Appel iværksat den 9. marts 2022 af Nemea Bank plc til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Niende Udvidede Afdeling) den 20. december 2021 i sag T-321/17, Niemelä m.fl. mod ECB

(Sag C-181/22 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Nemea Bank plc (ved asianajaja A. Meriläinen)

De øvrige parter i appelsagen: Heikki Niemelä, Mika Lehto, Nemea plc, Nevestor SA, Den Europæiske Centralbank [(ECB)] og Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Den appellerede kendelse ophæves.

Sagen hjemvises til Retten med henblik på en behørig afgørelse heraf, men til en anden afdeling med en helt anderledes dommersammensætning, henset til den omstændighed, at den afdeling, der afsagde den nævnte kendelse, var partisk og ikke iagttog appellantens grundlæggende rettigheder.

ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første anbringende: Retten begik en retlig fejl, da den med urette lagde til grund, at det var ufornødent at træffe afgørelse i sag T-321/17, undlod med urette at tage i betragtning, at den hævdede ex tunc virkning af ECB’s afgørelse af 30. juni 2017 udgjorde en tilsidesættelse af artikel 263 TEUF, og lagde med urette til grund, at appellanten ikke har nogen interesse i en annullation af ECB’s afgørelse af 23. marts 2017 om tilbagetrækning af en tilladelse.

Andet anbringende: Retten begik en retlig fejl for så vidt angår adskillige tilsidesættelser af væsentlige formforskrifter.

Tredje anbringende: Retten undlod at tage hensyn til den omstændighed, at appellantens rettigheder i henhold til artikel 47 i [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)] blev tilsidesat forud for procedurens indledning, og til den omstændighed, at appellanten vedvarende ikke var effektivt repræsenteret under proceduren.

Fjerde anbringende: Retten undlod at tage hensyn til tilsidesættelsen af appellantens rettigheder i henhold til chartrets artikel 41, da den afviste erstatningspåstanden som åbenbart ugrundet.

Femte anbringende: Retten begik en retlig fejl, idet den undlod at tage hensyn til appellantens rettigheder i henhold til artikel 340 TEUF, da den afviste erstatningspåstanden som åbenbart ugrundet.

____________