Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Rejonowy we Włocławku (Polen) den 17. august 2023 – straffesag mod K.P.
(Sag C-530/23, Barało 1 )
Processprog: polsk
Den forelæggende ret
Sąd Rejonowy we Włocławku
Tiltalt i straffesagen
K.P.
Præjudicielle spørgsmål
1. Skal artikel 2, stk. 1, litra b), artikel 4, stk. 5, og artikel 9 i, sammenholdt med 18., 19., 24., og 27. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1919 af 26. oktober 2016 om retshjælp til mistænkte og tiltalte i straffesager og til eftersøgte i sager angående europæiske arrestordrer 1 , sammenholdt med artikel 3, stk. 2, litra a) og litra c) og artikel 3, stk. 3, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/48/EU af 22. oktober 2013 om retten til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om retten til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse 2 og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen, fortolket i overensstemmelse med retningslinjerne fastlagt i punkt 6, 7, 11, 13 i Kommissionens henstilling af 27. november 2013 om retssikkerhedsgarantier for sårbare personer, der er mistænkt eller tiltalt i straffesager 3 , fortolkes således, at disse bestemmelser indfører en ufravigelig norm, der har direkte virkning og som gør det uantageligt at gennemføre foranstaltninger, såsom afhøring af en sårbar eller udsat person, uden tilstedeværelse af en advokat, i en situation, hvor der foreligger objektive og faktuelle grunde til, at der skal bevilges retshjælp, når efterforskningsmyndigheden samtidigt undlader at bevilge retshjælp ex officio (herunder også akut eller foreløbig) uden unødig forsinkelse og inden personen (en sårbar person in concreto) afhøres af politiet, en anden retshåndhævende myndighed eller en domstol, eller før konkrete efterforskningsmæssige eller bevissikrende foranstaltninger udføres?
2. Skal artikel 2, stk. 1, litra b), artikel 4, stk. 5, og artikel 9 i, sammenholdt med 18., 19., 24., og 27. betragtning til [direktiv 2016/1919], sammenholdt med artikel 1, stk. 2, i [direktiv 2013/48], fortolket i overensstemmelse med retningslinjerne fastlagt i punkt 6, 7, 11, 13 i Kommissionens henstilling af 27. november 2013, selv om der er faktuelle grunde til øjeblikkelig identifikation, fortolkes således, at manglende identifikation af en potentielt sårbar person eller anerkendelse af, at personen er sårbar, og den manglende mulighed for at anfægte vurderingen af personens potentielt sårbare situation samt manglende bevilling af en beskikket forsvarer for denne person, ikke under nogen omstændigheder er tilladt i sager om lovovertrædelser, der kan straffes med fængsel, og uanset det forhold, at omstændighederne omkring udeladelsen af identifikation og beskikkelsen af en forsvarer udtrykkeligt er angivet i en afgørelse, der kan anfægtes, når der er påbegyndt afhøring uden tilstedeværelse af en advokat?
3. Skal artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 5, samt artikel 9, sammenholdt med 18., 19., 24. og 27. betragtning sammenholdt med indholdet af artikel 1, stk. 2, i [direktiv 2016/1919], som fortolkes i henhold til retningslinjerne fastlagt i punkt 3, stk. 7, i Kommissionens henstilling af 27. november 2013, fortolkes således, at en manglende indførelse af sårbarhedsformodningen i medlemsstatens straffeprocesret, indebærer en hindring for, at en mistænkt kan drage fordel af garantien i artikel 9 i [direktiv 2016/1919], fortolket i lyset af punkt 11 i Kommissionens henstilling af 27. november 2013, og at de judicielle myndigheder følgelig er forpligtede til direkte at anvende direktivets bestemmelser i en sådan situation?
4. I tilfælde af en bekræftende besvarelse af enten det første, det andet eller det tredje spørgsmål, skal de nævnte bestemmelser i de to direktiver således fortolkes sådan, at de er til hinder for nationale bestemmelser, såsom:
a) artikel 301, stk. 2, i strafferetsplejeloven, hvorefter den mistænkte kun efter egen anmodning afhøres under tilstedeværelse af en beskikket forsvarer, og forsvarerens manglende tilstedeværelse under afhøring af den mistænkte ikke forhindrer afhøringen;
b) artikel 79, stk. 1, nr. 3 og 4, i strafferetsplejeloven, hvorefter den tiltalte (mistænkte) i straffesagen skal have en forsvarer, hvis der er rimelig tvivl om, hvorvidt den pågældendes evne til at anerkende gerningens betydning eller kontrollere sin adfærd enten var ikke-eksisterende eller betydeligt begrænset på gerningstidspunktet, samt når der er rimelig tvivl om, hvorvidt den pågældendes mentale helbred tillader vedkommende at deltage i retssagen eller forsvare sig på en selvstændig og fornuftig måde?
5. Pålægger artikel 3, stk. 2, litra a), sammenholdt med artikel 3, stk. 3, litra b), i [direktiv 2013/48], sammenholdt med principperne om forrang og direktivers direkte virkning, at efterforskningsmyndighederne, domstolene og alle statslige myndigheder skal se bort fra bestemmelser i national ret, der er i strid med direktivet, som anført i det fjerde spørgsmål, og som følge heraf, på grund af udløbet af gennemførelsesfristen, at erstatte den nationale norm med bestemmelserne i direktivet, der har direkte virkning?
6. Skal artikel 2, stk. 1, litra b), artikel 4, stk. 5, og artikel 9, sammenholdt med 19., 24., og 27. betragtning i [direktiv 2016/1919], fortolkes således, at i tilfælde af, at der ikke er beskikket en forsvarer for en sårbar eller særligt udsat person, i overensstemmelse med indholdet af punkt 3, stk. 7, i Kommissionens henstilling af 27. november 2013, er politiet eller andre retshåndhævende myndigheder i forbindelse med den videre efterforskning eller undersøgelser ved politiet eller en anden retshåndhævende myndighed, herunder foranstaltninger, der ikke kan gentages for retten, hvor den pågældende person deltager, og den nationale ret, der behandler straffesagen, samt alle andre statslige myndigheder med ansvar for retsvæsenet i straffesager (dvs. efterforskningsmyndigheder) forpligtede til at se bort fra bestemmelser i national ret, der er i strid med direktivet, som beskrevet i det fjerde spørgsmål, og som følge heraf, er de forpligtede til, efter udløbet af gennemførelsesfristen, at erstatte den nationale norm med de bestemmelser i direktivet, der har direkte virkning, selv om denne person, efter afslutning af efterforskningen (eller undersøgelsen), og efter at anklagemyndigheden har indgivet en anklageskrift til retten, har valgt sin egen forsvarer?
7. Skal artikel 2, stk. 1, litra b), artikel 4, stk. 5, og artikel 9, sammenholdt med 19., 24., og 27. betragtning, sammenholdt med artikel 1, stk. 2, i [direktiv 2016/1919], fortolket i overensstemmelse med retningslinjer i punkt 6, 7, 11 og 13 i Kommissionens henstilling af [27. november 2013], fortolkes således, at medlemsstaterne er forpligtede til at sikre øjeblikkelig identifikation og anerkendelse af en særligt udsat person samt retshjælp til mistænkte eller tiltalte i straffesager, som formodes at være særligt udsatte eller sårbare personer, og at sådan retshjælp er obligatorisk, selv i tilfælde, hvor de kompetente myndigheder ikke har anmodet en uafhængig sagkyndig om at vurdere graden af sårbarhed, den sårbare persons behov, og egnetheden af de foranstaltninger, der er truffet eller er påtænkt truffet over for den sårbare person, indtil der er foretaget en korrekt vurdering af en uafhængig ekspert?
8. I tilfælde af et bekræftende svar på det syvende spørgsmål, skal de ovennævnte bestemmelser i direktivet og Kommissionens henstilling fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser som eksempelvis artikel 79, stk. 1, nr. 3 og 4, i strafferetsplejeloven, hvorefter en tiltalt i straffesagen kun skal have beskikket en forsvarer, hvis der er rimelig tvivl om, hvorvidt den pågældendes evne til at erkende gerningens betydning eller kontrollere sin adfærd var ikke-eksisterende eller væsentligt begrænset på gerningstidspunktet, samt når der er rimelig tvivl om, hvorvidt den pågældendes mentale helbred tillader den pågældende at deltage i retssagen eller forsvare sig på en selvstændig og fornuftig måde?
9. Skal artikel 2, stk. 1, litra b), artikel 4, stk. 5, og artikel 9 i, sammenholdt med 19., 24., og 27. betragtning til [direktiv 2016/1919], sammenholdt med artikel 1, stk. 2, i [direktiv 2013/48], fortolket i overensstemmelse med retningslinjerne fastlagt i punkt 6, 7, 11 og 13 i Kommissionens henstilling af 27. november 2013, fortolkes således, at de kompetente myndigheder (anklagemyndigheden, politiet) senest inden politiets eller en anden kompetent myndigheds første afhøring af den mistænkte, straks skal foretage en identifikation og anerkendelse af den mistænktes sårbarhed i straffesagen og sikre den pågældende retten til retshjælp på et akut (eller foreløbigt) grundlag samt undlade at afhøre den mistænkte, indtil retshjælp er bevilget, eller indtil der ydes akut (foreløbig) hjælp til personen?
10. I tilfælde af et bekræftende svar på det niende spørgsmål, skal artikel 2, stk. 1, litra b), artikel 4, stk. 5, og artikel 9 i, sammenholdt med 19., 24. og 27. betragtning til [direktiv 2016/1919], sammenholdt med artikel 1, stk. 2, i [direktiv 2016/1919],som fortolket i overensstemmelse med retningslinjerne fastlagt i punkt 6, 7, 11 og 13, i Kommissionens henstilling af 27. november 2013, fortolkes således, at disse bestemmelser pålægger medlemsstaterne en pligt til klart i deres national ret at fastlægge grunde og kriterier for fravigelser fra den øjeblikkelige identifikation og anerkendelse af en særligt sårbar mistænkt i straffesager og sikre den pågældende retshjælp eller akut (foreløbig) hjælp, og enhver fravigelse skal være proportional, tidsbegrænset og må ikke krænke princippet om retfærdig rettergang, og dette skal ske inden for rammerne af en retlig beslutning om en midlertidig fravigelse, hvilket skal kunne prøves ved en domstol?
11. Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEUF og artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 3, stk. 2, litra a), og artikel 3, stk. 3, litra a) og b), i direktiv 2013/48, sammenholdt med artikel 1, stk. 2, i og 27. betragtning til samt artikel 8 i [direktiv 2016/1919], fortolkes således, at i tilfælde af, at en retslig myndighed undlader at bevilge retshjælp ex officio til en person, der er omfattet af sårbarhedsformodningen og/eller formodes at være særligt udsat (i overensstemmelse med punkt 7 og 11 i Kommissionens henstilling af 27. november 2013) og at præcisere årsagerne til undladelsen, har den pågældende person ret til et effektivt retsmiddel, som omfatter en national procesretlig bestemmelse såsom artikel 344a, i strafferetsplejeloven, der bestemmer, at sagen skal hjemvises til anklagemyndigheden med henblik på:
a) efterforskningsmyndighedens gennemførelse af identifikation og anerkendelse af, at den mistænkte i straffesagen, er særligt udsat;
b) at give den mistænkte mulighed for at rådføre sig med sin forsvarer, inden afhøringen påbegyndes;
c) gennemførelse af afhøring af den mistænkte med audiovisuel optagelse af afhøringen og tilstedeværelse af en forsvarer;
d) at give forsvareren mulighed for at gøre sige bekendt med sagens akter og mulighed for, at den sårbare person, og den forsvarer, der er udpeget af den mistænke, kan fremsætte eventuelle bevisanmodninger;
12. Skal artikel 4 i [chartret], sammenholdt med artikel 6, stk. 1, TEU, artikel 2 TEU og artikel 6, stk. 3, TEU sammenholdt med artikel 3 i konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, udarbejdet i Rom den 4. november 1950, efterfølgende ændret ved protokol nr. 3, 5 og 8 og suppleret med protokol nr. 2, sammenholdt med sårbarhedsformodningen i henhold til punkt 7 i Kommissionens henstilling af 27. november 2013, fortolkes således, at en politibetjents, eller en anden person, der er bemyndiget til at foretage efterforskningsmæssige foranstaltningers, afhøring af en mistænkt på et psykiatrisk hospital, uden hensyntagen til usikkerhedstilstanden og under forhold, hvor den sigtede har væsentligt begrænset mulighed for at udtrykke sig, med psykisk sårbarhed, og uden tilstedeværelse af en forsvarer, udgør umenneskelig behandling, hvilket forkaster en sådan proceduremæssig foranstaltning, da den er i strid med grundlæggende rettigheder i Unionen?
13. I tilfælde af en bekræftende besvarelse af det tolvte spørgsmål, skal bestemmelserne nævnt i dette spørgsmål fortolkes således, at de bemyndiger (eller forpligter) en national domstol, der behandler en straffesag, der er omfattet af anvendelsesområdet for [direktiv 2016/1919], sammenholdt med punkt 7 i Kommissionens henstilling af 27. november 2013, og anvendelsesområdet for [direktiv 2013/48] til at undlade at anvende bestemmelser i national lovgivning, der er i strid med direktivet, herunder navnlig artikel 168a i strafferetsplejeloven, og som følge heraf, på grund af gennemførelsesfristens udløb, at erstatte den nationale bestemmelse med de bestemmelser i direktivet, der har direkte virkning, selv om personen, efter afslutning af efterforskningen (eller undersøgelsen) og anklagemyndighedens indgivelse af anklageskriftet til retten, selv har valgt en forsvarer?
14. Skal artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4, stk. 5, samt artikel 9 i, sammenholdt med 19., 24., og 27. betragtning til [direktiv 2016/1919], med artikel 3, stk. 2, litra a), litra b) og litra c), samt artikel 3, stk. 3, litra b), i [direktiv 2013/48], og med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og princippet om [EU-]rettens effektive virkning, fortolkes således, at en offentlig anklager, der handler i sagens efterforskningsfase, er forpligtet til at handle i fuld overensstemmelse med kravene i direktiv 2016/1919, der har direkte virkning, og dermed sikre, at den mistænkte eller tiltalte, der er omfattet af beskyttelsen i ovennævnte direktiv, har effektiv retlig beskyttelse i sagen fra det tidligste af følgende tidspunkter:
a) før den pågældende bliver afhørt af politiet eller en anden retshåndhævende myndighed eller retslig myndighed;
b) på det tidspunkt, hvor retshåndhævende myndigheder eller andre kompetente myndigheder udfører efterforskningsmæssige eller andre bevissikrende foranstaltninger i henhold til artikel 3, stk. 3, litra c), i [direktiv 2013/48];
c) umiddelbart efter frihedsberøvelsen (hvilket også omfatter opholdet på et psykiatrisk hospital), og om nødvendigt er den pågældende forpligtet til at se bort fra enhver ordre fra overordnede anklagere, hvis den offentlige anklager er overbevist om, at overholdelse af disse ordre ville skade den effektive beskyttelse af den mistænkte, som er omfattet af sårbarhedsformodningen eller formodningen om at være særligt udsat, herunder den pågældendes ret til en retfærdig rettergang eller enhver anden rettighed, som denne er tillagt ved direktiv 2016/1919 sammenholdt med direktiv 2013/48?
15. I tilfælde af et bekræftende svar på det fjortende spørgsmål, skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, der fastlægger princippet om effektiv retsbeskyttelse, sammenholdt med artikel 2 TEU, og med retsstatsprincippet, som fortolket af Domstolen (jf. Domstolens dom af 27.5.2019, sag C-508/18), og om princippet om domstolenes uafhængighed i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU samt artikel 47 i [chartret], som fortolket af Domstolen (jf. dom af 27.2018, Associação Sindical dos Juízes Portugueses, sag C-64/16, EU:C:2018:117), fortolkes således, at disse principper – henset til, at Prokurator Generalny (øverste anklager) eller overordnede anklagemyndigheder har mulighed for at udstede bindende instrukser til anklagere på lavere niveau, som kan forpligte disse anklagere til at undlade at anvende EU-bestemmelser, der har direkte virkning, eller hindre deres anvendelse – er til hinder for en national lovgivning, der fastslår anklagemyndighedens direkte afhængighed af den udøvende myndighed, dvs. justitsministeren, og er til hinder for nationale regler, der begrænser anklagerens uafhængighed i forhold til anvendelse af EU-retten, især:
a) artikel 1, stk. 2, artikel 3, stk. 1, nr. 1 og 3, artikel 7, stk. 1-6 og stk. 8, og artikel 13, stk. 1 og 2, i lov af 28. januar 2016 om den offentlige anklagemyndighed, hvis indhold angiver, at justitsministeren, der samtidig er den øverste anklager, og den øverste anklagemyndighed, har ret til at udstede ordre til anklagere på lavere niveau, der begrænser eller hindrer den direkte anvendelse af EU-retten?
____________
1 Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.
1 EUT 2017, L 91, s. 40.
1 EUT 2013, L 294, s. 1.
1 EUT 2013, C 378, s. 8.