Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Superior de Justicia de Madrid (Spanien) den 12. juli 2023 – LM mod Omnitel Comunicaciones SL m.fl.

(Sag C-441/23, Omnitel Comunicaciones m.fl)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Tribunal Superior de Justicia de Madrid

Parter i hovedsagen

Sagsøger: LM

Sagsøgte: Omnitel Comunicaciones SL, Microsoft Ibérica SRL, Fondo de Garantía Salarial (FOGASA), Indi Marketers SL, Leadmarket SL og Fiscalía

Præjudicielle spørgsmål

A)    Finder direktiv 2008/104/EF 1 anvendelse på en virksomhed, der udsender en arbejdstager til en anden virksomhed, selv om førstnævnte virksomhed i henhold til national ret ikke anerkendes som et vikarbureau, eftersom den ikke råder over en administrativ tilladelse til dette formål?

B)    Såfremt direktiv 2008/104/EF finder anvendelse på virksomheder, der udsender arbejdstagere uden at være anerkendt som vikarbureauer i henhold til national ret, skal arbejdstageren i en situation som den ovennævnte da anses for en vikaransat som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2008/104/EF, virksomheden Leadmarket S.L. for et vikarbureau som omhandlet i samme direktivs artikel 3, stk. 1, litra b), og virksomheden Microsoft Ibérica for en brugervirksomhed som omhandlet i samme direktivs artikel 3, stk. 1, litra d), og kan det konkret fastslås, at virksomheden Leadmarket S.L. fortsat førte tilsyn med arbejdet og leddede det (hvorved det kan udelukkes, at der er tale om en udsendelse af arbejdstageren), idet direktøren for denne virksomhed modtog en månedlig aktivitetsrapport fra arbejdstageren og desuden underskrev arbejdstagerens orlovs-, ferie- og timesedler, selv om arbejdstagerens daglige arbejde bestod i at betjene Microsofts kunder, idet arbejdstageren udførte opgaver med hyppig kontakt til ansvarlige medarbejdere i Microsoft, arbejdede hjemmefra fra en computer, som Microsoft havde stillet til rådighed for arbejdstageren, og ugentligt mødte op på Microsofts arbejdssted?

C)    Såfremt direktiv 2008/104/EF finder anvendelse, og der er tale om en udsendelse af arbejdstageren, skal arbejdstagerens løn som følge af anvendelsen af artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/104/EF da mindst være den løn, der ville være gældende, hvis den pågældende havde været ansat direkte af Microsoft Ibérica S.L.?

D)    Finder arbejdstagerens ret til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde efter udløbet af barselsorloven i henhold til artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF 1 af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv anvendelse under de i hovedsagen omhandlede omstændigheder? Selv om aftalen mellem Microsoft Ibérica S.L. og Leadmarket S.L. var ophørt, og der ikke fandtes et tilsvarende arbejde i Leadmarket S.L., skal tilbagevenden da finde sted hos Microsoft Ibérica S.L.?

E)    Såfremt direktiv 2008/104/EF finder anvendelse, idet der er tale om en udsendelse, skal de spanske bestemmelser, hvorefter en afskedigelse er ugyldig i tilfælde af arbejdstagere som er gravide, eller som ammer, som følge af anvendelsen af artikel 5, stk. 1, i direktiv 2008/104/EF da medføre, at det fastslås, at vikarbureauet og brugervirksomheden hæfter solidarisk for de lovbestemte konsekvenser af den ugyldige afskedigelse, nærmere bestemt: – arbejdstagerens genindsættelse i stillingen, betaling af skyldig løn fra afskedigelsen og frem til genindsættelsen samt forpligtelsen til at betale den erstatning, der følger af den ulovlige afskedigelse?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/104/EF af 19.11.2008 om vikararbejde (EFT 2008, L 327, s. 9).

1     EFT 2006, L 204, s. 23.