Appel iværksat den 17. februar 2014 af Europa-Kommissionen til prøvelse af Personalerettens dom af 11. december 2013 i sag F-130/11, Verile og Gjergji mod Kommissionen

(Sag T-104/14 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved J. Currall, D. Martin og G. Gattinara, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Marco Verile (Cadrezzate, Italien) og Anduela Gjergji (Bruxelles, Belgien)

Appellantens påstande

Ophævelse af Personalerettens dom af 11. december 2013 i sag F-130/11, Verile og Gjergji mod Kommissionen.

Det fastslås, at hver part bærer sine egne omkostninger i appelsagen.

Marco Verile og Anduela Gjergji tilpligtes at betale sagen omkostninger for Personaleretten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat fire anbringender.

Det første anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af begrebet bebyrdende retsakt derved, at Personaleretten fandt, at søgsmålet i første instans kunne antages til realitetsbehandling, idet den kvalificerede det forslag, som Kommissionen fremsatte over for de berørte vedrørende antallet af de pensionsgivende tjenesteår, der kunne godskrives i forbindelse med en overførsel af deres pensionsrettigheder i henhold til artikel 11, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, som en bebyrdende retsakt (vedrørende præmis 37-55 i den appellerede dom).

Det andet anbringende er, at Personaleretten ulovligt af egen drift fremsatte en ulovlighedsindsigelse vedrørende de almindelige gennemførelsesbestemmelser for overførslen af pensionsrettigheder, der blev vedtaget i 2011. Kommissionen har anført, at dette anbringende ikke udtrykkeligt var blevet rejst af sagsøgerne i første instans og desuden ikke havde været genstand for en kontradiktorisk debat mellem parterne (vedrørende præmis 72 og 73 i den appellerede dom).

Det tredje anbringende er, at Personaleretten har begået retlige fejl ved fortolkningen af artikel 11 i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd i Den europæiske Union og bestemmelserne vedrørende overførsel af pensionsrettigheder (vedrørende præmis 74-98, 106, 109 og 110 i den appellerede dom). Kommissionen har gjort gældende, at henset til, at begrebet »ajourført kapital« som omhandlet i artikel 11, stk. 2, i nævnte bilag VIII er forskellig fra begrebet »aktuarmæssig modværdi« som omhandlet i artikel 11, stk. 1, og defineret i artikel 8 i nævnte bilag VIII, har Personaleretten indskrænket sig til en fortolkning med udgangspunkt i ordlyden med henblik på at nå frem til konklusioner, der kan fremkalde store uligheder i behandlingen af de tjenestemænd, som har ansøgt om en overførsel »in« og de tjenestemænd, som har ansøgt om en overførsel »out« af deres pensionsrettigheder. Kommissionen har anført, at Personalerettens fortolkning er uforenelig såvel med de krav om økonomisk ligevægt, der gælder for Den Europæiske Unions pensionsordning, som med den ejendomsret, der tilkommer de tjenestemænd, der ansøger om en overførsel »in«.

4. Det fjerde anbringende er, at Personaleretten har begået retlige fejl ved at antage, at rettighederne for sagsøgerne i første instans vedrørende overførsel af deres pensionsrettigheder allerede var »fuldstændigt stiftede« på tidspunktet for ikrafttrædelsen af de almindelige gennemførelsesbestemmelser vedrørende overførsel af pensionsrettigheder, som blev vedtaget i 2011, for så vidt som det kun er den endelige afgørelse om godskrivning, som fastsætter de overførte pensionsrettigheder (vedrørende præmis 99-108 i den appellerede dom).