Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 10. december 2001 af Gerhard Birkhoff mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-302/01)

    (Processprog: italiensk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 10. december 2001 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Gerhard Birkhoff ved avvocato Vincenzo Salvatore.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

(Den af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Generaldirektoratet for Personale og Administration, sektion B, trufne beslutning af 26. september 2001, der er åbenbart ugrundet såvel retligt som faktisk, samt alle yderligere forbundne og efterfølgende retsakter, navnlig "meddelelse om ændring nr. 10 af afgørelsen af 21. februar 1992", der blev udstedt den 4. juli 2001, annulleres.

(Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for det tab, sagsøgeren har lidt, navnlig som følge af, at sagsøgeren ikke længere er omfattet af EF's sygesikringsordning, samt godtgørelse for yderligere ikke-økonomisk skade.

(Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren, der har været tjenestemand ved Kommissionen, men som nu er gået på pension, har i den foreliggende sag anfægtet, at Kommissionen med tilbagevirkende gyldighed har ophævet familietilskuddet for en datter, som sagsøgeren har forsørgerpligt over for. Den anfægtede beslutning er baseret på "bevismidler, hvoraf det fremgår, at Deres datters arbejdsindkomst overstiger 40% af grundlønnen for en tjenestemand i lønklasse D4/1".

Til støtte for sine påstande har sagsøgeren gjort gældende:

(Retsakten er ulovlig som følge af magtfordrejning (passivitet og utilstrækkelig begrundelse, ukorrekte forudsætninger og fordrejning af de faktiske omstændigheder)

(Artikel 2, stk. 5, i bilag VII til vedtægten er tilsidesat.

(Princippet om forbud mod forskelsbehandling er tilsidesat.

(Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og om beskyttelse af velerhvervede rettigheder er tilsidesat.

____________