Language of document : ECLI:EU:T:2005:187

Sag T-272/02

Comune di Napoli (Italien)

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) – anlæg af en metrolinje i Napoli (Italien) – afslutning af et finansielt fællesskabstilskud – annullationssøgsmål – berettiget forventning – billighed – begrundelse«

Sammendrag af dom

1.      Økonomisk og social samhørighed – Den Europæiske Fond for Regionaludvikling – tildeling af finansielt fællesskabstilskud – definition af den retlige og økonomiske ramme for hvert tilskud i fællesskabsbeslutningen om tildeling – modtagerens overskridelse af de oprindeligt fastsatte udgifter – ingen betydning for fastsættelsen af tilskuddets størrelse

(Rådets forordning nr. 1787/84)

2.      Økonomisk og social samhørighed – Den Europæiske Fond for Regionaludvikling – tildeling af finansielt fællesskabstilskud – ændring af anvendelsen af offentlige udgifter bestemt til projekter, der modtager støtte – ændring ikke meddelt Kommissionen – ingen tilpasning af Kommissionens beslutning til denne ændring – tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 1787/84)

1.      Når Kommissionens beslutning om afslutning af et finansielt fællesskabstilskud ydet af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om stiltiende afslag på en anmodning om berigtigelse af opgørelsen vedrørende et andet finansielt tilskud ydet af samme fond er i overensstemmelse med princippet om, at den retlige og økonomiske ramme for hvert tilskud er nøje defineret ved den fællesskabsbeslutning, hvorved tilskuddet bevilges, er Kommissionen berettiget til at begrænse sig til at betale det i sidstnævnte beslutning fastsatte beløb på trods af, at de samlede offentlige udgifter viser sig at være højere end oprindeligt forudset.

(jf. præmis 46 og 50)

2.      Når det i forbindelse med et finansielt fællesskabstilskud ydet af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling ikke er blevet godtgjort, at de nationale kompetente myndigheder rettidigt og så præcist, som Kommissionen er berettiget til at forvente af modtagere af et sådant tilskud, har underrettet Kommissionen om ændringer i de projekter, der berøres af tilskuddet, kan manglende indsigelser fra Kommissionens side over for disse ændringer ikke fortolkes som ensbetydende med, at den accepterede, at nogle offentlige udgifter blev henført til et andet projekt end det, som de oprindelig var bestemt for.

Det følger heraf, at hvis modtageren anfægter lovligheden af beslutningen om afslutning af tilskuddet, som stiltiende afslår ansøgningen om berigtigelse af opgørelsen vedrørende tilskuddet, kan modtageren ikke påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, da dette princip kun kan påberåbes af en erhvervsdrivende, som en institution har givet visse begrundede forhåbninger.

(jf. præmis 62 og 64)