RETTENS DOM (Anden Udvidede Afdeling)
8. juli 2020 (*)
»Økonomisk og monetær politik – tilsyn med kreditinstitutter – artikel 18, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1024/2013 – administrativ bøde, som ECB har pålagt et kreditinstitut for overtrædelse af artikel 77, litra a), i forordning (EU) nr. 575/2013 – nærmere regler for offentliggørelse på ECB’s websted – artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013 og artikel 132, stk. 1, i forordning (EU) nr. 468/2014«
I sag T-203/18,
VQ ved barrister G. Cahill,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Centralbank (ECB) ved E. Koupepidou, E. Yoo og M. Puidokas, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af:
Rådet for Den Europæiske Union ved I. Gurov og J. Bauerschmidt, som befuldmægtigede,
og af
Europa-Kommissionen ved L. Armati, A. Steiblytė, K.-P. Wojcik og A. Nijenhuis, som befuldmægtigede,
intervenienter,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af afgørelse ECB-SSM-2018-ESSAB-4, SNC-2016-0026 truffet af ECB den 14. marts 2018 i henhold til artikel 18, stk. 1, i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til ECB i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287, s. 63), for så vidt som ECB dels har pålagt sagsøgeren en administrativ bøde på 1 600 000 EUR, dels har besluttet at offentliggøre denne sanktion på ECB’s websted uden anonymisering af sagsøgerens navn,
har
RETTEN (Anden Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, S. Papasavvas, og dommerne V. Tomljenović, F. Schalin, P. Škvařilová-Pelzl og I. Nõmm (refererende dommer),
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Sagsøgeren, VQ, er et kreditinstitut, der, henset til dettes betydning, er undergivet Den Europæiske Centralbanks (ECB) tilsyn.
2 Den 27. december 2016 fremsendte ECB’s undersøgelsesenhed en klagepunktsmeddelelse til sagsøgeren i henhold til artikel 126, stk. 1 og 2, i ECB’s forordning nr. 468/2014 af 16. april 2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder (»SSM-rammeforordningen«) (EUT 2014, L 141, s. 1). Sagsøgeren blev foreholdt at have foretaget genkøb af egne aktier mellem den 1. januar 2014 og den 7. november 2016 uden at have anmodet om den kompetente myndigheds forudgående tilladelse, i strid med artikel 77, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2013, L 176, s. 1, som berigtiget i EUT 2013, L 208, s. 68, og EUT 2013, L 321, s. 6). I henhold til artikel 521, stk. 1 og 2, i forordning nr. 575/2013 fandt denne bestemmelse, som trådte i kraft den 28. juni 2013, først anvendelse fra den 1. januar 2014.
3 Den 10. februar 2017 fremsatte sagsøgeren sine skriftlige bemærkninger til klagepunktsmeddelelsen.
4 Den 29. juni 2017 fremsendte ECB’s undersøgelsesenhed et udkast til afgørelse til sagsøgeren for at give denne mulighed for at fremsætte sine skriftlige bemærkninger vedrørende størrelsen af den påtænkte administrative bøde på 1 600 000 EUR.
5 Sagsøgeren fremsatte den 17. og den 18. juli 2017 skriftlige bemærkninger til dette udkast til afgørelse.
6 Den 23. november 2017 vedtog ECB en afgørelse i henhold til artikel 18, stk. 1, i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til ECB i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287, s. 63), hvorved den for det første lagde til grund, at sagsøgeren havde begået en overtrædelse, der bestod i tilsidesættelse af forpligtelsen i henhold til artikel 77, litra a), i forordning nr. 575/2013 til at indhente en forudgående tilladelse fra den kompetente myndighed forud for genkøb af egentlige kernekapitalinstrumenter, idet sagsøgeren havde gennemført genkøb af egne aktier mellem den 1. januar 2014 og den 7. november 2016, for det andet pålagde sagsøgeren en administrativ bøde på 1 600 000 EUR og for det tredje besluttede at offentliggøre denne administrative bøde på sit websted uden at anonymisere sagsøgerens navn.
7 Den 22. december 2017 anmodede sagsøgeren om en revision af denne afgørelse i henhold til artikel 24, stk. 1, 5 og 6, i forordning nr. 1024/2013, sammenholdt med artikel 7 i ECB’s afgørelse 2014/360/EU af 14. april 2014 om nedsættelse af et administrativt klagenævn og forretningsordenen for dette (EUT 2014, L 175, s. 47). Den 25. januar 2018 fandt en høring sted ved Det Administrative Klagenævn.
8 Den 21. februar 2018 vedtog Det Administrative Klagenævn en udtalelse, hvorved ECB’s afgørelse fandtes at være lovlig.
9 Den 14. marts 2018 vedtog ECB afgørelse ECB-SSM-2018-ESSAB-4, SNC-2016-0026, som blev truffet i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013, og som i henhold til samme forordnings artikel 24, stk. 7, ophævede og erstattede afgørelsen af 23. november 2017 og havde samme indhold (herefter »den anfægtede afgørelse«).
10 For det første fandt ECB, at der forelå en adfærd fra sagsøgerens side, der udgjorde en overtrædelse. Den henviste til, at det siden anvendelsesdatoen for forordning nr. 575/2013, den 1. januar 2014, fulgte af denne forordnings artikel 77, litra a), såvel som af artikel 29, stk. 1, og artikel 31, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 241/2014 af 7. januar 2014 om udbygning af forordning nr. 575/2013, for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for kapitalgrundlagskrav for institutter (EUT 2014, L 74, s. 8), at et kreditinstitut, der ønsker at genkøbe egentlige kernekapitalinstrumenter, skal indhente forudgående tilladelse fra den kompetente myndighed. Den erindrede om, at den siden den 4. november 2014 var den kompetente myndighed i denne forordnings forstand, en funktion, som i forhold til sagsøgeren tidligere udøvedes af Banco de España (den spanske centralbank).
11 ECB anførte, at sagsøgeren havde gennemført genkøb af egne aktier uden at ansøge den kompetente myndighed om forudgående tilladelse som omhandlet i forordning nr. 575/2013. Den henviste til, at sagsøgeren den 16. marts 2016 havde anmodet det fælles tilsynsteam om en afklaring med hensyn til spørgsmålet, om artikel 77 i forordning nr. 575/2013 fandt anvendelse på transaktioner vedrørende dennes egne aktier, hvilket det nævnte team besvarede bekræftende den 23. marts 2016. Den fremhævede, at sagsøgeren ikke desto mindre fortsat havde genkøbt egne aktier uden tilladelse fra den 24. marts til den 7. november 2016.
12 ECB udledte heraf, at sagsøgeren ikke havde overholdt artikel 77, litra a), i forordning nr. 575/2013, sammenholdt med artikel 29, stk. 1, og artikel 31, stk. 1, i delegeret forordning nr. 241/2014, fra 1. januar 2014 til 7. november 2016, og at denne overtrædelse var blevet begået i det mindste uagtsomt fra den 1. januar 2014 til den 23. marts 2016 og forsætligt fra den 24. marts til den 7. november 2016.
13 For det andet pålagde ECB sagsøgeren en administrativ bøde på 1 600 000 EUR på grund af dennes retsstridige adfærd. ECB fremhævede, at den i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 var berettiget til at pålægge en administrativ bøde i tilfælde af manglende overholdelse af et krav i relevante umiddelbart gældende EU-retsakter, i relation til hvilke de kompetente myndigheder i henhold til den relevante EU-ret får stillet administrative bøder til rådighed. Den henviste til, at de anvendte sanktioner i henhold til samme forordnings artikel 18, stk. 3, skal være »effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende virkning«.
14 Som formildende omstændigheder tog ECB hensyn til det forhold, at sagsøgeren selv havde oplyst det fælles tilsynsteam om den adfærd, der udgjorde overtrædelsen, og at sagsøgeren efter den 7. november 2016 havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til artikel 77, litra a), i forordning nr. 575/2013. ECB tog ligeledes hensyn til den omstændighed, at sagsøgeren i løbet af perioden for den retsstridige adfærd i sin rapportering om sine kapitalgrundlagskrav korrekt havde fratrukket sine genkøb af aktier.
15 ECB fandt, at en administrativ bøde på 1 600 000 EUR, svarende til 0,03% af sagsøgerens årsomsætning, udgjorde en forholdsmæssig sanktion.
16 For det tredje besluttede ECB at offentliggøre den pålagte administrative bøde på sit websted uden anonymisering af sagsøgerens navn. Den henviste i det væsentlige til, at det fremgik såvel af 38. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT 2013, L 176, s. 338) som af artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013, at administrative sanktioner principielt skulle offentliggøres med henblik på at sikre deres afskrækkende virkning. ECB fandt, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at denne opfyldte betingelserne i SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, hvorefter der kan ske offentliggørelse af en administrativ bøde i anonymiseret form.
17 Den 15. marts 2018 oplyste sagsøgeren ECB om, at denne påtænkte at anlægge et annullationssøgsmål ved Retten og at indgive en anmodning om foreløbige forholdsregler til Retten vedrørende offentliggørelsen af den pålagte sanktion.
18 Den 20. marts 2018 oplyste ECB sagsøgeren om, at den agtede at offentliggøre den administrative bøde mellem onsdag den 21. marts 2018 om aftenen og torsdag den 22. marts 2018 om morgenen.
19 Den 22. marts 2018 oplyste sagsøgeren ECB om, at instituttet havde til hensigt at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse og at indgive en anmodning om foreløbige forholdsregler. Samme dag gav ECB sagsøgeren en frist indtil den 23. marts 2018 kl. 12.00 til at indgive den nævnte anmodning, idet den, hvis dette ikke skete, ville offentliggøre sanktionen på sit websted den 26. marts 2018.
20 Den 8. maj 2018 blev den bøde, som sagsøgeren var blevet pålagt, offentliggjort på ECB’s websted.
Retsforhandlinger og parternes påstande
21 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. marts 2018 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål. Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den samme dag indgav sagsøgeren en anmodning om anonymitet.
22 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 26. marts 2018 indgav sagsøgeren en anmodning om foreløbige forholdsregler i henhold til artikel 278 TEUF og 279 TEUF, i hvilken instituttet i det væsentlige anmodede Rettens præsident om principalt at udsætte gennemførelsen af punkt 5 i den anfægtede afgørelse vedrørende offentliggørelse af den pålagte administrative bøde og subsidiært at udsætte gennemførelsen af det nævnte punkt 5, for så vidt som det fastsatte, at denne sanktion skulle offentliggøres uden anonymisering af sagsøgerens navn.
23 Sagsøgerens anmodning blev ved kendelse af 3. maj 2018, VQ mod ECB (T-203/18 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:261), ikke taget til følge, og afgørelsen om sagsomkostninger blev udsat.
24 Ved afgørelse af 8. juni 2018 tog formanden for Anden Afdeling (tidligere sammensætning) sagsøgerens anmodning om anonymitet til følge.
25 Ved dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 15. juni og den 9. juli 2018 fremsatte Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen anmodninger om at måtte indtræde i sagen til støtte for ECB’s påstande. Ved beslutninger af 27. juli og 17. august 2018 gav formanden for Rettens Anden Afdeling (tidligere sammensætning) Rådet og Kommissionen tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for ECB’s påstande.
26 Efter forslag fra den refererende dommer har Retten som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til artikel 89 i Rettens procesreglement opfordret ECB til at besvare et spørgsmål og de øvrige parter til at gøre deres synspunkter gældende. Denne opfordring blev efterkommet inden for de fastsatte frister.
27 Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger blev sagen tildelt en ny refererende dommer, som blev tilknyttet Anden Afdeling, hvortil nærværende sag følgelig er blevet henvist.
28 Efter forslag fra Rettens Anden Afdeling har Retten i henhold til procesreglementets artikel 28 besluttet at henvise sagen til et udvidet dommerkollegium.
29 Parterne har ikke inden for den fastsatte frist anmodet om at måtte udtale sig mundtligt i et retsmøde i henhold til procesreglementets artikel 106.
30 Retten (Anden Udvidede Afdeling) har i medfør af procesreglementets artikel 106, stk. 3, besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del.
31 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Det fastslås i henhold til artikel 277 TEUF, at bestemmelsen i artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013 er ulovlig, og nævnte afgørelse annulleres følgelig.
– ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
32 ECB og Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
33 Rådet har i det væsentlige nedlagt påstand om, at sagsøgerens ulovlighedsindsigelse rettet mod artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013 forkastes som åbenbart ugrundet.
Retlige bemærkninger
34 Det bemærkes indledningsvis, at sagsøgeren med sin anden påstand har rejst krav om, at det i henhold til artikel 277 TEUF fastslås, at artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013 er ulovlig, og at den anfægtede afgørelse følgelig annulleres.
35 Denne påstand skal forstås således, at den tager sigte på, at det forudsætningsvis fastslås, at artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013 er ulovlig. Det er dermed alene inden for rammerne af behandlingen af sagsøgerens påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, at sagsøgerens ulovlighedsindsigelse i henhold til artikel 277 TEUF skal undersøges.
36 Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender om for det første tilsidesættelse af artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 og af artikel 49, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), såvel som af proportionalitetsprincippet, for det andet tilsidesættelse af SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, første afsnit, litra b), og for det tredje, i det væsentlige, tilsidesættelse af artikel 263, stk. 6, TEUF og chartrets artikel 47. Inden for rammerne af dette tredje anbringende har sagsøgeren tillige påberåbt sig, at bestemmelsen i artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013 er ulovlig, inden for rammerne af et klagepunkt vedrørende, i det væsentlige, manglende hjemmel for den anfægtede afgørelse.
Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 og af chartrets artikel 49, stk. 1, samt af proportionalitetsprincippet
37 Inden for rammerne af det første anbringende har sagsøgeren i det væsentlige fremsat to klagepunkter, hvoraf det første vedrører tilsidesættelse af artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 og af chartrets artikel 49, stk. 1, samt af proportionalitetsprincippet.
Det første klagepunkt om tilsidesættelse af artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 og af chartrets artikel 49, stk. 1
38 I den anfægtede afgørelse fastslog ECB over for sagsøgeren, at der forelå en tilsidesættelse af artikel 77, litra a), i forordning nr. 575/2013, som bestod i genkøb af visse egentlige kernekapitalinstrumenter uden indhentelse af en forudgående tilladelse fra den kompetente myndighed, hvorfor sagsøgeren blev pålagt en administrativ sanktion i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013.
39 Sagsøgeren har i det væsentlige anført, at denne ikke var forpligtet til at overholde artikel 77, litra a), i forordning nr. 575/2013, så længe samtlige kapitalgrundlagskrav i samme forordnings artikel 78, stk. 1, ikke fandt anvendelse. Heraf har sagsøgeren udledt, at for så vidt som kravet om at besidde kapitalbevaringsbuffere i henhold til direktiv 2013/36, hvortil artikel 78, stk. 1, i forordning nr. 575/2013 henviser, først har fundet anvendelse i Spanien fra den 1. januar 2016, har denne ikke kunnet begå en overtrædelse af artikel 77, litra a), i forordning nr. 575/2013 inden denne dato. Heraf følger i det væsentlige, at ECB, idet denne pålagde sagsøgeren en administrativ bøde for denne adfærd, havde støttet sig på bestemmelser i direktiv 2013/36, som endnu ikke fandt anvendelse, og havde tilsidesat såvel artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 som det strafferetlige legalitetsprincip, der er sikret ved chartrets artikel 49, stk. 1.
40 ECB har, støttet af Kommissionen, anfægtet sagsøgerens argumenter.
41 Det fremgår af artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013, at »[h]vis kreditinstitutter, finansielle holdingselskaber eller blandede finansielle holdingselskaber med eller uden forsæt ikke overholder et krav i relevante umiddelbart gældende EU-retsakter, i relation til hvilke de kompetente myndigheder i henhold til den relevante EU-ret får stillet administrative bøder til rådighed, kan ECB med henblik på at udføre de opgaver, som overdrages til den i henhold til denne forordning, pålægge administrative bøder«.
42 Heraf følger, at to kumulative betingelser skal være opfyldt, for at ECB kan pålægge en administrativ bøde. Den første betingelse angår overtrædelsens oprindelse, idet den skal vedrøre en relevant umiddelbart gældende EU-retsakt. Den anden betingelse angår det forhold, at de kompetente myndigheder i henhold til den relevante EU-ret skal være bemyndiget til at pålægge en administrativ bøde.
43 Inden for rammerne af det foreliggende anbringende har sagsøgeren begrænset sig til at bestride, at den første betingelse i artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 er opfyldt, på grundlag af den argumentation, som er fremstillet i præmis 39 ovenfor.
44 En sådan argumentation kan ikke tiltrædes.
45 Det er ubestridt mellem parterne, at sagsøgeren mellem den 1. januar 2014 og den 7. november 2016 har foretaget genkøb af egne aktier klassificeret som egentlige kernekapitalinstrumenter uden på forhånd at anmode den kompetente myndighed, dvs. den spanske centralbank, og senere, fra den 4. november 2014, ECB, om tilladelse hertil.
46 I artikel 77 i forordning nr. 575/2013 med overskriften »Betingelser for reduktion af kapitalgrundlaget« er følgende fastsat:
»1. Et institut skal have den kompetente myndigheds forudgående tilladelse til at gøre det ene eller begge af følgende:
a) reducere, indfri eller genkøbe egentlige kernekapitalinstrumenter udstedt af instituttet på en måde, som er tilladt i henhold til gældende national lovgivning
b) førtidsindfri, indfri ved udløb, tilbagebetale eller genkøbe hybride kernekapitalinstrumenter eller supplerende kapitalinstrumenter før det kontraktlige forfaldstidspunkt.«
47 Artikel 77 i forordning nr. 575/2013 udgør således en bestemmelse i en umiddelbart gældende EU-retsakt, der pålægger kreditinstitutter en forpligtelse til at indhente den kompetente myndigheds forudgående tilladelse, inden de indfrier eller genkøber bl.a. egentlige kernekapitalinstrumenter.
48 Desuden har artikel 77 i forordning nr. 575/2013 en entydig ordlyd, der pålægger kreditinstitutter en forpligtelse til at anmode om den kompetente myndigheds forudgående tilladelse, og denne forpligtelse er alene betinget af, at de situationer, der er omhandlet i samme bestemmelses litra a) og b), opstår, og ikke af anvendelsen af bestemmelser i andre EU-retsakter.
49 Denne konklusion afkræftes ikke af sagsøgerens argumentation om, at den kompetente myndighed ikke kunne udøve sin kontrol i henhold til artikel 78 i forordning nr. 575/2013.
50 Det er ganske vist korrekt, at artikel 77 i forordning nr. 575/2013 tager sigte på at gøre det muligt for den kompetente myndighed at udføre den opgave, som er overdraget den i henhold til samme forordnings artikel 78, og som består i en kontrol af indvirkningerne af en reduktion af kapitalgrundlaget, som påtænkes af et institut, på opfyldelsen af minimumskapitalkravene. Den kompetente myndighed var imidlertid, i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, i stand til at gennemføre en sådan kontrol over for denne, også før anvendelsesdatoen for bestemmelserne i direktiv 2013/36 om kapitalbuffere.
51 I artikel 78, stk. 1, litra b), i forordning nr. 575/2013 med overskriften »Tilsynsmyndighedens tilladelse til reduktion af kapitalgrundlaget« er følgende fastsat:
»1. Den kompetente myndighed giver tilladelse til, at et institut reducerer, genkøber, førtidsindfrier eller ved udløb indfrier egentlige kernekapitalinstrumenter, [hybride] kernekapitalinstrumenter eller supplerende kapitalinstrumenter, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:
[…]
b) Instituttet har over for den kompetente myndighed godtgjort, at instituttets kapitalgrundlag efter den nævnte aktion vil overstige de i artikel 92, stk. 1, i denne forordning fastlagte krav og det kombinerede bufferkrav som defineret i artikel 128, nr. 6) i direktiv [2013/36] med en margen, som den kompetente myndighed måtte anse for nødvendig på grundlag af artikel 104, stk. 2, i direktiv [2013/36].«
52 Følgelig foretages vurderingen af indvirkningerne af en reduktion af kapitalgrundlaget, som påtænkes af et institut, under hensyn til det minimumskapitalniveau, som et kreditinstitut skal besidde, på grundlag af ikke blot direktiv 2013/36, men også forordning nr. 575/2013.
53 For så vidt som de kapitalgrundlagskrav, som er fastsat i artikel 92, stk. 1, i forordning nr. 575/2013, var gældende fra anvendelsesdatoen for denne forordning, var den kompetente myndighed således i stand til at efterprøve indvirkningerne af sagsøgerens genkøb af egne aktier på opfyldelsen af de minimumskapitalkrav, som fremgår af denne bestemmelse.
54 På ovenstående baggrund må det konkluderes, at ECB ikke har tilsidesat artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 og det strafferetlige legalitetsprincip, som er fastslået i chartrets artikel 49, stk. 1.
Klagepunktet om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet
– Formaliteten vedrørende klagepunktet
55 ECB er af den opfattelse, at klagepunktet om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet skal afvises, idet det blev fremsat for første gang i forbindelse med replikken.
56 Der skal i denne forbindelse henvises til, at det fremgår af procesreglementets artikel 84, stk. 1, at nye anbringender ikke må fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Et anbringende, som udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere er fremført direkte eller indirekte i stævningen, og som har tæt forbindelse dermed, skal dog realitetsbehandles. For at et nyt argument kan anses for en uddybning af et tidligere fremsat anbringende eller klagepunkt, skal det være tilstrækkeligt tæt knyttet til de oprindeligt fremførte argumenter eller klagepunkter i stævningen til, at det kan anses for at være en del af den normale udvikling i forhandlingerne i en retssag (jf. dom af 20.11.2017, Petrov m.fl. mod Parlamentet, T-452/15, EU:T:2017:822, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).
57 I replikken har sagsøgeren gjort gældende, at ECB har tilsidesat proportionalitetsprincippet ved at pålægge denne en administrativ bøde, henset til dels tvivlen med hensyn til rækkevidden af artikel 77, litra a), i forordning nr. 575/2013, sagsøgerens gode tro, gennemsigtigheden af dennes adfærd, dennes opfyldelse af kapitalgrundlagskravene og den karakter af sædvanlig praksis, som genkøb af egne aktier har i Spanien, dels den omstændighed, at ECB har andre, mindre indgribende midler til rådighed.
58 Det bemærkes, at sagsøgeren i stævningen for det første, i punkt 48, har fremhævet, at ECB havde en vifte af midler til sin rådighed, for det andet, i bl.a. punkt 49, 59 og 60, har gjort gældende, at der forelå tvivl med hensyn til den præcise rækkevidde af artikel 77, litra a), og artikel 78 i forordning nr. 575/2013, og at der ikke var blevet givet nogen forklaring af, hvorledes disse bestemmelser skulle fortolkes, og for det tredje, i punkt 64, har anført, at ECB med hensyn til pålæggelse af en administrativ bøde ikke kunne lægge den fortolkning til grund over for sagsøgeren, som var ugunstig for denne.
59 Selv om sagsøgeren i stævningen ikke udtrykkeligt støttede sig på en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet som følge af, at denne var blevet pålagt en sanktion, indeholdt dennes argumentation således i sin kerne allerede en sådan kritik. Klagepunktet om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet i replikken skal derfor betragtes som en uddybning af et anbringende, der er fremsat i stævningen, som omhandlet i den i præmis 56 ovenfor nævnte retspraksis.
60 Henset til det ovenfor anførte kan det foreliggende klagepunkt derfor antages til realitetsbehandling.
– Realiteten vedrørende klagepunktet
61 I henhold til fast retspraksis kræver proportionalitetsprincippet, som hører til de almindelige EU-retlige grundsætninger, at EU-institutionernes retsakter skal være egnede til at nå de legitime mål, der forfølges med den omhandlede lovgivning, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning vælges, og de forvoldte ulemper må ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (jf. dom af 4.5.2016, Philip Morris Brands m.fl., C-547/14, EU:C:2016:325, præmis 165 og den deri nævnte retspraksis).
62 I denne henseende er det korrekt, at ECB i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 »kan« pålægge administrative bøder, og at den dermed ikke er forpligtet til at gøre det. ECB skal følgelig overholde proportionalitetsprincippet ikke blot ved fastsættelsen af bødestørrelsen for at overholde samme forordnings artikel 18, stk. 3, som præciserer, at de anvendte sanktioner skal være »forholdsmæssige«, men også når den afgør, om den begåede overtrædelse begrunder, at der pålægges en sanktion.
63 Det må imidlertid fastslås, at ECB’s valg af at pålægge sagsøgeren en administrativ bøde ikke er af den af sagsøgeren hævdede uforholdsmæssige karakter.
64 For det første skal rækkevidden af sagsøgerens forpligtelser af de i præmis 46-54 ovenfor anførte grunde anses for klart at kunne udledes af ordlyden af artikel 77, litra a), i forordning nr. 575/2013. Der forelå derfor ingen rimelig tvivl med hensyn til fortolkningen af lovgivningen, som ville kunne indebære, at ECB’s pålæggelse af en administrativ bøde var uforholdsmæssig, henset til den af sagsøgeren begåede overtrædelse.
65 For det andet bestyrkes denne konklusion af den omstændighed, at sagsøgeren opretholdt den adfærd, der udgjorde en overtrædelse, efter den 23. marts 2016 at være blevet oplyst af det fælles tilsynsteam om rækkevidden af sine forpligtelser i medfør af artikel 77, litra a), i forordning nr. 575/2013, hvilket ledte ECB til den konklusion, at overtrædelsen fra denne dato ikke længere blev begået uagtsomt, men forsætligt.
66 I øvrigt har ECB med rette bemærket i sine skriftlige indlæg, at de alternativer til pålæggelse af en administrativ bøde, som sagsøgeren har fremhævet, såsom udøvelsen af dens beføjelser i henhold til artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 1024/2013, er uden relevans inden for rammerne af det foreliggende klagepunkt, eftersom de ikke kan udgøre egnede foranstaltninger som omhandlet i den i præmis 61 ovenfor citerede retspraksis. Formålet med, at disse beføjelser er blevet overdraget til ECB, er at gøre det muligt for den at kontrollere kreditinstitutters opfyldelse af de tilsynsmæssige krav og ikke at pålægge disse institutter sanktioner (jf. i denne retning dom af 13.12.2017, Crédit mutuel Arkéa mod ECB, T-712/15, EU:T:2017:900, præmis 212).
67 Heraf følger, at ECB ikke tilsidesatte proportionalitetsprincippet, idet den besluttede at pålægge sagsøgeren en administrativ bøde i det foreliggende tilfælde.
68 Henset til det ovenstående skal det andet klagepunkt og følgelig det første anbringende forkastes.
Det andet anbringende om en tilsidesættelse af SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, første afsnit, litra b)
69 I den anfægtede afgørelse fandt ECB, at den var forpligtet til at offentliggøre de administrative bøder, den pålagde, uden anonymisering, medmindre betingelserne i SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, første afsnit, litra a) eller b), var opfyldt. Den lagde til grund, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at den skade, som offentliggørelsen af dennes navn i forbindelse med den bøde, som denne var blevet pålagt, kunne forvolde denne, var mere vidtrækkende end den skade, som er uløseligt forbundet med denne form for offentliggørelse.
70 Sagsøgeren har anført, at ECB ved at beslutte at offentliggøre den pålagte administrative bøde uden anonymisering af dennes navn tilsidesatte SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, første afsnit, litra b), eftersom ECB fejlagtigt konkluderede, at en sådan offentliggørelse ikke kunne forvolde denne en uforholdsmæssig skade.
71 ECB har, støttet af Kommissionen, anfægtet sagsøgerens argumenter.
72 Det fremgår af artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013, at »ECB offentliggør sanktioner som omhandlet i stk. 1, uanset om de er blevet appelleret eller ej, i de tilfælde og i henhold til de betingelser, der er fastsat i den relevante EU-ret«.
73 SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, bestemmer følgende:
»1. ECB offentliggør på sit websted uden ugrundet ophold, og efter at afgørelsen er blevet meddelt den berørte enhed under tilsyn, enhver afgørelse om pålæggelse af en administrativ sanktion, som defineret i artikel 120, over for en enhed under tilsyn i en deltagende medlemsstat, herunder oplysninger om overtrædelsens art og identiteten på den berørte enhed under tilsyn, medmindre offentliggørelse på denne måde […]:
[…]
b) i det omfang, hvor dette kan fastslås, vil påføre enheden under tilsyn uforholdsmæssig stor skade.
I disse tilfælde offentliggøres afgørelser om administrative sanktioner i anonymiseret form. Alternativt, hvor de omhandlede omstændigheder forventes at ophøre inden for et rimeligt tidsrum, kan offentliggørelsen i henhold til dette stykke udsættes i et sådant rimeligt tidsrum.«
74 Det er for det første omtvistet, hvordan betingelsen om, at offentliggørelse af identiteten af en enhed, som er blevet pålagt en sanktion, skal påføre denne en »uforholdsmæssig skade«, for at den nævnte offentliggørelse sker i anonymiseret form, som omhandlet i SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, skal forstås.
75 Ifølge sagsøgeren bør denne betingelse fortolkes således, at den indebærer en afvejning af grovheden af den omhandlede adfærd i forhold til virkningerne af offentliggørelsen, henset til en sådan offentliggørelses repressive karakter og med henblik på at overholde uskyldsformodningen over for den berørte enhed.
76 ECB har, støttet af Kommissionen, i det væsentlige gjort gældende, at overtrædelsens grovhed ikke er et relevant hensyn ved anvendelsen af SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, første afsnit, litra b).
77 Med henblik på at fastlægge betydningen af SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, første afsnit, litra b), skal der ikke blot tages hensyn til denne bestemmelses ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (jf. i denne retning dom af 7.6.2005, VEMW m.fl., C-17/03, EU:C:2005:362, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
78 Desuden fremgår det af en ligeledes fast retspraksis, at en gennemførelsesforordning så vidt muligt skal fortolkes således, at den bringes i overensstemmelse med bestemmelserne i grundforordningen (dom af 19.7.2012, Pie Optiek, C-376/11, EU:C:2012:502, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). For så vidt som SSM-rammeforordningen blev vedtaget på grundlag af artikel 33, stk. 2, i forordning nr. 1024/2013, skal den fortolkes i lyset heraf.
79 Hvad for det første angår en ordlydsfortolkning af SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, fremgår det af bestemmelsens ordlyd, at den fastslår et princip om offentliggørelse af enhver afgørelse om pålæggelse af en administrativ bøde – uden at der henvises til grovheden af den omhandlede overtrædelse – og at identiteten af den berørte enhed under tilsyn indgår blandt de oplysninger, som offentliggøres. Det er således kun undtagelsesvis og i to situationer, der er udtømmende opregnet, at afgørelser om administrative bøder offentliggøres i anonymiseret form, eller at offentliggørelsen af dem kan udsættes.
80 Desuden nævner SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, første afsnit, litra b), ikke graden af den omhandlede overtrædelses grovhed som et hensyn, der kan være relevant i forbindelse med at indrømme denne undtagelse.
81 Det følger derfor af en ordlydsfortolkning af SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, at grovheden af den af et kreditinstitut begåede overtrædelse ikke er et relevant hensyn, når ECB skal tage stilling til, om den skal indrømme den undtagelse, der er fastsat i samme forordnings artikel 132, stk. 1, første afsnit, litra b).
82 For det andet bemærkes, at denne konklusion bekræftes af ordlyden af artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013, hvorefter »ECB offentliggør sanktioner som omhandlet i stk. 1, uanset om de er blevet appelleret eller ej«. Heraf følger nødvendigvis, at enhver sanktion principielt skal gøres til genstand for offentliggørelse uafhængigt af grovheden af den omhandlede overtrædelse.
83 For det tredje understøttes denne konklusion ligeledes, når direktiv 2013/36 tages i betragtning.
84 For så vidt som direktiv 2013/36 fastlægger regler for sanktioner, der finder anvendelse på overtrædelser af forordning nr. 575/2013, omfatter den retlige kontekst, som artikel 18 i forordning nr. 1024/2013 indgår i, dette direktiv, hvilket bekræftes af henvisningerne i denne artikel til »den relevante EU-ret«.
85 Af 38. betragtning til direktiv 2013/36 fremgår, at »[f]or at sikre, at de administrative sanktioner har en afskrækkende virkning, bør de normalt offentliggøres, undtagen i visse velafgrænsede tilfælde«. Heraf følger, at lovgivers hensigt har været, at enhver sanktion principielt gøres til genstand for offentliggørelse med henblik på at sikre, at de nævnte sanktioner har en afskrækkende virkning.
86 Det bemærkes desuden, at artikel 68 i direktiv 2013/36, der vedrører fremgangsmåden for de kompetente myndigheders offentliggørelse af administrative sanktioner, i denne henseende følger en tilgang svarende til tilgangen i SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, eftersom denne bestemmelse dels indfører et princip om offentliggørelse af alle pålagte sanktioner uden henvisning til graden af grovheden af den omhandlede overtrædelse, og den nævnte grad af grovhed dels ikke nævnes i undtagelserne til dette princip.
87 På ovenstående baggrund skal det konkluderes, at vurderingen af betingelsen i SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, første afsnit, litra b), om den »uforholdsmæssige« karakter af den skade, der forårsages af en offentliggørelse uden anonymisering af den omhandlede enhed, udelukkende skal foretages på grundlag af en vurdering af følgerne af denne undladelse af anonymisering for dennes situation, uden at der tages hensyn til niveauet af grovheden af den overtrædelse, som denne foreholdes.
88 Denne konklusion afkræftes ikke af sagsøgerens fremhævelse af nødvendigheden af at fortolke denne bestemmelse i lyset af uskyldsformodningsprincippet.
89 Ifølge fast retspraksis skal EU-rettens bestemmelser ganske vist fortolkes under hensyntagen til de grundlæggende rettigheder, som er en integrerende del af de almindelige retsgrundsætninger, som Unionens retsinstanser skal beskytte, og som nu er opført i chartret (jf. dom af 25.5.2016, Meroni, C-559/14, EU:C:2016:349, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).
90 Henset til den meget klare betydning af såvel SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, som artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013 er det imidlertid ikke muligt at fravige den fortolkning, som følger af præmis 79-87 ovenfor. Hvis dette var tilfældet, ville princippet om overensstemmende fortolkning af afledte EU-retsakter således danne grundlag for en fortolkning contra legem, hvilket ikke kan anerkendes (jf. i denne retning kendelse af 17.7.2015, EEB mod Kommissionen, T-685/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:560, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis). Hvad angår en bestemmelse, hvis betydning er klar og utvetydig, tilkommer det alene Retten, såfremt der rejses en ulovlighedsindsigelse i henhold til artikel 277 TEUF, at efterprøve dens overensstemmelse med traktatens bestemmelser og de almindelige EU-retlige principper.
91 Selv om sagsøgeren har rejst en ulovlighedsindsigelse med hensyn til artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013, er det imidlertid ikke med den begrundelse, at denne bestemmelse principielt foreskriver offentliggørelse af administrative bøder uanset overtrædelsens grovhed, men udelukkende, inden for rammerne af det tredje anbringende, for så vidt som denne bestemmelse foreskriver offentliggørelse af sådanne sanktioner inden udløbet af fristen for anlæggelse af søgsmål ved Retten.
92 For det andet skal det efterprøves, om det var med rette, at ECB i den anfægtede afgørelse lagde til grund, at offentliggørelse af sanktionen uden anonymisering ikke ville forvolde sagsøgeren en »uforholdsmæssig skade« som omhandlet i SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, første afsnit, litra b).
93 I denne henseende skal sagsøgerens argumentation, hvorefter Retten bør foretage en fuldstændig prøvelse af forholdsmæssigheden af offentliggørelsen af den sanktion, som denne blev pålagt, indledningsvis forkastes.
94 Selv hvis det antages, at Retten, således som sagsøgeren har anført, har fuld prøvelsesret i henhold til artikel 261 TEUF vedrørende de af ECB i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 pålagte sanktioner, omfatter denne fulde prøvelsesret nemlig til forskel fra den legalitetskontrol, der er fastsat i artikel 263 TEUF, udelukkende fastsættelsen af bødens størrelse (jf. analogt dom af 21.1.2016, Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen, C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).
95 Retten kan således kun foretage en legalitetsprøvelse af ECB’s anvendelse af SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, første afsnit, litra b).
96 Sagsøgeren er af den opfattelse, at offentliggørelsen af sanktionen, henset til de betydelige følger heraf, er uforholdsmæssig i forhold til den ringe grovhed af overtrædelsen og dens korte varighed. I denne henseende har sagsøgeren for det første fremhævet sin gode tro, gennemsigtigheden af sine aktiviteter på markedet, og sit samarbejde under den administrative procedure. For det andet er størrelsen af den administrative bøde efter sagsøgerens opfattelse i sig selv tilstrækkelig til at sikre dens afskrækkende virkning. For det tredje har sagsøgeren fremhævet de alvorlige virkninger af en offentliggørelse, som vil indebære en krænkelse af dennes omdømme, der vil føre til fald i markedsværdien af dennes aktier. Med henvisning til et studie fra Oxford universitet (Det Forenede Kongerige) vedrørende resultatet af krænkelser af omdømme forårsaget af et udsnit af foranstaltninger til gennemførelse af lovgivningen har sagsøgeren gjort gældende, at de negative følger for omdømmet er betragteligt større eller endog helt uden sammenhæng med det beløb, som sanktionen udgør. Det er derfor uforholdsmæssigt at offentliggøre en sanktion, som er blevet begrænset til 0,03% af omsætningen. Sagsøgeren har endvidere henvist til følgerne af offentliggørelsen af en sanktion, som ECB har pålagt et andet kreditinstitut, for værdien af dettes aktier.
97 Hvad angår sagsøgerens argumenter vedrørende den hævdede ringe grovhed af den overtrædelse, denne har begået, er de, af de i præmis 74-91 ovenfor anførte grunde, ikke relevante inden for rammerne af prøvelsen af lovligheden af ECB’s afslag på at anvende SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, første afsnit, litra b), til sagsøgerens fordel.
98 Hvad angår sagsøgerens argumenter vedrørende virkningerne af offentliggørelsen af den sanktion, denne er blevet pålagt, fremgår det heraf udelukkende, at offentliggørelse af administrative sanktioner, der pålægges kreditinstitutter, kan have negativ indvirkning på deres omdømme. Af de i præmis 85 ovenfor anførte grunde skal det imidlertid lægges til grund, at der her er tale om en omstændighed, som lovgiver har taget i betragtning eller endog ønsket med beslutningen om principiel offentliggørelse af sanktioner, der pålægges kreditinstitutter, med henblik på at sikre deres afskrækkende virkning.
99 For at ECB skal være forpligtet til at anvende SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, første afsnit, litra b), skal virkningerne af en offentliggørelse af sanktionen uden anonymisering således være mere vidtgående end virkningerne af den krænkelse af omdømmet, som er uløseligt forbundet med en sådan offentliggørelse. Det må imidlertid fastslås, at sagsøgeren intet har fremført, der påviser, at dette kunne have været tilfældet i den foreliggende sag.
100 Det andet anbringende må derfor forkastes.
Det tredje anbringende om, i det væsentlige, en tilsidesættelse af artikel 263, stk. 6, TEUF og af chartrets artikel 47
101 Sagsøgeren har i det væsentlige anført, at ECB ved at fastsætte offentliggørelse af den anfægtede afgørelse inden udløbet af søgsmålsfristen i artikel 263, stk. 6, TEUF har tilsidesat denne bestemmelse såvel som chartrets artikel 47. Sagsøgeren har fremsat to klagepunkter i denne henseende. Inden for rammerne af et første klagepunkt har sagsøgeren rejst en ulovlighedsindsigelse med hensyn til artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013 med henvisning til, at denne bestemmelse er i strid med artikel 263, stk. 6, TEUF og chartrets artikel 47. Inden for rammerne af et andet klagepunkt har sagsøgeren i det væsentlige kritiseret ECB for ikke at have fortolket og anvendt udtrykket »uden ugrundet ophold« i SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, på en måde, som indebærer, at denne bestemmelse er i overensstemmelse med artikel 263, stk. 6, TEUF og chartrets artikel 47.
Det første klagepunkt, i form af en indsigelse, om ulovlighed af artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013
102 Ifølge sagsøgeren er artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013, for så vidt som denne bestemmelse, der fastsætter en regel om obligatorisk offentliggørelse af administrative bøder, uanset om det kreditinstitut, som sanktionen er pålagt, anlægger et søgsmål eller ej, i strid med artikel 263, stk. 6, TEUF og med retten til adgang til effektive retsmidler, som er fastslået i chartrets artikel 47.
103 I denne henseende har sagsøgeren gjort gældende, at ECB’s afslag på at indrømme anonym offentliggørelse af sanktionen bør kunne gøres til genstand for domstolsprøvelse, og at en sådan prøvelse ikke længere har nogen genstand, såfremt bøden offentliggøres, inden der anlægges søgsmål. Heraf har sagsøgeren udledt, at ECB ikke kan offentliggøre bøden inden udløbet af søgsmålsfristen i henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF.
104 ECB har, støttet af Rådet og Kommissionen, anfægtet sagsøgerens argumenter.
105 Det fremgår af artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013, at »ECB offentliggør sanktioner som omhandlet i stk. 1, uanset om de er blevet appelleret eller ej«.
106 Det må fastslås, at artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013, idet den foreskriver offentliggørelse af afgørelser om sanktioner, selv i tilfælde af, at de gøres til genstand for et søgsmål, blot anvender artikel 278, første punktum, TEUF, hvorefter »[i]ndbringelse af klager for Den Europæiske Unions Domstol […] ikke [har] opsættende virkning«.
107 Den ulovlighedsindsigelse, som sagsøgeren har rejst, kan derfor ikke tages til følge.
Det andet klagepunkt om, i det væsentlige, en tilsidesættelse af artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013 og af SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, som fortolket i overensstemmelse med artikel 263 TEUF og chartrets artikel 47
– Formaliteten vedrørende klagepunktet
108 ECB og Kommissionen har gjort gældende, at det andet klagepunkt skal afvises i henhold til procesreglementets artikel 84, stk. 1, for så vidt som det blev fremsat for første gang i replikken.
109 Det bemærkes, at sagsøgeren i sine bemærkninger vedrørende det tredje anbringende i stævningen ikke begrænsede sig til at gøre gældende, at artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013 var i strid med artikel 263, stk. 6, TEUF og chartrets artikel 47. I stævningens punkt 117-122 kritiserede sagsøgeren tillige ECB’s fortolkning og anvendelse af udtrykket »uden ugrundet ophold« i SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1.
110 Følgelig skal bemærkningerne i replikken, hvorved sagsøgeren har gjort gældende, at ECB tilsidesatte artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013 og SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, som fortolket i overensstemmelse med artikel 263 TEUF og chartrets artikel 47, betragtes som en uddybning af et anbringende, der er fremsat i stævningen, som omhandlet i den i præmis 56 ovenfor nævnte retspraksis.
111 Det foreliggende klagepunkt kan derfor antages til realitetsbehandling.
– Realiteten vedrørende anbringendet
112 Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013 og SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, skal fortolkes i overensstemmelse med artikel 263 TEUF og chartrets artikel 47. Heraf følger, at ECB, når et kreditinstitut oplyser den om sin hensigt om at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af den afgørelse, som den har truffet, bør gøre det muligt for kreditinstituttet fuldt ud at drage fordel af fristen for anlæggelse af annullationssøgsmål, inden den offentliggør afgørelsen på sit websted.
113 Sagsøgeren har henvist til, at denne den 15. marts 2018, dvs. dagen efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, oplyste ECB om, at den ønskede at anlægge et søgsmål og at anmode om udsættelse af gennemførelsen af den nævnte afgørelse. Sagsøgeren har kritiseret ECB for i første omgang, den 20. marts 2018, at have oplyst denne om, at offentliggørelsen ville finde sted mellem den 21. marts 2018 om aftenen og den 22. marts 2018. Det var først i anden omgang, at ECB havde besluttet, at denne offentliggørelse først ville finde sted den 26. marts 2018, på betingelse af, at der blev anlagt et søgsmål ved Retten inden den 23. marts 2018. Sagsøgeren har i det væsentlige anført, at ECB, idet den begrænsede den frist, inden for hvilken sagsøgeren kunne anlægge annullationssøgsmål, og gav denne modstridende oplysninger med hensyn til, på hvilket tidspunkt offentliggørelsen af den administrative bøde ville finde sted, tilsidesatte princippet om effektiv domstolsbeskyttelse i chartrets artikel 47 og artikel 263, stk. 6, TEUF.
114 I den anfægtede afgørelses punkt 5.10 bestemte ECB, at den sanktion, som sagsøgeren blev pålagt, skulle offentliggøres på dens websted uden anonymisering, som foreskrevet i SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1.
115 Som anført i præmis 73 ovenfor foreskriver SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, at ECB på sit websted »uden ugrundet ophold […] [offentliggør] enhver afgørelse om pålæggelse af en administrativ sanktion […] over for en enhed under tilsyn i en deltagende medlemsstat, herunder oplysninger om overtrædelsens art og identiteten på den berørte enhed under tilsyn«.
116 Desuden fremgår det, som allerede nævnt i præmis 72 ovenfor, af artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013, at »ECB offentliggør sanktioner som omhandlet i stk. 1, uanset om de er blevet appelleret eller ej, i de tilfælde og i henhold til de betingelser, der er fastsat i den relevante EU-ret«.
117 Som der er henvist til i præmis 89 ovenfor, skal EU-rettens bestemmelser fortolkes under hensyntagen til de grundlæggende rettigheder, som er en integrerende del af de almindelige retsgrundsætninger, som Unionens retsinstanser skal beskytte, og som nu er opført i chartret.
118 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren anført, at ECB i den anfægtede afgørelse burde have anvendt artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013 og SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, ved at fortolke dem i overensstemmelse med princippet om effektiv domstolsbeskyttelse i chartrets artikel 47, således at der ikke kunne ske offentliggørelse uden anonymisering på ECB’s websted af den sanktion, som var truffet over for sagsøgeren, inden udløbet af fristen for anlæggelse af et annullationssøgsmål til prøvelse af afgørelsen, således som fastsat i artikel 263, stk. 6, TEUF.
119 Det følger af artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013, sammenholdt med SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, at den forpligtelse, disse bestemmelser pålægger ECB til principielt at offentliggøre afgørelser om sanktioner uden anonymisering, skal opfyldes »uden ugrundet ophold«, og »uanset om de er blevet appelleret eller ej«, dvs. uafhængigt af, om der måtte være mulighed for et søgsmål.
120 Som allerede anført i præmis 106 ovenfor indebærer den forpligtelse, som således påhviler ECB, blot anvendelse af den legalitetsformodning, som generelt er knyttet til retsakter vedtaget af Unionens institutioner og organer, og den bindende karakter af sådanne retsakter.
121 I denne henseende skal der henvises til, at det fremgår af artikel 297, stk. 2, sidste afsnit, TEUF, at »afgørelser, der angiver, hvem de er rettet til, meddeles dem, de er rettet til, og får virkning ved denne meddelelse«. I medfør af formodningen for, at retsakter, der udstedes af Unionens institutioner og organer er lovlige, som princippet om, at anlæggelse af søgsmål ikke har opsættende virkning, der er fastslået i artikel 278, første punktum, TEUF, er udtryk for, afføder sådanne retsakter retsvirkninger, så længe de ikke er blevet trukket tilbage, annulleret under et annullationssøgsmål eller erklæret ugyldige som følge af en præjudiciel forelæggelse eller en ulovlighedsindsigelse (dom af 15.6.1994, Kommissionen mod BASF m.fl., C-137/92 P, EU:C:1994:247, præmis 48, og af 21.12.2011, Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran, C-27/09 P, EU:C:2011:853, præmis 74).
122 Forpligtelsen for ECB til, principielt uden anonymisering, at offentliggøre afgørelser om sanktioner uden ugrundet ophold og uanset, om der måtte være mulighed for et søgsmål, følger tilstrækkelig klart og præcist af artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013, sammenholdt med SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, såvel som, mere generelt, af formodningen for, at retsakter, der udstedes af Unionens institutioner og organer, er lovlige, og af sådanne retsakters bindende karakter, til ikke at kunne gøres til genstand for en overensstemmende fortolkning af den art, som sagsøgeren har ønsket, uden at føre til en fortolkning contra legem, som retspraksis har fastslået er forbudt (jf. præmis 90 ovenfor).
123 Under disse omstændigheder kan den overensstemmende fortolkning, som sagsøgeren har argumenteret for, og hvorefter ECB burde afvente udløbet af fristen for anlæggelse af annullationssøgsmål, inden den uden anonymisering offentliggjorde afgørelsen om den sanktion, som sagsøgeren var blevet pålagt, ikke følges, da den er i strid med den klare og præcise ordlyd af artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013, sammenholdt med SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, der udgør retsgrundlaget for den anfægtede afgørelse.
124 Hvis der kunne anlægges en sådan fortolkning, ville den blotte trussel om anlæggelse af et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF til prøvelse af afgørelser vedtaget af ECB i henhold til artikel 18, stk. 6, i forordning nr. 1024/2013, sammenholdt med SSM-rammeforordningens artikel 132, stk. 1, indebære, at ECB ville udsætte gennemførelsen af disse afgørelser til efter udløbet af den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte frist og dermed tilsidesætte såvel formodningen for, at sådanne afgørelser er lovlige, som deres bindende karakter. Det fremgår imidlertid af retspraksis, at retten til at anlægge søgsmål ved Unionens retsinstanser principielt ikke tilsidesætter formodningen for, at Unionens institutioners og organers retsakter er lovlige, eller den bindende karakter af disse retsakter (jf. i denne retning dom af 27.6.2000, Kommissionen mod Portugal, C-404/97, EU:C:2000:345, præmis 57, af 22.3.2001, Kommissionen mod Frankrig, C-261/99, EU:C:2001:179, præmis 26, og af 13.12.2001, Kommissionen mod Frankrig, C-1/00, EU:C:2001:687, præmis 84).
125 På ovenstående baggrund må det andet klagepunkt og det tredje anbringende forkastes, og ECB må følgelig frifindes i det hele.
Sagsomkostninger
126 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale de omkostninger, der er afholdt af ECB, i overensstemmelse med sidstnævntes påstand herom, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.
127 Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Rådet og Kommissionen bør derfor bære deres egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Udvidede Afdeling):
1) Den Europæiske Centralbank (ECB) frifindes.
2) VQ bærer sine egne omkostninger og betaler herudover de af ECB afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.
3) Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.
Papasavvas | Tomljenović | Schalin |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. juli 2020.
Underskrifter
Indhold