DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
8. december 2022 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – direktiv (EU) 2016/343 – styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager – artikel 8, stk. 1 – tiltaltes ret til at være til stede under retssagen – artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – retten til en retfærdig rettergang og retten til et forsvar – afhøring af anklagemyndighedens vidner i straffesagens indledende fase i tiltaltes og dennes advokats fravær – manglende mulighed for at afhøre anklagemyndighedens vidner i straffesagens retslige fase – national ordning, der giver en strafferet mulighed for at basere sin afgørelse på nævnte vidners tidligere vidneforklaring«
I sag C-348/21,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) ved afgørelse af 3. juni 2021, indgået til Domstolen den 4. juni 2021, i straffesagen mod
HYA,
IP,
DD,
ZI,
SS,
procesdeltager:
Spetsializirana prokuratura,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, K. Jürimäe, og dommerne M. Safjan (refererende dommer), N. Piçarra, N. Jääskinen og M. Gavalec,
generaladvokat: A. M. Collins,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– IP ved advokat H. Georgiev,
– DD ved advokat V. Vasilev,
– Europa-Kommissionen ved M. Wasmeier og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 7. juli 2022,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, stk. 1, og artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT 2016, L 65, s. 1) og af artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag mod HYA, IP, DD, ZI og SS, der er tiltalt for lovovertrædelser på området for ulovlig indvandring (herefter samlet »de tiltalte i sagen«).
Retsforskrifter
Folkeretten
3 Artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), med overskriften »Ret til retfærdig rettergang« bestemmer:
»1. Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse. […]
[…]
3. Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal mindst have ret til følgende:
[…]
d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner i hans interesse tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham;
[…]«
EU-retten
4 22., 33., 34., 36., 41. og 47. betragtning til direktiv 2016/343 har følgende ordlyd:
» (22) Bevisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld påhviler anklagemyndigheden, og enhver tvivl bør komme den mistænkte eller tiltalte til gode. Der foreligger en tilsidesættelse af uskyldsformodningen, hvis bevisbyrden overgår fra anklagemyndigheden til forsvaret, uden at dette berører domstolens eventuelle beføjelser til af egen drift at bringe sagens faktiske omstændigheder på det rene, dommerstandens fulde uafhængighed ved bedømmelsen af, om den mistænkte eller tiltalte er skyldig, og anvendelsen af faktiske eller retlige formodninger om strafansvaret for en mistænkt eller tiltalt. […]
[…]
(33) Retten til en retfærdig rettergang er et af grundprincipperne i et demokratisk samfund. De mistænktes og tiltaltes ret til at være til stede under retssagen udspringer af denne ret og bør være sikret i hele Unionen.
(34) Hvis mistænkte eller tiltalte af grunde, som de pågældende ikke selv har kontrol over, ikke er i stand til at være til stede under retssagen, bør vedkommende have mulighed for at anmode om et nyt tidspunkt for retssagen inden for de tidsfrister, som er fastsat i national ret.
[…]
(36) Under visse omstændigheder bør det være muligt at afsige en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld, selv om den pågældende person ikke er til stede under retssagen. […]
[…]
(41) Retten til at være til stede under retssagen kan kun udøves, såfremt en eller flere retsmøder afholdes. Dette betyder, at retten til at være til stede under retssagen ikke gælder, såfremt der i henhold til de relevante nationale retsplejeregler ikke afholdes retsmøde. […]
[…]
(47) I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i chartret og i EMRK, herunder forbuddet mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling, retten til frihed og sikkerhed, respekten for privatliv og familieliv, retten til respekt for menneskets integritet, børns rettigheder, integration af mennesker med handicap, retten til adgang til effektive retsmidler og retten til en retfærdig rettergang, uskyldsformodningen og retten til et forsvar. Der bør især tages hensyn til artikel 6 [TEU], hvori det hedder, at Unionen anerkender de rettigheder, friheder og principper, der findes i chartret, og hvorefter de grundlæggende rettigheder, som de er garanteret ved EMRK, og som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, udgør generelle principper i EU-retten.«
5 Direktivets artikel 2, der har overskriften »Anvendelsesområde«, bestemmer:
»Dette direktiv finder anvendelse på fysiske personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager. Det finder anvendelse på alle stadier i straffesagerne fra det tidspunkt, hvor en person mistænkes eller tiltales for at have begået en strafbar handling eller en påstået strafbar handling, indtil afgørelsen om den endelige fastsættelse af, hvorvidt denne person har begået den pågældende strafbare handling, er blevet endelig.«
6 Direktivets artikel 6, der har overskriften »Bevisbyrde«, fastsætter følgende i stk. 1:
»Medlemsstaterne sikrer, at bevisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld påhviler anklagemyndigheden. Dette berører ikke dommerens eller den kompetente domstols eventuelle forpligtelse til at søge efter både belastende og diskulperende beviser og forsvarets ret til at fremlægge bevismateriale i overensstemmelse med den gældende nationale ret.«
7 Direktivets artikel 8 med overskriften »Retten til at være til stede under retssagen« bestemmer i stk. 1 og 2:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte har ret til at være til stede under retssagen.
2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en retssag, der kan resultere i en afgørelse om en mistænkts eller tiltalts skyld eller uskyld, kan afholdes, uden at vedkommende er til stede, på betingelse af:
a) at den mistænkte eller tiltalte i tide er blevet underrettet om retssagen og oplyst om konsekvenserne af at undlade at give møde, eller
b) at den mistænkte eller tiltalte, der er blevet underrettet om retssagen, repræsenteres af en befuldmægtiget advokat, som er udpeget enten af den mistænkte eller tiltalte eller af staten.«
Bulgarsk ret
Lov om indenrigsministeriet
8 Det fremgår af artikel 72, stk. 1, sammenholdt med artikel 73, i zakon za Ministerstvoto na vatreshnite raboti (lov om indenrigsministeriet) af 28. maj 2014 (DV nr. 53 af 27.6.2014, s. 2), i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, at en person, der mistænkes for at have begået en strafbar handling, kan tilbageholdes i en periode på 24 timer, inden der skal rejses tiltale mod den pågældende.
NPK
9 I henhold til artikel 12 i Nakazatelno-protsesualen kodeks (strafferetsplejeloven, herefter »NPK«) er retssager kontradiktoriske, og forsvaret har de samme rettigheder som anklagemyndigheden.
10 I overensstemmelse med NPK’s artikel 46, stk. 2, nr. 1, og artikel 52 skal sagens indledende fase gennemføres af efterforskningsmyndighederne under anklagemyndighedens tilsyn.
11 Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, sker afhøringen af et vidne i straffesagens indledende fase for at indsamle bevismateriale i henhold til artikel 107, stk. 1, og artikel 139 og 224 i NPK som regel uden, at den tiltalte og dennes advokat er til stede. I overensstemmelse med NPK’s artikel 280, stk. 2, sammenholdt med dennes artikel 253, afhøres vidnet på ny under sagens retslige fase under tilstedeværelse af den tiltalte og dennes advokat, som således kan stille deres egne spørgsmål til vidnet.
12 NPK’s artikel 223, der har overskriften »Afhøring af vidnet for en dommer«, bestemmer i stk. 1 og 2:
»1. Hvis der foreligger en risiko for, at et vidne ikke vil være i stand til at give møde for retten på grund af alvorlig sygdom, en længere periode med fravær fra landet eller af andre grunde, der gør det umuligt for den pågældende at være til stede i retsmødet, og også når det er nødvendigt at sikre vidneudsagn, der er særligt vigtige med henblik på fastlæggelse af, hvad der er objektivt sandt, gennemføres afhøringen for en dommer ved den kompetente ret i første instans eller ved den ret i første instans, i hvis retskreds aktiviteten finder sted. Under sådanne omstændigheder sendes sagen ikke til dommeren.
2. Den myndighed, der er ansvarlig for sagens indledende fase, sikrer, at vidnet er til stede, og at den tiltalte og dennes eventuelle forsvarer har mulighed for at deltage i gennemførelsen af afhøringen.«
13 NPK’s artikel 281, der har overskriften »Oplæsning af et vidneudsagn«, bestemmer i stk. 1, nr. 4, og artikel 281, stk. 3:
»1. Vidneudsagn, der er afgivet i den samme sag for en dommer i sagens indledende fase eller for en anden sammensætning af retten, læses op [i retsmødet], når:
[…]
4) Det er ikke muligt at finde vidnet med henblik på indkaldelse, eller vidnet er afgået ved døden.
[…]
3. I de tilfælde, der er fastsat i artikel 281, stk. 1, nr. 1-6, oplæses vidneudsagn, der er afgivet for en myndighed, der er ansvarlig for sagens indledende fase, [i retsmødet], hvis den tiltalte og dennes forsvarer (såfremt en sådan forsvarer er blevet bemyndiget eller udpeget) deltog i afhøringen. Hvis der er flere tiltalte, kræver oplæsningen af de vidneudsagn, der vedrører tiltalen mod dem, samtykke fra de tiltalte, der ikke blev indkaldt til afhøringen, eller som gav en behørig begrundelse for deres manglende fremmøde.«
Retsforhandlinger og de præjudicielle spørgsmål
14 De tiltalte i sagen, der omfatter grænsepolitibetjente i Sofia lufthavn (Bulgarien), strafforfølges for lovovertrædelser på området for ulovlig indvandring.
15 IP, DD, SS og HYA blev anholdt om aftenen den 25. maj 2017 og tiltalt den følgende dag. ZI blev anholdt den 31. maj 2017 og tiltalt samme dag. Derefter blev de tiltalte varetægtsfængslet og fik adgang til advokatbistand.
16 I straffesagens indledende fase var flere tredjelandsstatsborgere, nemlig MM, RB, KH, HN og PR (herefter samlet »de omhandlede vidner«), hvis ulovlige indrejse på bulgarsk område de tiltalte i sagen angiveligt havde medvirket til, blevet afhørt af anklagemyndighedens efterforskningstjeneste.
17 En del af afhøringerne blev gennemført for en dommer. Således blev MM og RB afhørt for en dommer henholdsvis den 30. marts 2017 og den 12. april 2017, KH den 26. maj 2017, HN den 30. marts 2017 og PR den 30. marts 2017 samt den 12. april 2017.
18 På grund af deres ulovlige ophold på bulgarsk område blev de omhandlede vidner undergivet administrative procedurer med henblik på udsendelse.
19 I straffesagens indledende fase anmodede SS og DD udtrykkeligt om at måtte afhøre MM. Anklagemyndigheden imødekom ikke disse anmodninger.
20 Den 19. juni 2020 anlagde Spetzializirana prokuratura (særlig anklagemyndighed, Bulgarien), idet den fandt, at der var grundlag for de forhold, som de tiltalte var anklaget for, sag ved Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager, Bulgarien) med henblik på strafferetlig domfældelse.
21 Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, var denne rets forsøg på at indkalde de omhandlede vidner med henblik på deres afhøring under overværelse af de tiltalte i sagen og deres forsvar forgæves, enten fordi det ikke var muligt at fastlægge deres opholdssted, eller fordi de var blevet udsendt fra bulgarsk område eller frivilligt havde forladt dette. Ifølge den forelæggende ret er der således ingen mulighed for, at de omhandlede vidner kan afhøres personligt i sagens retslige fase.
22 I det retsmøde, der blev afholdt for den forelæggende ret den 9. april 2021, anmodede anklagemyndigheden om, at de vidneudsagn, som de omhandlede vidner havde afgivet i straffesagens indledende fase, i overensstemmelse med NPK’s artikel 281, stk. 1, blev læst op, således at disse vidneudsagn kunne indgå som en del af de beviser, på grundlag af hvilke denne ret skulle træffe afgørelse om sagens realitet.
23 Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt det er foreneligt med EU-retten at anvende denne nationale bestemmelse under de foreliggende omstændigheder, og ønsker afklaret, om den har pligt til at undlade at anvende bestemmelsen i hovedsagen.
24 Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at de omhandlede vidners forklaringer udgør et afgørende element ved vurderingen af, om de tiltalte i sagen er skyldige, og at den forelæggende rets dom i meget vidt omfang afhænger af, om, og i givet fald i hvilket omfang, den forelæggende ret kan støtte sig på de oplysninger, som disse vidneudsagn indeholder.
25 Den forelæggende ret har præciseret, at den nævnte nationale bestemmelse har til formål at imødegå risikoen for, at et vidne ikke kan afhøres i straffesagens retslige fase ved at fastsætte, at vidnet i den indledende fase af denne sag kan afhøres for en dommer. Sidstnævnte, som ikke er i besiddelse af sagsakterne, har bl.a. til opgave at sikre vidneafhøringens formelle lovlighed. Når en mistænkt allerede er blevet tiltalt, underrettes vedkommende i dette tilfælde om afhøringen af vidnet og får tilbudt mulighed for at deltage.
26 Som det angiveligt var tilfældet i den foreliggende sag, omgås denne nationale lovgivning imidlertid i praksis. Det er nemlig tilstrækkeligt, at afhøringen af vidnet i straffesagens indledende fase gennemføres for en dommer i de 24 timer, der går mellem anholdelsen af den mistænkte og tiltalerejsningen mod den pågældende, for at hverken sidstnævnte, for så vidt som vedkommende endnu ikke formelt er blevet tiltalt, eller dennes advokat har ret til at deltage heri.
27 På denne baggrund har Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Er en national ordning, hvorefter tiltaltes ret til at være til stede under retssagen er overholdt, og anklagemyndigheden på korrekt vis opfylder sin pligt til at føre bevis for tiltaltes skyld, såfremt der under straffesagens retslige fase anvendes udtalelser, som vidner, der af objektive [grunde] ikke kan afhøres, har afgivet i sagens indledende fase, idet disse vidner kun er blevet afhørt af anklagemyndigheden og uden forsvarets deltagelse, men dog for en domstol, og anklagemyndigheden allerede i den indledende fase havde mulighed for at give forsvaret adgang til at deltage i denne afhøring, men har undladt at gøre dette, forenelig med artikel 8, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2016/343, sammenholdt med 33. og 34. betragtning hertil, og chartrets artikel 47, stk. 2?«
28 Ved skrivelse af 5. august 2022 meddelte Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien) Domstolen, at Spetsializiran nakazatelen sad (særlig domstol i straffesager) som følge af en lovændring, der trådte i kraft den 27. juli 2022, er blevet nedlagt, og at visse straffesager, som var blevet indbragt for sidstnævnte domstol, herunder hovedsagen, fra og med denne dato er blevet overført til Sofiyski gradski sad (byretten i Sofia).
Om det præjudicielle spørgsmål
29 Indledningsvis bemærkes, at i henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, gælder, at i det omfang chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, har de samme betydning og omfang som i nævnte konvention. Som det fremgår af forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder (EUT 2007, C 303, s. 17), svarer chartrets artikel 48, stk. 2, hvorefter respekt for retten til et forsvar er sikret enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, til EMRK’s artikel 6, stk. 3. Det præjudicielle spørgsmål skal derfor ligeledes undersøges i lyset af chartrets artikel 48, stk. 2.
30 Under disse omstændigheder skal den forelæggende rets spørgsmål forstås således, at det nærmere bestemt ønskes oplyst, om artikel 6, stk. 1, og artikel 8, stk. 1, i direktiv 2016/343, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 2, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for anvendelsen af en national ordning, hvorefter en national ret, når det ikke er muligt at afhøre et af anklagemyndighedens vidner i en straffesags retslige fase, kan basere sin afgørelse om den tiltaltes skyld eller uskyld på det pågældende vidnes forklaring, der er indhentet i denne sags indledende fase i et retsmøde for en dommer, men uden deltagelse af den tiltalte eller dennes advokat.
31 Hvad for det første angår artikel 6, stk. 1, i direktiv 2016/343 fastsætter denne bestemmelse, at medlemsstaterne sikrer, at bevisbyrden for at fastslå mistænktes og tiltaltes skyld påhviler anklagemyndigheden.
32 Det er ganske vist korrekt, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 2016/343, som regulerer fordelingen af bevisbyrden (jf. i denne retning dom af 28.11.2019, Spetsializirana prokuratura, C-653/19 PPU, EU:C:2019:1024, præmis 31), er til hinder for, at bevisbyrden overføres fra anklagemyndigheden til forsvaret, således som det fremgår af 22. betragtning til dette direktiv. Som generaladvokaten har anført i punkt 61 i forslaget til afgørelse, fastsætter artikel 6, stk. 1, imidlertid hverken regler om, hvorledes anklagemyndigheden skal godtgøre, at en tiltalt er skyldig, eller regler om, at denne person under udøvelsen af sin ret til et forsvar skal være i stand til at anfægte de beviser, som anklagemyndigheden fremlægger i straffesagens retslige fase.
33 Under disse omstændigheder skal det fastslås, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 2016/343 ikke finder anvendelse på en national ordning som den i hovedsagen omhandlede.
34 Hvad for det andet angår artikel 8, stk. 1, i direktiv 2016/343 fastsætter denne bestemmelse, at medlemsstaterne sikrer, at mistænkte og tiltalte har ret til at være til stede under retssagen.
35 I denne henseende bemærkes for det første, at direktiv 2016/343 i henhold til dets artikel 2 finder anvendelse på fysiske personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager. Det finder anvendelse på alle stadier i straffesagen fra det tidspunkt, hvor en person mistænkes eller tiltales for at have begået en strafbar handling eller en påstået strafbar handling, indtil afgørelsen om den endelige fastsættelse af, hvorvidt denne person har begået den pågældende strafbare handling, er blevet endelig.
36 For det andet følger det af artikel 8, stk. 2, i direktiv 2016/343, sammenholdt med 36. og 41. betragtning hertil, at en tiltalt i medfør af sin ret til at være til stede under retssagen skal være i stand til personligt at give møde i de retsmøder, der afholdes i forbindelse med den retssag, som er anlagt mod vedkommende.
37 Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 38 i forslaget til afgørelse, er den forelæggende ret i tvivl om indholdet af retten til at være til stede under retssagen og om retningslinjerne for, hvorledes denne ret udøves i straffesagens retslige fase. Det er således ganske vist korrekt, at en hensyntagen i forbindelse med afgørelsen af, om en tiltalt er skyldig eller uskyldig, til et vidneudsagn fra et af anklagemyndighedens vidner, der er afhørt i straffesagens indledende fase uden tiltaltes og dennes advokats tilstedeværelse, og uden at disse har mulighed for at afhøre eller lade dette vidne afhøre i den retslige fase af denne procedure, ikke fratager den tiltalte muligheden for personligt at give møde i de retsmøder, der afholdes i forbindelse med den retssag, som er anlagt mod vedkommende. I et sådant tilfælde er den tiltaltes rolle imidlertid begrænset til passivt at overvære oplæsningen af indholdet af den forklaring, som dette vidne har afgivet, således som vidneforklaringen fremgår af referatet af en afhøring i straffesagens indledende fase, hvori vedkommende ikke har kunnet deltage.
38 Under disse omstændigheder skal det først afgøres, om den tiltaltes ret i henhold til artikel 8, stk. 1, i direktiv 2016/343 til at være til stede under den retssag, som er anlagt mod vedkommende, ud over at give tiltalte ret til personligt at give møde i de retsmøder, der afholdes i retssagen, også giver tiltalte ret til at afhøre eller lade anklagemyndighedens vidner afhøre i straffesagens retslige fase.
39 I denne forbindelse bemærkes, at det af 47. betragtning til direktiv 2016/343 fremgår, at direktivet respekterer de grundlæggende rettigheder og principper, som anerkendes i chartret og EMRK, herunder retten til en retfærdig rettergang, uskyldsformodningen og retten til et forsvar.
40 Som det følger af 33. betragtning til dette direktiv, udspringer de mistænktes eller tiltaltes ret til at være til stede under retssagen af retten til en retfærdig rettergang, der er fastsat i EMRK’s artikel 6, der svarer til chartrets artikel 47, stk. 2 og 3, og artikel 48, således som det er præciseret i forklaringerne til chartret. Domstolen skal derfor sørge for, at den fortolkning, som den anlægger af de sidstnævnte bestemmelser, sikrer et beskyttelsesniveau, som ikke tilsidesætter det beskyttelsesniveau, der er sikret ved EMRK’s artikel 6, således som denne fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (dom af 15.9.2022, DD (Gentagelse af en vidneafhøring), C-347/21, EU:C:2022:692, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
41 I så henseende fremgår det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at en tiltalts fremmøde er af afgørende betydning af hensyn til en fair og retfærdig rettergang i straffesager, og at forpligtelsen til at sikre tiltalte retten til at være til stede i retsmødet er et af de væsentlige elementer i EMRK’s artikel 6 (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 18.10.2006, Hermi mod Italien, CE:ECHR:2006:1018JUD001811402, § 58).
42 Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har nærmere bestemt fastslået, at henset til retten til et forsvar, som bl.a. er sikret ved EMRK’s artikel 6, stk. 3, litra d), indebærer den tiltaltes mulighed for at deltage i retsmødet, at den pågældende har ret til at kunne deltage effektivt i retssagen (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 5.10.2006, Marcello Viola mod Italien, CE:ECHR:2006:1005JUD004510604, §§ 52 og 53, og af 15.12.2011, Al-Khawaja og Tahery mod Det Forenede Kongerige, CE:ECHR:2011:1215JUD002676605, § 142), idet den i denne bestemmelse omhandlede ret for tiltalte til at afhøre eller lade afhøre imod vedkommende førte vidner er et specifikt element i retten til en retfærdig rettergang, som er sikret ved EMRK’s artikel 6, stk. 1 (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 19.2.2013, Gani mod Spanien, CE:ECHR:2013:0219JUD006180008, § 36).
43 Desuden har Domstolen bemærket, at en tiltalts mulighed for at blive stillet over for vidnerne under tilstedeværelse af den dommer, der i sidste ende træffer afgørelse om, hvorvidt den tiltalte er skyldig eller uskyldig, udgør et af de væsentlige elementer i en retfærdig rettergang i straffesager, idet bedømmelsen af et vidnes troværdighed er en vanskelig opgave, som normalt ikke kan udføres ved blot at læse indholdet af vidnets forklaringer, som de fremgår af referatet fra afhøringerne (jf. i denne retning dom af 29.7.2019, Gambino og Hyka, C-38/18, EU:C:2019:628, præmis 42 og 43).
44 Det følger af ovenstående betragtninger, at retten til at være til stede under retssagen, som er fastsat i artikel 8, stk. 1, i direktiv 2016/343, skal sikres, således at den kan udøves i den retslige fase i straffesagen på en måde, der er i overensstemmelse med kravene til en retfærdig rettergang. Denne ret er således ikke begrænset til blot at sikre den tiltaltes tilstedeværelse i de retsmøder, der afholdes i forbindelse med den retssag, som er anlagt mod den pågældende, men kræver, at den tiltalte er i stand til faktisk at deltage i denne og med henblik herpå udøve retten til et forsvar, herunder retten til at afhøre eller lade anklagemyndighedens vidner afhøre i denne retslige fase.
45 Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 43 i forslaget til afgørelse, ville en mere restriktiv fortolkning af artikel 8, stk. 1, i direktiv 2016/343, hvorefter retten til at være til stede under retssagen er begrænset til at sikre, at tiltalte personligt kan være til stede i de retsmøder, der afholdes i forbindelse med den retssag, som er anlagt mod vedkommende, nemlig medføre, at den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang fratages sit væsentligste indhold.
46 Under disse omstændigheder skal det dernæst afgøres, om artikel 8, stk. 1, i direktiv 2016/343, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 2, er til hinder for, at en strafferet anvender en national ordning, hvorefter retten, når et vidne af objektive grunde ikke er i stand til deltage i straffesagens retslige fase, kan lade vidneudsagn, som dette vidne har afgivet for en dommer i sagens indledende fase, oplæse med henblik på at træffe afgørelse om den tiltaltes skyld eller uskyld, også når der ikke var blevet rejst tiltale mod den pågældende på det tidspunkt, hvor afhøringen af vidnet fandt sted, og når hverken den tiltalte eller dennes advokat har kunnet deltage heri.
47 Anvendelsen af en sådan national ordning kan gøre indgreb i retten til at være til stede under retssagen, således som den er defineret i denne doms præmis 44.
48 Det tilkommer således den forelæggende ret i overensstemmelse med de fortolkningsbidrag, som Domstolen har givet, at vurdere, om anvendelsen af den i hovedsagen omhandlede nationale ordning er forenelig med de nævnte EU-retlige bestemmelser.
49 Det bemærkes nemlig, at artikel 267 TEUF ikke giver Domstolen kompetence til at anvende EU-retlige regler på et bestemt tilfælde, men kun til at udtale sig om fortolkningen af traktaterne og retsakter vedtaget af Unionens institutioner. I henhold til fast praksis kan Domstolen imidlertid som led i det retslige samarbejde, der er indført ved denne artikel, og på grundlag af sagens akter forsyne en national ret med de EU-retlige fortolkningsbidrag, der kan være hensigtsmæssige for den nationale ret ved vurderingen af den ene eller den anden EU-retlige bestemmelses virkninger (dom af 2.3.2021, A.K. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved den øverste domstol – søgsmål), C-824/18, EU:C:2021:153, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis).
50 I denne forbindelse bemærkes, at der i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1, kan indføres begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder, der anerkendes heri, for så vidt som disse begrænsninger er fastlagt i lovgivningen og respekterer de nævnte rettigheders væsentligste indhold, og for så vidt som disse begrænsninger under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.
51 Hvad for det første angår kravet om, at enhver begrænsning i udøvelsen af de grundlæggende rettigheder skal være fastsat ved lov, indebærer dette, at muligheden for at tage hensyn til vidneudsagn fra fraværende vidner skal være fastsat i den relevante nationale lovgivning. Med forbehold af den bedømmelse, der i denne henseende påhviler den forelæggende ret, synes dette at være tilfældet i tvisten i hovedsagen.
52 Hvad for det andet angår overholdelsen af det væsentligste indhold af den tiltaltes grundlæggende rettigheder skal det fastslås, at dette væsentlige indhold respekteres, såfremt der kun kan tages hensyn til vidneudsagn fra fraværende vidner under begrænsede omstændigheder, af legitime grunde og under overholdelse af kravet om en retfærdig rettergang under hele straffesagen.
53 Det skal i så henseende præciseres, at en sådan vurdering er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols relevante praksis, hvoraf det fremgår, at anvendelse som bevis af vidneforklaringer, der er indhentet i straffesagens indledende fase, ikke i sig selv er uforenelig med EMRK’s artikel 6, stk. 1, og artikel 6, stk. 3, litra d), med forbehold for at retten til et forsvar iagttages, idet denne i almindelighed kræver, at den anklagede gives en passende og tilstrækkelig mulighed for at bestride vidneudsagn, der fremlægges af anklagemyndigheden, eller for at afhøre ophavsmændene hertil, enten når vidneudsagnene afgives, eller på et senere tidspunkt (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 15.12.2015, Schatschaschwili mod Tyskland, CE:ECHR:2015:1215JUD000915410, § 105 og den deri nævnte retspraksis).
54 Hvad for det tredje angår overholdelsen af proportionalitetsprincippet kræver dette, at de begrænsninger, der bl.a. kan indføres ved EU-retsakter af de rettigheder og friheder, der er fastsat i chartret, ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt og passende for at nå de legitime mål, der forfølges, eller behovet for beskyttelse af andres rettigheder og friheder, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning vælges (jf. i denne retning dom af 8.12.2022, Orde van Vlaamse Balies m.fl., C-694/20, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
55 Med henblik på at efterprøve, om dette princip er overholdt, tilkommer det den forelæggende ret at afgøre, om der foreligger en tungtvejende grund, som berettiger, at vidnet ikke giver møde, og om der, for så vidt som sidstnævntes vidneforklaring kan udgøre det eneste eller afgørende grundlag for en eventuel domfældelse af den tiltalte, findes kompenserende forhold, bl.a. reelle processuelle garantier, der er tilstrækkelige til at opveje vanskelighederne for den tiltalte og dennes advokat som følge af, at der tages hensyn til den nævnte vidneforklaring, og til at sikre en retfærdig rettergang under hele straffesagen (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 15.12.2011, Al-Khawaja og Tahery mod Det Forenede Kongerige, CE:ECHR:2011:1215JUD002676605, § 152, af 15.12.2015, Schatschaschwili mod Tyskland, CE:ECHR:2015:1215JUD000915410, § 107, og af 7.6.2018, Dimitrov og Momin mod Bulgarien, CE:ECHR:2018:0607JUD003513208, § 52).
56 I denne forbindelse tilkommer det først og fremmest den forelæggende ret at efterprøve, om der foreligger en tungtvejende grund, som berettiger, at et af anklagemyndighedens vidner er fraværende i straffesagens retslige fase, såsom død, helbredstilstand, frygt for at afgive vidneforklaring eller manglende mulighed for at finde pågældende vidne, idet denne ret i sidstnævnte tilfælde er forpligtet til at udfolde alle de bestræbelser, som med rimelighed kan forventes af den med henblik på at sikre dette vidnes fremmøde (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 15.12.2015, Schatschaschwili mod Tyskland, CE:ECHR:2015:1215JUD000915410, §§ 119-121 og den deri nævnte retspraksis).
57 Det skal dernæst tages i betragtning, at forklaringen fra et vidne, der ikke er til stede i straffesagens retslige fase, når den er optaget som bevis under denne fase, men er indhentet forud herfor, udgør det eneste grundlag for domfældelsen af den tiltalte, hvis dette vidnebevis er det eneste bevis mod vedkommende. Dette grundlag bør anses for afgørende i det tilfælde, hvor det nævnte vidnebevis er af en sådan betydning, at det kan føre til en afgørelse af sagen, idet det forudsættes, at hvis det fraværende vidnes forklaring kan understøttes af andre beviser, afhænger vurderingen af, om denne vidneforklaring er afgørende, af de andre bevisers bevisværdi, således at jo større deres bevisværdi er, desto mindre kan det fraværende vidnes forklaringer anses for afgørende (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 15.12.2015, Schatschaschwili mod Tyskland, CE:ECHR:2015:1215JUD000915410, § 123 og den deri nævnte retspraksis).
58 Hvad endelig angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger kompenserende forhold, skal sådanne forhold give mulighed for en korrekt og rimelig vurdering af troværdigheden af et uimodsagt vidneudsagn, og de skal nærmere bestemt vedrøre den måde, hvorpå den domsafsigende ret bedømmer det fraværende vidnes uimodsagte forklaring, tilgængeligheden af samstemmende beviser i straffesagens retslige fase og deres beviskraft, samt de processuelle foranstaltninger, der er truffet for at opveje den manglende mulighed for at krydsforhøre vidnet direkte i straffesagens retslige fase (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 15.12.2015, Schatschaschwili mod Tyskland, CE:ECHR:2015:1215JUD000915410, §§ 125-131 og den deri nævnte retspraksis, og af 7.6.2018, Dimitrov og Momin mod Bulgarien, CE:ECHR:2018:0607JUD003513208, § 53). Hvad angår sidstnævnte aspekt kan en processuel garanti, der kan kompensere for vanskelighederne for forsvaret som følge af, at vidnet er fraværende i straffesagens retslige fase, bestå i at have givet den tiltalte eller dennes advokat mulighed for at afhøre et vidne i straffesagens indledende fase (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 10.2.2022, Al Alo mod Slovakiet, CE:ECHR:2022:0210JUD003208419, § 56 og den deri nævnte retspraksis).
59 I det foreliggende tilfælde skal det for det første bemærkes, at den omstændighed, at det ikke er muligt at finde vidnet med henblik på indkaldelse i straffesagens retslige fase, principielt udgør en tungtvejende grund som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 56, bl.a. når dette vidne ikke længere har bopæl på den pågældende medlemsstats område, og forsøgene på at finde vedkommende, bl.a. via Interpol, er forgæves.
60 For det andet påhviler det den forelæggende ret at efterprøve, om dens afgørelse i tilfælde af domfældelse af de tiltalte i sagen udelukkende eller på afgørende vis som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 57, kan baseres på de forklaringer, som de omhandlede vidner har afgivet i straffesagens indledende fase.
61 For det tredje tilkommer det den forelæggende ret at afgøre, om der i det foreliggende tilfælde foreligger tilstrækkelige kompenserende forhold til at opveje vanskelighederne for de tiltalte og deres forsvar som følge af en eventuel hensyntagen som bevis til de forklaringer, som de omhandlede vidner har afgivet i straffesagens indledende fase, som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 58, bl.a. muligheden for de tiltalte i sagen og deres forsvar for at afhøre de omhandlede vidner i straffesagens indledende fase og adgangen til et retsmiddel til prøvelse af et eventuelt afslag herpå.
62 Henset til samtlige ovenstående grunde skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 8, stk. 1, i direktiv 2016/343, sammenholdt med chartrets artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 2, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for anvendelsen af en national ordning, hvorefter en national ret, når det ikke er muligt at afhøre et af anklagemyndighedens vidner i en straffesags retslige fase, kan basere sin afgørelse om den tiltaltes skyld eller uskyld på det pågældende vidnes forklaring, der er indhentet i denne sags indledende fase i et retsmøde for en dommer, men uden deltagelse af den tiltalte eller dennes advokat, medmindre der foreligger en tungtvejende grund, som berettiger, at vidnet ikke giver møde i straffesagens retslige fase, og dette vidnes forklaring ikke udgør det eneste eller afgørende grundlag for den tiltaltes domfældelse, og der foreligger tilstrækkelige kompenserende forhold til at opveje den tiltaltes og dennes advokats vanskeligheder som følge af, at der tages hensyn til den nævnte vidneforklaring.
Sagsomkostninger
63 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
Artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9. marts 2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager, sammenholdt med artikel 47, stk. 2, og artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,
skal fortolkes således, at
denne bestemmelse er til hinder for anvendelsen af en national ordning, hvorefter en national ret, når det ikke er muligt at afhøre et af anklagemyndighedens vidner i en straffesags retslige fase, kan basere sin afgørelse om den tiltaltes skyld eller uskyld på det pågældende vidnes forklaring, der er indhentet i denne sags indledende fase i et retsmøde for en dommer, men uden deltagelse af den tiltalte eller dennes advokat, medmindre der foreligger en tungtvejende grund, som berettiger, at vidnet ikke giver møde i straffesagens retslige fase, og dette vidnes forklaring ikke udgør det eneste eller afgørende grundlag for den tiltaltes domfældelse, og der foreligger tilstrækkelige kompenserende forhold til at opveje den tiltaltes og dennes advokats vanskeligheder som følge af, at der tages hensyn til den nævnte vidneforklaring.
Underskrifter