Language of document :

Sag anlagt den 18. september 2013 – Europa-Kommissionen mod Storhertugdømmet Luxembourg

(Sag C-502/13)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved F. Dintilhac og C. Soulay, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Storhertugdømmet Luxembourg

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Storhertugdømmet Luxembourg har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til momsdirektivets 1 artikel 96-99, 110 og 114, sammenholdt med bilag II og III til dette direktiv og gennemførelsesforordningen hertil 2 , idet det anvender en momssats på 3% for digitale bøger (eller e-bøger).

Storhertugdømmet Luxembourg tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen har til støtte for søgsmålet anført et enkelt klagepunkt vedrørende tilsidesættelse af momsdirektivet ved den nationale lovgivning, hvorefter der at regne fra den 1. januar 2012 gælder en stærkt reduceret sats på 3% for levering af e-bøger.

Ifølge Kommissionen er anvendelsen af en reduceret momssats uforenelig med ordlyden af momsdirektivets artikel 96 og 98, for så vidt som en sådan sats kun kan anvendes på levering af varer og ydelser, der er omhandlet i bilag III til dette direktiv. Da levering af digitale bøger ikke er udtrykkelig anført i nævnte bilag, kan denne ikke være omfattet af den reducerede momssats. Dette bekræftes desuden af ordlyden af artikel 98, stk. 2, andet afsnit, der udtrykkeligt udelukker, at reducerede momssatser kan anvendes på elektronisk leverede ydelser, og af Momsudvalgets vedtagelse af retningslinjer, hvorefter de reducerede momssatser ikke finder anvendelse på levering af digitale bøger.

Kommissionen mener desuden, at den reducerede sats på 3%, dvs. en sats, der er lavere end den i momsdirektivets artikel 99 fastsatte minimumssats på 5%, for levering af digitale bøger hverken er omfattet af den i momsdirektivets artikel 110 fastsatte undtagelse eller i overensstemmelse med direktivets artikel 114.

____________

____________

1     Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347, s. 1).

2     Rådets forordning (EU) nr. 282/2011 af 15.3.2011 om foranstaltninger til gennemførelse af momsdirektivet (EUT L 77, s. 1).