RETTENS DOM (Tiende Afdeling)

6. december 2023 (*)

»EGFL og ELFUL – udgifter, der er udelukket fra finansiering – procedure for efterprøvende regnskabsafslutning – aktiv landbruger – permanent græsareal – stikprøve – uretmæssigt udbetalte beløb – sen indsendelse af ansøgning – finansiel disciplin – begrundelsespligt – berettiget forventning – proportionalitet«

I sag T-48/22,

Den Tjekkiske Republik ved M. Smolek, J. Vláčil, O. Serdula og J. Očková, som befuldmægtigede,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved J. Aquilina, A. Becker, K. Walkerová og J. Hradil, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

RETTEN (Tiende Afdeling),

sammensat af dommerne M. Jaeger (refererende dommer), som fungerende afdelingsformand, P. Nihoul og S. Verschuur,

justitssekretær: fuldmægtig R. Ūkelytė,

på grundlag af den skriftlige forhandling

efter retsmødet den 24. maj 2023,

afsagt følgende

Dom

1        Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har Den Tjekkiske Republik nedlagt påstand om delvis annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/2020 af 17. november 2021 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (EUT 2021, L 413, s. 10, herefter »den anfægtede afgørelse«), for så vidt som den vedrører de udgifter, som denne stat har afholdt for regnskabsårene 2015-2017, svarende til et beløb på 43 470 836,30 EUR (herefter »den anfægtede finansiel korrektion«).

I.      Sagens baggrund

A.      Undersøgelse AA/2017/010/CZ

2        Europa-Kommissionen indledte undersøgelse AA/2017/010/CZ mod Den Tjekkiske Republik for at efterprøve, om dennes kontrol af den støtte, der blev udbetalt til landbrugerne i henhold til EGFL og ELFUL, var blevet foretaget i overensstemmelse med EU-lovgivningen for årene 2015-2017 (herefter »undersøgelsen«) på grundlag af artikel 52 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (EUT 2013, L 347, s. 549) og artikel 34 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 908/2014 af 6. august 2014 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1306/2013 for så vidt angår betalingsorganer og andre organer, økonomisk forvaltning, regnskabsafslutning, regler om kontroller, sikkerhedsstillelse og åbenhed (EUT 2014, L 255, s. 59) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for undersøgelsen.

3        Fra den 18. til den 22. september 2017 foretog Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen en revision på stedet i Den Tjekkiske Republik.

4        Ved skrivelse af 30. november 2017 (herefter »resultatskrivelsen«) meddelte Kommissionen de tjekkiske myndigheder resultaterne af dens kontrol i overensstemmelse med artikel 34, stk. 2, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014. I denne skrivelse anførte Kommissionen bl.a., at det kontrolsystem, som Den Tjekkiske Republik havde indført med henblik på at kontrollere tildelingen af arealstøtte til landbrugere i henhold til EGFL og ELFUL, ikke var i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Desuden anmodede Kommissionen de tjekkiske myndigheder om at fremlægge en detaljeret beskrivelse af de afhjælpende foranstaltninger, der var truffet.

5        Ved skrivelse af 29. marts 2018 fremsendte Den Tjekkiske Republik sine bemærkninger til resultatskrivelsen til Kommissionen.

6        Ved skrivelse af 4. juni 2018 indbød Kommissionen Den Tjekkiske Republik til et bilateralt møde i henhold til artikel 34, stk. 2, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014.

7        Den 11. september 2018 fremsendte Kommissionen referatet af dette bilaterale møde til Den Tjekkiske Republik og anmodede denne om yderligere oplysninger vedrørende bl.a. klassificeringen af permanente græsarealer.

8        Ved skrivelse af 1. oktober 2018 fremsendte Den Tjekkiske Republik sine bemærkninger til referatet af det bilaterale møde til Kommissionen. I denne skrivelse gav den bl.a. Kommissionen oplysninger om fremgangsmåden for indsendelse af støtteansøgninger og betalingsanmodninger i overensstemmelse med artikel 13 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til forordning nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, betingelserne for afslag eller tilbagetrækning af betalinger og administrative sanktioner vedrørende direkte betalinger, støtte til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse (EUT 2014, L 181, s. 48).

9        Ved skrivelse af 11. december 2018 fremsendte Den Tjekkiske Republik yderligere oplysninger til Kommissionen vedrørende bl.a. afslaget på flere ansøgninger med henblik på at opnå betalinger under aktiv landbruger-ordningen i henhold til artikel 9, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landsbrugspolitik og om ophævelse af Rådet forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådet forordning (EF) nr. 73/2009 (EUT 2013, L 347, s. 608).

10      Ved skrivelse af 6. maj 2019 meddelte Kommissionen de tjekkiske myndigheder, at der forelå en overtrædelse med hensyn til den minimumskontrolprocent, der skulle foretages på grundlag af artikel 35 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 af 17. juli 2014 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse (EUT 2014, L 227, s. 69) i forbindelse med støtteordningen »grøn omstilling« (herefter »ordningen om grøn omstilling«), og anmodede dem om yderligere oplysninger. Disse oplysninger blev fremsendt af de tjekkiske myndigheder ved skrivelse af 4. juli 2019.

11      Ved skrivelse af 20. december 2019 fremsendte Kommissionen i overensstemmelse med artikel 34, stk. 3, tredje afsnit, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014 de foreløbige resultater af undersøgelsen (herefter »de foreløbige resultater«) til de tjekkiske myndigheder. I denne skrivelse bekræftede Kommissionen sit standpunkt, som den allerede havde givet udtryk for i resultatskrivelsen, med hensyn til det af Den Tjekkiske Republik indførte kontrolsystems manglende overholdelse med henblik på at kontrollere tildelingen af den arealstøtte, der blev udbetalt til landbrugerne i henhold til EGFL og ELFUL i perioden 2015-2017. Kommissionen oplyste endvidere Den Tjekkiske Republik om dens ret til at indlede en forligsprocedure i henhold til artikel 40, stk. 1, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014.

12      Hvad nærmere bestemt angår den manglende overholdelse af det af Den Tjekkiske Republik indførte kontrolsystem konstaterede Kommissionen bl.a. utilstrækkeligheder vedrørende fem hovedkontroller.

13      For det første fandt Kommissionen, at de tjekkiske myndigheder ved fastlæggelsen af støtteansøgerens status som aktiv landbruger havde tilsidesat artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 (herefter »overtrædelsen vedrørende status som aktiv landbruger«).

14      I denne forbindelse hævdede Kommissionen, at de tjekkiske myndigheder

–        havde anvendt et enkelt kriterium for at godtgøre, at to af de tre betingelser i artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 1307/2013 var opfyldt; Kommissionen fandt således, at Den Tjekkiske Republik uberettiget havde begrænset adgangen til status som aktiv landbruger for personer, der var opført på listen over personer, som, medmindre andet godtgøres, ikke er berettiget til at modtage støtte inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, fordi de ikke betragtes som aktive landbrugere, dvs. fysiske eller juridiske personer og sammenslutninger af fysiske eller juridiske personer, som driver lufthavne, jernbanevirksomhed, vandværker, ejendomsmæglerselskaber, permanente sports- og fritidsanlæg (herefter »udelukkelseslisten«) i artikel 9, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 1307/2013

–        ved kontrollen af betingelserne i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 for at opnå status som aktiv landbruger ikke havde taget hensyn til de selskaber, der var tilknyttet støtteansøgeren.

15      For det andet konstaterede Kommissionen mangler ved det kontrolsystem, som de tjekkiske myndigheder havde indført for så vidt angik identifikationen af permanente græsarealer, hvilket var i strid med artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1307/2013 (herefter »overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer«).

16      For det tredje gjorde Kommissionen gældende, at de tjekkiske myndigheder havde tilsidesat de EU-retlige bestemmelser vedrørende udvælgelsen af den stikprøve af støttemodtagere, som den skulle kontrollere (herefter »overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse«). Overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse bestod af to dele:

–        Hvad angår den første del (herefter »overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse med hensyn til almindelige kontroller«) fandt Kommissionen, at de tjekkiske myndigheder fejlagtigt i beregningen af den minimumskontrolprocent, der skulle foretages for den generelle arealbetalingsordning (herefter »den generelle arealbetalingsordning«) i overensstemmelse med artikel 30, litra a), i gennemførelsesforordning nr. 809/2014 (herefter »de almindelige kontrollerne«), havde inkluderet den kontrol i form af monitorering, der skulle foretages, når støttemodtageren i det foregående år havde fået en nedsat administrativ sanktion som omhandlet i artikel 33a i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1394 af 16. august 2016 om ændring af forordning nr. 809/2014 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse (herefter »monitorering«).

–        Hvad angår den anden del (herefter »overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse med hensyn til grøn omstilling«) gjorde Kommissionen gældende, at der forelå en tilsidesættelse af artikel 35 i gennemførelsesforordning nr. 809/2014 med den begrundelse, at de tjekkiske myndigheder ikke i 2016 og 2017 havde forhøjet den procentdel af støttemodtagerne, der skulle gøres til genstand for en kontrol på stedet, efter at det i de foregående år var blevet konstateret, at der forelå uregelmæssigheder i den generelle arealbetalingsordning.

17      For det fjerde anførte Kommissionen, at der var sket en tilsidesættelse af artikel 63 i forordning nr. 1306/2013 og af artikel 7 i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, som fastsætter, at der efter konstateringen af, at et areal ikke er støtteberettiget, skal foretages inddrivning af beløb, der uretmæssigt er udbetalt til landbrugerne for dette areal, og at der pålægges administrative sanktioner. Ifølge Kommissionen gjorde det system, som de tjekkiske myndigheder havde indført til identifikation af ikke-støtteberettigede arealer ved hjælp af den årlige ajourføring af systemet til identifikation af landbrugsparceller (herefter »LPIS«), det imidlertid ikke muligt at efterprøve, om et areal, der ikke var støtteberettiget for ét år, også havde været ikke-støtteberettiget i de foregående år og skulle give anledning til indledning af en procedure til inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb. Ifølge Kommissionen burde de tjekkiske myndigheder, efter at have konstateret, at der var tale om et ikke-støtteberettiget areal i 2017, således have kontrolleret, om det samme areal var ikke-støtteberettiget i 2015 og 2016 (herefter »overtrædelsen vedrørende inddrivelsen af uretmæssigt udbetalte beløb«).

18      For det femte gjorde Kommissionen gældende, at der var sket en tilsidesættelse af artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 640/2014 (herefter »overtrædelsen vedrørende den sene indgivelse af ansøgningen«). Kommissionen anførte i denne henseende, at når støtteansøgninger eller betalingsanmodninger blev indgivet online inden for de frister, der er fastsat i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 640/2014, uden elektronisk underskrift og efterfølgende blev underskrevet personligt af ansøgeren på det kompetente kontor inden for de følgende fem dage, burde de tjekkiske myndigheder have anvendt den i samme forordnings artikel 13, stk. 1, fastsatte nedsættelse på 1% pr. arbejdsdag af det støttebeløb, som ansøgeren havde ret til (herefter »nedsættelsen på 1%«). Ifølge Kommissionen var datoen for indgivelsen af disse ansøgninger datoen for deres undertegnelse og ikke datoen for deres indgivelse online, og denne dato lå efter udløbet af de frister, der er fastsat i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 640/2014. Der var således ifølge Kommissionen tale om sent indgivne ansøgninger, som burde have givet anledning til nedsættelsen på 1%.

19      Den 4. februar 2020 anmodede de tjekkiske myndigheder om forlig på grundlag af artikel 40, stk. 1, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014.

20      Den 5. oktober 2020 fremsendte forligsorganet dets rapport, hvori det konkluderede, at det ikke var muligt at indgå forlig.

21      Ved skrivelse af 13. november 2020 fremsendte Den Tjekkiske Republik yderligere oplysninger til Kommissionen.

22      Ved skrivelse af 26. marts 2021 meddelte Kommissionen Den Tjekkiske Republik de endelige konklusioner af undersøgelsen (herefter »de endelige konklusioner«) i overensstemmelse med artikel 34, stk. 4, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014.

23      For det første bekræftede Kommissionen i de endelige konklusioner sin holdning om, at Den Tjekkiske Republik havde overtrådt fem hovedkontroller.

24      Dernæst besluttede Kommissionen i de endelige konklusioner at anvende en standardsatskorrektion på 2% af de bevillinger, som den havde tilbagebetalt til Den Tjekkiske Republik i henhold til ordningen for finansiel disciplin for årene 2015-2017.

25      Kommissionen mindede om, at de bevillinger, der oprindeligt var tilbageholdt fra betalinger til landbrugerne, var blevet tilbagebetalt til de tjekkiske myndigheder ved følgende gennemførelsesforordninger (herefter »tilbagebetalingsforordningerne«):

–        Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/2073 af 23. november 2016 om godtgørelse af bevillinger, der er fremført fra regnskabsåret 2016 i overensstemmelse med artikel 26, stk. 5, i forordning nr. 1306/2013 (EUT 2016, L 320, s. 25)

–        Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/2197 af 27. november 2017 om godtgørelse af bevillinger, der er fremført fra regnskabsåret 2017 i overensstemmelse med artikel 26, stk. 5, i forordning nr. 1306/2013 (EUT 2017, L 312, s. 86)

–        Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1848 af 26. november 2018 om godtgørelse i henhold til artikel 26, stk. 5, i forordning nr. 1306/2013 af de bevillinger, der er fremført fra regnskabsåret 2018 (EUT 2018, L 300, s. 4).

26      Eftersom størrelsen af de bevillinger, som Kommissionen tilbagebetalte gennem tilbagebetalingsforordningerne, skulle afspejle størrelsen af de beløb, der oprindeligt var blevet tilbageholdt fra de direkte betalinger til landbrugerne, besluttede Kommissionen i den endelige konklusion at undergive disse bevillinger en standardsatskorrektion på 2% i overensstemmelse med de korrektioner, som den havde anvendt i forbindelse med undersøgelsen for så vidt angår de generelle arealbetalingsordninger, ordningerne om grøn omstilling og ordningen for unge landbrugere (herefter »ordningen for unge landbrugere«) og den frivillige koblede støtteordning (herefter »den frivillige koblede støtteordning«). Størrelsen af denne standardsatskorrektion beløb sig således til 654 697,95 EUR.

27      Endelig foreslog Kommissionen i de endelige konklusioner, at der for alle de overtrædelser, der blev foreholdt Den Tjekkiske Republik, blev udelukket et beløb på 44 098 570,70 EUR fra EU-finansiering som følge af anvendelsen af en finansiel korrektion i overensstemmelse med artikel 12, stk. 6-8, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 907/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til forordning nr. 1306/2013 for så vidt angår betalingsorganer og andre organer, finansiel forvaltning, regnskabsafslutning, sikkerhedsstillelse og brug af euroen (EUT 2014, L 255, s. 18).

28      Ved skrivelse af 21. oktober 2021 tilsendte Kommissionen Den Tjekkiske Republik en sammenfattende rapport (herefter »den sammenfattende rapport«), hvori den henviste til de forskellige trin i undersøgelsen, rækkevidden af de bemærkninger, som Den Tjekkiske Republik havde fremsat under proceduren for efterprøvende regnskabsafslutning, og begrundelsen for dens endelige konklusioner.

29      Den 17. november 2021 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse, hvorved Den Tjekkiske Republik blev pålagt en finansiel korrektion på 44 098 570,70 EUR.

B.      Den opfølgende undersøgelse AA/2020/012/CZ

30      Inden undersøgelsens afslutning indledte Kommissionen en opfølgende undersøgelse mod Den Tjekkiske Republik for at uddybe visse spørgsmål, der allerede var genstand for undersøgelsen (AA/2020/012/CZ, herefter »opfølgningsundersøgelsen«), på grundlag af artikel 52 i forordning nr. 1306/2013 og artikel 34 i gennemførelsesforordning nr. 908/2014. Opfølgningsundersøgelsen fokuserede navnlig på overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer.

31      I perioden fra den 31. august 2020 til den 4. september 2020 foretog Kommissionen i forbindelse med opfølgningsundersøgelsen en opfølgende revision på stedet i Den Tjekkiske Republik.

32      Ved skrivelse af 23. oktober 2020 meddelte Kommissionen de tjekkiske myndigheder resultaterne af sin kontrol i overensstemmelse med artikel 34, stk. 2, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014. I denne skrivelse anførte den bl.a., at opfølgningsundersøgelsen havde afsløret mangler ved klassificeringen af permanente græsarealer i strid med artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1307/2013. Der var ifølge Kommissionen tale om de samme mangler, som var blevet konstateret i undersøgelsens foreløbige resultater. Desuden anmodede Kommissionen de tjekkiske myndigheder om at fremlægge yderligere oplysninger.

33      Den 1. juli 2021 mødtes Kommissionen og de tjekkiske myndigheder på et opfølgende bilateralt møde.

34      Ved skrivelse af 30. juli 2021 fremsendte de tjekkiske myndigheder yderligere oplysninger til Kommissionen vedrørende klassificeringen af permanente græsarealer som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1307/2013 (herefter »skrivelsen af 30. juli 2021«).

35      Den 24. august 2021 fremsendte Kommissionen referatet af det opfølgende bilaterale møde til Den Tjekkiske Republik. I dette dokument bemærkede Kommissionen,

–        at den som følge af de oplysninger, som de tjekkiske myndigheder havde fremlagt under det opfølgende bilaterale møde og i skrivelsen af 30. juli 2021, anså spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en overtrædelse vedrørende identifikation af permanente græsarealer for den periode, der var omfattet af opfølgningsundersøgelsen, for afsluttet

–        at den beklagede, at de fremlagte oplysninger, som ligeledes ville have været relevante i forbindelse med undersøgelsen, ikke var blevet fremsendt af de tjekkiske myndigheder inden for rammerne af proceduren for den efterprøvende regnskabsafslutning, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

II.    Parternes påstande

36      Den Tjekkiske Republik har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres delvist, for så vidt som den vedrører Kommissionens pålæggelse af den anfægtede finansielle korrektion på grund af overtrædelser vedrørende status som aktiv landbruger, identifikation af permanente græsarealer, stikprøveudvælgelse, inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb og for sen indgivelse af ansøgningen samt inden for rammerne af ordningen med finansiel disciplin.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

37      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Den Tjekkiske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

III. Realiteten

38      Den Tjekkiske Republik har til støtte for sit søgsmål fremsat seks anbringender, idet den for det første har anfægtet overtrædelsen vedrørende status som aktiv landbruger, for det andet overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer, for det tredje overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse, for det fjerde overtrædelsen vedrørende inddrivelsen af uretmæssigt udbetalte beløb, for det femte overtrædelsen vedrørende den sene indgivelse af ansøgningen og for det sjette overtrædelsen af ordningen med finansiel disciplin.

A.      Det første anbringende, hvorved overtrædelsen vedrørende status som aktiv landbruger bestrides

39      Det første anbringende, hvorved overtrædelsen vedrørende status som aktiv landbruger anfægtes, består af to led.

1.      Det første anbringendes første led om, at Kommissionens pålæggelse af den anfægtede finansielle korrektion var ulovlig, idet Den Tjekkiske Republik ikke har tilsidesat artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013

40      Den Tjekkiske Republik har inden for rammerne af det første anbringendes første led fremsat to klagepunkter.

a)      Det første klagepunkt om anfægtelse af tilsidesættelsen af artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 1307/2013 på grund af anvendelsen af et enkelt kriterium for at bevise, at to af de tre betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, var opfyldt

41      Med dette første klagepunkt har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at den ikke har tilsidesat artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 1307/2013. Medlemsstatens valg af et enkelt kriterium med henblik på at bevise, at såvel betingelsen i artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, litra b), i forordning nr. 1307/2013 om, at ansøgerens landbrugsvirksomhed ikke er ubetydelig [herefter »betingelsen i litra b)«], som betingelsen i samme forordnings artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, litra c), hvorefter ansøgerens vigtigste forretnings- eller selskabsformål er at udøve en landbrugsaktivitet [herefter »betingelsen i litra c)«], er opfyldt, er ikke ulovligt.

42      Kommissionen har anfægtet dette klagepunkt.

43      Indledningsvis bemærkes, at artikel 9, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 1307/2013 indfører en simpel formodning om, at fysiske eller juridiske personer eller sammenslutninger af fysiske eller juridiske personer, der udøver en virksomhed, der er omfattet af udelukkelseslisten, ikke betragtes som aktive landbrugere og ikke er berettigede til direkte betalinger under EGFL og ELFUL (herefter »den simple formodning«). I henhold til artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 1307/2013 kan de samme fysiske eller juridiske personer samt sammenslutninger af fysiske eller juridiske personer imidlertid afkræfte den simple formodning, hvis de kan forelægge verificerbar dokumentation i det format, der påkræves af medlemsstaterne, der viser, at en af følgende tre betingelser er opfyldt:

–        at det årlige beløb til direkte betalinger, som de har modtaget, udgør mindst 5% af de samlede indtægter indtjent fra alle ikkelandbrugsaktiviteter i det seneste regnskabsår, for hvilket der foreligger sådan dokumentation

–        at deres landbrugsaktiviteter ikke er ubetydelige

–        at deres vigtigste forretnings- eller selskabsformål er at udøve en landbrugsaktivitet.

44      Kriterierne for anvendelsen af de betingelser, der er fastsat i artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 1307/2013, er præciseret i artikel 13 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 639/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til forordning nr. 1307/2013 og om ændring af bilag X til nævnte forordning (EUT 2014, L 181, s. 1). Denne bestemmelse fastsætter

–        for så vidt angår betingelsen i litra b), at ansøgerens landbrugsaktiviteter ikke er ubetydelige, hvis de samlede indtægter indtjent fra landbrugsaktiviteter, som ansøgeren har oppebåret i det seneste regnskabsår, for hvilket der foreligger sådan dokumentation, udgør mindst en tredjedel af de samlede indtægter, som er indtjent i det seneste regnskabsår, for hvilket der foreligger sådan dokumentation, idet medlemsstaterne dog kan fastsætte andre kriterier, der gør det muligt for ansøgeren at påvise, at vedkommendes landbrugsaktiviteter ikke er ubetydelige

–        for så vidt angår betingelsen i litra c), at en landbrugsaktivitet anses for at være det vigtigste forretnings- eller selskabsformål for en juridisk person, såfremt den er registreret som det vigtigste forretnings- eller virksomhedsformål i det officielle selskabsregister eller en medlemsstats tilsvarende officielle dokumentation, idet tilsvarende dokumentation er påkrævet, såfremt der er tale om en fysisk person, og idet medlemsstaterne, hvis der ikke findes sådanne registre, anvender tilsvarende dokumentation, idet medlemsstaterne dog kan fastsætte andre kriterier for, hvornår en landbrugsaktivitet skal betragtes som en fysisk eller juridisk persons vigtigste forretnings- eller selskabsformål.

45      Det er i denne sammenhæng, at de fire argumenter, som Den Tjekkiske Republik har fremført, skal undersøges.

1)      Det første argument om, at artikel 13, stk. 1, tredje afsnit, og artikel 13, stk. 3, tredje afsnit, i delegeret forordning nr. 639/2014 giver medlemsstaterne mulighed for at identificere alternative kriterier i forhold til dem, der er fastsat heri, og ikke fastsætter nogen begrænsning for valget af disse kriterier

46      Med dette første argument har Den Tjekkiske Republik anført, at kriterierne for fortolkningen af betingelsen i litra b) og betingelsen i litra c) er fastsat i artikel 13, stk. 1 og 3, i delegeret forordning nr. 639/2014.

47      I denne henseende har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at artikel 13, stk. 1, første afsnit, og artikel 13, stk. 3, første afsnit, i delegeret forordning nr. 639/2014 opstiller to forskellige kriterier for vurderingen af betingelsen i litra b) og betingelsen i litra c). Ifølge denne medlemsstat foreskriver denne bestemmelse, at det for at godtgøre, at betingelsen i litra b) er opfyldt, skal påvises, at mindst en tredjedel af støtteansøgerens indtægter er landbrugsindtægter (herefter »kriteriet om landbrugsindtægter«), og for at godtgøre, at betingelsen i litra c) er opfyldt, skal det påvises, at støtteansøgerens udøvelse af en landbrugsaktivitet fremgår af det officielle selskabsregister eller tilsvarende officiel dokumentation. Den Tjekkiske Republik har imidlertid anført, at artikel 13, stk. 1, tredje afsnit, og artikel 13, stk. 3, tredje afsnit, i delegeret forordning nr. 639/2014 som en undtagelse til disse kriterier giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte alternative kriterier, der gør det muligt at dokumentere, at støtteansøgeren opfylder betingelsen i litra b) og i litra c).

48      Ifølge Den Tjekkiske Republik fastsætter artikel 13, stk. 1, første afsnit, og artikel 13, stk. 3, første afsnit, i delegeret forordning nr. 639/2014 endvidere ikke nogen begrænsning med hensyn til medlemsstaternes valg af alternative kriterier, der vedtages med henblik på at bevise, at betingelsen i litra b) og betingelsen i litra c) er opfyldt, og forhindrer ikke medlemsstaterne i at anvende det samme kriterium for at bevise, at disse to betingelser er overholdt, idet medlemsstaterne i denne henseende råder over en vid skønsbeføjelse.

49      Den Tjekkiske Republik er derfor af den opfattelse, at den i den foreliggende sag frit kunne anvende kriteriet om landbrugsindtægter med henblik på at bevise, at betingelsen i litra b) og i litra c) var opfyldt. Der er nemlig tale om et relevant kriterium med henblik på at godtgøre ikke blot, at sagsøgerens landbrugsaktiviteter ikke var ubetydelige [betingelsen i litra b)], men også, at landbrugsaktiviteten var ansøgerens vigtigste forretnings- eller selskabsformål [betingelsen i litra c)].

50      Det må anføres, at selv om det er ubestrideligt, at artikel 13, stk. 1, tredje afsnit, og artikel 13, stk. 3, tredje afsnit, i delegeret forordning nr. 639/2014 giver medlemsstaterne mulighed for at identificere alternative kriterier i forhold til dem, som bestemmelsen definerer, og ikke fastsætter nogen begrænsning for valget af disse kriterier, forholder det sig ikke desto mindre således, at medlemsstaterne skal anvende disse alternative kriterier til at gennemføre de tre betingelser, der er anført i artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 1307/2013.

51      Medlemsstaternes valg af andre kriterier som omhandlet i artikel 13, stk. 1, tredje afsnit, og artikel 13, stk. 3, tredje afsnit, i delegeret forordning nr. 639/2014 kan således ikke føre til, at en af betingelserne i artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 1307/2013 mister sit formål, og således til at begrænse de muligheder, som støttemodtagerne har for at afkræfte den simple formodning.

52      I den foreliggende sag har Den Tjekkiske Republiks anvendelse af kriteriet om landbrugsindtægter for både at bevise, at betingelsen i litra b) og i litra c) var opfyldt, begrænset støttemodtagernes muligheder for at afkræfte den simple formodning til kun to. Dette valg er således i strid med artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 1307/2013, som udtrykkeligt bestemmer, at støttemodtageren har tre forskellige muligheder for at afkræfte den simple formodning.

53      Det første argument skal således forkastes.

2)      Det andet argument om, at der i Den Tjekkiske Republik ikke fandtes et register eller tilsvarende officiel dokumentation, der kunne godtgøre, at støtteansøgerens vigtigste forretnings- eller selskabsformål var en landbrugsaktivitet

54      Med dette andet argument har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at valget af at anvende kriteriet om landbrugsindtægter til at bevise både, at betingelsen i litra b) og i litra c) var opfyldt, var nødvendiggjort af den omstændighed, at der i dens nationale lovgivning ikke fandtes et register eller tilsvarende officiel dokumentation, der kunne godtgøre, at støtteansøgerens vigtigste forretnings- eller selskabsformål var en landbrugsaktivitet, således som det er fastsat i artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, litra c), i forordning nr. 1307/2013 og i artikel 13, stk. 3, andet afsnit, i delegeret forordning nr. 639/2014.

55      Det skal bemærkes, at selv om der i Den Tjekkiske Republiks nationale lovgivning ikke fandtes et register eller tilsvarende officiel dokumentation, der kunne godtgøre, at betingelsen i litra c) var opfyldt, kunne medlemsstaten i henhold til artikel 13, stk. 3, tredje afsnit, i delgeret forordning nr. 639/2014 frit fastsætte et alternativt kriterium for at påvise, at betingelsen i litra c) var opfyldt.

56      Det følger heraf, at Den Tjekkiske Republik i den foreliggende sag kunne have valgt et andet kriterium for at påvise, at betingelsen i litra c) var opfyldt, uden at måtte anvende kriteriet om landbrugsindtægter, som den allerede havde anvendt til at godtgøre, at betingelsen i litra b) var opfyldt.

57      Det andet argument må således forkastes.

3)      Det tredje argument om, at muligheden for at anvende kriteriet om landbrugsindtægter for at godtgøre både, at betingelsen i litra b) og i litra c) var opfyldt, var blevet bekræftet af Kommissionen

58      Med det tredje argument har Den Tjekkiske Republik anført, at muligheden for at anvende kriteriet om landbrugsindtægter for at godtgøre både, at betingelsen i litra b) og i litra c) var opfyldt, var blevet bekræftet af Kommissionen i forbindelse med en præsentation for medlemsstaterne, der blev afholdt den 27. oktober 2015 vedrørende vurderingen af status som aktiv landbruger (herefter »præsentationen for medlemsstaterne«).

59      Det bemærkes, at selv om det antages, at præsentationen for medlemsstaterne kan binde Kommissionen i forhold til fortolkningen af artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 1307/2013, præciserede Kommissionen heri, at kriteriet om landbrugsindtægter kun kunne anvendes som et alternativt kriterium for at godtgøre, at betingelsen i litra c) var opfyldt, hvis medlemsstaten ikke også anvendte det som bevis for, at betingelsen i litra b) er opfyldt.

60      Det tredje argument må således forkastes.

4)      Det fjerde argument, hvorefter artikel 9, stk. 7, i forordning nr. 1307/2013, som ændret ved forordning 2017/2393, bestemmer, at medlemsstaterne kan beslutte, at kun en eller to af betingelserne i artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 1307/2013 skal gøres gældende til støtte for, at støtteansøgeren har status som aktiv landbruger

61      Med dette fjerde argument har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at det i artikel 9, stk. 7, i forordning nr. 1307/2013, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2393 af 13. december 2017 om ændring af forordning (EU) nr. 1305/2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), nr. 1306/2013, nr. 1307/2013, (EU) nr. 1308/2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og (EU) nr. 652/2014 om bestemmelser vedrørende forvaltning af udgifter i tilknytning til fødevarekæden, dyresundhed og dyrevelfærd samt til plantesundhed og planteformeringsmateriale (EUT 2017, L 350, s. 15), bestemmes, at medlemsstaterne kan beslutte, at kun en eller to af betingelserne i artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 1307/2013 skal gøres gældende til støtte for, at støtteansøgeren er aktiv landbruger.

62      Det skal ganske vist bemærkes, at forordningens artikel 9, stk. 7, i den affattelse, der var gældende efter ikrafttrædelsen af forordning 2017/2393, bestemmer, at medlemsstaterne kan beslutte, at kun et eller to af de tre kriterier, der er anført i artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 1307/2013 kan gøres gældende af personer eller sammenslutninger af personer til støtte for, at de er aktive landbrugere.

63      Denne mulighed er dog tidsmæssigt defineret, for så vidt som medlemsstaterne først kan påberåbe sig den fra 2018, og er betinget af, at den pågældende medlemsstat giver Kommissionen meddelelse herom senest den 31. marts 2018, hvis den finder anvendelse fra 2018, eller, hvis den finder anvendelse fra et efterfølgende år, senest den 1. august i det år, der går forud for dens anvendelse.

64      I det foreliggende tilfælde omfatter den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, årene 2015-2017. Den mulighed, som den nye artikel 9, stk. 7, i forordning nr. 1307/2013 giver medlemsstaterne for at begrænse de betingelser, der er fastsat i forordningens artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, til en eller to, kunne først anvendes fra 2018, dvs. efter de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, og skal derfor anses for at være uden relevans for afgørelsen af den foreliggende sag.

65      Det fjerde argument og dermed det første klagepunkt i dets helhed må således forkastes.

b)      Det andet klagepunkt, hvorved tilsidesættelsen af artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 anfægtes på grund af den manglende hensyntagen til tilknyttede selskaber i forbindelse med kontrollen af støtteansøgerens status som aktiv landbruger

66      Med dette andet klagepunkt har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at den ikke har tilsidesat artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 på grund af den manglende hensyntagen til tilknyttede selskaber ved kontrollen af støtteansøgerens status som aktiv landbruger.

67      Medlemsstaten har i denne forbindelse gjort gældende, at udtrykket »sammenslutninger af fysiske eller juridiske personer« i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 udelukkende omfatter sammenslutninger af fysiske eller juridiske personer og ikke tilknyttede selskaber. Ifølge Den Tjekkiske Republik betyder dette, at det udelukkende er i forhold til en sammenslutning som helhed, at det skal efterprøves, om betingelserne i denne bestemmelse, der gør det muligt for støtteansøgeren at opnå status som aktiv landbruger, er opfyldt.

68      Kommissionen har anfægtet dette klagepunkt.

69      Indledningsvis bemærkes, at begrebet »sammenslutninger af fysiske eller juridiske personer« i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013, hvis ordlyd er gengivet i præmis 43 ovenfor, hverken er defineret i forordning nr. 1307/2013 eller i delegeret forordning nr. 639/2014, som imidlertid fastsætter kriterierne for anvendelsen af artikel 9 i forordning nr. 1307/2013.

70      Hvad angår tilknyttede selskaber skal det bemærkes, at hverken forordning nr. 1307/2013, delegeret forordning nr. 639/2014 eller Kommissionens vejledning DSCG/2014/29 af 15. april 2014, som fastsætter kriterierne for fortolkningen af artikel 9 i forordning nr. 1307/2013, indeholder nogen henvisning til dette begreb og så meget desto mindre nogen definition heraf.

71      I præsentationen for medlemsstaterne anførte Kommissionen imidlertid, at artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 skal fortolkes således, at de aktiviteter, der er omfattet af udelukkelseslisten, kan udøves af fysiske eller juridiske personer eller af disses sammenslutninger direkte eller gennem et forretningsmæssigt forbundet selskab.

72      I en skrivelse til det tyske fødevare- og landbrugsministerium af 29. januar 2016, som efterfølgende blev stillet til rådighed for de øvrige medlemsstater, gjorde Kommissionen endvidere gældende, at der ved »tilknyttet selskab« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013, skal forstås enhver enhed, der er direkte eller indirekte forbundet med støtteansøgeren ved et kontrolforhold i form af hel- eller majoritetsbesiddelse.

73      Det er i denne sammenhæng, at de fire argumenter, som Den Tjekkiske Republik har fremført til støtte for sit andet klagepunkt, skal undersøges.

1)      Det første argument om, at medtagelsen af tilknyttede selskaber i anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 er i strid med denne bestemmelses ordlyd

74      Med det første argument har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at det ikke fremgår af ordlyden af artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013, at selskaber, der er tilknyttet støtteansøgeren, skal tages i betragtning i forbindelse med en medlemsstats efterprøvelse af, om betingelserne for at opnå status som aktiv landbruger er opfyldt. Ifølge Den Tjekkiske Republik følger det heraf, at artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 skal fortolkes således, at den tilsigter at angive, at der ikke skal ydes direkte betalinger til fysiske personer, juridiske personer eller sammenslutninger af fysiske eller juridiske personer, som selv udøver en af de aktiviteter, der er omfattet af udelukkelseslisten.

75      Kommissionen har anfægtet dette argument.

76      For det første kan det påpeges, at begrebet »tilknyttede selskaber« ikke fremgår af ordlyden af artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013.

77      For det andet skal det bemærkes, at en sammenslutning i det væsentlige betegner en helhed af enheder, der er knyttet til hinanden inden for den samme organisation. Udtrykket »sammenslutning« skal således fortolkes således, at det nærmer sig udtrykket »gruppe« og omfatter alle fysiske eller juridiske personer, der er knyttet til hinanden inden for den samme mere eller mindre strukturerede selskabsorganisation. Det følger heraf, at en sammenslutning af fysiske eller juridiske personer omfatter tilknyttede selskaber.

78      Under disse omstændigheder skal det fastslås, at støtteansøgeren, der er en sammenslutning af fysiske eller juridiske personer, i henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 kan udøve de aktiviteter, der er omfattet af udelukkelseslisten, såvel direkte som gennem et tilknyttet selskab, der indgår i samme sammenslutning. Hvis støtteansøgeren ikke er en sammenslutning, men en fysisk eller juridisk person, der indgår i en sammenslutning, kan denne ligeledes udøve de aktiviteter, der er omfattet af udelukkelseslisten, enten direkte eller gennem et tilknyttet selskab, der indgår i samme sammenslutning.

79      Det første argument må således forkastes.

2)      Det andet argument om, at medtagelsen af tilknyttede selskaber i anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 er i strid med definitionen af »landbruger« i artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1307/2013

80      Med dette andet argument har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at begrebet »aktiv landbruger« som omhandlet i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 skal fortolkes i lyset af begrebet »landbruger« i overensstemmelse med samme forordnings artikel 4, stk. 1, litra a). Både begrebet »aktiv landbruger« og begrebet »landbruger« henviser imidlertid til ansøgerne selv og ikke til tilknyttede selskaber.

81      Kommissionen har anfægtet dette argument.

82      Det bemærkes, at artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1307/2013 definerer en landbruger som en fysisk eller juridisk person eller en sammenslutning af fysiske eller juridiske personer, uanset hvilken retlig status en sådan sammenslutning og dens medlemmer gives i henhold til national ret, hvis bedrift befinder sig inden for traktaternes territoriale anvendelsesområde som defineret i artikel 52 i TEU, sammenholdt med artikel 349 TEUF og 355 i TEUF.

83      Den omstændighed, at der foreligger en forbindelse mellem begrebet »aktiv landbruger« som omhandlet i artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 og begrebet »landbruger« som omhandlet i samme forordnings artikel 4, stk. 1, litra a), bekræftes af retspraksis, som præciserer, at en person for at kunne opnå status som aktiv landbruger forinden skal opfylde de krav, der er nævnt i artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1307/2013 vedrørende begrebet »landbruger« (jf. i denne retning dom af 7.4.2022, Avio Lucos, C-176/20, EU:C:2022:274, præmis 54).

84      Imidlertid kan den omstændighed, at der foreligger en forbindelse mellem begrebet »landbruger« og begrebet »aktiv landbruger«, ikke rejse tvivl om konklusionen i præmis 78 ovenfor, hvorefter støtteansøgeren i henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 kan udøve de aktiviteter, der er omfattet af udelukkelseslisten, såvel direkte som gennem et tilknyttet selskab, der indgår i samme sammenslutning.

85      I modsætning til, hvad Den Tjekkiske Republik har gjort gældende, fremgår det nemlig ikke af ordlyden af artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1307/2013, at en fysisk person, en juridisk person eller en sammenslutning af fysiske eller juridiske personer for at kunne kvalificeres som landbruger skal udøve sin virksomhed direkte.

86      Det andet argument må således forkastes.

3)      Det tredje argument, hvorefter medtagelsen af tilknyttede selskaber i anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 er i strid med formålet med denne bestemmelse

87      Med det tredje argument har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at medtagelsen af tilknyttede selskaber i anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 er i strid med formålet med denne bestemmelse, som er at begrænse de direkte betalinger i henhold til den fælles landbrugspolitik til landbrugere, der selv udøver en ikke-marginal landbrugsaktivitet.

88      Kommissionen har anfægtet dette argument.

89      Det bemærkes, at formålet med reglerne vedrørende begrebet aktiv landbruger præciseres i tiende betragtning til forordning nr. 1307/2013, hvori bl.a. anføres følgende:

»Erfaringerne opnået fra anvendelsen af forskellige støtteordninger til landbrugere viser, at støtte i en række tilfælde er blevet bevilget til fysiske eller juridiske personer, hvis forretningsformål slet ikke eller kun marginalt var at drive landbrug. For at sikre en bedre målretning af støtten bør medlemsstaterne undlade at bevilge direkte betalinger til visse fysiske og juridiske personer, medmindre sådanne personer kan godtgøre, at deres landbrugsaktivitet ikke er marginal.«

90      Det følger heraf, at tiende betragtning til forordning nr. 1307/2013 i modsætning til, hvad Den Tjekkiske Republik har gjort gældende, ikke kræver, at de aktiviteter, der er opført på udelukkelseslisten, udføres direkte af ansøgeren, uanset om der er tale om en fysisk person, en juridisk person eller en sammenslutning af fysiske eller juridiske personer.

91      Henset til formålet med artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013, som er at undgå risikoen for svig over for Unionens budget, og at betalingerne i henhold til den fælles landbrugspolitik begrænses til kun at omfatte landbrugere, der reelt udøver en landbrugsaktivitet, skal denne bestemmelse fortolkes således, at den finder anvendelse, uanset om den pågældende ansøger – fysisk person, juridisk person eller sammenslutning – udøver en af de aktiviteter, der er omfattet af udelukkelseslisten, direkte eller gennem tilknyttede selskaber.

92      Hvis der ikke tages hensyn til tilknyttede selskaber, kan ansøgere nemlig fordele deres aktiviteter mellem flere tilknyttede juridiske enheder med henblik på at omgå de grænser, som denne bestemmelse opstiller for anerkendelsen af deres status som aktiv landbruger. Den kontrol, der udøves af medlemsstaternes kompetente myndigheder, ville i så fald være begrænset til landbrugsaktiviteter, der udøves direkte af ansøgeren, og se bort fra de landbrugsaktiviteter, der udøvedes gennem tilknyttede selskaber.

93      I denne henseende har Den Tjekkiske Republik i replikken gjort gældende, at risikoen for, at støtteansøgeren forsætligt opsplitter sine aktiviteter i flere juridiske enheder for at omgå anvendelsen af artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013, er omfattet af artikel 60 i forordning nr. 1306/2013.

94      Det skal imidlertid for det første bemærkes, at artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 ikke er tilstrækkelig til at undgå den risiko for svig over for Unionens budget – i kraft af statussen som aktiv landbruger – der ville følge af opsplitningen af en ansøgers aktiviteter. Denne bestemmelse bestemmer det følgende:

»Medmindre der er fastsat særlige bestemmelser, indrømmes der ingen fordele i henhold til sektorlovgivningen for landbrug til fysiske eller juridiske personer, om hvem det kan fastslås, at betingelserne for at opnå sådanne fordele blev skabt på en kunstig måde og i strid med formålene med den pågældende lovgivning.«

95      For det andet følger det af fast retspraksis, at beviset for kunstigt skabte betingelser som omhandlet i artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 nødvendiggør dels et sammenfald af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som de EU-retlige bestemmelser forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i disse bestemmelser formelt er overholdt, dels et subjektivt element, der består i ønsket om at drage fordel af de EU-retlige bestemmelser ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel (jf. i denne retning dom af 21.7.2005, Eichsfelder Schlachtbetrieb, C-515/03, EU:C:2005:491, præmis 39, og af 7.2.2023, Confédération paysanne m.fl. (Tilfældig in vitro-mutagenese), C-688/21, EU:C:2023:75, præmis 33).

96      Under disse omstændigheder og henset til det brede anvendelsesområde for artikel 60 i forordning nr. 1306/2013 og de beviskrav, der er fastsat i den retspraksis, der er nævnt i præmis 95 ovenfor, er det muligt, at et misbrug, der består i at omgå anvendelsen af reglerne om status som aktiv landbruger, ikke falder ind under anvendelsesområdet for artikel 60 i forordning nr. 1306/2013, men at det alligevel udgør en tilsidesættelse af artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013.

97      Det kan således ikke gøres gældende, at denne ene bestemmelse er tilstrækkelig til at undgå risikoen for, at støtteansøgeren opsplitter sine aktiviteter i flere juridiske enheder med henblik på at unddrage sig kontrollen med sin status som aktiv landbruger i henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013.

98      Det tredje argument må således forkastes.

4)      Det fjerde argument, hvorefter medtagelsen af tilknyttede selskaber i anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 er i strid med retssikkerhedsprincippet

99      Med dette fjerde argument har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at Kommissionen i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet kun kan pålægge en medlemsstat en finansiel korrektion, hvis den overtrædelse, som Kommissionen foreholder den, klart og præcist fremgår af de gældende retlige rammer. I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid ikke klart og præcist af den gældende retlige ramme, at tilknyttede selskaber er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013.

100    Kommissionen har anfægtet dette argument.

101    Ifølge fast retspraksis skal enhver forpligtelse, der pålægges medlemsstaterne, og som kan have økonomiske følger for disse, være tilstrækkeligt klar og præcis for at gøre det muligt for dem at forstå dens rækkevidde og at efterkomme den. Retssikkerhedsprincippet, der hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, kræver således, at retsreglerne skal være klare, præcise og forudsigelige i deres retsvirkninger, således at de berørte kan orientere sig i situationer og retsforhold, der henhører under EU-retten (jf. i denne retning dom af 6.9.2018, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, C-4/17 P, EU:C:2018:678, præmis 58, af 17.11.2022, Avicarvil Farms, C-443/21, EU:C:2022:899, præmis 46, og af 19.12.2019, Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen, T-509/18, EU:T:2019:876, præmis 40).

102    I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid klart og præcist som omhandlet i denne retspraksis, at en sammenslutning af fysiske eller juridiske personer eller en fysisk eller juridisk person, der indgår i en sammenslutning, kan udøve aktiviteter, der er omfattet af udelukkelseslisten, såvel direkte som gennem et tilknyttet selskab, der indgår i samme sammenslutning.

103    På denne baggrund må det fjerde argument forkastes.

104    Følgelig skal det andet klagepunkt forkastes, og dermed forkastes det første anbringendes første led i det hele.

2.      Det første anbringendes andet led om Kommissionens tilsidesættelse af artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013 og af proportionalitetsprincippet med den begrundelse, at størrelsen af den anfægtede finansielle korrektion, der vedrører den angivelige overtrædelse vedrørende status som aktiv landbruger, ikke svarer til grovheden af den foreholdte manglende overholdelse

105    Med det første anbringendes andet led har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013 og proportionalitetsprincippet med den begrundelse, at størrelsen af den finansielle korrektion, der vedrører den angivelige overtrædelse vedrørende status som aktiv landbruger, ikke svarer til grovheden af den foreholdte manglende overholdelse.

106    Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013 fastsætter tre former for korrektion: en »beregnet« korrektion, en »ekstrapoleret« korrektion og en »standardsatskorrektion«. Desuden opstiller den et hierarki mellem disse korrektioner. Der anvendes nemlig en beregnet korrektion, når der kan påvises præcise uretmæssigt udbetalte beløb. Hvis dette ikke er tilfældet, kan der anvendes en ekstrapoleret korrektion eller standardsatskorrektion, idet en standardsatskorrektion kun anvendes, hvis det på grund af sagens omstændigheder, eller fordi medlemsstaten ikke har forelagt Kommissionen de nødvendige oplysninger, ikke er muligt med en i forhold til målet rimelig indsats at fastslå den økonomiske skade, der er påført Unionen, nærmere.

107    Det fremgår i øvrigt af artikel 12, stk. 6, i delegeret forordning nr. 907/2014, at det kun er, når betingelserne for at anvende en beregnet korrektion eller en ekstrapoleret korrektion ikke er opfyldt, eller hvis sagen udspiller sig, således at de beløb, der skal udelukkes, ikke kan fastlægges, at Kommissionen anvender den relevante standardsatskorrektion under hensyntagen til overtrædelsens art og alvor samt sin egen vurdering af den økonomiske skade, der er påført Unionen. Ved anvendelsen af en standardsatskorrektion skal Kommissionen, samtidig med at den yder en i forhold til målet rimelig indsats, ligeledes tage hensyn til den type af manglende overholdelse, der er konstateret, og navnlig fastslå, om der er tale om en kontrolmangel i hovedkontroller eller støttekontroller.

108    Derudover følger det af fast retspraksis, at proportionalitetsprincippet, som et almindeligt princip i EU-retten, indebærer, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af det tilsigtede mål (jf. dom af 12.2.2020, Ungarn mod Kommissionen, T-505/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:56, præmis105 og den deri nævnte retspraksis). Såfremt det således er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning vælges, og de forvoldte ulemper må ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (jf. dom af 3.3.2016, Spanien mod Kommissionen, T-675/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:123, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

109    I den foreliggende sag pålagde Kommissionen Den Tjekkiske Republik en enkelt standardsatskorrektion for de to dele af overtrædelsen vedrørende status som aktiv landbruger, som anfægtes inden for rammerne af det første anbringendes første led, nemlig tilsidesættelsen af artikel 9, stk. 2, tredje afsnit, i forordning nr. 1307/2013 som følge af anvendelsen af et enkelt kriterium for at bevise, at to af de tre betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, er opfyldt, og tilsidesættelsen af artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 som følge af den manglende hensyntagen til tilknyttede selskaber ved kontrollen af støtteansøgerens status som aktiv landbruger. Den standardsatskorrektion, som Kommissionen pålagde, udgør nemlig 5% af 10% af de betalinger, som Den Tjekkiske Republik foretog i strid med bestemmelserne om status som aktiv landbruger.

110    Det er i denne sammenhæng, at de to klagepunkter, som Den Tjekkiske Republik har fremsat inden for rammerne af det første anbringendes andet led, skal analyseres.

a)      Det første klagepunkt om manglen på en økonomisk skade, der kan begrunde Kommissionens pålæggelse af den anfægtede finansielle korrektion vedrørende den angivelige overtrædelse vedrørende status som aktiv landbruger

111    Med dette første klagepunkt har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at den angivelige overtrædelse vedrørende status som aktiv landbruger ikke har forvoldt Unionen nogen økonomisk skade, der kan begrunde Kommissionens pålæggelse af den anfægtede finansielle korrektion.

112    Den Tjekkiske Republik har i denne forbindelse anført, at som det var anført i skrivelsen af 11. december 2018 og i en skrivelse fra det tjekkiske landbrugsministerium af 9. oktober 2015, var beløbene til aktive landbrugere ikke af myndighederne blevet anvendt til fordel for andre landbrugere i henhold til andre støtteordninger, efter at der var givet afslag på ansøgningerne om at få status som aktiv landbruger i henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013. Den Tjekkiske Republik har følgelig gjort gældende, at afslaget på ansøgningerne om at få status som aktiv landbruger ikke har medført en stigning i betalingerne til andre landbrugere, og at der ikke er noget økonomisk tab som følge af afslaget på disse ansøgninger.

113    Den Tjekkiske Republik er endvidere af den opfattelse, at ingen af de ansøgere, der af dens myndigheder har fået afslag på at få tildelt status som aktiv landbruger ved anvendelse af kriteriet om landbrugsindtægter for at bevise, at betingelsen i litra c) er opfyldt, ville have kunnet opnå en sådan status og de dertil knyttede betalinger i henhold til EGFL og ELFUL, hvis et andet kriterium var blevet anvendt. Ifølge Den Tjekkiske Republik kan et afslag på disse støtteansøgninger således ikke medføre nogen økonomisk skade for EU-budgettet.

114    Kommissionen har anfægtet dette klagepunkt.

115    Indledningsvis bemærkes, at det ifølge fast retspraksis påhviler Kommissionen, når den bestrider resultaterne af de nationale myndigheders kontroller, og med henblik på at bevise, at der foreligger en tilsidesættelse af reglerne om den fælles landbrugspolitik, at fremlægge bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til disse kontrolforanstaltninger, som de nationale myndigheder har udført, eller de tal, som disse har meddelt. Kommissionen skal ikke udtømmende godtgøre, at kontrolforanstaltningerne er utilstrækkelige, eller at de pågældende tal er urigtige. Denne lempelse af Kommissionens bevisbyrde skyldes, at det er medlemsstaten, der er bedst placeret til at indsamle og kontrollere de oplysninger, der er nødvendige for at afslutte landbrugsfondenes regnskaber (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, Grækenland mod Kommissionen, T-295/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:880, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis, og af 25.6.2020, Polen mod Kommissionen, T-506/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:282, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

116    Det følger således af retspraksis, at hvis Kommissionen giver udtryk for begrundet og rimelig tvivl, påhviler det medlemsstaten at føre det mest detaljerede og fuldstændige bevis for, at kontrollen faktisk er foretaget, eller at dens tal er rigtige, og efter omstændighederne for, at Kommissionens beregninger er forkerte (jf. dom af 12.11.2015, Italien mod Kommissionen, T-255/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:838, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

117    Det følger heraf, at den pågældende medlemsstat ikke kan afkræfte Kommissionens konstateringer uden at underbygge sine egne anbringender med beviselementer, der godtgør eksistensen af et pålideligt og funktionsdygtigt kontrolsystem. Såfremt medlemsstaten ikke fører bevis for, at Kommissionens konstateringer er urigtige, udgør disse forhold, der kan give anledning til alvorlig tvivl med hensyn til indførelsen af et passende og effektivt system af foranstaltninger til overvågning og kontrol (jf. dom af 19.12.2019, Grækenland mod Kommissionen, T-295/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:880, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis, og af 25.6.2020, Polen mod Kommissionen, T-506/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:282, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

118    I den foreliggende sag fandt Kommissionen inden for rammerne af den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, der gav anledning til den anfægtede afgørelse, at et afslag på ansøgninger om adgang til status som aktiv landbruger kunne medføre en risiko for en stigning i de betalinger, som Den Tjekkiske Republik foretog til andre landbrugere i henhold til andre støtteordninger. Kommissionen har i denne forbindelse gjort gældende, at størrelsen af de direkte betalinger, der hvert år kan ydes til en medlemsstat, ikke må overstige det loft, der er fastsat i henhold til artikel 6 i forordning nr. 1307/2013. Ifølge Kommissionen kunne der efter afslaget på ansøgningerne om adgang til status som aktiv landbruger således foreligge en risiko for, at Den Tjekkiske Republik inden for det tilladte loft ville anvende de beløb, der var bestemt til betaling i henhold til bestemmelserne om status som aktiv landbruger, til med større beløb at finansiere landbrugere inden for rammerne af andre støtteordninger. Stigningen i de betalinger, der blev foretaget i henhold til de øvrige støtteordninger, udgjorde for Kommissionen en risiko for EU-budgettet, eftersom denne ikke var blevet underbygget af forhold, der er specifikke for disse støtteordninger, men blot var en følge af afslag på ansøgningerne om at få status som aktiv landbruger.

119    Under disse omstændigheder burde Den Tjekkiske Republik i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 115 og 117 ovenfor, for at fjerne den begrundede og rimelige tvivl, som Kommissionen gav udtryk for, have fremlagt det mest detaljerede og fuldstændige bevis for, at afslag på ansøgningerne om adgang til status som aktiv landbruger på grundlag af artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 ikke medførte en økonomisk skade for Unionens budget.

120    Dette har imidlertid ikke været tilfældet i den foreliggende sag.

121    For det første gav Den Tjekkiske Republik ganske vist i skrivelsen af 11. december 2018 oplysninger om de ni ansøgere, der var blevet udelukket fra status som aktiv landbruger i henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013, og anførte, at denne udelukkelse ikke havde påført Unionens budget nogen økonomisk skade, fordi den ikke havde medført en stigning i betalingerne til andre landbrugere. Medlemsstaten har imidlertid ikke fremlagt noget bevis til støtte for sine udsagn.

122    For det andet har Den Tjekkiske Republik i stævningen henvist til en skrivelse af 27. oktober 2015 fra departementet for direkte betalinger under den tjekkiske landbrugsminister til ledelsen af departementet for direkte betalinger og miljøstøtte under den nationale landbrugsinterventionsfond, hvoraf det fremgik, at landbrugsministeren havde godkendt satserne for de generelle arealbetalinger, betalingerne for landbrugsmetoder, der er til gavn for klimaet og miljøet, og betalingerne til unge landbrugere. Det er imidlertid ubestridt, at denne skrivelse ikke blev meddelt Kommissionen inden for rammerne af den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure og derfor ikke kunne tages i betragtning i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede finansielle korrektion. Selv hvis det antages, at denne skrivelse var blevet sendt til Kommissionen inden for rammerne af den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, skal det bemærkes, at den ikke førte bevis for, at afslag for årene 2015-2017 på ansøgninger om status som aktiv landbruger i henhold til artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 1307/2013 ikke har påført Unionen økonomisk skade. Den fastsætter nemlig blot satsen for visse landbrugsbetalinger for 2015.

123    For det tredje har Den Tjekkiske Republik ikke fremlagt noget bevis til støtte for sit udsagn om, at ingen af de ansøgere, der af dens myndigheder fik afslag på at få tildelt status som aktiv landbruger ved anvendelse af kriteriet om landbrugsindtægter for at bevise, at betingelsen i litra c) var opfyldt, ville have kunnet opnå en sådan status og de dertil knyttede betalinger i henhold til EGFL og ELFUL, hvis et andet kriterium var blevet anvendt.

124    Det følger heraf, at det første klagepunkt skal forkastes.

b)      Det andet klagepunkt om manglende præcision ved fastsættelsen af størrelsen af den anfægtede finansielle korrektion vedrørende den angivelige overtrædelse vedrørende status som aktiv landbruger

125    Med dette andet klagepunkt har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at såfremt det antages, at overtrædelsen vedrørende status som aktiv landbruger har påført Unionen et økonomisk tab, burde dette tab have været beregnet præcist af Kommissionen og ikke have været genstand for en standardsatskorrektion.

126    Kommissionen har anfægtet dette klagepunkt.

127    Det skal indledningsvis bemærkes, at Kommissionen kan anvende en standardsatskorrektion, når det ikke er muligt med en i forhold til målet rimelig indsats at fastsætte den økonomiske skade, der er påført Unionen, mere præcist, navnlig fordi medlemsstaten ikke har forelagt Kommissionen de nødvendige oplysninger i henhold til artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013.

128    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at skrivelsen af 11. december 2018 præciserer det samlede antal ansøgere, der blev udelukket fra at få status som aktiv landbruger, men ikke angiver den skade, som denne udelukkelse kunne have påført EGFL og ELFUL.

129    Desuden giver hverken skrivelsen af 11. december 2018 eller de efterfølgende dokumenter, som de tjekkiske myndigheder fremsendte til Kommissionen inden for rammerne af den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, indikationer med hensyn til den økonomiske skade, der kunne følge af den manglende hensyntagen til tilknyttede selskaber i forbindelse med kontrollen af støtteansøgerens status som aktiv landbruger.

130    Under disse omstændigheder kan det, henset til betydningen og arten af den konstaterede manglende overholdelse, som henhørte under den manglende hovedkontrol, og til den manglende mulighed for ved at foretage en i forhold til målet rimelig indsats at kvantificere den økonomiske skade, der var påført Unionen som følge af afslaget på støtteansøgningerne vedrørende status som aktiv landbruger, ikke lægges til grund, at Kommissionen tilsidesatte artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013 og proportionalitetsprincippet ved pålæggelsen af en standardsatskorrektion på 5% af 10% af de betalinger, der var foretaget i strid med EU-retten, for overtrædelsen vedrørende status som aktiv landbruger.

131    Det andet klagepunkt og dermed det første anbringendes andet led må således forkastes.

132    Følgelig må det første anbringende forkastes.

B.      Det andet anbringende, hvorved overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer bestrides

133    Det andet anbringende, der bestrider overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer, består af to led.

1.      Det andet anbringendes første led om, at det var ulovligt, at Kommissionen pålagde den anfægtede finansielle korrektion vedrørende overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer som følge af den manglende hensyntagen i forbindelse med undersøgelsen til resultaterne af den opfølgende undersøgelse, hvorved det blev fastslået, at der forelå en sådan overtrædelse

134    Den Tjekkiske Republik har inden for rammerne af det andet anbringendes første led fremsat tre klagepunkter.

a)      Det første klagepunkt om Kommissionens tilsidesættelse af artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, af artikel 34, stk. 1 og 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014 og af princippet om god forvaltningsskik

135    Med dette første klagepunkt har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, artikel 34, stk. 1 og 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014 og princippet om god forvaltningsskik, idet den i forbindelse med undersøgelsen undlod at tage hensyn til resultaterne af den opfølgende undersøgelse, som havde fastslået, at der ikke forelå en overtrædelse vedrørende identifikation af permanente græsarealer.

136    Det skal indledningsvis bemærkes, at undersøgelsen og den opfølgende undersøgelse overlappede hinanden over tid. Undersøgelsen blev indledt den 18. september 2017 (ved begyndelsen af den første revision på stedet) og blev afsluttet efter fremsendelsen af den sammenfattende rapport den 21. oktober 2021 med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse den 17. november 2021. Den opfølgende undersøgelse begyndte den 31. august 2020 (ved indledningen af den opfølgende revision) og sluttede den 24. august 2021 for så vidt angår overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer, med vedtagelsen af referatet af det opfølgende bilaterale møde, som afsluttede spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en sådan overtrædelse.

137    Under disse omstændigheder skal det, henset til den omstændighed, at den sammenfattende rapport og den anfægtede afgørelse blev vedtaget efter afslutningen – i forbindelse med den opfølgende undersøgelse – af spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en overtrædelse vedrørende identifikation af permanente græsarealer, undersøges, om Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen burde have afgjort spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en overtrædelse vedrørende identifikationen af permanente græsarealer, ved at tage hensyn til de forhold, der fremkom i forbindelse med den opfølgende undersøgelse.

138    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013, når den konstaterer, at udgifter ikke er afholdt i overensstemmelse med EU-retten, vedtager gennemførelsesretsakter, der afgør, hvilke beløb der skal udelukkes fra Unionens finansiering.

139    Det skal ligeledes bemærkes, at artikel 34, stk. 1 og 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014 betinger Kommissionens afgørelse om at udelukke udgifter, som en medlemsstat har afholdt i strid med de gældende regler, fra EU-finansiering af overholdelsen af den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure.

140    Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at de garantier, som Unionens retsorden giver under den administrative sagsbehandling, bl.a. omfatter princippet om god forvaltning, der er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. I henhold til denne bestemmelse omfatter retten til god forvaltning bl.a. enhver persons ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer. Denne ret afspejler et almindeligt EU-retligt princip (dom af 8.5.2014, N., C-604/12, EU:C:2014:302, præmis 49, og af 1.6.2016, Wolf Oil mod EUIPO – SCT Lubricants (CHEMPIOIL), T-34/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:330, præmis 69 og 70).

141    I denne henseende bemærkes, at princippet om god forvaltningsskik ikke pålægger EU-institutionerne at forlænge de administrative procedurer i det uendelige, men kommer til udtryk i bestemmelser, der fastsætter frister for afviklingen af de nævnte procedurer og medlemsstaternes fremsendelse af oplysninger til EU-institutionerne inden for rammerne af disse. Fastsættelsen af disse frister gør det muligt at forene kravet om at sikre, at administrative procedurer gennemføres inden for en rimelig frist, med retten til forsvar, og at sikre, at EU-institutionerne modtager de relevante oplysninger fra medlemsstaterne i god tid og kan tage hensyn til alle relevante oplysninger i den enkelte sag omhyggeligt og upartisk.

142    Hvad angår den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure følger princippet om god forvaltningsskik af artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013 og af artikel 34, stk. 1 og 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, der gør Kommissionens forpligtelse til med omhu at tage hensyn til de oplysninger, som medlemsstaterne fremsender, betinget af, at disse overholder de frister for fremsendelse, der er fastsat i disse bestemmelser.

143    Det er i denne sammenhæng, at de tre argumenter, som Den Tjekkiske Republik har fremført til støtte for sit første klagepunkt, skal undersøges.

1)      Det første argument vedrørende anvendelsesområdet for artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013 og artikel 34, stk. 1 og 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014

144    Med dette første argument har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at de frister, der er fastsat i artikel 52 i forordning nr. 1306/2013 og i artikel 34, stk. 1 og 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014 for en medlemsstats fremsendelse af oplysninger til Kommissionen i forbindelse med den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, ikke finder anvendelse, når Kommissionen skal vurdere, om der foreligger en tilsidesættelse af EU-retten, men udelukkende når den skal fastsætte størrelsen af den finansielle korrektion, der skal anvendes. Dette betyder ifølge Den Tjekkiske Republik, at Kommissionen kan gøre en medlemsstats sene fremsendelse af oplysninger gældende, når den skal fastsætte størrelsen af den finansielle korrektion, men ikke når den skal afgøre, om de forhold, der udgør en tilsidesættelse af EU-retten, foreligger.

145    Kommissionen har anfægtet dette argument.

146    Det skal bemærkes, at det fremgår af ordlyden af artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013 og af artikel 34, stk. 1 og 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, at fastsættelsen af de beløb, der skal udelukkes fra EU-finansiering, er uløseligt forbundet med Kommissionens konstatering af, at der foreligger en tilsidesættelse af EU-retten. Kommissionen kan således ikke pålægge en finansiel korrektion, når de elementer, der udgør en tilsidesættelse af EU-reglerne, ikke foreligger, hvilket udgør den nødvendige forudsætning for en eventuel fastsættelse af størrelsen af en finansiel korrektion.

147    Følgelig kan de frister for medlemsstaternes fremsendelse af oplysninger, der er fastsat i artikel 52 i forordning nr. 1306/2013 og i artikel 34, stk. 1 og 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, ikke fortolkes således, at de kun finder anvendelse, når Kommissionen skal fastsætte de beløb, der skal udelukkes fra EU-finansiering, og ikke vedrører det tilfælde, hvor Kommissionen skal vurdere, om der foreligger en overtrædelse af EU-retten, idet denne bedømmelse af overtrædelsen og denne fastlæggelse af en finansiel korrektion er uløseligt forbundet.

148    Det første argument må således forkastes.

2)      Det andet argument om, at de oplysninger, som de tjekkiske myndigheder fremlagde i forbindelse med den opfølgende undersøgelse, var nye

149    Med dette andet argument har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at de oplysninger vedrørende overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer, som den fremsendte til Kommissionen i forbindelse med den opfølgende undersøgelse, ikke var nye og allerede var blevet fremsendt under undersøgelsen. Følgelig finder den tidsmæssige begrænsning, der er fastsat i artikel 34, stk. 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, hvorefter medlemsstaterne ikke kan meddele Kommissionen oplysninger, efter at denne har fremsendt foreløbige resultater (undtagen i de tilfælde, der er fastsat i denne bestemmelse), ikke anvendelse i den foreliggende sag.

150    Kommissionen har anfægtet dette argument.

151    Det skal for det første bemærkes, at Kommissionen i resultatskrivelsen, der blev fremsendt den 30. november 2017, konstaterede utilstrækkeligheder ved det kontrolsystem, som de tjekkiske myndigheder havde indført for så vidt angår identifikationen af permanente græsarealer, der var i strid med artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1307/2013.

152    For det andet anmodede Kommissionen i referatet af det bilaterale møde den 11. september 2018 de tjekkiske myndigheder om yderligere oplysninger for så vidt angår klassificeringen af arealer, der ligger brak, og gentog sin tvivl om, hvorvidt kontrolsystemet var passende i forhold til reglen om, at permanente græsarealer er arealer, der anvendes til dyrkning af græs eller andet grøntfoder, hvad enten der er tale om naturlige (selvsåede) eller dyrkede (tilsåede) arealer, og som er holdt uden for bedriftens omdrift i fem år eller mere, og som, såfremt det besluttes af medlemsstaterne, ikke er blevet pløjet i fem år.

153    For det tredje har Kommissionen i de foreløbige resultater bl.a. gjort gældende, at:

–        Før 2015 havde de tjekkiske myndigheder ikke oplysninger om den historiske arealanvendelse og var derfor ikke i stand til at kontrollere gennemførelsen af den regel, der er nævnt i punkt 152 ovenfor.

–        Efter 2015 var grunden til, at de tjekkiske myndigheder anvendte tre forskellige koder for at henvise til uopdyrkede arealer, som ved udløbet af en frist på fem år kunne blive permanente græsarealer – nemlig koden »G« for græsarealer i uopdyrket agerjord, koden »R« for uopdyrket agerjord, som ikke blev betragtet som græsarealer, og koden »U« for arealer, der lå brak – uklar, idet anvendelsen af flere koder ifølge Kommissionen medførte en risiko for, at arealer ikke blev korrekt indberettet som permanente græsarealer.

154    For det fjerde var spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en overtrædelse vedrørende identifikation af permanente græsarealer, ikke genstand for de tjekkiske myndigheders forligsanmodning.

155    For det femte blev der ikke medtaget nogen oplysninger om overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer blandt de supplerende oplysninger, som de tjekkiske myndigheder fremsendte til Kommissionen efter modtagelsen af forligsorganets rapport.

156    For det sjette skal det bemærkes, at Kommissionen i de endelige konklusioner og i den sammenfattende rapport, idet den gentog de argumenter, der er nævnt i præmis 153 ovenfor, bekræftede, at der forelå en overtrædelse vedrørende identifikation af permanente græsarealer, og med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse pålagde Den Tjekkiske Republik en finansiel korrektion på 14 923 784,40 EUR for denne overtrædelse.

157    For det syvende bemærkes, således som det er anført i referatet af det opfølgende bilaterale møde, at de tjekkiske myndigheder for første gang – under dette møde og i skrivelsen af 30. juli 2021 – gav Kommissionen klare og underbyggede forklaringer, eksempler og oplysninger vedrørende klassificeringssystemet for græsarealer, der var beliggende på agerjord og braklagte arealer.

158    Det fremgår ligeledes af referatet af det opfølgende bilaterale møde, at det var på grundlag af disse oplysninger, at Kommissionen besluttede at afslutte spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en overtrædelse vedrørende identifikation af permanente græsarealer i forbindelse med den opfølgende undersøgelse, og beklagede, at disse oplysninger, som ligeledes var relevante i forbindelse med undersøgelsen, ikke var blevet fremsendt af de tjekkiske myndigheder i forbindelse med den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, som førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

159    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af den retspraksis, der er nævnt i præmis 115-117 ovenfor, at det i forbindelse med den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure påhviler medlemsstaten at føre det mest detaljerede og fuldstændige bevis for, at kontrollen faktisk er foretaget, eller at dens tal er rigtige, og efter omstændighederne for, at Kommissionens udtalelser er forkerte. Når den pågældende medlemsstat ikke inden for de frister, der er fastsat i artikel 52 i forordning nr. 1306/2013 og artikel 34 i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, kan godtgøre, at Kommissionens konstateringer er urigtige, udgør disse konstateringer forhold, der kan give anledning til alvorlig tvivl med hensyn til indførelsen af et passende og effektivt system af foranstaltninger til overvågning og kontrol.

160    I den foreliggende sag har Den Tjekkiske Republik i forbindelse med undersøgelsen ikke ført det mest detaljerede og fuldstændige bevis for, at kontrollen vedrørende identifikationen af permanente græsarealer faktisk blev foretaget, og har ikke godtgjort, at Kommissionens konstateringer var urigtige. Det var således først i forbindelse med den opfølgende undersøgelse, at Den Tjekkiske Republik for første gang fremkom med detaljerede forklaringer og yderligere beviser, som gjorde det muligt for Kommissionen at kontrollere, at der ikke forelå en overtrædelse vedrørende identifikation af permanente græsarealer.

161    På denne baggrund må det andet argument forkastes.

3)      Det tredje argument vedrørende de betingelser, der er fastsat i artikel 34, stk. 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014

162    Med det tredje argument har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen burde have taget hensyn til de oplysninger vedrørende overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer, som de tjekkiske myndigheder havde fremsendt i forbindelse med den opfølgende undersøgelse. Der er nemlig tale om oplysninger, der opfylder de to betingelser i artikel 34, stk. 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, som gør det muligt for en medlemsstat at meddele Kommissionen oplysninger, efter at denne har fremsendt de foreløbige resultater.

163    Kommissionen har anfægtet dette argument.

164    Det skal bemærkes, at artikel 34, stk. 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014 bestemmer, at der kun kan tages hensyn til oplysninger afgivet af en medlemsstat, efter at Kommissionen har meddelt den de foreløbige resultater af undersøgelsen:

a)      når det er nødvendigt for at undgå grov overvurdering af den økonomiske skade, der er påført EU-budgettet, og

b)      hvis den forsinkede afgivelse af oplysninger er behørigt begrundet i eksterne faktorer og ikke hindrer Kommissionen i rettidigt at vedtage sin beslutning i henhold til artikel 52 i forordning nr. 1306/2013.

165    I denne henseende bemærkes, at selv om den franske version af artikel 34, stk. 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014 er tvetydig med hensyn til den kumulative eller alternative karakter af de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, fremgår det af analysen af de øvrige sprogversioner af denne bestemmelse, at disse betingelser er kumulative. Eksempelvis anføres det i den portugisiske version af artikel 34, stk. 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, at en medlemsstat kan fremsende oplysninger til Kommissionen, efter at denne har meddelt medlemsstaten de foreløbige resultater af undersøgelsen, når de to kumulative betingelser, der er fastsat i den nævnte bestemmelse, er opfyldt. Parterne har i øvrigt bekræftet denne kumulative karakter under retsmødet.

166    Som anført i præmis 157 ovenfor meddelte de tjekkiske myndigheder i den foreliggende sag Kommissionen oplysningerne om overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer i forbindelse med det opfølgende bilaterale møde og i skrivelsen af 30. juli 2021, dvs. efter Kommissionens fremsendelse af de foreløbige resultater af undersøgelsen den 20. december 2019.

167    Det skal således vurderes, om de to betingelser, der er fastsat i artikel 34, stk. 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, for at der kan tages hensyn til oplysninger, der er fremsendt for sent, var opfyldt i den foreliggende sag.

168    Hvad angår den første betingelse, der er fastsat i artikel 34, stk. 6, litra a), i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, skal det fastslås, at de oplysninger, som de tjekkiske myndigheder fremlagde under det opfølgende bilaterale møde og den 30. juli 2021 om overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer, var nødvendige for at undgå en grov overvurdering af den økonomiske skade, der var påført EU-budgettet. Det drejede sig nemlig om at undgå, at der blev pålagt en finansiel korrektion for en overtrædelse, der i forbindelse med den opfølgende undersøgelse blev anset for ikke at foreligge. Den omstændighed, at Kommissionen ikke tog hensyn til disse oplysninger i forbindelse med undersøgelsen, førte nemlig til en overvurdering af den økonomiske skade, der var påført Unionen, med et beløb på 14 923 784,40 EUR, svarende til størrelsen af den finansielle korrektion, som Den Tjekkiske Republik blev pålagt for overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer.

169    Betingelsen i artikel 34, stk. 6, litra a), i gennemførelsesforordning nr. 908/2014 er således opfyldt i den foreliggende sag.

170    Hvad angår den anden betingelse, der er fastsat i artikel 34, stk. 6, litra b), i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, skal det bemærkes, at fremsendelsen af oplysninger om overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer under det opfølgende bilaterale møde og den 30. juli 2021 ikke var begrundet i eksterne faktorer. Disse oplysninger var allerede tilgængelige under undersøgelsen, men var ikke blevet fremsendt til Kommissionen på en klar og underbygget måde. Det følger heraf, at Den Tjekkiske Republik burde og kunne have fremsendt disse oplysninger til Kommissionen inden for de frister, der er fastsat i artikel 34, stk. 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014.

171    Betingelsen i artikel 34, stk. 6, litra b), i gennemførelsesforordning nr. 908/2014 er følgelig ikke opfyldt i den foreliggende sag.

172    Det tredje argument og dermed det første klagepunkt i dets helhed må derfor forkastes.

b)      Det andet klagepunkt om Kommissionens tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

173    Med dette andet klagepunkt har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, eftersom afgørelsen om i forbindelse med den opfølgende undersøgelse at afslutte spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en overtrædelse vedrørende identifikation af permanente græsarealer, gav anledning til en berettiget forventning hos medlemsstaten om, at den – selv i forbindelse med undersøgelsen – ikke ville blive pålagt en finansiel korrektion for den nævnte overtrædelse.

174    Ifølge Den Tjekkiske Republik var denne forventning så meget desto mere berettiget, som Kommissionen i forbindelse med en anden utilstrækkelighed ved det kontrolsystem, som de tjekkiske myndigheder havde indført med henblik på at kontrollere tildelingen af støtte i henhold til EGFL og ELFUL i forbindelse med angivelsen af landbrugsarealer, i undersøgelsens endelige konklusioner havde taget hensyn til resultaterne af den opfølgende undersøgelse og havde besluttet at afslutte det tilsvarende punkt.

175    Kommissionen har anfægtet dette klagepunkt.

176    Det følger af fast retspraksis, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning hører til Unionens grundlæggende principper. Retten til at påberåbe sig dette princip gælder for enhver retsundergiven med begrundede forventninger, som en EU-institution har givet anledning til. Præcise, ubetingede og samstemmende oplysninger, der hidrører fra autoriserede og pålidelige kilder, er forsikringer, der kan afføde sådanne forhåbninger, uanset den form, hvorunder de meddeles. Ingen kan derimod påberåbe sig tilsidesættelse af det nævnte princip, såfremt administrationen ikke har afgivet præcise løfter (jf. i denne retning dom af 18.1.2023, Rumænien mod Kommissionen, T-33/21, EU:T:2023:5, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

177    Det skal for det første bemærkes, at det var i referatet fra det opfølgende bilaterale møde, at Kommissionen meddelte Den Tjekkiske Republik sin beslutning om i forbindelse med den opfølgende undersøgelse at afslutte spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en overtrædelse vedrørende identifikation af permanente græsarealer.

178    Referatet fra det opfølgende bilaterale møde fastlægger imidlertid ikke Kommissionens endelige stillingtagen til, om der foreligger en tilsidesættelse af EU-retten, men udgør en indledende etape i den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, som gør det muligt at redegøre for den udveksling, der har fundet sted mellem parterne under det bilaterale møde (jf. i denne retning dom af 18.9.2003, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, C-346/00, EU:C:2003:474, præmis 69 og 70). Kommissionens endelige stillingtagen til, om der foreligger en overtrædelse af EU-retten, fastlægges således først i undersøgelsens endelige konklusioner, der sendes til medlemsstaten i henhold til artikel 34, stk. 4, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, og i den sammenfattende rapport, som indeholder en detaljeret redegørelse for de grunde, der førte til udelukkelsen af visse udgifter fra EU-finansiering.

179    Eftersom referatet af det opfølgende bilaterale møde ikke gav udtryk for Kommissionens endelige holdning til, hvorvidt der forelå en overtrædelse vedrørende identifikation af permanente græsarealer, kunne det under disse omstændigheder ikke give anledning til begrundede og berettigede forventninger hos Den Tjekkiske Republik for så vidt angår den nævnte holdning og den manglende anvendelse i forbindelse med undersøgelsen af en finansiel korrektion for denne overtrædelse.

180    For det andet bemærkes, at selv hvis det antages, at referatet af det opfølgende bilaterale møde kan anses for et dokument, der fastlægger Kommissionens endelige holdning med hensyn til, om der foreligger en overtrædelse vedrørende identifikation af permanente græsarealer, skal det bemærkes, at afgørelsen om i forbindelse med den opfølgende undersøgelse at afslutte spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en overtrædelse vedrørende identifikation af permanente græsarealer, ikke giver præcise, ubetingede og samstemmende oplysninger som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 176 ovenfor, som kan skabe en berettiget forventning hos Den Tjekkiske Republik om, at der ikke inden for rammerne af undersøgelsen ville blive anvendt en finansiel korrektion for den nævnte overtrædelse.

181    Kommissionen beklagede ganske vist i referatet fra det opfølgende bilaterale møde, at de tjekkiske myndigheder ikke i forbindelse med undersøgelsen havde fremsendt de oplysninger om overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer, der var blevet fremsendt i forbindelse med den opfølgende undersøgelse. Ifølge Kommissionen var disse oplysninger også relevante i forbindelse med undersøgelsen.

182    I referatet af det opfølgende bilaterale møde udtalte Kommissionen sig imidlertid ikke om, hvorvidt der skulle tages hensyn til disse nye oplysninger i forbindelse med undersøgelsen, og tog hverken stilling til den hævdede overtrædelse eller til anvendelsen af en finansiel korrektion for overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer.

183    Det følger heraf, at Kommissionen ikke tilsidesatte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ved ikke i forbindelse med undersøgelsen at tage hensyn til resultaterne af den opfølgende undersøgelse vedrørende overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer.

184    Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af Den Tjekkiske Republiks argument om, at Kommissionen for så vidt angår de utilstrækkeligheder, som Kommissionen påpegede vedrørende de tjekkiske myndigheders angivelse af landbrugsarealer, havde taget hensyn til resultaterne af den opfølgende undersøgelse i undersøgelsens endelige konklusioner og havde besluttet at afslutte det tilsvarende punkt.

185    Dette argument er nemlig ikke relevant. Det fremgår af undersøgelsens endelige konklusioner, at de tjekkiske myndigheder i forbindelse med den opfølgende revision, som Kommissionen foretog i Den Tjekkiske Republik fra den 31. august til den 4. september 2020, havde fremsendt nye oplysninger vedrørende angivelsen af landbrugsarealer. Disse oplysninger, som blev fremsendt inden vedtagelsen af de endelige konklusioner i undersøgelsen den 26. marts 2021, var blevet taget i betragtning af Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen og havde i de endelige konklusioner gjort det muligt at afslutte det relevante punkt.

186    Det følger heraf, at til forskel fra de oplysninger om overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer, som de tjekkiske myndigheder fremsendte efter Kommissionens meddelelse af de endelige konklusioner, blev oplysningerne vedrørende angivelsen af landbrugsarealer fremlagt før denne meddelelse.

187    Henset til forskellen med hensyn til den periode, hvor disse oplysninger blev fremsendt, kunne afslutningen af punktet om eksistensen af en overtrædelse vedrørende angivelsen af landbrugsarealer følgelig ikke give Den Tjekkiske Republik nogen berettiget forventning om, at der ikke ville blive anvendt en finansiel korrektion for overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer.

188    Det andet klagepunkt må således forkastes.

c)      Det tredje klagepunkt om Kommissionens tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF

189    Med dette tredje klagepunkt har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 296, stk. 2, TEUF, eftersom den i begrundelsen for den anfægtede afgørelse og i den sammenfattende rapport ikke henviste til de konstateringer, som den havde formuleret i referatet fra det opfølgende bilaterale møde, der førte til afslutningen af punktet om overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer. Ifølge Den Tjekkiske Republik gør begrundelsen for den anfægtede afgørelse og den sammenfattende rapport det således ikke muligt at forstå grundene til, at Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen ikke tog hensyn til resultaterne af den opfølgende undersøgelse vedrørende overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer.

190    Kommissionen har anfægtet dette klagepunkt.

191    I henhold til fast retspraksis udgør begrundelsespligten i artikel 296 TEUF et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt. I lyset heraf skal begrundelsen tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (dom af 29.9.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 146 og 147, af 9.9.2020, Grækenland mod Kommissionen, T-46/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:396, præmis 47, og af 18.1.2023, Rumænien mod Kommissionen, T-33/21, EU:T:2023:5, præmis 36).

192    Det kan imidlertid ikke kræves, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige omstændigheder. Spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelses begrundelse opfylder de krav, der er nævnt ovenfor i præmis 191, skal ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 18.1.2023, Rumænien mod Kommissionen, T-33/21, EU:T:2023:5, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

193    I henhold til retspraksis følger det heraf, at begrundelsen inden for rammerne af den efterprøvende regnskabsafslutning anses for at være tilstrækkelig, såfremt den medlemsstat, afgørelsen er rettet til, har været snævert inddraget i afgørelsens tilblivelse, og når den således kender grundene til, at Kommissionen ikke fandt, at de omtvistede beløb skulle afholdes af de pågældende fonde (jf. dom af 16.2.2017, Rumænien mod Kommissionen, T-145/15, EU:T:2017:86, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

194    Når Kommissionen herved tilsidesætter de tilstrækkeligt præcise vurderingselementer, som de kompetente nationale myndigheder har fremsat, påhviler det den bl.a. i sine udvekslinger med den pågældende medlemsstat og i den sammenfattende rapport at redegøre for de forhold, der ligger til grund for dens begrundede og rimelige tvivl med hensyn til de tal, som de nationale myndigheder har meddelt, eller til resultaterne af de kontroller, som disse myndigheder har gennemført, således at de nævnte oplysninger skal fremgå af de retsakter, som Kommissionen har udstedt under den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, samt af begrundelsen for den afgørelse, der træffes ved afslutningen af denne procedure (jf. i denne retning dom af 16.2.2017, Rumænien mod Kommissionen, T-145/15, EU:T:2017:86, præmis 47, og af 9.9.2020, Grækenland mod Kommissionen, T-46/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:396, præmis 49).

195    I den foreliggende sag er det ubestridt, at de tjekkiske myndigheder har været snævert inddraget i udarbejdelsen af den anfægtede afgørelse, og at de har haft kendskab til de forhold, der begrunder den nævnte afgørelse. Afgørelsen blev nemlig vedtaget efter en kontradiktorisk procedure, hvorunder Kommissionen og de tjekkiske myndigheder gentagne gange havde mulighed for at udveksle synspunkter om konstateringen af overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer.

196    Det skal endvidere fastslås, at de tjekkiske myndigheder i forbindelse med undersøgelsen ikke fremlagde tilstrækkeligt præcise beviser vedrørende overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer.

197    Som anført i præmis 153 og 156 ovenfor begrundede Kommissionen i de foreløbige resultater, i de endelige konklusioner og i den sammenfattende rapport desuden klart pålæggelsen af den finansielle korrektion for overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer.

198    Under disse omstændigheder kan det ikke konkluderes, at Kommissionen har tilsidesat sin begrundelsespligt som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 193 ovenfor, og i artikel 296, stk. 2, TEUF.

199    Det tredje klagepunkt og dermed det andet anbringendes første led i dets helhed må således forkastes.

2.      Det andet anbringendes andet led om, at Kommissionens pålæggelse af den anfægtede finansielle korrektion var ulovlig, idet systemet til identifikation af permanente græsarealer i Den Tjekkiske Republik var i overensstemmelse med EU-retten

200    Med det andet anbringendes andet led har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 52, stk. 1, i forordning nr. 1306/2013 ved at pålægge medlemsstaten den anfægtede finansielle korrektion vedrørende overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer, selv om dens system til identifikation af permanente græsarealer var i overensstemmelse med EU-retten.

201    Kommissionen har bestridt dette led.

202    Det skal bemærkes, at det i forbindelse med den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, blev konkluderet, at

–        den Tjekkiske Republik ikke har fremlagt det mest detaljerede og fuldstændige bevis for, at kontrollen faktisk er foretaget, som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 115 ovenfor, for så vidt angår identifikationen af permanente græsarealer, og formåede ikke at godtgøre, at Kommissionens konstateringer var urigtige; det var således først under den opfølgende undersøgelse og med sin skrivelse af 30. juli 2021, at Den Tjekkiske Republik for første gang fremkom med klare forklaringer og yderligere beviser, som gjorde det muligt for Kommissionen at kontrollere, at der ikke forelå en overtrædelse vedrørende identifikation af permanente græsarealer (jf. præmis 160 ovenfor)

–        eftersom de betingelser, der er fastsat i artikel 34, stk. 6, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, som gør det muligt at tage hensyn til oplysninger, som medlemsstaten har fremsendt for sent efter Kommissionens fremsendelse af de foreløbige resultater, ikke er kumulativt opfyldt i den foreliggende sag, var Kommissionen ikke forpligtet til i forbindelse med undersøgelsen at tage hensyn til resultaterne af den opfølgende undersøgelse vedrørende den manglende eksistens af overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer (jf. præmis 171 nedenfor).

203    Under disse omstændigheder kan de oplysninger og forklaringer, som Den Tjekkiske Republik har givet i stævningen for så vidt angår overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer, og som ikke var blevet fremsendt til Kommissionen inden for rammerne af den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, ikke tages i betragtning, for så vidt som de er blevet fremsendt i strid med de frister, der er fastsat i artikel 52 i forordning nr. 1306/2013 og i artikel 34 i gennemførelsesforordning nr. 908/2014.

204    Det andet anbringendes andet led og dermed det andet anbringende i dets helhed skal således forkastes.

C.      Det tredje anbringende, hvorved overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse bestrides

205    Det tredje anbringende, hvorved overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse bestrides, består af fire led.

206    Parterne har imidlertid i deres svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse og på et spørgsmål fra Retten under retsmødet udtrykkeligt anført, at det tredje anbringendes tredje og fjerde led, der vedrører henholdsvis Kommissionens tilsidesættelse af artikel 34, stk. 2, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014 på grund af manglende angivelse i resultatskrivelsen af overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse med hensyn til grøn omstilling, og Kommissionens tilsidesættelse af artikel 35 i gennemførelsesforordning nr. 809/2014 på grund af en hensyntagen til uregelmæssighederne ved den generelle arealbetalingsordning inden for ordningen om grøn omstilling, skal anses for irrelevant i tilfælde af, at Retten forkaster det andet anbringende vedrørende overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer.

207    Den finansielle korrektion, som Kommissionen pålagde Den Tjekkiske Republik for overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse med hensyn til grøn omstilling, som er genstand for det tredje anbringendes tredje og fjerde led, blev således absorberet af den finansielle korrektion vedrørende overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer og blev ikke taget i betragtning af Kommissionen ved fastsættelsen af størrelsen af den anfægtede finansielle korrektion.

208    For så vidt som det andet anbringende forkastes, skal det tredje anbringendes tredje og fjerde led således anses for at være irrelevante. Undersøgelsen heraf er nemlig uden relevans for vurderingen af, om det var berettiget at pålægge den anfægtede finansielle korrektion.

209    Der skal derfor kun foretages en gennemgang af det tredje anbringendes første og andet led.

1.      Det tredje anbringendes første led om ulovligheden af Kommissionens pålæggelse af den anfægtede finansielle korrektion angående overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse med hensyn til almindelige kontroller, selv om Den Tjekkiske Republik ikke har tilsidesat artikel 30, litra a), og artikel 33a i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, som ændret ved gennemførelsesforordning 2016/1394

210    Med det tredje anbringendes første led har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 30, litra a), og artikel 33a i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, som ændret ved gennemførelsesforordning 2016/1394, eftersom den for så vidt angår den generelle arealbetalingsordning fandt, at støttemodtagere, der var genstand for monitorering på stedet, fordi de i det foregående år havde fået en nedsat administrativ sanktion som omhandlet i artikel 33a i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, som ændret ved gennemførelsesforordning 2016/1394 (herefter »støttemodtagere, der havde fået en nedsat administrativ sanktion«), skulle adskilles fra de støttemodtagere, der skulle gøres til genstand for almindelig kontrol i henhold til artikel 30, litra a), i gennemførelsesforordning nr. 809/2014 (herefter »støttemodtagere, der var genstand for almindelig kontrol«).

211    Den Tjekkiske Republik har i denne forbindelse gjort gældende, at den ikke tilsidesatte EU-retten, da 75 ud af de 87 støttemodtagere, der i 2016 fik en nedsat administrativ sanktion, i 2017 blev medtaget i stikprøven af 5% af de støttemodtagere, der var genstand for almindelig kontrol, og 12 havde været genstand for monitorering på stedet.

212    Kommissionen har bestridt det tredje anbringendes første led.

213    Det skal bemærkes, at det følger af artikel 30, litra a), i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, at for arealrelaterede støtteordninger, andre end betaling for praksis i landbruget, der er til gavn for klima og miljø, skal stikprøven for den årlige kontrol på stedet omfatte mindst 5% af alle støttemodtagere, som ansøger om støtte under grundbetalingsordningen eller den generelle arealbetalingsordning.

214    Det skal ligeledes bemærkes, at artikel 33a i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, som ændret ved gennemførelsesforordning 2016/1394, med overskriften »Kontrolprocent for opfølgende kontrol på stedet af de støttemodtagere, der er omhandlet i artikel 19a, stk. 2, i [delegeret forordning nr. 640/2014]«, bestemmer følgende i stk. 1:

»De støttemodtagere, der i henhold til artikel 19a, stk. 2, i [delegeret forordning nr. 640/2014] pålægges en nedsat administrativ sanktion for en arealrelateret støtteordning eller støtteforanstaltning efter en overanmeldelse, der er konstateret i forbindelse med en kontrol på stedet, skal i det følgende ansøgningsår pålægges en opfølgende kontrol på stedet for den pågældende støtteordning eller støtteforanstaltning.«

215    Det fremgår bl.a. af analysen af disse bestemmelser, at almindelige kontroller med hensyn til deres genstand og formål adskiller sig fra monitorering på stedet.

216    Hvad angår deres genstand vedrører de almindelige kontroller 5% af alle støttemodtagere, som ansøger om støtte under grundbetalingsordningen eller den generelle arealbetalingsordning, mens monitorering på stedet udelukkende vedrører de støttemodtagere, der har været genstand for en nedsat administrativ sanktion for i det foregående år at have foretaget en anmeldelse af for store støtteberettigede arealer.

217    Hvad angår deres målsætning har de almindelige kontroller til formål at fastsætte et minimumsantal af støttemodtagere, der skal kontrolleres, for at sikre, at Kommissionen effektivt kan efterprøve, at bestemmelserne i de forskellige støtteordninger og støtteforanstaltninger overholdes, mens monitorering på stedet har til formål, som det fremgår af første betragtning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1394 af 16. august 2016 om ændring af gennemførelsesforordning nr. 809/2014 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 1306/2013 (EUT 2016, L 225, s. 50), at kontrollere, om støttemodtagerne som følge af anvendelsen af en nedsat administrativ sanktion for en første anmeldelse af et for stort areal har begået en ny overtrædelse, som medfører, at der pålægges en selvstændig fuld administrativ sanktion.

218    Den særlige karakter af monitorering på stedet bekræftes af overskriften til artikel 33a i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, som ændret ved gennemførelsesforordning 2016/1394, der udtrykkeligt kvalificerer denne som »opfølgende kontrol«, hvilket antyder, at den adskiller sig fra almindelige kontroller, for så vidt som den underkaster støttemodtagerne en yderligere kontrol, der skal iværksættes, når de i nævnte artikel fastsatte betingelser er opfyldt.

219    Det skal således fastslås, at Kommissionen ikke tilsidesatte artikel 30, litra a), og artikel 33a i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, som ændret ved gennemførelsesforordning 2016/1394, eftersom den fandt, at de støttemodtagere, der havde fået en nedsat administrativ sanktion i løbet af det foregående år, skulle adskilles fra dem, der var genstand for almindelig kontrol.

220    Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af de tre argumenter, som Den Tjekkiske Republik har fremført.

221    Med sit første argument har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at udelukkelsen af de støttemodtagere, der har fået en nedsat administrativ sanktion fra stikprøven af støttemodtagere, der er genstand for almindelig kontrol, ville føre til den absurde konsekvens, at de støttemodtagere, der har fået en nedsat administrativ sanktion med den begrundelse, at de i løbet af det foregående år foretog en anmeldelse af for store arealer, ikke var underlagt den almindelige kontrol, men alene monitorering på stedet. Ifølge Den Tjekkiske Republik har disse landbrugere således en mere fordelagtig stilling end andre landbrugere.

222    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at monitorering på stedet ikke kan betragtes som alternative kontroller, men som opfølgende kontrol, der supplerer de almindelig kontroller og har til formål at fastlægge en styrket kontrolordning for de støttemodtagere, der i løbet af det foregående år har fået en nedsat administrativ sanktion. Ud over almindelig kontrol skal disse nemlig gøres til genstand for monitorering på stedet for at efterprøve, om de har begået en ny tilsidesættelse af EU-retten, som ville udsætte dem for pålæggelse af en separat fuld administrativ sanktion. Det følger heraf, at de støttemodtagere, der har fået en nedsat administrativ sanktion, ikke befinder sig i en fordelagtig situation i forhold til de øvrige støttemodtagere.

223    Det første argument må således forkastes.

224    Med sit andet argument er Den Tjekkiske Republik af den opfattelse, at udelukkelsen af støttemodtagere, der har fået en nedsat administrativ sanktion, fra stikprøven af støttemodtagere, der er genstand for almindelig kontrol, er i strid med ordlyden af artikel 30, litra a), i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, som bestemmer, at 5% af alle støttemodtagere, der indgiver en betalingsanmodning, er genstand for almindelig kontrol. Den Tjekkiske Republik er imidlertid af den opfattelse, at stikprøven af støttemodtagere, der er genstand for almindelig kontrol, ved at udelukke de støttemodtagere, der har fået en nedsat administrativ sanktion, ikke længere omfatter 5% af alle støttemodtagerne, men kun 5% af en del af dem.

225    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at monitorering på stedet er opfølgende kontrol, der blandt de midler, som Kommissionen råder over for at efterprøve, om den støtte, der er tildelt af Unionens landbrugsfonde, er i overensstemmelse med EU-retten, føjes til de almindelige kontroller. Almindelige kontroller og monitorering på stedet har således forskelligt anvendelsesområde og formål og må ikke forveksles af de nationale myndigheder.

226    En medlemsstats valg af den stikprøve af støttemodtagere, der er genstand for almindelig kontrol og monitorering på stedet, kan imidlertid ikke i praksis se bort fra sondringen mellem disse kontroller. I den foreliggende sag var det derfor med rette, at Kommissionen fastslog, at Den Tjekkiske Republik havde tilsidesat artikel 30, litra a), og artikel 33a i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, som ændret ved gennemførelsesforordning 2016/1394, idet 75 af de 87 støttemodtagere, der havde fået en nedsat administrativ sanktion i 2016, var blevet medtaget i stikprøven af støttemodtagere, der var genstand for almindelig kontrol, og 12 havde været genstand for monitorering på stedet.

227    I dette scenario bestod stikprøven af støttemodtagere, der var genstand for almindelig kontrol, nemlig for størstedelens vedkommende af de støttemodtagere, der havde fået en nedsat administrativ sanktion, i forhold til alle de andre støttemodtagere, som skulle have været genstand for kontrol, og kun 12 støttemodtagere, der havde fået en nedsat administrativ sanktion, havde været genstand for monitorering på stedet.

228    Det følger heraf, at Den Tjekkiske Republik ved stikprøveudvælgelsen blandt de støttemodtagerne, der skulle gøres til genstand for almindelig kontrol, og de støttemodtagere, der skulle gøres til genstand for monitorering på stedet, burde have taget hensyn til forskellen mellem disse kontroller ved at sikre sig dels, at alle støttemodtagere – og ikke blot et stort flertal af dem – der havde fået en nedsat administrativ sanktion, var underlagt almindelig kontrol, dels at alle de støttemodtagere, der havde fået en nedsat administrativ sanktion, var genstand for monitorering på stedet.

229    Det andet argument skal derfor forkastes.

230    Med sit tredje argument er Den Tjekkiske Republik af den opfattelse, at udelukkelsen af støttemodtagere, der havde fået en nedsat administrativ sanktion fra stikprøven af støttemodtagere, der var genstand for almindelig kontrol, er i strid med artikel 34, stk. 1, i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, som kun gør det muligt at udelukke de støttemodtagere fra kontrolstikprøven, som ikke er berettiget til støtte.

231    Artikel 34, stk. 1, i gennemførelsesforordning nr. 809/2014 har følgende ordlyd:

»Ansøgninger, som ikke kan godtages, eller ansøgere, som ikke er berettiget til støtte på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen eller efter den administrative kontrol eller kontrollen på stedet, må ikke indgå i kontrolpopulationen.«

232    I denne henseende skal det fastslås, at udelukkelsen fra kontrolstikprøven af ansøgninger, som ikke kan godtages, eller ansøgere, som ikke er berettiget til støtte, som omhandlet i artikel 34, stk. 1, i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, er uden relevans i den foreliggende sag, hvor det drejer sig om at fastlægge anvendelsesområdet for almindelige kontroller og monitorering på stedet, som pr. definition forudsætter, at de ansøgere, der indgår i kontrolstikprøven, anses for at være støtteberettigede og således kan være genstand for almindelig kontrol eller monitorering på stedet.

233    Det tredje argument og dermed det tredje anbringendes første led i sin helhed må således forkastes.

2.      Det tredje anbringendes andet led om Kommissionens tilsidesættelse af artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013 og af proportionalitetsprincippet med den begrundelse, at størrelsen af den anfægtede finansielle korrektion, der vedrører overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse med hensyn til almindelige kontroller, ikke svarer til grovheden af den foreholdte manglende overholdelse

234    Med det tredje anbringendes andet led har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013 og proportionalitetsprincippet med den begrundelse, at størrelsen af den anfægtede finansielle korrektion, der vedrører overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse med hensyn til almindelige kontroller, og som beløber sig til 18 833,24 EUR, ikke svarer til grovheden af den foreholdte manglende overholdelse.

235    Den Tjekkiske Republik har nærmere bestemt gjort gældende, at Kommissionen for at nå frem til dette beløb baserede sig på:

–        for 2017, beregningen af det tab, som EU-budgettet var blevet påført som følge af overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse med hensyn til almindelige kontroller, som beløb sig til 6 277,75 EUR

–        for 2015 og 2016, den antagelse, at den samme skade som den, der blev beregnet for 2017, var indtrådt i 2015 og 2016, selv om der ifølge Den Tjekkiske Republik er tale om en uunderbygget antagelse, der ikke er støttet på nogen faktiske og retlige omstændigheder.

236    Kommissionen har bestridt det tredje anbringendes andet led.

237    Det skal indledningsvis bemærkes, at Kommissionen i henhold til artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013 anslår de beløb, der skal udelukkes fra EU-finansiering, bl.a. på grundlag af det regelstridige forholds konstaterede omfang, overtrædelsens art samt til den økonomiske skade, der er påført Unionen.

238    Endvidere følger det af den retspraksis, der er nævnt i præmis 108 ovenfor, at proportionalitetsprincippet som en af de almindelige EU-retlige grundsætninger kræver, at EU-institutionernes retsakter ikke går ud over, hvad der er egnet til og nødvendigt for at opfylde det tilsigtede mål. Såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning vælges, og ulemperne må herved ikke være uforholdsmæssige i lyset af de tilsigtede mål.

239    Det skal ligeledes bemærkes, at det ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 115 ovenfor, påhviler Kommissionen, når den bestrider resultaterne af de nationale myndigheders kontroller, og med henblik på at bevise, at der foreligger en tilsidesættelse af reglerne om den fælles landbrugspolitik, at fremlægge bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til de nationale myndigheders kontrolforanstaltninger eller de tal, som disse har meddelt. Det følger således af den retspraksis, der er nævnt i præmis 116 ovenfor, at hvis Kommissionen giver udtryk for en begrundet og rimelig tvivl, påhviler det medlemsstaten at føre det mest detaljerede og fuldstændige bevis for, at kontrollen faktisk er foretaget, eller at dens tal er rigtige, og efter omstændighederne for, at Kommissionens beregninger er forkerte.

240    I den foreliggende sag har Kommissionen imidlertid ikke fremlagt noget bevis, der gør det muligt at antage, at den tvivl, som den nærede med hensyn til muligheden for, at det økonomiske tab på 6 277,75 EUR, der blev påført Unionen i 2017, ligeledes var indtrådt i 2015 og 2016, udgør en begrundet og rimelig tvivl som omhandlet i retspraksis.

241    For det første anførte Kommissionen i de foreløbige resultater, i de endelige konklusioner og i den sammenfattende rapport blot, at størrelsen af den anfægtede finansielle korrektion, der vedrørte overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse med hensyn til almindelige kontroller, som beløb sig til 18 833,24 EUR, også omfattede risikoen for ikke at kunne inddrive de uretmæssigt udbetalte beløb for 2015 og 2016 med tilbagevirkende kraft.

242    Kommissionen har imidlertid ikke fremlagt noget bevis, der gør det muligt at forstå, hvorfor den skade, der indtrådte i 2017, også kunne indtræde i 2015 og 2016 og gav anledning til en forpligtelse til tilbagesøgning med tilbagevirkende kraft.

243    For det andet har Kommissionen til støtte for sin opfattelse i de foreløbige resultater henvist til artikel 3 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT 1995, L 312, s. 1), som ifølge Kommissionen begrunder, at beløb, der med urette er udbetalt til landbrugerne, tilbagesøges med tilbagevirkende kraft.

244    Artikel 3 i forordning nr. 2988/95 bestemmer imidlertid, at forældelsesfristen for retsforfølgning af uretmæssigt udbetalte beløb med henblik på beskyttelse af Unionens finansielle interesser er fire år fra det tidspunkt, hvor den uregelmæssighed, der har påført Unionen økonomisk skade, fandt sted, idet der i reglerne for bestemte sektorer fastlægges en kortere frist, som dog ikke kan være mindre end tre år.

245    Ifølge retspraksis har EU-lovgiver med vedtagelsen af forordning nr. 2988/95 og navnlig dens artikel 3, stk. 1, første afsnit, tilsigtet at indføre en almindelig forældelsesregel, der finder anvendelse på dette område, hvorved den tilsigtede dels at fastsætte en minimumsfrist, der finder anvendelse i samtlige medlemsstater, dels at det ikke skal være muligt at tilbagesøge beløb, som uberettiget er opnået fra Unionens budget, efter udløbet af en periode på fire år fra det tidspunkt, hvor uregelmæssigheden vedrørende de omtvistede betalinger fandt sted. Det følger heraf, at uregelmæssigheder, som skader Unionens finansielle interesser, fra tidspunktet for forordning nr. 2988/95’s ikrafttræden, når bortses fra de sektorer, for hvilke EU-lovgiver har fastsat en kortere frist, i princippet kan retsforfølges af de kompetente myndigheder i medlemsstaterne inden for en frist på fire år (dom af 29.1.2009, Josef Vosding Schlacht-, Kühl- und Zerlegebetrieb m.fl., C-278/07 – C-280/07, EU:C:2009:38, præmis 27, og af 29.3.2012, Pfeifer & Langen, C-564/10, EU:C:2012:190, præmis 37).

246    Henvisningen til denne bestemmelse er således ikke relevant i den foreliggende sag, for så vidt som den ikke gør det muligt at forstå, hvorfor skaden på Unionens budget i 2017 ligeledes skulle være indtrådt i 2015 og 2016.

247    For det tredje har Kommissionen som begrundelse for sine anbringender for første gang i svarskriftet henvist til artikel 63 i forordning nr. 1306/2013 og artikel 7 i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, som ifølge Kommissionen begrunder tilbagesøgning af de uberettigede betalinger med tilbagevirkende kraft.

248    Ifølge fast retspraksis skal Kommissionen imidlertid på tilstrækkelig præcis vis angive genstanden for den foretagne undersøgelse og de mangler, der er blevet konstateret i forbindelse med denne undersøgelse i den meddelelse, der skal fremsendes på grundlag af artikel 34, stk. 2, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014 (dom af 7.9.2022, Slovakiet mod Kommissionen, T-40/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:515, præmis 46).

249    Kommissionen kan derudover ikke supplere begrundelsen for den anfægtede afgørelse under retsforhandlingerne (jf. i denne retning dom af 24.5.2007, Duales System Deutschland mod Kommissionen, T-289/01, EU:T:2007:155, præmis 132, og af 15.12.2021, Oltchim mod Kommissionen, T-565/19, EU:T:2021:904, præmis 275).

250    Det følger heraf, at for så vidt som Kommissionen i resultatskrivelsen og i de efterfølgende dokumenter, som den fremsendte til Den Tjekkiske Republik i forbindelse med den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, der gav anledning til den anfægtede afgørelse, ikke henviste til artikel 63 i forordning nr. 1306/2013 og til artikel 7 i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, kan den ikke påberåbe sig disse bestemmelser til støtte for sine anbringender om, at der i 2015 og 2016 forelå et økonomisk tab for Unionens budget af samme størrelse som det, der var indtrådt i 2017.

251    Selv hvis det antages, at Kommissionen kunne underbygge sine anbringender på grundlag af artikel 63 i forordning nr. 1306/2013 og artikel 7 i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, udgør disse bestemmelser under alle omstændigheder ikke bevis for, at den tvivl, som den gav udtryk for med hensyn til, om der i 2015 og 2016 forelå en økonomisk skade for Unionens budget af samme størrelse som den, der var opstået i 2017, udgør en begrundet og rimelig tvivl som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 115 ovenfor.

252    Artikel 63 i forordning nr. 1306/2013 og artikel 7 i gennemførelsesforordning nr. 809/2014 fastsætter nemlig den procedure, der skal følges, og fristerne for inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb, men indeholder ingen oplysninger, der kan underbygge Kommissionens anbringende om, at overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse med hensyn til almindelige kontroller, der fandt sted i 2017, nødvendigvis ligeledes fandt sted i 2015 og 2016.

253    Under disse omstændigheder må det fastslås, at Kommissionen ikke har bevist, at den tvivl, som den gav udtryk for med hensyn til eksistensen af det samme økonomiske tab i 2015 og 2016 som det, der var indtrådt i 2017, var begrundet og rimelig som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 115 ovenfor.

254    Følgelig skal det tredje anbringendes andet led tages til følge, og den anfægtede afgørelse skal derfor annulleres, for så vidt som den vedrører Kommissionens pålæggelse af den anfægtede finansielle korrektion over for Den Tjekkiske Republik for overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse med hensyn til almindelige kontroller på 18 833,24 EUR.

D.      Det fjerde anbringende, hvorved overtrædelsen vedrørende inddrivelsen af uretmæssigt udbetalte beløb bestrides

255    Det fjerde anbringende, hvorved overtrædelsen vedrørende inddrivelsen af uretmæssigt udbetalte beløb bestrides, består af to led.

256    Med det fjerde anbringendes første led har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 63 i forordning nr. 1306/2013 og artikel 7 i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, eftersom den i forbindelse med undersøgelsen fandt, at de tjekkiske myndigheder ved hjælp af LPIS burde have kontrolleret et landbrugsareals støtteberettigelse ikke blot for det år, der var omfattet af proceduren for inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb, men også for de foregående år.

257    I denne henseende har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at artikel 63 i forordning nr. 1306/2013 og artikel 7 i gennemførelsesforordning nr. 809/2014 angiver den procedure, der skal følges ved inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb til landbrugere for arealer, der ikke er støtteberettigede. Ifølge Den Tjekkiske Republik vedrører disse bestemmelser imidlertid ikke det særskilte spørgsmål om, hvorvidt og hvordan medlemsstaterne er forpligtet til at påvise, om et areal, der ikke var støtteberettiget i løbet af ét år, heller ikke var støtteberettiget i de foregående år.

258    Ifølge Den Tjekkiske Republik følger det heraf, at den i henhold til artikel 63 i forordning nr. 1306/2013 og artikel 7 i gennemførelsesforordning nr. 809/2014 i forbindelse med den årlige ajourføring af LPIS var forpligtet til at fjerne de arealer, der ikke var støtteberettigede, og for hvilke der verserede en tilbagesøgningsprocedure, men ikke var forpligtet til at kontrollere, om disse samme arealer ligeledes var ikke-støtteberettigede i de foregående år, og om den eventuelle støtte, der var blevet udbetalt for disse år, skulle tilbagesøges.

259    Kommissionen har bestridt dette led.

260    Indledningsvis bemærkes, at Kommissionen for så vidt angår overtrædelsen vedrørende inddrivelsen af uretmæssigt udbetalte beløb pålagde Den Tjekkiske Republik:

–        en finansiel korrektion på 17 855 884,41 EUR for så vidt angår den generelle arealbetalingsordning

–        en finansiel korrektion på 7 832 400 EUR for så vidt angår ordningen om grøn omstilling

–        en standardsatskorrektion på 2% af de udgifter, der er afholdt i strid med EU-retten for så vidt angår ordningen for unge landbrugere.

261    De korrektioner, der blev pålagt for ordningen om grøn omstilling og ordningen for unge landbrugere, blev imidlertid absorberet af korrektionen for overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer, der er genstand for det andet anbringende.

262    Som parterne har bekræftet i deres svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse og på et spørgsmål fra Retten under retsmødet, skal det fjerde anbringende, for så vidt som det andet anbringende forkastes, følgelig anses for irrelevant, for så vidt som det vedrører pålæggelsen af finansielle korrektioner for ordningen om grøn omstilling og ordningen for unge landbrugere. For så vidt som korrektionerne vedrørende ordningen om grøn omstilling og ordningen for unge landbrugere blev absorberet af korrektionen vedrørende overtrædelsen vedrørende identifikation af permanente græsarealer, er en undersøgelse heraf uden relevans for vurderingen af, om det var berettiget at pålægge den anfægtede finansielle korrektion.

263    Hvad angår den korrektion, der er pålagt for den generelle arealbetalingsordning, skal det indledningsvis bemærkes, at artikel 63 i forordning nr. 1306/2013 i det væsentlige bestemmer, at hvis det konstateres, at en støttemodtager ikke opfylder betingelserne for tildeling af støtten, udbetaler den pågældende medlemsstat ikke støtten eller trækker den helt eller delvis tilbage, samt at beløbene, inklusive påløbne renter, skal tilbagesøges. Samme bestemmelse fastsætter, at hvor det er fastsat i sektorlovgivningen for landbrug, pålægger medlemsstaterne også administrative sanktioner. Endvidere bestemmer artikel 7 i gennemførelsesforordning nr. 809/2014 i det væsentlige, at i tilfælde af uretmæssige udbetalinger er den pågældende støttemodtager forpligtet til at tilbagebetale de pågældende beløb, i givet fald med tillæg af renter.

264    Det følger heraf, at artikel 63 i forordning nr. 1306/2013 og artikel 7 i gennemførelsesforordning nr. 809/2014 ikke pålægger medlemsstaterne en forpligtelse til med tilbagevirkende kraft at undersøge, om et areal, der ikke var støtteberettiget i løbet af ét år, heller ikke var støtteberettiget i de foregående år.

265    Det skal dernæst bemærkes, at den angivelige forpligtelse for medlemsstaterne til med tilbagevirkende kraft at undersøge, om et areal var støtteberettiget, ikke følger af artikel 3, i forordning nr. 2988/95. Som anført i præmis 244 ovenfor begrænser denne bestemmelse sig nemlig til at angive, at forældelsesfristen for retsforfølgning af uretmæssigt udbetalte beløb er på fire år, medmindre en kortere frist på tre år fastsat i sektorlovgivningen.

266    Endelig skal det bemærkes, at Retten i dom af 7. september 2022, Slovakiet mod Kommissionen (T-40/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:515, præmis 54 og 55), ganske vist anførte, at Slovakiet på grundlag af de oplysninger, der var indeholdt i den skrivelse, som Kommissionen havde fremsendt på grundlag af artikel 34, stk. 2, i gennemførelsesforordning nr. 908/2014, i vurderingen af den potentielle risiko for EGFL for ansøgningsårene 2015 og 2016 burde have medtaget den finansielle virkning af den manglende tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalt støtte for de tre foregående ansøgningsår. Retten præciserede imidlertid, at den omstændighed, at beregningen af den risiko, som EGFL løb for ansøgningsårene 2015 og 2016, skulle tage hensyn til virkningen af den manglende tilbagesøgningsprocedure for de uretmæssigt foretagne betalinger for de tre foregående ansøgningsår, fulgte af en særegenhed ved det slovakiske kontrolsystem, som denne stats myndigheder ikke kunne være uvidende om. Der følger således ikke af den nævnte dom en forpligtelse for medlemsstaten til med tilbagevirkende kraft at kontrollere, om et areal, der ikke var støtteberettiget i løbet af ét år, heller ikke var støtteberettiget i de foregående år.

267    Det følger heraf, at det fjerde anbringendes første led skal tiltrædes.

268    Uden at det er fornødent at undersøge det fjerde anbringendes andet led, skal den anfægtede afgørelse følgelig annulleres, for så vidt som den vedrører den finansielle korrektion, der er anvendt på de udgifter, som Den Tjekkiske Republik afholdt inden for rammerne af den generelle arealbetalingsordning, i forbindelse med den angivelige overtrædelse vedrørende inddrivelsen af uretmæssigt udbetalte beløb på 17 855 884,41 EUR.

E.      Det femte anbringende, hvorved overtrædelsen vedrørende den sene indgivelse af ansøgningen bestrides

269    Med sit femte anbringende har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at Kommissionens pålæggelse af den anfægtede finansielle korrektion for så vidt angår overtrædelsen vedrørende den sene indgivelse af ansøgningen er ulovlig, med den begrundelse, at den nedsættelse på 1% hvad angår de støtteansøgninger eller betalingsansøgninger, der blev indgivet online uden elektronisk underskrift inden for de frister, der er fastsat i artikel 13 i forordning nr. 640/2014, og som inden for fem dage efter fristens udløb blev suppleret med ansøgerens håndskrevne underskrift, ikke var blevet anvendt.

270    Til støtte for dette anbringende har Den Tjekkiske Republik fremført fire argumenter.

271    Den Tjekkiske Republik har for det første gjort gældende, at der ikke findes nogen bestemmelse i EU-retten, der er til hinder for, at en ansøgning, der er indgivet online, efterfølgende suppleres med ansøgerens håndskrevne underskrift. Den Tjekkiske Republik har i denne forbindelse anført, at artikel 13 i forordning nr. 640/2014 præciserer den procedure, der skal følges i tilfælde af sen indgivelse af en støtteansøgning eller betalingsanmodning, men ikke bestemmer, at ansøgninger, der indgives online og efterfølgende suppleres med ansøgerens håndskrevne underskrift, udgør sent indgivne ansøgninger. Medlemsstaten er endvidere af den opfattelse, at artikel 72 i forordning nr. 1306/2013 ikke inkluderer ansøgerens underskrift blandt de obligatoriske elementer i ansøgningen.

272    For det andet har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at det i henhold til national ret er nødvendigt, at en ansøgning, der er indgivet online, underskrives under tilstedeværelse af ansøgeren med henblik på autentifikation af indgivelsen, men at dette ikke udgør en betingelse for ansøgningens berettigelse. Den håndskrevne underskrift gør det nemlig muligt at efterprøve, at den enhed, der har indgivet ansøgningen, er den enhed, for hvilken ansøgning er fremsat (artikel 37, stk. 4, i Zákon č. 500/2004 Sb., správní řád (den tjekkiske forvaltninglov)).

273    For det tredje har Den Tjekkiske Republik anført, at det eneste, som ansøgeren i henhold til national lovgivning kan føje til den ansøgning, der er indgivet online, er vedkommendes håndskrevne underskrift, som hos det kompetente kontor skal påføres senest fem dage efter, at ansøgningen er indgivet online. Der kan imidlertid ikke foretages noget supplement til eller nogen ændring af ansøgningen, hverken mellem tidspunktet for ansøgningens indgivelse online og tidspunktet for dens underskrivelse under tilstedeværelse af ansøgeren, eller på tidspunktet for underskrivelse under tilstedeværelse af ansøgeren.

274    For det fjerde har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at autentificering under tilstedeværelse af ansøgeren, når der tidligere er indgivet en ansøgning online, er en almindelig mekanisme i EU-retten, der bl.a. er fastsat i artikel 57, stk. 7, i Domstolens procesreglement.

275    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

276    Hvad angår Den Tjekkiske Republiks første og andet argument, som skal behandles samlet, bemærkes, at det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte de regler, der i deres nationale ret fastsætter de nærmere fremgangsmåder for indgivelse af støtteansøgninger og betalingsanmodninger, hvilke imidlertid skal være forenelige med EU-retten.

277    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at i henhold til artikel 13 i forordning nr. 640/2014 medfører indsendelse af støtteansøgninger eller betalingsanmodninger efter den af Kommissionen fastsatte frist en nedsættelse på 1%.

278    I øvrigt indgår angivelsen af støttemodtagerens identitet i de oplysninger, som støtteansøgningen eller betalingsanmodningen skal indeholde for at være støtteberettiget, forudsat at den er indgivet inden for de frister, der er fastsat i henhold til artikel 13 i forordning nr. 640/2014. Selv om artikel 72 i forordning nr. 1306/2013 ikke omfatter ansøgerens underskrift blandt de elementer, der skal være indeholdt i en støtteansøgning eller betalingsanmodning, bestemmer den, at ansøgningen skal angive »alle andre oplysninger, som er forudset i nærværende forordning eller kræves med henblik på gennemførelsen af den relevante sektorlovgivning for landbruget eller af den berørte medlemsstat«. I denne henseende præciseres det i artikel 14, stk. 1, i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, som fastsætter gennemførelsesbestemmelserne til forordning nr. 1306/2013, at en støtteansøgning eller betalingsanmodning for at være berettiget til støtte bl.a. skal angive støttemodtagerens identitet.

279    Det fremgår imidlertid af parternes skriftlige indlæg, at den håndskrevne underskrift på anmodningen i henhold til tjekkisk ret er en obligatorisk formalitet, uden hvilken anmodningen ikke imødekommes. Som de tjekkiske myndigheder har anført i deres bemærkninger af 1. oktober 2018 til referatet af det bilaterale møde, skal onlineindgivelsen af en ansøgning uden elektronisk underskrift nemlig bekræftes ved en håndskreven underskrift inden for de følgende fem dage. Hvis ansøgeren i dette tilfælde underskriver ansøgningen på det kompetente kontor inden for de frister og i den form, der er foreskrevet ved lov, anses datoen for indgivelsen af ansøgningen for at være datoen for indgivelsen af ansøgningen online. Hvis ansøgeren imidlertid ikke underskriver ansøgningen eller ikke gør det i den ved lov foreskrevne form, skal ansøgningen afvises og tages ikke i betragtning af de kompetente myndigheder.

280    Det følger heraf, at den håndskrevne underskrift på en ansøgning, der er indgivet online uden en elektronisk underskrift, ikke alene – således som de tjekkiske myndigheder har anført – opfylder en autentifikationsfunktion i forhold til indgivelsen af ansøgningen, men også udgør en betingelse for en ansøgnings berettigelse. Kun ansøgninger, der bliver fuldstændiggjort under ansøgerens tilstedeværelse ved dennes håndskrevne underskrift, behandles således af de kompetente myndigheder.

281    Selv om ansøgningerne i den foreliggende sag blev indgivet online uden elektronisk underskrift inden for de frister, der er fastsat i artikel 13 i forordning nr. 640/2014, indeholdt de følgelig ikke ansøgernes håndskrevne underskrift, som imidlertid var en oplysning, der var afgørende for at kontrollere vedkommendes identitet og for afgørelsen af, om de formelle krav til ansøgningen som omhandlet i artikel 72 i forordning nr. 1306/2013, sammenholdt med artikel 14, stk. 1, i gennemførelsesforordning nr. 809/2014, var opfyldt.

282    Under disse omstændigheder må det fastslås, at for så vidt som der på tidspunktet for deres onlineindgivelse i ansøgningerne manglede et væsentligt element i forbindelse med afgørelsen af, om de var berettigede, og at dette element – nemlig ansøgernes håndskrevne underskrift – var blevet påført efter udløbet af de frister, der er fastsat i artikel 13 i forordning nr. 640/2014, var ansøgningerne indgivet for sent, hvilket burde have givet anledning til anvendelsen af nedsættelsen på 1%.

283    Det første og det andet argument må således forkastes.

284    Hvad angår det tredje argument må det fastslås, at det er irrelevant i den foreliggende sag. Selv om indholdet af støtteansøgningerne eller betalingsanmodningerne ikke var genstand for ændringer mellem datoen for onlineindgivelsen og datoen for den pågældende underskrift, var de nemlig ufuldstændige på datoen for deres onlineindgivelse, henset til den manglende underskrift, og de opfyldte således ikke de kriterier for støtteberettigelse, der er fastsat i EU-retten.

285    Det tredje argument må derfor forkastes.

286    Hvad angår det fjerde argument skal det bemærkes, at den omstændighed, at Domstolen i artikel 57, stk. 7, i sit procesreglement tillader, at parterne indleverer det underskrevne originaleksemplar af processkrifterne til Justitskontoret senest ti dage efter fremsendelsen af genparten af dette dokument, ligeledes er uden relevans i den foreliggende sag. Under alle omstændigheder adskiller den situation, der er omhandlet i artikel 57, stk. 7, i Domstolens procesreglement, sig fra den i denne bestemmelse omhandlede situation, for så vidt som det originale dokument, som parterne har fremsendt til Domstolen inden for en frist på ti dage, skal være det samme som det, der tidligere er blevet fremsendt, herunder med hensyn til underskriften, som skal være påført ved fremsendelsen af genparten af processkrifterne.

287    Det fjerde argument og dermed det femte anbringende i dets helhed skal således forkastes.

F.      Det sjette anbringende om anfægtelse af ordningen for finansiel disciplin

288    Med det sjette anbringende har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013 og proportionalitetsprincippet, eftersom standardsatskorrektionen på 2%, som Kommissionen pålagde den inden for rammerne af ordningen for finansiel disciplin, ikke svarer til grovheden af den konstaterede manglende overholdelse.

289    Kommissionen har anfægtet dette anbringende.

290    Det skal indledningsvis bemærkes, at proceduren for finansiel disciplin, der er fastsat i artikel 25 og 26 i forordning nr. 1306/2013 og i artikel 8 i forordning nr. 1307/2013, adskiller sig fra den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, der er fastsat i artikel 52 i forordning nr. 1306/2013 og i artikel 34 i gennemførelsesforordning nr. 908/2014.

291    Den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure har nemlig til formål at gøre det muligt for Kommissionen efter en kontradiktorisk procedure at udelukke udgifter, som en medlemsstat har afholdt i strid med EU-retten, fra EU-finansiering.

292    Ordningen for finansiel disciplin har til formål at gøre det muligt for medlemsstaterne til Kommissionen at overføre bevillinger, der oprindeligt var bestemt til direkte betalinger til landbrugere, med henblik på oprettelse af en finansiel reserve til finansiering af en eventuel krise, der måtte opstå i landbrugssektoren. Hvis disse bevillinger imidlertid ikke anvendes, tilbagebetaler Kommissionen i de følgende år medlemsstaterne, der efterfølgende overfører dem til de landbrugere, der oprindeligt var berørt af en nedsættelse af de direkte betalinger, som de var berettiget til.

293    I den foreliggende sag tilbagebetalte Kommissionen de bevillinger, der oprindeligt var blevet tilbageholdt fra landbrugerne i henhold til ordningen for finansiel disciplin, til Den Tjekkiske Republik ved hjælp af tilbagebetalingsforordningerne.

294    Den Tjekkiske Republik har til støtte for sit anbringende fremført to argumenter.

295    Med sit første argument har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at for så vidt som den standardsatskorrektion, der er pålagt inden for rammerne af ordningen for finansiel disciplin, afspejler de korrektioner, som Kommissionen anvendte i forbindelse med undersøgelsen af ordningerne for den generelle arealbetalingsordning, unge landbrugere, grøn omstilling og den frivillige koblede støtteordning, bør dens størrelse være det samme som for de korrektioner, der er pålagt for hver af disse ordninger. Den Tjekkiske Republik har imidlertid anført, at Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen for den frivillige koblede støtteordning anvendte en standardsatskorrektion på 5% af 10% af de udgifter, der var afholdt i strid med denne ordning. Ifølge Den Tjekkiske Republik følger det heraf, at Kommissionen burde have anvendt den samme korrektion på 5% af 10% af de afholdte udgifter ved fastsættelsen for den frivillige koblede støtteordning af størrelsen af den standardsatskorrektion, der blev pålagt inden for rammerne af ordningen for finansiel disciplin.

296    Det er i denne henseende ubestridt, at de tjekkiske myndigheder i den foreliggende sag som led i den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, der gav anledning til den anfægtede afgørelse, har forsynet Kommissionen med en enkelt budgetpost for alle de støtteordninger, der er genstand for finansiel disciplin. Dette betyder, at de tjekkiske myndigheder ikke for hver støtteordning angav det bevillingsbeløb, der først var blevet betalt til Kommissionen, og som efterfølgende blev overført til medlemsstaten af Kommissionen via tilbagebetalingsforordningerne, men at myndighederne henviste til et engangsbeløb for alle de forskellige støtteordninger. Det er således dette engangsbeløb, som Kommissionen tog i betragtning ved fastsættelsen af størrelsen af den standardsatskorrektion, der blev pålagt inden for rammerne af ordningen for finansiel disciplin.

297    I forligsanmodningen af 4. februar 2020 kritiserede Den Tjekkiske Republik imidlertid Kommissionen for ikke i forbindelse med beregningen af standardsatskorrektionen vedrørende ordningen for finansiel disciplin for den frivillige koblede støtteordning at have anvendt en nedsat korrektion svarende til 5% af 10% af de udgifter, der var afholdt i strid med EU-retten, og som den havde anvendt for samme ordning i forbindelse med undersøgelsen.

298    De tjekkiske myndigheder har imidlertid hverken i deres skrivelse af 13. november 2020, der fulgte efter modtagelsen af forligsorganets rapport, eller i deres efterfølgende udvekslinger givet Kommissionen oplysninger, der – inden for den enkelte budgetpost vedrørende de bevillinger, der var omfattet af tilbagebetalingsforordningerne – gjorde det muligt at udskille den del, der vedrørte den frivillige koblede støtteordning.

299    Under disse omstændigheder besluttede Kommissionen i den endelige konklusion og i den sammenfattende rapport at anvende en enkelt standardsatskorrektion på 2% for samtlige de bevillinger, der havde været genstand for proceduren for finansiel disciplin.

300    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen i overensstemmelse med artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013 og artikel 12, stk. 2, i delegeret forordning nr. 907/2014 udelukkende baserer udelukkelsen af en udgift fra EU-finansiering på identifikation af uretmæssigt anvendte beløb, hvis disse kan påvises med en i forhold til målet rimelig indsats.

301    Ifølge den retspraksis, der er nævnt i præmis 108 ovenfor, indebærer proportionalitetsprincippet i øvrigt, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre end, hvad der er nødvendigt og passende for gennemførelsen af det tilsigtede mål.

302    I den foreliggende sag gav Den Tjekkiske Republik imidlertid ikke Kommissionen oplysninger, der gjorde det muligt for den inden for den del af budgetposten, der vedrørte de bevillinger, der var genstand for tilbagebetalingsforordningerne, at identificere den del, der vedrørte den frivillige koblede støtteordning. Det var således med rette, at Kommissionen med en i forhold til målet rimelig indsats i overensstemmelse med artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013, artikel 12, stk. 2, i delegeret forordning nr. 907/2014 og proportionalitetsprincippet besluttede i henhold til ordningen for finansiel disciplin at anvende en enkelt standardsatskorrektion for alle støtteordningerne.

303    Det første argument skal således forkastes.

304    Med sit andet argument har Den Tjekkiske Republik gjort gældende, at såfremt Retten helt eller delvist annullerer de korrektioner for den generelle arealbetalingsordning, ordningen for unge landbrugere, ordningen for grøn omstilling og den frivillige koblede støtteordning, som Kommissionen pålagde i forbindelse med den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, skal den ligeledes automatisk og generelt for et tilsvarende beløb annullere den korrektion, der blev pålagt inden for rammerne af ordningen for finansiel disciplin, eftersom denne korrektion ikke længere svarer til det økonomiske tab, der angiveligt er påført Unionens budget.

305    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at pålæggelsen af en korrektion for finansiel disciplin er knyttet til de korrektioner, som Kommissionen pålægger inden for rammerne af den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure for de støtteordninger, der er genstand for finansiel disciplin. Med henblik på så vidt muligt at sikre overensstemmelsen mellem de direkte betalinger, der hvert år udbetales til landbrugerne, og de bevillinger, der tilbageholdes fra disse betalinger i henhold til finansiel disciplin, og som eventuelt tilbagebetales til disse landbrugere i de efterfølgende år, er Kommissionen, hvis den i forbindelse med den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure pålægger en korrektion for uregelmæssigheder, der er konstateret i de direkte betalinger, ligeledes forpligtet til at pålægge en korrektion af de bevillinger, der er genstand for finansiel disciplin.

306    Der kan imidlertid ikke identificeres nogen automatik mellem Kommissionens anvendelse i forbindelse med den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure af en korrektion for en bestemt støtteordning og Kommissionens pålæggelse af en korrektion for de beløb, der hidrører fra denne støtteordning, som har været genstand for tilbagebetaling til medlemsstaterne i henhold til finansiel disciplin.

307    For det første skal de beløb, der i henhold til artikel 26 i forordning nr. 1306/2013 overføres til Kommissionen som led i finansiel disciplin, i givet fald tilbagebetales til landbrugerne ved anvendelse af en fast tilpasningssats, der gælder for alle betalinger i henhold til de forskellige støtteordninger.

308    Størrelsen af korrektionen for finansiel disciplin beregnes således af Kommissionen som et fast beløb for alle støtteordninger og er ikke nødvendigvis forbundet med størrelsen af den korrektion, som Kommissionen pålagde i forbindelse med den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure for uregelmæssigheder, der er konstateret i de direkte betalinger til landbrugerne i forbindelse med en specifik støtteordning.

309    For det andet og som anført i præmis 302 ovenfor, afhænger Kommissionens mulighed for med en i forhold til målet rimelig indsats blandt de bevillinger, der er genstand for finansiel disciplin, at identificere de bevillinger, der vedrører hver støtteordning, der er omfattet af den efterprøvende regnskabsafslutningsprocedure, af de tilgængelige oplysninger, som medlemsstaterne har fremlagt i hvert enkelt tilfælde.

310    Det kan således ikke gøres gældende, at en hel eller delvis annullation af den anfægtede finansielle korrektion for en bestemt støtteordning automatisk og generelt medfører en annullation af en standardsatskorrektion, der er pålagt inden for rammerne af ordningen for finansiel disciplin.

311    Det andet argument og dermed det sjette anbringende i dets helhed skal således forkastes.

312    Henset til ovenstående betragtninger skal den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den pålægger Den Tjekkiske Republik den anfægtede finansielle korrektion dels på grund af overtrædelsen vedrørende stikprøveudvælgelse med hensyn til almindelige kontroller for et beløb på 18 833,24 EUR, dels på grund af overtrædelsen vedrørende inddrivelsen af uretmæssigt udbetalte beløb på 17 855 884,41 EUR, og i øvrigt frifindes Kommissionen.

IV.    Sagsomkostninger

313    I medfør af artikel 134, stk. 3, i Rettens procesreglement bærer hver part sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Da søgsmålet er blevet taget delvis til følge, bør det pålægges hver af parterne at bære deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tiende Afdeling):

1)      Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/2020 af 17. november 2021 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), annulleres, for så vidt som den pålægger Den Tjekkiske Republik en finansiel korrektion dels på grund af en overtrædelse af de EU-retlige regler vedrørende udvælgelsen af den stikprøve af støttemodtagere, som skal være genstand for almindelige kontroller, for et beløb på 18 833,24 EUR, dels på grund af mangler i forbindelse med kontrol med henblik på at efterprøve, hvorvidt et areal, der er støtteberettiget i ét år, også var støtteberettiget i de foregående år og bør give anledning til indledning af en procedure til inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb inden for rammerne af den generelle arealbetalingsordning, for et beløb på 17 855 884,41 EUR.

2)      I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

3)      Den Tjekkiske Republik og Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.

Jaeger Nihoul Verschuur

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. december 2023.

Underskrifter

*      Processprog: tjekkisk.