Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 5. juni 2014 – I mod Health Service Executive (anmodning om præjudiciel afgørelse fra High Court of Ireland – Irland)

(Sag C-255/13) ¹

(Præjudiciel forelæggelse – social sikring – forordning (EF) nr. 883/2004 – artikel 19, stk. 1, og artikel 20, stk. 1 og 2 – forordning (EF) nr. 987/2009 – artikel 11 – statsborger i en medlemsstat, der er forsikret i bopælsstaten – pludseligt opstået alvorlig sygdom under en ferie i en anden medlemsstat – nødvendigt for den pågældende at opholde sig i denne anden medlemsstat i 11 år på grund af sygdommen og tilgængeligheden af speciallægebehandling i nærheden af, hvor den pågældende bor – levering af naturalydelser i denne anden stat – begreberne »bopæl« og »ophold«)

Processprog: engelsk

Den forelæggende ret

High Court of Ireland

Parter i hovedsagen

Sagsøger: I

Sagsøgt: Health Service Executive

Sagens genstand

Anmodning om præjudiciel afgørelse – High Court of Ireland – fortolkning af artikel 19, stk. 1, og artikel 20, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger – begrebet »opholde sig« i en anden medlemsstat end den kompetente medlemsstat – statsborger i en medlemsstat, som i 11 år har lidt af en alvorlig sygdom, der første gang brød ud under en ferie i en anden medlemsstat – statsborger, der er tvunget til at opholde sig i den anden medlemsstat som følge af denne sygdom.

Konklusion

Artikel 1, litra j) og k), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger skal fortolkes således, at såfremt en EU-statsborger, der var bosat i en første medlemsstat, rammes af alvorlig og pludselig sygdom under en ferie i en anden medlemsstat og er nødsaget til at forblive i denne stat i 11 år som følge af denne sygdom og tilgængeligheden af speciallægebehandling i nærheden af, hvor den pågældende bor, skal den pågældende med henblik på anvendelsen af denne forordnings artikel 19, stk. 1, eller artikel 20, stk. 1 og 2, anses for at »opholde« sig i denne anden medlemsstat, såfremt den pågældendes sædvanlige interessecenter befinder sig i den første medlemsstat. Det tilkommer den nationale ret at fastlægge denne statsborgers sædvanlige interessecenter ved at foretage en samlet vurdering af alle relevante faktiske omstændigheder og herved tage hensyn til den pågældendes hensigt, således som den fremgår af disse faktiske omstændigheder, idet den blotte omstændighed, at den pågældende statsborger er forblevet i den anden medlemsstat i en længere periode, ikke i sig selv er tilstrækkelig med henblik på at anse den pågældende for at have bopæl i denne stat.

____________

¹ EUT C 189 af 29.6.2013.