RETTENS DOM (Ottende Afdeling)

30. marts 2017 (*)

»EUGFL – Garantisektionen – EGFL og ELFUL – udgifter, der er udelukket fra finansiering – forordning (EF) nr. 1782/2003 – forordning (EF) nr. 796/2004 – arealstøtteordning – begrebet permanente græsarealer – begrundelsespligt – proportionalitet – fast finansiel korrektion – fradrag for en tidligere korrektion«

I sag T-112/15,

Den Hellenske Republik, først ved I. Chalkias, G. Kanellopoulos, E. Leftheriotou og A. Vasilopoulou, derefter ved G. Kanellopoulos, E. Leftheriotou og A. Vasilopoulou, som befuldmægtigede,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen, først ved D. Triantafyllou og A. Marcoulli, derefter ved D. Triantafyllou, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en påstand i henhold til artikel 263 TEUF om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/950/EU af 19. december 2014 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2014, L 369, s. 71),

har

RETTEN (Ottende Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, D. Gratsias, og dommerne M. Kancheva og N. Półtorak (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig S. Spyropoulos,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 15. september 2016,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Mellem den 26. og den 29. september 2008 og den 23. og den 27. februar 2009 gennemførte Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber undersøgelserne AA/2008/012/GR og AA/2009/031/GR vedrørende henholdsvis de udgifter, som Den Hellenske Republik havde afholdt til arealstøtte og foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne inden for rammerne af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

2        Ved skrivelser af 21. november 2008 og af 13. maj 2009 fremsendte Kommissionen sine bemærkninger til Den Hellenske Republik. Den Hellenske Republik besvarede skrivelserne henholdsvis den 21. januar 2009 og den 13. juli 2009.

3        Der blev afholdt et bilateralt møde den 8. april 2010. Den 2. juni 2010 fremsendte Kommissionen sine konklusioner til Den Hellenske Republik, som denne sidstnævnte besvarede den 2. august 2010.

4        Ved en skrivelse af 31. maj 2013 underrettede Kommissionen Den Hellenske Republik om, at den fastholdt sit standpunkt vedrørende det nettobeløb på 104 758 550,31 EUR, som den agtede at pålægge denne sidstnævnte, samt begrundelsen for disse korrektioner.

5        Den Hellenske Republik indbragte sagen for forligsorganet ved skrivelse af 11. juli 2013, hvori den bl.a. anfægtede størrelsen af de foreslåede korrektioner.

6        I sin udtalelse af 31. januar 2014 opfordrede forligsorganet, selv om det havde konstateret, at det ikke havde været muligt at forlige parternes divergerende opfattelser, parterne til at tage kontakt til hinanden med henblik på en tilnærmelse af deres respektive standpunkter.

7        Den 26. marts 2014 vedtog Kommissionen sin endelige stillingtagen i forlængelse af forligsorganets udtalelse, hvori den konstaterede, at der forelå svagheder i systemet til identifikation af landbrugsparceller/det geografiske informationssystem (herefter »LPIS/GIS«), som påvirkede krydskontrollerne og de administrative kontroller, svagheder i kontrollerne på stedet samt fejlagtige beregninger af betalingerne og sanktionerne. Kommissionen fremhævede endvidere disse konstateringers tilbagevendende karakter. Det endelige nettobeløb af den korrektion, der blev pålagt Den Hellenske Republik, beløb sig til 86 007 771,11 EUR.

8        Den 19. december 2014 vedtog Kommissionen gennemførelsesafgørelse 2014/950/EU om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for EUGFL, Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og ELFUL (EUT 2014, L 369 s. 71, herefter »den anfægtede afgørelse«).

9        Med den anfægtede afgørelse anvendte Kommissionen med hensyn til Den Hellenske Republik faste korrektioner for ansøgningsåret 2008 på området for arealstøtte til et samlet beløb på 61 012 096,85 EUR, hvoraf den fradrog et beløb på 2 135 439,32 EUR. Kommissionen pålagde ligeledes korrektioner for ansøgningsåret 2008 på området for udvikling af landdistrikterne for et samlet beløb på 10 504 391,90 EUR, hvori den fradrog et beløb på 2 588 231,20 EUR. Størrelsen af de finansielle virkninger, der fulgte deraf, er henholdsvis 58 876 657,53 EUR og 7 916 160,70 EUR.

10      Kommissionen begrundede i den sammenfattende rapport, der er vedlagt den anfægtede afgørelse (herefter »den sammenfattende rapport«), pålæggelsen af de faste korrektioner således:

–        For så vidt angår LPIS-GIS: Kommissionens tjenestegrene var af den opfattelse, at systemet ikke var i overensstemmelse med kravene i artikel 20 i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EØF) nr. 2019/93, (EF) nr. 1452/2001, (EF) nr. 1453/2001, (EF) nr. 1454/2001, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 1251/1999, (EF) nr. 1254/1999, (EF) nr. 1673/2000, (EØF) nr. 2358/71 og (EF) nr. 2529/2001 (EUT 2003, L 270, s. 1) med senere ændringer, særligt:

–        Der var blevet konstateret fejl vedrørende grænserne for referenceparcellerne og deres maksimale støtteberettigede areal, idet disse oplysninger i det væsentlige var upræcise; særligt blev disse fejl konstateret for så vidt angår de arealer, der blev anvendt som græsarealer, som i henhold til kontrollerne ikke altid kunne anses for støtteberettiget i henhold til artikel 2, stk. 1, nr. 2 og 2a, i Kommissionens forordning (EF) nr. 796/2004 af 21. april 2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 (EUT 2004, L 141, s. 18) med senere ændringer, følgelig var landbrugerne ikke blevet korrekt underrettet om støtteberettigelsen af de parceller, som de ønskede at anmelde. Endvidere var de krydskontroller, der havde til formål at forhindre, at den samme støtte med urette blev tildelt flere gange for den samme parcel, ikke tilstrækkelige, medmindre der var blevet foretaget kontroller på stedet, som havde identificeret parcellernes ukorrekte placering og deres støtteberettigelse.

–        Fra 2009 blev der anvendt en ny oplysning i LPIS-GIS for anmeldelser og krydskontroller. Resultaterne af krydskontrollerne kunne imidlertid ikke anvendes til at vurdere risikoen for fonden for 2008. I 2008 anmeldte landbrugerne nemlig deres parceller på grundlag af de tidligere LPIS-GIS. Såfremt ordningen havde fungeret korrekt i 2008, ville en del af disse parceller imidlertid være blev afvist som ikke-støtteberettigede, herunder en betydelig andel permanente græsarealer, som de græske myndigheder anså for støtteberettigede, og hvilke arealer Kommissionen i den tidligere korrespondance allerede havde konstateret ikke var støtteberettigede på grund af manglende overholdelse af de relevante lovbestemmelser.

–        Kontrollerne på stedet opfyldte for ansøgningsåret 2008 ikke kravene i artikel 23 og 30 i forordning nr. 796/2004, nærmere bestemt:

–        For så vidt angår græsarealerne: Den manglende opmåling af græsarealer blev anset for særligt bekymrende; i adskillige tilfælde var de støtteberettigede arealer dækket af træagtige planter, og andre parceller var delvist dækket af grøntfoder, således at de ikke opfyldte kriterierne for permanente græsarealer i artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004. De anmeldte arealer befandt sig ofte i fjerntliggende områder, uden synlige grænser og svært tilgængelige; det blev konstateret, at inspektørerne ikke havde foretaget en opmåling af arealerne i henhold til kravene i artikel 30 i forordning nr. 796/2004. Selv om Den Hellenske Republik ved flere lejligheder havde anført, at de anfægtede arealer altid havde været anvendt som græsarealer, uden at deres støtteberettigelse var blevet anfægtet af Kommissionen, havde disse arealer heller ikke været støtteberettigede i henhold til de regler, der var gældende inden 2006, og Generaldirektorat »Landbrug« havde ligeledes kritiseret deres støtteberettigelse (undersøgelse AP/2001/06).

–        For så vidt angår kontrollerne på stedet ved telemåling: Den anvendte procedure var ikke i overensstemmelse med kravene, følgelig blev der udbetalt støtte for parceller, der ikke var støtteberettigede i henhold til artikel 44, stk. 2, i forordning nr. 1782/2003 eller artikel 2 i forordning nr. 796/2004.

–        For så vidt angår de traditionelle kontroller på stedet: »Den fornyede opmåling« afslørede forskelle uden derved at godtgøre, at der forelå en systematisk mangel ved funktionsmåden for denne form for kontrol med undtagelse af græsarealer. I 2008 havde Den Hellenske Republik ikke med henblik på indførelse af et nyt LPIS-GIS indført oplysninger i det pågældende system om de parceller, der var undergivet de traditionelle kontroller på stedet. Der forelå derfor ingen grafisk gengivelse, der gjorde det muligt at opdage, om den samme parcel blev anmeldt flere gange.

–        De konstaterede svagheder udgjorde en varig mangel ved hovedkontrollernes og støttekontrollernes funktionsmåde og indebar en risiko for fonden i forhold til arealstøtten. Disse konstateringer var endvidere af tilbagevendende karakter.

–        De konstaterede svagheder påvirkede den supplerende støtte, der var »koblet« til arealet.

11      Kommissionen anvendte på baggrund af konstateringerne af svaghederne ved LPIS-GIS og ved kontrollerne på stedet korrektioner, der blev inddelt efter følgende klassifikation:

–        For de landbrugere, der kun havde anmeldt græsarealer, blev der pålagt en fast korrektion på 10% som følge af et problematisk forhold ved LPIS og kontrollerne på stedet, som afslørede et stort antal fejl og følgelig betydelige uregelmæssigheder. Selv om en korrektion på 25% ifølge Kommissionen og i henhold til dokument nr. VI/5330/97 af 23. december 1997 med overskriften »Retningslinjer for beregning af de finansielle følger ved udarbejdelsen af beslutningen om regnskabsafslutning for EUGFL, Garantisektionen« (herefter »dokument nr. VI/5330/97«) var berettiget, syntes en anvendelse af en fast korrektion på 10% mere hensigtsmæssig under hensyntagen til »stødpudevirkningen«.

–        For de landbrugere, der ikke havde anmeldt græsarealer, blev der pålagt en fast korrektion på 2% under hensyntagen til »stødpudevirkningen«, til forbedringer af de traditionelle kontroller på stedet og til den omstændighed, at niveauet for identificerede uregelmæssigheder for denne kategori af landbrugere var lavere, og at de traditionelle kontroller på stedet udgjorde en væsentlig del af kontrollerne.

–        For den supplerende arealstøtte blev der pålagt en fast korrektion på 5% som følge af den negative virkning ved den forsinkede iværksættelse af kontroller på stedet og som følge af den manglende »stødpudevirkning«.

–        For alle foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne blev der pålagt en fast korrektion på 5%.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

12      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 2. marts 2015 har Den Hellenske Republik anlagt denne sag.

13      Efter forslag fra den refererende dommer har Retten (Ottende Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.

14      I medfør at de regler, der gælder for foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som er fastsat i artikel 89 i Rettens procesreglement, har Retten anmodet Kommissionen om at fremlægge to dokumenter. Kommissionen har efterkommet denne anmodning inden for den fastsatte frist.

15      Parterne har afgivet indlæg og besvaret Rettens mundtlige spørgsmål i retsmødet den 15. september 2016. I dette retsmøde har Den Hellenske Republik fremlagt visse dokumenter, der allerede fremgik af sagsakterne.

16      Den Hellenske Republik har nedlagt påstand om, at den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den udelukker visse udgifter, som blev afholdt til arealstøtte for ansøgningsåret 2008, og som svarede til 10% af de samlede udgifter, der blev afholdt til støtte til græsarealer, til 5% af de samlede udgifter, der blev afholdt til supplerende arealstøtte og til 5% af de samlede udgifter, der blev afholdt til udvikling af landdistrikterne, fra EU-finansiering.

17      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Den Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

18      Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat tre annullationsanbringender. Det første anbringende vedrørende den faste finansielle korrektion på 10% for arealstøtten omhandler en fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004, en utilstrækkelig begrundelse og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og af grænserne for Kommissionens skøn. Det andet anbringende vedrørende den faste finansielle korrektion på 5% for den supplerende arealstøtte omhandler en faktisk fejl, en utilstrækkelig begrundelse og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Det tredje anbringende vedrørende den faste finansielle korrektion på 5%, der blev anvendt på støtten i henhold til den fælles landbrugspolitiks anden søjle vedrørende udvikling af landdistrikterne, omhandler en mangelfuld begrundelse, en faktisk fejl og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

19      Indledningsvis bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at de europæiske landbrugsfonde kun finansierer interventioner, der foretages efter EU-reglerne inden for rammerne af de fælles markedsordninger for landbruget (dom af 27.2.2013, Polen mod Kommissionen, T-241/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:96, præmis 20).

20      Når Kommissionen afslår at lade fondene afholde visse udgifter på grund af tilsidesættelser af de EU-retlige bestemmelser, der kan tilregnes en medlemsstat, påhviler det den ikke udtømmende at godtgøre, at de nationale myndigheder har udført en mangelfuld kontrol, eller at de tal, som de har meddelt, er fejlagtige, men at fremlægge bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til denne kontrol eller disse tal. Denne lempelse af beviskravet til Kommissionen skyldes, at en medlemsstat har bedre adgang til at indsamle og kontrollere de oplysninger, der er nødvendige for afslutningen af de europæiske landbrugsfondes regnskaber, og at staten følgelig skal føre det mere detaljerede og fuldstændige bevis for, at dens kontrol eller tal er rigtige, og efter omstændighederne for, at det af Kommissionen anførte e er forkert (dom af 11.1.2001, Grækenland mod Kommissionen, C-247/98, EU:C:2001:4, præmis 7-9, og af 17.5.2013, Grækenland mod Kommissionen, T-294/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:261, præmis 21).

21      Det skal således efterprøves, om den berørte medlemsstat har godtgjort, at Kommissionens bedømmelse var urigtig, eller at der ikke forelå risiko for tab eller uregelmæssigheder for fonden på grundlag af anvendelsen af et pålideligt og effektivt kontrolsystem (dom af 17.5.2013, Grækenland mod Kommissionen, T-294/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:261, præmis 22; jf. i denne retning, dom af 24.2.2005, Grækenland mod Kommissionen, C-300/02, EU:C:2005:103, præmis 95).

22      Det er på baggrund af disse betragtninger, at der skal foretages en undersøgelse af de anbringender, som Den Hellenske Republik har fremsat til støtte for sit søgsmål, for så vidt som det vedrører de tre kategorier af finansielle korrektioner, som er anvendt i den anfægtede afgørelse.

 Anbringendet vedrørende den finansielle korrektion på 10% med hensyn til arealstøtten

23      Hvad angår den faste korrektion på 10% med hensyn til arealstøtten har Den Hellenske Republik fremsat tre klagepunkter vedrørende henholdsvis en fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004, som fastsætter en definition af græsarealer, en mangelfuld begrundelse og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

 Det første klagepunkt vedrørende en fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004

24      Den Hellenske Republik har i det væsentlige gjort gældende, at den definition af »permanente græsarealer«, der figurerer i artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004, skal fortolkes således, at den omfatter arealer med krat og træagtige planter, der er karakteristiske for græsarealer af den såkaldte middelhavstype.

25      Indledningsvis bemærkes, at Kommissionen i henhold til artikel 31 i Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EUT 2005, L 209, s. 1) udelukker udgifter, der ikke er blevet afholdt i overensstemmelse med EU-reglerne fra EU-finansiering. Det følger heraf, at Kommissionen er forpligtet til at forfølge lovgivers formål inden for de grænser, der er fastsat ved de pågældende forordninger, og at støtte til landbrugsindtægter ikke tildeles skønsmæssigt, men udelukkende såfremt den er i overensstemmelse med betingelserne i de gældende regler.

26      For så vidt som parterne er uenige om fortolkningen af definitionen af »permanente græsarealer«, der er støtteberettigede i henhold til den gældende lovgivning, for så vidt angår ansøgningsåret 2008, skal det først afgøres, hvilke regler der er relevante for så vidt angår definitionen af »permanente græsarealer« og fortolkningen af disse, og dernæst skal det undersøges, om Kommissionen begik en fejl ved at pålægge den omtvistede faste korrektion på grundlag af de foretagne konstateringer.

27      Det skal for det første bemærkes, at med henblik på fastlæggelsen af betalingsrettigheder indeholdt artikel 43 i forordning nr. 1782/2003 i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, en ret til betaling pr. hektar, idet antallet af hektar i henhold til den pågældende artikels stk. 2 litra b), omfattede hele foderarealet i referenceperioden. Disse sidstnævnte blev defineret i artikel 43, stk. 3, i forordning nr. 1782/2003, i henhold til hvilken sådanne arealer var »det areal på bedriften, der […] var til rådighed til opdræt af dyr« med undtagelse bl.a. af bygninger, skove, damme og veje.

28      I henhold til artikel 44, stk. 1, i forordning nr. 1782/2003 i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, gav enhver betalingsrettighed ledsaget af en støtteberettiget hektar ret til udbetaling af støtte. Ifølge samme artikels stk. 2 skulle der ved støtteberettiget hektar forstås »ethvert landbrugsareal på bedriften, der er udlagt som agerjord og permanente græsarealer, undtagen arealer med […] skov, eller som anvendes til ikke-landbrugsaktiviteter«.

29      Det følger heraf, at den ordning, der blev indført med forordning nr. 1782/2003 i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, forbeholdt arealstøtte for landbrugsarealer, med andre ord ethvert areal, hvorpå der blev udøvet landbrugsvirksomhed, for at undgå, at arealer, der rent faktisk ikke var undergivet landbrugsvirksomhed, kunne modtage støtte.

30      For det andet blev permanente græsarealer i henhold til artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004 i den affattelse, der var gældende i 2008, defineret som »arealer, der anvendes til dyrkning af græs eller andet grøntfoder, hvad enten der er tale om naturlige (selvsåede) eller dyrkede (tilsåede) arealer, og som holdes uden for bedriftens omdrift i mindst fem år […]«.

31      Endvidere blev »græs eller andet grøntfoder« i henhold til artikel 2, stk. 1, nr. 2a, i forordning nr. 796/2004 i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, defineret som »alle urteagtige planter, der traditionelt forekommer på naturlige græsarealer eller normalt inkluderes i blandinger af frø til græsarealer eller enge i medlemsstaten (uanset om de anvendes til græssende dyr eller ej)[…]«.

32      Det fulgte desuden af artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 796/2004 i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, at »en parcel med træer […] i forbindelse med de arealrelaterede støtteordninger [betragtes] som en landbrugsparcel, såfremt landbrugsaktiviteter som omhandlet i artikel 51 i forordning […] nr. 1782/2003 eller i givet fald den planlagte produktion kan foregå på lignende måde som på parceller uden træer i samme område«.

33      Det skal indledningsvis fastslås, at den definition af »permanente græsarealer«, der figurerede i artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004, kun udtrykkeligt henviste til arealer, der anvendes til dyrkning af græs eller andet grøntfoder som »permanente græsarealer«.

34      Selv om andre planter end græs eller andet grøntfoder ikke er udtrykkeligt udelukket fra denne definition, indførte definitionen en implicit sondring mellem på den ene side græs eller andet grøntfoder og på den anden side, som en modsætning til disse sidstnævnte, alle ikke-urteagtige planter, dvs. træagtige planter. Det fremgår nemlig af formuleringen »dyrkning af græs eller andet grøntfoder«, at kun græs eller grøntfoder i princippet er berettiget til støtte i henhold til den pågældende definition.

35      For så vidt angår støtten til græsarealer var det kriterium, som blev anvendt i forordning nr. 796/2004 til at sikre, at der ikke blev udbetalt støtte til arealer, som ikke var undergivet landbrugsvirksomhed, den form for vegetation, som forefandtes på det omhandlede areal. Det forhold, at der forelå en overvægt af andre planter end urteagtige planter udgjorde nemlig en indikation på, at landbrugsaktiviteten var blevet opgivet på de omhandlede arealer, i det foreliggende tilfælde græsarealer. Begrænsningen af definitionen af »permanente græsarealer« til kun at omfatte arealer med græs eller grøntfoder, idet disse sidstnævnte tjente som naturligt foder, tilsigtede at forebygge en risiko for, at arealer, der blev anvendt til ikke-landbrugsmæssige aktiviteter og ikke rent faktisk blev anvendt til opdræt af dyr, blev indrømmet støtte. Træagtige elementer (træer og buskads) kunne højst accepteres, for så vidt som de ikke bragte udviklingen af grøntfoderressourcerne og derved den effektive udnyttelse af parcellerne som græsarealer i fare.

36      Det følger derfor både af ordlyden af artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004 og af forordningens formål og kontekst, at begrebet »permanente græsarealer« skal fortolkes således, at skove og parceller med træagtige planter i princippet var udelukket fra at modtage støtte.

37      Dernæst fremgår det af sagsakterne, at Joint Research Center offentliggør en håndbog, der giver medlemsstaterne retningslinjer for, hvorledes de gældende lovbestemmelser vedrørende den fælles landbrugspolitik bedst muligt overholdes.

38      Følgende fremgik af den udgave af håndbogen, der blev anvendt i 2008, og som blev fremlagt af Kommissionen som svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse:

»Kommissionens tjenestegrene er af den opfattelse, at »skove« skal fortolkes som arealer på en landbrugsparcel med et dække af træer (herunder buske etc.), der hindrer vækst af underskovsbevoksning, som er tilpasset græsarealer. I overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 796/2004, bør arealer med træer inden for en landbrugsparcel, som er beplantet med mere end 50 træer pr. hektar, som hovedregel anses for ikke-støtteberettigede [u]ndtagelser, som på forhånd begrundes af medlemsstaterne, kan gøres for så vidt angår typer af træer af blandede arter, såsom frugtplantager samt af økologiske/miljømæssige grunde […] for så vidt angår buske, klippestykker etc. skal de betingelser, hvorunder disse elementer kan anses for at være en del af en landbrugsparcel, fastlægges på grundlag af den pågældende medlemsstats eller regions sædvanlige praksis«.

39      Det fremgår af uddraget af den pågældende håndbog, at et begrænset antal træer, lavere end 50 træer pr. hektar, ikke udelukkede landbrugsparceller fra at være støtteberettigede, for så vidt som et sådant mindre antal ikke var til hinder for en effektiv landbrugsdrift. Ifølge håndbogen var det ligeledes muligt at fastsætte andre undtagelser til udelukkelsen af træer og andre træagtige planter, forudsat, at disse undtagelser var fastsat og begrundet på forhånd.

40      Det skal ligeledes bemærkes, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde for så vidt angår den faste korrektion, der blev anvendt på støtten vedrørende græsarealer, støttede sin afgørelse på følgende konstateringer. I den første skrivelse, der blev tilstillet Den Hellenske Republik, og som var dateret den 21. november 2008, anførte Kommissionen, at de kontroller på stedet, som blev foretaget i forbindelse med undersøgelserne havde vist, at visse arealer, der havde modtaget støtte, ikke opfyldte kriterierne for støtteberettigelse i henhold til artikel 44, stk. 2, i forordning nr. 1782/2003 og artikel 2 i forordning nr. 796/2004. Kommissionen gav følgende eksempler:

–        642-526-7231-031B: Af de 18 anmeldte/godkendte hektar kunne alene 10% anses for støtteberettigede. Parcellen, som den var optegnet på kortet, kunne ikke lokaliseres på det kommunale græsareal.

–        665-522-0095-039B: 35 anmeldte/godkendte hektar; en del af den parcel, der var blevet anmeldt af landbrugeren, var sandet kyst med en smule græs, som blev delvist anvendt som testbane. De græske myndigheder havde godkendt arealet som et græsareal, fordi der gik dyr på arealet, hvilket ikke blev anset for et acceptabelt kriterium.

–        585-559-2915-001B: 3,1 anmeldte/godkendte hektar. Blokparcellen målte 38,4 hektar, hvoraf 37,7 blev anset for støtteberettiget af kommunen. Eftersom parcellen var et kommunalt græsareal, kunne den ikke lokaliseres. Det fremgik af et foto, der blev tilvejebragt ved kontrolundersøgelsens afslutning, at mindst halvdelen af blokken var dækket af tæt buskads eller skov.

–        522-528-2317-401B: 20 anmeldte/godkendte hektar. Parcelblokken målte 33,69 hektar, hvoraf 32,75 hektar blev anset for støtteberettigede af kommunen. Blokken var fuldstændigt dækket af træer og udgjorde i virkeligheden en skov; myndighederne hævdede, at dyr kunne trænge ind på området; i det nye LPIS-GIS bliver blokken fortolket som en skov på grundlag af ortofotos.

–        513-526-3201-401B: 7 anmeldte/godkendte hektar; parcelblokken målte 9,3 hektar, hvoraf 8,8 hektar blev anset for støtteberettigede af kommunen. Blokken var i virkeligheden en bjergvæg, der var dækket med 80% tæt buskads og træbevoksning. I det nye LPIS-GIS anses blokken for 100% støtteberettiget på grundlag af ortofotos, hvilket blev anset for ukorrekt. Ved siden af blokken befinder sig et græsareal, og den landbruger, der havde anmeldt denne blok, lader sine dyr græsse på det rigtige græsareal uden for blokken.

–        512-526-9460-402B: 18 anmeldte/godkendte hektar; parcelblokken målte 42 hektar, hvoraf 41,2 hektar blev anset for støtteberettiget græsareal af kommunen. Blokken befandt sig på en stejl bjergskråning, dækket af træer/buskads og buske; i det nye LPIS-GIS fortolkes blokken som en skov på grundlag af ortofotos.

41      Det fremgår af de efterfølgende brevvekslinger mellem Kommissionen og Den Hellenske Republik, at de mangler, der blev konstateret af Kommissionen, ikke har kunnet begrundes af de græske myndigheder. Kommissionen konstaterede derfor i den sammenfattende rapport som følger »for de landbrugere, der kun anmeld[te] […] græsarealer: [S]ituationen [afslørede] et stort antal fejl og følgelig betydelige uregelmæssigheder«. Det anføres endvidere i den sammenfattende rapport, at de støtteberettigede parceller i adskillige tilfælde ikke var dækket af urteagtige planter, men af træagtige planter, og i nogle tilfælde var dele af parcellerne dækket af urteagtige planter, og de opfyldte følgelig ikke de kriterier for permanente græsarealer, som følger af artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004. Ifølge den sammenfattende rapport var det i øvrigt ganske almindeligt, at de anmeldte arealer befandt sig i fjerntliggende områder (offentlige/fællesarealer), som ikke altid var synligt afgrænsede eller let tilgængelige. Det blev således konstateret, at inspektørerne ikke foretog en opmåling af de anmeldte landbrugsparcellers areal i overensstemmelse med artikel 30 i forordning nr. 796/2004, for så vidt som der til tider kun blev identificeret et referencepunkt, uden at arealet reelt blev fastslagt.

42      Det fremgår af det ovenstående, at de uregelmæssigheder, der blev konstateret af Kommissionens tjenestegrene, kunne udgøre beviser for den begrundede og rimelige tvivl, som denne sidstnævnte nærede i forhold til den støtte, som var blevet udbetalt til græsarealer i henhold til den retspraksis, som er nævnt i præmis 20 ovenfor.

43      Den Hellenske Republik har imidlertid ikke fremlagt noget bevis, der godtgør, at Kommissionens bedømmelse var urigtig, eller som kan rejse tvivl om afgørelsen om at pålægge en fast korrektion vedrørende de permanente græsarealer i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 21 ovenfor.

44      Den Hellenske Republik har nemlig i det væsentlige gjort gældende, at det hverken er logisk eller begrundet at udelukke græsarealer »af middelhavstype« fra at modtage støtte i henhold til den fælles landbrugspolitik og har til støtte herfor fremført en række argumenter, der tilsigter at godtgøre, at Kommissionen begik en fejl ved at pålægge den omtvistede faste korrektion, for så vidt som arealer med træagtige planter, som tjener som traditionelt foder til dyr i Middelhavsområdet, skulle have været tildelt støtte som græsarealer.

45      Det skal indledningsvis bemærkes, at Den Hellenske Republik med dette klagepunkt ikke tilsigter at anfægte lovligheden af den definition af »permanente græsarealer«, som er indeholdt i artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004.

46      Endvidere har Den Hellenske Republik for det første gjort gældende, at den fælles landbrugspolitik altid har haft til formål at støtte græsarealer af middelhavstype, som strækker sig over en betydelig del af områderne i Grækenland, Frankrig, Italien, Spanien og Portugal. Desuden ville en udelukkelse af græsarealer af middelhavstype fra definitionen af »permanente græsarealer« ifølge Den Hellenske Republik være i strid med EU-bestemmelserne om miljøbeskyttelse.

47      I denne forbindelse skal det konstateres, at Den Hellenske Republik har begrænset sig til abstrakt at anføre, at den fælles landbrugspolitik altid har haft til formål at yde støtte til permanente græsarealer af middelhavstype, idet den kun har underbygget sin udtalelse med en abstrakt henvisning til dom af 6. november 2014, Grækenland mod Kommissionen (T-632/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:934), uden nogen forklaring på, hvorfor den er relevant.

48      Hvad angår det hævdede formål med den fælles landbrugspolitik om støtte til permanente græsarealer af middelhavstype bemærkes først, at et sådant formål hverken figurerer blandt de formål med den fælles landbrugspolitik, som er opregnet i artikel 39 TEUF, eller følger af bestemmelserne i forordning nr. 1782/2003, i hvis fjerde betragtning kun anføres, at »da permanente græsarealer har en positiv miljøvirkning, bør der indføres foranstaltninger for at fremme bevarelsen af de eksisterende permanente græsarealer og undgå en massiv omlægning til agerjord«.

49      Det skal endvidere konstateres, at for så vidt som Den Hellenske Republik har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse skal være i overensstemmelse med EU-bestemmelserne om miljøbeskyttelse, har den ikke præciseret de bestemmelser, der skulle være tilsidesat.

50      For det andet har den Hellenske Republik gjort gældende, at i Middelhavslandene henviser begrebet »permanente græsarealer« til arealer, der er dækket af naturlig bevoksning, det være sig træer eller skov. Den Hellenske Republik har ligeledes påberåbt sig det tilbagevendende krav fra opdrættere i Sydeuropa om anerkendelse af støtteberettigelse for græsarealer af middelhavstype i henhold til den fælles landbrugspolitik uanset vegetationen på arealerne.

51      Det bemærkes først, at Den Hellenske Republik ikke med rette kan påberåbe sig et angiveligt internt begreb for græsarealer, der anerkender arealer med et overvejende træagtigt vegetationsdække som foderressourcer, idet den EU-definition, der var gældende på tidspunktet for sagens faktiske omstændigheder, alene tillod en beskeden bevoksning med træagtige planter (jf. i denne retning dom af 5.7.2012, Grækenland mod Kommissionen, T-86/08, EU:T:2012:345, præmis 68).

52      Dernæst har Den Hellenske Republik til støtte for sit argument om det tilbagevendende krav om anerkendelse af støtteberettigelse for græsarealer af middelhavstype i henhold til den fælles landbrugspolitik blot henvist til en række bilag, som for det ældstes vedkommende er fra 2011, uden at redegøre for eller identificere de relevante passager i disse bilag.

53      Det følger af artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement, at de retlige og faktiske omstændigheder, som et søgsmål støttes på, i hvert fald kortfattet skal fremgå af selve stævningen, og at det derfor ikke er tilstrækkeligt, at der i stævningen henvises til sådanne omstændigheder, der findes i et bilag til stævningen. Tilsvarende tilkommer det ikke Retten ved hjælp af bilagene at forsøge at klarlægge, hvilke anbringender der kan antages at udgøre grundlaget for søgsmålet, idet bilagene alene skal fungere som bevismateriale og et middel til sagens oplysning (jf. i denne retning dom af 28.6.2005, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 94, 97 og 100). Det følger heraf, at den overordnede henvisning til de bilag, som Den Hellenske Republik har påberåbt sig, skal afvises.

54      Det skal imidlertid bemærkes, at arbejdet med at reformere den fælles landbrugspolitik 2014-2020 blev indledt i april 2010 med en lancering af en offentlig debat om den fælles landbrugspolitiks fremtid, dens formål og principper. Dernæst fremsatte Kommissionen i oktober 2011 en række lovforslag, som bl.a. førte til vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 (EUT 2013, L 347, s. 608). Den pågældende forordning udvidede definitionen af »permanente græsarealer« til at omfatte arealer dækket af træagtige planter. Det er således muligt på grundlag af indholdet af de dokumenter, som Den Hellenske Republik har forsøgt at påberåbe sig, at konkludere, at de er blevet udfærdiget og offentliggjort inden for rammerne af en kampagne, som har til formål at påvirke lovgivers valg vedrørende den omtvistede bestemmelse om permanente græsarealer. Selv såfremt det antages, at de af Den Hellenske Republik påberåbte bilag kan have relevans i forbindelse med en anfægtelse af lovligheden, som ikke foreligger i denne sag, af forordning nr. 796/2004, for så vidt som denne sidstnævnte udelukker græsarealer af middelhavstype fra definitionen af permanente græsarealer, er de ikke af denne grund relevante for at begrunde en bred fortolkning af den omtvistede bestemmelse i det foreliggende tilfælde.

55      For det tredje har Den Hellenske Republik gjort gældende, at de omtvistede arealer altid har tjent som græsarealer, uden at deres støtteberettigelse er blevet anfægtet af Kommissionen.

56      I denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen ikke har pligt til for de europæiske landbrugsfonde at godtgøre udgifter, der er afholdt af en medlemsstat på grundlag af en objektivt forkert, men i henhold til en i god tro anlagt fortolkning, anvendelse af EU-retten, medmindre en EU-institution kan gøres ansvarlig for den fejlagtige fortolkning af EU-retten (jf. i denne retning dom af 19.6.2009, Spanien mod Kommissionen, T-369/05, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:213, præmis 67).

57      Det skal imidlertid konstateres, at Den Hellenske Republik ikke har fremlagt oplysninger, der gør det muligt at konkludere, at dens fortolkning af begrebet græsarealer i 2008 kunne tilregnes Kommissionens adfærd. Den har alene gentaget sit argument, der bestrides af Kommissionen, om, at støtteberettigelsen af de arealer, der traditionelt har været bevokset med græs, ikke var blevet anfægtet, hvilket argument den allerede fremførte under den administrative procedure, uden i øvrigt at fremlægge beviser til støtte herfor. I denne forbindelse fremgår det af den sammenfattende rapport, at disse arealer i henhold til de regler, der var gældende før 2006, ikke blev anset for støtteberettigede, og at Kommissionen anfægtede deres støtteberettigelse. Dette anbringende skal derfor forkastes.

58      For det fjerde har Den Hellenske Republik gjort gældende, at den fortolkning af det omtvistede begreb, som den har fremført, understøttes for det første af Kommissionens anbefalinger, som tjente som grundlag for udfærdigelsen i 2012 af en græsk handlingsplan vedrørende vurderingen af græsarealers støtteberettigelse gennem analyse af satellitbilleder og for det andet af den ændring af den omhandlede definition, der blev foretaget i forordning nr. 1307/2013.

59      Hvad angår den ændring af definitionen af »permanente græsarealer«, som blev foretaget i forordning nr. 1307/2013, skal det konstateres, at Den Hellenske Republik med sit argument har påberåbt sig en senere lovgivning til støtte for sin fortolkning af den lovgivning, der finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.

60      Det er imidlertid ubestridt, at de relevante bestemmelser i den nye forordning nr. 1307/2013 har fundet anvendelse siden den 1. januar 2015, uden at der er fastsat nogen anvendelse med tilbagevirkende kraft. Det skal konstateres, at henset til den omstændighed, at det tilkom EU-lovgiver, der ved udøvelsen af sin beføjelse har en vid skønsmargen, at vurdere situationen og i givet fald at træffe afgørelse om hensigtsmæssigheden i at ændre den gældende bestemmelse, følger det ikke af den efterfølgende ændring af den omtvistede definition alene, at artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004 skal fortolkes i lyset af den foretagne ændring (jf. i denne retning dom af 5.4.2006, Deutsche Bahn mod Kommissionen, T-351/02, EU:T:2006:104, præmis 112). Dette klagepunkt må derfor forkastes som ugrundet.

61      For så vidt angår anbefalingerne og handlingsplanen fra 2012 fremgår det af et uddrag af de pågældende anbefalinger, som Den Hellenske Republik har fremlagt, at såfremt antallet af træer pr. hektar af et græsareal var lavere end 50, skulle hele parcellen anses for at være et rent græsareal. Hvis derimod antallet af træer pr. hektar af referenceparcel var højere end 50, skulle hele parcellen anses for ikke at være et græsareal. For så vidt angår parceller med spredt buskads blev der foretaget følgende klassifikation:

–        såfremt et areal, der er støtteberettiget som et græsareal, ved billedanalyse blev vurderet til en sats på 0%-25%, skulle 0% af det samlede areal anses for støtteberettiget

–        såfremt et areal, der er støtteberettiget som et græsareal, ved billedanalyse blev vurderet til en sats på 25%-50%, skulle 37,5% af det samlede areal anses for støtteberettiget

–        såfremt et areal, der er støtteberettiget som et græsareal, ved billedanalyse blev vurderet til en sats på 50%-75%, skulle 62,5% af det samlede areal anses for støtteberettiget

–        såfremt et areal, der er støtteberettiget som et græsareal, ved billedanalyse blev vurderet til en sats på 75%-100%, skulle 100% af det samlede areal anses for støtteberettiget.

62      De pågældende anbefalinger var støttet på den i 2012 anvendte udgave af håndbogen offentliggjort af Joint Research Center, som indeholdt retningslinjer til medlemsstaterne om, hvorledes de gældende lovbestemmelser vedrørende den fælles landbrugspolitik bedst muligt overholdes (jf. præmis 37-39 ovenfor). Følgende fremgik af et uddrag af denne håndbog, der var vedlagt de ovennævnte anbefalinger, og som er identisk med den håndbog, der var gældende i 2008:

»Det er Kommissionens opfattelse, at »skove« skal fortolkes som arealer på en landbrugsparcel med et dække af træer (herunder buske etc.), der hindrer vækst af underskovsbevoksning, som er tilpasset græsarealer, [f]or så vidt angår parceller med træer er Kommissionens tjenestegrene af den opfattelse, at arealer med træer inden for en landbrugsparcel, som er beplantet med mere end 50 træer pr. hektar, som hovedregel bør anses for ikke-støtteberettigede. [U]ndtagelser, som på forhånd begrundes af medlemsstaterne, kan gøres for så vidt angår typer af træer af blandede arter, såsom frugtplantager samt af økologiske/miljømæssige grunde. [F]or så vidt angår buske, klippestykker etc. skal de betingelser, hvorunder disse elementer kan anses for at være en del af en landbrugsparcel, fastlægges på grundlag af den pågældende medlemsstats eller regions sædvanlige praksis.«

63      Dernæst præciserede 2012-udgaven til forskel fra den udgave, der var gældende i 2008, at medlemsstaterne – med henblik på på en landbrugsparcel at vurdere støtteberettigelsen af et permanent græsareal – kunne anvende en nedsættelseskoefficient under en af følgende former: »et pro rata-system […]«.

64      Det fremgår af sagsakterne og af de oplysninger, som Kommissionen har fremlagt i retsmødet, at den handlingsplan, som var støttet på Kommissionens anbefalinger, og som Den Hellenske Republik har henvist til, var under udarbejdelse i 2012 med henblik på ikrafttrædelsen af forordning nr. 1307/2013, som ændrede definitionen af »permanente græsarealer«. Det fremgår imidlertid på ingen måde af sagsakterne, at den pågældende handlingsplan eller af de anbefalinger, som den er støttet på, fandt anvendelse inden året for planens udfærdigelse, dvs. 2012. Det følger heraf, at selv om det antages, at handlingsplanen og de pågældende anbefalinger gør det muligt at understøtte en udvidet fortolkning af begrebet græsarealer, som giver ret til støtte til arealer, der er dækket af træagtige planter med mere end 50 træer pr. hektar, kan Den Hellenske Republik ikke påberåbe sig udfærdigelsen af denne handlingsplan og anbefalingerne for at anfægte pålæggelsen af den omtvistede faste korrektion, der blev støttet på de konstateringer, som blev foretaget for ansøgningsåret 2008.

65      Det skal følgelig konstateres, at Den Hellenske Republik ikke har godtgjort, at Kommissionens bedømmelser er urigtige.

66      Afslutningsvis skal det for fuldstændighedens skyld konstateres, at henset til de mangler, der blev konstateret i anvendelsen af reglerne vedrørende græsarealer og i funktionsmåden for kontrolsystemet i LPIS-GIS, som er omhandlet i præmis 40 og 41 ovenfor, ville de omtvistede arealer ikke have været støtteberettigede, hverken såfremt den anvendte definition var i overensstemmelse med ordlyden af artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004, eller såfremt Kommissionen havde anvendt den fortolkning, der fulgte af handlingsplan 2012, eller endog den, der blev vedtaget i forordning nr. 1307/2013.

67      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal Den Hellenske Republiks første klagepunkt om en urigtig fortolkning af den definition af »permanente græsarealer«, som er indeholdt i artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004, forkastes.

 Det andet klagepunkt om en mangelfuld på begrundelse

68      Den Hellenske Republik har gjort gældende, at Kommissionen ved at afvise at tage hensyn til de oplysninger, som den har påberåbt sig til støtte for klagepunktet om den fejlagtige fortolkning og anvendelse af definitionen af græsarealer på baggrund af den videst mulige sammenhæng vedrørende den fælles landbrugspolitiks formål, gav en mangelfuld begrundelse af sin afgørelse.

69      Det bemærkes indledningsvis, at det ikke følger af den omstændighed alene, at Den Hellenske Republik ikke finder Kommissionens begrundelse tilfredsstillende, at den anfægtede afgørelse er mangelfuld.

70      Det bemærkes endvidere, at begrundelsespligten er et væsentligt formkrav, som må holdes adskilt fra spørgsmålet om begrundelsens rigtighed, idet dette henhører under den omtvistede retsakts materielle lovlighed. I henhold til fast retspraksis skal den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (dom af 29.4.2004, Nederlandene mod Kommissionen, C-159/01, EU:C:2004:246, præmis 65).

71      Kommissionens afgørelser om afslutning af fondenes regnskaber træffes på grundlag af en sammenfattende rapport og en udveksling af skrivelser mellem Kommissionen og den berørte medlemsstat (dom af 14.3.2002, Nederlandene mod Kommissionen, C-132/99, EU:C:2002:168, præmis 39). Under disse omstændigheder må en afgørelses begrundelse anses for at være tilstrækkelig, når den medlemsstat, som afgørelsen er rettet til, har været snævert inddraget i afgørelsens tilblivelse, og når den således kendte grundene til, at Kommissionen ikke fandt, at det omtvistede beløb skulle afholdes af fonden (jf. dom af 20.9.2001, Belgien mod Kommissionen, C-263/98, EU:C:2001:455, præmis 98, og af 17.5.2013, Grækenland mod Kommissionen, T-294/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:261, præmis 94).

72      I det foreliggende tilfælde fremgår det af oplysningerne i sagsakterne, at Den Hellenske Republik blev snævert inddraget i afgørelsens tilblivelse, og at spørgsmålet om den manglende støtteberettigelse af de anmeldte arealer som følge af manglende overensstemmelse med definitionen af »permanente græsarealer« i artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004 udtrykkeligt blev rejst under den indledende korrespondance, inden for rammerne af forligsproceduren og i Kommissionens endelige stillingtagen, som det fremgår af de skrivelser, der blev udvekslet mellem Kommissionen og Den Hellenske Republik, af forligsorganets udtalelse og af den sammenfattende rapport.

73      Det fremgår således klart af Kommissionens skrivelser af 21. november 2008 og af 31. maj 2013 samt af forligsorganets udtalelse og af den sammenfattende rapport, der er vedlagt den anfægtede afgørelse, at Den Hellenske Republik var bekendt med de uregelmæssigheder, der begrundede de pålagte korrektioner. Kommissionens tjenestegrene har nemlig udtrykkeligt anfægtet måden, hvorpå de græske myndigheder fastsatte de permanente græsarealer, der var støtteberettigede, ved at støtte sig på eksempler på uregelmæssigheder og har konstateret og opregnet mangler ved LPIS-GIS’ funktionsmåde og ved kontrollerne på stedet.

74      Endelig konkluderede Kommissionen i den sammenfattende rapport følgende:

»For de landbrugere, der kun anmeld[t]e[…] græsarealer: [S]ituationen [afslørede] et stort antal fejl og følgelig betydelige uregelmæssigheder,[f]ølgelig er en korrektion i overensstemmelse med bestemmelserne i dokument nr. VI/5330/97, side 11 og 12, på 25% begrundet, [i]midlertid synes anvendelsen af en fast korrektion på 10%, henset til den omstændighed, at adskillige landbrugere besidder mere jord end rettigheder (»stødpudevirkningen«), [alene en del af de permanente græsarealer, der er blevet anmeldt, anvendes til aktivering af betalingsrettigheder] mere hensigtsmæssig.«

75      Det følger heraf, at Den Hellenske Republik blev snævert inddraget i afgørelsens tilblivelse, at den var bekendt med grundene til, at Kommissionen fandt, at fonden ikke skulle afholde det omtvistede beløb, og at Kommissionen under proceduren udtrykkeligt angav grundene til pålæggelsen af den faste korrektion på 10% af den støtte, som blev udbetalt til Den Hellenske Republik i 2008 som arealstøtte til permanente græsarealer.

76      Det følger af ovenstående konstateringer, at den anfægtede afgørelse er begrundet i overensstemmelse med kravene i artikel 296 TEUF. Dette klagepunkt skal således forkastes.

 Det tredje klagepunkt vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

77      Den Hellenske Republik har i det væsentlige gjort gældende, at den korrektionssats på 10%, der blev pålagt i den anfægtede afgørelse, er uforholdsmæssig og ikke burde overstige 5%.

78      Ifølge fast retspraksis har en korrektion, der vedtages af Kommissionen i overensstemmelse med de retningslinjer, som er vedtaget på området, til formål at forhindre, at fondene skal afholde beløb, som ikke har tjent til finansiering af et mål, der er forfulgt i henhold til de pågældende EU-bestemmelser, og den udgør således ikke en sanktion (jf. dom af 31.3.2011, Grækenland mod Kommissionen, T-214/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:130, præmis 136 og den deri nævnte retspraksis). Retspraksis har således anerkendt, at de faste satser, der anvendes i retningslinjerne, både sikrer overholdelse af EU-retten og en korrekt forvaltning af ressourcerne og er til hinder for, at Kommissionen udøver sit skøn ved at pålægge medlemsstaterne overdrevne og uforholdsmæssige korrektioner (dom af 10.9.2008, Italien mod Kommissionen, T-181/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2008:331, præmis 234).

79      Det bemærkes, at Kommissionen for så vidt angår størrelsen af den finansielle korrektion kan gå så vidt som at afslå at lade de europæiske landbrugsfonde finansiere samtlige de afholdte udgifter, hvis den konstaterer, at der ikke findes tilstrækkelige kontrolmekanismer (dom af 11.6.2009, Grækenland mod Kommissionen, T-33/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:195, præmis 140). Kommissionen skal imidlertid overholde proportionalitetsprincippet, som kræver, at institutionernes retsakter ikke går ud over, hvad der er egnet til og nødvendigt for at opfylde det tilsigtede mål (dom af 17.5.1984, Denkavit Nederland, 15/83, EU:C:1984:183, præmis 25, og af 19.6.1997, Air Inter mod Kommissionen, T-260/94, EU:T:1997:89, præmis 144).

80      Det følger af fast retspraksis, at mens det påhviler Kommissionen at bevise, at der foreligger en tilsidesættelse af EU-retlige bestemmelser, påhviler det i givet fald medlemsstaten, når denne tilsidesættelse er fastslået, at godtgøre, at Kommissionen har begået en fejl med hensyn til de økonomiske virkninger af tilsidesættelsen (dom af 14.2.2008, Spanien mod Kommissionen, T-266/04, ikke trykt i Sml., sag, EU:T:2008:37, præmis 105, og af 5.7.2012, Grækenland mod Kommissionen, T-86/08, EU:T:2012:345, præmis 196).

81      For så vidt angår den i den foreliggende sag anvendte korrektionstype skal det påpeges, at det i lyset af de retningslinjer, som Kommissionen har fastsat i dokument nr. VI/5330/97, er muligt for Kommissionen at anvende en fast korrektion, når det ikke er muligt præcist at fastslå det af EU lidte tab (jf. i denne retning dom af 18.9.2003, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, C-346/00, EU:C:2003:474, præmis 53).

82      Det følger af dokument nr. VI/5330/97, at når kontrolsystemet slet ikke er blevet iværksat eller har været stærkt mangelfuldt, og der foreligger indicier for ofte forekommende uregelmæssigheder og forsømmelighed med hensyn til bekæmpelse af afvigende eller svigagtige fremgangsmåder, skal 25%-satsen finde anvendelse, for så vidt som der foreligger en risiko for særdeles store tab for fonden.

83      Når en eller flere hovedkontroller ikke foretages eller foretages så dårligt eller så sjældent, at de er ineffektive med hensyn til at fastslå en ansøgnings retmæssighed eller forebygge uregelmæssigheder, skal der anvendes en korrektion på 10%, for så vidt som der er en høj risiko for betydelige tab for de europæiske landbrugsfonde.

84      For så vidt angår de af Kommissionen konstaterede mangler bemærkes indledningsvis, at Den Hellenske Republik ikke har bestridt, at de foreligger, men alene har anfægtet omfanget af den pålagte korrektion, dvs. 10%.

85      Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt, at der ikke er tale om, at kontrolsystemet slet ikke var blevet iværksat. Det skal således i overensstemmelse med de kriterier, der er omhandlet i præmis 82 ovenfor, efterprøves, om Kommissionen med rette på baggrund af de konstaterede mangler kunne fastslå, at iværksættelsen af kontrolsystemet var stærkt mangelfuldt.

86      Det fremgår af den sammenfattende rapport, at Kommissionen havde konstateret svagheder ved LPIS-GIS, som indebar materielle unøjagtigheder vedrørende referenceparcellernes grænser og maksimale støtteberettigede areal. Følgelig var de krydskontroller, der havde til formål at forhindre, at den samme støtte med urette blev tildelt flere gange for den samme parcel, ikke tilstrækkelige, medmindre der var blevet foretaget kontroller på stedet, som havde identificeret parcellernes ukorrekte placering og deres manglende støtteberettigelse.

87      Nærmere bestemt konstaterede Kommissionen betydelige problemer vedrørende de arealer, der blev anmeldt som permanente græsarealer, og som Den Hellenske Republik anså for støtteberettigede, men som Kommissionen afviste som følge af, at de ikke var i overensstemmelse med de relevante bestemmelser.

88      Parterne er uenige i bedømmelsen af, hvorledes »støtteberettigede græsarealer« skal fastlægges. Det følger ikke desto mindre af den analyse, der blev foretaget i forbindelse med dette anbringendes første klagepunkt, at de konstaterede uregelmæssigheder til trods for den brede definition af »permanente græsarealer«, der er anvendt i det foreliggende tilfælde, alligevel førte til, at Kommissionen pålagde den anvendte faste korrektion.

89      Kommissionen anførte i den sammenfattende rapport nærmere bestemt, at en del af de arealer, der var blevet anmeldt i 2008, var blevet taget ud af LPIS-GIS fra 2009 i forlængelse af ajourføringen af dette system. Såfremt LPIS-GIS havde fungeret korrekt i 2008, ville denne del af arealerne således ikke være blevet anset for støtteberettiget. Denne svaghed vedrørte en stor andel af de arealer, der med urette blev anset for støtteberettigede som permanente græsarealer på grundlag af en fejlagtig definition.

90      Endvidere konstaterede Kommissionen i 2008, at LPIS-GIS ikke fungerede korrekt, for så vidt som Den Hellenske Republik med henblik på indførelsen af et nyt LPIS-GIS i 2009 ikke havde indført oplysningerne om de parceller, der var undergivet de traditionelle kontroller på stedet, i systemet. Følgelig forelå der ingen grafisk gengivelse, der gjorde det muligt at opdage, om der i mange tilfælde var sket flere anmeldelser vedrørende den samme parcel. Det påhviler imidlertid i henhold til EU-rettens regler medlemsstaterne at indføre et effektivt kontrol- og overvågningssystem. Et sådant krav indebærer, at referenceparcellernes afgrænsning og deres maksimale støtteberettigede areal fastlægges præcist og korrekt. Disse oplysninger er nemlig væsentlige for at sikre pålideligheden af de administrative krydskontroller, for at der kan foretages kontroller på stedet og for at landbrugerne råder over korrekte oplysninger, således at de kan indgive korrekte anmeldelser (jf. i denne retning dom af 17.5.2013, Bulgarien mod Kommissionen, T-335/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:262, præmis 29).

91      Dernæst for så vidt angår kontrollerne på stedet konstaterede Kommissionen i den sammenfattende rapport, at disse ikke var blevet foretaget i overensstemmelse med de regler, der var gældende i 2008.

92      For det første konstaterede Kommissionen for så vidt angår kvaliteten af kontrollerne på stedet, at det forhold, at der ikke var blevet foretaget opmåling af græsarealerne, var særligt bekymrende. Ud over den manglende overensstemmelse med den definition af »permanente græsarealer«, der følger af artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004, var de anmeldte arealer ofte beliggende i fjerntliggende områder uden synlige grænser og svært tilgængelige. Det blev konstateret, at inspektørerne ikke havde foretaget opmåling af arealerne i overensstemmelse med kravene i artikel 30 i forordning nr. 796/2004, for så vidt som der til tider kun blev identificeret et referencepunkt, uden at arealet reelt var blevet fastlagt.

93      For det andet var den procedure, som blev anvendt for så vidt angår kontrollerne ved telemåling, ikke i overensstemmelse med kravene. Revisionerne afslørede nemlig, at koden T-4 (parcel, der er dækket af skyer) for ofte var blevet tildelt parceller, hvis støtteberettigelse var tvivlsom. I denne forbindelse henledte Kommissionen opmærksomheden på de tekniske specifikationer, i henhold til hvilke disse koder ikke måtte tildeles de parceller, hvis støtteberettigelse var tvivlsom efter en computerstyret billedanalyse.

94      For det tredje for så vidt angår de almindelige kontroller på stedet anførte Kommissionen i den sammenfattende rapport, at hvad angår samtlige parceller i 2008 var de oplysninger, der var genstand for disse kontroller, ikke registreret, hvilket gjorde det umuligt at opdage, om den samme parcel var blevet anmeldt flere gange.

95      Det følger af det ovenstående, at for så vidt angår de udgifter, der var forbundet med græsarealerne, konstaterede Kommissionen mangler ved kontrolordningen, som vedrørte de græske myndigheders anerkendelse af arealer, der ikke var i overensstemmelse med de gældende regler, som støtteberettigede græsarealer. Denne konstatering fra Kommissionens side ændres ikke, selv såfremt der anlægges en bred fortolkning af artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004. Således udgør manglerne ved kontrolordningen, når de ses i sammenhæng med samtlige de øvrige konstaterede mangler, som ikke er anfægtet af Den Hellenske Republik, en særdeles mangelfuld gennemførelse af kontrolordningen, som indebar et højt fejlniveau, der vidnede om generelle uregelmæssigheder, og som sandsynligvis medførte usædvanlige store tab for fonden (jf. i denne retning dom af 27.10.2005, Grækenland mod Kommissionen, C-175/03, ikke trykt i Sml., EU:C:2005:643, præmis 79). Ikke desto mindre tog Kommissionen hensyn til den ringe risiko for tab for fonden, som fulgte af »stødpudevirkningen«, i henhold til hvilken der alene skal tages hensyn til en del af de anmeldte arealer for at aktivere betalingsrettigheder.

96      På baggrund af ovenstående betragtninger må det konstateres, at Kommissionen uden at begå en fejl kunne anvende en fast korrektion på 10% på disse udgifter.

97      Ingen af Den Hellenske Republiks argumenter kan rejse tvivl om denne konklusion.

98      For det første har den Hellenske Republik påberåbt sig forbedringer, der blev foretaget af de traditionelle kontroller, uden at understøtte sit argument eller at præcisere, hvilke forbedringer det drejede sig om.

99      For så vidt angår kontrollerne på stedet fremgår det i denne forbindelse af den sammenfattende rapport, at Kommissionen rent faktisk konstaterede et varigt højt niveau af kontrollerne på stedet (> 10%) af landbrugerne i forbindelse med ansøgningsårene 2007 og 2008, som den tog hensyn til ved beregningen af de faste korrektioner. Det skal imidlertid ligeledes fastslås, at for så vidt angår kvaliteten af systemet for kontroller på stedet, foreholdt Kommissionen i den sammenfattende rapport Den Hellenske Republik svagheder og mangler uden at kunne konstatere forbedringer for så vidt angår græsarealerne.

100    Da der ikke foreligger oplysninger, der gør det muligt at efterprøve det af Den Hellenske Republik anførte, må argumentet vedrørende de konstaterede forbedringer forkastes.

101    Hvad for det andet angår Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 15. april 2011 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for EUGFL, Garantisektionen, EGFL og ELFUL (EUT 2011, L 102, s. 33), hvorved Kommissionen pålagde Den Hellenske Republik en fast korrektionssats på 5% for 2007 på grundlag af de samme konstateringer som dem, der er indeholdt i den anfægtede afgørelse, skal det konstateres, at Kommissionens konstateringer vedrørende et tidligere ansøgningsår ikke er tilstrækkelige til at afkræfte Kommissionens konstateringer vedrørende det omhandlede ansøgningsår, eftersom disse sidstnævnte er af en karakter, der begrunder konklusionerne og den pålagte faste korrektion. I den sammenfattende rapport påpegede Kommissionen endvidere den tilbagevendende karakter af de mangler, som den konstaterede.

102    Afslutningsvis bemærkes, som også Kommissionen har gjort gældende, at de permanente græsarealer blev reduceret til 1,5 mio. hektar til trods for anvendelsen fra 2012 af den bredere definition af »permanente græsarealer«, som omfatter træagtig vegetation. Kommissionen har med rette gjort gældende, at en sådan reduktion med 50% af de støtteberettigede arealer i stedet for en forudsigelig forøgelse af disse i forlængelse af en udvidelse af den omtvistede definition, vidner om omfanget af det oprindelige problem med hensyn til i anmeldelserne af de arealer, der under alle omstændigheder ikke opfyldte definitionen, selv en bred, af græsarealer.

103    Selv om den forskel mellem de græsarealer, der danner grundlag for betalingsrettigheder, og de græsarealer, der rent faktisk blev anmeldt, som Den Hellenske Republik har påberåbt sig, er blevet taget behørigt i betragtning og har gjort det muligt at nedsætte den anvendte faste korrektion til 10% gennem en hensyntagen til »stødpudevirkningen«, er denne uden betydning for problemet med hensyn til de oprindelige anmeldelser, som blev konstateret i 2008. Den Hellenske Republik kan nemlig ikke med rette gøre gældende, at der ikke deraf, selv når der tages hensyn til reduktionen af de støtteberettigede arealer til 1,5 mio. hektar, følger en risiko for fonden. Den omstændighed, at græsarealer, der giver ret til betalingsrettigheder, som er knyttet til arealet, kun udgør en del af de anmeldte permanente græsarealer, kan ikke rejse tvivl om de konstaterede unøjagtigheder ved LPIS-GIS' funktionsmåde og ved hovedkontrollerne, i henhold til hvilke disse arealer, som blev tildelt støtte, ikke altid var fuldt ud støtteberettigede, idet de ikke opfyldte kravene i artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004 (jf. i denne retning dom af 17.5.2013, Grækenland mod Kommissionen, T-294/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:261, præmis 204).

104    Det skal følgelig fastslås, at Den Hellenske Republik ikke har godtgjort, at Kommissionens bedømmelser er unøjagtige, eller at der ikke forelå risiko for tab eller uregelmæssigheder for fonden i forhold til den begrundede og rimelige tvivl, som Kommissionen nærede i relation til LPIS-GIS’ funktionsmåde og til kontrollerne.

105    Det følger heraf, at det var med rette, at Kommissionen fastslog, at manglerne ved LPIS-GIS og svaghederne ved hovedkontrollerne var en følge af iværksættelsen af et kontrolsystem med alvorlige mangler, der indebar et stort antal fejl, som vidnede om generelle uregelmæssigheder. Idet Kommissionen tog hensyn til den ringe risiko for fonden, der fulgte af »stødpudevirkningen«, var det med rette, at den anvendte en finansiel korrektion på 10%.

106    På baggrund af det ovenstående skal dette klagepunkt forkastes, og følgelig skal hele anbringendet vedrørende den faste korrektion på 10%, der blev anvendt på græsarealerne, forkastes.

 Anbringendet om en fast korrektion på 5% vedrørende den supplerende arealstøtte

107    Den Hellenske Republik har inden for rammerne af anbringendet om den finansielle korrektion på 5% vedrørende den supplerende arealstøtte fremsat tre klagepunkter om henholdsvis en faktisk fejl, en utilstrækkelig begrundelse og tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

108    I denne forbindelse bemærkes, at Den Hellenske Republik inden for rammerne af dette anbringende har begrænset sig til at opregne de pågældende klagepunkter og har efter denne opregning fremført en argumentation, som er uklar, og som delvist ikke er understøttet med hensyn til de principper, som angiveligt er blevet tilsidesat. Det fremgår imidlertid af Den Hellenske Republiks skriftlige indlæg, at den i det væsentlige har påberåbt sig en tilsidesættelse af de processuelle garantier inden for rammerne af den administrative procedure og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

 Det første klagepunkt om en tilsidesættelse af de processuelle garantier inden for rammerne af den administrative procedure

109    Inden for rammerne af dette klagepunkt tilsigter Den Hellenske Republik at få fastslået, at den er blevet frataget den processuelle garanti, som er omhandlet i artikel 31 i forordning nr. 1290/2005 og i artikel 11 i Kommissionens forordning (EF) nr. 885/2006 af 21. juni 2006 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1290/2005 for så vidt angår godkendelse af betalingsorganer og andre organer og regnskabsafslutning for EGFL og ELFUL (EUT 2006, L 171, s. 90) som følge af, at Kommissionen undlod rettidigt at foreholde den, at kontrollerne var foretaget for sent.

110    Det bemærkes, at den endelige beslutning vedrørende afslutningen af årsregnskaberne træffes efter en særlig kontradiktorisk sagsbehandling, hvorunder medlemsstaterne sikres fuld garanti for at kunne fremføre alle deres synspunkter (dom af 14.12.2000, Tyskland mod Kommissionen, C-245/97, EU:C:2000:687, præmis 47).

111    Det følger endvidere af fast retspraksis, at Kommissionen i sit forhold til medlemsstaterne er forpligtet til at overholde de betingelser, som den i gennemførelsesforordninger har pålagt sig selv. Manglende overholdelse af disse betingelser kan nemlig, afhængig af grovheden, medføre, at den proceduremæssige garanti, som medlemsstaterne har i henhold til artikel 31 i forordning nr. 1290/2005, fratages deres indhold (jf. analogt dom af 17.6.2009, Portugal mod Kommissionen, T-50/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:206, præmis 27).

112    Endvidere omhandler dels artikel 31 i forordning nr. 1290/2005, dels artikel 11 i forordning nr. 885/2006 det samme stadium af proceduren for regnskabsafslutning, nemlig Kommissionens fremsendelse af den første meddelelse til medlemsstaten i forlængelse af de kontroller, som den har foretaget (jf. dom af 30.4.2015, Frankrig mod Kommissionen, T-259/13, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2015:250, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis).

113    Artikel 11 i forordning nr. 885/2006 definerer de forskellige stadier, der skal overholdes under proceduren for regnskabsafslutningen. Navnlig præciserer forordningens artikel 11, stk. 1, første afsnit, indholdet af den første skriftlige meddelelse, hvormed Kommissionen meddeler resultaterne af sine kontroller til medlemsstaterne inden afholdelsen af et bilateralt møde. I henhold til denne bestemmelse skal den første meddelelse præcisere resultaterne af Kommissionens efterprøvning over for den pågældende medlemsstat og angive de korrigerende foranstaltninger, der skal træffes for at sikre, at de pågældende EU-regler fremtidigt overholdes.
(dom af 24.3.2011, Grækenland mod Kommissionen, T-184/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:120, præmis 40).

114    Det bemærkes endvidere, at det allerede er blevet fastslået, at den skriftlige meddelelse, der er omhandlet i artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 885/2006, skal give den pågældende medlemsstat et fuldkomment kendskab til Kommissionens forbehold, således at dokumentet kan opfylde den advarselsfunktion, som det har (jf. i denne retning dom af 17.6.2009, Portugal mod Kommissionen, T-50/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:206, præmis 39).

115    Det følger heraf, at Kommissionen i den første meddelelse, der er omhandlet i artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 885/2006, på tilstrækkeligt præcis vis skal angive genstanden for den af dens tjenestegrene foretagne undersøgelse og de mangler, der er blevet konstateret i forbindelse med denne undersøgelse, idet disse senere kan blive påberåbt som bevis for den begrundede og rimelige tvivl, som den har vedrørende de af de nationale myndigheder gennemførte kontroller eller de af disse myndigheder meddelte tal, og således til at begrunde de finansielle korrektioner, der anvendes i den endelige afgørelse om udelukkelse fra EU-finansiering af visse af de af den pågældende medlemsstat for fondene afholdte udgifter (dom af 17.6.2009, Portugal mod Kommissionen, T-50/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:206, præmis 40).

116    Med henblik på at opfylde sin advarselsfunktion, navnlig i lyset af artikel 31 i forordning nr. 1290/2005, skal den i artikel 11 i forordning nr. 885/2006 omhandlede meddelelse derfor først og fremmest tilstrækkeligt præcist identificere samtlige de uregelmæssigheder, der foreholdes den pågældende medlemsstat, og som endeligt begrundede den finansielle korrektion, der er foretaget. Kun en sådan meddelelse kan sikre et fuldkomment kendskab til Kommissionens forbehold og udgøre referencen for beregningen af den frist på 24 måneder, der er fastsat i artikel 31 i forordning nr. 1290/2005 (dom af 3.5.2012, Spanien mod Kommissionen, C-24/11 P, EU:C:2012:266, præmis 31, og af 30.4.2015, Frankrig mod Kommissionen, T-259/13, ikke trykt i Sml., under appel, EU:T:2015:250, præmis 106).

117    I henhold til nævnte retspraksis skal der foretages en undersøgelse af, om meddelelsen af resultaterne opfylder kravene i artikel 11 i forordning nr. 885/2006 og følgelig udgør en forskriftsmæssig meddelelse i henhold til den pågældende bestemmelse.

118    Det må fastslås, at dette er tilfældet. Som Kommissionen har gjort gældende, har den nemlig i forbindelse med meddelelsen af resultaterne af undersøgelserne i skrivelsen af 21. november 2008 samt i skrivelsen af 31. maj 2013, der blev udfærdiget på grundlag af artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 885/2006, udtrykkeligt rejst problemet med forsinkelser med udførelsen af kontrollerne på stedet ved at anføre, at forsinkelserne påvirkede kvaliteten af kontrollerne på stedet for så vidt angår støtte, der var koblet til arealet. Efterfølgende blev de svagheder, der fulgte af den negative indvirkning på kvaliteten af kontrollerne på stedet som følge af deres for sene udførelse, klart identificeret i Kommissionens endelige stillingtagen (jf. skrivelsen af 26. marts 2014).

119    Det skal derfor konstateres, at både meddelelsen af resultaterne og den meddelelse, der blev tilstillet Den Hellenske Republik inden for rammerne af forligsproceduren, i henhold til den ovennævnte retspraksis identificerer den forsinkelse med kontrollerne, der er foreholdt medlemsstaten, og som bidrog til at begrunde den faste korrektion i sagen for så vidt angår den supplerende arealstøtte.

120    Henset til, at klagepunktet om forsinkelsen med kontrollerne, som påvirkede kvaliteten af disse, og som kan give anledning til tab for fonden og begrunde pålæggelsen af en fast korrektion, blev meddelt Den Hellenske Republik mindst to gange under den administrative procedure, kan Den Hellenske Republik ikke med rette gøre gældende, at Kommissionen tilsidesatte sin pligt til at gøre ethvert resultat, der kan udgøre en begrundelse for en forhøjet korrektion, til genstand for en bilateral drøftelse.

121    Det følger heraf, at Den Hellenske Republiks første klagepunkt må forkastes.

 Det andet klagepunkt om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

122    Den Hellenske Republik har inden for rammerne af dette klagepunkt gjort gældende, at på baggrund af konstateringerne vedrørende andre arealer end græsarealer og de forbedringer, der er fastslået i forhold til det foregående regnskabsår, skal korrektionen begrænses til højst 2%.

123    Det bemærkes først, at Den Hellenske Republik ikke har anfægtet forsinkelserne med gennemførelsen af de traditionelle kontroller på stedet.

124    Det fremgår af bilag 2 til dokument nr. VI/5330/97, at de mangler, der påvirkede LPIS-GIS’ funktionsmåde, og manglerne ved kontrollerne på stedet vedrører hovedkontrollerne (jf. i denne retning dom af 17.5.2013, Bulgarien mod Kommissionen, T-335/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:262, præmis 92).

125    Det fremgår ligeledes af dokument nr. VI/5330/97, at når alle hovedkontroller foretages, men ikke i det antal og med den hyppighed og den grundighed, der er krævet i forordningerne, og når det med rimelighed kan konkluderes, at disse kontroller ikke giver tilstrækkelig sikkerhed for ansøgningernes retmæssighed, skal der anvendes en korrektion på 5%, for så vidt som der foreligger en betydelig risiko for omfattende tab for fonden.

126    Som det allerede er blevet bemærket i forbindelse med undersøgelsen af det første anbringendes tredje klagepunkt og det andet anbringendes første klagepunkt, konstaterede Kommissionen i den sammenfattende rapport, at der forelå mangler ved LPIS-GIS, som indeholdt materielt urigtige oplysninger om grænserne for parcellerne og deres maksimale støtteberettigede areal. Selv om disse mangler særligt vedrører græsarealer, er de ikke desto mindre blevet konstateret for alle typer parceller.

127    Dernæst for så vidt angår kontrollerne på stedet konstaterede Kommissionen i den sammenfattende rapport, at disse ikke var blevet foretaget i overensstemmelse med de i 2008 gældende regler, selv om dette var afgørende med henblik på at foretage en korrekt efterprøvelse af støtteberettigelsen af det anmeldte areal og således sikre overholdelsen af artikel 23 og 30 i forordning nr. 796/2004. Hvad angår kontrollerne ved telemåling var den anvendte procedure ikke i overensstemmelse med kravene. Revisionerne afslørede nemlig, at T-4-koden (parcel, der er dækket af skyer) for ofte blev tildelt parceller, hvis støtteberettigelse var tvivlsom. Med hensyn til de almindelige kontroller på stedet anførte Kommissionen, at med hensyn til 2008 og for så vidt angår de samlede parceller var de oplysninger, der var genstand for disse kontroller, ikke registreret, og gjorde det således umuligt at opdage, om den samme parcel var blevet anmeldt flere gange

128    Hvad nærmere bestemt angår de traditionelle kontroller på stedet bemærkede Kommissionen i den sammenfattende rapport, at selv om »den fornyede opmåling« afslørede forskelle, var disse forskelle ikke af en karakter, der kunne understøtte en konklusion om, at der forelå en systematisk mangel ved kontrollernes funktionsmåde.

129    Afslutningsvis anførte Kommissionen, at for så vidt angår den supplerende arealstøtte var kontrollerne på stedet blevet negativt påvirket af forsinkelserne i deres afvikling.

130    Kommissionen konkluderede, at de konstaterede svagheder udgjorde en varig mangel ved hoved- og støttekontrollernes funktionsmåde. Nærmere bestemt konstaterede den, at manglerne vedrørende LPIS-GIS ikke for det omhandlede år var blevet korrigeret i forhold til det forudgående ansøgningsår (2007).

131    Det følger af det ovenstående, at for så vidt angår den støtte, der var koblet til arealet, kunne Kommissionen uden at begå en fejl anvende en fast korrektion på 5% i overensstemmelse med bestemmelserne i dokument nr. VI/5330/97.

132    Den Hellenske Republik har gjort gældende, at de forbedringer, der blev foretaget af de traditionelle kontroller, og den løbende forbedring af LPIS-GIS imødegår den begrundede og rimelige tvivl, som Kommissionen havde givet udtryk for, og som ifølge denne sidstnævnte begrundede pålæggelse af en fast korrektion på 5% for den supplerende arealstøtte, og at Kommissionen ifølge Den Hellenske Republik skulle have anvendt en sats på 2% på den støtte, der blev tildelt for andre arealer end græsarealer.

133    Argumentet om, at opretholdelsen af en begrundet og rimelig tvivl til trods for de foretagne forbedringer af LPIS-GIS savnede grundlag, må forkastes. Det fremgår nemlig af stævningens punkt 4 og af bilag 4 til denne stævning, at de forbedringer af LPIS-GIS, som Den Hellenske Republik har påberåbt sig, ikke fandt anvendelse i ansøgningsåret 2008. De forbedringer, der efterfølgende blev foretaget i LPIS-GIS, kan således ikke rejse tvivl om konstateringerne om mangler i den omtvistede periode (jf. analogt dom af 17.5.2013, Grækenland mod Kommissionen, T-294/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:261, præmis 206).

134    Endvidere er de forbedringer der blev konstateret i systemet for kontrollerne på stedet, ikke i sig selv tilstrækkelige til at rejse tvivl om den vurdering af risiko for fonden, der blev foretaget på grundlag af samtlige de mangler, der blev konstateret for det omtvistede år, og som er nævnt ovenfor.

135    Afslutningsvis skal Den Hellenske Republiks argument om, at Kommissionen ved vægtningen af risikoen for fonden skulle have henvist til arten af den supplerende arealstøtte og på denne have anvendt den sats på 2%, som den anvendte på støtte, der blev tildelt for andre arealer end græsarealer, forkastes.

136    Ud over den omstændighed, at Den Hellenske Republik til støtte for sit argument har begrænset sig til at anføre, at støtten, der er koblet til arealer, har en accessorisk karakter, fremgår det af den sammenfattende rapport, at den nedsættelse af korrektionssatsen fra 5% til 2%, som blev pålagt støtten til andre arealer end græsarealer (agerjord), følger af anvendelsen af »stødpudevirkningen«. Som Kommissionen har gjort gældende, kan en tilsvarende nedsættelse som følge af »stødpudevirkningen« ikke anvendes på den supplerende arealstøtte, for hvilken »stødpudevirkningen« ikke spiller nogen rolle. For denne type støtte, der er koblet til produktionen, gøres der ikke brug af »betalingsrettigheder«, eftersom disse sidstnævnte aktiveres af støtteberettigede arealer, hvis antal kan være lavere end det samlede areal, der er anmeldt af en landbruger. Hvad angår supplerende arealstøtte er det således kun det areal, der rent faktisk dyrkes, og som er anmeldt, der begrunder en tilsvarende støtte.

137    På baggrund af det ovenstående skal dette klagepunkt forkastes, og følgelig skal hele anbringendet om korrektionen på 5% vedrørende den supplerende arealstøtte forkastes.

 Anbringendet om den faste korrektion på 5% vedrørende støtten til udvikling af landdistrikterne

138    Den Hellenske Republik har inden for rammerne af anbringendet om den finansielle korrektion på 5% vedrørende støtten til udvikling af landdistrikterne fremsat klagepunkter vedrørende henholdsvis en mangelfuld begrundelse, en faktisk fejl og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Den har endvidere gjort gældende, at der foreligger en dobbelt pålæggelse af en korrektion med den samme begrundelse.

139    I denne forbindelse bemærkes, at Den Hellenske Republik inden for rammerne af dette anbringende igen har begrænset sig til at opregne de pågældende klagepunkter og har efter denne opregning fremført en argumentation, som er uklar, og som delvist ikke er understøttet med hensyn til de principper, som angiveligt er blevet tilsidesat. Hvor beklagelig denne tvetydighed end er, er den ikke til hinder for, at Kommissionen kan fremføre sine argumenter eller for, at Retten kan tage stilling til sagen (jf. i denne retning dom af 16.11.2011, Sachsa Verpackung mod Kommissionen, T-79/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:674, præmis 21). Det fremgår nemlig af Den Hellenske Republiks skriftlige indlæg, at den i det væsentlige har fremsat et klagepunkt om en mangelfuld begrundelse og et klagepunkt om en dobbelt pålæggelse af korrektionen med den samme begrundelse for så vidt angår foranstaltning 214 i programmet for udvikling af landdistrikterne.

 Det første klagepunkt om en yderligere begrundelsesmangel

140    For det første og som allerede anført træffes Kommissionens afgørelser om afslutning af fondenes regnskaber på grundlag af en sammenfattende rapport og en udveksling af skrivelser mellem Kommissionen og den berørte medlemsstat (dom af 14.3.2002, C-132/99, Nederlandene mod Kommissionen, C-132/99, EU:C:2002:168, præmis 39). Under disse omstændigheder må begrundelsen for en afgørelse om afslag på at lade fonden afholde en del af de anmeldte udgifter anses for tilstrækkelig, når den medlemsstat, som afgørelsen er rettet til, har været snævert inddraget i afgørelsens tilblivelse, og når den således kendte grundene til, at Kommissionen ikke fandt, at det omtvistede beløb skulle afholdes af fonden (jf. dom af 20.9.2001, Belgien mod Kommissionen, C-263/98, EU:C:2001:455, præmis 98, og af 17.5.2013, Grækenland mod Kommissionen, T-294/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:261, præmis 94).

141    For det andet gennemfører Kommissionen i overensstemmelse med artikel 73 i Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra ELFUL (EUT 2005, L 277, s. 1) med henblik på inden for rammerne af den delte forvaltning at sikre forsvarlig økonomisk forvaltning i henhold til artikel 274 EF de tiltag og kontroller, der er fastsat i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1290/2005.

142    I henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1290/2005 skal Kommissionen bl.a. sikre sig, at der i medlemsstaterne findes systemer til forvaltning og kontrol, og at disse fungerer korrekt.

143    Det skal, som Kommissionen med rette har gjort gældende, uden at Den Hellenske Republik har anfægtet dette, endvidere bemærkes, at den omhandlede støtte til udvikling af landdistrikterne i det foreliggende tilfælde er støtte til anmeldte landbrugsarealer.

144    Det følger heraf, at det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem finder anvendelse på ordninger for direkte støtte samt på foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne, som indrømmes på grundlag af antallet af hektar.

145    I denne forbindelse skal der henvises til den betydning, som allerede nævnt, som iværksættelsen af LPIS-GIS har for arealstøtteordningens funktionsmåde. Identifikationen af landbrugsparcellerne udgør således et nøgleelement i den korrekte anvendelse af en ordning, der er knyttet til arealet. Fraværet af et pålideligt system til identifikation af parcellerne indebærer i sig selv en forhøjet risiko for tab for EU-budgettet (jf. i denne retning dom af 31.3.2011, Grækenland mod Kommissionen, T-214/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:130, præmis 57, og af 5.7.2012, Grækenland mod Kommissionen, T-86/08, EU:T:2012:345, præmis 122).

146    I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at Den Hellenske Republik blev snævert inddraget i den anfægtede afgørelses tilblivelse, og at Kommissionen havde påpeget manglerne ved LPIS-GIS’ funktionsmåde og ved kontrollerne på stedet i den oprindelige korrespondance inden for rammerne af forligsproceduren og i den endelige stillingtagen, som det fremgår af de skrivelser, der blev udvekslet mellem Kommissionen og Den Hellenske Republik, af forligsorganets udtalelse og af den sammenfattende rapport. De konstaterede mangler påvirkede alle former for arealstøtte.

147    Det fremgår således klart af Kommissionens skrivelser af 21. november 2008 og af 31. maj 2013 samt af den endelige stillingtagen, at Den Hellenske Republik kendte til de uregelmæssigheder, der begrundede de pålagte korrektioner. Kommissionens tjenestegrene foreholdt nemlig udtrykkeligt de græske myndigheder fejlene ved LPIS-GIS og ved kontrollerne på stedet.

148    Endelig konkluderede Kommissionen i den sammenfattende rapport, at »[f]or så vidt angår alle foranstaltningerne i den anden søjle, der er støttet på arealer, henset til kombinationen af konstateringerne og i henhold til bestemmelserne i dokument VI/5330/97, foreslås der en fast korrektion på 5%«.

149    Det følger heraf, at Den Hellenske Republik blev snævert inddraget i den anfægtede afgørelses tilblivelse, at den kendte til grundene til, at Kommissionen fandt, at fonden ikke skulle afholde det omtvistede beløb, og at Kommissionen under den administrative procedure udtrykkeligt angav begrundelsen for pålæggelsen af den omhandlede faste korrektion.

150    I denne forbindelse er det af Den Hellenske Republik anførte, der i øvrigt ikke er understøttet, om, at Kommissionen ikke ved bedømmelsen af den risiko, som de konstaterede mangler udgjorde, tog hensyn til den forøgelse af kontroller på stedet, der var foreskrevet i forbindelse med iværksættelsen af den omhandlede foranstaltning til udvikling af landdistrikterne, uden relevans. Selv om denne forøgelse af kontrollerne på stedet findes godtgjort, kan den ikke kompensere for de mangler, der blev konstateret ved gennemførelsen af kontrollerne (jf. i denne retning dom af 17.5.2013, Grækenland mod Kommissionen, T-294/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:261, præmis 205).

151    Endvidere og som anført i præmis 133 ovenfor skal det bemærkes, at såfremt det antages, at Den Hellenske Republik ved at påberåbe sig, at der konstant blev foretaget forbedringer af LPIS-GIS, har henvist til de forbedringer, der blev foretaget i 2009 i forlængelse af en handlingsplan med henblik herpå, kan de forbedringer, der blev foretaget efter 2008, såfremt de antages for godtgjort, ikke rejse tvivl om ovenstående betragtninger. Følgelig skal det første klagepunkt om en yderligere begrundelsesmangel forkastes som ugrundet

 Det andet klagepunkt om en angivelig dobbelt korrektion, der blev pålagt med den samme begrundelse

152    Den Hellenske Republik har i det væsentlige gjort gældende, at korrektionen vedrørende støtte til udvikling af landdistrikterne skal annulleres, for så vidt som den blev anvendt for anden gang for så vidt angår foranstaltning til udvikling af landdistrikterne med nummeret 214.

153    Nærmere bestemt har Den Hellenske Republik først gjort gældende, at når der er blevet afsløret flere mangler i samme system, finder de faste korrektioner i henhold til de Kommissionen anvendte retningslinjer, der er indført med dokument nr. VI/5330/97, ikke anvendelse kumulativt, idet der kun skal tages hensyn til den mest alvorlige mangel med hensyn til risikoen ved kontrolsystemet i sin helhed.

154    Som det blev præciseret i replikken og i retsmødet, har den Hellenske Republik anfægtet metoden for beregning af den korrektion, der blev pålagt i det foreliggende tilfælde.

155    Den Hellenske Republik har nemlig gjort gældende, at Kommissionen til trods for nedsættelsen med 2 318 055,75 EUR pålagde en dobbelt korrektion med den samme begrundelse som en korrektion, der var blevet pålagt tidligere. Særligt finder Den Hellenske Republik, at den pågældende nedsættelse ikke tager hensyn til den samlede korrektion, der blev pålagt i henhold til Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/214/EU af 2. maj 2013 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for EUGFL, Garantisektionen, EGFL og ELFUL (EUT 2013, L 123, s. 11). Den Hellenske Republik har gjort gældende, at det er umuligt for den at forstå beregningsmetoden for beløbet på 2 318 055,75 EUR, som var det eneste, der blev taget hensyn til i henhold til den korrektion, der blev pålagt med gennemførelsesafgørelse 2013/214, selv om denne sidstnævnte beløb sig til 3 328 030,09 EUR.

156    Indledningsvis fremgår det af den sammenfattende rapport, som gennemførelsesafgørelse 2013/214 henviser til, at de svagheder ved kontrollerne, der blev konstateret af Kommissionen, vedrørte overholdelse af de pålagte forpligtelser samt den fuldstændige karakter af kontrolrapporterne og sporbarheden for så vidt angår bl.a. en støtteforanstaltning til udvikling af landdistrikterne med nummeret 214 for ansøgningsåret 2008. Derimod vedrørte de konstaterede mangler ikke de parceller (grænserne og deres maksimale støtteberettigede areal), der blev afsløret i forbindelse med den undersøgelse, der førte til den afgørelse, som er anfægtet i det foreliggende tilfælde i henhold til bl.a. den samme støtteforanstaltning til udvikling af landdistrikterne med nummeret 214.

157    Det skal følgelig fastslås, at de to på hinanden følgende faste korrektioner blev pålagt for forskellige svagheder og mangler, der blev afsløret i to på hinanden følgende undersøgelser, som blev foretaget af Kommissionen vedrørende den samme støtteforanstaltning til udvikling af landdistrikterne. I denne forbindelse har Kommissionen såvel i sit skriftlige svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse som i retsmødet hævdet at have været forpligtet til at nedsætte størrelsen af den omtvistede korrektion for at undgå en kumulation af korrektioner, men har gjort gældende, at nedsættelsen på 2 318 055,75 EUR med henblik herpå er korrekt.

158    For så vidt angår gennemførelsesafgørelse 2013/214 fremgår det af den del af bilaget til den pågældende afgørelse, der vedrører budgetpost 6711, at Kommissionen pålagde dels en fast korrektion på 2% for 2009 på grund af svagheder ved kontrollerne på stedet for så vidt angår den fælles landbrugspolitiks anden søjle på 959 020,82 EUR, og for det andet en fast korrektion på 5% for 2009 på grund af svagheder i kontrollerne på stedet for så vidt angår den fælles landbrugspolitiks anden søjle på 2 369 009,27 EUR. Det samlede beløb på den korrektion, der blev pålagt for 2009 på grund af svagheder i kontrollerne på stedet for så vidt angår udviklingen af landdistrikterne (den fælles landbrugspolitiks anden søjle), beløb sig til 3 328 030,09 EUR.

159    Hvad dernæst angår de korrektioner, der blev pålagt i den anfægtede afgørelse, fremgår det af den del af bilaget til den pågældende afgørelse, der vedrører budgetpost 6711, at Kommissionen pålagde en fast korrektion på 5% for svagheder ved LPIS og kontrollerne på stedet for så vidt angår udviklingen af landdistrikterne (den fælles landbrugspolitiks anden søjle). Ifølge det samme bilag beløb den oprindelige korrektion sig til 5 007 867,36 EUR, hvoraf Kommissionen fradrog 2 318 055,75 EUR i henhold til den korrektion, der tidligere var blevet pålagt i medfør af gennemførelsesafgørelse 2013/214. Henset til dette fradrag beløber den omtvistede korrektions finansielle virkning sig til 2 689 811,61 EUR.

160    For så vidt angår det nævnte fradrag på 2 318 055,75 EUR fremgår det af de redegørelser, som Kommissionen har givet i sit svarskrift og i duplikken, at beløbet på 2 318 055,75 EUR, som svarer til beløbet på den tidligere pålagte korrektion, der blev fradraget i den i nærværende sag omhandlede korrektion, for ansøgningsåret 2008 blev inkluderet i den faste korrektions beløb på 2 369 009,27 EUR, som omfattede de to ansøgningsår, nemlig 2008 og 2009.

161    Kommissionen har til et spørgsmål om, hvorledes beregningen af beløbet på 2 318 055,75 EUR, som blev fradraget i den omtvistede korrektion, blev foretaget, i sit svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse og dernæst i retsmødet forklaret, at den korrektion, der tidligere var blevet pålagt i 2009 for 2008, beløb sig til 3 745 694,27 EUR ud af et samlet beløb på 134 518 285,02 EUR. Ifølge Kommissionens forklaringer vedrørte denne korrektion imidlertid alle foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne (angivet med en kode, der slutter med 001). For den samme periode beløb de direkte betalinger sig ifølge Kommissionen til 83 247 820,42 EUR. Ifølge Kommissionen følger det heraf, at forholdet mellem direkte arealbetalinger og de samlede udgifter til miljøvenlige landbrugsforanstaltninger var på 61%.

162    Kommissionen har dernæst gjort gældende, at eftersom Kommissionen for at undgå en dobbelt korrektion kun skulle fradrage beløbet på den tidligere korrektion vedrørende støtte til udvikling af landdistrikterne, som svarede til procentdelen af denne arealstøtte, anvendte den på den tidligere korrektion satsen 61% i overensstemmelse med det i præmis 161 ovenfor omhandlede. Herved kom den frem til beløbet 2 318 055,75 EUR, som den fradrog.

163    Det skal imidlertid konstateres, at de skrivelser, som Kommissionen har fremlagt til støtte for sin beregningsmetode for fradraget på 2 318 055,75 EUR, under alle omstændigheder ikke understøtter dette. De beløb, der figurer i de tabeller, som Kommissionen har udfærdiget i bilag VIa til sit svarskrift, er nemlig ikke i overensstemmelse med de beløb i de tabeller, som blev udfærdiget af Kommissionen i bilaget til dens svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse. Nærmere bestemt og for det første stemmer beregningerne af de pålagte korrektioner ikke med i de dokumenter, der er fremlagt af Kommissionen, og for det andet har Kommissionen ikke redegjort for, hvorledes beløbet på 134 518 285,02 EUR eller størrelsen af det tidligere fradrag, der blev foretaget i 2009 for ansøgningsåret 2008, som beløb sig til 3 745 694,27 EUR er fremkommet, og disse fremgår ikke af noget andet dokument i sagsakterne. Tilsvarende har Kommissionen ikke redegjort for relevansen af disse tal for beregningen af det omtvistede fradrag og for fjernelsen af den dobbelte korrektion mellem gennemførelsesafgørelse 2013/214 og den anfægtede afgørelse.

164    Endvidere skal det bemærkes, at den »direkte støtte«, som Kommissionen har henvist til i sit svar til foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, henhører under den fælles landbrugspolitiks første søjle. Både den omtvistede korrektion og den tidligere korrektion, der blev pålagt i henhold til gennemførelsesafgørelse 2013/214, og som anses for at være fradraget, vedrører imidlertid udvikling af landdistrikterne (den fælles landbrugspolitiks anden søjle). Det følger heraf, at Kommissionens svar på foranstaltningerne til sagens tilrettelæggelse er tvetydigt og uklart, for så vidt som det heri anføres, at den fejlagtige beregning af arealerne både indvirker på de direkte betalinger og på støtten til udviklingen af landdistrikterne, men ikke har præciseret, hvorledes dette begrunder de forklaringer, der følger efter.

165    Ifølge fast retspraksis skal den begrundelse, der kræves i henhold til artikel 296 TEUF, klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, dels således at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels således at Unionens retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret (jf. dom af 12.5.2016, Italien mod Kommissionen, T-384/14, EU:T:2016:298, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

166    Det skal imidlertid konstateres, at den anfægtede afgørelse kun indeholder beløbene for den pålagte korrektion og fradraget uden nogen angivelse, der kan klarlægge beregningen af disse. Endvidere og som redegjort for i præmis 163 ovenfor er ræsonnementet, der førte til, at Kommissionen fastslog, at fradraget af beløbet på 2 318 055,75 EUR er tilstrækkeligt for at tage hensyn til den tidligere korrektion, der blev pålagt i henhold til gennemførelsesafgørelse 2013/214, stadig tvetydigt og mangelfuldt.

167    Det følger heraf, at den anfægtede afgørelse på baggrund af den retspraksis, der er nævnt i præmis 165 ovenfor, er behæftet med en begrundelsesmangel for så vidt angår det forhold, at der ikke forelå en kumulation af korrektioner. Den Hellenske Republiks tredje anbringende skal derfor tages til følge, og den anfægtede afgørelse skal annulleres for så vidt angår beregningen af korrektionen på 5 007 867,36 EUR, af fradraget på 2 318 055,75 EUR og af den finansielle virkning på 2 689 811,61 EUR vedrørende udgifterne til støtte til udvikling af landdistrikterne (anden søjle), der blev pålagt for 2009 på grund af svaghederne ved LPIS og ved kontrollerne på stedet for ansøgningsåret 2008.

168    Det følger af samtlige ovenstående betragtninger for det første, at den anfægtede afgørelse skal annulleres som følge af en mangelfuld begrundelse, for så vidt som den udelukker udgifter afholdt af Den Hellenske Republik på området for udvikling af landdistrikterne ELFUL Akse 2 (2007-2013, arealrelaterede foranstaltninger) for regnskabsåret 2009 fra EU-finansiering på grund af svagheder ved LPIS og ved kontrollerne på stedet (anden søjle, ansøgningsåret 2008), og for det andet, at Kommissionen i øvrigt frifindes.

 Sagens omkostninger

169    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 3, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Retten kan dog, hvis dette efter omstændighederne findes begrundet, beslutte, at en part, ud over at bære sine egne omkostninger, skal betale en del af modpartens omkostninger.

170    I det foreliggende tilfælde skal det konstateres, at Den Hellenske Republik ikke har nedlagt påstand om, at Kommissionen skal betale sagsomkostningerne.

171    Henset til, at Den Hellenske Republik har undladt at nedlægge påstand om sagsomkostningerne og til, at Den Hellenske Republik kun har fået delvis medhold i søgsmålet, pålægges det denne at bære sine egne omkostninger og at betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):

1)      Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/950/EU af 19. december 2014 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) annulleres, for så vidt angår korrektionen på 5 007 867,36 EUR, fradraget på 2 318 055,75 EUR og den finansielle virkning på 2 689 811,61 EUR hvad angår de udgifter, som Den Hellenske Republik har afholdt på området for udvikling af landdistrikterne ELFUL Akse 2 (2007-2013, arealrelaterede foranstaltninger) for regnskabsåret 2009 på grund af svagheder i systemet til identifikation af landbrugsparceller (LPIS) og i kontrollerne på stedet (anden søjle, ansøgningsår 2008).

2)      I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

3)      Den Hellenske Republik bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Gratsias Kancheva Półtorak

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. marts 2017.

Underskrifter

Indhold

Tvistens baggrund

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

Anbringendet vedrørende den finansielle korrektion på 10% med hensyn til arealstøtten

Det første klagepunkt vedrørende en fejlagtig fortolkning og anvendelse af artikel 2, stk. 1, nr. 2, i forordning nr. 796/2004

Det andet klagepunkt om en mangelfuld på begrundelse

Det tredje klagepunkt vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

Anbringendet om en fast korrektion på 5% vedrørende den supplerende arealstøtte

Det første klagepunkt om en tilsidesættelse af de processuelle garantier inden for rammerne af den administrative procedure

Det andet klagepunkt om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

Anbringendet om den faste korrektion på 5% vedrørende støtten til udvikling af landdistrikterne

Det første klagepunkt om en yderligere begrundelsesmangel

Det andet klagepunkt om en angivelig dobbelt korrektion, der blev pålagt med den samme begrundelse

Sagens omkostninger

* Processprog: græsk.