RETTENS DOM (Appelafdelingen)

24. november 2015

Sag T-670/13 P

Europa-Kommissionen

mod

Luigi D’Agostino

»Appel – kontraappel – personalesag – kontraktansat – afgørelse om afslag på forlængelse – omsorgspligt – tilsidesættelse af vedtægtens artikel 12a, stk. 2 – begrundelsespligt – urigtig gengivelse«

Angående:      Appel iværksat til prøvelse af dom afsagt af Retten for EU-Personalesager (Tredje Afdeling) den 23. oktober 2013, D’Agostino mod Kommissionen (F-93/12, Sml. Pers., EU:F:2013:155), med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald:       Dom afsagt af Retten for EU-Personalesager (Tredje Afdeling) den 23. oktober 2013, D’Agostino mod Kommissionen (F-93/12), ophæves, for så vidt som Personaleretten anvendte omsorgspligten forkert. I øvrigt forkastes appellen i hovedsagen. Dommen i sagen D’Agostino mod Kommissionen ophæves, for så vidt som Personaleretten undlod at tage stilling til det andet anbringendes første led og gengav dette forkert. I øvrigt forkastes kontraappellen. Sagen hjemvises til Personaleretten. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – kontraktansatte – ansættelse – forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – administrationens skønsbeføjelse – administrationens omsorgspligt – hensyntagen til den pågældende ansattes og tjenestens interesse – domstolsprøvelse – grænser

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2 og 3a)

2.      Tjenestemænd – kontraktansatte – ansættelse – forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – begrundelse for afslaget på forlængelse – bevisbyrde

3.      Tjenestemænd – psykisk chikane – ingen forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt med en begrundelse, som er lovlig og ikke har noget at gøre med chikane – tilsidesættelse af vedtægtens artikel 12a, stk. 2 – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a, stk. 2)

1.      Den begrundelse, som Personaleretten har fremført hvad angår de ansatte, der ansættes i overensstemmelse med artikel 2 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, dvs. midlertidigt ansatte, og hvad angår omsorgspligtens rækkevidde kan a fortiori overføres til de ansatte, som ansættes i henhold til artikel 3a i de nævnte ansættelsesvilkår, dvs. kontraktansatte.

I denne forbindelse følger det af retspraksis, at muligheden for at forlænge en kontrakt som midlertidigt ansat blot er en mulighed, der er overladt til den kompetente myndigheds skøn, idet institutionerne råder over et vidt skøn ved organisationen af deres tjenestegrene alt efter de opgaver, som er overdraget dem, og – under hensyntagen til disse opgaver – ved placeringen af det personale, som de har til rådighed, på betingelse af, at denne placering sker i tjenestens interesse. Den kompetente myndighed er ved afgørelsen om en ansats situation desuden forpligtet til at tage alle de omstændigheder i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, dvs. ikke alene tjenestens interesse, men også navnlig den berørte ansattes interesser. Dette følger nemlig af administrationens omsorgspligt, som afspejler balancen mellem de gensidige rettigheder og pligter, som vedtægten og, analogt, ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte har indført i forholdet mellem den offentlige myndighed og dens ansatte. Henset til det vide skøn, som institutionerne har i denne sammenhæng, er den kontrol, der udøves af Unionens retsinstanser, under alle omstændigheder begrænset til en efterprøvelse af, at der ikke foreligger en åbenbar fejl eller magtfordrejning.

I denne henseende pålægger ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte ikke administrationen en forudgående pligt til at undersøge muligheden for at omplacere en midlertidigt ansat, hverken i tilfælde af opsigelse af en tidsubegrænset kontrakt eller i tilfælde af manglende forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt.

Hvis administrationen ikke har pligt til forudgående at undersøge muligheden for at omplacere midlertidigt ansatte, som er ansat med henblik på at varetage en stilling, som er indeholdt i stillingsfortegnelse, kan det ikke forholde sig anderledes hvad angår kontraktansatte, som ikke er ansat i en stilling, der er fastsat i nævnte stillingsfortegnelse. Til gengæld er administrationen endog for denne kategori af ansatte, selv om de ikke er ansat i en stilling, der er omfattet af denne stillingsfortegnelse, forpligtet til, når den træffer afgørelse om en ansats situation, at tage alle de omstændigheder i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, dvs. ikke alene tjenestens interesse, men også navnlig den berørte ansattes interesse.

(jf. præmis 32-34)

Henvisning til:

Domstolen: dom af 29. juni 1994, Klinke mod Domstolen, C-298/93 P, Sml., EU:C:1994:273, præmis 38

Retten: dom af 18. april 1996, Kyrpitsis mod ØSU, T-13/95, Sml. Pers., EU:T:1996:50, præmis 52, af 15. oktober 2008, Potamianos mod Kommissionen, T-160/04, Sml. Pers., EU:T:2008:438, præmis 30, af 8. september 2009, ETF mod Landgren, T-404/06 P, Sml., EU:T:2009:313, præmis 162 og den deri nævnte retspraksis, af 4. december 2013, ETF mod Schuerings, T-107/11 P, Sml. Pers., EU:T:2013:624, præmis 98, af 4. december 2013, ETF mod Michel, T-108/11 P, Sml. Pers., EU:T:2013:625, præmis 99, og af 21. maj 2014, Kommissionen mod Macchia, T-368/12 P, Sml. Pers., EU:T:2014:266, præmis 57

2.      Det påhviler den part, som har gjort gældende, at en afgørelse om afslag på forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt er baseret på andre grunde end dem, der er anført af administrationen i den anfægtede afgørelse, at godtgøre, at dette er tilfældet.

(jf. præmis 66)

Henvisning til:

Retten: kendelse af 13. januar 2014, Lebedef mod Kommissionen, T-116/13 P og T-117/13 P, Sml. Pers., EU:T:2014:21, præmis 41

3.      Vedtægtens artikel 12a, stk. 2, i henhold til hvilken en tjenestemand, der har været offer for psykisk eller seksuel chikane, ikke må udsættes for sanktioner fra institutionens side, og en tjenestemand, der har afgivet vidnesbyrd om psykisk eller seksuel chikane, ikke må udsættes for sanktioner fra institutionens side, forudsat at tjenestemanden har handlet i god tro, forhindrer ikke administrationen i at bringe et kontraktforhold til ophør med en begrundelse, som er lovlig og ikke har noget at gøre med chikane.

(jf. præmis 59 og 60)