Language of document :

Appel iværksat den 16. juli 2021 af Ryanair DAC til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tiende Udvidede Afdeling) den 19. maj 2021 i sag T-628/20, Ryanair mod Kommissionen (Spanien; covid-19)

(Sag C-441/21 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Ryanair DAC (ved advokaterne V. Blanc, E. Vahida og F.-C. Laprévote, abogado S. Rating og dikigoros I.G. Metaxas-Maranghidis)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Kongeriget Spanien og den Franske Republik

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves.

Kommissionens afgørelse C(2020) 5414 final af 31. juli 2020 vedrørende statsstøtte SA.57659 (2020/N) – Spanien – covid-19 – Rekapitaliseringsfond annulleres i overensstemmelse med artikel 263 TEUF og 264 TEUF.

Europa-Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale de af Ryanair afholdte omkostninger, og det pålægges intervenienterne i første instans og i denne appelsag (hvis der er sådanne) at bære deres egne omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for appellen fremsat seks anbringender.

Det første anbringende vedrører den omstændighed, at Retten begik en retlig fejl, da den forkastede appellantens anbringende om, at princippet om forbud mod forskelsbehandling med urette var blevet tilsidesat.

Det andet anbringende vedrører det forhold, at Retten begik en retlig fejl og foretog en åbenbart urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder vedrørende appellantens anbringende om tilsidesættelse af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser.

Det tredje anbringende omhandler den omstændighed, at Retten begik en retlig fejl og foretog en åbenbart urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, da den forkastede appellantens anbringende om, at forpligtelsen til at foretage en afvejning var blevet tilsidesat.

Det fjerde anbringende vedrører det forhold, at Retten begik en retlig fejl og anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved kvalificeringen af støtten som en støtteordning.

Det femte anbringende omhandler den omstændighed, at Retten begik en retlig fejl og foretog en åbenbart urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder vedrørende Kommissionens undladelse af at indlede en formel undersøgelsesprocedure.

Det sjette anbringende vedrører det forhold, at Retten begik en retlig fejl og foretog en åbenbart urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder vedrørende Kommissionens manglende begrundelse.

____________