RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
28. februar 2024 (*)
»Økonomisk og monetær politik – tilsyn med kreditinstitutter – artikel 9, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1024/2013 – ECB’s opkrævning af udligningsrenter i henhold til østrigsk ret i tilfælde af overtrædelse af artikel 395 i forordning (EU) nr. 575/2013 og som følge af en afgørelse om pålæggelse af en administrativ bøde i henhold til artikel 18 i forordning nr. 1024/2013 – proportionalitet«
I sagerne T-647/21 og T-99/22,
Sber Vermögensverwaltungs AG, tidligere Sberbank Europe AG, Wien (Østrig), ved avocat M. Fellner,
sagsøger,
mod
Den Europæiske Centralbank (ECB) ved K. Lackhoff, J. Poscia og M. Ioannidis, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af
Republikken Østrig ved J. Schmoll, F. Koppensteiner og A. Posch, som befuldmægtigede,
intervenient
har
RETTEN (Tredje Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, F. Schalin, og dommerne I. Nõmm (refererende dommer) og G. Steinfatt,
justitssekretær: V. Di Bucci,
– på grundlag af den skriftlige forhandling
– og under henvisning til, at ingen af parterne har anmodet om afholdelse af retsmøde inden for fristen på tre uger efter, at det er forkyndt, at retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, og at Retten i henhold til artikel 106, stk. 3, i Rettens procesreglement har besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del,
afsagt følgende
Dom
1 Med søgsmålene, der er støttet på artikel 263 TEUF, har sagsøgeren, Sber Vermögensverwaltungs AG, nedlagt påstand om annullation af henholdsvis afgørelse ECB-SSM-2021-ATSBE-7 af 2. august 2021 og ECB-SSM-2021-ATSBE-12 af 21. december 2021 fra Den Europæiske Centralbank (ECB). Disse afgørelser er truffet i henhold til artikel 4, stk. 1, litra d), artikel 4, stk. 3, og artikel 9, stk. 1, i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til ECB i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (EUT 2013, L 287, s. 63), sammenholdt med artikel 395, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2013, L 176, s. 1, berigtiget i EUT 2013, L 208, s. 68, og EUT 2013, L 321, s. 6), og § 97, stk. 1, nr. 2, i Bundesgesetz über das Bankwesen (Bankwesengesetz) (bankloven) af 30. juli 1993 (BGBl. 532/1993), som ændret ved Bundesgesetz, mit dem das Bankwesengesetz, das Börsegesetz 2018, das Finalitätsgesetz, das Finanzmarkt-Geldwäsche-Gesetz, das Sanierungs- und Abwicklungsgesetz, das Wertpapieraufsichtsgesetz 2018 und das Zentrale Gegenparteien-Vollzugsgesetz geändert werden (forbundslov om ændring af lov om bankvirksomhed, lov om børser 2018, lov om formål, lov om hvidvaskning af penge på de finansielle markeder, lov om sanering og likvidation, lov om tilsyn med værdipapirer 2018 og lov om fuldbyrdelse af centrale modparter) af 28. maj 2021 (BGBl. I, 98/2021) (herefter »BWG«).
Sagens baggrund
2 Sagsøgeren er et østrigsk kreditinstitut, som ECB fører direkte tilsyn med.
3 Den 1. oktober 2015 meddelte sagsøgeren ECB og Finanzmarktaufsichtsbehörde (finanstilsynet, Østrig) (herefter »FMA«), at sagsøgerens eksponeringer mod et kreditinstitut i 2015 havde overskredet den grænse for store eksponeringer, der er fastsat i artikel 395, stk. 1, i forordning nr. 575/2013 i løbet af 2015. Kreditinstituttet understregede, at den havde bragt disse overskridelser til ophør.
4 Den 15. februar 2019 besluttede ECB at pålægge sagsøgeren en administrativ bøde i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 på 630 000 EUR for overtrædelse af artikel 395, stk. 1, i forordning nr. 575/2013 på grund af overskridelser af de grænser for store eksponeringer, der er fastsat i sidstnævnte bestemmelse, på individuelt og konsolideret grundlag. Med henblik på at fastsætte størrelsen af denne sanktion sondrede ECB mellem den overtrædelse, der var begået på et konsolideret grundlag (som kunne give anledning til en beregning af en sanktion på 520 000 EUR), og den overtrædelse, der var begået på individuelt grundlag (som kunne give anledning til en beregning af en sanktion på 330 000 EUR). For så vidt som de to overtrædelser udsprang af de samme faktiske omstændigheder, fandt ECB, at den kumulerede pålæggelse af disse to beløb ikke var forholdsmæssig, og fastsatte følgelig bødens størrelse til 630 000 EUR.
5 Den 17. februar 2021 meddelte ECB sagsøgeren, at den havde til hensigt at pålægge sagsøgeren udligningsrenter af de beløb, der var berørt af de nævnte overskridelser, i henhold til BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, og fremsendte et udkast til afgørelse herom.
6 Sagsøgeren fremsatte den 3. marts 2021 sine bemærkninger til dette udkast til afgørelse.
7 Den 29. juni 2021 gav ECB sagsøgeren mulighed for at fremsætte sine bemærkninger til en revideret udgave af udkastet til afgørelse som følge af ændringen af BWG’s § 97, stk. 1, den 28. maj 2021.
8 Den 6. juli 2021 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger til den reviderede version af udkastet til afgørelse.
9 Den 2. august 2021 vedtog ECB afgørelse ECB-SSM-2021-ATSBE-7 (herefter »afgørelsen af 2. august 2021«), som pålægger sagsøgeren udligningsrenter for overskridelser, der fandt sted mellem februar og juni 2015, for et beløb på 2 120 926,08 EUR.
10 For det første påpegede ECB, at sagsøgeren havde underrettet ECB og FMA om, at en af dens eksponeringer havde overskredet tærsklen på 25% af dens justerede kapitalgrundlag som fastsat i artikel 395, stk. 1, i forordning nr. 575/2013.
11 For det andet fremhævede ECB, at sagsøgeren havde overskredet den nævnte tærskel dels på individuelt grundlag i 59 arbejdsdage i perioden fra den 5. til den 29. juni 2015, dels på et konsolideret grundlag i 53 arbejdsdage i perioden fra den 10. februar til den 29. juni 2015. ECB anførte, at disse overskridelser havde fundet sted i løbet af 4 kalendermåneder.
12 For det tredje udledte ECB heraf, at der på grundlag af artikel 4, stk. 1, litra d), artikel 4, stk. 3, og artikel 9, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 1024/2013 skulle pålægges sagsøgeren udligningsrenter i henhold til BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, for tilsidesættelse af artikel 395, stk. 1, i forordning nr. 575/2013 både på et individuelt grundlag for et beløb på 1 105 359,95 EUR og på et konsolideret grundlag for et beløb på 2 120 926,08 EUR.
13 Den 30. august 2021 anmodede sagsøgeren om en revision af afgørelsen af 2. august 2021 i henhold til artikel 24, stk. 1, 5 og 6, i forordning nr. 1024/2013, sammenholdt med artikel 7 i ECB’s afgørelse af 14. april 2014 om nedsættelse af et administrativt klagenævn og forretningsordenen for dette (EUT 2014, L 175, s. 47).
14 Den 12. oktober 2021 anlagde sagsøgeren sag T-647/21 med påstand om annullation af afgørelsen af 2. august 2021.
15 Den 25. oktober 2021 afgav Det Administrative Klagenævn en udtalelse, hvori det fandt, at afgørelsen af 2. august 2021 for det første var behæftet med en utilstrækkelig begrundelse for så vidt angår anvendelsen af proportionalitetsprincippet, anvendelsen af artikel 70 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT 2013, L 176, s. 338), og at anvendelsen af BWG’s § 99 for det andet tilsidesatte princippet om overholdelse af en rimelig frist og for det tredje var behæftet med en utilstrækkelig begrundelse for så vidt angår ECB’s beslutning om at pålægge udligningsrenter for overskridelser af store eksponeringer, der blev foretaget på såvel individuelt som konsolideret niveau.
16 Den 21. december 2021 vedtog ECB en ny afgørelse, afgørelse ECB-SSM-2021-ATSBE-12 (herefter »afgørelsen af 21. december 2021«), som ifølge afgørelsens punkt 3.1 »erstatter og ændrer afgørelsen af [2. august 2021]« og ifølge punkt 3.3 »får virkning fra datoen for meddelelsen af afgørelsen [af 2. august 2021]«.
17 ECB opretholdt det samme beløb i udligningsrenter som det, den havde pålagt ved afgørelsen af 2. august 2021.
18 I lyset af Det Administrative Klagenævns udtalelse tilføjede ECB for det første, at i tilfælde af et instituts tilsidesættelse af sine forpligtelser i henhold til artikel 395 i forordning nr. 575/2013 er pålæggelsen af udligningsrenter i henhold til BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, omfattet af den kompetente myndigheds udøvelse af en bindende beføjelse, der ikke giver den nogen skønsmargen. De forhold, der er nævnt i BWG’s § 99 med hensyn til »straffesanktioner«, er derfor irrelevante. For det andet fremhævede ECB den omstændighed, at det følger af de østrigske domstoles praksis, at der i tilfælde af en overskridelse på både et individuelt og konsolideret grundlag skal opkræves udligningsrenter på begge grundlag. For det tredje fandt ECB i modsætning til, hvad Det Administrative Klagenævn havde anført, at forpligtelsen til at overholde en rimelig frist ved behandlingen af de administrative procedurer ikke var blevet tilsidesat, henset til omstændighederne i den foreliggende sag, og bemærkede, at Det Administrative Klagenævn selv havde lagt til grund, at varigheden af proceduren ikke havde haft nogen indvirkning på sagsøgerens udøvelse af sin ret til forsvar.
Parternes påstande
19 I sag T-647/21 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:
– Afgørelsen af 2. august 2021 annulleres.
– ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
20 ECB og Republikken Østrig har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
21 Desuden fremsatte ECB den 28. januar 2022 en anmodning om, at det blev fastslået, at det var ufornødent at træffe afgørelse i denne sag, hvilken anmodning blev henskudt til afgørelse i forbindelse med sagens realitet den 31. maj 2022.
22 I sag T-99/22 har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:
– Afgørelsen af 21. december 2021 annulleres.
– ECB tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
23 ECB og Republikken Østrig har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
24 Efter at parterne var blevet hørt herom, fandt Retten, at der var grundlag for at forene sagerne med henblik på dommen i henhold til artikel 68 i Rettens procesreglement.
Om søgsmålet i sag T-99/22
25 Sagsøgerens argumentation til støtte for påstanden om annullation af afgørelsen af 21. december 2021 kan i det væsentlige opdeles i syv anbringender vedrørende for det første tilsidesættelse af princippet ne bis in idem i artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og i artikel 4 i protokol nr. 7 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), for det andet er der rejst tvivl om, hvorvidt den endelige karakter af ECB’s afgørelse af 15. februar 2019 er i strid med reglerne i østrigsk ret, for det tredje en tilsidesættelse af chartrets artikel 49, EMRK’s artikel 7 og artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013, for det fjerde en tilsidesættelse af BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, for det femte en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og artikel 70 i direktiv 2013/36, for det sjette en tilsidesættelse af ECB’s forpligtelse til at træffe afgørelse inden for en rimelig frist og for det syvende magtfordrejning.
Det første anbringende om tilsidesættelse af princippet ne bis in idem
26 Sagsøgeren har gjort gældende, at pålæggelsen af udligningsrenter i henhold til BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, udgør en tilsidesættelse af princippet ne bis in idem i chartrets artikel 50 og i artikel 4 i protokol nr. 7 til EMRK, eftersom ECB allerede har pålagt sagsøgeren en administrativ bøde på 630 000 EUR for de samme forhold. Sagsøgeren har gjort gældende, at dette princip ligeledes gælder med hensyn til administrative sanktioner, der kan have karakter af straf, og er af den opfattelse, at denne kvalificering finder anvendelse på udligningsrenter, for så vidt som de går ud over fratagelsen af den økonomiske fordel, der er opnået ved en tilsidesættelse af artikel 395 i forordning nr. 575/2013. I dom af 7. august 2018, VTB Bank (Austria) (C-52/17, EU:C:2018:648), tog Domstolen desuden ikke stilling til spørgsmålet om, hvorvidt udligningsrenterne er af strafferetlig karakter eller ej.
27 ECB har, støttet af Republikken Østrig, gjort gældende, at dette anbringende bør forkastes.
28 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at princippet ne bis in idem udgør et grundlæggende princip i EU-retten (dom af 15.10.2002, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 59), som nu er fastsat i chartrets artikel 50.
29 Chartrets artikel 50 indeholder en ret svarende til den, der er fastsat i artikel 4 i protokol nr. 7 til EMRK. Det skal i denne henseende fremhæves, at i det omfang chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, fastsætter chartrets artikel 52, stk. 3, at de har samme betydning og omfang som i EMRK. Der skal således tages hensyn til artikel 4 i tillægsprotokol nr. 7 til EMRK ved fortolkningen af chartrets artikel 50, uden at dette berører EU-rettens og Den Europæiske Unions Domstols autonomi (jf. i denne retning dom af 20.3.2018, Menci, C-524/15, EU:C:2018:197, præmis 23 og 60).
30 Chartrets artikel 50 fastsætter, at »[i]ngen [...] i en straffesag på ny [skal] kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken den pågældende allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i en af Unionens medlemsstater i overensstemmelse med lovgivningen«. Princippet ne bis in idem er således til hinder for en kumulation af retsforfølgelse og sanktioner af strafferetlig karakter som omhandlet i denne bestemmelse for de samme forhold og mod samme person (jf. dom af 20.3.2018, Menci, C-524/15, EU:C:2018:197, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
31 Det følger af Domstolens praksis, at tre kriterier er relevante. Det første kriterium er den retlige kvalificering af lovovertrædelsen i national ret, det andet kriterium er selve lovovertrædelsens art, og det tredje kriterium er karakteren og strengheden af den sanktion, som den pågældende risikerer at blive pålagt (jf. i denne retning dom af 5.6.2012, Bonda, C-489/10, EU:C:2012:319, præmis 37, og af 20.3.2018, Menci, C-524/15, EU:C:2018:197, præmis 26). Det skal i denne henseende bemærkes, at anvendelsen af chartrets artikel 50 ikke er begrænset til retsforfølgelse og sanktioner, der kvalificeres som »strafferetlige« i national ret, men kan – uafhængigt af en sådan kvalificering i national ret – udvides til retsforfølgelse og sanktioner, der skal anses for at være af strafferetlig karakter på grundlag af de to andre kriterier (jf. dom af 20.3.2018, Menci, C-524/15, EU:C:2018:197, præmis 30).
32 I det foreliggende tilfælde bemærkes, at det fremgår af artikel 395, stk. 1, i forordning nr. 575/2013 i den affattelse, der var gældende i den omtvistede periode, at »[e]t institut [...] ikke, efter at der er taget hensyn til virkningen af kreditrisikoreduktion i overensstemmelse med [den nævnte forordnings] artikel 399-403, [må] påtage sig en eksponering mod en kunde eller en gruppe af indbyrdes forbundne kunder, hvis størrelse overstiger 25% af dets justerede kapitalgrundlag«, og »[e]r kunden et institut, eller omfatter gruppen af indbyrdes forbundne kunder et eller flere institutter, må denne størrelse ikke overstige 25% af instituttets justerede kapitalgrundlag eller 150 [000 000] EUR, idet det er den højeste størrelse, der gælder, forudsat at summen af eksponeringernes størrelse, efter at der er taget hensyn til virkningen af kreditrisikoreduktion i overensstemmelse med [denne forordnings] artikel 399-403, med alle de indbyrdes forbundne kunder, som ikke er institutter, ikke overstiger 25% af instituttets justerede kapitalgrundlag«.
33 Det fremgår endvidere af BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, at »FMA opkræver renter af kreditinstitutter, af de ansvarlige virksomheder i henhold til [denne lovs] § 30, stk. 6, og af det centrale organ, når der er tale om en sammenslutning af kreditinstitutter i henhold til lovens § 30a, af følgende beløb: [...] 2% af overskridelsen af den grænse for store eksponeringer, der er fastsat i artikel 395, stk. 1, i [forordning nr. 575/2013], beregnet pr. år i 30 dage, undtagen i tilfælde af en tilladt overskridelse af grænsen i henhold til denne forordnings artikel 395, stk. 5, tilsynsforanstaltninger i henhold til denne lovs § 70, stk. 2, eller for høj gældsætning i kreditinstituttet«.
34 Det bemærkes for det første, at sagsøgeren den 15. februar 2019 ved en afgørelse, der er blevet endelig, blev pålagt en administrativ bøde på 630 000 EUR i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013 som sanktion for en overtrædelse bestående i overskridelser af de grænser for store eksponeringer, der er fastsat i artikel 395, stk. 1, i forordning nr. 575/2013. ECB har ikke bestridt, at de udligningsrenter, som ECB pålagde i afgørelsen af 21. december 2021, blev pålagt i forbindelse med de samme faktiske omstændigheder.
35 For det andet skal det fremhæves, at de administrative bøder, der pålægges i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013, er omfattet af anvendelsesområdet for chartrets artikel 50.
36 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de administrative bøder, der pålægges i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1024/2013, klart er udformet på grundlag af de bøder, som Europa-Kommissionen kan pålægge i henhold til artikel 23, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1), og har en tilsvarende karakter og strenghed. Disse sanktioner har nemlig det samme afskrækkende formål, således som det udtrykkeligt fremgår af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1024/2013, som præciserer, at »de sanktioner, der anvendes, skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning«, og samme strenghed med hensyn til beløbet, som kan nå op på 10% af det pågældende kreditinstituts samlede årsomsætning. Det følger af fast retspraksis, at princippet ne bis in idem skal overholdes i procedurer om pålæggelse af bøder, som henhører under konkurrenceretten (jf. dom af 14.2.2012, Toshiba Corporation m.fl., C-17/10, EU:C:2012:72, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis). Denne kvalificering skal derfor anvendes analogt på de nævnte sanktioner.
37 For det tredje skal det følgelig efterprøves, om de udligningsrenter, der er pålagt i henhold til BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, ligeledes er omfattet af anvendelsesområdet for chartrets artikel 50.
38 I denne henseende fremgår det af praksis fra Verfassungsgerichtshof (forfatningsdomstol, Østrig) og Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig), som Republikken Østrig har fremlagt i sit interventionsindlæg, at udligningsrenter kvalificeres som tilsynsmæssige foranstaltninger, der ikke har karakter af straf.
39 Nærmere bestemt fastslog Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol) i en afgørelse af 22. februar 1999, at det for så vidt angår det første relevante kriterium, nemlig den retlige kvalificering af overtrædelsen i national ret, fulgte af BWG’s opbygning, at den østrigske lovgiver ikke havde klassificeret nævnte lovs § 97 som en strafferetlig bestemmelse. Hvad angår det andet og det tredje kriterium, dvs. selve lovovertrædelsens art og sanktionens strenghed, fastslog Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol), at »hverken sanktionens formål eller art eller arten eller omfanget af dens grovhed [...] henhører under det strafferetlige område«. Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol) anførte i denne forbindelse, at udligningsrenterne blev anvendt »uden undersøgelse af culpa«, og at de havde til formål at »sikre et velfungerende banksystem, der yder tilstrækkelig beskyttelse af kreditorerne, ved at sikre kreditinstitutternes likviditet og ved at begrænse risiciene ved ydelse af kredit« ved at fastsætte et bidrag for overskridelse af grænserne for store investeringer, »som står i forhold til overskridelsen af grænserne, og som skal kompensere for den økonomiske fordel, der uretmæssigt er opnået som følge af overskridelsen«.
40 Det skal derfor udledes af de østrigske domstoles praksis, at anvendelsen af udligningsrenter i henhold til BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, ikke er omfattet af anvendelsesområdet for chartrets artikel 50.
41 Denne konklusion bekræftes af dom af 7. august 2018, VTB Bank (Austria) (C-52/17, EU:C:2018:648, præmis 40-42). Samtidig med at Domstolen lagde til grund, at de udligningsrenter, der blev pålagt i henhold til en tidligere affattelse af BWG’s § 97, var omfattet af artikel 65 i direktiv 2013/36, som vedrører »administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger«, foretrak Domstolen kvalificeringen som »administrativ foranstaltning« frem for »administrativ sanktion«, idet den henviste til sin retspraksis i forbindelse med analysen af de finansielle korrektioner, som medlemsstaterne gennemførte for at beskytte Unionens finansielle interesser, og kvalificerede forpligtelsen til at tilbagebetale en ved en uregelmæssighed uberettiget opnået fordel som en »administrativ foranstaltning«.
42 Henset til det ovenstående må det konkluderes, at ECB’s pålæggelse af udligningsrenter i henhold til BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, for en adfærd, der allerede har været genstand for en administrativ bøde i henhold til artikel 18 i forordning nr. 1024/2013, ikke er i strid med princippet ne bis in idem.
43 Det første anbringende skal derfor forkastes.
Det femte anbringende vedrørende en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og artikel 70 i forordning nr. 2013/36
44 Sagsøgeren har gjort gældende, at pålæggelsen af udligningsrenter er i strid med proportionalitetsprincippet og artikel 70 i direktiv 2013/36. Sagsøgeren har for det første anført, at ECB skal overholde proportionalitetsprincippet både i forbindelse med vedtagelsen af en sanktion og ved vedtagelsen af en administrativ foranstaltning. Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at ECB er forpligtet til at anvende BWG’s § 99 i lyset af nævnte direktivs artikel 70, som den gennemfører. Det følger heraf, at BWG’s § 99 ikke alene finder anvendelse på administrative sanktioner, men også på andre administrative foranstaltninger. For det tredje er sagsøgeren af den opfattelse, at ECB, henset til kriterierne i sidstnævnte bestemmelse, i tilfælde af en mindre overtrædelse af minimal varighed, som ikke har ført til en fordel for sagsøgeren, og henset til dennes samarbejde, burde have pålagt denne udligningsrenter på et meget lavere beløb eller endog slet ingen renter.
45 Sagsøgeren har endvidere kritiseret ECB for ikke at have undersøgt forholdsmæssigheden af pålæggelsen af udligningsrenter både på et konsolideret grundlag og på et individuelt grundlag. Kreditinstituttet har i denne forbindelse anført, at den administrative bøde var blevet fastsat til 630 000 EUR i stedet for 840 000 EUR med henblik på at tage hensyn til den omstændighed, at overskridelserne på et individuelt og konsolideret grundlag skyldtes den samme adfærd. Sagsøgeren har kritiseret ECB for hverken at have fulgt en tilsvarende tilgang i afgørelsen af 21. december 2021 eller at have givet en tilstrækkelig begrundelse på dette punkt.
46 ECB har heroverfor for det første anført, at BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, ikke overlader den nogen skønsmargen, som gør det muligt at undersøge foranstaltningens forholdsmæssighed på grundlag af kriterierne i BWG’s § 99.
47 ECB har for det andet gjort gældende, at BWG’s § 97, stk. 1, udgør et særligt instrument, der fungerer uafhængigt af subjektive kriterier, såsom ansvaret for tilsidesættelse af de grænser, der gælder for store eksponeringer, med henblik på at nå målet om overholdelse af de nævnte grænser med en høj grad af effektivitet, i forhold til hvilket de østrigske domstole ikke har taget forfatningsmæssige forbehold med hensyn til forholdsmæssigheden heraf.
48 For det tredje har ECB henvist til, at dens fortolkning af BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, er i overensstemmelse med de østrigske domstoles praksis. Heraf følger for det første, at anvendelsen heraf sker automatisk, for det andet, at kvalificeringen som »generel udligning af fordele, der uberettiget er opnået, eller som kan opnås«, er blevet lagt til grund for sagsøgerens vedkommende, og for det tredje, at ECB hverken var forpligtet eller bemyndiget til at anvende BWG’s § 99, der gennemfører artikel 70 i direktiv 2013/36 i forbindelse med gennemførelsen af BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2.
49 ECB har for det fjerde gjort gældende, at selv om Retten måtte finde, at der skal tages hensyn til proportionalitetshensyn i forbindelse med anvendelsen af BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, forholder det sig således, at kriterierne i BWG’s §99 og artikel 70 i direktiv 2013/36 ikke er relevante.
50 For det første regulerer BWG’s § 99 udelukkende bødernes størrelse og kan ikke vedrøre udligningsrenter.
51 For det andet finder parametrene i BWG’s § 99 og artikel 70 i direktiv 2013/36 kun anvendelse på fastlæggelsen af, hvilken type afgørelse der skal træffes, i det omfang det er hensigtsmæssigt, dvs. for så vidt som de er egnede til at nå de legitime mål, der forfølges. Dels er de nævnte parametre vedrørende overtrædelsens grovhed og varighed, størrelsen af den opnåede fortjeneste eller de unddragne tab, de tab, der er påført tredjemand, eller graden af samarbejde med den kompetente myndighed således ikke egnede til at nå de legitime mål i BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2. Dels er kriteriet om den hensigt, der ligger til grund for begåelsen af overtrædelsen, som alene fremgår af det nævnte direktivs artikel 70, heller ikke egnet.
52 Republikken Østrig har gjort gældende, at de kriterier, der er fastsat i BWG’s § 99, ikke finder konkret anvendelse på vedtagelsen af den administrative tilsynsforanstaltning, eftersom de snarere vedrører sanktioner. Der kan kun tages hensyn til kriteriet om finansiel formåen, eftersom det ligeledes fremgår af BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, som udelukker, at der pålægges udligningsrenter i tilfælde af overdreven gældsætning i kreditinstituttet. Republikken Østrig har tilføjet, at pålæggelsen af udligningsrenter for en overskridelse på såvel individuelt som konsolideret niveau er i overensstemmelse med retspraksis og er forholdsmæssig.
53 I henhold til artikel 65, stk. 1, sidste punktum, i direktiv 2013/36 skal »administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning«.
54 Artikel 70 i direktiv 2013/36 med overskriften »De kompetente myndigheders effektive anvendelse af sanktioner og udøvelse af beføjelser til at pålægge sanktioner« bestemmer:
»Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder ved valget af arten af administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger og fastsættelse af størrelsen af de administrative økonomiske sanktioner tager højde for alle relevante omstændigheder, herunder i givet fald:
a) overtrædelsens grovhed og varighed
b) graden af ansvar hos den fysiske eller juridiske person, der er ansvarlig for overtrædelsen
c) den finansielle styrke hos den fysiske eller juridiske person, der er ansvarlig for overtrædelsen, [f.eks.] med udgangspunkt i en juridisk persons samlede omsætning eller en fysisk persons årsindkomst
d) vigtigheden af den fortjeneste, den fysiske eller juridiske person, der er ansvarlig for overtrædelsen, har opnået, eller det tab, den fysiske eller juridiske person, der er ansvarlig for overtrædelsen, har undgået, såfremt disse beløb kan beregnes
e) de tab for tredjeparter, som kan tilskrives overtrædelsen, såfremt disse beløb kan beregnes
f) viljen hos den fysiske eller juridiske person, der er ansvarlig for overtrædelsen, til at samarbejde med den kompetente myndighed
g) overtrædelser, som den fysiske eller juridiske person, der er ansvarlig for overtrædelsen, tidligere har begået
h) enhver potentiel systemisk følge af overtrædelsen.«
55 I afgørelsen af 21. december 2021 fremhævede ECB udtrykkeligt, at »BWG’s § 97, stk. 1, ikke tillægger den kompetente myndighed noget skøn med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der skal pålægges udligningsrenter eller ej«, og »den tillægger heller ikke ECB noget frit skøn med hensyn til, om der skal tages hensyn til særlige omstændigheder ved fastsættelsen af det rentebeløb, der skal pålægges«. Den støttede denne konklusion på Verwaltungsgerichtshofs (forvaltningsdomstol) opfattelse, hvoraf det fremgår, at lovgivningen kun tager hensyn til »mangler ved overholdelsen eller overskridelsen af grænserne« (Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol), dom nr. 95/17/0139 af 15.5.2000), at »grundene til, at en anden adfærd end den, der er fastsat af lovgiver, er blevet fulgt, er uden relevans« (Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol), dom nr. 95/17/0139 af 26.4.1999), og at den kompetente myndighed »er forhindret i at tage hensyn til, i hvor høj grad overtrædelsen er ulovlig« (Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol), dom nr. 95/17/0139 af 15.5.2000).
56 ECB undersøgte derfor ikke, om opkrævningen af udligningsrenter var forholdsmæssig, henset til omstændighederne i den foreliggende sag, eftersom den fandt, at den var forhindret i at gøre dette på grund af de østrigske domstoles fortolkning af BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2.
57 Det foreliggende anbringende indebærer således, at det skal efterprøves, om ECB har anlagt en korrekt fortolkning af BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, ved at fastslå, at ECB ikke rådede over noget skøn med hensyn til dens gennemførelse, når betingelserne herfor var opfyldt.
58 For så vidt som der er tale om fortolkningen af en bestemmelse i national ret, bemærkes i første række, at rækkevidden af nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser skal bedømmes under hensyntagen til de nationale domstoles fortolkning af dem (jf. i denne retning dom af 16.9.2015, Kommissionen mod Slovakiet, C-433/13, EU:C:2015:602, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).
59 Når Retten skal efterprøve, om der er grundlag for ECB’s anvendelse af den nationale lovgivning, der gennemfører et direktiv, er de nationale domstoles fortolkning følgelig tilstrækkelig til at fastlægge rækkevidden af den nævnte nationale ret, når det heraf følger, at den er forenelig med det direktiv, som den gennemfører. I et sådant tilfælde kan kritikken, der tilsigter at rejse tvivl om rigtigheden af de nævnte retsinstansers fortolkning, uden videre forkastes (jf. i denne retning dom af 24.4.2018, Caisse régionale de crédit agricole mutuel Alpes Provence m.fl. mod ECB, T-133/16 – T-136/16, EU:T:2018:219, præmis 84-92).
60 Det forholder sig imidlertid anderledes, når de nationale domstoles fortolkning ikke gør det muligt at sikre, at national ret er forenelig med et direktiv.
61 I et sådant tilfælde indebærer overholdelsen af princippet om EU-rettens forrang nemlig, at Retten i lighed med en national domstol i videst muligt omfang om nødvendigt fortolker national ret i lyset af ordlyden af og formålet med det gennemførte direktiv for at nå det med direktivet tilsigtede resultat (jf. i denne retning dom af 24.1.2012, Dominguez, C-282/10, EU:C:2012:33, præmis 24).
62 Selv om forpligtelsen til at henvise til EU-retten ved fortolkningen og anvendelsen af de relevante nationale retsregler begrænses af generelle retsprincipper, og selv om den ikke kan tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret, omfatter kravet om en overensstemmende fortolkning imidlertid forpligtelsen til i givet fald at ændre en fast retspraksis, såfremt denne er baseret på en fortolkning af national ret, som er uforenelig med formålene med et direktiv (jf. i denne retning dom af 19.4.2016, DI, C-441/14, EU:C:2016:278, præmis 32 og 33 samt den deri nævnte retspraksis).
63 Hvis der ikke kan anlægges en fortolkning af national lovgivning, der er i overensstemmelse med de EU-retlige krav, har Retten i lighed med den nationale ret, der skal anvende EU-retlige bestemmelser, pligt til at sikre disse bestemmelsers fulde virkning, idet den om fornødent af egen drift skal undlade at anvende enhver selv nyere national lovgivning, der er i strid med en EU-retlig bestemmelse, som har direkte virkning (jf. i denne retning dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 58 og 61).
64 I anden række må det konstateres, at artikel 70 i direktiv 2013/36, sammenholdt med dette direktivs artikel 4, stk. 1, artikel 65, stk. 1, og 37. betragtning hertil, skal forstås således, at det tilkommer FMA og dermed ECB at fastlægge arten af den administrative foranstaltning under hensyntagen til alle omstændigheder, hvilket nødvendigvis indebærer, at de har en skønsmargen, og udelukker, at de befinder sig i en situation med bunden kompetence.
65 For det første fremgår dette af en ordlyds- og kontekstuel fortolkning af artikel 70, stk. 1, i direktiv 2013/36.
66 Indledningsvis bemærkes, at selv om overskriften til artikel 70 i direktiv 2013/36 alene henviser til »sanktioner«, fremgår det af denne artikels ordlyd, at denne bestemmelse ligeledes omhandler fastlæggelsen af »andre administrative foranstaltninger«. Følgelig gælder henvisningen til medlemsstaternes forpligtelse til at sikre, at de kompetente myndigheder tager hensyn til samtlige omstændigheder, hvoraf der er opstillet en ikke-udtømmende liste, ligeledes i forhold til disse.
67 Det følger endvidere af artikel 4, stk. 1, i direktiv 2013/36, at de »kompetente myndigheder«, der er nævnt i artikel 70 i direktiv 2013/36, er dem, der »varetager de i dette direktiv [...] omhandlede funktioner og opgaver«, dvs. FMA for så vidt angår Østrig og ECB for så vidt angår gennemførelsen af artikel 9, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 1024/2013.
68 Endelig bemærkes, at artikel 65, stk. 1, og artikel 70 er indeholdt i samme afdeling i direktiv 2013/36 om »[t]ilsynsbeføjelser, beføjelse til at pålægge sanktioner og klageadgang«, således at begrebet »administrative foranstaltninger« i disse to bestemmelser skal anses for at have samme betydning. Eftersom det fremgår af dom af 7. august 2018, VTB Bank (Austria) (C-52/17, EU:C:2018:648), at udligningsrenter udgør en administrativ foranstaltning som omhandlet i artikel 65, stk. 1, i direktiv 2013/36, er anvendelsen heraf reguleret af samme direktivs artikel 70.
69 For det andet bekræftes denne konklusion af en teleologisk fortolkning af artikel 70 i direktiv 2013/36, eftersom 37. betragtning hertil viser lovgivers hensigt om, at medlemsstaterne skal sikre, »at de kompetente myndigheder […] tager højde for alle relevante omstændigheder«.
70 For det tredje må det konstateres, at ECB’s forpligtelse til at tage hensyn til alle omstændigheder indebærer, at den foretager en undersøgelse af omstændighederne i den konkrete sag, når den vedtager en administrativ foranstaltning.
71 For det fjerde følger det heraf, at en fortolkning af BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, der placerer ECB i en situation med bunden kompetence, forhindrer den i at tage hensyn til alle relevante omstændigheder og vil føre til, at denne bestemmelse bliver uforenelig med artikel 70 i direktiv 2013/36.
72 Det fremgår ganske vist af ordlyden af BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, at den automatiske pålæggelse af udligningsrenter kompenseres ved, at der i selve bestemmelsen tages hensyn til to omstændigheder, hvorunder en overtrædelse af artikel 395, stk. 1, i forordning nr. 575/2013 ikke fører til pålæggelse af udligningsrenter. Dette er tilfældet, når kreditinstituttet for det første er genstand for en administrativ afgørelse fra den kompetente myndighed, hvorved det pålægges kreditinstituttet at træffe visse foranstaltninger på grund af risikoen for, at det ikke kan opfylde sine forpligtelser over for sine kreditorer eller med henblik på at sikre det finansielle systems stabilitet i henhold til BWG’s § 70, stk. 2, eller for det andet befinder sig i en situation med overdreven gældsætning.
73 Det skal imidlertid bemærkes, at den østrigske lovgivers fremhævelse af to omstændigheder, hvorunder en overtrædelse af artikel 395, stk. 1, i forordning nr. 575/2013 ikke fører til pålæggelse af udligningsrenter, ikke kan sidestilles med den kompetente myndigheds hensyntagen til »samtlige relevante omstændigheder« som fastsat i artikel 70 i direktiv 2013/36.
74 På samme måde gør den omstændighed, at de udligningsrenter, der pålægges i henhold til BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, er omfattet af kvalificeringen som »administrativ foranstaltning« snarere end som en »administrativ sanktion« som omhandlet i artikel 65, stk. 1, i direktiv 2013/36, det ikke muligt at bringe den automatiske pålæggelse af disse renter i overensstemmelse med direktivets artikel 70.
75 Selv om det er korrekt, at den kompetente myndigheds forpligtelse til at tage hensyn til samtlige omstændigheder som følge af denne forskel ikke nødvendigvis har samme intensitet, når der er tale om en administrativ foranstaltning, såsom pålæggelse af udligningsrenter eller en administrativ sanktion eller så meget desto mere en administrativ bøde, forholder det sig ikke desto mindre således, at anvendelsesområdet for artikel 70 i direktiv 2013/36 ikke er begrænset til administrative sanktioner, men ligeledes omfatter administrative foranstaltninger.
76 I tredje række skal det bemærkes, at BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, i lyset af artikel 70 i direktiv 2013/36 kan fortolkes således, at den indebærer en skønsmargen for ECB, der i givet fald gør det muligt for den ikke at pålægge udligningsrenter, hvis den finder, at omstændighederne indebærer, at der skal træffes afgørelse herom.
77 For det første udelukker ordlyden af BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, ikke udtrykkeligt muligheden for, at FMA i givet fald kan råde over en skønsmargen med hensyn til hensigtsmæssigheden af at anvende den.
78 For det andet findes i BWG’s afsnit XXII ligeledes § 99, som gengiver indholdet af artikel 70 i direktiv 2013/36, hvoraf det følger, at FMA i forbindelse med fastlæggelsen af, hvilken form for sanktion eller foranstaltning der skal træffes som reaktion på overtrædelser af forordning nr. 575/2013, i det omfang det er hensigtsmæssigt, skal tage hensyn til de samme omstændigheder som dem, der er nævnt i artikel 70 i direktiv 2013/36, der ligeledes er opført som ikke-udtømmende. Henvisningen til »foranstaltninger« i denne artikel kan derfor fuldt ud forstås således, at den omfatter opkrævning af udligningsrenter som omhandlet i BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2.
79 For det tredje berører anerkendelsen af ECB’s skønsbeføjelse i forbindelse med gennemførelsen af BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, ikke sagsøgeren negativt, hvorfor denne anerkendelse ikke kan begrænses af overholdelsen af de almindelige retsprincipper som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 62 ovenfor.
80 For det fjerde og som følge heraf støttede ECB sig, for så vidt som den vedtog afgørelsen af 21. december 2021, idet den lagde til grund, at pålæggelsen af udligningsrenter havde en automatisk karakter, på en urigtig retlig forudsætning, som behæftede dens undersøgelse af, om anvendelsen af BWG’s § 97, stk. 1, nr. 2, var forholdsmæssig, med en fejl, eftersom denne forudsætning foranledigede ECB til ikke at undersøge omstændighederne i den foreliggende sag.
81 Det første anbringende bør således tages til følge og afgørelsen af 21. december 2021 annulleres, uden at det er fornødent at tage stilling til sagsøgerens øvrige anbringender.
Om søgsmålet i sag T-647/21
82 ECB har gjort gældende, at søgsmålet til prøvelse af afgørelsen af 2. august 2021 er blevet uden genstand, eftersom denne afgørelse blev erstattet af afgørelsen af 21. december 2021, som trådte i kraft på datoen for meddelelsen af afgørelsen af 2. august 2021. Det følger heraf, at sagens genstand er bortfaldet, og at en afgørelse om sagens realitet ikke vil give sagsøgeren nogen fordel.
83 I henhold til fast retspraksis fjerner den sagsøgte institutions tilbagekaldelse eller ophævelse under visse omstændigheder genstanden for annullationssøgsmålet, når den for sagsøgeren fører til det ønskede resultat og fuldt ud giver vedkommende medhold. Den nævnte sagsøger kan imidlertid fortsat have en interesse i, at en retsakt, der er blevet ophævet under sagen, annulleres, hvis annullationen af denne retsakt i sig selv kan have retsvirkninger (jf. kendelse af 6.7.2011, SIR mod Rådet, T-142/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:333, præmis 18 og 21 samt den deri nævnte retspraksis).
84 Hvad angår en retsakt, der er blevet ophævet under sagens behandling, kan en sådan interesse fortsat bestå i det tilfælde, hvor den retsakt, hvorved den første retsakt er blevet ophævet, selv er genstand for et annullationssøgsmål, således at den første retsakt igen kan finde anvendelse efter en eventuel annullation af den anden retsakt (jf. kendelse af 20.10.2011, United Phosphorus mod Kommissionen, T-95/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:610, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 13.12.2017, Crédit mutuel Arkéa mod ECB, T-712/15, EU:T:2017:900, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis). Det må fastslås, at en sagsøger af tilsvarende grunde må anses for at have en interesse i at opnå annullation af en retsakt, der er blevet trukket tilbage, når den retsakt, hvorved den første retsakt er trukket tilbage, er genstand for et annullationssøgsmål.
85 Det er imidlertid blevet fastslået, at den sagsøgte institutions anmodning om at få sagen afvist med den begrundelse, at den anfægtede retsakt var blevet trukket tilbage, kunne udgøre en implicit, men sikker anerkendelse af, at den var forsvundet fra Unionens retsorden, hvilket indebar, at den ikke længere ville kunne påberåbe sig den, selv hvis den retsakt, der trak den tilbage, blev annulleret. (jf. i denne retning kendelse af 17.9.1997, Antillean Rice Mills mod Kommissionen, T-26/97, EU:T:1997:131, præmis 14).
86 Det skal desuden bemærkes, at den foreliggende sag er kendetegnet ved en meget høj grad af lighed både med hensyn til indholdet af afgørelserne af 2. august 2021 og 21. december 2021 og med hensyn til de anbringender, som sagsøgeren har fremsat i sine to stævninger. Som det fremgår af præmis 17 og 18 ovenfor, fulgte ECB det samme ræsonnement i afgørelsen af 21. december 2021 som det, den havde fremført i sin afgørelse af 2. august 2021, samtidig med at den supplerede den på baggrund af Det Administrative Klagenævns udtalelse. Dette afspejles i den omstændighed, at sagsøgeren har fremført en tilsvarende argumentation i de to søgsmål. Sådanne særlige betingelser indebærer, at afgørelsen af 2. august 2021 er behæftet med den samme ulovlighed som den, der er fastslået i præmis 44-81 ovenfor, hvilket styrker konklusionen om, at det vil være umuligt for ECB at påberåbe sig den efter annullationen af afgørelsen af 21. december 2021 (jf. i denne retning og analogt dom af 7.9.2023, Versobank mod ECB, C-803/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2023:630, præmis 167-169).
87 Henset til omstændighederne i den foreliggende sag må det derfor fastslås, at annullationen af afgørelsen af 21. december 2021 ikke kan medføre, at afgørelsen af 2. august 2021 på ny finder anvendelse, således at det er ufornødent at træffe afgørelse i sag T-647/21.
Sagsomkostninger
88 Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. ECB har tabt sag T-99/22 og bør derfor pålægges at bære sine egne omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand.
89 Det følger af procesreglementets artikel 137, at finder Retten, at der ikke er anledning til at træffe afgørelse i sagen, er den frit stillet i sin afgørelse om sagsomkostningerne. Hvad angår sag T-647/21 finder Retten, at ECB, henset til omstændighederne i den foreliggende sag, ud over at bære sine egne omkostninger skal betale de omkostninger, som sagsøgeren har afholdt i den nævnte sag, i overensstemmelse med dennes påstand herom.
90 Ifølge procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer medlemsstater, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Republikken Østrig bærer derfor sine egne omkostninger for så vidt angår såvel sag T-99/22 som sag T-647/21.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling):
1) Sagerne T-647/21 og T-99/22 forenes med henblik på dommen.
2) Det er ikke længere fornødent at træffe afgørelse i sag T-647/21.
3) I sag T-99/22 annulleres afgørelse ECB-SSM-2021-ATSBE-12 af 21. december 2021 fra Den Europæiske Centralbank (ECB).
4) ECB bærer sine egne omkostninger og betaler de af Sber Vermögensverwaltungs AG afholdte omkostninger.
5) Republikken Østrig bærer sine egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. februar 2024.
Underskrifter