RETTENS DOM (Femte Afdeling)
8. maj 2014 (*)
»EF-varemærker – ugyldighedssag – EF-ordmærket Simca – ond tro – artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009«
I sag T-327/12,
Simca Europe Ltd, Birmingham (Det Forenede Kongerige), ved advokat N. Haberkamm,
sagsøger,
mod
Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved A. Schifko, som befuldmægtiget,
sagsøgt,
den anden part i sagen for appelkammeret ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og intervenient ved Retten:
GIE PSA Peugeot Citroën, Paris (Frankrig), ved advokat P. Kotsch,
angående en påstand om annullation af afgørelse truffet den 12. april 2012 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 645/2011-1) vedrørende en ugyldighedssag mellem GIA PSA Peugeot Citroën og Simca Europe Ltd,
har
RETTEN (Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, A. Dittrich, og dommerne J. Schwarcz (refererende dommer) og V. Tomljenović
justitssekretær: E. Coulon,
under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 16. juli 2012,
under henvisning til svarskriftet, der blev indleveret af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) til Rettens Justitskontor den 20. november 2012,
under henvisning til intervenientens svarskrift, som blev indleveret til Rettens Justitskontor den 9. november 2012,
under henvisning til, at ingen af parterne har fremsat anmodning om fastsættelse af et retsmøde inden for en frist af en måned, efter at det er forkyndt for parten, at den skriftlige forhandling er afsluttet, og Retten derfor på grundlag af den refererende dommers rapport og i henhold til artikel 135a i Rettens procesreglement har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter et mundtligt stadium,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
1 Den 5. december 2007 indgav Joachim Wöhler (herefter »den tidligere indehaver«) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker (EFT 1994 L 11, s. 1), med senere ændringer (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1)), en ansøgning om registrering af et EF-varemærke til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«).
2 Det varemærke, der er søgt registreret, er ordmærket Simca.
3 De varer, som varemærkeansøgningen vedrørte, henhører under klasse 12 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer til følgende beskrivelse: »køretøjer; befordringsmidler til brug på land, i luften eller i vandet«.
4 Varemærkeansøgningen blev offentliggjort i EF-Varemærketidende nr. 16/2008 den 21. april 2008, og ordtegnet Simca blev den 18. september 2008 registreret som EF-varemærke med nr. 6489371 for samtlige de varer, der er nævnt ovenfor i præmis 3.
5 Den 29. september 2008 indgav intervenienten, GIE PSA Peugeot Citroën, en ugyldighedsbegæring vedrørende det nævnte EF-varemærke i henhold til artikel 51, stk. 1, litra b), i forordning nr. 40/94 [nu artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009] for samtlige de varer, det var registreret for. Intervenienten anførte i det væsentlige, at den tidligere indehaver var i ond tro på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det omtvistede varemærke. Med registreringsansøgningen havde denne nemlig alene haft til formål at hindre intervenienten i at anvende benævnelsen »simca« med henblik på at markedsføre de varer, der var omfattet af registreringsansøgningen, og dét, selv om intervenienten rådede over rettigheder, der var ældre end den nævnte ansøgning. I denne henseende henviste intervenienten bl.a. til den omstændighed, at denne var indehaver af et internationalt varemærke SIMCA, registreret med nr. 218957 og beskyttet siden 1959 i bl.a. Tyskland, Spanien, Østrig og Benelux især for »køretøjer; befordringsmidler til brug på land, i luften eller i vandet« i klasse 12 i Nicearrangementet, og af det franske varemærke SIMCA, der siden 1990 har været registreret med nr. 1606604, bl.a. for »motoriserede køretøjer« i samme klasse. Intervenienten gjorde gældende, at selv om disse varemærker ikke havde været brugt i de seneste år, var deres varemærkeret stadig gyldig. Intervenienten mindede om, at det »kendte« varemærke for motorkøretøjet SIMCA var blevet skabt allerede i 1934 af en fransk automobilfabrikant. Det ældre franske varemærke var blevet ansøgt for første gang i 1935 og fornyet i 1978 af Augomobiles Peugeot, SA, der brugte det intensivt i hele verden, herunder i Europa. Intervenienten gjorde endvidere gældende, at denne to gange i 2008 havde opfordret den tidligere indehaver til at give afkald på det omtvistede varemærke. Som reaktion herpå havde den nævnte indehaver udøvet »afpresning« over for intervenienten og krævet en økonomisk kompensation. Ifølge intervenienten havde den tidligere indehaver ansøgt om varemærket for at forbedre sin finansielle situation ved afpresning, uden at denne havde en reel hensigt om at bruge det nævnte varemærke. Ligeledes under hensyn til den omstændighed, at det kontraktlige forhold mellem parterne var afsluttet kort tid inden indgivelsen af den omhandlede EF-varemærkeansøgning, var det intervenientens opfattelse, at der ganske enkelt var tale om »varemærkespekulation« eller »varemærkeblokering«.
6 Ved afgørelse af 25. januar 2011 afslog annullationsafdelingen ved Harmoniseringskontoret ugyldighedsbegæringen i sin helhed.
7 Den 24. marts 2011 påklagede intervenienten den ovennævnte afgørelse.
8 Den 29. april 2011 blev sagsøgeren, Simca Europe Ltd, indført i Harmoniseringskontorets register som ny indehaver af det omtvistede varemærke.
9 Ved afgørelse af 12. april 2012 (herefter »den anfægtede afgørelse«) tog Første Appelkammer ved Harmoniseringskontoret intervenientens klage til følge, ophævede annullationsafdelingens afgørelse og erklærede det omtvistede varemærke ugyldigt. Appelkammerets begrundelse var opdelt i tre led vedrørende for det første visse indledende bemærkninger, for det andet »uomtvistede« omstændigheder og for det tredje spørgsmålet, om der forelå ond tro hos den tidligere indehaver på tidspunktet for ansøgningen om registrering.
10 Vedrørende for det første de indledende bemærkninger fandt appelkammeret, at sagsøgeren som ny indehaver af det omtvistede varemærke »burde holdes direkte ansvarlig for [den tidligere indehavers] opførsel«, idet denne var den første ansøger til det nævnte varemærke.
11 Endvidere fandt appelkammeret, at sagsøgerens henvisning til en dom fra Bundesgerichtshof (forbundsdomstol i Tyskland) vedrørende det tyske varemærke SIMCA ikke var relevant. Appelkammeret mindede i denne henseende om, at EF-varemærkesystemet er et selvstændigt system, der udgøres af en række formål og regler, der er særlige for dette system, og hvis anvendelse er uafhængig af ethvert nationalt system. Appelkammeret fastslog endvidere, at det ikke havde kendskab til de beviser, der var fremlagt under den parallelle sag, der fandt sted i Tyskland, hvorfor den ovennævnte dom ikke kunne have virkning som præjudikat.
12 For det andet vedrørende de »uomtvistede« elementer, der ifølge appelkammeret havde en afgørende betydning for vurderingen af de faktiske omstændigheder i sagen, understregede appelkammeret for det første, at de motorkøretøjer, der var omfattet af varemærket SIMCA, var blevet solgt siden trediverne, og at intervenienten eller en virksomhed, der indgik i dennes koncern, havde genoptaget varemærket i 1978. Appelkammeret fremhævede endvidere den omstændighed, at intervenienten var indehaver af to figurmærker, hvoraf det ene var beskyttet i Frankrig, dvs. det nationale varemærke, der var registreret med nr. 121992, og det andet i Den Tjekkiske Republik, Tyskland, Spanien, Italien, Ungarn, Malta, Portugal, Rumænien og Benelux samt i visse stater, der ikke var medlemmer af Den Europæiske Union, nemlig det internationale varemærke, der var registreret med nr. 218957. Disse varemærker var ifølge appelkammeret endnu registreret på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, i det mindste for køretøjer i klasse 12 fra Automobiles Peugeot, der er en virksomhed, der indgår i intervenientens koncern.
13 For det andet fandt appelkammeret, selv om intervenienten havde standset markedsføringen af køretøjer under varemærket SIMCA i slutningen af halvfjerdserne, at dette varemærke havde en høj grad af anseelse, der, selv om den kunne være mindsket i løbet af årene, endnu eksisterede på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.
14 For det tredje understregede appelkammeret, at den tidligere indehaver havde arbejdet for intervenienten som uafhængig entreprenør på området for software i mere end 18 måneder i Køln (Tyskland) og derefter i Bremen (Tyskland). Den tidligere indehaver kendte ifølge appelkammeret varemærket SIMCA’s historie, således som dette bl.a. fremgik af visse af de skrivelser, denne havde sendt til intervenienten.
15 For det fjerde konstaterede appelkammeret, at den tidligere indehaver inden tidspunktet for ansøgningen om registrering af det omtvistede varemærke allerede var i kontakt med en indisk virksomhed med henblik på at undersøge et projekt om udvikling af et motorkøretøj. Dette projekt var imidlertid ikke blevet iværksat på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Appelkammeret understregede i denne henseende, at det fremgik af den tidligere indehavers skrivelser, at denne var på udkig efter et varemærke, »der ikke længere blev brugt, eller som ikke var registreret«.
16 For det femte fastslog appelkammeret, at den tidligere indehaver i august 2008 ligeledes var indehaver af internetadressen www.simca.info, og at denne siden december 2008 havde markedsført elektriske cykler fra denne internetside.
17 Endelig fastslog appelkammeret, at den tidligere indehaver, selv om denne kendte intervenientens rettigheder for så vidt angår det omtvistede varemærke, antog, at disse rettigheder kunne annulleres, idet der ikke forelå reel brug. Den tidligere indehaver var imidlertid indstillet på at give afkald på det omtvistede varemærke, såfremt der blev fremsat et »tilbud om erstatning«.
18 For så vidt angår det tredje led om den tidligere indehavers onde tro, fandt appelkammeret i det væsentlige, at bevisbyrden i denne henseende påhvilede intervenienten som den, der havde fremsat ugyldighedsbegæringen. Ifølge appelkammeret burde der fremlægges flere beviser, der udgjorde en række af indicier, således at det med en til vished grænsende sandsynlighed kunne fastslås, at EF-varemærkeansøgeren var i ond tro.
19 Ifølge appelkammeret er begrebet »ond tro«, der er omhandlet i artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, hverken defineret eller afgrænset eller på nogen måde beskrevet i lovgivningen. Selv om Domstolen har fastsat en liste over kriterier for fortolkningen af det nævnte begreb i dom af 11. juni 2009 (sag C-529/07, Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli, Sml. I, s. 4893), er denne ifølge appelkammeret ikke udtømmende. Henset til, at de faktiske omstændigheder, der lå til grund for den sag, der gav anledning til det præjudicielle spørgsmål, der var omhandlet i den ovennævnte sag, efter appelkammerets opfattelse var afgørende forskellige fra de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for nærværende sag, fandt appelkammeret, at det var nødvendigt at fastsætte yderligere kriterier.
20 Ifølge appelkammeret var den omstændighed, at den tidligere indehaver kendte til eksistensen af de ældre varemærker og til trods herfor indgav en EF-varemærkeansøgning, et indicium for dennes »hensigt om at obstruere« og for dennes onde tro. Den omstændighed, at den tidligere indehaver antog, at disse varemærker kunne annulleres, er ifølge appelkammeret irrelevant og udgør kun et påskud, henset til, at den nævnte indehaver på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse endnu ikke havde indgivet en begæring om fortabelse hverken af det ældre franske varemærke eller af det ældre internationale varemærke.
21 Appelkammeret har oplyst, at den tidligere indehaver endvidere havde kendskab til den relevante omstændighed, at varemærket SIMCA var velkendt for motordrevne køretøjer. Ifølge appelkammeret fremgik det af beviserne, at den tidligere indehaver var på udkig efter et kendt varemærkenavn, idet dennes mål var at udnytte intervenientens registrerede varemærkers renommé »på snyltende måde« og at drage fordel af disse varemærkers gode omdømme ved at anvende tegnet Simca på en bevidst ulovlig måde. En sådan handlemåde burde efter appelkammerets opfattelse anses for at udgøre ond tro.
22 Følgelig fandt appelkammeret, at det var uden betydning, at den tidligere indehaver siden december 2008 havde markedsført cykler under varemærket Simca, idet en sådan markedsføring ikke udgjorde en begrundelse for registrering af det omtvistede varemærke.
Parternes påstande
23 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder »udgifterne til sagsøgerens advokatbistand«.
24 Harmoniseringskontoret og intervenienten har nedlagt følgende påstande:
– Harmoniseringskontoret frifindes.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
Om de beviser, der for første gang er forelagt for Retten
25 Det fremgår af en analyse af Harmoniseringskontorets sagsakter, at de dokumenter, der indgår i bilag K 8, K 9 og K 10 til stævningen, ikke var blevet fremlagt for dette i forbindelse med den administrative procedure. For det første består disse dokumenter hvad angår bilag K 8 i en skrivelse af 16. marts 2012, sendt fra sagsøgeren til intervenienten, hvori sagsøgeren påbyder intervenienten at afstå fra at bruge det tyske ordmærke SIMCA, der er registreret til fordel for intervenienten med nr. 302008037708, dernæst for så vidt angår bilag K 9 intervenientens erklæring om afkald, dateret den 23. marts 2013 og vedrørende det nævnte varemærke, samt en skrivelse fra intervenienten til Deutsches Patent- und Markenamt (det tyske patent- og varemærkekontor) med oplysning om dennes afkald og endelig for så vidt angår bilag K 10 et uddrag fra det tyske varemærkeregister af 16. juli 2012, hvoraf det fremgår, at det ovennævnte tyske varemærke er blevet annulleret.
26 I denne forbindelse bemærkes, at en sag, der er blevet indbragt for Retten, i henhold til artikel 65 i forordning nr. 207/2009 har til formål at efterprøve lovligheden af afgørelser fra appelkamrene, og at lovligheden af den anfægtede retsakt i annullationssøgsmålet skal bedømmes på grundlag af de faktiske og retlige omstændigheder, der forelå på det tidspunkt, hvor retsakten blev udstedt. Ifølge fast retspraksis er det således ikke Rettens opgave at foretage en ny undersøgelse af de faktiske omstændigheder i lyset af beviser, der fremlægges for første gang for den. At tillade sådanne dokumenter ville nemlig være i strid med artikel 135, stk. 4, i Rettens procesreglement, hvorefter der ikke i parternes processkrifter må foretages nogen ændring af sagsgenstanden, som den har foreligget for appelkammeret (jf. Rettens dom af 21.3.2012, sag T-227/09, Feng Shen Technology mod KHIM – Majtczak (FS), præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
27 Det følger heraf, at de dokumenter, der for første gang er fremlagt for Retten af sagsøgeren i stævningens bilag K 8, K 9 og K 10, ikke kan tages i betragtning og derfor må afvises.
Formaliteten vedrørende sagsøgerens samlede henvisning til de for Harmoniseringskontoret fremførte argumenter
28 For så vidt angår de argumenter, hvortil sagsøgeren har foretaget en samlet henvisning i stævningens punkt 67, og som denne har fremført under proceduren for Harmoniseringskontoret, bemærkes, at stævningen i henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 1, bør indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Denne angivelse skal være så klar og præcis, at det er muligt for sagsøgte at tilrettelægge sit forsvar og for Retten at træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger til støtte herfor (jf. i denne retning Rettens dom af 18.9.2012, sag T-460/11, Scandic Distilleries mod KHIM – Bürgerbräu, Röhm & Söhne (BÜRGER), præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).
29 Det bemærkes, at selv om stævningen på visse punkter kan støttes og udbygges med henvisninger til afsnit i dokumenter, der vedlægges som bilag til stævningen, kan en generel henvisning til andre dokumenter, selv hvis de er vedlagt som bilag til stævningen, ikke afhjælpe, at der mangler væsentlige oplysninger i den retlige argumentation, der i medfør af ovennævnte bestemmelse skal være indeholdt i stævningen (jf. i denne retning BÜRGER-dommen, nævnt ovenfor i præmis 28, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).
30 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren blot i stævningens punkt 67 oplyst, at denne henviste til »hele den argumentation […], der var blevet gjort gældende for Harmoniseringskontoret i dennes indlæg af 2. august 2011, og til de dokumenter, der var vedlagt indlægget som bilag«, og at »de pågældende dokumenter udtrykkeligt [var] erklæret for at være genstand for søgsmålet i form af supplerende oplysninger til […] stævningen«.
31 Sagsøgeren har således ikke angivet, hvilke punkter i stævningen denne ønsker at udbygge med nævnte henvisning, eller i hvilke bilag de eventuelle argumenter er anført.
32 På den baggrund skal Retten ikke i det nævnte indlæg, der blev fremlagt for Harmoniseringskontoret, generelt søge efter de argumenter, som sagsøgeren måtte have henvist til, eller undersøge disse, idet de må afvises. Retten skal derimod undersøge de beviser, der blev fremlagt under den administrative procedure for Harmoniseringskontoret, og hvortil de specifikke og tilstrækkeligt konkrete argumenter, der er anført i stævningen, henviser.
Om påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse
33 Sagsøgeren har påberåbt sig et enkelt anbringende til støtte for søgsmålet vedrørende en tilsidesættelse af artikel 52 i forordning nr. 207/2009. Ifølge sagsøgeren begik appelkammeret en retlig fejl ved at fastslå, at den tidligere indehaver var i ond tro, da denne indgav en ansøgning til Harmoniseringskontoret om registrering af det omtvistede varemærke som EF-varemærke.
34 Harmoniseringskontoret og intervenienten har bestridt sagsøgerens argumenter.
35 Indledningsvis bemærkes, at artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 bestemmer, at et EF-varemærke erklæres ugyldigt efter indgivelse af begæring herom til Harmoniseringskontoret eller ved fremsættelse af modkrav under en sag om varemærkekrænkelse, når ansøgeren ved indgivelsen af ansøgningen var i ond tro. Det påhviler indgiveren af ugyldighedsbegæringen, som ønsker at støtte sig på denne grund, at godtgøre tilstedeværelsen af de omstændigheder, der gør det muligt at fastslå, at indehaveren af et EF-varemærke var i ond tro i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om registrering af dette (Rettens dom af 14.2.2012, sag T-33/11, Peeters Landbouwmachines mod KHIM – Fors MW (BIGAB), præmis 17).
36 Således som appelkammeret med rette har anført i den anfægtede afgørelses punkt 34 ff., har Domstolen bidraget med flere præciseringer af den måde, hvorpå begrebet ond tro i artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes (dommen i sagen Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli, nævnt ovenfor i præmis 19, præmis 37 ff.). Domstolen har således anført, at der ved spørgsmålet om ansøgerens onde tro i henhold til denne bestemmelse skal foretages en helhedsvurdering under hensyntagen til alle de relevante faktorer i den foreliggende sag, og navnlig:
– den omstændighed, at ansøgeren ved eller burde vide, at en tredjemand i mindst én medlemsstat bruger et identisk eller lignende tegn for varer af samme eller lignende art, hvilket giver anledning til forveksling med det tegn, som er søgt registreret
– ansøgerens hensigt om at forhindre denne tredjemand i fortsat at bruge tegnet, og
– den grad af beskyttelse, som tredjemands tegn og tegnet, der er søgt registreret, nyder.
37 Domstolen anførte ligeledes i præmis 43 og 44 i dommen i sagen Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli, nævnt ovenfor i præmis 19, at hensigten om at forhindre markedsføringen af en vare under visse omstændigheder kan være et forhold, der viser, at ansøgeren var i ond tro. Dette er bl.a. tilfældet, når det efterfølgende viser sig, at sidstnævnte har fået registreret et tegn som EF-varemærke uden at have til hensigt at bruge det, men alene med henblik på at forhindre en tredjemands adgang til markedet.
38 Som appelkammeret med rette understregede i den anfægtede afgørelses punkt 35, fremgår det af den formulering, der er brugt i dommen i sagen Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli, nævnt ovenfor i præmis 19, at de tre faktorer, der er nævnt ovenfor i præmis 36, blot er nogle eksempler blandt samtlige de forhold, der kan tages i betragtning med henblik på at afgøre, om varemærkeansøgeren eventuelt var i ond tro på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen (BIGAB-dommen, nævnt ovenfor i præmis 35, præmis 20).
39 Det må således tages i betragtning, at der inden for rammerne af helhedsvurderingen i henhold til artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 ligeledes kan tages hensyn til oprindelsen af det ord eller den forkortelse, der udgør det omtvistede varemærke, og til den tidligere brug heraf som varemærke på forretningsområdet, herunder af konkurrerende virksomheder, samt til den forretningsmæssige logik, der ligger til grund for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det EF-varemærke, der udgøres af dette ord eller denne forkortelse.
40 I det foreliggende tilfælde følger det heraf indledningsvis, at de af sagsøgeren anførte anbringender, hvorved denne har kritiseret appelkammeret for at have taget hensyn til et »nyt kriterium for ond tro«, der ikke er blevet fastsat inden for rammerne af Domstolens retspraksis, herunder i dommen i sagen Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli, nævnt ovenfor i præmis 19, og som er i strid med de kriterier, der er nævnt i denne dom, må forkastes. Det må dels understreges – ligesom appelkammeret gjorde det – at de nævnte retlige kriterier alene er vejledende. Dels må det fastslås, at de af appelkammeret anvendte kriterier i den anfægtede afgørelse ikke strider mod de kriterier, der er fastsat i den ovennævnte dom, men føjer sig til disse på grundlag af den deri fastlagte logik, der går ud på at foretage en helhedsvurdering af de relevante faktorer i den foreliggende sag. Appelkammeret har derfor med rette vurderet både oprindelsen af den forkortelse, der udgør det omtvistede varemærke Simca, og den tidligere brug heraf som varemærke på forretningsområdet, herunder bl.a. de konkurrerende virksomheders brug, samt den forretningsmæssige logik, der ligger til grund for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det omtvistede varemærke, der udgøres af denne forkortelse. Endvidere var der i denne sammenhæng intet til hinder for, at appelkammeret ligeledes analyserede det kendskab, som indehaveren af det varemærke, der er genstand for ugyldighedsbegæringen, på tidspunktet for indgivelse af registreringsansøgningen havde til eksistensen af de ældre varemærker, der omfattede forkortelsen SIMCA, og disses grad af renommé.
41 I denne henseende må Retten for det første bemærke, at det er ubestridt, at forkortelsen SIMCA allerede blev skabt i 1934 i Frankrig af en bilproducent, og at der siden trediverne er blevet solgt køretøjer med et varemærke, der omfattede denne forkortelse. Dette varemærke er efterfølgende blevet genoptaget i 1978 af Automobiles Peugeot, der har brugt det i hele verden, herunder i Europa.
42 Det er endvidere ubestridt, at intervenienten er indehaver af to ældre figurmærker, der indeholder ordet »simca«, hvoraf det ene er fransk, registreret med nr. 121992 og ansøgt den 5. marts 1959, og det andet er internationalt, registreret med nr. 218957 på grundlag af det nævnte franske varemærke og beskyttet i visse af Unionens medlemsstater, såsom Tyskland, Spanien, Italien, Ungarn, Rumænien og Benelux. Selv om hverken det ældre franske varemærke eller det ældre internationale varemærke er blevet brugt i de seneste årtier, således som dette er fastslået bl.a. i den anfægtede afgørelses punkt 24, er disse dog blevet fornyet og var på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det omtvistede varemærke fortsat registreret til fordel for intervenienten.
43 Endvidere må det dels konstateres, selv om appelkammeret i punkt 23 in fine i den anfægtede afgørelse på en ikke særlig klar måde har erklæret, at de ovennævnte varemærker forblev registreret »i det mindste for køretøjer i klasse 12«, at sagsøgeren ikke for Retten har fremsat anbringender, der særligt vedrører de eventuelle konsekvenser, som denne erklæring kan have for spørgsmålet, om den tidligere indehaver var i ond tro i forhold til dennes ansøgning om registrering af det omtvistede varemærke for de andre omhandlede varer, dvs. »befordringsmidler til brug på land, i luften eller i vandet«. Sagsøgeren har nemlig nærmere bestridt relevansen af registreringen af de ældre varemærker som sådan i forbindelse med vurderingen af, om den tidligere indehaver var i ond tro, og dernæst har sagsøgeren som et indicium for, at der ikke forelå ond tro, fremhævet den omstændighed, at den tidligere indehaver faktisk anvendte det omtvistede varemærke i den første tid efter dets registrering for at markedsføre elektriske cykler med henblik på efterfølgende ligeledes at anvende det nævnte varemærke for motoriserede »niche«-køretøjer.
44 Imidlertid må det under alle omstændigheder konstateres, at det fremgår af Harmoniseringskontorets administrative sagsakter, at registreringen af det ældre internationale varemærke, hvoraf en kopi er vedhæftet intervenientens ugyldighedsbegæring, og som er baseret på det ældre franske varemærke, blandt de omfattede varer opregner de to kategorier i klasse 12, der er nævnt ovenfor. Det må endvidere antages, idet der ikke foreligger modsatrettede beviser, at appelkammerets konstateringer vedrørende spørgsmålet, om den tidligere indehaver var i ond tro, omhandler både dennes ansøgning om registrering af det omtvistede varemærke for »køretøjer« og registreringsansøgningen vedrørende »befordringsmidler til brug på land, i luften eller i vandet«.
45 Endvidere er det ubestridt, således som appelkammeret konstaterede i den anfægtede afgørelses punkt 37, sammenholdt med dennes punkt 1, 27 og 28, at den tidligere indehaver først ansøgte om registrering af det omtvistede varemærke den 5. december 2007, og at denne indgav ansøgningen til trods for sit kendskab til eksistensen af intervenientens ældre varemærker SIMCA, i det mindste som »historiske« varemærker. Det er endvidere heller ikke blevet bestridt, at den tidligere indehaver ikke har indgivet begæring om fortabelse af de ældre henholdsvis franske og internationale varemærker, idet sagsøgeren for Retten alene har gjort gældende, at denne i den nærmeste fremtid vil indgive sådanne begæringer. Hvad angår sagsøgerens henvisninger til tiltag, der allerede er foretaget med henblik på ugyldighedserklæring af visse af intervenientens ældre varemærker, må det konstateres – ud over den omstændighed, at de er baseret på dokumenter, der for første gang er påberåbt for Retten og derfor må afvises (jf. ovenfor i præmis 25-27) – at de nævnte tiltag under alle omstændigheder alene vedrører intervenientens tyske varemærke, der er registreret med nr. 302008037708, og ikke de ældre henholdsvis franske og internationale varemærker.
46 Det må endvidere konstateres, at appelkammeret i modsætning til sagsøgerens anbringender herom med rette i den anfægtede afgørelses punkt 38 under henvisning til de beviser, der var fremlagt bl.a. af den tidligere indehaver selv, fastslog, at denne havde et relevant kendskab til, at varemærket SIMCA havde renommé for motorkøretøjer. Desuden fandt appelkammeret, således som det fremgår af den anfægtede afgørelses punkt 25, at graden af det nævnte renommé tidligere havde været høj, at denne kunne være blevet mindre i årenes løb, men at den fortsat eksisterede på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, »især blandt personer, der har været i kontakt med køretøjer, der er blevet markedsført under varemærkenavnet »SIMCA««.
47 For så vidt angår indledningsvis det kendskab og den opfattelse, som den tidligere indehaver havde af varemærket Simca, bemærkes, at denne, således som det fremgår af dennes skrivelse af 15. juni 2007 rettet til den indiske virksomhed W. (bilag XIV til den tidligere indehavers besvarelse af 26.12.2008 af intervenientens indlæg om begrundelsen for ugyldighedsbegæringen), var på udkig efter et »passende« varemærke, der ikke længere blev brugt, eller som ikke havde været registreret, og som derfor ikke var retligt beskyttet. Først efter de ovennævnte erklæringer ansøgte den tidligere indehaver om registrering af det omtvistede varemærke ved som sådan at gengive ordbestanddelen fra de ældre figurmærker. Tilsvarende fremgår det af en skrivelse af 5. september 2007 fra den tidligere indehaver til den nævnte indiske virksomhed, at denne indehaver havde kendskab til en ældre registrering af varemærket SIMCA-1100 City-Laster i Tyskland, der var gyldigt indtil 1983, og til den succes, som sportsbiler af mærket SIMCA havde i halvfjerdsernes rallyer.
48 Dernæst fremgår det af skrivelsen af 17. marts 2008 fra den tidligere indehaver til S, intervenientens administrerende direktør, der, selv om den blev udarbejdet efter indgivelsen af ansøgningen om registrering af det omtvistede varemærke, indeholder relevante elementer, der gør det muligt at udlede begrundelsen for, at den tidligere indehaver indgav denne ansøgning, at sidstnævnte havde til hensigt at bevare det »vidunderlige« varemærke SIMCA for eftertiden. I samme skrivelse henviste den tidligere indehaver ligeledes udtrykkeligt til »varemærket SIMCA’s ekstraordinære historie«. Disse erklæringer skal sammenholdes med den indledende del af skrivelsen, hvori den tidligere indehaver fremhæver sit kendskab til automobilsektoren og sin særlige og vedvarende tilknytning til franske biler, herunder mærkerne Peugeot og Citroën. I denne sammenhæng nævnte den tidligere indehaver udtrykkeligt, at han havde foretaget undersøgelser både på internettet og hos Harmoniseringskontoret for at opnå oplysning om, hvorvidt det nævnte varemærke SIMCA fortsat var registreret.
49 Ligeledes under hensyntagen til den tidligere indehavers oplysning i samme skrivelse, om at denne »i januar 2008 i Frankrig [havde købt] en bil af mærket SIMCA Aronde 9, der på ideel vis knyttede sig til det [EF]-varemærke, denne havde ansøgt om« en måned forinden, må det konkluderes, at appelkammeret med rette fandt, at den nævnte indehaver »havde et relevant kendskab til, at varemærket SIMCA havde et renommé for motorkøretøjer«. De ovennævnte elementer gør det nemlig muligt for Retten at fastslå, at det pågældende varemærke set fra den tidligere indehavers synspunkt i det mindste blev anset for endnu at opretholde et vist resterende renommé, hvilket i øvrigt, henset til sagens omstændigheder, forklarer den tidligere indehavers interesse i dette varemærke og dennes hensigt om at bevare det for de kommende generationer.
50 Denne konstatering underbygges af sagsøgerens argument, fremført i stævningen, hvorefter det var »almindeligt kendt, at varemærket SIMCA i flere årtier ikke længere havde været brugt af [intervenienten]«. En sådan erklæring forudsætter nemlig, at selve eksistensen af varemærket SIMCA som »historisk« varemærke er en almindeligt kendt omstændighed i det mindste i den del af den relevante kundekreds, der udgøres af personer, der har kendt de køretøjer, der tidligere blev markedsført under dette varemærke.
51 Denne redegørelse drages ikke i tvivl af sagsøgerens henvisning til indholdet af dennes skrivelse af 2. august 2011 til Harmoniseringskontoret, udarbejdet i forbindelse med den administrative procedure, hvori sagsøgeren har gjort gældende, at end ikke fagfolk længere husker varemærket SIMCA. I denne henseende bemærkes, at de beviser, der er fremlagt som bilag til den nævnte skrivelse med henblik på at underbygge denne erklæring, især udgøres af uddrag af visse motorkøretøjsforhandleres internetsider, herunder på brugtvognsmarkedet.
52 I det omfang der kan drages visse konklusioner af uddragene af de ovennævnte internetsider, godtgør disse højst den omstændighed, at visse forhandlere ikke længere udbyder køretøjer af mærket SIMCA til salg på brugtvognsmarkedet. I mangel af andre samstemmende beviser, såsom markedsundersøgelser i den relevante kundekreds, kan det ikke udelukkes – således som appelkammeret har anført i den anfægtede afgørelses punkt 25 med henvisningen i dennes punkt 5 til beviserne vedrørende varemærket SIMCA’s »historik« – at der endnu eksisterer et resterende renommé, især hos den relevante kundekreds som defineret af appelkammeret (jf. ovenfor i præmis 46 og 50).
53 Det må desuden tilføjes, at ud over den artikel fra et tysk blad fra december 1989 vedrørende historien om de biler, der blev produceret under mærket SIMCA 1000, hvortil intervenienten henviste i forbindelse med den administrative procedure for Harmoniseringskontoret, bl.a. i intervenientens skrivelse af 29. marts 2010, og som er nævnt i den anfægtede afgørelses punkt 5, er den konklusion, der forelå på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det omtvistede varemærke, nemlig den, at intervenientens ældre varemærker SIMCA havde en vis grad af resterende renommé, underbygget af den tidligere indehavers henvisning i dennes skrivelse af 26. december 2008, der blev udarbejdet til Harmoniseringskontoret under den administrative fase, til et uddrag af en internetside vedrørende en udstilling af franske biler, Francemobile. For så vidt som arrangøren af den nævnte udstilling på sin reklameside gengav varemærket SIMCA blandt de forskellige udstillede køretøjers logoer, kan dette uddrag anses for at være et yderligere indicium for SIMCA’s renommé, uanset om dette logo præcist svarede til det, som var registreret for intervenienten.
54 Desuden har appelkammeret i modsætning til det af sagsøgeren anførte heller ikke begået nogen retlig fejl, da dette i forbindelse med helhedsvurderingen af de beviser, der godtgjorde, at den tidligere indehaver var i ond tro, tog hensyn til faktiske forhold vedrørende dennes hensigter og formål på tidspunktet for indgivelsen af registreringsansøgningen. Appelkammeret kan ikke beskyldes for i denne henseende at have analyseret de »subjektive [elementer] af den reelle begrundelse« for den tidligere indehavers handling, herunder i lyset af dennes skrivelser til forretningspartnere og efter indgivelsen af registreringsansøgningen også til intervenienten til besvarelse af dennes skrivelser.
55 Det må blot konstateres, at det fremgår af dommen i sagen Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli, nævnt ovenfor i præmis 19 (præmis 38-42), at med henblik på prøvelse af, om en ansøger er i ond tro på tidspunktet for indgivelsen af en ansøgning om registrering af et tegn, skal der også tages hensyn til ansøgerens »hensigt« om at forhindre tredjemand i at fortsætte med at bruge tegnet, idet Domstolen bemærkede, at denne hensigt er et subjektivt element, der bør fastlægges i forhold til den foreliggende sags objektive omstændigheder.
56 Henset til det ovenstående må det antages, at appelkammeret med rette af de særlige omstændigheder i den foreliggende sag kunne udlede, at den tidligere indehaver reelt med sin EF-varemærkeansøgning tilsigtede på snyltende måde at udnytte de af intervenienten registrerede varemærkers renommé og at drage fordel af dem.
57 Således som sagsøgeren ganske rigtigt har anført, og som annullationsafdelingen indledningsvis har understreget, fremgår det af tiende betragtning til forordning nr. 207/2009, at det kun er berettiget at beskytte EF-varemærkerne og at beskytte ældre registrerede varemærker mod EF-varemærker, i det omfang de pågældende varemærker rent faktisk bruges.
58 På samme måde har sagsøgeren dels henvist til Rådets første direktiv nr. 89/104/EØF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT 1989 L 40, s. 1), nærmere bestemt dettes artikel 12 vedrørende »fortabelsesgrunde«, der, sammenholdt med dette direktivs artikel 1, finder anvendelse på »varemærker […], der er registreret i en medlemsstat eller hos Benelux-Varemærkemyndigheden, eller som er anmeldt til registrering, eller som er indført i et internationalt register med retsvirkning i en medlemsstat«. Dels har sagsøgeren henvist til artikel L-714.5 i den franske lov om intellektuel ejendomsret og §§ 25 og 49 i Gesetz über den Schutz von Marken und sonstigen Kennzeichen (tysk lov om beskyttelse af varemærker og andre tegn) af 25. oktober 1994 (BGBl. 1994 I, s. 3082, BGBl. 1995 I, s. 156, og BGBl. 1996 I, s. 682), idet disse bestemmelser ligeledes i det væsentlige på nationalt niveau fastsætter, under hvilke betingelser det kan konstateres, at varemærkeretten er fortabt som følge af manglende reel brug, herunder i forbindelse med en retssag, der er anlagt af en berørt person.
59 Det må i det foreliggende tilfælde konstateres, at det ikke kun var den omstændighed, der er nævnt i den anfægtede afgørelses punkt 37, at den tidligere indehaver havde ansøgt om registrering af det omtvistede varemærke til trods for dennes kendskab til de ældre varemærker endog uden forud herfor at have indgivet begæring om deres fortabelse, som af appelkammeret blev fundet relevant for at kunne fastslå, at der forelå ond tro.
60 Som det nemlig fremgår af den anfægtede afgørelses punkt 38, har appelkammeret især taget hensyn til den tidligere indehavers særlige formål om »på snyltende måde at udnytte [intervenientens] kendte registrerede varemærkers værdi og at drage fordel af [deres] gode omdømme […] ved en bevidst ulovlig brug af tegnet SIMCA«. Denne tilgang udgør ikke en retlig fejl, idet der, således som det fremgår af dommen i sagen Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli, nævnt ovenfor i præmis 19, i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt ansøgeren er i ond tro som omhandlet i artikel 52, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, skal foretages en helhedsvurdering under hensyntagen til alle de relevante faktorer i den foreliggende sag. For det første indgår i disse faktorer som allerede bemærket (jf. ovenfor i præmis 39) oprindelsen af det ord eller den forkortelse, der udgør det omtvistede varemærke, og den tidligere brug heraf som varemærke på forretningsområdet især af konkurrerende virksomheder, hvilket i det foreliggende tilfælde vil sige de omstændigheder, der ikke er bestridt, og som vidner om reel brug, i det mindste en »historisk« brug af varemærker, der indeholder forkortelsen SIMCA, foretaget af intervenienten eller af en virksomhed, der indgår i dennes koncern, som er gået forud for den tidligere indehavers brug af den nævnte forkortelse i forbindelse med det omtvistede varemærke.
61 For det andet har appelkammeret med rette kunnet henvise til den forretningsmæssige logik, der ligger til grund for den tidligere indehavers indgivelse af ansøgningen om registrering af forkortelsen som EF-varemærke, under hensyntagen til den omstændighed, at denne indehaver udtrykkeligt over for sine forretningspartnere henviste til en hensigt om at bruge et varemærke, der var tilpasset de varer, der var omfattet af registreringen, uanset om det var et ikke-registreret varemærke eller et varemærke, der, selv om det var registreret, havde mistet enhver retlig beskyttelse, bl.a. fordi indehaveren ikke havde gjort reel brug af det (jf. præmis 45 ff. ovenfor). Desuden har sagsøgeren fremhævet denne begrundelse i stævningens punkt 41, idet denne har understreget, at det netop var den omstændighed, at de ældre varemærker længe ikke havde været brugt, der kunne anses for »en grund, der kunne have bragt [den tidligere indehaver], der var bekendt hermed, til at indgive en ansøgning om varemærkeregistrering med henblik på at bruge varemærket til sin fordel«.
62 Under disse omstændigheder, og i det omfang det ikke er fastslået, at den tidligere indehaver inden indgivelsen af ansøgningen om registrering af det omtvistede varemærke havde markedsført varer på det relevante marked med det nævnte varemærke, er det ikke muligt at forestille sig nogen anden forretningsmæssig logik end den, der drager fordel af henvisningen til intervenienten eller til de virksomheder, der hører under dennes koncern. Sagsøgeren kan især ikke anføre, at den tidligere indehaver med den pågældende ansøgning havde til hensigt at forhindre, at tredjemandsvirksomheder gjorde brug af varemærket uden den tidligere indehavers tilladelse, idet der hos kunderne blev skabt en illusion om, at der var tale om de samme varer som den tidligere indehavers, eller at denne ganske enkelt havde til hensigt at udstrække beskyttelsen af det omtvistede varemærke ved at registrere det.
63 Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke med henblik på at afvise konstateringen af, at den tidligere indehaver var i ond tro på tidspunktet for registreringen, alene basere sig på den omstændighed, at de ældre varemærker ikke længere blev brugt. Således som det er konstateret, fastlægger omstændighederne i sagen, at registreringen af det omtvistede tegn er blevet ansøgt i den hensigt at skabe en tilknytning til de ældre varemærker og at drage fordel af deres renommé på bilmarkedet eller endog at konkurrere med dem i tilfælde af, at de i fremtiden vil blive genanvendt af intervenienten. I denne henseende tilkommer det ikke den tidligere indehaver at vurdere intervenientens kommende forretningsmæssige hensigter som indehaver af de ældre varemærker, der er blevet fornyet regelmæssigt, eller at fastslå, idet der ikke forelå nogen ugyldighedsbegæring vedrørende disse, at intervenienten »ikke kunne betegnes som en indehaver, der er berettiget til beskyttelse«. Uden at det i øvrigt er nødvendigt at vurdere rigtigheden af Harmoniseringskontorets anbringende for Retten, hvorefter det er almindeligt på bilmarkedet, at de varemærker, der ikke bruges i en temmelig lang periode, på ny anvendes på begrænsede serier for bilamatører, må det konstateres, at det fremgår af en artikel, der blev offentliggjort den 2. september 2008 i et tidsskrift, gengivet på internetsiden Internet Autohaus online, hvoraf et uddrag er vedlagt skrivelsen af 26. december 2008 fra den tidligere indehaver til Harmoniseringskontoret, at denne senest på dette tidspunkt, og uden at dette havde til følge, at den tidligere indehaver gav afkald på det omtvistede varemærke, havde fået kendskab til den omstændighed, at intervenienten havde til hensigt at genanvende varemærker »såsom Talbot« bl.a. til billige biler, idet denne ifølge artiklen fulgte virksomheden Renault, der har genoplivet sit varemærke Dacia. Under disse omstændigheder kan et fremtidigt ønske hos intervenienten om ligeledes at genanvende sit varemærke SIMCA, ikke udelukkes.
64 Disse konklusioner drages ikke i tvivl af sagsøgerens anbringender vedrørende »hævd inden for varemærkeretten«.
65 Som det fremgår af sagsøgerens anbringender, har denne bestridt eksistensen af et retligt princip, hvorefter et varemærke, der allerede er registreret, men som »ikke længere er beskyttet«, ikke på ny kan registreres af en tredjemand, der ikke var den oprindelige indehaver af varemærket. Sagsøgeren har i denne henseende henvist til artikel 19 i og 11. betragtning til forordning nr. 207/2009.
66 Det må imidlertid konstateres, at spørgsmålet i det foreliggende tilfælde ikke er begrænset til det ovenstående spørgsmål, men appelkammeret tog – således som dette allerede er blevet understreget – med henblik på at fastslå, at den tidligere indehaver var i ond tro, ligeledes hensyn til de faktiske forhold vedrørende de ældre varemærkers resterende renommé og den forretningsmæssige logik, der lå til grund for indgivelsen af ansøgningen om registrering af det omtvistede varemærke, idet den tidligere indehaver herved ville drage fordel af de nævnte varemærker. Følgelig foreslog appelkammeret ikke – modsat sagsøgerens vurdering, der følger af en fejlagtig forståelse af den anfægtede afgørelse – at anvende det i den foregående præmis nævnte princip. Af den grund er sagsøgerens henvisning til 11. betragtning til og artikel 19 i forordning nr. 207/2009 irrelevant, idet den ikke har nogen konkret betydning for det afgørende element, der bragte appelkammeret til at konkludere, at den tidligere indehavers handlemåde indebar, at denne var i ond tro, nemlig den omstændighed, at denne havde til hensigt at drage fordel af de ældre varemærkers resterende renommé.
67 Hvad angår sagsøgerens forskellige anbringender om, at indledningen af et søgsmål til prøvelse af de ældre varemærker, på grundlag af hvilke der er rejst indsigelse, og som vil kunne erklæres ugyldige, ikke er en betingelse for at fjerne formodningen om ond tro, skal det blot fastslås, at appelkammeret ikke bragte en sådan betingelse i anvendelse, men foretog, således som det allerede er konstateret, en helhedsvurdering af samtlige relevante omstændigheder i den foreliggende sag (jf. bl.a. den anfægtede afgørelses punkt 37-39, sammenholdt med dennes punkt 25).
68 Hvad dernæst angår sagsøgerens anbringender, hvorefter de ældre varemærker, selv om de ikke ville kunne erklæres ugyldige, alene beskyttede »de figurative bestanddele eller sammensætningen af disse med ordbestanddele, mens det omtvistede varemærke udelukkende var et ordmærke, hvis beskyttelsesområde var anderledes«, hvorved sagsøgeren gjorde gældende, at disse varemærkers »beskyttelsesområder« var forskellige, må det bemærkes, at det af appelkammerets argumentation i den anfægtede afgørelse fremgår, herunder i punkt 25, 27 og 38, at dette vurderede, at de ældre varemærkers resterende renommé især vedrørte ordet »simca«, der er den eneste ordbestanddel i de nævnte figurmærker, der er gengivet som sådan i det omtvistede varemærke. Ligeledes fremgår det af appelkammerets argumentation, at det fandt, at den tidligere indehavers EF-varemærke var inspireret af de ældre varemærker, idet EF-varemærket på snyltende måde udnyttede deres renommé og drog fordel af dem ved en ulovlig brug af tegnet Simca. Desuden fremgår det af fast retspraksis, at der intet er til hinder for, at tilstedeværelsen af ligheder mellem et ordmærke og et figurmærke bliver efterprøvet, eftersom disse to typer af mærker har en grafisk form, som er i stand til at fremkalde et visuelt indtryk (jf. Rettens dom af 23.4.2013, sag T-109/11, Apollo Tyres mod KHIM – Endurance Technologies (ENDURANCE), præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).
69 Under disse omstændigheder, og i det omfang den tidligere indehaver ikke for Harmoniseringskontoret har anført konkrete argumenter til støtte for, at de omtvistede varemærker var forskellige i en grad, der var til hinder for forveksling, men blot generelt henviste til den omstændighed, at de ældre varemærker var figurmærker, må det fastslås, at appelkammeret ikke var forpligtet til mere detaljeret at belyse sin efterprøvelse af lighederne mellem de nævnte varemærker, idet appelkammeret i øvrigt i tilstrækkeligt omfang havde belyst sine vurderinger, der er nævnt ovenfor, vedrørende eksistensen af et resterende renommé med hensyn til den ordbestanddel, som disse mærker har til fælles.
70 Hvad angår sagsøgerens anbringende vedrørende den omstændighed, at det »tilbud om erstatning«, som den tidligere indehaver havde givet intervenienten, ifølge fast retspraksis (Rettens dom af 1.2.2012, sag T-291/09, Carrols mod KHIM – Gambettola (Pollo Tropical CHICKEN ON THE GRILL), ikke kunne anses for at være et indicium på ond tro, og sagsøgerens anbringende, hvorefter hverken den tidligere indehaver eller sagsøgeren selv havde »kontaktet [intervenienten] med henblik på at gøre denne opmærksom på [det omhandlede EF-varemærke] og for at opnå en økonomisk fordel«, må det understreges, at appelkammeret, således som sagsøgeren selv bemærkede i stævningen, selv om dette i den anfægtede afgørelses afsnit benævnt »ubestridte faktiske omstændigheder« omtalte visse elementer, der var fundet at være »af afgørende betydning for prøvelsen af de faktiske omstændigheder«, imidlertid ikke har gentaget dem alle i det afsnit, der vedrører spørgsmålet, om der forelå ond tro. Det må i særdeleshed konstateres, at appelkammeret ikke i denne henseende drog nogen specifikke konsekvenser af sin konstatering i den anfægtede afgørelses punkt 31 vedrørende »tilbuddet om erstatning«, i hvilken forbindelse den tidligere indehaver havde erklæret sig indforstået med, på visse nærmere betingelser, at give afkald på det omtvistede varemærke.
71 Det følger heraf på grundlag af sagens omstændigheder, at sagsøgerens anbringende, hvorefter tilbuddet om en aftale vedrørende afkald på et varemærke mod kompensation ikke udgør et tilstrækkeligt bevis for ond tro, er irrelevant og ikke kan have nogen virkning for lovligheden af den anfægtede afgørelse.
72 Det må for fuldstændighedens skyld tilføjes, at selv om Retten i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Pollo Tropical CHICKEN ON THE GRILL, nævnt ovenfor i præmis 70 (præmis 61 og 62), fastslog, at den person, der havde begæret et EF-varemærke erklæret ugyldigt, ikke havde fremført beviser, der gjorde det muligt at antage, at indehaveren af varemærket måtte være bekendt med eksistensen af de ældre varemærker, hvorpå anbringendet om ond tro var baseret, er det derimod i den foreliggende sag ubestridt, at den tidligere indehaver allerede på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om det omtvistede varemærke havde kendskab til eksistensen af intervenientens ældre varemærker SIMCA og til den tidligere brug af disse i halvfjerdserne. På den baggrund har tilbuddet om at give afkald på EF-varemærket mod erstatning en anden rækkevidde end det tilbud, der blev fremsat i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Pollo Tropical CHICKEN ON THE GRILL, nævnt ovenfor i præmis 70, bl.a. på grund af den omstændighed, at den tidligere indehaver fra tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om registrering havde et mere end hypotetisk grundlag for at kunne forvente at modtage et tilbud fra intervenienten om en økonomisk kompensation.
73 Endelig må de øvrige af sagsøgerens specifikke anbringender forkastes, idet ingen af disse rejser tvivl om de ovenstående konklusioner.
74 For det første findes den omstændighed, at den tidligere indehaver faktisk har markedsført elektriske cykler med EF-varemærket Simca »i det mindste siden […] 2008«, såfremt dette anses for godtgjort, ikke relevant, i det omfang appelkammerets konklusion, som den fremgår af den anfægtede afgørelses punkt 37-40 vedrørende spørgsmålet, om den tidligere indehaver var i ond tro, ikke var begrundet i den tidligere indehavers manglende reelle interesse i at markedsføre de varer, der var omfattet af det nævnte varemærke, men snarere i dennes hensigt om på snyltende måde at udnytte renomméet vedrørende et varemærke, der er registreret til fordel for andre og kendt på det relevante marked.
75 Hvad for det andet angår sagsøgerens forskellige henvisninger til de administrative og retlige procedurer i Tyskland, må det konstateres, at appelkammeret med rette fandt, bl.a. i den anfægtede afgørelses punkt 20 og 21, at EF-varemærkesystemet er et selvstændigt system, der består af en helhed af formål og regler, som er særegne for systemet, og hvis anvendelse er uafhængig af alle nationale systemer (jf. i denne retning Rettens dom af 11.7.2007, sag T-150/04, Mülhens mod KHIM – Minoronzoni (TOSCA BLU), Sml. II, s. 2353, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis). I henhold til denne dom er en afgørelse truffet af en national retsinstans ikke bindende hverken for Harmoniseringskontorets instanser eller for EU’s retsinstanser.
76 Imidlertid fremgår det også af retspraksis, at hverken parterne eller Retten selv forhindres i ved fortolkningen af EU-retten at lade sig inspirere af elementer fra EU-retspraksis, national eller international retspraksis (jf. i denne retning Rettens dom af 12.7.2006, sag T-277/04, Vitakraft-Werke Wührmann mod KHIM – Johnson’s Veterinary Products (VITACOAT), Sml. II, s. 2211, præmis 69-71).
77 Uanset relevansen af appelkammerets erklæring i den anfægtede afgørelses punkt 21, hvorefter dette ikke vidste, hvilke beviser der var fremlagt i den parallelle sag i Tyskland, hvorfor Bundesgerichtshofs dom ikke kunne udgøre præcedens, må det imidlertid i den foreliggende sag konstateres, at de ældre varemærker, hvoraf det ene er fransk og det andet internationalt, idet sidstnævnte bl.a. er beskyttet i flere af Unionens medlemsstater, kan have forskellige processuelle virkninger dels i den parallelle sag vedrørende et tysk varemærke, dels i nærværende sag, der vedrører en begæring om, at et EF-varemærke erklæres ugyldigt på grund af ond tro, og hvor spørgsmålet om de ældre varemærkers resterende renommé skal tages i betragtning.
78 For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at den uafhængige aktivitet, som den tidligere indehaver havde udført for Citroën AG i Køln og i 2005 for en Peugeot-filial i Bremen, ikke havde nogen forbindelse til dennes ansøgning om et EF-varemærke. Især havde den tidligere indehaver ifølge sagsøgeren netop ikke haft behov for at foretage supplerende undersøgelser for at kunne ansøge om det »angiveligt snyltende« varemærke, såfremt denne havde opnået oplysninger i forbindelse med sin midlertidige aktivitet som leverandør af software.
79 I denne henseende skal det blot konstateres, svarende til hvad der er fastslået ovenfor i præmis 70 og 71, at det af den anfægtede afgørelses opbygning og indhold fremgår, at appelkammeret med henblik på at fastslå eksistensen af ond tro hos den tidligere indehaver ikke baserede sig på det nævnte samarbejde, som denne tidligere havde haft med intervenienten eller andre virksomheder inden for dennes koncern.
80 Endelig hvad angår sagsøgerens anbringender vedrørende den omstændighed, at den anfægtede afgørelse er »uforholdsmæssigt kortfattet« og vedrørende en angiveligt fuldstændig mangel på »retlig argumentation og enhver prøvelse af de varemærkeretlige principper«, må de forkastes, uanset om de omhandler appelkammerets fejlagtige materielle prøvelse eller en utilstrækkelig begrundelse.
81 For det første har Retten i denne henseende – i det omfang sagsøgeren har refereret til appelkammerets materielle prøvelse i den foreliggende sag – allerede i forbindelse med alle redegørelserne i denne sag konstateret, at den anfægtede afgørelse er velbegrundet. I den forbindelse har Retten taget hensyn til både de retlige redegørelser, der er fremført af appelkammeret og til de »varemærkeretlige principper«.
82 For det andet må det blot konstateres, såfremt sagsøgerens ovennævnte anbringender skal forstås som omhandlende en angiveligt utilstrækkelig begrundelse af den anfægtede afgørelse, at appelkammeret, således som det fremgår af de af dette anførte betragtninger, der er gengivet ovenfor i præmis 9-22, i overensstemmelse med fast retspraksis har udtrykt sin begrundelse klart og entydigt, hvorved sagsøgeren har kunnet gøre sig bekendt med grundlaget for den trufne foranstaltning for derefter at kunne forsvare sine rettigheder, og Unionens retsinstanser har kunnet efterprøve den nævnte afgørelses lovlighed (jf. i denne retning Rettens dom af 15.10.2013, sag T-379/12, Electric Bike World mod KHIM – Brunswick (LIFECYCLE), præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).
83 Henset til det ovenstående må sagsøgerens eneste anbringende forkastes, og Harmoniseringskontoret frifindes.
Sagens omkostninger
84 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.
85 Sagsøgeren har tabt sagen og pålægges derfor at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Harmoniseringskontorets og intervenientens påstande herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling):
1) Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.
2) Simca Europe Ltd betaler sagens omkostninger.
Dittrich | Schwarcz | Tomljenović |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. maj 2014.
Underskrifter