Language of document : ECLI:EU:T:2015:498

Sag T-398/10

(offentliggørelse i uddrag)

Fapricela – Indústria de Trefilaria, SA

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – kartel – det europæiske marked for forspændingsstål – fastsættelse af priser, opdeling af markedet og udveksling af følsomme forretningsoplysninger – afgørelse, som fastslår en overtrædelse af artikel 101 TEUF – samarbejde under den administrative procedure«

Sammendrag – Rettens dom (Sjette Afdeling) af 15. juli 2015

1.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed – omfanget af bevisbyrden – graden af præcision, der kræves i Kommissionens bevisforhold – en række indicier – domstolsprøvelse – rækkevidde – afgørelse, der giver anledning til tvivl hos Retten – overholdelse af princippet om uskyldsformodning

(Art 101 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 48; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

2.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsafgørelse, der fastslår en overtrædelse – bevismiddel – dokumentbeviser – vurdering af et dokuments bevisværdi – kriterier – dokument, der er udarbejdet i umiddelbar sammenhæng med de faktiske omstændigheder, eller som hidrører fra et direkte vidne til de faktiske omstændigheder – erklæringer, der går imod den erklærendes interesser – høj bevisværdi

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

3.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – bedømmelse af begrundelsespligten på grundlag af sagens omstændigheder – nødvendigheden af at angive alle de relevante faktiske og retlige omstændigheder – foreligger ikke

(Art. 296 TEUF)

4.      Karteller – aftaler og samordnet praksis udgør en enkelt overtrædelse – virksomheder, som kan beskyldes for at have begået en overtrædelse bestående i deltagelse i et kartel som helhed – kriterier – fælles mål og samlet plan – ikke kendskab til alle dele af kartellet – følger

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 2)

5.      Karteller – deltagelse i møder med et konkurrencebegrænsende formål – omstændighed, der i mangel af afstandtagen fra de trufne beslutninger giver grundlag for at fastslå, at virksomheden deltog i den efterfølgende aftale – offentlig afstandtagen – vurdering

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)

6.      Karteller – aftaler mellem virksomheder – deltagelse angiveligt sket under tvang – ingen begrundelse for en virksomhed, der ikke har underrettet de kompetente myndigheder herom

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53)

7.      Retslig procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – betingelser – nyt anbringende – begreb – argumenter, som har en nær sammenhæng med et anbringende fremsat i stævningen – ikke omfattet

(Rettens procesreglement (1991), art. 48, stk. 2)

8.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – overtrædelsens grovhed – bedømmelseskriterier – skønsbeføjelse forbeholdt Kommissionen – grænser – overholdelse af proportionalitetsprincippet og princippet om individuelle straffe og sanktioner

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13 og 19-23)

9.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – fastsættelse af værdien af afsætningen – alene hensyntagen til værdien af afsætningen direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen i det relevante geografiske område – virksomhedens omsætning – ingen betydning

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)

10.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – fastsættelse af grundbeløbet – overtrædelsens grovhed – fastsættelse af gradvise satser for grovhed for forskellige kategorier af virksomheder, som har begået en enkelt overtrædelse – mindre forskel mellem de satser, der anvendes på de virksomheder, der har begået overtrædelsen – overholdelse af ligebehandlingsprincippet – vurdering

(Art. 101 TEUF; EØS-aftalen, art. 53; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)

11.    Konkurrence – bøder – størrelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – retsvirkning – underlagt retningslinjerne for bødeberegning – udelukket – omstændigheder, der skal tages i betragtning

(Art. 101 TEUF, 102 TEUF og 261 TEUF; EØS-aftalen, art. 53, stk. 1; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 3, og art. 31; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 86-89, 91-93 og 124)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 88 og 90)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 94 og 213)

4.      På konkurrenceområdet gælder, at karteller kun kan anses for at udgøre en enkelt konkurrencebegrænsende aftale, hvis det er bevist, at de er en del af en samlet plan med et fælles mål. Kun såfremt denne virksomhed, da den deltog i disse karteller, vidste eller burde have vidst, at den dermed tog del i en enkelt aftale, kan dens deltagelse i de pågældende karteller være udtryk for, at den tilsluttede sig aftalen.

Hvis en virksomhed derimod var direkte involveret i en eller flere af de former for konkurrencebegrænsende adfærd, som den enkelte og vedvarende overtrædelse består af, men det ikke er godtgjort, at virksomheden ved sin egen adfærd havde til hensigt at bidrage til samtlige de fælles mål, som de øvrige karteldeltagere forfulgte, og at den havde kendskab til al den øvrige konkurrencebegrænsende adfærd, som de nævnte deltagere havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller at den med rimelighed kunne forudse dem og var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko, kan Kommissionen kun med føje pålægge virksomheden ansvaret for den adfærd, som den direkte har deltaget i, og den adfærd, som de øvrige deltagere havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, som virksomheden forfulgte, og hvorom det er godtgjort, at virksomheden havde kendskab til eller med rimelighed kunne forudse adfærden og var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko. Dette kan imidlertid ikke føre til at fritage virksomheden for ansvaret for den adfærd, i forhold til hvilken det er ubestridt, at den har deltaget heri, eller i forhold til hvilken den faktisk kan holdes ansvarlig. Den omstændighed, at en virksomhed ikke har deltaget i samtlige de elementer, som skal være til stede, for at der er tale om et kartel, eller at den kun har spillet en mindre rolle i de elementer, som den har deltaget i, er således ikke relevant med hensyn til beviset for, at virksomheden har begået en overtrædelse, idet disse omstændigheder kun skal tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed og i givet fald ved udmålingen af bøden.

Det kan dog kun komme i betragtning at opdele en afgørelse fra Kommissionen, i henhold til hvilken et samlet kartel kvalificeres som en enkelt og vedvarende overtrædelse, på denne måde, hvis for det første den nævnte virksomhed under den administrative procedure blev sat i stand til at forstå, at den også blev foreholdt hver enkelt adfærd, som kartellet består af, og derfor at forsvare sig desangående, og hvis den nævnte afgørelse for det andet er tilstrækkeligt klar i denne henseende. Det følger heraf, at når de ovennævnte betingelser er opfyldt, må EUʼs retsinstanser, hvis de fastslår, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at en virksomhed i forbindelse med sin deltagelse i en af de former for konkurrencebegrænsende adfærd, som den enkelte og vedvarende overtrædelse består af, havde kendskab til den øvrige konkurrencebegrænsende adfærd, som de øvrige karteldeltagere havde udvist med de samme mål for øje, eller med rimelighed kunne forudse denne adfærd og var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko, heraf alene udlede den følge, at denne virksomhed ikke kan gøres ansvarlig for den øvrige konkurrencebegrænsende adfærd og derfor den enkelte og vedvarende overtrædelse i sin helhed, og at den anfægtede afgørelse derfor må anses for at savne grundlag i denne udstrækning.

(jf. præmis 133 og 135-138)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 146, 209 og 282)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 206)

7.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 220 og 221)

8.      På konkurrenceområdet gælder, at der ved fastsættelsen af størrelsen af bøderne skal tages hensyn til alle de forhold, der kan indgå i bedømmelsen af de nævnte overtrædelsers grovhed, herunder bl.a. den rolle, som hver af de parter, der har deltaget i overtrædelsen, har spillet, og den risiko, som overtrædelser af denne art indebærer for gennemførelsen af Unionens mål. Når en overtrædelse er blevet begået af flere virksomheder, skal der foretages en undersøgelse af, hvor intensiv den enkelte virksomheds deltagelse har været.

Den omstændighed, at en virksomhed ikke har deltaget i samtlige de elementer, som skal være til stede, for at der er tale om et kartel, eller at den kun har spillet en mindre rolle i de elementer, som den har deltaget i, skal herved tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed og i givet fald ved udmålingen af bødens størrelse.

Med henblik på beregningen af størrelsen af de bøder, der pålægges virksomheder, som har deltaget i et kartel, ligger en differentieret behandling af de pågældende virksomheder desuden inden for de beføjelser, der tilkommer Kommissionen på området. Inden for rammerne af Kommissionens skønsbeføjelse er den nemlig forpligtet til at pålægge individuelle sanktioner i forhold til virksomhedernes adfærd og kendetegn med henblik på at sikre Unionens konkurrencereglers effektivitet i hvert enkelt tilfælde.

Proportionalitetsprincippet indebærer endvidere, at institutionernes retsakter ikke må gå videre end passende og nødvendigt for gennemførelsen af det tilsigtede formål. I sammenhæng med beregningen af bøder skal overtrædelsernes grovhed fastslås i henhold til en række elementer, og der må ikke tillægges nogen af disse elementer en uforholdsmæssigt stor betydning i forhold til de andre elementer i vurderingen. Proportionalitetsprincippet indebærer i denne sammenhæng, at Kommissionen skal udmåle bøden forholdsmæssigt med de elementer, der tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed, og at den i denne henseende skal anvende disse elementer på en sammenhængende og objektivt begrundet måde.

(jf. præmis 254-257)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 267)

10.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 291, 294 og 296-300)

11.    På det konkurrenceretlige område gælder, at den fulde prøvelsesret, som Unionens retsinstanser i medfør af artikel 261 TEUF har fået tildelt ved artikel 31 i forordning nr. 1/2003, giver dem beføjelse til ud over en simpel legalitetskontrol af sanktionen, som kun tillader, at annullationssøgsmålet forkastes, eller at den appellerede retsakt annulleres, at anlægge deres egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor at ændre den anfægtede retsakt, også selv om den ikke annulleres, under hensyntagen til alle faktiske omstændigheder, ved bl.a. at ændre størrelsen af den pålagte bøde, når spørgsmålet om bødens størrelse forelægges dem til vurdering.

Det fremgår derudover af ordlyden af artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, at der ved fastlæggelse af bødens størrelse skal tages hensyn til både overtrædelsens grovhed og varighed. Med hensyn til fastsættelsen af bøder skal der således tages hensyn til overtrædelsernes varighed og til alle de elementer, der kan indgå i bedømmelsen af overtrædelsers grovhed, såsom de enkelte virksomheders adfærd og rolle ved gennemførelsen af den samordnede praksis, den fortjeneste, virksomhederne har kunnet opnå ved denne praksis, deres størrelse og værdien af de omhandlede varer samt den risiko, som overtrædelser af den art indebærer for gennemførelsen af Unionen. Objektive faktorer, såsom den konkurrencebegrænsende adfærds indhold og varighed, dens hyppighed og dens intensitet, hvor stort det påvirkede marked er, og hvilken skade der er påført de samfundsøkonomiske interesser, skal i denne forbindelse tages i betragtning. Ved bedømmelsen skal der endvidere tages hensyn til de ansvarlige virksomheders relative størrelse og markedsandel såvel som til en eventuel gentagelsessituation.

Når Unionens retsinstanser fastsætter en bøde, er der i sagens natur ikke tale om en præcis matematisk operation. Unionens retsinstanser er endvidere hverken bundet af Kommissionens beregninger eller af dens retningslinjer, når de træffer afgørelse i henhold til deres fulde prøvelsesret, men skal foretage deres egen vurdering under hensyntagen til alle sagens omstændigheder.

(jf. præmis 420-425)