RETTENS DOM (Anden Afdeling)
23. oktober 2017 (*)
»Konkurrence – karteller – misbrug af dominerende stilling – selektivt reparationssystem – schweiziske urfabrikanters nægtelse af at levere reservedele til uafhængige urreparatører – primært marked og eftersalgsmarked – udelukkelse af enhver effektiv konkurrence – afgørelse om afvisning af en klage«
I sag T-712/14,
Confédération européenne des associations d’horlogers-réparateurs (CEAHR), Bruxelles (Belgien), først ved advokaterne P. Mathijsen og P. Dyrberg, derefter ved advokat M. Sánchez Rydelski og endelig ved advokat P. Benczek,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen først ved F. Ronkes Agerbeek, M. Farley og C. Urraca Caviedes, derefter ved A. Dawes, F. Ronkes Agerbeek og J. Norris-Usher, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af
LVMH Moët Hennessy-Louis Vuitton SA, Paris (Frankrig), ved advokat C. Froitzheim og R. Subiotto, QC,
af
Rolex, SA, Genève (Schweiz), ved advokat M. Araujo Boyd,
og af
The Swatch Group SA, Neuchâtel (Schweiz), først ved advokaterne A. Israel og M. Jakobs, derefter ved advokaterne A. Israel og J. Lang,
intervenienter,
angående et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2014) 5462 final af 29. juli 2014, hvorved Kommissionen afviste sagsøgerens klage vedrørende de angivelige tilsidesættelser af artikel 101 TEUF og 102 TEUF (sag AT.39097 – Reparation af ure),
har
RETTEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M. Prek, og dommerne E. Buttigieg og B. Berke (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig C. Heeren,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 10. februar 2017,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund og den anfægtede afgørelse
Administrativ procedure
1 Sagsøgeren, Confédération européenne des associations d’horlogers-réparateurs (sammenslutningen af europæiske urmagere og reparatører, CEAHR), er en sammenslutning uden gevinst for øje, som er dannet af ni nationale sammenslutninger fra otte medlemsstater, der repræsenterer uafhængige urreparatørers interesser.
2 Den 20. juli 2004 indgav sagsøgeren en klage til Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber over The Swatch Group SA, Richemont International SA, LVMHMoët Hennessy-Louis Vuitton SA, Rolex, SA, Manufacture des montres Rolex SA, Société anonyme de la Manufacture d’horlogerie Audemars Piguet & Cie og Patek Philippe SA Manufacture d’Horlogerie (herefter »de schweiziske urfabrikanter«), hvorved sagsøgeren anmeldte, at der forelå en aftale eller en samordnet praksis mellem de nævnte fabrikanter, og gjorde gældende, at der forelå misbrug af en dominerende stilling som følge af disse fabrikanters nægtelse af fortsat at levere reservedele til de uafhængige urreparatører.
3 Den 10. juli 2008 vedtog Kommissionen beslutning K(2008) 3600 (sag COMP/E-1/39 097 – Reparation af ure), hvorved den afviste klagen med henvisning til, at der ikke forelå nogen tilstrækkelig interesse for Den Europæiske Union i en fortsat undersøgelse af de angivelige overtrædelser.
4 Den 15. december 2010 annullerede Retten Kommissionens beslutning om afvisning af klagen. Retten fastslog, at Kommissionen havde tilsidesat sin pligt til at tage hensyn til alle relevante retlige og faktiske omstændigheder samt til omhyggeligt at undersøge samtlige omstændigheder, som sagsøgeren bragte til dens kundskab, at den ikke havde givet en tilstrækkelig begrundelse for sin konstatering af, at klagen højst vedrørte et markedssegment af begrænset størrelse, der således ligeledes havde begrænset økonomiske betydning, og at Kommissionen havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at konkludere, at markedet for tjenesteydelserne reparation og vedligeholdelse af ure ikke udgjorde et særskilt relevant marked, men skulle undersøges sammen med markedet for luksus- eller prestigeprægede ure. Følgelig fastslog Retten, at Kommissionens ulovligheder var af en beskaffenhed, der havde indvirkning på dens vurdering af, om der forelå en tilstrækkelig interesse for Unionen i den fortsatte undersøgelse af klagen (dom af 15.12.2010, CEAHR mod Kommissionen, T-427/08, EU:T:2010:517, præmis 33-43, 76-119 og 157-178).
5 Efter denne dom indledte Kommissionen den 1. august 2011 en procedure i forhold til de schweiziske urfabrikanter i henhold til artikel 7 i Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EUT 2004, L 123, s. 18). Den 29. juli 2013 meddelte Kommissionen sagsøgeren sit foreløbige standpunkt vedrørende klagen under et møde om status over sagen. Efter undersøgelsen besluttede Kommissionen ikke at fortsætte sin efterforskning.
6 Ved skrivelse af 3. september 2013 meddelte Kommissionen formelt sagsøgeren, at den påtænkte at afvise klagen.
7 Ved skrivelse af 27. september 2013 tilsendte sagsøgeren Kommissionen sine bemærkninger vedrørende afvisningen af klagen. Sagsøgeren gjorde gældende, at de schweiziske urfabrikanters nægtelse af at levere reservedele udgjorde en overtrædelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF.
8 Efter at have modtaget bemærkninger fra Richemont, Rolex og The Swatch Group, henholdsvis den 16. september, 18. og 19. november 2013, og efter at have meddelt sagsøgeren disse bemærkninger og de ikke-fortrolige dokumenter, hvorpå den støttede sin vurdering, oplyste Kommissionen den 16. januar og den 5. marts 2014 under et møde om status for sagen sagsøgeren om, at dennes bemærkninger ikke indeholdt nye væsentlige oplysninger, der kunne ændre Kommissionens oprindelige indstilling.
9 Den 29. juli 2014 vedtog Kommissionen afgørelse C(2014) 5462 final i sag AT.39097 – Reparation af ure (herefter »den anfægtede afgørelse«) om afvisning af sagsøgerens klage som følge af den uforholdsmæssige karakter af de ressourcer, som en grundigere undersøgelse ville nødvendiggøre, henset til sandsynligheden for at godtgøre, at der forelå en overtrædelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF.
Den anfægtede afgørelse
10 Kommissionen begrænsede sin undersøgelse til de ure, som af økonomiske og tekniske årsager var værd at reparere og vedligeholde, dvs. ure, der blev solgt til en pris, der oversteg 1000 EUR (herefter »prestigeprægede ure«).
11 Indledningsvis bemærkede Kommissionen den konkurrenceprægede karakter af markedet for fremstilling af prestigeprægede ure.
12 Kommissionen behandlede spørgsmålet om tilrettelæggelsen af tjenesteydelserne i forbindelse med reparation og vedligeholdelse i 65.-73. betragtning til den anfægtede afgørelse. I denne forbindelse bemærkede Kommissionen, at de fleste schweiziske urfabrikanter havde oprettet selektive reparationssystemer, der gav uafhængige reparatører mulighed for at blive autoriserede reparatører, forudsat at de opfyldte kriterier vedrørende deres uddannelse, erfaring og udstyr, og at deres lokaler var af passende karakter. Disse systemer blev oprettet progressivt af visse fabrikanter på forskellige tidspunkter, mens andre fabrikanter fortsat leverede reservedele til uafhængige reparatører. Desuden benyttede visse schweiziske urfabrikanter, der havde oprettet sådanne systemer, stadig tjenesteydelser fra uafhængige reparatører til gamle ure. De autoriserede reparatører havde adgang til de reservedele og værktøj, der var specifikke for mærket, samt til de nødvendige tekniske oplysninger. De måtte ikke videresælge reservedele til ikke-autoriserede reparatører, og de blev ofte ligeledes forhandlere af disse ure og ansvarlige for eftersalgsservicen. De schweiziske urfabrikanter oprettede ligeledes interne reparationsnetværk. Den nødvendige investering for at blive autoriseret reparatør afhænger af mærket og de reparationstjenesteydelser, der leveres, som kan være basale eller fuldstændige, dvs. inklusiv afmontering af den mekanisme, der får viserne til at dreje rundt og aktiverer supplerende funktioner, dvs. bevægelse. Visse schweiziske urfabrikanter fik foretaget en betydelig andel af reparationerne af autoriserede reparatører. Endvidere har prestigeprægede ure ofte mere komplicerede mekaniske bevægelser, hvilket kræver en mere sofistikeret viden end quartzbevægelser.
Markedsafgræsning
13 I 85.-91. betragtning til den anfægtede afgørelse undersøgte Kommissionen markedet for afsætning af prestigeprægede ure (det primære marked), markedet for levering af tjenesteydelserne vedligeholdelse og reparation af disse ure og markedet for levering af reservedele (de sekundære markeder), hvis geografiske udstrækning dækker Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Kommissionen fandt, at det primære marked og de sekundære markeder var forskellige og særskilte.
14 Hvad angår tjenesteydelserne reparation og vedligeholdelse fastslog Kommissionen, at der kun var ringe substituerbarhed mellem reparationstjenesteydelserne fra et mærke til et andet, således at det kunne fastslås, at der forelå særskilte markeder for hvert mærke.
15 Hvad angår leveringen af reservedele fastslog Kommissionen, at substituerbarheden var meget ringe, eftersom disse dele normalt ikke var indbyrdes substituerbare mellem mærkerne, og at forbrugerne, såfremt de var substituerbare, foretrak originale dele, for at urets værdi ikke skulle forringes. Ligesom med reparation og vedligeholdelse forelå der således flere særskilte markeder knyttet til hver sit mærke.
Bedømmelse på grundlag af artikel 102 TEUF
16 Det var Kommissionens opfattelse, at det ikke kunne udelukkes, at de schweiziske urfabrikanter havde en dominerende stilling på markederne for reparation og levering af reservedele, for så vidt som adgangen til disse markeder nødvendiggjorde en betydelig investering som følge af deres kendetegn.
17 Eftersom de schweiziske urfabrikanter oprettede selektive reparationssystemer, der gav uafhængige reparatører mulighed for at blive autoriserede reparatører, forudsat at de opfyldte objektive kriterier, fastslog Kommissionen imidlertid i modsætning til i de fortilfælde, som sagsøgeren havde påberåbt sig, at det ikke kunne konstateres, at de havde forbeholdt de sekundære markeder for sig selv ved at hindre uafhængige reparatørers adgang til disse markeder. Kommissionen præciserede endvidere, at et sådant system ikke ophævede den effektive konkurrence, eftersom der fortsat var konkurrence mellem de autoriserede reparatører, hvilket gjaldt så meget desto mere, eftersom de kunne reparere ure af forskellige mærker.
18 Når der ikke foreligger særlige omstændigheder, og der er oprettet et selektivt reparationssystem støttet på kvalitative kriterier, var nægtelsen af fortsat at levere reservedele således ifølge Kommissionen ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at der forelå misbrug. Systemet kan endvidere forklares ved objektive grunde og forfølgelsen af produktivitetsgevinster, navnlig opretholdelsen af mærkets image og produkternes kvalitet, forebyggelse af forfalskninger og forøgelsen af mekaniske ures tekniske kompleksitet, som nødvendiggør reparation af høj kvalitet. På denne baggrund fastslog Kommissionen, at sandsynligheden for at godtgøre et misbrug af en dominerende stilling i denne sag var begrænset.
Bedømmelse på grundlag af artikel 101 TEUF
19 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en aftale eller en samordnet praksis med henblik på at begrænse konkurrencen, fastslog Kommissionen efter sin undersøgelse, at de selektive reparationssystemer ikke var blevet oprettet i samme periode af alle de schweiziske urfabrikanter. Visse af urfabrikanterne leverede endvidere fortsat reservedele til uafhængige reparatører. Det var Kommissionens opfattelse, at det således ikke kunne fastslås, at der forelå en aftale eller samordnet praksis. Desuden fastslog Kommissionen, at eksistensen af forskellige markeder for reservedele for hvert mærke for øvrigt gjorde det uhensigtsmæssigt at iværksætte en samordnet praksis med henblik på at afbryde leveringen af disse reservedele til uafhængige reparatører.
20 Hvad angår spørgsmålet om disse selektive reparationssystemers forenelighed med Kommissionens forordning (EU) nr. 330/2010 af 20. april 2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, [TEUF] på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (EUT 2010, L 102, s. 1) anførte Kommissionen, at dens undersøgelse ikke gjorde det muligt at godtgøre, at de autoriserede reparatører ikke frit kunne fastsætte priserne på reparationer, idet kontrakterne kun fastsatte vejledende priser eller en minimumspris. Den præciserede ligeledes, at analysen af de nævnte kontrakter heller ikke gav mulighed for at identificere alvorlige konkurrencebegrænsninger som omhandlet i denne forordning. Kommissionen fandt, at den nævnte forordning under alle omstændigheder ikke fandt anvendelse, eftersom fabrikanterne generelt havde en markedsandel på de sekundære markeder for deres mærke på mere end 30%.
21 Kommissionen efterprøvede herefter, om de selektive reparationssystemer opfyldte de i retspraksis fastsatte kriterier for ikke at høre under anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 1, TEUF. For det første fandt den, at produktets art nødvendiggjorde et selektivt reparationssystem for at bevare urenes kvalitet, sikre deres optimale anvendelse, forebygge forfalskninger og opretholde mærkets image og den aura af eksklusivt præg og prestige, der var knyttet til disse luksusprodukter ud fra deres forbrugeres synspunkt. For det andet fandt Kommissionen, at dens undersøgelse ikke havde vist, at udvælgelsen af autoriserede reparatører ikke blev foretaget på grundlag af objektive kriterier, der blev anvendt ensartet og uden forskelsbehandling. For det tredje fandt den, at de kriterier, der vedrørte reparatørernes uddannelse og erfaring og det værktøj, udstyr og de lagre af reservedele, som de havde til deres rådighed, og som tjente til at vurdere deres evne til at udføre reparationerne inden for en rimelig tidsfrist, selv om de varierede mellem fabrikanterne, var kvalitative kriterier og ikke gik ud over, hvad der var nødvendigt for at sikre formålet med systemet. Endvidere viste Kommissionens undersøgelse, at de autoriserede reparatører ikke var kontraktmæssigt forpligtede til ikke at reparere ure af andre mærker, og at de betydelige investeringer, der skulle foretages, ikke kunne anses for kunstige adgangshindringer til markedet og ikke var uforholdsmæssige, eftersom de var begrundet i formålet om kvaliteten, og at reparatørerne ikke sjældent arbejdede for flere mærker.
22 Følgelig fastslog Kommissionen, at det var lidet sandsynligt, at disse systemer ville være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 101 TEUF.
23 Hvad angår forbuddet for autoriserede reparatører mod at levere reservedele til uafhængige reparatører bemærkede Kommissionen, at der var tale om et element, der var en integreret del af de selektive systemer, som ligeledes faldt uden for anvendelsesområdet for artikel 101 TEUF, og som ikke i forordning nr. 330/2010 blev anset for en alvorlig konkurrencebegrænsning i modsætning til, hvad der var fastsat for sektoren for motorkøretøjer. Den analogi, som sagsøgeren har draget til denne sektor, er således ikke relevant. Dette forbud mod videresalg kunne således ifølge Kommissionen heller ikke udgøre en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF.
24 Følgelig fastslog Kommissionen, at sandsynligheden for, at der kunne godtgøres en overtrædelse af konkurrencereglerne, var ringe, selv ved tilførsel af ekstra ressourcer til behandling af klagen, hvorfor en sådan tilførsel ville være uforholdsmæssig.
Retsforhandlinger og parternes påstande
25 Sagsøgeren har anlagt nærværende sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. oktober 2014.
26 Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 23. og 30. januar og den 23. februar 2015 har intervenienterne, The Swatch Group, LVMH Moët Hennessy-Louis Vuitton og Rolex, fremsat begæring om at måtte intervenere i den foreliggende sag til støtte for Kommissionens påstande. Ved kendelse af 21. april 2015 har formanden for Rettens Niende Afdeling tilladt disse interventioner.
27 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 31. marts 2015 har Cousins Material House Ltd fremsat begæring om at måtte intervenere i sagen til støtte for sagsøgerens påstande. Ved kendelse af 11. november 2015 har formanden for Rettens Niende Afdeling forkastet Cousins Material Houses interventionsbegæring.
28 Intervenienterne har afgivet indlæg inden for de fastsatte frister.
29 Ved beslutning truffet af Rettens præsident er sagen blevet tildelt en ny refererende dommer i Anden Afdeling.
30 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
31 Kommissionen har med støtte fra intervenienterne nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
32 Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet i det væsentlige fremsat seks anbringender. Det første anbringende vedrører en fejl ved fastlæggelsen af de schweiziske urfabrikanters markedsstyrke. Det andet anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af, om der foreligger et misbrug ved de schweiziske urfabrikanters nægtelse af at levere reservedele til uafhængige reparatører. Det tredje anbringende vedrører et urigtigt skøn ved vurderingen af, om det selektive reparationssystem og de schweiziske urfabrikanters nægtelse af at levere reservedele er objektivt begrundet. Det fjerde anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af, om der foreligger et kartel eller en samordnet praksis. Det femte anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten. Det sjette anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik.
33 I medfør af fast retspraksis giver artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 773/2004 ikke klageren ret til at kræve, at Kommissionen træffer en endelig afgørelse om, hvorvidt den påståede overtrædelse foreligger, og forpligter ikke Kommissionen til under alle omstændigheder at fortsætte sagens behandling, indtil der er truffet en endelig afgørelse (jf. i denne retning dom af 19.9.2013, EFIM mod Kommissionen, C-56/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:575, præmis 57, af 18.9.1992, Automec mod Kommissionen, T-24/90, EU:T:1992:97, præmis 75, og af 30.5.2013, Omnis Group mod Kommissionen, T-74/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:283, præmis 42).
34 Kommissionen, som efter artikel 105, stk. 1, TEUF skal påse, at de i artikel 101 TEUF og 102 TEUF fastlagte principper anvendes, skal nemlig fastlægge og gennemføre Unionens konkurrencepolitik. Med henblik på at kunne udføre denne opgave effektivt er den berettiget til at prioritere de klager, den modtager, forskelligt, og råder i denne forbindelse over vide skønsbeføjelser (jf. i denne retning dom af 4.3.1999, Ufex m.fl. mod Kommissionen, C-119/97 P, EU:C:1999:116, præmis 88 og 89, af 17.5.2001, IECC mod Kommissionen, C-449/98 P, EU:C:2001:275, præmis 36, og af 30.5.2013, Omnis Group mod Kommissionen, T-74/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:283, præmis 43).
35 Når Kommissionen under udøvelse af denne vide skønsbeføjelse beslutter at prioritere de klager, den modtager, forskelligt, kan den ikke blot fastlægge den rækkefølge, hvori klagerne skal behandles, men også afvise en klage med den begrundelse, at der ikke er en tilstrækkelig interesse for Unionen i en fortsat behandling af sagen (jf. i denne retning dom af 15.12.2010, CEAHR mod Kommissionen, T-427/08, EU:T:2010:51, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).
36 Ved vurderingen af Unionens interesse i at fortsætte undersøgelsen af en sag skal Kommissionen tage hensyn til den konkrete sags omstændigheder og navnlig de faktiske og retlige forhold, der er blevet fremført i klagen. Den skal bl.a., efter at den med den fornødne omhyggelighed har vurderet de faktiske og retlige oplysninger, som klageren har fremført, foretage en afvejning af den påståede overtrædelses betydning for det indre markeds funktion, sandsynligheden for, at det kan godtgøres, at der foreligger en overtrædelse, og omfanget af de undersøgelser, der vil være nødvendige for at give Kommissionen det bedst mulige grundlag for at udføre sin opgave med at sikre overholdelsen af artikel 101 TEUF og 102 TEUF (dom af 18.9.1992, Automec mod Kommissionen, T-24/90, EU:T:1992:97, præmis 86, og af 15.12.2010, CEAHR mod Kommissionen, T-427/08, EU:T:2010:51, præmis 158).
37 I denne forbindelse må den prøvelse, som Unionens retsinstanser foretager af Kommissionens udøvelse af sin vide skønsbeføjelse i behandlingen af klager, ikke føre til, at de sætter deres eget skøn vedrørende Unionens interesse i stedet for Kommissionens (jf. i denne retning dom af 15.12.2010, CEAHR mod Kommissionen, T-427/08, EU:T:2010:51, præmis 65, og af 11.7.2013, BVGD mod Kommissionen, T-104/07 og T-339/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:366, præmis 219).
38 Eftersom vurderingen af en klages interesse for Unionen afhænger af omstændighederne i hvert enkelt konkret tilfælde, bør antallet af kriterier, som Kommissionen kan lægge vægt på, ikke begrænses, og det bør modsat heller ikke pålægges Kommissionen udelukkende at anvende bestemte kriterier. Kommissionen kan følgelig vælge kun at lægge vægt på et enkelt kriterium med henblik på at vurdere Unionens interesse (dom af 17.5.2001, IECC mod Kommissionen, C-450/98 P, EU:C:2001:276, præmis 58, og af 16.10.2013, Vivendi mod Kommissionen, T-432/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:538, præmis 25).
39 Det er endvidere en integreret del af klageproceduren, at klageren bærer bevisbyrden for den angivelige tilsidesættelse. Som led i et søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om afvisning af en klage påhviler det på samme måde sagsøgeren at forelægge Unionens retsinstanser argumenter og beviser for at godtgøre, at denne afgørelse var ulovlig (dom af 19.9.2013, EFIM mod Kommissionen, C-56/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:575, præmis 72 og 73).
40 Det fremgår af denne retspraksis, at det ikke tilkommer Retten at se bort fra de forhold i afgørelsen, som sagsøgeren ikke hensigtsmæssigt har bestridt, endsige tiltræde de argumenter, som denne har fremsat uden at fremlægge beviser herfor.
41 Kommissionens vide skønsbeføjelser er dog ikke ubegrænsede. Kommissionen er nemlig forpligtet til omhyggeligt at undersøge samtlige faktiske og retlige omstændigheder, som klagerne bringer til dens kundskab (dom af 4.3.1999, Ufex m.fl. mod Kommissionen, C-119/97 P, EU:C:1999:116, præmis 86, og af 30.5.2013, Omnis Group mod Kommissionen, T-74/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:283, præmis 46). Begrænsningen af Unionens retsinstansers prøvelse indebærer endvidere ikke, at de skal afholde sig fra at kontrollere den materielle nøjagtighed af de beviser, der henvises til, oplysningernes troværdighed og sammenhæng og kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning, og om disse oplysninger taler til støtte for Kommissionens konklusioner (dom af 17.9.2007, Microsoft mod Kommissionen, T-201/04, EU:T:2007:289, præmis 89, og af 11.7.2013, BVGD mod Kommissionen, T-104/07 og T-339/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:366, præmis 220).
42 Det er i lyset af disse betragtninger, at de påberåbte anbringender skal undersøges.
43 Først undersøges det tredje anbringende om et åbenbart urigtig skøn ved vurderingen af, om selektive reparationssystemer og de schweiziske urfabrikanters nægtelse af at levere reservedele er objektivt begrundede, derefter undersøges det andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af, om der foreligger et misbrug ved de schweiziske urfabrikanters nægtelse af at levere reservedele til uafhængige reparatører, dernæst undersøges det første anbringende om en åbenbar fejl ved fastlæggelsen af de schweiziske urfabrikanters markedsstyrke, herefter undersøges det fjerde anbringende om et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af, om der foreligger et kartel eller en samordnet praksis, hvorefter det femte anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten undersøges, og endelig undersøges det sjette anbringende om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik.
Det tredje anbringende om et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af, om selektive reparationssystemer og nægtelsen af at levere reservedele er objektivt begrundede, ikke-diskriminerende og forholdsmæssige
44 Det tredje anbringende, som sagsøgerne har fremsat, kan opdeles i to led. Med det første led har sagsøgeren foreholdt Kommissionen, at den foretog en urigtig fortolkning af retspraksis, da den fastslog, at et selektivt distributionssystem og dermed et selektivt reparationssystem ikke var omfattet af anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 1, TEUF, forudsat at det var objektivt begrundet, ikke-diskriminerende og forholdsmæssigt, skønt det endvidere bør kræves, at et sådant system ikke medfører, at enhver konkurrence udelukkes. Med det andet led har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtig skøn, da den fandt, at de omhandlede selektive reparationssystemer var objektivt begrundede, ikke-diskriminerende og forholdsmæssige.
45 Kommissionen har påstået dette klagepunkt forkastet.
Det tredje anbringendes første led om betingelserne for, at et selektivt system kan være i overensstemmelse med artikel 101, stk. 1, TEUF
46 Sagsøgeren har anfægtet Kommissionens fortolkning, hvorefter de omhandlede reparationssystemer var i overensstemmelse med retspraksis vedrørende artikel 101 TEUF, eftersom de var objektivt begrundede, ikke-diskriminerende og forholdsmæssige. Sådanne systemer ville tværtimod kun være i overensstemmelse med denne artikel, hvis de ud over disse betingelser ikke udelukkede enhver konkurrence, dvs. hvis de begrænsninger, de indførte, blev opvejet af andre konkurrencefaktorer mellem produkter af et og samme mærke eller af en effektiv konkurrence mellem forskellige mærker, hvilket ikke er tilfældet i denne sag. Sagsøgeren har tilføjet, at spørgsmålet om selektive distributionssystemers forenelighed ikke er relevant for vurderingen af de selektive reparationssystemers forenelighed, da markedet for de primære produkter er forskelligt fra markedet for tjenesteydelserne reparation og vedligeholdelse.
47 Kommissionen har bestridt denne argumentation.
48 I 154. betragtning til den anfægtede afgørelse præciserede Kommissionen, at et selektivt kvalitativt distributionssystem generelt anses for ikke at være omfattet af artikel 101, stk. 1, TEUF, idet det ikke har skadelige virkninger for konkurrencen, forudsat at det er objektivt begrundet, ikke-diskriminerende og forholdsmæssigt. Den anvendte herefter disse betingelser på de omhandlede selektive reparationssystemer.
49 I denne forbindelse har Domstolen fastslået, at eksistensen af forskellige afsætningskanaler, som er tilpasset de forskellige producenters særlige behov og de forskellige forbrugergruppers ønsker, navnlig er begrundet i sektoren for varige og teknisk udviklede forbrugsgoder af høj kvalitet, hvor et forholdsvis begrænset antal store og mellemstore producenter udbyder et varieret sortiment af artikler, som er let substituerbare, og at sådanne produkter i forbindelse med salget og eftersalget faktisk kunne kræve service, som er tilpasset deres særlige egenskaber og knyttet til forhandlingen (dom af 22.10.1986, Metro mod Kommissionen, 75/84, EU:C:1986:399, præmis 54).
50 Det følger af henvisningen til en særligt tilpasset eftersalgsservice, at de betingelser, der gør det muligt at fastslå, om et selektivt distributionssystem er i overensstemmelse med artikel 101 TEUF, ligeledes kan anvendes til vurderingen af, om et selektivt reparationssystem, der henhører under en eftersalgsservice, medfører skadelige virkninger for konkurrencen. Kriterierne vedrørende de selektive distributionssystemer kan således anvendes analogt med henblik på at vurdere de omhandlede selektive reparationssystemer.
51 Sagsøgerens argument om, at anerkendelsen af, at et selektivt system er objektivt begrundet, ikke-diskriminerende og forholdsmæssigt, ligeledes afhænger af, at der foreligger konkurrence mellem produkter og tjenesteydelser af forskellige mærker, som kan kompensere for de konkurrencebegrænsninger mellem produkter af et og samme mærke, som følger af det selektive system, udspringer af en urigtig fortolkning af retspraksis.
52 Domstolen har allerede fastslået, at de aftaler, som udgør et selektivt distributionssystem, nødvendigvis påvirker konkurrencen på det indre marked (dom af 25.10.1983, AEG-Telefunken mod Kommissionen, 107/82, EU:C:1983:293, præmis 33, og af 13.10.2011, Pierre Fabre Dermo-Cosmétique, C-439/09, EU:C:2011:649, præmis 39). Domstolen har fastslået, at der imidlertid findes legitime behov – som f.eks. opretholdelsen af en specialhandel, der er i stand til at levere særlige ydelser for teknisk højt udviklede produkter af høj kvalitet – der kan begrunde en begrænsning af konkurrencen på priserne til fordel for konkurrence på andre faktorer end priserne. Selektive distributionssystemer udgør derfor et led i konkurrencen, der er i overensstemmelse med artikel 101, stk. 1, TEUF, eftersom de har et lovligt formål, nemlig at styrke konkurrencen dér, hvor den ikke kun udøves på grundlag af priserne (dom af 25.10.1983, AEG-Telefunken mod Kommissionen, 107/82, EU:C:1983:293, præmis 33, og af 13.10.2011, Pierre Fabre Dermo-Cosmétique, C-439/09, EU:C:2011:649, præmis 40).
53 Endvidere henhører oprettelsen af et sådant distributionsnet ikke under forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF, hvis udvælgelsen af videreforhandlere sker på grundlag af objektive kvalitetskriterier, der er fastsat ens for alle potentielle videreforhandlere og anvendes uden forskelsbehandling, hvis de omhandlede produkters egenskaber gør det nødvendigt at anvende et sådant distributionsnet for at bevare produkternes kvalitet, og af hensyn til deres rette brug, og endeligt hvis de fastsatte kriterier ikke går videre end, hvad der er nødvendigt (dom af 25.10.1977, Metro SB-Großmärkte mod Kommissionen, 26/76, EU:C:1977:167, præmis 20, af 11.12.1980, L’Oréal, 31/80, EU:C:1980:289, præmis 15 og 16, og af 13.10.2011, Pierre Fabre Dermo-Cosmétique, C-439/09, EU:C:2011:649, præmis 41).
54 Det følger derimod ikke af retspraksis, at det skal kontrolleres, at disse distributionsnet ikke medfører en udelukkelse af enhver konkurrence. Eftersom de ovennævnte betingelser er opfyldt, er dette således tilstrækkeligt til at fastslå, at et selektivt system er et led i konkurrencen, der er i overensstemmelse ned artikel 101, stk. 1, TEUF.
55 Kommissionen begik således ikke en fejl, da den fastslog, at et selektivt distributionssystem og dermed analogt et selektivt reparationssystem var i overensstemmelse med artikel 101, stk. 1, TEUF, forudsat at det var objektivt begrundet, ikke-diskriminerende og forholdsmæssigt.
Det tredje anbringendes andet led om et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af, om de selektive reparationssystemer er objektivt begrundede, ikke-diskriminerende og forholdsmæssige
56 Sagsøgeren har anført, at de omhandlede selektive reparationssystemer ikke er objektivt begrundede, og at de er diskriminerende og uforholdsmæssige.
57 Kommissionen har bestridt denne argumentation.
– Det første klagepunkt om, hvorvidt de selektive reparationssystemer er objektivt begrundede
58 Sagsøgeren har anfægtet årsagerne til, at Kommissionen fastslog, at de omhandlede selektive reparationssystemer var objektivt begrundede. Sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at urene ikke havde en særlig kompleksitet, der kunne begrunde oprettelsen af sådanne systemer,at bevarelsen af det prestigeprægede image ikke kunne udgøre et legitimt formål for at begrænse konkurrencen, og at de nævnte systemer ikke kunne gøre det muligt at forbedre beskyttelsen mod forfalskninger. Det er sagsøgerens opfattelse, at den omstændighed, at klagen ikke blev undergivet en passende behandling i den anfægtede afgørelse, ligeledes fremgår af svaret på sagsøgerens argumenter om analogien med sektoren for motorkøretøjer, hvor producenterne ikke må hindre de uafhængige reparatørers adgang til reservedele.
59 Kommissionen har påstået dette klagepunkt forkastet.
60 I denne forbindelse lagde Kommissionen i 133. betragtning til den anfægtede afgørelse til grund, at det var sandsynligt, at disse systemer var begrundede af de formål, som de schweiziske urfabrikanter havde fremført, nemlig behovet for at tage hensyn til udviklingen af kompleksiteten af modeller af prestigeprægede ure, bevarelsen af mærkets image, opretholdelsen af reparationstjenesteydelser af høj og ensartet kvalitet og forebyggelse af forfalskninger.
61 For det første har sagsøgeren ikke, selv om denne har gjort gældende, at urenes mekanismer ikke er komplekse, fremlagt konkrete oplysninger til støtte for dette argument, som kan rejse tvivl om Kommissionens konstatering i denne henseende. Hvad angår det forhold, at Kommissionen er blevet foreholdt, at den ikke benyttede en sagkyndig for at vurdere denne kompleksitet, skal det blot bemærkes, at hvis Kommissionen ikke er forpligtet til at tage stilling til, om der foreligger en overtrædelse eller ej, kan den ikke være forpligtet til at gennemføre en undersøgelse, da en sådan kun kan have til formål at søge efter beviser for, at der foreligger eller ikke foreligger en overtrædelse, som den ikke er forpligtet til at konstatere (dom af 18.9.1992, Automec mod Kommissionen, T-24/90, EU:T:1992:97, præmis 76, og af 16.10.2013, Vivendi mod Kommissionen, T-432/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:538, præmis 68). Kommissionen kan således ikke foreholdes, at den ikke har benyttet en sagkyndig.
62 For det andet kan sagsøgerens ikke-underbyggede argumenter hvad angår anfægtelsen af, at der foreligger en troværdig risiko for forfalskning, og at det selektive reparationssystem er nødvendigt for at forbedre forebyggelsen af denne risiko, heller ikke rejse tvivl om Kommissionens konstatering. Det samme gælder for sagsøgerens argumenter om de uafhængige reparatørers engagement og deres modstand mod forfalskningspraksis.
63 Det fremgår af sagens akter, at de schweiziske urfabrikanter har godtgjort, at der er en risiko for forfalskning af prestigeprægede ure og deres reservedele, og at forebyggelse af forfalskninger er et af de formål, der forfølges med iværksættelsen af de selektive reparationssystemer. Sagsøgeren har ikke fremført noget forhold, der kan godtgøre, at der ikke er en risiko for forfalskning, og at kontrollen med levering af reservedele ikke er et middel, der kan begrænse forfalskning af disse dele.
64 Sagsøgerens ikke-underbyggede argumenter godtgør således ikke, at Kommissionen tilsidesatte grænserne for sin skønsbeføjelse, da den fastslog, at oprettelsen af selektive reparationssystemer og nægtelsen af at levere reservedele kunne begrundes af formålet om bekæmpelse af forfalskninger.
65 For det tredje skal det hvad angår begrundelsen for de selektive reparationssystemer med formålet om at bevare de prestigeprægede urmærkers image, som sagsøgeren også har gjort, fremhæves, at Domstolen allerede har fastslået, at formålet om at bevare det prestigebetonede image ikke kan udgøre et legitimt konkurrencebegrænsende formål og således ikke kan begrunde, at en kontraktbestemmelse, der forfølger et sådant formål, ikke henhører under artikel 101, stk. 1, TEUF (dom af 13.10.2011, Pierre Fabre Dermo-Cosmétique, C-439/09, EU:C:2011:649, præmis 46).
66 Det fremgår imidlertid ligeledes af denne dom, at selv om bevarelsen af et mærkes image ikke kan begrunde en konkurrencebegrænsning ved indførelse af et selektivt reparationssystem, kan formålet om at bevare produkternes kvalitet og deres rette brug i sig selv begrunde en sådan begrænsning. Domstolen har nemlig fastslået, at opretholdelsen af en specialhandel, der er i stand til at levere særlige ydelser for teknisk højt udviklede produkter af høj kvalitet, var et legitimt behov, og at oprettelsen af et selektivt distributionsnet ikke henhørte under forbuddet i artikel 101, stk. 1, TEUF, når det forfulgte et sådant formål, hvis udvælgelsen af videreforhandlere sker på grundlag af objektive kvalitetskriterier, der er fastsat ens for alle potentielle videreforhandlere og anvendes uden forskelsbehandling, hvis de omhandlede produkters egenskaber gør det nødvendigt at anvende et sådant distributionsnet for at bevare produkternes kvalitet, og af hensyn til deres rette brug, og endeligt hvis de fastsatte kriterier ikke går videre end, hvad der er nødvendigt (jf. i denne retning dom af 13.10.2011, Pierre Fabre Dermo-Cosmétique, C-439/09, EU:C:2011:649, præmis 40 og 41).
67 Eftersom Kommissionen ikke udelukkende har taget hensyn til formålet om at bevare mærkets image som begrundelse for oprettelsen af de selektive reparationssystemer, og idet formålet om at bevare urenes kvalitet og deres rette brug kan være tilstrækkeligt til at begrunde denne oprettelse, har Kommissionen ikke anlagt et åbenbart urigtig skøn ved at fastslå, at det var sandsynligt, at de pågældende nægtelser af levering var begrundede, hvis udvælgelsen af videreforhandlere skete på grundlag af objektive kvalitetskriterier, der blev anvendt uden forskelsbehandling, og ikke gik videre end, hvad der var nødvendigt.
68 For det fjerde kan det – hvad angår sagsøgerens kritik vedrørende den omstændighed, at Kommissionen ikke fandt, at sammenligningen med de regler, der gjaldt for motorkøretøjer, kunne føre til en konklusion om, at de selektive reparationssystemer, som de schweiziske urfabrikanter havde oprettet, ikke var objektivt begrundede – ikke foreholdes Kommissionen, at den ikke anvendte disse regler på sektoren for prestigeprægede ure. Disse regler, der gælder for sektoren for motorkøretøjer, finder nemlig ikke anvendelse på ure. Som det fremgår af 175. betragtning til den anfægtede afgørelse, fremførte Kommissionen flere forhold, der gør det muligt at sondre mellem sektoren for prestigeprægede ure og sektoren for motorkøretøjer.
69 Kommissionen anførte navnlig, at sektoren for køretøjer var underlagt en særlig sektorbestemt lovgivning, at reservedele i denne sektor kunne sælges direkte til slutbrugeren, at eftersalgsservicen for prestigeprægede ure udgjorde et mindre rentabelt marked, idet det ikke omfattede en stor andel af forbrugernes samlede udgifter, og at det var mindre væsentligt at oprette reparationscentre tæt på forbrugerne i ursektoren end i bilsektoren, eftersom prestigeprægede ure lettere kunne forsendes med henblik på reparation. Det kan følgelig ikke foreholdes Kommissionen, at den anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den fastslog, at sektoren for prestigeprægede ure kunne undergives en anden behandling end den, der er fastsat i den lovgivning, som fandt anvendelse på sektoren for motorkøretøjer.
70 Kommissionen anlagde således ikke et åbenbart urigtigt skøn, da den fastslog, at det var sandsynligt, at de omhandlede selektive reparationssystemer var begrundede af behovet for at tage hensyn til udviklingen af kompleksiteten af modeller af prestigeprægede ure, opretholdelsen af reparationstjenesteydelser af høj og ensartet kvalitet og forebyggelse af forfalskninger.
– Det første klagepunkt om, at de selektive reparationssystemer ikke har karakter af forskelsbehandling
71 Hvad angår de selektive reparationssystemers karakter af forskelsbehandling har sagsøgeren gjort gældende, at adgangen til disse systemer nødvendiggjorde en betydelig investering, at kravene til kvalifikationer og udstyr var for høje, henset til den omstændighed, at mere komplicerede reparationer kun foretages undtagelsesvis, og at reparatørerne er tvunget til at leve op til særlige investeringsvilkår for hvert mærke.
72 Kommissionen har påstået dette klagepunkt forkastet.
73 Det skal i denne henseende blot konstateres, at Kommissionen, eftersom alle disse forhold er objektive kriterier, som har forbindelse med det formål, der forfølges med de selektive reparationssystemer, ikke har overskredet sin skønsbeføjelse ved at fastslå, at de ikke kunne rejse tvivl om systemernes ikke-diskriminerende karakter. Sagsøgeren har i øvrigt ikke bestridt, at reparationssystemernes udvælgelseskriterier er objektive.
74 De forhold, som sagsøgeren har fremført, kan således ikke godtgøre, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at de selektive reparationssystemer ikke var diskriminerende.
– Det tredje klagepunkt om de selektive reparationssystemers forholdsmæssige karakter
75 Hvad angår de selektive reparationssystemers forholdsmæssige karakter har sagsøgeren støttet sig på den manglende kompleksitet ved gamle og enkle ure for at godtgøre, at de pågældende reparationssystemer var uforholdsmæssige.
76 Kommissionen har påstået dette klagepunkt forkastet.
77 Sagsøgeren har ikke forklaret, hvorledes reparation af gamle eller mere enkle ure under samme krav som de nyere ure ville gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå de mål, der forfølges. Det fremgår endvidere af sagens akter, at de selektive reparationssystemer indebærer varierende grader af krav og investeringer alt efter urmodellerne og reparationstyperne, hvorfor der tages hensyn til forskellene mellem modellerne og de tilbudte tjenesteydelsers niveau.
78 Sagsøgeren har under den administrative procedure under alle omstændigheder anerkendt, at de nationale sammenslutninger af uafhængige urreparatører af deres medlemmer forlangte, at de foretog investeringer i uddannelse, værktøj og lagre af reservedele, der mindede om de af de schweiziske urfabrikanter krævede, hvilket bekræfter, at de investeringer, der skulle foretages for at være en del af de selektive reparationssystemer, var forholdsmæssige.
79 Kommissionen har endvidere med føje fastslået, at de pågældende investeringer var fælles for flere mærker, hvilket forøgede deres rentabilitet. Desuden bekræfter sagsøgerens konstatering under den administrative procedure om, at antallet af autoriserede reparatører nødvendigvis er højt og stigende, at disse systemer ikke kræver for høje investeringer, da de er tilgængelige.
80 Endelig kan sagsøgerens argument om, at de omhandlede selektive reparationssystemer er kendetegnende for den i artikel 102 TEUF anførte ulovlige praksis, ikke rejse tvivl om, at de er objektivt begrundede, da de ovenfor undersøgte kriterier er overholdt. Dette kan således ikke udgøre et åbenbart urigtigt skøn fra Kommissionens side.
81 Kommissionen anlagde således ikke et åbenbart urigtigt skøn, da den fastslog, at det ikke kunne udelukkes, at de selektive reparationssystemer, som de schweiziske urfabrikanter havde oprettet, kunne begrundes med formålet om at sikre produkternes kvalitet, eftersom systemerne var støttet på kvalitative udvælgelseskriterier, der blev anvendt uden forskelsbehandling og var forholdsmæssige.
82 Det tredje anbringende er følgelig ugrundet.
Om det andet anbringende om et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af, om der foreligger misbrug ved nægtelsen af at levere reservedele
83 Det andet anbringende, som sagsøgeren har fremsat, kan opdeles i tre led. Først begik Kommissionen en fejl, da den fandt, at nægtelsen af levering fra en virksomhed, der befinder sig i en dominerende stilling, kun kunne udgøre misbrug under visse omstændigheder. Derefter begik Kommissionen en fejl ved, henset til de omhandlede selektive reparationssystemers lovlighed i forhold til artikel 101 TEUF, at udlede, at de var lovlige i lyset af artikel 102 TEUF. Endelig anlagde Kommissionen et åbenbart urigtigt skøn, da den fastslog, at nægtelsen af at fortsætte med at levere reservedele ikke fulgte af de schweiziske urfabrikanters hensigt om at forbeholde sig markedet, og at disse nægtelser ikke kunne udelukke enhver konkurrence.
84 Kommissionen har påstået dette anbringende forkastet.
Det andet anbringendes første led om Kommissionens fejl ved identificeringen af de nødvendige kriterier for at fastslå misbrug
85 Sagsøgeren har foreholdt Kommissionen, at den fandt, at en nægtelse af levering kun kunne udgøre et misbrug som omhandlet i artikel 102 TEUF, hvis den udelukkede enhver konkurrence, og at det blotte fravær af en objektiv begrundelse ikke var en tilstrækkelig grund til at fastslå et misbrug i medfør af artikel 102 TEUF.
86 Kommissionen har bestridt denne argumentation.
87 I denne henseende har Domstolen og Retten allerede haft lejlighed til at vurdere, om den omstændighed, at en virksomhed i en dominerende stilling nægter levering, er forenelig med artikel 102 TEUF i en situation, der er kendetegnet ved varernes tilstedeværelse på et primært marked, et marked for tjenesteydelserne reparation og vedligeholdelse af disse varer samt et marked for reservedele.
88 Det følger endvidere af retspraksis, at en nægtelse fra en virksomhed, der har en dominerende stilling på markedet for et givent produkt, og som nægter at efterkomme ordrer fra en tidligere kunde, udgør et misbrug af denne dominerende stilling som omhandlet i artikel 102 TEUF, såfremt denne adfærd – uden en objektiv begrundelse – kan udelukke konkurrencen fra en handelspartner (jf. i denne retning dom af 6.3.1974, Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen, 6/73 og 7/73, EU:C:1974:18, præmis 25, og af 14.2.1978, United Brands og United Brands Continentaal mod Kommissionen, 27/76, EU:C:1978:22, præmis 183).
89 I præmis 38 i dom af 26. november 1998, Bronner (C-7/97, EU:C:1998:569), bemærkede Domstolen endvidere, at selv om den i dom af 6. marts 1974, Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen, (6/73 og 7/73, EU:C:1974:18), og af 3. oktober 1985, CBEM (311/84, EU:C:1985:394), fastslog, at det var udtryk for misbrug, at en virksomhed, der indtog en dominerende stilling på et bestemt marked, tilkendegav, at den til en virksomhed, som den konkurrerede med på et beslægtet marked, nægtede at levere henholdsvis råstoffer eller tjenesteydelser, som var absolut nødvendige for den anden virksomheds udøvelse af aktiviteter, skete det med en bemærkning om, at den pågældende adfærd kunne udelukke al konkurrence fra denne virksomheds side (dom af 17.9.2007, Microsoft mod Kommissionen, T-201/04, EU:T:2007:289, præmis 326).
90 For at fastslå, at der foreligger misbrug som omhandlet i artikel 102 TEUF, kræves det således, at nægtelsen af at levere den omhandlede vare eller tjenesteydelse er egnet til at udelukke enhver konkurrence på markedet fra den virksomheds side, som efterspørger varen eller tjenesteydelsen, at nægtelsen ikke kan begrundes ud fra objektive forhold, og at varerne eller tjenesteydelserne i sig selv er absolut nødvendig for, at den anmodende virksomhed kan udøve sin virksomhed (jf. i denne retning dom af 26.11.1998, Bronner, C-7/97, EU:C:1998:569, præmis 41, og af 9.9.2009, Clearstream mod Kommissionen, T-301/04, EU:T:2009:317, præmis 147).
91 Kommissionen begik således ikke en fejl, da den i 105. og 106. betragtning til den anfægtede afgørelse bemærkede, at nægtelsen fra en virksomhed, der befinder sig i en dominerende stilling, kun under visse omstændigheder kunne udgøre misbrug som omhandlet i artikel 102 TEUF. For at der foreligger misbrug, skal der nemlig være en risiko for udelukkelse af enhver effektiv konkurrence.Følgelig begik Kommissionen heller ikke en fejl, da den præciserede, at det blotte fravær af en objektiv begrundelse ikke var tilstrækkelig grund til at fastslå, at der forelå misbrug som omhandlet i artikel 102 TEUF.
Det andet anbringendes andet led om Kommissionens fejl ved vurderingen af, om der forelå misbrug som omhandlet i artikel 102 TEUF set i lyset af retspraksis vedrørende artikel 101 TEUF
92 Sagsøgeren har foreholdt Kommissionen, at den begrundede den omstændighed, at reparationssystemerne og det iboende forbud mod at levere reservedele uden for systemet er forenelige med artikel 102 TEUF, med det forhold, at de er forenelige med retspraksis vedrørende artikel 101 TEUF.
93 Kommissionen har bestridt denne argumentation.
94 Det fremgår af Domstolens praksis, at anvendelsen af artikel 101 TEUF på en aftale ikke er til hinder for, at artikel 102 TEUF anvendes på den af parterne i denne aftale udviste adfærd, når betingelserne for anvendelse af begge bestemmelserne er opfyldt, og at det forhold, at virksomheder, som befinder sig i en reel konkurrencesituation, følger en tilladt praksis i henhold til artikel 101 TEUF, derfor ikke indebærer, at der aldrig kan være tale om misbrug af en dominerende stilling, såfremt en virksomhed, der har en sådan stilling, anvender samme praksis (dom af 16.3.2000, Compagnie maritime belge transports m.fl. mod Kommissionen, C-395/96 P og C-396/96 P, EU:C:2000:132, præmis 130 og 131). Konstateringen af, at en adfærd er lovlig i medfør af artikel 101 TEUF, indebærer i princippet ikke, at denne adfærd er lovlig i henhold til artikel 102 TEUF, men det skal i denne henseende efterprøves, om betingelserne for at anvende den sidstnævnte bestemmelse ikke er opfyldt.
95 I det foreliggende tilfælde henviste Kommissionen i 119., 122. og 128. betragtning til den anfægtede afgørelse til de omhandlede selektive reparationssystemers forenelighed med artikel 101, stk. 1, TEUF, da den vurderede, at disse systemer ikke skabte konkurrencebegrænsende virkninger, eftersom de var støttet på kvalitative kriterier og overholdt de betingelser, der er fastsat i retspraksis vedrørende artikel 101, stk. 1, TEUF. Kommissionen benyttede således retspraksis om anvendelsen af denne bestemmelse for at godtgøre, at oprettelsen af de omhandlede selektive reparationssystemer ikke kunne udelukke enhver konkurrence, dvs. for at vurdere, om denne betingelse for anvendelsen af artikel 102 TEUF var opfyldt.
96 Eftersom selektive reparations- eller distributionssystemer ikke er omfattet af artikel 101, stk. 1, TEUF, idet de anses for at udgøre et led i konkurrencen som følge af overholdelsen af visse betingelser (jf. i denne retning dom af 25.10.1983, AEG-Telefunken mod Kommissionen, 107/82, EU:C:1983:293, præmis 33-35, af 13.10.2011, Pierre Fabre Dermo-Cosmétique, C-439/09, EU:C:2011:649, præmis 40 og 41, og af 27.2.1992, Vichy mod Kommissionen, T-19/91, EU:T:1992:28, præmis 65), kunne Kommissionen under udøvelse af den skønsbeføjelse, som den har i medfør af den ovenfor i præmis 34 nævnte retspraksis, fastslå, at sådanne systemers forenelighed med denne bestemmelse udgjorde et indicium, der sammenholdt med andre forhold kunne godtgøre, at det var lidet sandsynligt, at de udelukkede enhver konkurrence som omhandlet i retspraksis vedrørende artikel 102 TEUF.
97 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen ud over henvisningen til reparations- eller distributionssystemernes forenelighed med artikel 101, stk. 1, TEUF ligeledes støttede sig på andre forhold, såsom eksistensen af konkurrence mellem de autorisede reparatører på det relevante marked (118. betragtning), og det forhold, at netværkene af selektiv reparation var åbent for de reparatører, der ønskede at tilslutte sig dem (123. betragtning).
98 På denne baggrund begik Kommissionen ikke en fejl, da den vurderede sandsynligheden for, at den pågældende nægtelse af levering skabte konkurrencebegrænsende virkninger, der udgjorde misbrug som omhandlet i artikel 102 TEUF, ved bl.a. at støtte sig på de betingelser, som er fastsat i retspraksis vedrørende artikel 101, stk. 1, TEUF, og som tjener til at kontrollere, at selektive distributions- eller reparationssystemer ikke skaber en konkurrencebegrænsning, der er uforenelig med denne bestemmelse, navnlig for så vidt som den støttede denne vurdering på andre faktiske forhold, der kunne godtgøre, at der ikke forelå en risiko for udelukkelse af enhver effektiv konkurrence.
Det andet anbringendes tredje led om Kommissionens åbenbare fejl ved vurderingen af de schweiziske urfabrikanters hensigt om at forbeholde sig markedet og vurderingen af risikoen for udelukkelse af enhver effektiv konkurrence
99 Det er sagsøgerens opfattelse, at Kommissionen begik en åbenbar fejl ved vurderingen af, om der forelå misbrug, idet den tog hensyn til de schweiziske urfabrikanters hensigt om ikke at forbeholde sig markedet,og vurderede, at de pågældende nægtelser af levering ikke kunne udelukke enhver konkurrence.
100 Kommissionen har bestridt denne argumentation.
– Det første klagepunkt om hensyntagen til de schweiziske urfabrikanters hensigt
101 Kommissionen er i forbindelse med sin undersøgelse af en dominerende virksomheds adfærd og med henblik på at identificere et eventuelt misbrug af en sådan dominerende stilling forpligtet til at tage alle relevante faktiske omstændigheder vedrørende denne adfærd i betragtning (jf. dom af 19.4.2012, Tomra Systems m.fl. mod Kommissionen, C-549/10 P, EU:C:2012:221, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).
102 Den omstændighed, at der foreligger en eventuelt konkurrencebegrænsende hensigt, udgør således alene en ud af flere faktiske omstændigheder, som kan tages i betragtning med henblik på at fastslå et misbrug af dominerende stilling (dom af 19.4.2012, Tomra Systems m.fl. mod Kommissionen, C-549/10 P, EU:C:2012:221, præmis 20).
103 Kommissionen begik således ikke en åbenbar fejl ved at tage hensyn til den omstændighed, at de schweiziske urfabrikanter havde forklaret, at de havde oprettet deres selektive reparationssystemer af andre grunde end hensigten til at forbeholde sig markederne for reparation og vedligeholdelse, for så vidt som Kommissionen ikke udelukkende støttede sig på dette forhold om hensigten for at begrunde sin konklusion om, at der var lav sandsynlighed for, at der kunne godtgøres en overtrædelse af artikel 102 TEUF.
– Det andet klagepunkt om vurderingen af risikoen for, at nægtelserne af at levere reservedele udelukker enhver effektiv konkurrence
104 Ifølge sagsøgeren kan nægtelserne af at levere reservedele til de uafhængige reparatører udelukke enhver konkurrence på de relevante markeder, eftersom antallet af autoriserede reparatører er meget begrænset, og deres markedsandele er meget begrænsede.
105 Kommissionen har påstået dette klagepunkt forkastet.
106 Hvad angår kriteriet om udelukkelse af enhver konkurrence er det med henblik på at påvise, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 102 TEUF, ikke nødvendigt godtgøre, at enhver konkurrence på markedet vil blive udelukket, men det skal derimod godtgøres, at der er fare eller sandsynlighed for, at den pågældende nægtelse fører til en udelukkelse af enhver effektiv konkurrence på markedet (dom af 17.9.2007, Microsoft mod Kommissionen, T-201/04, EU:T:2007:289, præmis 563, og af 9.9.2009, Clearstream mod Kommissionen, T-301/04, EU:T:2009:317, præmis 148).
107 I denne forbindelse fastslog Kommissionen for det første i 73., 110., 118. og 162. betragtning til den anfægtede afgørelse, at der var konkurrence mellem de autoriserede reparatører og mellem disse reparatører og de schweiziske urfabrikanter på markedet for reparation, for så vidt som de var udvalgt på grundlag af kvalitative kriterier, og for så vidt som de selektive systemer var åbne over for alle de uafhængige reparatører, der opfyldte disse kriterier og ønskede at tilslutte sig disse systemer.
108 Eftersom det fremgår af den analyse af de omhandlede selektive reparationssystemers kendetegn, som er foretaget ovenfor i præmis 60-81, at de kan anses for at være led i konkurrencen, som artikel 101, stk. 1, TEUF, ikke finder anvendelse på, begik Kommissionen ikke en fejl, da den af denne konstatering og de øvrige oplysninger nævnt ovenfor i præmis 107 udledte, at det var lidet sandsynligt, at oprettelsen af nævnte systemer medførte en risiko for udelukkelse af enhver effektiv konkurrence.
109 Kommissionen præciserede nemlig i 122. betragtning til den anfægtede afgørelse, at eksistensen af konkurrence ligeledes fulgte af, at de autorisede reparatører havde mulighed for at foretage reparationer for flere mærker. Som følge af muligheden for at opnå stordriftsfordele er den omstændighed, at de autoriserede reparatører kan foretage reparationer for flere mærker, ligeledes et led i konkurrencen på markedet for reparation, som bidrager til at godtgøre, at det er lidet sandsynligt, at der kan godtgøres en risiko for udelukkelse af enhver effektiv konkurrence.
110 For det tredje bemærkede Kommissionen endvidere i 123. betragtning til den anfægtede afgørelse, at uafhængige reparatører under undersøgelsen havde tilsluttet sig de selektive reparationssystemer for bestemte mærker. Sagsøgeren har hverken gjort gældende eller godtgjort, at nogen uafhængig reparatør, der opfyldte kriterierne, ville være forhindret i at deltage i et eller flere selektive reparationssystemer. Sagsøgeren har i øvrigt ikke fremlagt beviser for, at reparatører, der opfylder kriterierne, ikke er blevet optaget som autoriserede reparatører.
111 Henset til samtlige de oplysninger, som Kommissionen har fremført, fremgår det således, at den uden at begå en åbenbar fejl vurderede, at risikoen for udelukkelse af enhver effektiv konkurrence var lav. Henset til måden, hvorpå de omhandlede selektive reparationssystemer fungerer, foreligger der en konkurrence mellem de autoriserede reparatører samt mellem disse reparatører og fabrikanternes interne reparationscentre. Endvidere godtgør de oplysninger, som Kommissionen har analyseret, at de omhandlede selektive reparationssystemer giver mulighed for, at nye aktører kan trænge ind på markedet for reparation, hvorfor der foreligger et potentielt konkurrencepres, som kan bekræfte, at der ikke ved funktionen af de i det foreliggende tilfælde undersøgte selektive reparationssystemer er en risiko for udelukkelse af enhver effektiv konkurrence.
112 For det fjerde kan reduktionen af antallet af uafhængige reparatører, der er medlemmer af en national sammenslutning af uafhængige reparatører, ikke i sig selv godtgøre, at enhver effektiv konkurrence er udelukket. Artikel 101 TEUF har i øvrigt i lighed med traktatens øvrige konkurrenceregler ikke kun til formål at beskytte konkurrenters eller forbrugeres umiddelbare interesser, men derimod at beskytte strukturen på markedet og dermed konkurrencen som sådan (dom af 19.3.2015, Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen, C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 125). Behovet for at bevare en ikke-fordrejet konkurrence indebærer således ikke et behov for at beskytte eksistensen af de uafhængige reparatører som sådan.
113 For det femte kan sagsøgerens påberåbelse af citatet fra en skrivelse af 2005, som indeholder Kommissionens foreløbige konklusion om, at de schweiziske urfabrikanter søgte at forbeholde sig markederne for reparation og vedligeholdelse, ikke godtgøre en åbenbar fejl. Denne konklusion kan nemlig ikke udledes af det af sagsøgeren gengivne citat, hvori Kommissionen blot konstaterede, at opretholdelsen af et produkts værdi kræver, at eftersalgsservicen leveres enten af urfabrikanterne selv eller i autoriserede centre, dvs. tredjemandsvirksomheder. Som anført af Kommissionen indeholdt denne skrivelse kun et foreløbigt standpunkt, der var fremsat inden Rettens annullation af den første afvisning af klagen, og den blev fulgt op af en supplerende undersøgelse af de relevante markeder. På denne baggrund kan den omstændighed, at Kommissionens endelige standpunkt ikke stemmer overens med dens foreløbige indstilling, hvis denne omstændighed forudsættes godtgjort, ikke behæfte Kommissionens vurdering med en fejl.
114 For det sjette kan sagsøgerens argumenter om, dels at markedet for reservedele og markedet for tjenesteydelserne vedligeholdelse og reparation vokser, dels at priserne på de reparationer og den vedligeholdelse, som fabrikanterne udfører, ikke er uvæsentlige, ikke rejse tvivl om Kommissionens vurdering af sandsynligheden for, at der foreligger et misbrug. Begrebet misbrug er nemlig et objektivt begreb, som omfatter en af en markedsdominerende virksomhed udvist adfærd, som efter sin art kan påvirke strukturen på et marked, og den afhænger ikke af det relevante markeds størrelse (jf. i denne retning dom af 17.12.2003, British Airways mod Kommissionen, T-219/99, EU:T:2003:343, præmis 241). Et markeds størrelse har således ingen indvirkning på fastslåelsen af et misbrug.
115 For det syvende kan sagsøgerens argument om Kommissionens manglende overholdelse af de kriterier, der er fastsat i Kommissionens meddelelse med titlen »Vejledning om Kommissionens prioritering af håndhævelsen i forbindelse med anvendelsen af [artikel 102 TEUF] på virksomheders misbrug af dominerende stilling gennem ekskluderende adfærd« (EUT 2009, C 45, s. 7), heller ikke godtgøre, at Kommissionen begik en åbenbar fejl. I henhold til denne meddelelse anser Kommissionen leveringsnægtelser for betydelige, for det første når de vedrører et produkt eller tjenesteydelse, der er absolut nødvendig for at kunne udøve effektiv konkurrence på et underliggende marked, for det andet når de kan føre til udelukkelse af en underliggende konkurrence, og for det tredje når de kan skade forbrugeren. Eftersom Kommissionen uden at begå en åbenbar fejl fastslog, at sandsynligheden for, at der kunne godtgøres en risiko for udelukkelse af enhver konkurrence, var lav, opfyldte denne sag ikke et af de kumulative kriterier for at kunne anses for betydningsfuld. Eftersom et af kriterierne ikke var opfyldt, var det ikke nødvendigt at vurdere, om sagsøgerens argumenter vedrørende de to øvrige kriterier om, at reservedelene var absolut nødvendige for, at der kunne udøves en effektiv konkurrence, og om den skade, som forbrugerne ville lide, var begrundede.
116 Kommissionen anlagde således ikke et åbenbart urigtigt skøn, da den fandt, at sandsynligheden for, at der kunne godtgøres en risiko for udelukkelse af enhver effektiv konkurrence, var lav.
117 Følgelig anlagde Kommissionen ikke et åbenbart urigtigt skøn, da den fandt, at det var lidet sandsynligt, at der kunne fastslås et misbrug som følge af nægtelsen af fortsat at levere reservedele.
118 Det andet anbringende er derfor ugrundet.
Det første anbringende om en fejl ved fastlæggelsen af de schweiziske urfabrikanters markedsstyrke
119 Som led i dette anbringende har sagsøgeren i det væsentlige foreholdt Kommissionen, at den fastslog, at det ikke var udelukket, at de schweiziske urfabrikanter havde en dominerende stilling på markedet for levering af reservedele, uagtet at disse havde en monopolstilling, uden at Kommissionen imidlertid tog hensyn til dette forhold for at vurdere sandsynligheden for, at der forelå et misbrug.
120 Kommissionen har påstået dette anbringende forkastet.
121 I 102. og 103. betragtning til den anfægtede afgørelse fandt Kommissionen, at det ikke kunne udelukkes, at de schweiziske urfabrikanter havde en dominerende stilling på markederne for reparation og levering af reservedele, for så vidt som adgangen til disse markeder nødvendiggjorde en betydelig investering som følge af deres kendetegn.
122 Det fremgår i denne henseende af retspraksis, at begrebet dominerende stilling i artikel 102 TEUF skal forstås som en virksomheds økonomiske magtposition, som sætter denne i stand til at hindre, at der opretholdes en effektiv konkurrence på det relevante marked, idet den kan udvise en i betydeligt omfang uafhængig adfærd over for sine konkurrenter og kunder. Denne bestemmelse indfører ikke nogen sondring eller grad i begrebet dominerende stilling. Når en virksomhed har en økonomisk styrke som den, der kræves i henhold til artikel 102 TEUF for at fastslå, at den har en dominerende stilling på et bestemt marked, skal dens adfærd bedømmes i henhold til denne bestemmelse. Markedsstyrken har ikke desto mindre i princippet konsekvenser for rækkevidden af virkningerne af den pågældende virksomheds adfærd snarere end for, om der som sådan består misbrug (dom af 17.2.2011, TeliaSonera Sverige, C-52/09, EU:C:2011:83, præmis 79-81, og af 19.4.2012, Tomra Systems m.fl. mod Kommissionen, C-549/10 P, EU:C:2012:221, præmis 38 og 39).
123 I henhold til denne retspraksis er spørgsmålet, om de schweiziske urfabrikanter har en større markedsstyrke end den af Kommissionen fastlagte, principielt uden relevans for undersøgelsen af, om den adfærd, de foreholdes, udgør misbrug.
124 Eftersom det fremgår af undersøgelsen af det andet anbringende, at Kommissionen uden at have anlagt et åbenbart urigtigt skøn udelukkede muligheden for, at den adfærd, som blev foreholdt de schweiziske urfabrikanter, udgjorde misbrug, følger det nødvendigvis heraf, at det første anbringende om en urigtig fastlæggelse af de schweiziske urfabrikanters markedsstyrke er uvirksomt.
125 Det første anbringende er derfor uvirksomt.
Det fjerde anbringende om et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af sandsynligheden for, at nægtelserne af at levere reservedele skyldes et kartel eller samordnet praksis
126 Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at det var lidet sandsynligt, at de schweiziske urfabrikanters nægtelse af fortsat at levere reservedele skyldtes et kartel eller en samordnet praksis. Til støtte herfor har sagsøgeren i det væsentlige fremført tre argumenter. Først bemærkes, at de schweiziske urfabrikanter havde en interesse i at etablere en sådan samordnet praksis. Dernæst var den eneste måde, hvorpå de kunne opnå formålet om at forbeholde sig markederne for reparation og vedligeholdelse, at handle samlet. Endelig burde Kommissionen have foretaget en nærmere undersøgelse af dette ved at indhente referater fra møderne i de to schweiziske handelssammenslutninger, hvorunder de schweiziske urfabrikanter drøftede leveringen af reservedele til de uafhængige reparatører.
127 I medfør af retspraksis giver den løbende vedtagelse af beslutninger om nægtelse af levering, når den som i det foreliggende tilfælde strækker sig over en lang periode, mulighed for at fastslå, at disse beslutninger ikke var konsekvensen af et kartel, men følgen af uafhængige forretningsbeslutninger (jf. i denne retning dom af 15.12.2010, CEAHR mod Kommissionen, T-427/08, EU:T:2010:51, præmis 131 og 132).
128 I den anfægtede afgørelse fastslog Kommissionen, at nægtelsens udvikling ikke var konsekvensen af et kartel, men følgen af uafhængige forretningsbeslutninger, som de schweiziske urfabrikanter traf, for så vidt som disse beslutninger hverken blev truffet på samme tidspunkt eller i samme periode, men løbende over en relativt langstrakt periode.Sagsøgeren har ikke anfægtet den tidsmæssige kontekst for oprettelsen af de selektive reparationssystemer og af nægtelsen af levering. Sagsøgeren har endvidere fremlagt afslagsskrivelser af 1996, 2000 og 2002.
129 Når der ikke foreligger oplysninger, der godtgør en aftale eller et hemmeligt samarbejde, kunne Kommissionen følgelig uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn fastslå, at det var lidet sandsynligt, at nægtelserne af at levere reservedele var konsekvensen af et kartel eller en samordnet praksis.
130 Hvad angår argumentet om, at de schweiziske urfabrikanter havde et økonomisk formål med samarbejdet, som Kommissionen havde anerkendt, og argumentet om, at den eneste måde, hvorpå disse fabrikanter kunne opnå formålet om at forbeholde sig markederne for reparation og vedligeholdelse, var at handle samlet, skal det fastslås, at disse argumenter er støttet på ikke-underbyggede konstateringer og på den angivelige forfølgelse af et formål, som sagsøgeren ikke har godtgjort. Eftersom der ikke foreligger oplysninger, som godtgør en aftale eller et hemmeligt samarbejde, kan disse argumenter i øvrigt ikke godtgøre, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn.
131 Hvad angår det forhold, at Kommissionen burde have foretaget en nærmere undersøgelse, bemærkes, som det fremgår af den ovenfor i præmis 61 nævnte retspraksis, at hvis Kommissionen ikke er forpligtet til at tage stilling til, om der foreligger en overtrædelse eller ej, kan den ikke være forpligtet til at gennemføre en undersøgelse, da en sådan kun kan have til formål at søge efter beviser for, at der foreligger eller ikke foreligger en overtrædelse, som den ikke er forpligtet til at konstatere. Kommissionen kan således ikke foreholdes, at den ikke søgte at indhente referaterne fra møderne i de to schweiziske handelssammenslutninger.
132 Kommissionen anlagde således ikke et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at det var lidet sandsynligt, at de schweiziske urfabrikanters nægtelse af fortsat at levere reservedele skyldtes et kartel eller en samordnet praksis.
133 Det fjerde anbringende er derfor ugrundet.
Det femte anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten
134 Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke støttede sin konklusion om afvisning af klagen på en passende begrundelse.
135 I denne forbindelse er Kommissionen undergivet en begrundelsespligt, når den afviser at fortsætte behandlingen af en klage. Denne begrundelse skal være tilstrækkelig præcis og detaljeret til, at Retten kan foretage en effektiv prøvelse af Kommissionens udøvelse af sin skønsbeføjelse til at opstille prioriteter, og institutionen har pligt til at anføre de faktiske forhold, som afgørelsens retmæssighed afhænger af, såvel som de retlige overvejelser, der har foranlediget den til at vedtage afgørelsen (kendelse af 31.3.2011, EMC Development mod Kommissionen, C-367/10 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:203, præmis 75, og dom af 21.1.2015, easyJet Airline mod Kommissionen, T-355/13, EU:T:2015:36, præmis 70).
136 I det foreliggende tilfælde skal det blot fastslås, at det fremgår af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen fandt, at sandsynligheden for, at det kunne godtgøres, at der forelå en overtrædelse af artikel 102 TEUF, var begrænset, henset til den manglende risiko for, at nægtelsen af levering af reservedele og oprettelsen af selektive reparationssystemer fjernede enhver effektiv konkurrence. Kommissionen fandt endvidere, at sandsynligheden for, at det kunne godtgøres, at der forelå en overtrædelse af artikel 101 TEUF, var begrænset, eftersom nægtelsen af levering af reservedele og oprettelsen af selektive reparationssystemer fulgte af uafhængige forretningsbeslutninger, der ikke var truffet samtidigt. Den besvarede endvidere samtlige argumenter, der var fremsat i klagen, hvilket sagsøgeren ikke har bestridt.
137 På denne baggrund opfyldte Kommissionen sin begrundelsespligt ved klart og utvetydigt at angive de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der foranledigede den til at fastslå, at sandsynligheden for, at det kunne fastslås, at der forelå en overtrædelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF, var begrænset. Henset til, at disse præciseringer gør det muligt for Retten at foretage en effektiv prøvelse af Kommissionens udøvelse af sin vide skønsbeføjelse i den anfægtede afgørelse, er den anfægtede afgørelse tilstrækkeligt begrundet.
138 Det femte anbringende er derfor ugrundet.
Det sjette anbringende om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik
139 Ifølge artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 skal en stævning indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og til, at Retten i givet fald på det foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen.
140 Stævningen skal derfor indeholde udtrykkelige angivelser af de grunde, søgsmålet støttes på, mens en rent generel angivelse heraf ikke opfylder kravene i procesreglementet af 2. maj 1991 (dom af 12.1.1995, Viho mod Kommissionen, T-102/92, EU:T:1995:3, præmis 68).
141 I stævningen har sagsøgeren blot anført, at Kommissionens konklusion var konsekvensen af en procedure, hvorunder denne undlod at foretage en grundig undersøgelse af de faktiske og retlige forhold, som sagsøgeren havde fremført, hvilket er strid med den sidstnævntes ret til god forvaltning, men sagsøgeren har ikke fremført nogen argumentation, der kan underbygge denne konstatering.
142 Den blotte henvisning til princippet om god forvaltningsskik kan ikke anses for tilstrækkeligt til at opfylde betingelserne om klarhed og præcision, som er fastsat ved procesreglementet af 2. maj 1991.
143 Det sjette anbringende må derfor afvises.
144 Eftersom ingen af de af sagsøgeren fremsatte anbringender godtgør, at Kommissionen tilsidesatte grænserne for sin skønsbeføjelse, er søgsmålet ugrundet.
Sagsomkostninger
145 Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor bære sine egne omkostninger og betale de omkostninger, der er afholdt af Kommissionen, i overensstemmelse med den af Kommissionen nedlagte påstand herom.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Confédération européenne des associations d’horlogers-réparateurs (CEAHR) betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 23. oktober 2017.
Underskrifter