DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)
28. april 2009 (*)
»Anmodning om præjudiciel afgørelse – protokol nr. 10 om Cypern – suspension af anvendelsen af EU-retten i de egne, hvorover den cypriotiske regering ikke har nogen effektiv kontrol – forordning (EF) nr. 44/2001 – retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – retsafgørelse truffet af en cypriotisk ret med sæde i det regeringskontrollerede område vedrørende en fast ejendom beliggende uden for dette område – nævnte forordnings artikel 22, nr. 1, artikel 34, nr. 1 og 2, artikel 35, stk. 1, og artikel 38, stk. 1«
I sag C-420/07,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) (Det Forenede Kongerige) ved afgørelse af 28. juni 2007, indgået til Domstolen den 13. september 2007, i sagen:
Meletis Apostolides
mod
David Charles Orams,
Linda Elizabeth Orams,
har
DOMSTOLEN (Store Afdeling)
sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene P. Jann, C.W.A. Timmermans, A. Rosas, K. Lenaerts, M. Ilešič og A. Ó Caoimh samt dommerne R. Silva de Lapuerta (refererende dommer), J. Malenovský, J. Klučka og U. Lõhmus,
generaladvokat: J. Kokott
justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 16. september 2008,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Meletis Apostolides ved T. Beazly, QC, og barrister C. West for solicitor S. Congdon og ved advocate C. Candounas
– David Charles Orams og Linda Elizabeth Orams ved C. Booth og N. Green, QC, og ved barristers A. Ward og B. Bhalla
– den cypriotiske regering ved P. Clerides, som befuldmægtiget, bistået af D. Anderson, QC, og barrister M. Demetriou
– den græske regering ved A. Samoni-Rantou, S. Chala og G. Karipsiadis, som befuldmægtigede
– den polske regering ved M. Dowgielewicz, som befuldmægtiget
– Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved F. Hoffmeister og A.-M. Rouchaud, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 18. december 2008,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af dels protokol nr. 10 om Cypern i akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EUT 2003 L 236, s. 955, herefter »protokol nr. 10«), dels visse aspekter i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).
2 Anmodningen er blevet indgivet under en tvist mellem den cypriotiske statsborger Meletis Apostolides og det britiske ægtepar Orams (herefter »ægteparret Orams«) om, hvorvidt to domme afsagt af Eparchiako Dikastirio tis Lefkosias (Cypern) kan anerkendes og fuldbyrdes i Det Forenede Kongerige i henhold til forordning nr. 44/2001.
Retsforskrifter
Fællesskabsbestemmelser
Protokol nr. 10
3 Protokol nr. 10 har følgende ordlyd:
»De høje kontraherende parter,
som på ny bekræfter deres vilje til at finde en samlet løsning på Cypern-problemet, der er i overensstemmelse med de relevante sikkerhedsrådsresolutioner, og som gentager, at de kraftigt støtter FN’s generalsekretærs bestræbelser i den retning,
som konstaterer, at en sådan samlet løsning på Cypern-problemet endnu ikke er fundet,
som mener, at det derfor er nødvendigt at suspendere anvendelsen af EU-retten i de egne af Republikken Cypern, som Republikken Cyperns regering ikke har nogen effektiv kontrol over,
som mener, at suspensionen bør sættes ud af kraft, hvis der findes en løsning på Cypern-problemet,
som finder, at Den Europæiske Union er indstillet på at respektere betingelserne i en løsning på linje med de principper, som [Den Europæiske Union] bygger på,
som mener, at det er nødvendigt at fastlægge betingelserne for anvendelsen af de relevante bestemmelser i EU-lovgivningen på begge sider af linjen mellem ovennævnte områder og begge de områder, som Republikken Cyperns regering har effektiv kontrol over, og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands »Eastern Sovereign Base Area«,
som ønsker, at Cyperns tiltrædelse af Den Europæiske Union skal komme alle borgere på Cypern til gode og fremme samfundsfreden og forsoningen,
som derfor mener, at intet i denne protokol må udelukke foranstaltninger, der har dette formål,
som finder, at sådanne foranstaltninger ikke må gribe ind i anvendelsen af EU-retten i andre dele af Republikken Cypern på de betingelser, der er fastlagt i tiltrædelsestraktaten,
er blevet enige om følgende bestemmelser:
Artikel 1
1. Anvendelsen af EU-retten suspenderes i de egne af Republikken Cypern, som Republikken Cyperns regering ikke har nogen effektiv kontrol over.
2. Rådet beslutter med enstemmighed på forslag af Kommissionen, at den i stk. 1 nævnte suspension skal sættes ud af kraft.
Artikel 2
1. Rådet fastlægger med enstemmighed på forslag af Kommissionen betingelserne for anvendelsen af de relevante bestemmelser i EU-lovgivningen på begge sider af linjen mellem de i artikel 1 nævnte områder og de områder, som regeringen for Republikken Cypern har effektiv kontrol over.
2. Grænsen mellem »Eastern Sovereign Base Area« og de i artikel 1 nævnte områder betragtes som værende en del af baseområderne med hensyn til del IV i bilaget til protokollen om Det Forenede Kongerige Storbritanniens og Nordirlands baseområder i Cypern, så længe anvendelsen af EU-retten er suspenderet, jf. artikel 1.
Artikel 3
1. Intet i denne protokol udelukker foranstaltninger til fremme af den økonomiske udvikling i de i artikel 1 nævnte områder.
2. Sådanne foranstaltninger berører ikke anvendelsen af EU-retten på de betingelser, der er fastlagt i tiltrædelsestraktaten i andre dele af Republikken Cypern.
Artikel 4
Hvis der findes en løsning, vedtager Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen, hvordan betingelserne for Cyperns tiltrædelse af Den Europæiske Union skal tilpasses for så vidt angår den tyrkisk-cypriotiske befolkning.«
Forordning nr. 44/2007
4 Betragtning 16-18 til forordning nr. 44/2001 lyder:
»(16) Den gensidige tillid til retsplejen inden for Fællesskabet gør det berettiget, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, automatisk anerkendes, uden at der stilles krav om en særlig procedure, medmindre anerkendelsen bestrides.
(17) Denne samme gensidige tillid gør det også berettiget at operere med en effektiv og hurtig procedure for at erklære en retsafgørelse, der er truffet i én medlemsstat, for eksigibel i en anden medlemsstat. Med henblik herpå bør en retsafgørelse erklæres for eksigibel næsten automatisk efter en simpel formel kontrol af de forelagte dokumenter, uden at retten på embeds vegne bør kunne påberåbe sig en af de i denne forordning anførte grunde til ikke at lade en retsafgørelse fuldbyrde.
(18) For at en sagsøgt skal kunne varetage sine interesser, bør han dog kunne appellere en afgørelse, der erklærer en retsafgørelse for eksigibel, ved en kontradiktorisk procedure, hvis han mener, at der foreligger en grund til ikke at fuldbyrde retsafgørelsen. Tilsvarende bør den, der har anmodet om at få en retsafgørelse erklæret for eksigibel, kunne appellere en afgørelse, der afslår eksigibilitet.«
5 Nævnte forordnings artikel 1, stk. 1, fastsætter:
»Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.«
6 Forordningens artikel 2 bestemmer:
»1. Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.
2. Personer, som ikke er statsborgere i den medlemsstat, på hvis område de har bopæl, er undergivet de kompetenceregler, der gælder for landets egne statsborgere.«
7 Artikel 22, nr. 1, i forordning nr. 44/2001, som er indeholdt i forordningens kapitel II, afdeling 6, med overskriften »Enekompetence«, bestemmer:
»Enekompetente, uden hensyn til bopæl, er:
1) i sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom, retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende.
I sager om leje- og forpagtningsaftaler vedrørende fast ejendom, der er indgået med henblik på midlertidig privat brug for et tidsrum af højst seks på hinanden følgende måneder, er dog også retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, kompetente, under forudsætning af, at lejer eller forpagter er en fysisk person, og at ejer og lejer eller forpagter har bopæl på samme medlemsstats område.«
8 Forordningens artikel 34 lyder:
»En retsafgørelse kan ikke anerkendes:
1) såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til
2) såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det
3) såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, som anmodningen rettes til
4) såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en tvist, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.«
9 Forordningens artikel 35 har følgende ordlyd:
»1. En retsafgørelse kan endvidere ikke anerkendes, såfremt kompetencereglerne i kapitel II, afdeling 3, 4 og 6, er tilsidesat, eller der foreligger tilfælde, som omfattes af artikel 72.
2. Ved prøvelsen af de i stk. 1 nævnte kompetenceregler er den myndighed, som anmodningen rettes til, bundet af de faktiske omstændigheder, på hvilke retten i domsstaten har støttet sin kompetence.
3. Kompetencen for retterne i domsstaten kan ikke efterprøves, jf. dog stk. 1. Den i artikel 34, nr. 1, omhandlede efterprøvelse vedrørende grundlæggende retsprincipper kan ikke foretages i forhold til kompetencereglerne.«
10 Artikel 38 i forordning nr. 44/2001 fastsætter:
»1. De i en medlemsstat trufne retsafgørelser, som er eksigible i den pågældende stat, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når de efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i sidstnævnte stat.
2. I Det Forenede Kongerige kan sådanne retsafgørelser dog fuldbyrdes i England og Wales, Skotland eller Nordirland, når afgørelserne efter anmodning fra en berettiget part med henblik på fuldbyrdelse er blevet registreret i den pågældende del af Det Forenede Kongerige.«
11 Artikel 45 i forordning nr. 44/2001 bestemmer:
»1. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 43 eller 44, kan kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 34 og 35 anførte grunde. Den træffer afgørelse så hurtigt som muligt.
2. Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.«
Nationale bestemmelser
12 I henhold til national lovgivning forbliver rettighederne for ejere af fast ejendom i de egne af Republikken Cypern, som denne medlemsstats regering ikke har nogen effektiv kontrol over (herefter »det nordlige område«), gyldige og eksisterende trods det tyrkiske militærs invasion af det cypriotiske territorium i 1974 og den efterfølgende militære besættelse af en del af denne stat.
13 I artikel 21, stk. 2, i lov nr. 14/60 om domstolsordningen bestemmes det i den affattelse, som finder anvendelse i hovedsagen, at ethvert søgsmål vedrørende en fast ejendom »skal anlægges ved Eparchiako Dikastirio i det distrikt, hvori den pågældende ejendom er beliggende«.
14 Ved kendelse afsagt af Anotato Dikastirio tis Kypriakis Dimokratias (den højeste domstol) og offentliggjort den 13. september 1974 i Episimi Efimerida tis Kypriakis Dimokratias (Republikken Cyperns officielle tidende), dvs. efter invasionen af det nordlige område, blev distrikterne Kyrenia og Nicosia lagt sammen.
15 I henhold til cypriotisk lovgivning er forkyndelse af en stævning for en ægtefælle ved overgivelse af dokumentet til den anden ægtefælle korrekt forkyndelse. Såfremt sagsøgte ikke giver møde inden ti dage efter stævningens forkyndelse, kan sagsøgeren nedlægge påstand om, at der afsiges udeblivelsesdom. At give møde er en handling, som ikke kræver, at der fremsættes et forsvarsanbringende.
16 For at opnå ophævelse af en udeblivelsesdom skal domfældte gøre anbringender gældende, der rejser tvivl om det krav, der er rejst over for ham (»arguable defence«).
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
17 Sagen for den forelæggende ret vedrører spørgsmålet, om to domme (herefter »de omhandlede domme«) afsagt af Eparchiako Dikastirio tis Lefkosias under påkendelsen af et søgsmål, som Meletis Apostolides har anlagt mod ægteparret Orams angående en fast ejendom (herefter »ejendommen«), kan anerkendes og fuldbyrdes i Det Forenede Kongerige i henhold til forordning nr. 44/2001.
18 Ejendommen er beliggende i Lapithos i Kyrenia-distriktet, som er en del af det nordlige område. Den var ejet og beboet af Meletis Apostolides’ familie, før det tyrkiske militærs invasion af Cypern i 1974. Som medlemmer af det græsk-cypriotiske samfund blev Meletis Apostolides’ familie tvunget til at forlade deres hjem og bosætte sig på den del af øen, der effektivt kontrolleres af den cypriotiske regering (herefter »det regeringskontrollerede område«).
19 Ægteparret Orams hævder, at de i 2002 i god tro købte den pågældende ejendom fra tredjemand, der selv havde erhvervet ejendommen fra myndighederne i Den Tyrkiske Republik Nordcypern, en territorial enhed, som frem til i dag ikke er blevet anerkendt af andre stater end Republikken Tyrkiet. De på hinanden følgende salg skulle være sket i overensstemmelse med denne territoriale enheds lovgivning. Ægteparret Orams har ladet en villa opføre på ejendommen og benytter den jævnligt til feriebolig.
20 Personers bevægelsesfrihed mellem det nordlige område og det regeringskontrollerede område var indskrænket indtil april 2003.
21 De indledende processkrifter i Meletis Apostolides’ søgsmål mod ægteparret Orams afgik fra Eparchiako Dikastirio tis Lefkosias, som er en cypriotisk ret beliggende i det regeringskontrollerede område, den 26. oktober 2004. Samme dag blev disse stævninger, en til hver ægtefælle, forkyndt på ejendommens adresse af en stævningsmand fra nævnte ret. Stævningerne blev begge forkyndt ved overgivelse til Linda Elizabeth Orams personligt, som nægtede at kvittere for modtagelsen.
22 Stævningsmanden oplyste ikke Linda Elizabeth Orams om, at han var stævningsmand, eller om, hvad det var for dokumenter, han afleverede. Dokumenterne var affattet på græsk, som ægteparret Orams ikke forstår. Linda Elizabeth Orams forstod dog, at dokumenterne var af retlig og officiel art.
23 På forsiden af stævningerne stod på græsk, at der for at forhindre, at der blev afsagt udeblivelsesdom, skulle gives møde i sagen for Eparchiako Dikastirio tis Lefkosias inden ti dage.
24 Trods vanskeligheder med at finde en græsktalende advokat i det nordlige område, der havde møderet for retterne i det regeringskontrollerede område, lykkedes det Linda Elizabeth Orams at få bistand fra en sådan advokat, der påtog sig at give møde på hendes vegne den 8. november 2004. Advokaten mødte dog ikke for retten på denne dato, men først dagen efter.
25 Den 9. november 2004, da der endnu ikke var givet møde i sagen på vegne af ægteparret Orams, afsagde Eparchiako Dikastirio tis Lefkosias udeblivelsesdom i overensstemmelse med Meletis Apostolides’ påstand. Samme dag afviste denne ret den af Linda Elizabeth Orams advokat fremlagte procesfuldmagt under henvisning til, at den var affattet på engelsk og ikke på græsk eller tyrkisk.
26 Ifølge forelæggelsesafgørelsen tilpligtes ægteparret Orams ved udeblivelsesdommen afsagt af Eparchiako Dikastirio tis Lefkosias
– at nedrive villaen, poolen og det hegn, der var opført på ejendommen
– at foretage en øjeblikkelig overdragelse af ejendommen til Meletis Apostolides til dennes frie rådighed
– at betale diverse beløb med tillæg af renter til Meletis Apostolides som særlig erstatning og godtgørelse af mistede månedlige indtægter, navnlig lejeindtægter, indtil dommen efterkommes
– at undlade retsstridig indtrængen på ejendommen, såvel personligt som ved deres repræsentanter, samt
– at betale diverse beløb til dækning af sagens omkostninger og øvrige udgifter med tillæg af renter.
27 Den 15. november 2004 begærede ægteparret Orams sagen genoptaget med henblik på ophævelse af udeblivelsesdommen. Efter bevisføring og argumentation på vegne af ægteparret Orams og Meletis Apostolides forkastede Eparchiako Dikastirio tis Lefkosias ved dom af 19. april 2005 ægteparret Orams begæring om genoptagelse med den begrundelse, at der ikke i det væsentlige var fremsat anbringender, der rejste tvivl om Meletis Apostolides’ ejendomsret til ejendommen. Ægteparret Orams blev pålagt omkostningerne i forbindelse med sagen.
28 Ægteparret Orams ankede dommen om afslag på genoptagelse, men den blev stadfæstet ved dom afsagt af Anotato Dikastirio tis Kypriakis Dimokratias den 21. december 2006.
29 Den 18. oktober 2005 indgav Meletis Apostolides med de i England fornødne dokumenter anmodning om fuldbyrdelse og anerkendelse af de omhandlede domme i henhold til forordning nr. 44/2001. Ved kendelse af 21. oktober 2005 erklærede en dommer ved High Court of Justice (England and Wales), Queen’s Bench Division, nævnte domme for eksigible i England i henhold til denne forordning.
30 Ægteparret Orams appellerede nævnte kendelse i henhold artikel 43 i forordning nr. 44/2001, hvorefter en dommer ved High Court of Justice ophævede kendelsen ved afgørelse af 6. september 2006. Meletis Apostolides appellerede denne afgørelse til den forelæggende ret, jf. nævnte forordnings artikel 44.
31 På denne baggrund har Court of Appeal (England & Wales) (Civil Division) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) […]
Indebærer den omstændighed, at anvendelsen af EU-retten suspenderes i det nordlige område i henhold til artikel 1, stk. 1, i protokol nr. 10 […], at en ret i en medlemsstat er udelukket fra at anerkende og fuldbyrde en dom, der er afsagt af en ret i Republikken Cypern med sæde i det regeringskontrollerede område, vedrørende en ejendom i det nordlige område, når der anmodes om anerkendelse og fuldbyrdelse i henhold til […] forordning nr. 44/2001 […], som er en del af EU-retten?
2) Indebærer artikel 35, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, at retterne i en medlemsstat har ret eller pligt til at nægte at anerkende og fuldbyrde en dom, der er afsagt af retterne i en anden medlemsstat vedrørende en ejendom i et område af sidstnævnte medlemsstat, hvorover regeringen i den pågældende medlemsstat ikke har nogen effektiv kontrol? Er en sådan dom nærmere bestemt i strid med artikel 22 i forordning nr. 44/2001?
3) Kan en dom, der er afsagt af en ret i en medlemsstat med sæde i et område af denne stat, hvorover denne stats regering har effektiv kontrol, vedrørende en ejendom i et område, hvorover regeringen i denne stat ikke har nogen effektiv kontrol, nægtes anerkendt og fuldbyrdet i henhold til artikel 34, nr. 1, i forordning nr. 44/2001 med den begrundelse, at dommen ikke rent praktisk kan fuldbyrdes det sted, hvor ejendommen er beliggende, selv om dommen kan fuldbyrdes i det regeringskontrollerede område af medlemsstaten?
4) Kan en sagsøgt,
– når der er afsagt udeblivelsesdom vedrørende ham
– når han har taget skridt til at anfægte afgørelsen ved retten i domsstaten, men hvor
– påstanden om ophævelse af udeblivelsesdommen ikke blev taget til følge efter afholdelse af en fuldstændig og retfærdig retsforhandling med den begrundelse, at sagsøgte ikke havde gjort anbringender gældende, der rejser tvivl om det krav, der er rejst over for ham (hvilket er et krav ifølge national ret for at kunne ophæve en udeblivelsesdom),
modsætte sig fuldbyrdelse af den oprindelige udeblivelsesdom eller den dom, hvorved påstanden om ophævelse af udeblivelsesdommen blev forkastet, i medfør af artikel 34, nr. 2, i forordning nr. 44/2001 med den begrundelse, at det indledende processkrift i sagen ikke er blevet forkyndt for ham i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen forud for afsigelsen af den oprindelige udeblivelsesdom? Har det betydning, om der under retsforhandlingen kun blev taget hensyn til sagsøgtes indsigelser vedrørende kravet?
5) Hvilke faktorer er relevante med henblik på anvendelsen af den test, der er fastsat i artikel 34, nr. 2, i forordning nr. 44/2001, til brug for vurderingen af, om »det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument […] er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen«? Nærmere bestemt:
a) Når der er sket forkyndelse i det omfang, at sagsøgtes opmærksomhed er blevet henledt på dokumenterne, er det da relevant at tage hensyn til de handlinger (eller undladelser), som sagsøgte eller dennes advokat foretog efter forkyndelsen?
b) Hvilken betydning – om nogen – har den adfærd, som sagsøgte eller dennes advokat udviser, eller de vanskeligheder, de møder?
c) Er det relevant, at sagsøgtes advokat kunne have givet møde i retten og således undgået, at der blev afsagt udeblivelsesdom?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
32 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den omstændighed, at anvendelsen af EU-retten suspenderes i det nordlige område i henhold til artikel 1, stk. 1, i protokol nr. 10, er til hinder for, at forordning nr. 44/2001 anvendes på en retsafgørelse, som er truffet af en cypriotisk ret med sæde i det regeringskontrollerede område, men som vedrører en ejendom beliggende i nævnte nordlige område.
33 Indledningsvis bemærkes, at tiltrædelsesakten for en ny medlemsstat bygger på et princip om, at fællesskabsrettens bestemmelser straks og fuldt ud gælder for den pågældende stat, således at undtagelser kun kan forekomme, i det omfang de udtrykkeligt er optaget i overgangsbestemmelserne (jf. i denne retning dom af 9.12.1982, sag 258/81, Metallurgiki Halyps mod Kommissionen, Sml. s. 4261, præmis 8).
34 I denne sammenhæng udgør protokol nr. 10 en overgangsundtagelse til princippet i den foregående præmis, der har grundlag i den særlige situation på Cypern.
35 Som generaladvokaten har anført i punkt 35 i forslaget til afgørelse, skal bestemmelser i en tiltrædelsesakt, der tillader undtagelser eller afvigelser fra EF-traktatens regler, dog fortolkes snævert under hensyn til de pågældende traktatbestemmelser og være begrænset til, hvad der er strengt nødvendigt for at nå deres formål (jf. analogt dom af 29.3.1979, sag 231/78, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. s. 1447, præmis 13, af 23.3.1983, sag 77/82, Peskeloglou, Sml. s. 1085, præmis 12, af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki mod Kommissionen, Sml. s. 207, præmis 26, af 14.12.1989, sag C-3/87, Agegate, Sml. s. 4459, præmis 39, og af 3.12.1998, sag C-233/97, KappAhl, Sml. I, s. 8069, præmis 18).
36 I hovedsagen kan undtagelsen i protokol nr. 10 ikke fortolkes således, at den er til hinder for, at forordning nr. 44/2001 anvendes på de omhandlede domme afsagt af den cypriotiske ret.
37 Det følger således af en ordlydsfortolkning af artikel 1, stk. 1, i protokol nr. 10, at den suspension, som protokollen fastsætter, alene vedrører anvendelsen af EU-retten i det nordlige område. I hovedsagen er de omhandlede domme, som Meletis Apostolides ønsker anerkendt, imidlertid blevet afsagt af en ret med sæde i det regeringskontrollerede område.
38 Den omstændighed, at disse domme vedrører en ejendom beliggende i det nordlige område, er ikke til hinder for en fortolkning som nævnt i foregående præmis, eftersom den ikke ophæver forpligtelsen til at anvende forordning nr. 44/2001 i det regeringskontrollerede område, og heller ikke indebærer, at forordningen, af denne grund, skal anvendes i nævnte nordlige område (jf. analogt dom af 1.3.2005, sag C-281/02, Owusu, Sml. I, s. 1383, præmis 31).
39 Herefter skal det første spørgsmål besvares med, at suspensionen af anvendelsen af EU-retten i det nordlige område i henhold til artikel 1, stk. 1, i protokol nr. 10, ikke er til hinder for, at forordning nr. 44/2001 anvendes på en retsafgørelse, som er truffet af en cypriotisk ret med sæde i det regeringskontrollerede område, men som vedrører en ejendom beliggende i nævnte nordlige område.
Det andet til det femte spørgsmål
40 Kommissionen har anført, at sagen for så vidt angår det andet til det femte spørgsmål muligvis ikke er omfattet af det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001. Kommissionens argument kræver en bedømmelse af, om hovedsagen kan anses for at henhøre under »det civil- og handelsretlige område«, jf. forordningens artikel 1.
41 I den forbindelse bemærkes, at med henblik på i videst muligt omfang at sikre, at medlemsstaterne og de berørte personer har samme og ensartede rettigheder og forpligtelser i henhold til forordning nr. 44/2001, skal begrebet »det civil- og handelsretlige område« ikke fortolkes som en ren henvisning til den ene eller den anden af de berørte staters nationale ret. Nævnte begreb skal anses for et selvstændigt begreb, som skal fortolkes under hensyn dels til nævnte forordnings mål og opbygning, dels til de almindelige principper, der kan udledes af de nationale retsordener under ét (jf. dom af 14.10.1976, sag 29/76, LTU, Sml. s. 1541, præmis 3, af 16.12.1980, sag 814/79, Rüffer, Sml. s. 3807, præmis 7, af 21.4.1993, sag C-172/91, Sonntag, Sml. I, s. 1963, præmis 18, af 15.5.2003, sag C-266/01, Préservatrice foncière TIARD, Sml. I, s. 4867, præmis 20, af 18.5.2006, sag C-343/04, ČEZ, Sml. I, s. 4557, præmis 22, og af 15.2.2007, sag C-292/05, Lechouritou m.fl., Sml. I, s. 1519, præmis 29).
42 Denne selvstændige fortolkning af begrebet »det civil- og handelsretlige område« fører til, at visse retsafgørelser udelukkes fra anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, enten på grund af de faktorer, som karakteriserer retsforholdet mellem parterne i tvisten, eller på grund af tvistens genstand (jf. LTU-dommen, præmis 4, Rüffer-dommen, præmis 14, Préservatrice foncière TIARD-dommen, præmis 21, ČEZ-dommen, præmis 22, og dommen i sagen Lechouritou m.fl., præmis 30).
43 Domstolen har fundet, at selv om visse tvister mellem en offentlig myndighed og en privatperson kan henhøre under nævnte begreb, forholder det sig anderledes, når den offentlige myndighed udøver offentligretlige beføjelser (jf. LTU-dommen, præmis 4, Rüffer-dommen, præmis 8, Sonntag-dommen, præmis 20, Préservatrice foncière TIARD-dommen, præmis 22, og dommen i sagen Lechouritou m.fl., præmis 31).
44 Hvis en af parterne i tvisten udøver offentlig myndighed, fordi denne part udøver beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem privatpersoner, er en sådan tvist således udelukket fra det civil- og handelsretlige område i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 (jf. i denne retning LTU-dommen, præmis 4, Rüffer-dommen, præmis 9 og 16, Sonntag-dommen, præmis 22, Préservatrice foncière TIARD-dommen, præmis 30, og dommen i sagen Lechouritou m.fl., præmis 34).
45 Hovedsagen omhandler en tvist mellem private, hvor genstanden er en påstand om erstatning for ulovlig overtagelse af en ejendom, om tilbagelevering heraf og tilbageførsel af ejendommen til dens oprindelige tilstand samt om ophør af enhver yderligere retsstridig indtrængen. Søgsmålet er således ikke rettet mod handlinger eller procedurer, der forudsætter udøvelse af offentlig myndighed fra en sagens parter, men mod handlinger foretaget af private.
46 Derfor skal hovedsagen anses for at være knyttet til »det civil- og handelsretlige område« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001.
Det andet spørgsmål
47 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den omstændighed, at en retsafgørelse træffes af en ret i en medlemsstat vedrørende en ejendom beliggende i et område af denne stat, hvorover dens regering ikke har nogen effektiv kontrol, kan anses for en tilsidesættelse af kompetencereglen i artikel 22, nr. 1, i forordning nr. 44/2001 og dermed berettige, at anerkendelse eller fuldbyrdelse af en sådan retsafgørelse nægtes i medfør af denne forordnings artikel 35, stk. 1.
48 Herved må det konstateres, at artikel 22 i forordning nr. 44/2001 indeholder en bindende og udtømmende liste over værneting med international enekompetence i medlemsstaterne. Denne artikel udpeger blot den medlemsstat, hvis retter er materielt kompetente, uden dog at fordele kompetencen inden for den pågældende medlemsstat. Det tilkommer hver enkelt medlemsstat at fastlægge sin egen domstolsordning.
49 Desuden er princippet i forordningens artikel 35, stk. 3, om, at kompetencen for retterne i domsstaten ikke kan efterprøves – idet en sådan efterprøvelse dog er tilladt i de i artikel 35, stk. 1, nævnte tilfælde – til hinder for, at den nationale kompetencefordeling i domsstaten kan efterprøves i hovedsagen.
50 Følgelig vedrører reglen om forum rei sitae (den faste ejendoms værneting) i artikel 22, nr. 1, i forordning nr. 44/2001 medlemsstaternes internationale kompetence og ikke den nationale kompetencefordeling inden for den enkelte medlemsstat.
51 I hovedsagen er det ubestridt, at ejendommen er beliggende på Republikken Cyperns territorium, og at kompetencereglen i artikel 22, nr. 1, i forordning nr. 44/2001 derfor er overholdt. Den omstændighed, at ejendommen er beliggende i det nordlige område, kan måske have betydning for den nationale kompetencefordeling mellem de cypriotiske retter, men den kan ikke have betydning ved anvendelsen af denne forordning.
52 Herefter skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 35, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 ikke giver en ret i en medlemsstat ret til at nægte at anerkende eller fuldbyrde en retsafgørelse truffet af retterne i en anden medlemsstat vedrørende en ejendom beliggende i et område af sidstnævnte stat, hvorover dens regering ikke har nogen effektiv kontrol.
Det tredje spørgsmål
53 Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den omstændighed, at en retsafgørelse truffet af retterne i en medlemsstat vedrørende en ejendom beliggende i et område af denne stat, hvorover dens regering ikke har nogen effektiv kontrol, ikke rent praktisk kan fuldbyrdes det sted, hvor ejendommen er beliggende, kan være en begrundelse for at nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse i henhold til artikel 34, nr. 1, i forordning nr. 44/2001.
– Artikel 34, nr. 1, i forordning nr. 44/2001
54 I henhold til artikel 34, nr. 1, i forordning nr. 44/2001 kan en retsafgørelse ikke anerkendes, såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. Samme forordnings artikel 45, stk. 1, fastsætter et tilsvarende tilfælde, hvor en begæring om fuldbyrdelsespåtegning må nægtes.
55 Indledningsvis bemærkes, at artikel 34 i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes strengt, idet den indebærer en hindring for at realisere et af forordningens grundlæggende mål (jf. dom af 2.6.1994, sag C-414/92, Solo Kleinmotoren, Sml. I, s. 2237, præmis 20, af 28.3.2000, sag C-7/98, Krombach, Sml. I, s. 1935, præmis 21, og af 11.5.2000, sag C-38/98, Renault, Sml. I, s. 2973, præmis 26). Hvad nærmere angår anvendelsen af klausulen om grundlæggende retsprincipper i forordningens artikel 34, nr. 1, kan den kun spille en rolle i undtagelsestilfælde (jf. dom af 4.2.1988, sag 145/86, Hoffmann, Sml. s. 645, præmis 21, og af 10.10.1996, sag C-78/95, Hendrikman og Feyen, Sml. I, s. 4943, præmis 23, samt Krombach-dommen, præmis 21, og Renault-dommen, præmis 26).
56 Selv om medlemsstaterne som følge af forbeholdet i artikel 34, nr. 1, i forordning nr. 44/2001 som udgangspunkt frit kan fastlægge, hvilke krav der i overensstemmelse med deres nationale opfattelse stilles ifølge deres grundlæggende retsprincipper, må grænserne for begrebet fastlægges ved en fortolkning af forordningen (jf. Krombach-dommen, præmis 22, og Renault-dommen, præmis 27).
57 Det tilkommer således ikke Domstolen at fastlægge indholdet af en medlemsstats grundlæggende retsprincipper, men det påhviler den dog at efterprøve de grænser, inden for hvilke en ret i en medlemsstat kan anvende begrebet som begrundelse for ikke at anerkende en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat (jf. Krombach-dommen, præmis 23, og Renault-dommen, præmis 28).
58 Herved bemærkes, at forbuddet i artikel 36 og i artikel 45, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 mod en efterprøvelse af den udenlandske retsafgørelses realitet indebærer, at retten i den stat, begæringen rettes til, ikke må afvise at anerkende eller fuldbyrde retsafgørelsen alene med den begrundelse, at den retsregel, retten i domsstaten har anvendt, afviger fra den retsregel, som retten i den stat, begæringen rettes til, ville have anvendt, hvis den skulle påkende sagen. Retten i den stat, begæringen rettes til, må heller ikke efterprøve rigtigheden af den retlige bedømmelse eller den bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der er foretaget af retten i domsstaten (jf. Krombach-dommen, præmis 36, og Renault-dommen, præmis 29).
59 En anvendelse af klausulen om grundlæggende retsprincipper i artikel 34, nr. 1, i forordning nr. 44/2001 kan kun komme på tale i tilfælde, hvor anerkendelse eller fuldbyrdelse af den retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, på helt uantagelig måde vil være i strid med retsordenen i den stat, begæringen rettes til, idet dette ville udgøre et indgreb i et grundlæggende princip. For at være i overensstemmelse med forbuddet mod efterprøvelse af den udenlandske retsafgørelses realitet må det kræves, at indgrebet udgør en åbenbar overtrædelse af en retsregel, der anses for væsentlig i retsordenen i den stat, begæringen rettes til, eller af en rettighed, der er anerkendt som grundlæggende i den pågældende retsorden (jf. Krombach-dommen, præmis 37, og Renault-dommen, præmis 30).
60 Retten i den stat, begæringen rettes til, kan ikke – uden at dette bringer formålet med forordning nr. 44/2001 i fare – nægte at anerkende en retsafgørelse fra en anden medlemsstat, alene fordi den finder, at den nationale ret eller fællesskabsretten er anvendt urigtigt i afgørelsen. Det må derimod antages, at retsmiddelsystemerne i hver enkelt medlemsstat, suppleret med adgangen til at forelægge præjudicielle spørgsmål i henhold til artikel 234 EF, udgør en tilstrækkelig garanti for borgerne i sådanne tilfælde (jf. Renault-dommen, præmis 33). Klausulen om grundlæggende retsprincipper vil i sådanne tilfælde kun finde anvendelse, i det omfang den retlige fejl indebærer, at anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelsen i den stat, begæringen rettes til, må anses for en åbenbar overtrædelse af en retsregel, der anses for væsentlig i nævnte medlemsstats retsorden (jf. i denne retning Renault-dommen, præmis 34).
61 Som påpeget af Meletis Apostolides samt den cypriotiske og den græske regering, har den forelæggende ret i hovedsagen ikke nævnt noget grundlæggende princip i Det Forenede Kongeriges retsorden, som en anerkendelse eller fuldbyrdelse af de omhandlede domme ville kunne krænke.
62 Da der ikke er et grundlæggende princip i Det Forenede Kongeriges retsorden, som en anerkendelse eller fuldbyrdelse af de omhandlede domme ville kunne krænke, kan det ikke nægtes at anerkende disse i henhold til artikel 34, nr. 1, i forordning nr. 44/2001 med den begrundelse, at en retsafgørelse truffet af retterne i en medlemsstat vedrørende en ejendom beliggende i et område af denne stat, hvorover dens regering ikke har nogen effektiv kontrol, ikke rent praktisk kan fuldbyrdes det sted, hvor ejendommen er beliggende. Tilsvarende kan der heller ikke nægtes fuldbyrdelse på grundlag af denne bestemmelse i henhold til samme forordnings artikel 45, stk. 1.
– Artikel 38, stk. 1, i forordning nr. 44/2001
63 Uanset de foregående bemærkninger erindres om, at efter Domstolens faste praksis kan Domstolen inden for rammerne af artikel 234 EF af spørgsmålenes ordlyd, således som de er formuleret af den nationale ret, og under hensyn til de af retten meddelte oplysninger, udlede de momenter, der angår fortolkning af fællesskabsretten, således at denne nationale ret kan træffe afgørelse vedrørende de retsspørgsmål, som er indbragt for den (jf. dom af 28.1.1992, forenede sager C-330/90 og C-331/90, López Brea og Hidalgo Palacios, Sml. I, s. 323, præmis 5, af 30.9.2003, sag C-224/01, Köbler, Sml. I, s. 10239, præmis 60, og af 9.11.2006, sag C-346/05, Chateignier, Sml. I, s. 10951, præmis 18).
64 Selv om den omstændighed, at de omhandlede domme i hovedsagen ikke kan fuldbyrdes i domsstaten, ikke kan begrunde, at anerkendelse eller fuldbyrdelse nægtes i medfør af artikel 34, nr. 1, i forordning nr. 44/2001, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne omstændighed kunne være relevant ved anvendelsen af samme forordnings artikel 38, stk. 1.
65 I henhold til sidstnævnte bestemmelse kan de i en medlemsstat trufne retsafgørelser, som er eksigible i den pågældende stat, fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når de efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i sidstnævnte stat.
66 For at en retsafgørelse kan fuldbyrdes i den medlemsstat, som begæringen rettes til, er det altså en betingelse, at retsafgørelsen er eksigibel i domsmedlemsstaten (jf. dom af 29.4.1999, sag C-267/97, Coursier, Sml. I, s. 2543, præmis 23). Afgørelserne skal ganske vist gennem anerkendelsen principielt tillægges de virkninger, som tilkommer dem i den medlemsstat, på hvis område de er truffet (jf. Hoffmann-dommen, præmis 10 og 11), men der er intet grundlag for ved fuldbyrdelsen af en dom at udstyre den med rettigheder, som den ikke har i domsstaten, jf. rapport om konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, udfærdiget af M. Jenard (EFT 1979 C 59, s. 48), eller virkninger, som den samme type dom afsagt direkte i den medlemsstat, som begæringen rettes til, ikke ville have.
67 I hovedsagen kan det imidlertid ikke med føje hævdes, at de omhandlede domme ikke er eksigible i domsmedlemsstaten.
68 Det er således tale om domme, hvor de domfældte tilpligtes at udføre bestemte handlinger, og hvor den i artikel 54 i forordning nr. 44/2001 omhandlede attest fastslår, at dommen er eksigibel i domsstaten på attestens udstedelsesdato.
69 Herved bemærkes, at forordning nr. 44/2001 begrænser sig til at give regler om meddelelse af fuldbyrdelsespåtegning på udenlandske eksigible fundamenter og ikke angår selve fuldbyrdelsen, der forbliver underkastet vedkommende nationale lovgivning (jf. dom af 2.7.1985, sag 148/84, Deutsche Genossenschaftsbank, Sml. s. 1981, præmis 18, af 3.10.1985, sag 119/84, Capelloni og Aquilini, Sml. s. 3147, præmis 16, og Hoffmann-dommen, præmis 27), uden at anvendelsen af de procesregler, der gælder i den medlemsstat, begæringen rettes til, i forbindelse med fuldbyrdelsen kan svække den effektive virkning af forordningens fuldbyrdelsessystem ved at tilsidesætte de principper på området, der udtrykkeligt eller stiltiende er fastslået i selve forordningen (jf. i denne retning Capelloni og Aquilini-dommen, præmis 21, samt Hoffmann-dommen, præmis 29, og dom af 15.5.1990, sag C-365/88, Hagen, Sml. I, s. 1845, præmis 20).
70 Den omstændighed, at sagsøgerne vil kunne møde vanskeligheder ved fuldbyrdelsen af de omhandlede domme i det nordlige område, kan ikke fratage dommene deres eksigibilitet og er følgelig ikke til hinder for, at retterne i den medlemsstat, begæringen rettes til, erklærer sådanne domme for eksigible.
71 Herefter skal det tredje spørgsmål besvares med, at den omstændighed, at en retsafgørelse truffet af retterne i en medlemsstat vedrørende en ejendom beliggende i et område af denne stat, hvorover dens regering ikke har nogen effektiv kontrol, ikke rent praktisk kan fuldbyrdes det sted, hvor ejendommen er beliggende, ikke kan være en begrundelse for at nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse i henhold til artikel 34, nr. 1, i forordning nr. 44/2001, og heller ikke indebærer, at en sådan retsafgørelse ikke er eksigibel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordningens artikel 38, stk. 1.
Det fjerde spørgsmål
72 Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om anerkendelse eller fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom kan nægtes i henhold til artikel 34, nr. 2, i forordning nr. 44/2001, fordi det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, når sidstnævnte har kunnet tage skridt til at anfægte denne retsafgørelse for retterne i domsstaten.
73 I denne forbindelse fremgår det af betragtning 16-18 i forordning nr. 44/2001, at den retsmiddelordning, som forordningen fastsætter i relation til anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser, skal skabe den rette balance mellem dels den gensidige tillid til retsplejen inden for Den Europæiske Union, som berettiger, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, som udgangspunkt automatisk anerkendes og erklæres eksigible i en anden medlemsstat, dels respekten for en sagsøgts ret til at varetage sine interesser, hvilket kræver, at han bør kunne appellere en afgørelse, der erklærer en retsafgørelse for eksigibel, ved en kontradiktorisk procedure, hvis han mener, at der foreligger en grund til ikke at fuldbyrde retsafgørelsen.
74 Domstolen har i dom af 14. december 2006, ASML (sag C-283/05, Sml. I, s. 12041), haft lejlighed til at understrege forskellene mellem artikel 34, nr. 2, i forordning nr. 44/2001 og artikel 27, nr. 2, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17).
75 Nævnte artikel 34, nr. 2, stiller i modsætning til nævnte artikel 27, nr. 2, ikke nødvendigvis krav om, at forkyndelse eller meddelelse af det indledende processkrift er sket forskriftsmæssigt, men om effektiv overholdelse af retten til forsvar (ASML-dommen, præmis 20).
76 I henhold til artikel 34, nr. 2, og artikel 45, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 skal anerkendelse eller fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom nægtes i tilfælde af en anfægtelse, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sidstnævnte har undladt at tage skridt til at anfægte denne retsafgørelse for retterne i domsmedlemsstaten, selv om han havde mulighed for at gøre det.
77 Det fremgår af disse bestemmelsers ordlyd, at en udeblivelsesdom på grundlag af et indledende processkrift, der ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, skal anerkendes, hvis sidstnævnte ikke har taget initiativ til at anfægte denne dom, selv om han havde mulighed herfor.
78 Så meget desto mere er retten til forsvar, som fællesskabslovgiver har villet beskytte ved artikel 34, nr. 2, i forordning nr. 44/2001, overholdt, når sagsøgte rent faktisk har anfægtet udeblivelsesdommen, og når denne anfægtelse har givet ham mulighed for at gøre gældende, at det indledende processkrift eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for ham i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser.
79 I hovedsagen er det ubestridt, at ægteparret Orams i domsmedlemsstaten har foretaget en sådan anfægtelse af udeblivelsesdommen afsagt den 9. november 2004. Derfor kan artikel 34, nr. 2, i forordning nr. 44/2001 ikke med føje påberåbes.
80 Herefter skal det fjerde spørgsmål besvares med, at anerkendelse eller fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom ikke kan nægtes i henhold til artikel 34, nr. 2, i forordning nr. 44/2001, når sagsøgte har kunnet anfægte udeblivelsesdommen, og når denne anfægtelse har givet ham mulighed for at gøre gældende, at det indledende processkrift eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for ham i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser.
Det femte spørgsmål
81 Henset til besvarelsen af det fjerde spørgsmål, er det ufornødent at besvare det femte spørgsmål.
Sagens omkostninger
82 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:
1) Suspensionen af anvendelsen af EU-retten i de egne af Republikken Cypern, som denne medlemsstats regering ikke har nogen effektiv kontrol over, som fastsat i protokol nr. 10 om Cypern i akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union, er ikke til hinder for, at Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område anvendes på en retsafgørelse, som er truffet af en cypriotisk ret med sæde i det område af øen, som den cypriotiske regering har effektiv kontrol over, men som vedrører en ejendom beliggende i de nævnte egne.
2) Artikel 35, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 giver ikke en ret i en medlemsstat ret til at nægte at anerkende eller fuldbyrde en retsafgørelse truffet af retterne i en anden medlemsstat vedrørende en ejendom beliggende i et område af sidstnævnte stat, hvorover dens regering ikke har nogen effektiv kontrol.
3) Den omstændighed, at en retsafgørelse truffet af retterne i en medlemsstat vedrørende en ejendom beliggende i et område af denne stat, hvorover dens regering ikke har nogen effektiv kontrol, ikke rent praktisk kan fuldbyrdes det sted, hvor ejendommen er beliggende, kan ikke være en begrundelse for at nægte anerkendelse eller fuldbyrdelse i henhold til artikel 34, nr. 1, i forordning nr. 44/2001, og indebærer heller ikke, at en sådan retsafgørelse ikke er eksigibel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordningens artikel 38, stk. 1.
4) Anerkendelse eller fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom kan ikke nægtes i henhold til artikel 34, nr. 2, i forordning nr. 44/2001, når sagsøgte har kunnet anfægte udeblivelsesdommen, og når denne anfægtelse har givet ham mulighed for at gøre gældende, at det indledende processkrift eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for ham i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser.
Underskrifter