RETTENS DOM (Appelafdelingen)
5. november 2014
Sag T-669/13 P
Europa-Kommissionen
mod
Florence Thomé
»Appel – personalesag – tjenestemænd – ansættelse – meddelelse om udvælgelsesprøve – afslag på ansættelse – eksistensen af et eksamensbevis, der er i overensstemmelse med meddelelsen om udvælgelsesprøven på grund af en godkendelse – økonomisk og ikke-økonomisk skade«
Angående: Appel af dom afsagt af Personaleretten (Første Afdeling) den 7. oktober 2013, Thomé mod Kommissionen (sag F-97/12, Sml. Pers, EU:F:2013:142), med påstand om ophævelse af denne dom.
Udfald: Appellen forkastes. Europa-Kommissionen betaler sagens omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – ansættelse – udvælgelsesprøve – udvælgelsesprøve på grundlag af kvalifikationsbeviser og prøver – krav om eksamensbevis på universitetsniveau – begrebet eksamensbevis på universitetsniveau – bedømmelse på grundlag af lovgivningen i den stat, hvor studierne er gennemført – udvælgelseskomitéens og ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, bilag III, art. 5)
2. EU-retten – principper – ret til forsvar – kontradiktionsprincippet – rækkevidde – Unionens institutioners ret til at være parter i en sag
3. Appel – anbringender – Rettens efterprøvelse af førsteinstansens bedømmelse, om fortolkningen og anvendelsen af national ret i en medlemsstat, idet lovligheden af de anfægtede afgørelser er betinget heraf – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt
(Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1)
1. Såfremt der hverken i forordninger eller direktiver om udvælgelsesprøver eller i meddelelsen om udvælgelsesprøven findes bestemmelser om det modsatte, må kravet om, at ansøgerne skal være i besiddelse af et eksamensbevis på universitetsniveau for at kunne deltage i en almindelig udvælgelsesprøve, nødvendigvis forstås i den betydning, udtrykket har i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor ansøgeren har fulgt de studier, han påberåber sig.
I denne henseende er et afslag på adgang til udvælgelseskomitéens prøve med den begrundelse, at en kandidats eksamensbevis ikke er på det i meddelelsen om udvælgelsesprøven krævede niveau, ikke omfattet af den pågældende udvælgelseskomités skønsmæssige beføjelser, og der skal derfor være adgang til fuld domstolsprøvelse.
Det samme prøvelsesniveau skal være gældende, når det drejer sig om ansættelsesmyndighedens bedømmelse af, hvorvidt der foreligger et eksamensbevis, eller om det opfylder kravene i meddelelsen om udvælgelsesprøve. De betragtninger, der henleder Unionens retsinstanser til at foretage en fuld domstolsprøvelse af en sådan bedømmelse fra en udvælgelseskomité, dvs. overholdelsen af ligebehandling af ansøgere samt den juridiske karakter af undersøgelsen af, om eksamensbeviset opfylder kravene i meddelelsen om udvælgelsesprøve, kan overføres på efterprøvelsen af ansættelsesmyndigheden, når denne vælger at erstatte sin egen bedømmelse med udvælgelseskomitéens.
(jf. præmis 26, 27 og 42)
Henvisning til:
Retten: domme af 11. februar 1992, Panagiotopoulou mod Parlamentet, T-16/90, Sml. II, EU:T:1992:11, præmis 39; og af 3. marts 1994, Cortes Jimenez m.fl. mod Kommissionen, T-82/92, Sml. Pers., EU:T:1994:24, præmis 33 og 34
2. Kontradiktionsprincippet gælder for enhver procedure, som kan munde ud i, at Unionens institutioner eller organer træffer en beslutning, der berører en persons interesser mærkbart. Princippet indebærer i almindelighed en ret for sagens parter til at tage stilling til de faktiske omstændigheder og dokumenter, der ligger til grund for en retsafgørelse, og til at udtale sig om de beviser og indlæg, der er indgivet til retsinstansen, såvel som om de retlige anbringender, som denne af egen drift har rejst, og hvorpå den agter at basere sin afgørelse. Med henblik på at opfylde de krav, der er forbundet med retten til en retfærdig rettergang, er det nemlig væsentligt, at parterne kontradiktorisk kan diskutere såvel de faktiske som de retlige forhold, der er afgørende for udfaldet af proceduren.
Unionens retsinstanser håndhæver kontradiktionsprincippet og overholder det selv. Princippet skal komme alle parter i procedurer ved
Unionens retsinstanser til gode, uanset vedkommendes retlige status. Unionens institutioner og organer kan derfor også støtte ret herpå, når de er parter i en sådan sag.
(jf. præmis 31 og 32)
Henvisning til:
Domstolen: dom af 17. december 2009, fornyet prøvelse M mod EMEA, C-197/09 RX-II, Sml. I, EU:C:2009:804, præmis 41 og 42
3. For så vidt angår Rettens efterprøvelse af førsteinstansens bedømmelse, som ikke vedrører EU-retten, men fortolkningen og anvendelsen af national ret i en medlemsstat, som danner grundlag for lovligheden af de afgørelser, der er anfægtet for sidstnævnte, er det kun i de tilfælde, hvor en sådan bedømmelse hviler på en urigtig gengivelse af de relevante nationale retsforskrifter, eller hvor der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved fortolkningen eller anvendelsen heraf, at den skal underkendes.
En sådan urigtig gengivelse skal i øvrigt fremgå på åbenbar måde af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne.
(jf. præmis 46 og 47)
Henvisning til:
Domstolen: dom af 5. juli 2011, Edwin mod KHIM, C-263/09 P, Sml. I, EU:C:2011:452, præmis 44-53
Retten: dom af 18. juni 2013, Heath mod ECB, T-645/11 P, Sml. Pers., EU:T:2013:326, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis