heusmann, Loxstedt (Tyskland),

ved advokaterne Bernd Meisterernst, Mechtild Düsing, Dietrich Manstetten, FrankSchulze og Winfried Haneklaus, Münster, og med valgt adresse i Luxembourg hosadvokaterne Lambert Dupong og Guy Konsbrück, 14 A, rue des Bains,

sagsøgere,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved juridisk konsulent Arthur Brautigam, sombefuldmægtiget, bistået af advokaterne Hans-Jürgen Rabe og Georg M. Berrisch,Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektørAlessandro Morbilli, Den Europæiske Investeringsbanks Direktorat for JuridiskeAnliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

og

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent Dierk Booß,som befuldmægtiget, bistået af advokaterne Hans-Jürgen Rabe og Georg M.Berrisch, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos CarlosGómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsøgte,

angående en påstand i medfør af EF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2,om erstatning af det tab, sagsøgerne har lidt ved, at de har været forhindret i atmarkedsføre mælk som følge af Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EØF)nr. 804/68 omhandlede afgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13), somsuppleret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 (EFTL 132, s. 1), og dernæst ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 764/89 af 20.marts 1989 (EFT L 84, s. 2),

har

RETTEN (Første Udvidede Afdeling)

sammensat af præsidenten, A. Saggio, og dommerne C.P. Briët, A. Kalogeropoulos,V. Tiili og R.M. Moura Ramos,

justitssekretær: fuldmægtig A. Mair,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 13.marts 1997,

afsagt følgende

Dom

Retsforskrifter

1.

    For at nedbringe overproduktionen af mælk inden for Fællesskabet udstedte Rådeti 1977 forordning (EØF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om indførelse af enpræmieordning for ikke-markedsføring af mælk og mejeriprodukter og foromstilling af malkekvægsbesætninger (EFT L 131, s. 1, herefter »forordningnr. 1078/77«). Ved forordningen blev producenterne tilbudt en præmie for atforpligte sig til ikke at markedsføre mælk eller til at omstille besætningerne overen periode på fem år.

2.

    For at imødegå den fortsatte overproduktion udstedte Rådet i 1984 forordning(EØF) nr. 856/84 af 31. marts 1984 (EFT L 90, s. 10) om ændring af Rådetsforordning (EØF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning formælk og mejeriprodukter (EFT 1968 I, s. 169, herefter »forordning nr. 804/68«).Ved den nye artikel 5c i denne forordning blev der indført en »tillægsafgift« på demængder mælk, som producenterne leverer, og som overstiger en vis»referencemængde«.

3.

    Ved Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige reglerfor anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EØF) nr. 804/68 omhandlede afgiftpå mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13, herefter »forordning nr. 857/84«)blev referencemængden for hver enkelt producent fastsat på grundlag af denproduktion, der var leveret inden for et bestemt referenceår.

4.

    Ved domme af 28. april 1988 i sagerne Mulder (sag 120/86, Sml. s. 2321, herefter»Mulder I-dommen«) og von Deetzen (sag 170/86, Sml. s. 2355) kendte Domstolenforordning nr. 857/84, som suppleret ved Kommissionens forordning (EØF)nr. 1371/84 af 16. maj 1984 - om gennemførelsesbestemmelserne for dentillægsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning (EØF) nr. 804/68 (EFTL 132, s. 11, herefter »forordning nr. 1371/84«) - for ugyldig, idet den fandtes atvære i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

5.

    Med henblik på opfyldelse af disse domme vedtog Rådet forordning (EØF)nr. 764/89 af 20. marts 1989 om ændring af forordning (EØF) nr. 857/84 (EFTL 84, s. 2, herefter »forordning nr. 764/89«). I medfør af denne ændringsforordningfik de producenter, der havde påtaget sig en forpligtelse til ikke at markedsføremælk eller til at omstille deres bedrifter, tildelt en »specifik« referencemængde(også kaldet »kvote«). Disse producenter benævnes »SLOM I-producenter«.

6.

    Ved forordningen var der fastsat flere betingelser for tildelingen af en specifikreferencemængde. Desuden var referencemængden begrænset til 60% af denmængde mælk eller mælkeækvivalent, som producenten havde leveret eller solgti de sidste tolv kalendermåneder inden den måned, hvor han havde indgivetansøgningen om en ikke-markedsførings- eller omstillingspræmie.

7.

    Visse af disse betingelser tillige med reglen om begrænsning af den specifikkereferencemængde til 60% blev kendt ugyldige af Domstolen ved domme af 11.december 1990 i sagerne Spagl (sag C-189/89, Sml. I, s. 4539) og Pastätter (sag C-217/89, Sml. I, s. 4585).

8.

    På foranledning af disse domme vedtog Rådet forordning (EØF) nr. 1639/91 af 13.juni 1991 om ændring af forordning nr. 857/84 (EFT L 150, s. 35, herefter»forordning nr. 1639/91«), hvorved de berørte producenter fik tildelt en specifikreferencemængde. Disse producenter benævnes »SLOM II-producenter«.

9.

    Artikel 3a i forordning nr. 857/84, som blev indført ved forordning nr. 764/89,indeholdt i øvrigt i stk. 1, andet led, en såkaldt »antikumulations«regel. Efter denneregel kunne erhververne af en ikke-markedsføringspræmie kun få tildelt en specifikreferencemængde, såfremt de ikke tidligere i henhold til artikel 2 i forordningnr. 857/84 havde fået tildelt en referencemængde for et andet areal, hvorpå derikke hvilede nogen forpligtelse til ikke-markedsføring eller omstilling. Deproducenter, som blev nægtet en referencemængde med den begrundelse, at detidligere havde fået tildelt en referencemængde for et andet areal, benævnes»SLOM III-producenter«.

10.

    Også antikumulationsreglen i artikel 3a, stk. 1, andet led, i forordning nr. 857/84blev kendt ugyldig af Domstolen ved dom af 3. december 1992 i Wehrs-sagen (sagC-264/90, Sml. I, s. 6285), idet den fandtes at være i strid med princippet ombeskyttelse af den berettigede forventning.

11.

    Til opfyldelse af denne dom vedtog Rådet forordning (EØF) nr. 2055/93 af 19. juli1993 om tildeling af en specifik referencemængde til visse producenter af mælkeller mejeriprodukter (EFT L 187, s. 8, herefter »forordning nr. 2055/93«). Vedforordningen blev der tildelt en specifik referencemængde til de producenter, somhavde erhvervet en ikke-markedsføringspræmie, men som var blevet udelukket fraat komme i betragtning efter artikel 3a i forordning nr. 857/84 som følge af, at dehavde modtaget en referencemængde i henhold til sidstnævnte forordnings artikel2 eller 6.

12.

    En af de producenter, som havde rejst det søgsmål, der førte til underkendelse afforordning nr. 857/84 ved Mulder I-dommen, havde i mellemtiden sammen med enrække andre producenter rejst erstatningssøgsmål mod Rådet og Kommissionenmed påstand om erstatning af deres tab som følge af, at de ikke havde fået tildelten referencemængde i medfør af forordningen.

13.

    Ved dom af 19. maj 1992 i sagerne Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen(forenede sager C-104/89 og C-37/90, Sml. I, s. 3061, herefter »Mulder II-dommen«), fastslog Domstolen, at Fællesskabet var ansvarligt for de pågældendetab og opfordrede parterne til at opnå enighed om erstatningens størrelse, idetDomstolen i modsat fald senere måtte træffe afgørelse herom.

14.

    Det fremgår af denne dom, at enhver producent, der har været forhindret i atmarkedsføre mælk, alene fordi han har påtaget sig en ikke-markedsførings- elleromstillingsforpligtelse, principielt har krav på erstatning for det herved lidte tab. Isamme dom afviste Domstolen dog, at Fællesskabet ifaldt noget ansvar som følgeaf den bestemmelse, hvorved den specifikke referencemængde var blevet begrænsettil 60% af den mængde mælk, som producenten havde solgt i de seneste tolvmåneder inden indgivelsen af ansøgningen om præmie, hvilken bestemmelseDomstolen havde underkendt i de ovennævnte domme i Spagl- og Pastätter-sagerne. Domstolen fastslog, at denne begrænsning ikke udgjorde en tilstrækkeligtkvalificeret krænkelse af en højere retsregel i den forstand, hvori dette udtryk

anvendes i Domstolens praksis, hvorfor Fællesskabet ikke kunne ifalde nogetansvar over for producenterne.

15.

    På grund af det store antal berørte producenter og i betragtning afvanskelighederne ved at forhandle individuelle løsninger offentliggjorde Rådet ogKommissionen den 5. august 1992 meddelelse 92/C 198/04 (EFT C 198, s. 4,herefter »meddelelse af 5. august 1992«). Efter i meddelelsen at have redegjort forvirkningerne af Mulder II-dommen tilkendegav institutionerne med henblik på atsikre dommen fuld virkning, at de agtede at vedtage nærmere regler for udbetalingaf erstatning til de pågældende producenter. Indtil vedtagelsen af disse reglerforpligtede institutionerne sig til over for enhver producent, der havde krav påerstatning, at give afkald på at påberåbe sig forældelsen i henhold til artikel 43 iEØF-statutten for Domstolen (herefter »statutten«). Forpligtelsen var dog betingetaf, at retten til erstatning ikke var forældet på tidspunktet for offentliggørelsen afmeddelelsen eller på det tidspunkt, hvor producenten havde rettet henvendelse tilen af institutionerne.

16.

    I fortsættelse af meddelelsen af 5. august 1992 vedtog Rådet forordning (EØF)nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud om erstatning til visse producenter af mælkog mejeriprodukter, som midlertidigt har været forhindret i at udøve deresvirksomhed (EFT L 196, s. 6, herefter »forordning nr. 2187/93«).

Tvistens faktiske omstændigheder

17.

    Friedhelm Quiller og Johann Heusmann, som er mælkeproducenter i Tyskland, fikden 2. april 1984 i henhold til artikel 2 i forordning nr. 857/84 tildelt en rækkeoprindelige referencemængder - dvs. mælkemængder, der er fritaget fortillægsafgiften efter artikel 5c i forordning nr. 804/68 - for de landbrugsbedrifter,som de er indehavere af i henholdsvis Lienen og Loxstedt (Tyskland). Dissereferencemængder udgjorde henholdsvis 142 000 og 536 700 kg.

18.

    I 1978 havde sagsøgeren Friedhelm Quiller forpagtet en anden landbrugsbedrift,som tilhørte Friedrich Beckmann. Denne havde i henhold til forordning nr. 1078/77påtaget sig en ikke-markedsføringsforpligtelse for perioden fra den 1. juni 1978 tilden 31. maj 1983 og havde modtaget den præmie, som modsvarede denneforpligtelse, og som var beregnet på grundlag af en mængde på 32 642 kg mælk.Ved en erklæring af 26. oktober 1978 afgivet i henhold til artikel 6 i forordningnr. 1078/77 overtog sagsøgeren som forpagter af Beckmann's bedrift (herefter»Beckmann-bedriften«) dennes forpligtelser.

19.

    I 1988 arvede Quiller's hustru Beckmann-bedriften. Siden da har Quiller forvaltetbedriften i medfør af en »brugsret«.

20.

    I 1984 fik Quiller ikke tildelt nogen referencemængde for Beckmann-bedriften, dade forpligtelser, han havde overtaget, vedrørte det referenceår, som var blevet valgt

i medfør af forordning nr. 857/84. Han blev derfor forhindret i at genoptagemarkedsføringen af mælk fra denne bedrift.

21.

    Johann Heusmann's hustru er indehaver af en mælkeproducerende bedrift i Bramel(Tyskland) (herefter »Bramel-bedriften«), som i 1980 blev drevet af hendes far,Kriegs. Denne indgik i samme år en forpligtelse til ikke-markedsføring i henholdtil forordning nr. 1078/77, der udløb den 9. oktober 1985. Som modydelse til denneforpligtelse fik han udbetalt en ikke-markedsføringspræmie den 8. juli 1980, der varberegnet på grundlag af en mængde på 263 104 kg mælk.

22.

    Den 1. august 1980 overtog Heusmann det areal, Kriegs tidligere havde udnyttet,og indtrådte i dennes forpligtelse til ikke-markedsføring.

23.

    Da denne forpligtelse ophørte den 9. oktober 1985, fik Heusmann ikke tildeltnogen referencemængde for Bramel-bedriften, idet forpligtelsen omfattede detreferenceår, som var valgt i medfør af forordning nr. 857/84. Han blev derforforhindret i at genoptage markedsføringen af mælk fra denne bedrift.

24.

    Som følge af ovennævnte dom i Wehrs-sagen fik sagsøgerne tildelt specifikkereferencemængder af de tyske myndigheder. Den 2. december 1993 fik Quillertildelt en referencemængde på 27 746 kg mælk, mens Heusmann den 1. februar1993 fik tildelt en referencemængde på 223 638 kg.

Retsforhandlinger

25.

    I en skrivelse til Kommissionen af 12. januar 1994 rejste Quiller krav om erstatningfor sit tab ved, at han ikke havde kunnet levere mælk i perioden mellem den 1.april 1984 og den 29. juli 1993, dvs. tidspunktet for offentliggørelsen af forordningnr. 2055/93. Den 29. marts 1994 svarede Kommissionen ham, at den ikke var istand til at tilbyde ham erstatning.

26.

    Den 24. maj 1994 anlagde Quiller den første af de foreliggende sager, som blevregistreret under nr. T-195/94.

27.

    Ved skrivelser til Kommissionen og Rådet af 11. april 1991 rejste Heusmann oghans hustru krav om erstatning for deres tab ved, at de havde været forhindret iat levere mælk i perioden mellem den 9. oktober 1985 og april 1991 som følge af,at de havde fået afslag på tildeling af en referencemængde for Bramel-bedriften.Ved skrivelser af 2. og 15. maj 1991, som blev modtaget den 7. og 17. maj, svaredeinstitutionerne, at betingelserne for, at Fællesskabet kunne ifalde ansvar, ikke varopfyldt.

28.

    Ved skrivelse til Kommissionen af 13. januar 1994 anmodede Heusmann denne omat oplyse, om den ville give afkald på at påberåbe sig, at erstatningskravet varforældet, indtil Domstolens dom vedrørende erstatningens størrelse var

offentliggjort. Hertil svarede Kommissionen den 29. marts 1994, at den ikke var istand til at tilbyde ham erstatning.

29.

    Den 1. juni 1994 anlagde Heusmann den anden af de foreliggende sager, som blevregistreret under nr. T-202/94.

30.

    Ved kendelse af 31. august 1994 forenede Retten sagerne T-195/94 og T-202/94med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling samt domsafsigelsen.

31.

    Den skriftlige forhandling blev afsluttet i de to sager den 10. maj 1995 medindgivelse af duplik.

32.

    Ved skrivelse af 22. januar 1996 meddelte Heusmann Retten, at han og hans hustruved en notarielt bekræftet kontrakt af 16. juni 1995 med virkning fra den 1. juni1995 havde overdraget deres landbrugsbedrift til sønnen, Jan Heusmann. I medføraf denne kontrakt blev ejendomsretten til en del af de arealer, som omfattedeBramel-bedriften, overdraget til Jan Heusmann, der endvidere fik tildelt en tiårigbrugsret for den øvrige del af arealerne. I medfør af samme kontrakt blev ogsåægtefællernes krav over for Fællesskabet overdraget til sønnen.

33.

    Som følge af disse omstændigheder har sagsøgeren anmodet om, at hans påstandei stævningen ændres, således at det krævede erstatningsbeløb udbetales til JanHeusmann.

34.

    Ved skrivelse af 29. februar 1996 har de sagsøgte erklæret, at de ikke modsættersig den af sagsøgeren begærede ændring af påstanden.

Parternes påstande

35.

    I sag T-195/94 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

-    De sagsøgte tilpligtes in solidum at betale sagsøgeren en erstatning på61 573,60 DM med rente 8% fra den 19. maj 1992 for det tab, sagsøgerenhar lidt i perioden mellem den 2. april 1984 og den 29. juli 1993.

-    De sagsøgte tilpligtes in solidum at betale sagens omkostninger.

36.

    I replikken har sagsøgeren endvidere nedlagt påstand om, at de sagsøgte tilpligtesat betale udgifterne til en sagkyndig erklæring, som blev afgivet den 9. marts 1995,og som er vedlagt sagens akter.

37.

    I sag T-202/94 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

-    De sagsøgte tilpligtes in solidum at betale sagsøgeren en erstatning på600 924 DM med rente 8% fra den 19. maj 1992 for det tab, sagsøgeren harlidt i perioden mellem den 9. oktober 1985 og den 1. februar 1993.

-    De sagsøgte tilpligtes in solidum at betale sagens omkostninger.

38.

    I replikken har sagsøgeren endvidere nedlagt påstand om, at de sagsøgte tilpligtesat betale omkostningerne til en sagkyndig erklæring, som blev afgivet i februar1995, og som er vedlagt replikken.

39.

    I sin skrivelse af 22. januar 1996 har sagsøgeren ændret sine påstande med henblikpå, at betalingen af den krævede erstatning udbetales til Jan Heusmann.

40.

    De sagsøgte har nedlagt følgende påstande:

-    Sagerne afvises, subsidiært frifindes de sagsøgte.

-    Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Formaliteten i sag T-195/94

Parternes argumenter

41.

    De sagsøgte har gjort gældende, at sagen må afvises, da stævningen strider modprocesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), idet den begrænser sig til at henvisetil forordning nr. 2187/93 og ikke indeholder nogen fremstilling af de relevanteanbringender. Navnlig indeholder stævningen ikke nogen beregning af det hævdedetab af fortjeneste efter de kriterier, der er fastlagt i Mulder II-dommen.

42.

    Sagsøgeren bestrider, at sagen bør afvises som anlagt i strid medprocesreglementets artikel 44. Han anfører, at stævningen indeholder en detaljeretredegørelse for det lidte tab. Herudover har sagsøgeren fremlagt en sagkyndigerklæring samt flere skrivelser og en erklæring fra LandwirtschaftskammerWestfalen-Lippe til godtgørelse af sine påstande vedrørende Beckmann-bedriften.

Rettens bemærkninger

43.

    Ifølge procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal stævningen indeholde enangivelse af søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene.

44.

    Disse krav er opfyldt i denne sag. Søgsmålsgrundene fremgår klart af stævningen,og det fremgår i øvrigt, at de sagsøgte institutioner har været i stand til at tage tilgenmæle over for dem. Hvad særlig angår den omstændighed, at beregningen afdet hævdede tab udelukkende var foretaget på grundlag af forordning nr. 2187/93,som ikke finder anvendelse i sagen, må det konstateres, at stævningen indeholderangivelser vedrørende karakteren og størrelsen af det hævdede tab og dettes

forbindelse med en retsakt, der er udstedt af en fællesskabsinstitution (jf.Domstolens dom af 2.12.1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schöppenstedt mod Rådet,Sml. 1971, s. 275, se på s. 277-278, og Rettens dom af 18.9.1996, sag T-387/94, AsiaMotor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 961, præmis 107). Det varendvidere berettiget, at disse angivelser blev suppleret i replikken.

45.

    Formalitetsindsigelsen må herefter forkastes, og sagen må fremmes tilrealitetsbehandling.

Spørgsmålet om erstatningskrav i henhold til EF-traktatens artikel 215 og omdette kravs eventuelle størrelse

46.

    Til støtte for påstandene har sagsøgerne gjort gældende, at betingelserne for, atFællesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, er opfyldt. I sag T-195/94omfatter dette erstatningsansvar ifølge sagsøgeren det tab, der er lidt i periodenmellem den 2. april 1984, dvs. datoen for ikrafttrædelsen af forordning nr. 857/84,og den 29. juli 1993, dvs. datoen for offentliggørelsen af forordning nr. 2055/93. Isag T-202/94 omfatter erstatningsansvaret sagsøgerens tab i perioden mellem den9. oktober 1985, dvs. datoen for ophøret af forpligtelsen til ikke at markedsføremælk fra sagsøgerens Bramel-bedrift, og den 1. februar 1993, dvs. den dato, dasagsøgeren fik tildelt en referencemængde for denne bedrift. Endvidere anførersagsøgerne, at deres erstatningskrav ikke er forældet.

47.

    De sagsøgte bestrider, at Fællesskabet er ansvarligt over for sagsøgerne. De gørgældende, at et sådant eventuelt erstatningskrav under alle omstændigheder erforældet.

1. Fællesskabets ansvar

48.

    Fællesskabet kan kun ifalde ansvar uden for kontraktforhold efter traktatens artikel215, stk. 2, for det tab, institutionerne har forvoldt, såfremt visse betingelser eropfyldt, nemlig at den adfærd, som fællesskabsinstitutionen kritiseres for at haveudvist, er retsstridig, at der er indtrådt et tab, og at der er årsagsforbindelse mellemden retsstridige adfærd og det hævdede tab (Domstolens dom af 17.12.1981,forenede sager 197/80-200/80, 243/80, 245/80 og 247/80, Ludwigshafener Walzmühlem.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 3211, præmis 18, og Rettens dom af13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkensm.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, præmis 80).

49.

    Hvad angår generelle retsakter er et erstatningsansvar for sådanne retsakter efterfast praksis (Domstolens dom i ovennævnte sag Zuckerfabrik Schöppenstedt modRådet, præmis 11, dom af 25.5.1978, forenede sager 83/76 og 94/76, 4/77, 15/77 og40/77, Bayerische HNL m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 1209, præmis4, og Rettens dom af 15.4.1997, sag T-390/94, Schröder m.fl. mod Kommissionen,Sml. II, s. 501, præmis 52) betinget af, at den adfærd, Fællesskabet kritiseres for

at have udvist, udgør en tilsidesættelse af en højere retsregel til beskyttelse afprivate. Hvis institutionen har udstedt retsakten under udøvelsen af en vidskønsbeføjelse, således som det er tilfældet inden for området for den fælleslandbrugspolitik, er det desuden en betingelse, at denne tilsidesættelse ertilstrækkeligt kvalificeret, dvs. at den er åbenbar og grov (Domstolens dom iovennævnte sag Bayerische HNL m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 6,dom af 8.12.1987, sag 50/86, Grands Moulins de Paris mod EØF, Sml. s. 4833,præmis 8, samt Mulder II-dommens præmis 12; Rettens dom af 14.9.1995, forenedesager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II,s. 2305, præmis 194).

50.

    Det skal herefter undersøges, om disse betingelser er opfyldt i denne sag.

Tilsidesættelse af en højere retsregel

Parternes argumenter

51.

    Sagsøgerne har gjort gældende, at Domstolen i ovennævnte dom i Wehrs-sagen(præmis 13, 14 og 15) fastslog, at SLOM III-producenternes berettigede forventningvar blevet tilsidesat. De anfører, at man ikke må forskelsbehandle en producent,som overtager en forpligtelse til ikke-markedsføring, og den person, der har påtagetsig forpligtelsen. Hvis sagsøgerne havde kunnet forudse, at de var blevet forhindreti at producere mælk, ville de ikke have overtaget ikke-markedsføringsforpligtelsernefra Beckmann og Kriegs. Ved fastsættelsen af den nedsatte pris, hvortil de overtogde omtvistede bedrifter, var der kun taget hensyn til den periode, som var omfattetaf forpligtelsen til ikke-markedsføring eller omstilling.

52.

    Heroverfor anfører de sagsøgte, at sagsøgerne frit har overtaget de bedrifter,hvorpå der hvilede en forpligtelse til ikke-markedsføring. De kan derfor ikke påtrods af Wehrs-dommen gøre gældende, at afslaget på at tildele dem enreferencemængde for de nævnte bedrifter var i strid med deres berettigedeforventning. Ifølge fast retspraksis kan de erhvervsdrivende, som efter tilskyndelsefra Fællesskabet har afbrudt deres produktion under en bestemt periode, ikke efterudløbet af denne periode pålægges restriktioner, der særligt berører dem på grundaf den omstændighed, at de udnyttede mulighederne efter fællesskabsreglerne. Tilforskel fra de første producenter, som påtog sig en forpligtelse til ikke-markedsføring, blev SLOM-III producenterne nemlig ikke tilskyndet ved nogenfællesskabsforanstaltning til at indgå en sådan forpligtelse. Under alleomstændigheder afspejler den nedsatte pris, hvortil disse producenter erhvervedederes bedrifter, den økonomiske risiko ved, at de i givet fald fik afslag på at fåtildelt en referencemængde.

Rettens bemærkninger

53.

    Domstolen fastslog i præmis 13 og 14 i ovennævnte dom i Wehrs-sagen, at SLOMIII-producenterne havde en berettiget forventning om, at de ikke blev undergivet

en ordning som den, der følger af antikumulationsreglen i forordning nr. 857/84. Idommens præmis 15 kendte Domstolen denne regel ugyldig som stridende modprincippet om beskyttelsen af den berettigede forventning. I en tidligere dom,nemlig i Mulder II-sagen (i præmis 15) havde Domstolen fastslået, at dette principer en højere retsregel til beskyttelse af private.

54.

    Eftersom antikumulationsreglen er blevet anvendt på sagsøgerne - hvilket i øvrigter ubestridt - ønsker de sagsøgte med deres argument i realiteten at få behandletet spørgsmål, som allerede er afgjort ved Wehrs-dommen. Følgelig må argumentetafvises.

55.

    Hvad særlig angår de sagsøgtes argument om, at SLOM III-producenterne ikkeblev tilskyndet af en fællesskabsforanstaltning til at indgå forpligtelsen til ikke-markedsføring, må det fremhæves, som Domstolen gjorde i Wehrs-dommen(præmis 13-15), at det er en krænkelse af de pågældende producenters berettigedeforventning, såfremt de efter ophøret af en forpligtelse til ikke-markedsføring, derer overtaget fra en anden, pålægges restriktioner, som berører dem specielt pågrund af denne forpligtelse.

56.

    Også de sagsøgtes argument om den angiveligt lavere pris, hvortil de overtog debedrifter, SLOM-forpligtelserne hvilede på, må forkastes. Som anført af sagsøgerneberor denne prisnedsættelse - i overensstemmelse med, hvad der gælder undernormale markedsvilkår - alene på, at der er taget hensyn til arealernes ringereværdi i den periode, hvor der hvilede en forpligtelse til ikke-markedsføring elleromstilling på dem.

57.

    Det må herefter fastslås, at der i denne sag er sket en tilsidesættelse af en højereretsregel.

Spørgsmålet, om tilsidesættelsen af princippet om beskyttelse af den berettigedeforventning er tilstrækkelig kvalificeret

58.

    Der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en højere retsregel, nårinstitutionerne åbenbart og groft overskrider grænserne for deres skønsmæssigebeføjelser uden at henvise til, at der foreligger en overordnet offentlig interesse.Det fremgår af fast praksis, at der foreligger en sådan tilsidesættelse, nårfællesskabslovgiver undlader at tage hensyn til en klart afgrænset gruppe aferhvervsdrivende, navnlig hvis den trufne foranstaltning er uforudseelig ogoverskrider grænserne for normale økonomiske risici (Mulder II-dommen, præmis16 og 17; se endvidere Domstolens dom af 4.10.1979, sag 238/78, Ireks-Arkady modRådet og Kommissionen, Sml. s. 2955, præmis 11).

59.

    Det skal undersøges, om en sådan situation foreligger i denne sag.

a) Spørgsmålet om man har forsømt at tage hensyn til en klart afgrænset gruppeaf erhvervsdrivende

Parternes argumenter

60.

    Sagsøgerne har gjort gældende, at SLOM III-producenterne er i nøjagtig sammesituation som SLOM I- og SLOM II-producenterne. Ligesom de blev de ved deretsstridige forordninger udelukket fra enhver mulighed for på ny at få tildelt denmængde, deres forpligtelse til ikke-markedsføring omfattede. Desuden udgjorde deen klart defineret gruppe, idet deres navne fremgår af de kompetentemyndigheders sagsakter.

61.

    Ved ikke at tildele SLOM III-producenterne en referencemængde harfællesskabslovgiver, uden at henvise til, at der foreligger en overordnet offentliginteresse, helt forsømt at tage hensyn til den særlige situation, som en klartafgrænset gruppe af erhvervsdrivende befandt sig i. Fællesskabslovgiver traf ikkemed vedtagelsen af forordning nr. 764/89 nogen erhvervspolitisk beslutning iforhold til SLOM III-producenterne i den forstand, hvori dette udtryk er anvendti Mulder II-dommens præmis 21. I nævnte forordning tog Rådet overhovedet ikkehensyn til disse producenters interesser, der således blev behandlet på sammemåde, som SLOM I- og SLOM II-producenterne var blevet behandlet vedforordning nr. 857/84 i den oprindelige affattelse.

62.

    Det er helt ubegrundet, at SLOM III-producenterne ikke har fået tildelt nogenreferencemængde. Det generelle hensyn til stabiliteten på mælkemarkedet kanikke, som hævdet af de sagsøgte, retfærdiggøre denne beslutning, da det kvantummælk, de berørte producenter behøvede, ikke bragte ligevægten på markedet i fare.Den omstændighed, at sagsøgerne i medfør af artikel 2 i forordning nr. 857/84havde fået tildelt en referencemængde for en bedrift, hvorpå der ikke hviledenogen forpligtelse til ikke-markedsføring, og derfor ikke var fuldstændig udelukketfra at producere mælk, er herved uden betydning. Kun SLOM-bedriften bør nemligtages i betragtning i denne forbindelse, og kriterierne i Mulder II-dommen bringesi anvendelse på den. Den omstændighed, at sagsøgerne havde produceret mælk ien anden bedrift, godtgør, at de havde til hensigt at genoptage mælkeproduktionenpå SLOM-bedriften, når forpligtelsen til ikke-markedsføring var ophørt.

63.

    Heroverfor har de sagsøgte anført, at SLOM III-producenterne i modsætning tilSLOM I-producenterne ikke udgør nogen klart afgrænset gruppe aferhvervsdrivende. SLOM I-producenterne er defineret ved, at de ikke havde leveretnogen mælk på grund af en forpligtelse, som de havde indgået, før den for dembebyrdende forordning trådte i kraft. SLOM III-producenterne er defineret ved, atde overtog en bedrift, hvorpå der hvilede en forpligtelse til ikke-markedsføring. Ensådan bedrift kunne være overtaget før eller efter forordning nr. 857/84. Sagsøgerneudgjorde derfor ikke på tidspunktet for denne forordnings vedtagelse nogen klartafgrænset gruppe af erhvervsdrivende. Som svar på anbringendet om, at SLOM III-producenterne kunne identificeres i kraft af de dokumenter, der befandt sig hos de

myndigheder, som havde udbetalt præmierne for ikke-markedsføring, anfører desagsøgte, at den omstændighed, at der findes en fortegnelse over disse producenter,ikke ændrer ved det forhold, at overtagelsen af ikke-markedsføringsforpligtelsen dejure eller de facto kan have fundet sted efter ikrafttrædelsen af forordningnr. 857/84, og at producenterne ikke på dette tidspunkt udgjorde nogen klartafgrænset gruppe.

64.

    Videre anfører de sagsøgte, at man ikke ved udstedelsen af bestemmelserne iforordning nr. 764/89 forsømte at tage hensyn til SLOM III-producenterne. Disseproducenter var nemlig blevet tildelt en referencemængde i henhold til artikel 2 iforordning nr. 857/84 og var derfor ikke blevet fuldstændig og varigt udelukket framarkedet, men kunne fortsætte deres produktion, selv om de ikke rådede overnogen referencemængde for SLOM-bedriften. Fællesskabet ifaldt derfor ikke nogetansvar for, at SLOM III-producenterne ikke havde fået tildelt nogenreferencemængde ved forordning nr. 857/84 og nr. 764/89. I modsætning til, hvadsagsøgerne har hævdet i replikken, angik de erstatningsbetingelser, som eromhandlet i Mulder-dommen (præmis 17), kun det tilfælde, hvor de pågældendeproducenter fuldstændigt og varigt udelukkes fra at markedsføre mælk. Indførelsenaf antikumulationsreglen har i øvrigt ikke medført, at SLOM III-producenterne blevforskelsbehandlet i forhold til SLOM I- og SLOM II-producenterne, men blot, atderes situation ikke blev forbedret.

65.

    I betragtning af den vanskelige situation på markedet for mælkeprodukter og af,at de SLOM III-producenter, som befandt sig i sagsøgernes situation, kunnefortsætte med at producere mælk i den bedrift, der ikke var nogen SLOM-bedrift,havde de sagsøgte ved at differentiere de to grupper ikke truffet nogen klartretsstridig beslutning under hensyn til det skøn, som tilkommer dem. Institutionernehavde taget hensyn til en overordnet offentlig interesse, da de afslog at tildeleSLOM III-producenterne referencemængder. Med vedtagelsen af forordningnr. 764/89 havde institutionerne truffet et økonomisk-politisk valg bestående i, atde ikke tildelte SLOM III-producenterne nogen mængder for ikke at forstyrreligevægten på mælkemarkedet. Med denne beslutning overskred institutionerneikke grænserne for den skønsbeføjelse, som tilkommer dem på dette område. Dade pågældende producenter allerede havde fået tildelt en oprindeligreferencemængde, befandt de sig i en særlig situation, der retfærdiggjorde, at deblev behandlet anderledes. Disse grunde fremgår klart af anden, tredje og femtebetragtning til forordning nr. 764/89. Lovgiver foretog herved en afvejning afmodstridende interesser og forbeholdt referencemængderne for de producenter,som endnu ikke havde fået tildelt sådanne mængder.

Rettens bemærkninger

66.

    SLOM III-producenterne var producenter, som ikke direkte havde påtaget sig enforpligtelse i henhold til forordning nr. 1078/77, men som havde overtaget enbedrift, hvis tidligere indehaver havde påtaget sig en sådan forpligtelse. Selv om

den ordning, der gjaldt for dem efter forordning nr. 857/84, var den samme, somgjaldt for de øvrige SLOM-producenter, var deres situation kendetegnet af dettesærlige forhold. På grund af det nævnte særlige forhold var disse producenternemlig SLOM-producenter, der som følge af forordning nr. 764/89 var blevetberøvet enhver mulighed for at få tildelt en specifik referencemængde. Først dadenne forordning trådte i kraft, ændrede grundlaget sig for den ordning, som blevanvendt på dem, men som producenter befandt de sig i en særlig situation, sidende havde overtaget de bedrifter, hvorpå forpligtelserne i henhold til forordningnr. 1078/77 hvilede.

67.

    De sagsøgtes argument om, at den formelle identifikation af den pågældendeproducentgruppe skal være sket forud for indførelsen af de regler, som kendesugyldige, er ubegrundet. Ganske vist var dette tilfældet med SLOM I-producenterne, der havde påtaget sig en forpligtelse til ikke-markedsføring indenvedtagelsen af forordning nr. 857/84, som regulerede deres forhold, men denomstændighed, at der efter de successive ændringer, der blev gennemført af denneforordning, kun blev én producentgruppe tilbage - således at forstå, at de tidligeregenerelle regler kun gjaldt for denne producentgruppe - udelukker ikke, at dennævnte gruppe kan anerkendes at befinde sig i en særlig situation.

68.

    Desuden udgjorde SLOM I- og SLOM II-producenterne, som det fremgår afMulder I- og Mulder II-dommene, som helhed en særlig producentgruppe. DaSLOM III-producenterne var kendetegnet ved, at de forblev i samme situation somde øvrige grupper indtil 1993, udgør de ligesom dem en særlig gruppe, der i stridmed en højere retsregel ikke fik tildelt nogen referencemængde (jf. ovenfor,præmis 53).

69.

    Endelig må man forkaste de sagsøgtes argument om, at SLOM III-producenterneikke blev helt udelukket fra markedet, da de fortsat kunne producere mælk påderes oprindelige bedrift. Da dette argument er baseret på, at SLOM III-producenterne ikke blev fuldstændig udelukket fra at markedsføre mælk, burdeinstitutionerne have taget hensyn til forholdet mellem referencemængden for denoprindelige bedrift og for SLOM-bedriften. Da de sagsøgte imidlertid har forsømtat tage hensyn til dette forhold ved vurderingen af de enkelte SLOM-producenter,har de over for de nævnte producenter foretaget en vilkårlig og forskellig fordelingaf den byrde, som beror på, at »det er strengt nødvendigt ikke at gribe ind i denskrøbelige stabilitet, der for tiden er opnået på markedet for mælk ogmejeriprodukter« (femte betragtning til forordning nr. 764/89). Det økonomiskeoffer, som angiveligt var nødvendigt for at tilgodese denne offentlige interesse, blevderfor objektivt ulige fordelt. Hermed har institutionerne overskredet deresskønsbeføjelse.

b) Spørgsmålet, om den trufne foranstaltning var uforudseelig, og om denoverskrider grænserne for normale økonomiske risici

Parternes argumenter

70.

    Sagsøgerne anfører, at de økonomiske ofre, som de er blevet pålagt ved at væreberøvet en referencemængde, overskrider de grænser, der er lovlige efterretspraksis, navnlig Mulder II-dommen. I betragtning af de referencemængder, defik tildelt efter afsigelsen af ovennævnte dom i sagen Wehrs (jf. præmis 11), var detet betydeligt tab, sagsøgerne led i årene 1984-1993. De grunde, som i Mulder II-dommen førte Domstolen til at afvise, at Fællesskabet ifaldt nogeterstatningsansvar, fordi de specifikke referencemængder ved forordning nr. 764/89var blevet begrænset til 60%, har derfor ikke gyldighed i den foreliggende sag.

71.

    Sagsøgeren i sag T-195/94 anfører, at den specifikke referencemængde, han fiktildelt i 1993 i henhold til SLOM III-ordningen, udgjorde 23,94% af den oprindeligereferencemængde (jf. ovenfor, præmis 18). Hvis man beregner det erstatningskrav,som er rejst i denne sag, på grundlag af Mulder II-dommen, udgør procentsatsen26,3.

72.

    I sag T-202/94 anfører sagsøgeren, at den specifikke referencemængde, han burdevære blevet tildelt på grundlag af SLOM III-ordningen, beregnet efter kriteriernei Mulder II-dommen, udgjorde 31,4% af den oprindelige referencemængde (jf.ovenfor, præmis 21). I replikken anfører sagsøgeren, at den specifikkereferencemængde, han faktisk fik tildelt, udgjorde 41,67%, men at denneprocentsats må forhøjes til 45,55 eller 49% af den oprindelige referencemængde,hvis man tager hensyn til de indskrænkninger i referencemængden, som erforetaget ved de herom udstedte regler.

73.

    Efter de sagsøgtes opfattelse var den omstændighed, at sagsøgerne blev forhindreti at genoptage produktionen, ikke uforudseelig, navnlig ikke i sag T-195/94, hvorsagsøgeren erhvervede sin brugsret efter vedtagelsen af forordning nr. 857/84. Denomstændighed, at det var udelukket at genoptage produktionen, overskred hellerikke grænserne for de økonomiske risici, som normalt er forbundet med udøvelseaf den pågældende form for virksomhed. Den referencemængde, sagsøgerne blevberøvet, udgjorde mindre end 40% af den specifikke referencemængde, sagsøgerneoprindelig fik tildelt. I Mulder II-dommen fastslog Domstolen, at Fællesskabet ikkeifaldt ansvar for en nedsættelse af SLOM-referencemængden med mindre end40%. Disse producenters situation svarer nemlig til den, som forelå i Mulder II-dommen, hvori Domstolen udelukkede, at Fællesskabet kunne ifalde ansvar for60%-reglen i artikel 3a, stk. 2, i forordning nr. 857/84, som ændret ved forordningnr. 764/89.

Rettens bemærkninger

74.

    Ligesom alle andre SLOM III-producenter blev sagsøgerne i deres SLOM-bedrifterfuldstændig afskåret fra at markedsføre mælk fra det tidspunkt, da forpligtelsen ihenhold til forordning nr. 1078/77 ophørte, og det tidspunkt, da de som følge afovennævnte dom i Wehrs-sagen fik tildelt en specifik referencemængde. Da de blevnægtet en referencemængde henholdsvis i april 1984 og oktober 1985 og først fik

tildelt en referencemængde henholdsvis i december og februar 1993, fremgår detklart, at sagsøgerne blev pålagt et betydeligt offer.

75.

    I modsætning til, hvad de sagsøgte har hævdet, var dette offer ingenlundeforudseeligt, og det lå ikke inden for grænserne af de risici, som normalt erforbundet med den pågældende form for virksomhed.

76.

    Hvad angår tabets uforudseelighed bemærkes, at sagsøgerne, som var SLOM III-producenter, var i samme situation som SLOM II-producenterne, da de hvad angården bedrift, hvorpå forpligtelsen til ikke-markedsføring hvilede, blev fuldstændig ogvarigt udelukket fra at få tildelt en referencemængde som følge af forordningnr. 857/84 (jf. Mulder II-dommen, præmis 17). Som Domstolen tidligere harfastslået, blev SLOM I- og SLOM III-producenterne pålagt en begrænsning, somberørte dem særligt på grund af denne forpligtelse (jf. Mulder I-dommen, præmis24, og Wehrs-dommen, præmis 13).

77.

    Det gælder også, selv om retsgrundlaget for den virksomhed, sagsøgerne udøvedepå SLOM-bedriften, ændrede sig efter tidspunktet for ikrafttrædelsen af forordningnr. 764/89. Da producenterne var indtrådt i forpligtelserne til ikke-markedsføringfør dette tidspunkt, havde de en berettiget forventning om, at de kunne genoptagemarkedsføringen, når disse forpligtelser var ophørt (jf. Wehrs-dommen, præmis 13).

78.

    Hvad angår spørgsmålet, om grænserne for normale økonomiske risici varoverskredet, bemærkes, at Domstolen i Mulder II-dommen (præmis 17) fastslog,at Fællesskabet ifaldt ansvar, fordi der ikke var truffet foranstaltninger med henblikpå at tildele SLOM I-producenterne referencemængder, således at de blevfuldstændig afskåret fra at producere mælk. Derimod fandt Domstolen ikke, at detvar ansvarspådragende, at referencemængden til SLOM II-producenterne blevbegrænset til 60% af den mængde, der normalt tilkom producenterne.

79.

    Som tidligere anført (jf. ovenfor, præmis 76) svarer sagsøgernes situation til SLOMI-producenternes, da de blev fuldstændig afskåret fra at producere mælk på detareal, hvorpå den forpligtelse, de havde overtaget, hvilede.

80.

    Desuden adskiller sagsøgernes situation sig på flere punkter fra SLOM II-producenterne i modsætning til, hvad de sagsøgte har hævdet.

81.

    Det bemærkes i den forbindelse, at hele det tab, som er omhandlet i Mulder II-dommen, var indtruffet på det tidspunkt, da Domstolen traf afgørelse omerstatningskravet. Det var nemlig blevet udelukket at markedsføre mælk på alleSLOM-bedrifterne fra tidspunktet for ikrafttrædelsen af forordning nr. 857/84 - idennes oprindelige affattelse - og tidspunktet for ikrafttrædelsen af forordningnr. 764/89 (jf. ovenfor, præmis 5). Mellem det sidstnævnte tidspunkt og tidspunktetfor ikrafttrædelsen af forordning nr. 1639/91 blev SLOM I- og II-producenternesmarkedsføring af deres produkter begrænset til 60% af den oprindelige

referencemængde (jf. ovenfor, præmis 6). De modtog først en fuldstændigreferencemængde ved forordning nr. 1639/91 (jf. ovenfor, præmis 8).

82.

    Ved Mulder II-dommen afviste Domstolen derfor alene, at Fællesskabet ifaldtansvar ved i en midlertidig periode (ca. to år) at have foretaget en begrænsning (til60%) af den mængde mælk, som var leveret eller solgt i de seneste tolv måneder,før forpligtelsen til ikke-markedsføring eller omstilling blev indgået. De pågældendeproducenter var derfor højst berøvet en referencemængde helt eller delvis i syv år,nemlig fra det tidspunkt, da de første forpligtelser i henhold til forordningnr. 1078/77 ophørte, eller fra det tidspunkt da forordning nr. 857/84 blev vedtaget,og indtil ikrafttrædelsen af forordning nr. 1639/91. For SLOM I- og SLOM II-producenterne varede den fuldstændige udelukkelse fra markedsføringen såledeshøjst fem år, og Domstolen fastslog, at Fællesskabet ifaldt ansvar herfor.

83.

    I den foreliggende sag blev sagsøgerne ligesom alle de øvrige SLOM III-producenter fuldstændig berøvet en referencemængde, de havde krav på (jf.Wehrs-dommen). Tabet som følge heraf strakte sig over en periode mellem dettidspunkt, da forordning nr. 857/84 blev bragt i anvendelse på dem, og dettidspunkt, da de fik tildelt en referencemængde, hvilket først skete efter afsigelsenaf Wehrs-dommen den 3. december 1992.

84.

    Under disse omstændigheder er karakteren og varigheden af det tab af enreferencemængde, som sagsøgerne måtte tåle, forhold, der klart adskiller dem fraden situation, hvori de producenter, som ifølge Mulder II-dommen ikke havdenoget krav på erstatning fra Fællesskabet, befandt sig.

85.

    Denne nægtelse af at tildele dem en referencemængde overskrider grænserne forde risici, som normalt er forbundet med den pågældende form for virksomhed, oger af en sådan karakter, at den medfører et erstatningsansvar for Fællesskabetuden for kontraktforhold.

Spørgsmålet, om der er indtrådt et tab, og om der er årsagsforbindelse

86.

    Sagsøgerne anfører, at de i deres egenskab af producenter er blevet nægtet enreferencemængde, hvorved de har lidt et tab. De sagsøgte bestrider, at der erindtrådt noget tab, da sagsøgerne ikke er producenter og derfor ikke kunne gørekrav på tildeling af en referencemængde.

Parternes argumenter

87.

    Efter sagsøgernes opfattelse fremgår det af de dokumenter af henholdsvis 19. juli1991 og 21. februar 1995, som er udfærdiget af Landwirtschaftskammer Westfalen-Lippe og Hannover, at sagsøgerne har lidt et tab, da de fortsat drev SLOM-bedrifterne, efter at de havde overtaget de hertil knyttede ikke-markedsføringsforpligtelser. Det var udelukkende på grund af den retlige

usikkerhed om situationen, at sagsøgeren i sag T-202/94 indgav ansøgning om enreferencemængde sammen med sin hustru.

88.

    I modsætning til, hvad de sagsøgte har hævdet, er det ifølge sagsøgerne udenbetydning, at der blev ansøgt om en specifik referencemængde for en bedrift,hvorpå der ikke hvilede nogen forpligtelse til ikke-markedsføring. Efter Domstolenspraksis er det tilstrækkeligt for på ny eller endeligt at tildele en referencemængde,at sagsøgeren producerer denne mængde i sin bedrift, og at han fortsætter indenfor rammerne af denne, i det mindste delvis, med at drive den bedrift, hvorpå derhviler en forpligtelse til ikke-markedsføring (dom af 3.12.1992, sag C-86/90,O'Brien, Sml. I, s. 6251). I øvrigt kan en bedrift ifølge artikel 9, litra d), i Rådetsforordning (EØF) nr. 3950/92 af 28. december 1992 om en tillægsafgift på mælkog mejeriprodukter (EFT L 405, s. 1, herefter »forordning nr. 3950/92«) indeholdeflere særskilte landbrugsenheder. Sagsøgeren i sag T-202/94 havde til hensigt atudnytte den gamle SLOM-bedrift til at producere mælk, når ikke-markedsføringsperioden var udløbet. Det fremgår af den sagkyndige erklæring, somer vedlagt replikken, at sagsøgeren også faktisk gjorde dette efter at have fåettildelt en specifik referencemængde.

89.

    De sagsøgte institutioner anfører, at sagsøgerne ikke har lidt noget tab uansetindførelsen af antikumulationsreglen i forordning nr. 764/89. De havde ikke nogetkrav på tildeling af en referencemængde, da de ikke var producenter i denforstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 3a, stk. 1, i forordning nr. 857/84,og da de ikke har fremlagt noget bevis for, at de var producenter.

90.

    I sag T-195/94 var det sagsøgerens hustru, som var arving til SLOM-bedriften, dervar producent. Sagsøgeren kan ikke støtte sin opfattelse på erklæringen fraLandwirtschaftskammer Westfalen-Lippe af 19. juli 1991, da denne blot er engentagelse af sagsøgerens erklæringer. Heller ikke henvisningen til definitionen afbegrebet bedrift i forordning nr. 3950/92 kan være afgørende. Dette begreb erbaseret på en opfattelse vedrørende ledelsen af driften af en samling afproduktionsenheder. I den foreliggende sag er problemet, om sagsøgeren faktiskledede SLOM-bedriften.

91.

    I sag T-202/94 fremgår det af erklæringen fra Landwirtschaftskammer Hannoveraf 25. januar 1990, at det var sagsøgerens hustru, som indgav ansøgningen omtildeling af en referencemængde. Hustruen var derfor producent i den forstand,hvori dette udtryk er anvendt i artikel 3a, stk. 1, i forordning nr. 857/84.Erklæringen fra Landwirtschaftskammer Hannover af 21. februar 1995, somfastslår, at sagsøgeren var producent, fjerner ikke al tvivl om dette spørgsmål.

92.

    Under alle omstændigheder havde sagsøgerne ikke, uanset antikumulationsregleni artikel 3a, stk. 1, i forordning nr. 857/84, ret til de specifikke referencemængder,de havde ansøgt de tyske myndigheder om, da det fremgår af deres ansøgninger,at de ville producere disse mængder på deres oprindelige bedrifter og ikke på dem,de havde overtaget. Ifølge de gældende regler [forordningens artikel 3a, stk. 1,

første led, litra b)], havde de producenter, som godtgjorde, at de var i stand til atfremstille mælk på deres bedrift, ret til en specifik referencemængde. Dettebekræftes af dommen af 22. oktober 1991 i von Deetzen-sagen (sag C-44/89, Sml.I, s. 5119, præmis 21), hvori Domstolen fastslog, at den omstændighed, atproducenterne blev afskåret fra at markedsføre referencemængderne, ikkekrænkede deres berettigede forventning. Ved at producere den pågældendemængde på en anden bedrift end den, hvorpå der hvilede en forpligtelse til ikke-markedsføring, havde de forsøgt at overføre denne mængde.

93.

    Sagsøgernes henvisning til ovennævnte dom i O'Brien-sagen er irrelevant. Dennedom henviser til artikel 3a, stk. 3, i forordning nr. 857/84 og ikke til stk. 1. Detfastslås i dommen, at en producent alene kan gøre krav på en specifikreferencemængde, såfremt han fortsat leder den bedrift, hvorpå der har hvilet enforpligtelse til ikke-markedsføring. I den foreliggende sag er spørgsmålet, omsagsøgerne virkelig ledede SLOM-bedriften, og om der forelå en ledelse af drifteni den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i forordning nr. 857/84, når bedriftenikke længere anvendes til mælkeproduktion.

94.

    De sagsøgte bestrider, at der foreligger årsagsforbindelse, og har gjort gældende iduplikken, at sagsøgeren i sag T-195/94 kunne have fået tildelt en oprindeligreferencemængde, såfremt han havde genoptaget mælkeleverancerne fra 1983,efter at forpligtelsen til ikke-markedsføring var ophørt. Det var nemlig muligt såvelefter artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 1371/84 som efter de gældende tyske reglerat tildele disse producenter en referencemængde beregnet på grundlag af deresfaktiske leverancer. Det var derfor sagsøgerens egen skyld, at han ikke erhvervedeen sådan referencemængde, og der er ingen årsagsforbindelse mellem de lidte tabog forordning nr. 857/84.

Rettens bemærkninger

95.

    Friedhelm Quiller og Johann Heusmann fik tildelt en referencemængde af dekompetente nationale myndigheder henholdsvis den 23. december og den 1. februar1993, en såkaldt »SLOM III«-referencemængde. Ifølge artikel 1 i forordningnr. 2055/93 skulle de mælkeproducenter, som tidligere havde fået afslag herpå,tildeles en sådan referencemængde. Følgelig var sagsøgerne for de nationalekompetente myndigheder på daværende tidspunkt producenter i de pågældendelandbrugsbedrifter i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i Fællesskabetsbestemmelser, og var derved i kraft af forordning nr. 857/84 blevet afskåret fra atmarkedsføre mælk. Dette bekræftes af erklæringerne fra LandwirtschaftskammerHannover og Westfalen-Lippe af 25. januar 1990 og 19. juli 1991.

96.

    Hvad angår de sagsøgtes argument om, at sagsøgerne selv er skyld i deres tab, dade havde ansøgt om referencemængder for deres oprindelige bedrifter og ikke forSLOM-bedrifterne, bemærkes, at det fremgår af artikel 3a, stk. 1, i forordningnr. 857/84, som ændret ved forordning nr. 764/89, at betingelserne vedrørende de

konkrete omstændigheder i forbindelse med fremstillingen af den specifikkereferencemængde - og navnlig betingelsen i litra b) - forudsætter, at denpågældende producent faktisk havde fået tildelt en sådan mængde. Dissebetingelser gælder altså kun, såfremt producenten kan rejse krav om tildeling af enspecifik referencemængde, hvorom de nærmere regler er indeholdt i stk. 1, førsteog andet led. Sagsøgerne var imidlertid udelukket fra at få tildelt en sådan mængdepå grund af antikumulationsreglen i stk. 1, andet led, fordi de allerede havdemodtaget en referencemængde for deres egne bedrifter.

97.

    Hvad angår de sagsøgtes argument i sag T-195/94 om, at der ikke er nogenårsagsforbindelse mellem tabet og Fællesskabets handlemåde, bemærkes, atforordning nr. 1371/84 først trådte i kraft den 18. maj 1984. Da den forpligtelse,som hvilede på sagsøgerens areal, udløb den 31. maj 1983, kunne sagsøgeren ikkepå dette tidspunkt vide, at han ved en genoptagelse af produktionen kunne opnåen referencemængde. Først da forordning nr. 1371/84 trådte i kraft, havde hanmulighed for at blive klar over dette. Den fortolkning, som institutionerneanlægger, går altså ud på at knytte visse følger til sagsøgerens beslutning om ikkeat genoptage produktionen i 1983, som på daværende tidspunkt var uforudseelige.Følgelig må det nævnte argument forkastes, ligesom der ikke er grundlag for atdrage årsagsforbindelsen i tvivl i denne sag.

98.

    Det fremgår af disse betragtninger under ét, at Fællesskabet må kendes ansvarligfor det af sagsøgerne lidte tab.

2. Forældelsen

99.

    Det må herefter undersøges, om og i hvilket omfang sagsøgernes krav er forældet.

Parternes argumenter

100.

    Sagsøgerne anfører, at forældelsesfristen hverken kan regnes fra det tidspunkt, daikke-markedsføringsforpligtelsen ophørte, eller fra den dato, da forordningnr. 857/84, som er årsagen til sagsøgernes tab, trådte i kraft, hvilket skete den 2.april 1984.

101.

    Sagsøgerne erkender ganske vist, at forordning nr. 857/84 påførte samtlige SLOM-producenter et tab, og at forordning nr. 764/89 yderligere forringede SLOM III-producenternes situation, men gør gældende, at betingelserne i statuttens artikel43 først var opfyldt på det tidspunkt, da Domstolen havde afsagt den nævnte domi Wehrs-sagen, hvorved forordning nr. 764/89 blev kendt ugyldig. Det må nemliganses for en betingelse, at den berørte bliver bekendt med, at den skadegørendehandling - som i dette tilfælde er en retsforskrift - er ulovlig. Man kan således ikkekræve af en borger, at han rejser erstatningssøgsmål straks efter, at den ulovligeforordning er blevet vedtaget. Når sagsøgerne ikke rejste krav om erstatning, erforklaringen, at retsstillingen var usikker, at der var formodning for, at forordningnr. 857/84 var gyldig, og navnlig, at det var nødvendigt for sagsøgerne at få tildelt

en specifik referencemængde. Sagsøgeren i sag T-202/94 erkender dog, at hankunne have anlagt sag, så snart den forpligtelse, der hvilede på hans SLOM-bedrift,ophørte.

102.

    Vedrørende afbrydelsen af forældelsesfristen anfører sagsøgerne, at SLOM III-producenterne ikke bør behandles anderledes end SLOM I- og SLOM II-producenterne. Følgelig bør ordningen efter artikel 8 i forordning nr. 2187/93 ogsåbringes i anvendelse på dem, ligesom det gælder for de øvrige producenter. I øvrigtbør også meddelelsen af 5. august 1992, hvorved institutionerne afbrød forældelsen,gælde for SLOM III-producenterne, således at forstå, at den afskærer de sagsøgtefra at gøre gældende, at sagsøgernes krav var forældet. På tidspunktet forudsendelsen af denne meddelelse var deres krav nemlig endnu ikke forældet, daden skadegørende handling var forordning nr. 764/89. Selv om forældelsesfristenantages at være begyndt ved udløbet af perioden for ikke-markedsføringen,begyndte de perioder, for hvilke der ikke var indtrådt forældelse, den 5. august1987, nemlig fem år før den 5. august 1992, på hvilken dato forældelsen blevafbrudt.

103.

    Sagsøgeren i sag T-195/94 anfører, at han under alle omstændigheder afbrødforældelsen ved den skrivelse, han tilsendte institutionerne den 12. januar 1994, ogsom Kommissionen besvarede den 29. marts 1994 med sit afslag på at erstatte detlidte tab. Som det kræves efter statuttens artikel 43, blev sagen anlagt inden tomåneder efter modtagelsen af afslaget. På dette tidspunkt var det erstatningskrav,der havde grundlag i forordning nr. 764/89, endnu ikke forældet.

104.

    Også sagsøgeren i sag T-202/94 anfører, at forældelsesfristen for hansvedkommende blev afbrudt ved hans skrivelse til institutionerne af 11. april 1991.Det er ikke noget krav efter statuttens artikel 43, at der anlægges sag straks efterafsendelsen af en sådan skrivelse. I hvert fald afstod Kommissionen og Rådet ideres besvarelser af 2. og 15. maj 1991 udtrykkeligt fra at påberåbe sig forældelse,og sagsøgeren handlede i tillid hertil. Virkningerne af dette afkald blev ikkeophævet ved forordning nr. 2187/93, som ikke var rettet umiddelbart og individuelttil sagsøgeren, og som det følgelig ikke var muligt at anfægte ved et søgsmål. Iøvrigt forespurgte sagsøgeren institutionerne ved skrivelse af 13. januar 1994, omde opretholdt afkaldet. Kun Kommissionen svarede herpå ved sin skrivelse af 29.marts 1994, hvori den afslog at yde erstatning til SLOM III-producenterne. Dadenne sidste skrivelse må anses for et afslag, blev sagen anlagt indentomånedersfristen i statuttens artikel 43.

105.

    De sagsøgte anfører, at sagsøgernes krav er forældet, og at sagerne følgelig måafvises fra realitetsbehandling. De henviser til, at forældelsesfristen efterDomstolens praksis og statuttens artikel 43 først løber fra det tidspunkt, da alle debetingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, og da deskadegørende følger af handlingen har vist sig, hvilket bl.a. er tilfældet, når denskadegørende handling er en generel retsakt (domme af 27.1.1982, forenede sager

256/80, 257/80, 265/80, 267/80 og 5/81, Birra Wührer m.fl. mod Rådet ogKommissionen, Sml. s. 85, præmis 10, herefter »Birra Wührer-dommen«, og sag51/81, De Franceschi mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 117, præmis 10,herefter »De Franceschi-dommen«).

106.

    I det foreliggende tilfælde løb forældelsesfristen i sag T-195/94 fra den 2. april1984, dvs. datoen for ikrafttrædelsen af forordning nr. 857/84, og i sag T-202/94 fraden 9. oktober 1985, dvs. datoen for udløbet af ikke-markedsføringsperioden. Pådisse datoer var betingelserne i artikel 215 nemlig opfyldt, da Fællesskabet ifaldtansvar som følge af en generel retsakt, in casu forordning nr. 857/84 i dennes førsteaffattelse, da forordningen var blevet kendt ugyldig i Mulder I-dommen, og da denudgjorde en kvalificeret tilsidesættelse af et overordnet princip, nemlig princippetom beskyttelse af den berettigede forventning.

107.

    Sagsøgernes angivelige tab beror på, at de ikke kunne opnå referencemængder forde SLOM-bedrifter, de havde overtaget. Ifølge de sagsøgte blev denne retsstillingikke ændret til skade for sagsøgerne hverken som følge af den omstændighed, atde havde overtaget de nævnte bedrifter, eller som følge af forordning nr. 764/89,hvorved artikel 3a blev indsat i forordning nr. 857/84. Så snart forordning nr. 857/84var trådt i kraft, havde sagsøgerne nemlig mulighed for at få fastslået forordningensulovlighed. Den omstændighed, at der er formodning for en forordnings lovlighed,hindrer ikke de erhvervsdrivende i at søge udvirket, at forordningen kendes ugyldig(dom af 13.2.1979, sag 101/78, Granaria, Sml. s. 623, præmis 5). Det var det,sagsøgerne i Mulder I- og Wehrs-sagerne gjorde, som i modsætning til sagsøgernei de foreliggende sager ikke søgte at undgå de risici, der var forbundet med etsagsanlæg.

108.

    De sagsøgte bestrider endvidere sagsøgernes påstand om, at forældelsesfristenbegyndte at løbe på et senere tidspunkt end henholdsvis den 2. april 1984 og den9. oktober 1985 (jf. ovenfor, præmis 106). For det første kan begyndelsesdatoen fordenne periode ikke være den 28. april 1988, dvs. den dag, da Domstolen afsagdedom i Mulder I-sagen og delvis kendte forordning nr. 857/84 ugyldig. IfølgeDomstolens praksis skal skadelidte have fået eller kunne have fået kendskab til denskadegørende handling og ikke til dens ulovlighed, for at forældelsesfristen kanbegynde at løbe (dom af 7.11.1985, sag 145/83, Adams mod Kommissionen, Sml.s. 3539, præmis 50). For det andet kan forordning nr. 764/89, hvorvedantikumulationsreglen blev indført, og som placerede SLOM III-producenterne ien særskilt kategori, ikke være afgørende for, hvornår forældelsesfristen blevpåbegyndt. Denne forordning forringede ikke sagsøgernes situation i forhold til den,som bestod inden vedtagelsen af forordning nr. 857/84 - i dens oprindelse affattelse- da denne forordning allerede fra sit ikrafttrædelsestidspunkt udelukkede, at derkunne tildeles referencemængder til sagsøgernes SLOM-bedrifter. For det tredjepåbegyndtes forældelsesfristen heller ikke den 3. december 1992, dvs. datoen forafsigelsen af Wehrs-dommen, da den for sagsøgerne skadegørende handling var denordning, som blev indført ved forordning nr. 857/84 og nr. 764/89, og ikke dommenom, at disse forordninger var ugyldige.

109.

    De sagsøgte bestrider endvidere, at forældelsesfristen for sagsøgernesvedkommende blev fornyet hver dag. Selv om dette bestemmes i artikel 8 iforordning nr. 2187/93, behøver denne løsning ikke nødvendigvis lægges til grundfor fortolkningen af statuttens artikel 43.

110.

    De sagsøgte anfører endvidere, at meddelelsen af 5. august 1992 ikke er til hinderfor en formalitetsindsigelse under henvisning til, at erstatningskravet er forældet.Det præciseres i meddelelsens punkt 2, at forpligtelsen til ikke at påberåbe sigforældelse kun gjaldt, for så vidt retten til godtgørelse ikke var forældet på datoenfor meddelelsens offentliggørelse. Under alle omstændigheder vedrørte meddelelsenkun SLOM I- og SLOM II-producenterne, således som det dels fremgår afhenvisningen til afgørelsen i Mulder II-sagen - der kun vedrørte disseproducentgrupper - dels ordlyden af meddelelsens punkt 1, som angår deproducenter, der ikke havde opnået nogen referencemængde som følge af, at dehavde deltaget i den ordning, der blev indført ved forordning nr. 1078/77.

111.

    Vedrørende forældelsens afbrydelse anfører de sagsøgte i sag T-195/94, atforældelsen ikke blev afbrudt ved sagsøgerens skrivelse til Kommissionen af 12.januar 1994, da sagen ikke blev anlagt inden tomånedersfristen i statuttens artikel43, tredje punktum. Denne frist begyndte ikke at løbe fra tidspunktet forKommissionens besvarelse af den skrivelse, hvori sagsøgeren havde rejst sit krav,men fra datoen for modtagelsen af skrivelsen. Da sagen blev anlagt efter udløbetaf denne frist, afbrød skrivelsen af 12. januar 1994 ikke forældelsen.

112.

    I sag T-202/94 anfører de sagsøgte endvidere, at sagsøgerens skrivelse af 11. april1991 ikke afbrød forældelsen, da sagen ikke blev anlagt inden fristen i statuttensartikel 43. Kommissionen og Rådet gav i deres svarskrivelser af 2. og 15. maj 1991alene afkald på at påberåbe sig forældelse, for så vidt de pågældende krav endnuikke allerede var forældet. Da fristen begyndte at løbe den 9. oktober 1985 (jf.ovenfor, præmis 106), indtraf forældelsen den 9. oktober 1990, dvs. før sagsøgerensendte skrivelsen. Desuden ophørte afkaldet på at påberåbe sig forældelsen tremåneder efter Mulder II-dommen, som blev afsagt den 19. maj 1992, og sagsøgerenanlagde ikke sag inden for denne periode. I den forbindelse finder de sagsøgte detabsurd, når sagsøgeren gør gældende, at afkaldet gjaldt indtil offentliggørelsen afden dom, der skulle afsiges vedrørende fastsættelsen af erstatningsbeløbene somfølge af Mulder II-dommen. Ved nævnte dom blev alle de vigtige spørgsmålvedrørende erstatningsansvaret nemlig afgjort, og dette var det eneste afgørendefor alle de berørte parter.

113.

    Sammenfattende er det de sagsøgtes opfattelse, at forældelsesfristen begyndte atløbe henholdsvis den 2. april 1984 og den 9. oktober 1985, hvorfor sagsøgernes kravblev forældet henholdsvis den 2. april 1989 og den 9. oktober 1990. I hvert faldramte forældelsen i sag T-195/94 alle de krav, som var opstået før den 24. maj1989, dvs. den dato, der lå fem år tidligere end den 24. maj 1994, datoen for sagens

anlæg. I sag T-202/94 indtraf der forældelse af de af sagsøgerens krav, som varopstået før den 1. juni 1989, dvs. som lå mere end fem år forud for sagens anlæg.

Rettens bemærkninger

114.

    Forældelsesfristen i henhold til statuttens artikel 43 kan ikke begynde at løbe, føralle de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, og itilfælde, hvor erstatningsansvaret skyldes en generel retsakt, navnlig ikke førretsaktens skadegørende følger har vist sig (præmis 10 i dommene Birra Wührerog De Franceschi; Rettens dom af 16.4.1997, sag T-20/94, Hartmann mod Rådetog Kommissionen, Sml. II, s. 595, præmis 107).

115.

    For at kunne fastslå, om sagsøgernes krav er forældet, skal det først afgøres,hvornår skaden er indtrådt, og dernæst, hvornår forældelsen i givet fald er blevetafbrudt.

116.

    I den foreliggende sag er der indtrådt en skade fra den dag, da sagsøgerne efterophøret af de forpligtelser til ikke-markedsføring, som de havde overtaget, kunnehave leveret mælk fra deres SLOM-bedrifter, hvis ikke de i medfør af forordningnr. 857/84 havde fået afslag på at få tildelt en referencemængde.

117.

    I den forbindelse må Retten forkaste sagsøgernes argument om, atforældelsesfristen først kunne begynde at løbe efter ikrafttrædelsen af forordningnr. 764/89, hvorved forordning nr. 857/84 blev ændret, og hvorvedantikumulationsreglen blev indført. Selv om det først var vedtagelsen af denneregel, der medførte, at den omhandlede producentgruppe kom til at udgøre ensærskilt kategori (jf. ovenfor, præmis 66), beroede dette alene på, at der var indførten ny ordning for de SLOM-producenter, som fra dette tidspunkt kunne få tildelten specifik referencemængde. SLOM III-producenternes situation forblev imidlertiduændret i den forstand, at den nye regel blot medførte, at disse producenter, selvom de var omfattet af den i forordning nr. 857/84 indsatte artikel 3a, fortsat varomfattet af den tidligere ordning, som udelukkede muligheden for markedsføring.

118.

    I den foreliggende sag er det ubestridt, at sagsøgerne led tab ved anvendelsen afforordning nr. 857/84, i den oprindelse affattelse, og fortsat led tab, efter at artikel3a var blevet indsat i denne forordning ved forordning nr. 764/89. Følgelig var denfor sagsøgerne skadegørende handling forordning nr. 857/84. Da forordningnr. 764/89 var uden forbindelse med tabet, har den ingen betydning for spørgsmåletom forældelsesfristens omfang.

119.

    Følgelig led sagsøgerne et tab på det tidspunkt, da forordning nr. 857/84 blevanvendt på dem, hvilket i øvrigt bekræftes af det tidspunkt, hvorfra de rejste kravom erstatning (jf. ovenfor, præmis 35 og 37). I sag T-195/94 er dette tidspunktdatoen for forordningens ikrafttræden den 2. april 1984, da sagsøgeren i nævnte sagførst på det tidspunkt blev nægtet en referencemængde, selv om forpligtelsen tilikke-markedsføring var udløbet på et tidligere tidspunkt. I sag T-202/94 er dette

tidspunkt den 9. oktober 1985, nemlig dagen efter udløbet af den forpligtelse tilikke-markedsføring, som sagsøgeren havde overtaget.

120.

    Det må herefter undersøges, om de betingelser, der er en forudsætning for, atFællesskabet ifalder erstatningspligt - og som er afgørende for, hvornårforældelsesfristen begynder at løbe - var opfyldt på det tidspunkt, da tabet opstod,i overensstemmelse med, hvad der er fastslået i Birra Wührer- og De Franceschi-dommene, og med, hvad de sagsøgte har gjort gældende, eller om disse betingelserførst, som hævdet af sagsøgerne, var opfyldt på datoerne for afsigelsen af MulderI- eller Wehrs-dommen, der fastslog, at forordning nr. 857/84 var ugyldighenholdsvis i sin oprindelse affattelse og i den ved forordning nr. 764/89 ændredeaffattelse.

121.

    Sagsøgernes argument går nærmere ud på, at en af betingelserne for Fællesskabetserstatningsansvar - hvilken betingelse i overensstemmelse med Birra Wührer- ogDe Franceschi-dommene skal være opfyldt for, at forældelsesfristen begynder atløbe - er, at den pågældende har fået kendskab til, at den skadegørende handlinger retsstridig. Ifølge sagsøgerne kan fristen i statuttens artikel 43 altså ikke begyndeat løbe, før den skadegørende handlings retsstridighed er fastslået.

122.

    Herom bemærkes, at som følge af erstatningssøgsmålets selvstændige karakter iforhold til annullationssøgsmålet (ovennævnte dom i sagen ZuckerfabrikSchöppenstedt mod Rådet og Domstolens kendelse af 21.6.1993, sag C-257/93, VanParijs m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 3335, præmis 14 og 15) er detingen betingelse for at anlægge sag i henhold til traktatens artikel 215, at dersamtidig hermed eller forud herfor rejses et annullationssøgsmål, eller at der erafsagt dom om handlingens retsstridighed, hvilket giver borgerne en udvidetretsbeskyttelse (jf. ovennævnte dom i sagen Hartmann mod Rådet ogKommissionen, præmis 128). Følgelig er det ikke en nødvendig betingelse for attilkende sagsøgerne erstatning, at forordning nr. 857/84 var annulleret eller varfastslået at være ugyldig, og sagsøgerne kunne altså anlægge sag mod Fællesskabet,så snart de begyndte at lide tab ved anvendelsen af forordning nr. 857/84, i denneforordnings oprindelige affattelse (jf. tillige Rettens dom af 16.4.1997, sag T-554/93,Saint og Murray mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 563, præmis 81).

123.

    Under disse forhold var de betingelser, som er en forudsætning for, at Fællesskabetkan ifalde erstatningsansvar, opfyldt på den dato, da forordning nr. 857/84 blevanvendt på sagsøgerne (jf. ovenfor, præmis 119). Følgelig begyndteforældelsesfristen at løbe fra denne dato.

124.

    Endvidere findes sagsøgte ikke med føje at kunne gøre gældende, at allesagsøgernes krav var forældet fem år efter forældelsesfristens begyndelse.

125.

    Det tab, Fællesskabet skal erstatte, er nemlig ikke indtrådt med øjeblikkeligvirkning, men har vist sig dagligt over en vis periode og er opstået, fordi en

retsstridig handling er blevet opretholdt, nemlig så længe som sagsøgerne varafskåret fra at få tildelt en referencemængde og dermed fra at levere mælk.Forældelsen efter statuttens artikel 43 omfatter derfor den periode, der ligger mereend fem år forud for datoen for den handling, som afbrød forældelsen, og påvirkerikke de senere opståede krav (jf. ovennævnte dom i sagen Hartmann mod Rådetog Kommissionen, præmis 132).

126.

    Hvad angår spørgsmålet om forældelsesfristens afbrydelse må der for det førstetages stilling til de argumenter, som er gjort gældende i begge sager, og somvedrører anvendelsen af meddelelsen af 5. august 1992 og forordning nr. 2187/93på det foreliggende tilfælde, hvorefter virkningerne af de handlinger, der i hver afsagerne gøres gældende at have afbrudt forældelsen, skal undersøges.

127.

    Sagsøgernes argument om, at de kan støtte krav på meddelelsen af 5. august 1992,må forkastes. Ved denne meddelelse forpligtede institutionerne sig til ikke atpåberåbe sig forældelse over for de producenter, som ved Mulder II-dommen vartilkendt ret til godtgørelse. Denne meddelelse vedrørte derfor kun de producenter,der ikke havde fået tildelt nogen referencemængde i medfør af forordningnr. 857/84 i dennes oprindelige affattelse, men som havde fået tildelt enreferencemængde i medfør af forordning nr. 764/89. Meddelelsen var følgelig kunrettet til SLOM I- og SLOM II-producenterne. Da der ikke var foretaget nogenundersøgelse i Mulder II-dommen af den særlige situation, som SLOM III-producenterne befandt sig i, kunne de pågældende ikke påberåbe sig den idommen indeholdte afgørelse om domfældelse af institutionerne. Følgelig berørtemeddelelsen af 5. august 1992 ikke sagsøgerne og afskar ikke institutionerne fra atpåberåbe sig forældelsen over for dem.

128.

    SLOM III-producenterne kan heller ikke påberåbe sig forordning nr. 2187/93 ogi særdeleshed ikke bestemmelserne i artikel 8 om forældelsens afbrydelse. I såhenseende er det tilstrækkeligt at bemærke, at denne forordning ifølge artikel 2kun finder anvendelse på de producenter, som har fået tildelt en specifikreferencemængde i medfør af forordning nr. 764/89 og nr. 1639/91. Da sagsøgerneikke hører til disse producenter, kan de ikke påberåbe sig forordning nr. 2187/93.

129.

    Det indebærer ikke nogen tilsidesættelse af lighedsprincippet, at denne forordningikke finder anvendelse på dem. Forudsætningen for, at lighedsprincippet ertilsidesat, er, at sammenlignelige forhold er blevet behandlet forskelligt (jf. Rettensdom af 6.4.1995, sag T-143/89, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. II, s. 917,præmis 55). Som tidligere anført (jf. præmis 127 og 128) var SLOM III-producenternes situation forskellig fra den, som de producenter, der kunne støtteret på forordning nr. 2187/93, befandt sig i. Under alle omstændigheder har denneforordning, som Retten har fastslået (jf. dom af 16.4.1997, sag T-541/93,Connaughton m.fl. mod Rådet, Sml. II, s. 549, præmis 35, og ovennævnte dom isagen Saint og Murray mod Rådet og Kommissionen, præmis 41), karakter af etforligsforslag, der blot giver de producenter, som har et anerkendt krav påerstatning, en yderligere mulighed for at opnå en sådan.

130.

    Hvad angår handlingerne til afbrydelse af forældelsen må det fastslås, at sagsøgereni sag T-195/94 ved skrivelse af 12. januar 1994, som kun var rettet tilKommissionen, rejste krav om erstatning af det tab, sagsøgeren havde lidt mellemden 2. april 1984 og datoen for tildeling af en endelig referencemængde. Vedskrivelse af 29. marts 1994 afviste Kommissionen dette krav. Rådet har ikke gjortgældende, at det i forhold til denne institution er udelukket at påberåbe sig, atforældelsen er blevet afbrudt.

131.

    Da sagen blev anlagt den 20. maj 1994, dvs. inden to måneder efter Kommissionensskrivelse af 29. marts 1994, blev forældelsesfristen ifølge statuttens artikel 43afbrudt den 12. januar 1994.

132.

    Institutionernes argument om, at sagen burde være anlagt inden to måneder efterskrivelsen af 12. januar 1994 savner ethvert grundlag. Henvisningen i traktatensartikel 173 og 175 til statuttens artikel 43, sidste punktum, indebærer, at de i dissetraktatbestemmelser indeholdte regler om beregning af frister finder anvendelsehvad angår afbrydelsen af forældelsen. Da Kommissionen afgav svar mere end tomåneder efter sagsøgerens skrivelse, men inden fristen for at anfægte et stiltiendeafslag, indebar svaret, at en ny søgsmålsfrist begyndte at løbe (jf. Domstolens domaf 1.4.1993, sag C-25/91, Pesqueras Echebastar mod Kommissionen, Sml. I, s. 1719).Da stævningen blev indleveret inden udløbet af denne anden frist, blev forældelsenafbrudt den 12. januar 1994.

133.

    I henhold til retspraksis (jf. Birra Wührer- og De Franceschi-dommen, præmis 10,dommen i sagen Hartmann mod Rådet og Kommissionen, præmis 140, og dommeni sagen Saint og Murray mod Rådet og Kommissionen, præmis 93) er den periode,hvorunder der skal ydes erstatning, de fem år, der går forud for datoen forafbrydelsen af forældelsen. Følgelig strækker denne periode sig fra den 12. januar1989 til den 28. juli 1993, på hvilken dato sagsøgeren fik tildelt enreferencemængde.

134.

    Hvad angår sag T-202/94 må det for det første fremhæves, at sagsøgeren den 11.april 1991 over for Rådet og Kommissionen rejste krav om erstatning af det tab,sagsøgeren havde lidt indtil denne dato. I deres besvarelser af 2. og 5. maj 1991afviste institutionerne erstatningspligt, men bandt sig til ikke at påberåbe sigforældelsen indtil tre måneder efter offentliggørelsen af Mulder II-dommen.Afkaldet omfattede imidlertid kun de krav, der ikke var forældet på datoen for depågældende skrivelser.

135.

    Denne brevveksling kan ikke, som hævdet af sagsøgeren, fortolkes som enhenvisning til den dom, Domstolen skulle afsige i fortsættelse af Mulder II-dommen. Ved Mulder II-dommen blev spørgsmålene i forbindelse medFællesskabets erstatningsansvar afgjort. Som det fremgår af domskonklusionen, stodalene tilbage at fastsætte erstatningens størrelse. Institutionernes skrivelser af 2. og5. maj 1991 vedrørte således Mulder II-dommen.

136.

    Desuden gav institutionerne ved disse skrivelser afkald på at påberåbe sigforældelsen for den heri nævnte periode. Som det fremgår af skrivelserne, varformålet hermed at undgå, at der straks blev anlagt sag (»af procesøkonomiskegrunde er Rådet/Kommissionen [...] dog rede til ikke at gøre nogen indsigelsegældende om forældelse [...]«). Dette var i overensstemmelse med institutionernesdaværende praksis, der bestod i, at de sendte enslydende skrivelser til deproducenter, som havde rejst erstatningskrav over for dem.

137.

    Det er derfor nødvendigt at bestemme virkningerne af den forpligtelse, sominstitutionerne påtog sig over for producenterne, og som foranledigede disse til atafstå fra at anlægge sag til gengæld for institutionernes forpligtelse til ikke at rejsenogen indsigelse om forældelse.

138.

    Det kan her ikke antages, som hævdet af institutionerne, at sagsøgeren kan mødesmed en indsigelse om, at forældelsesfristen begyndte at løbe på ny fra datoen forskrivelserne af 2. og 15. maj 1991, som om institutionerne ikke havde påtaget signogen forpligtelse, fordi sagsøgeren ikke havde anlagt sag inden for fristen ihenhold til statuttens artikel 43 efter udløbet af en frist på tre måneder fraoffentliggørelsen af Mulder II-dommen. Denne forpligtelse havde nemlig karakteraf en ensidig handling fra institutionerne, hvis formål var at tilskynde sagsøgerentil ikke at anlægge sag. De sagsøgte parter kan derfor ikke med rette påberåbe sigden omstændighed, at sagsøgeren fulgte en adfærd, der udelukkende var til fordelfor institutionerne.

139.

    Under disse forhold blev forældelsesfristen suspenderet i perioden mellem den 7.maj 1991 - dvs. tidspunktet for modtagelsen af den skrivelse, som Kommissionenhavde tilsendt sagsøgeren - og den 17. september 1992, dvs. datoen for udløbet afen frist på tre måneder fra offentliggørelsen af konklusionen i Mulder II-dommeni De Europæiske Fællesskabers Tidende den 17. juni 1992.

140.

    For det andet skal den dato, hvor forældelsesfristen blev afbrudt, bestemmes.Herom må det fastslås, at sagsøgeren den 13. januar 1994 tilsendte Kommissionenen skrivelse, hvori han bad Kommissionen om at bekræfte, at den fastholdt sitafkald på at påberåbe sig forældelsen indtil offentliggørelsen af den dom, hvorvedDomstolen i fortsættelse af Mulder II-dommen fastsatte erstatningsbeløbene. Vedskrivelse af 29. marts 1994, modtaget den 5. april 1994, svarede Kommissionen, atFællesskabet ikke var ansvarligt for sagsøgerens tab.

141.

    Da stævningen blev indleveret inden to måneder efter modtagelsen af dette svar,og da sagsøgeren med skrivelsen af 13. januar 1994 måtte antages at gøre et kravgældende over for institutionerne i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt istatuttens artikel 43, blev forældelsen afbrudt på denne dato.

142.

    Under disse forhold må i overensstemmelse med retspraksis (jf. ovenfor, præmis133) den periode, hvorunder der skal ydes erstatning i sag T-202/94, principieltbegynde at løbe fem år før datoen for den handling, hvorved forældelsen blev

afbrudt, og indtil den 1. februar 1993, på hvilken dato der blev tildelt en specifikreferencemængde. Da forældelsesfristen imidlertid blev suspenderet mellem den1. marts 1991 og den 17. september 1992 (jf. ovenfor, præmis 139), dvs. i sekstenmåneder og ti dage, løber den periode, hvorunder der skal ydes erstatning, fra den3. september 1987 til den 31. januar 1993.

3. Erstatningens størrelse

143.

    I forbindelse med foreningen af sagerne blev parterne opfordret til at koncentrerederes indlæg om, hvorvidt der bestod et erstatningskrav.

144.

    Som følge heraf har parterne ikke særskilt kunnet udtale sig om erstatningensstørrelse for den periode, som Retten har lagt til grund, selv om sagsøgerne istævningerne har angivet deres erstatningskrav, opgjort i tal (jf. ovenfor, præmis 35og 37).

145.

    Retten skal derfor opfordre parterne til under hensyntagen til nærværende dom ogde retningslinjer, som er angivet i Mulder II-dommen hvad angår metoden forberegning af tabet, inden udløbet af en frist på tolv måneder at søge at opnåenighed om dette punkt. Såfremt parterne ikke opnår enighed herom, meddeler deRetten inden for den fastsatte frist deres erstatningskrav, opgjort i tal.

Sagens omkostninger

146.

    Under hensyn til det ovenfor i præmis 145 anførte udsættes afgørelsen vedrørendesagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Udvidede Afdeling)

1)    Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De EuropæiskeFællesskaber tilpligtes at erstatte det tab, sagsøgerne har lidt dels vedanvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 omalmindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EØF)nr. 804/68 omhandlede afgift på mælk og mejeriprodukter, som suppleretved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 omgennemførelsesbestemmelserne for den tillægsafgift, der er omhandlet i

artikel 5c i forordning (EØF) 804/68, for så vidt som disse forordningerikke indeholder nogen bestemmelse om tildeling af en referencemængde tilbedrifter, som har påtaget sig en forpligtelse i henhold til Rådetsforordning (EØF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 om indførelse af enpræmieordning for ikke-markedsføring af mælk og mejeriprodukter og foromstilling af malkekvægsbesætninger, i det tilfælde, hvor producenterneikke har leveret mælk i det af den pågældende medlemsstat valgtereferenceår, dels ved anvendelsen af ovennævnte forordning nr. 857/84, somændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 764/89 af 20. marts 1989, for såvidt som denne forordnings artikel 3a, stk. 1, andet led, udelukker, at den,som har fået overdraget en præmie i henhold til forordning nr. 1078/77, kantildeles en specifik referencemængde.

2)    I sag T-195/94 løber den periode, for hvilken sagsøgeren har krav påerstatning af det tab, han har lidt ved anvendelsen af forordning nr. 857/84,fra den 12. januar 1989 til den 28. juli 1993 og i sag T-202/94 fra den 3.september 1987 til den 31. januar 1993.

3)    Inden tolv måneder efter denne doms afsigelse meddeler parterne Rettenstørrelsen af de erstatningsbeløb, de er blevet enige om.

4)    Såfremt parterne ikke opnår enighed herom, meddeler de inden udløbet afsamme frist Retten deres erstatningskrav, opgjort i tal.

5)    Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

SaggioBriët Kalogeropoulos             Tiili                        Moura Ramos

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. december 1997.

H. Jung

A. Saggio

Justitssekretær

Præsident

1: Processprog: tysk.