Sag T-433/13

Petropars Iran Co. m.fl.

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med henblik på at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – begrundelsespligt – fejlskøn – ulovlighedsindsigelse – ret til erhvervsudøvelse – ejendomsret – beskyttelse af den offentlige sundhed, sikkerheden og miljøet – forsigtighedsprincippet – proportionalitet – ret til forsvar«

Sammendrag – Rettens dom (Syvende Afdeling) af 5. maj 2015

1.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter nuklear spredning – afgørelse, der er truffet under omstændigheder, der er den pågældende bekendt, og som således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den over for denne trufne foranstaltning har – kortfattet begrundelse tilladt

(Art. 296 TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2013/270/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012 og nr. 522/2013)

2.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midlerne hos de enheder, der ejes af en enhed, som yder økonomisk støtte til Irans regering – mindstekrav – angivelse af de nævnte enheder som datterselskaber – sammenhæng, der gør det muligt at fastslå moderselskabet

(Art. 296 TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2013/270/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012 og nr. 522/2013)

3.      Retslig procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – betingelser – uddybning af et allerede fremført anbringende – manglende uddybning – afvisning

[Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c), og art. 48, stk. 2]

4.      Den Europæiske Union – domstolsprøvelse af lovligheden af institutionernes retsakter – restriktive foranstaltninger over for Iran – prøvelsens rækkevidde

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2013/270/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012 og nr. 522/2013)

5.      Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter nuklear spredning – pligt til at udstrække denne foranstaltning til enheder, der ejes eller kontrolleres af en sådan enhed – egenskab af enhed, der ejes eller kontrolleres – konkret bedømmelse fra Rådets side – kriterier

[Rådets afgørelse 2010/413/FUSP, art. 20, stk. 1, litra c), og afgørelse 2013/270/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012, art. 23, stk. 2, litra d), og forordning nr. 522/2013]

6.      Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midlerne hos de enheder, der ejes af en enhed, som yder økonomisk støtte til Irans regering – begrænsning af ejendomsretten og af retten til fri erhvervsudøvelse – tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet – foreligger ikke

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 16 og 17; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2013/270/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012 og nr. 522/2013)

7.      Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midlerne hos de enheder, der ejes af en enhed, som yder økonomisk støtte til Irans regering – tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af miljøet og af arbejdstagernes og borgernes sundhed og sikkerhed – foreligger ikke – tilsidesættelse af forsigtighedsprincippet – foreligger ikke

(Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2013/270/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012 og nr. 522/2013)

8.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter nuklear spredning – forpligtelse til at meddele begrundelsen til den berørte enhed samtidigt med eller så hurtigt som muligt efter vedtagelsen af den bebyrdende retsakt – grænser – Unionens og medlemsstaternes sikkerhed eller varetagelsen af deres internationale forbindelser – aktindsigt, der er betinget af en anmodning herom til Rådet

(Art. 296 TEUF; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2013/270/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012 og nr. 522/2013)

9.      EU-ret – principper – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter nuklear spredning – pligt til meddelelse af de bebyrdende forhold – rækkevidde

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2013/270/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012 og nr. 522/2013)

10.    Annullationssøgsmål – dom om annullation – retsvirkninger – Domstolens begrænsning heraf – restriktive foranstaltninger over for Iran – delvis annullation af to retsakter, der indeholder restriktive foranstaltninger – risiko for alvorlig skade for retssikkerheden – opretholdelse af de annullerede retsakters retsvirkninger indtil udløbet af appelfristen, eller indtil stadfæstelse eller afvisning af appellen

(Art. 264, stk. 2 TEUF; statutten for Domstolen, art. 60, stk. 2; Rådets afgørelse 2010/413/FUSP og 2013/270/FUSP; Rådets forordning nr. 267/2012 og nr. 522/2013)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 32-36)

2.      Hvad angår restriktive foranstaltninger over for Iran – såsom den indefrysning af midler tilhørende enheder, der yder støtte til Irans regering, og enheder med tilknytning til dem, der pålægges Rådet ved artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 om restriktive foranstaltninger over for Iran og ved artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran – gør begrundelsen for de foranstaltninger, hvorved visse enheder er blevet opført på listen over de enheder, der er involveret i nukleare aktiviteter eller i aktiviteter vedrørende ballistiske missiler, og de enheder, som yder støtte til Irans regering, det muligt for disse at fastslå det i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 fastsatte kriterium – nemlig det opførelseskriterium, der vedrører de enheder, som er ejet af en enhed, der yder støtte til Irans regering – som er blevet anvendt som retligt grundlag for opførelsen af deres navne på listerne, for så vidt som anvendelsen af ordet datterselskab i den nævnte begrundelse for det første nødvendigvis henviser til, at der foreligger en kontrol fra et moderselskab, der bl.a. kan følge af kapitalistiske bånd mellem sidstnævnte og det pågældende datterselskab, og den sammenhæng, som foranstaltningerne blev vedtaget i, for det andet gør det muligt at fastslå det moderselskab, der ejede eller kontrollerede dem, og hvis opførelse var baseret på kriteriet vedrørende de enheder, som yder støtte til Irans regering.

(jf. præmis 40-47)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 54-59)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 60 og 61)

5.      Når midler tilhørende en enhed, der anses for at yde støtte til Irans regering, indefryses, er der en ikke ubetydelig risiko for, at enheden lægger pres på de enheder, den ejer eller kontrollerer, eller som tilhører den, for at omgå virkningen af de foranstaltninger, den er omfattet af. Følgelig er den indefrysning af disse enheders midler, der pålægges Rådet ved artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 om restriktive foranstaltninger over for Iran og ved artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran, nødvendig og egnet til at sikre effektiviteten af de foranstaltninger, der er vedtaget, og til at sikre, at disse foranstaltninger ikke omgås.

I forbindelse med vedtagelsen af en afgørelse i medfør af de ovenfor nævnte bestemmelser skal Rådet derfor foretage en vurdering af omstændighederne i sagen med henblik på at fastlægge, hvilke enheder der kan anses for at være ejet eller kontrolleret. Derimod er arten af den pågældende enheds virksomhed og en eventuel manglende forbindelse mellem denne virksomhed og ydelse af støtte til Irans regering ikke relevante kriterier i denne sammenhæng, idet vedtagelsen af en foranstaltning om indefrysning af midler over for den ejede eller kontrollerede enhed ikke er begrundet i den omstændighed, at enheden selv yder en direkte støtte til den nævnte regering.

Når en enheds selskabskapital ejes helt af en enhed, der yder støtte til Irans regering, er det opførelseskriterium, som er fastsat i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, opfyldt.

Når en enheds selskabskapital er ejet indirekte af en enhed, der yder støtte til Irans regering, er det i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 fastsatte opførelseskriterium opfyldt, og dette uanset tilstedeværelsen og antallet af mellemliggende selskaber mellem dette moderselskab og den ejede enhed, forudsat at hver af de enheder, der på denne måde optræder i ejerskabskæden, helt ejes af sit respektive direkte moderselskab. Under disse omstændigheder bevarer moderselskabet nemlig en enkelt og eksklusiv kontrol over samtlige sine datterselskaber og er derfor i stand til gennem mellemliggende selskaber at lægge pres på den enhed, som det ejer indirekte, for at omgå virkningen af de foranstaltninger, det er omfattet af, hvorved vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for denne indirekte ejede enhed derfor er berettiget.

Det i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 fastsatte opførelseskriterium er opfyldt, når en enhed, der yder støtte til Irans regering, besidder næsten hele selskabskapitalen i en enhed, idet et moderselskab er i stand til at udøve afgørende indflydelse på sit datterselskabs adfærd, når det besidder hele kapitalen i dette datterselskab, men også når det besidder næsten hele kapitalen heri. Ejerskabet af henholdsvis 48% eller 49% af selskabskapitalen i en enhed, der yder støtte til Irans regering, er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelig til at begrunde vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for disse enheder.

(jf. præmis 62-64, 68, 69, 72, 73 og 81)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 92-95)

7.      Hvad angår restriktive foranstaltninger over for Iran – såsom indefrysningen af midler tilhørende enheder, der yder støtte til Irans regering, og enheder med tilknytning til dem – er den påstand, hvorefter de pågældende restriktive foranstaltninger indebærer en risiko for miljøet og for iranske arbejdstageres og borgeres sundhed og sikkerhed, i den foreliggende sag ugrundet, for så vidt som det fremgår af sagsøgernes argumentation, at denne risiko følger af de af Unionen pålagte restriktioner for så vidt angår leveringen til iranske enheder af vigtige goder eller teknologi og tekniske tjenester i forbindelse med disse goder beregnet til gasindustrien i Iran. Disse restriktioner omfatter enhver iransk enhed og kan derfor berøre de ovenfor nævnte enheder uafhængigt af opførelsen af deres navne på listen over de enheder, der er involveret i nukleare aktiviteter eller i aktiviteter vedrørende ballistiske missiler, og de enheder, som yder støtte til Irans regering.

Det følger ligeledes heraf, at Rådet ikke kan foreholdes ikke at have overvejet at anvende forsigtighedsprincippet i forbindelse med vedtagelsen af de ovenfor nævnte restriktive foranstaltninger.

(jf. præmis 98-101 og 103)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 112-114)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 119-122)

10.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 128-134)