Sag anlagt den 4. juni 2010 - Italien mod Kommissionen
(Sag T-257/10)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Den Italienske Republik (ved avvocato dello Stato P. Gentili)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
Kommissionens beslutning af 24. marts 2010 K(2010) 1711 endelig vedrørende statsstøtte nr. C 4/2003 (ex NN 102/2002) annulleres.
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Den Italienske Republik har for Retten anfægtet Kommissionens beslutning af 24. marts 2010 K(2010) 1711 endelig vedrørende statsstøtte nr. C 4/2003 (ex NN 102/2002), som blev meddelt ved skrivelse af 25. marts 2010 SG Greffe (2010) D/4224. Denne beslutning, der blev vedtaget efter Domstolens dom i sag C-494/06 P, Kommissionen mod Italien og WAM, hvorved Domstolen forkastede Kommissionens appel af Rettens dom, der tiltrådte Italiens og WAM's annullationssøgsmål i forhold til Kommissionens beslutning 2006/177/EF om Italiens statsstøtte til WAM C 4/2003 (ex NN 102/2002), fastslog, at støtteforanstaltningerne til fordel for WAM SpA vedrørende rentebeskatning i henhold til lov nr. 394/81 om støtteforanstaltninger til italiensk eksport i 1995 og 2000 var uforenelig med fællesmarkedet.
Den Italienske Republik har gjort følgende gældende til støtte for sit søgsmål:
Det første anbringende. Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 5, i forordning (EF) 659/99
1 og af princippet om ne bis in idem. Det gøres i den forbindelse gældende, at Kommissionens tidligere beslutning om samme støtte, vedtaget i 2004, blev annulleret i sin helhed og med tilbagevirkende kraft af Retten og af Domstolen. Dette ligger til grund for det stiltiende samtykke vedrørende støtten, der fulgte af beslutningen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i januar 2003. Følgelig gælder princippet om ne bis in idem.
Det andet anbringende. Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 2 og 3, TEUF og artikel 4, 6, 7, 10, 13 og 20 i forordning (EF) 659/99. Ifølge Den Italienske Republik indeholder den nye beslutning en helt ny undersøgelse af den pågældende støtte. Beslutningen skulle således være vedtaget efter indledningen af en formel undersøgelsesprocedure med høring af medlemsstaten og de berørte parter.
Det tredje anbringende. Der foreligger en tilsidesættelse af den endelige retskraft. For sagsøgeren har Rettens og Domstolens domme vedrørende denne støtte endelig retskraft hvad angår den omstændighed, at støtten ikke letter eksporten, men markedsføringsomkostningerne ved at trænge ind på trejdemarkeder, og at det ikke er tilstrækkeligt med rent generiske henvisninger til principperne vedrørende statsstøtte, der direkte påvirker det indre marked, for at begrunde en beslutning om en støtte, der direkte påvirker et tredjemarked, og endvidere for et ubetydeligt beløb. Kommissionen her imidlertid i den nye beslutning omgået den endelige retskraft heraf ved udelukkende tilsyneladende at tage hensyn til disse principper.
Det fjerde anbringende. Der foreligger en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet og af artikel 20 i forordning (EF) nr. 659/99. Manglende sagsoplysning. Sagsøgeren har herom præciseret, at den nye beslutning blev vedtaget under anvendelse af en universitetsrapport om den begunstigede virksomhed fra 2009 som oplysende forhold, som Kommissionen hverken meddelte de berørte parter eller drøftede med disse, inden den vedtog den nye beslutning.
Det femte anbringende. Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF, og af artikel 1, stk. 1, litra d), og artikel 1, stk. 2, i forordning EF nr. 1998/2006. Tilsidesættelse af retskraften. Ifølge Den Italienske Republik var den pågældende støtte omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1998/2006 om "de minimis"-støtte for så vidt den er mindre end 200 000 EUR i treårsperioden. Derfor udgjorde støtten ikke statsstøtte og skulle ikke anmeldes. Denne forordning fandt anvendelse, fordi det havde endelig retskraft, at der ikke var tale om eksportstøtte.
Det sjette anbringende. Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 3, litra c) og e), TEUF og af artikel 4, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 70/2001. Under alle omstændigheder var der tale om støtte, der var forenelig med fællesmarkedet i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF, fordi den skulle begunstige internationaliseringen af fællesskabsvirksomhederne. Denne undersøgelse er ikke foretaget.
Det syvende anbringende. Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 14 i forordning (EF) nr. 659/99 og af proportionalitetsprincippet. Under alle omstændigheder er den støtte, der skal tilbagesøges, for højt fastsat: den effektive støtte skyldes forskellen mellem referencesatsen på tidspunktet for de enkelte udbetalinger af finansieringsraterne og den lave sats og ikke forskellen mellem den gældende referencesats på (det meget tidligere) tidspunkt, hvor finansieringen blev ydet, og ovennævnte lave sats.
Den Italienske Republik har ligeledes gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af begrundelsespligten og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
____________1 - Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1).