Sagerne T-624/15, T-694/15 og T-704/15
European Food SA m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Anden Udvidede Afdeling) af 18. juni 2019
»Statsstøtte – afgørelse fra en voldgiftsret, som er oprettet under Det Internationale Center til Bilæggelse af Investeringstvisters (CIRDI) auspicier – udbetaling af erstatning, herunder renter, til visse erhvervsdrivende – afgørelse, hvorved støtten erklæres uforenelig med det indre marked og anordnes tilbagesøgt – Kommissionens kompetence«
1. Statsstøtte – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde ratione temporis – Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union – tiltrædelsesakt – anvendelse af bestemmelserne om statsstøtte fra datoen for tiltrædelse og alene på de situationer, der opstod fra denne dato – statsstøtte tildelt før tiltrædelsen – voldgiftskendelse om statsstøtte tildelt efter tiltrædelsen – ingen betydning
(Art. 107 TEUF og 108 TEUF; tiltrædelsesakten af 2005)
(jf. præmis 66-93)
2. Statsstøtte – begreb – tildeling af en fordel til støttemodtagerne – en voldgiftsrets tilkendelse af erstatning med henblik på at kompensere for en medlemsstats tilbagekaldelse af skattemæssige incitamentsordninger inden dens tiltrædelse af Unionen – ikke omfattet
(Art. 107, stk. 1, TEUF; tiltrædelsesakten af 2005)
(jf. præmis 100-109)
Resumé
I dommen i sagen European Food m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-624/15, T-694/15 og T-704/15), der blev afsagt den 18. juni 2019, annullerede Retten i dens helhed Kommissionens afgørelse (EU) 2015/1470 af 30. marts 2015 (1), hvorved Retten kvalificerede den erstatning, der blev tilkendt ved kendelse fra en voldgiftsret, som er oprettet under Det Internationale Center til Bilæggelse af Investeringstvisters (CIRDI) auspicier, som støtte, der er uforenelig med det indre marked.
Den 29. maj 2002 indgik Kongeriget Sverige og den rumænske regering en bilateral investeringsaftale om fremme og gensidig beskyttelse af investeringer (herefter »investeringsaftalen«), der trådte i kraft den 1. juli 2003, og som i artikel 2, stk. 3, bestemte, at hver af de kontraherende parter til enhver tid skal sikre en rimelig og retfærdig behandling af investeringer, der foretages af den anden kontraherende parts investeringer. I 2005 ophævede den rumænske regering i forbindelse med forhandlingerne om tiltrædelse af Den Europæiske Union (en tiltrædelse, der fandt endeligt sted den 1.1.2007) en national incitamentsordning for investorer i ugunstigt stillede regioner, der var blevet vedtaget ved hastebekendtgørelse nr. 24/1998. Idet de fandt, at Rumænien ved at ophæve den pågældende ordning havde tilsidesat sin pligt til at behandle de svenske investorer rimeligt og retfærdigt, indbragte fem sagsøgere, der havde været begunstiget af denne ordning (herefter »sagsøgerne i voldgiftssagen«), i henhold til investeringsaftalens artikel 7 tvisten for en voldgiftsret den 28. juli 2005. Ved voldgiftskendelse af 11. december 2013 traf den pågældende ret afgørelse om, at Rumænien skulle betale sagsøgerne i voldgiftssagen et beløb på ca. 178 mio. EUR i erstatning. Kommissionen kvalificerede ved sin afgørelse betalingen af erstatning samt påløbne renter siden afsigelsen af voldgiftskendelsen som ny statsstøtte, der var uforenelig med det indre marked, og vedtog således den anfægtede afgørelse med henblik på at hindre Rumænien i at fuldbyrde voldgiftskendelsen. De selskaber, der var direkte berørt af den pågældende afgørelse (herefter »sagsøgerne«), anlagde et annullationssøgsmål som omhandlet i artikel 263 TEUF.
Hvad angår sagsøgernes anbringende om, at EU-retten ikke finder anvendelse på en situation, der ligger forud for Rumæniens tiltrædelse, fastslog Retten, at vedtagelsen og ophævelsen af incitationsordningen, ikrafttrædelsen af investeringsaftalen, Rumæniens overtrædelser samt sagsøgernes anlæggelse af sagen for voldgiftsretten alle er omstændigheder, der fandt sted inden denne tiltrædelse, og at ophævelsen af incitamenterne udgjorde den omstændighed, der forårsagede det tab, hvilket der blev tilkendt erstatning for ved voldgiftskendelsen. Retten fastslog, at retten til erstatning for sagsøgerne i voldgiftssagen indtrådte på det tidspunkt, hvor Rumænien ophævede incitamenterne i 2005 og altså inden Rumæniens tiltrædelse af Unionen. Eftersom EU-retten ikke fandt anvendelse i Rumænien i denne periode, fastslog Retten, at Kommissionen ikke kunne udøve de beføjelser, der er blevet tillagt den ved traktaten for så vidt angår statsstøtte. Retten præciserede endelig, at selv om det er korrekt, at en ny regel principielt finder øjeblikkelig anvendelse på endnu ikke indtrådte virkninger af en situation, der er opstået, mens den gamle regel var gældende, kan det imidlertid ikke lægges til grund, at virkningerne af en voldgiftskendelse udgør fremtidige virkninger af en situation, der er opstået inden tiltrædelsen, eftersom denne med tilbagevirkende kraft affødte endeligt erhvervede virkninger, som den kun »fastslog« for fortiden, dvs. virkninger, der delvist allerede var indtrådt inden tiltrædelsen, idet gennemførelsen af voldgiftskendelsen, som Kommissionen fastslog i sin afgørelse, genoprettede den situation, som sagsøgerne efter al sandsynlighed ville have befundet sig i, såfremt hastebekendtgørelsen aldrig var blevet annulleret af Rumænien, og at dette udgjorde driftsstøtte.
Endvidere anførte Retten, at erstatning for et lidt tab ikke kan anses for støtte, medmindre den indebærer en erstatning for tilbagekaldelse af ulovlig eller uforenelig støtte, og at denne erstatning derfor, for så vidt som EU-retten ikke finder anvendelse på erstatning, der har til formål at kompensere for tilbagekaldelsen af incitamentsordningen, ikke kan anses for støtte, der er ulovlig eller uforenelig med EU-retten. Retten fastslog derfor, at Kommissionens afgørelse er ulovlig, for så vidt som den kvalificerer den pågældende erstatning som en fordel og støtte som omhandlet i artikel 107 TEUF.