Sag T-278/10

Wesergold Getränkeindustrie GmbH & Co. KG

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-ordmærket WESTERN GOLD – de ældre nationale, internationale og EF-ordmærker WESERGOLD, Wesergold og WeserGold – relative registreringshindringer – ingen risiko for forveksling – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 – ældre varemærkers særpræg«

Rettens dom (Første Afdeling) af 21. september 2012……. II - 0000

Sammendrag – Rettens dom (Første Afdeling) af 21. september 2012

1.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – lighed mellem de berørte varer eller tjenesteydelser – bedømmelseskriterier

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

2.      EF-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – Rettens kompetence – ny undersøgelse af de faktiske omstændigheder i lyset af beviser, der først fremlægges for Retten – ikke omfattet

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 65)

3.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – lighed mellem de berørte varer eller tjenesteydelser – varer eller tjenesteydelser, der supplerer hinanden

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

4.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – lighed mellem de pågældende varemærker – begrebsmæssige forskelles evne til at opveje visuelle eller fonetiske ligheder – betingelser

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

5.      EF-varemærker – klagesag – klage over afgørelse truffet af indsigelsesafdelingen ved Harmoniseringskontoret – appelkammerets prøvelse – rækkevidde

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 64, stk. 1)

6.      EF-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – Rettens kompetence – prøvelse af lovligheden af appelkamrenes afgørelser – afgørelse, hvori der ikke er foretaget en undersøgelse af de faktiske omstændigheder

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 65)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 26)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 35)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 40)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 58)

5.      I henhold til artikel 64, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker træffer appelkammeret efter at have realitetsbehandlet sagen afgørelse om klagen, og det kan herved »omgøre den af afdelingen trufne afgørelse«, dvs. selv træffe afgørelse om indsigelsen ved at afvise den eller kende den berettiget for derved at stadfæste eller underkende den anfægtede afgørelse.

Den omstændighed, at det ikke i svarskriftet for appelkammeret udtrykkeligt blev påberåbt en høj grad af særpræg som følge af brug, påvirker ikke appelkammerets forpligtelse til – når det selv skal træffe afgørelse om indsigelsen – at foretage en ny og fuldstændig prøvelse af indsigelsens realitet, såvel retligt som faktisk.

Omfanget af den prøvelse, som appelkammeret er forpligtet til at foretage af den påklagede afgørelse, er nemlig i princippet ikke afgrænset af de anbringender, som den part, der har indgivet klagen, har fremsat. Omfanget af den prøvelse, som appelkammeret skal foretage, afgrænses ikke, fordi de indsigelser, der er fremført for appelkammeret, ikke er præciseret.

(jf. præmis 71 og 80)

6.      I henhold til artikel 62, stk. 1, første punktum, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker træffer appelkammeret efter at have realitetsbehandlet sagen afgørelse om klagen. Denne pligt til at behandle klagen indebærer, at det skal vurderes, om der er opnået en høj grad af særpræg som følge af brug, hvis dette argument er gjort gældende. Det kan ikke udelukkes, at appelkammeret efter at have gennemgået de argumenter og beviser vedrørende fornødent særpræg som følge af brug, som sagsøgeren har fremført under sagen for Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), ville have vedtaget en afgørelse med et andet indhold end den anfægtede afgørelse. Eftersom appelkammeret undlod at foretage denne prøvelse, tilsidesatte det væsentlige formforskrifter, hvilket medfører, at den anfægtede afgørelse skal annulleres.

Eftersom appelkammeret fejlagtigt undlod at foretage en vurdering af argumenterne og beviserne for, at der er opnået en høj grad af særpræg som følge af brug, tilkommer det ikke Retten selv at tage stilling til disse argumenter og beviser i forbindelse med påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse. I forbindelse med en sådan påstand kan Retten nemlig ikke ved udøvelsen af dens legalitetskontrol foretage en vurdering af de faktiske omstændigheder, som appelkammeret har undladt at foretage. Hvis Retten i forbindelse med et annullationssøgsmål finder, at en afgørelse fra appelkammeret, som er indbragt for den til prøvelse, er retsstridig, skal den annullere den. Retten kan ikke forkaste søgsmålet og herved sætte sin egen begrundelse i stedet for den, der er angivet af den kompetente instans ved Harmoniseringskontoret, som har udstedt den anfægtede retsakt.

(jf. præmis 81 og 83)