Language of document :

Sag anlagt den 12. juni 2012 - Panalpina Welttransport m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-270/12)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Panalpina Welttransport (Holding) AG (Basel, Schweitz), Panalpina Management AG (Basel, Schweitz) og Panalpina China Ltd (Hong Kong, Kina) (ved solicitors S. Mobley, A. Stratakis, T. Grimmer og B. Smith)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Kommissionens afgørelse af 28. marts 2012 om en procedure i henhold til artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39.462 - Godsbefordring) annulleres i sin helhed, i det omfang den finder anvendelse på sagsøgerne.

Subsidiært:

Hvis Domstolen giver sagsøgerne medhold i det første og/eller andet anbringende, ændres afgørelsens artikel 2, stk. 2, artikel 2, stk. 3, og artikel 2, stk. 4, for så vidt som de vedrører sagsøgerne, således at den bøde, sagsøgerne er blevet pålagt deri, annulleres eller subsidiært nedsættes.

Hvis Domstolen giver sagsøgerne medhold i det tredje anbringende, annulleres eller ændres afgørelsens artikel 1, stk. 2, litra f), således at overtrædelsens kortere varighed afspejles, og afgørelsens artikel 2, stk. 2, ændres som følge deraf for så vidt angår sagsøgerne, således at den bøde, sagsøgerne er blevet pålagt deri, annulleres eller nedsættes.

Hvis Domstolen giver sagsøgerne medhold i det fjerde anbringende, ændres afgørelsens artikel 2, stk. 2, artikel 2, stk. 3, og artikel 2, stk. 4, for så vidt som de vedrører sagsøgerne, således at den bøde, sagsøgerne er blevet pålagt deri, annulleres eller subsidiært nedsættes, og under alle omstændigheder.

Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale sagsøgernes omkostninger i forbindelse med denne sag.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fire anbringender.

Første anbringende om, at Kommissionen fraveg sine procedureregler, begik en retlig fejl og tilsidesatte sin begrundelsespligt, proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet ved at fastsætte bødens grundbeløb ved at beregne "værdien af salg", der er relevante for overtrædelsen, på grundlag af de samlede salg til EØS-kunder.

Andet anbringende om, at Kommissionen fraveg sine procedureregler, begik en retlig fejl og tilsidesatte sin begrundelsespligt, proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet ved at fastsætte bødens grundbeløb uden at tage hensyn til sagens særlige omstændigheder og karakteren af den omhandlede sektor (herunder betydningen af Air Cargo-kartellet).

Tredje anbringende om, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at konkludere, at den havde kompetence med hensyn til advanced manifest system ("AMS")-overtrædelsen før 1. maj 2004.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen fraveg sine procedureregler ved at fejlanvende sit skøn vedrørende forligsproceduren.

____________